Klimadagsordenen bliver formentlig en af de vigtigste i de kommende valgperioder.

EU-målsætningen

Det vedtagne mål i EU for reduktion af drivhusgasser i 2030 er 40 pct. i forhold til udledningerne i basisåret 1990.      

Danmark har samtidig sammen med resten af verdenssamfundet forpligtet sig til at nå Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til et sted mellem 1,5 og to grader. Ifølge nogle eksperter og organisationer vil det kræve en 70-procentsreduktion af drivhusgasser globalt i 2030 at nå ned på 1,5 grader, mens det vil kræve en reduktion på 60 procent at opnå målet om to grader.

Hvad betyder det?

Ifølge Energistyrelsens energistatistik var de faktiske emissioner i 1990 i Danmark på 70,4 mio. tons CO2-ækvivalenter.

I en rapport fra november 2018 påpegede Klimarådet, regeringens uafhængige ekspertorgan, at Danmark med den hidtidige politiske kurs med en drivhusgasreduktion på 47 procent i 2030 rigeligt vil kunne opfylde den nuværende EU-målsætning.

Regeringens målsætning om 70 pct. reduktion i 2030, der tilsyneladende støttes ubeset af et flertal af partier i det danske Folketing, betyder, at der skal sættes turbo på reduktionen af udledningerne, der i 2030 kun må være på 21,1 mio. tons.

I forhold til 1990 skal emissionerne altså reduceres med 49,3 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Udslippet af drivhusgasser fra danske økonomiske aktiviteter toppede i 2006 og faldt derefter hvert år frem til 2015. I 2016 steg det igen, men i 2017 faldt udslippet igen. Det bemærkes, at ifølge Energistyrelsen steg CO2-udledningerne igen fra 2017 til 2018.

I 2018 udgjorde emissionerne 48,6 mio. tons CO2-ækvivalenter svarende til knap 31 pct. af udledningerne i 1990.

Reduktionskravet

Danmark skal således inden 2030 reducere udledningen af drivhusgasser med yderligere 27,5 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Men uden for den i øjeblikket italesatte politiske dagsorden udleder vi yderligere mindst 16 mio. tons CO2-ækvivalenter, som i princippet burde indgå i andre landes CO2-regnskab. Ifølge IPCC’s retningslinjer skal drivhusgasemissioner på nationalt niveau opgøres ud fra et produktionsperspektiv, hvilket vil sige, at emissionerne tælles, hvor udledningen opstår. Et land står dermed til ansvar for emissioner, der sker som følge af udvinding, produktion, transport, brug eller bortskaffelse inden for landets grænser.

Import ikke medregnet

Den CO2 vi i forbindelse med importen af varer m.v. i realiteten ”eksporterer” til de lande, hvor varerne produceres, går også under betegnelsen ”carbon leakage” (lækage).

International flyindustri og shipping ikke medregnet

Hverken international flyindustri eller shipping er reguleret i Kyoto- eller Paris-aftalen (EU kvoteregulerer dog luftfarten inden for EU).

Emissionerne af CO2 ved international flytrafik er gigantiske, men de samlede CO2-udledninger fra shipping er også enorme – alene Mærsk – og det er ikke en konspirationsteori; tallet er hentet fra Mærsks egen bæredygtighedsrapport – udleder årligt 35,5 millioner tons CO2-ækvivalenter. Danske skibsredere tilsammen udleder næsten lige så meget CO2 som den samlede udledning af drivhusgasser i hele Danmark!

En målsætning der forpligter Danmark til at reducere drivhusgasudslippet med 70 procent i 2030, vil betyde, at Danmark – selvom vi kun bidrager med 0,11 pct. af de samlede globale CO2-udledninger – umiddelbart placerer sig blandt verdens mest ambitiøse lande på klimaområdet. Danmark vil igen komme i den globale klimaelite – som regeringen udtrykker det: ”i den grønne førertrøje”!

Spørgsmålet er om det ekstraordinært høje mål er fornuftigt?

Samtidig med at formanden for Det Konservative Folkeparti fra talerstolen i Herning på partiets Landsmøde den 28. september 2019 med patos udtalte, at:

”Vi støtter selvfølgelig målsætningen om at mindske Danmarks udslip med 70 procent. Jeg vil også gerne opfordre alle borgerlige partier til at melde sig fuldtonet ind i klimakampen”

Tweetede partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard:

Politikerne aner ikke hvad de taler om!

At politikerne på Christiansborg ikke aner, hvad de taler om, er bekymrende, men ikke nyt. At politikerne ej heller har den fjerneste idé om, hvordan Danmark skal kunne lede op til målsætningen, er decideret skræmmende.

Sagkundskaben strides også

At sagkundskaben i Klimaråd m.v. også viser, at de er udstyret med tvivlens nådegave, kan give anledning til forstærke uroen, hos vælgere, der ikke ved hvad man skal tro på.

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet har som formand for Klimarådet utallige gange advaret mod at udskyde den grønne omstilling. ”Det er klart, at de sidste ti procentpoint kan blive forholdsvist dyre, hvis vi skal nå dem inden 2030. Og vi har ikke noget godt overblik over, hvad de bedste virkemidler vil være. Så der udestår noget analysearbejde der. Jeg ser 70-procentsmålet som udtryk for et politisk valg, hvor man har sagt: Det her er vi moralsk forpligtede til; så må vi betale de omkostninger, der følger med”, siger Peter Birch Sørensen.

Professor Kirsten Halsnæs, DTU, har ment, at ”Det kan ikke altid betale sig at være ’first mover’ på alle teknologier – eksempelvis kunne man godt indfase elbiler lidt mere gradvist”, siger hun og forklarer, at det kort fortalt skyldes, at teknologierne bliver billigere over tid.

Hun er skeptisk over for argumentet om, at Danmark med en 70-procentsmålsætning bliver et foregangsland, der viser vejen for andre: ”Vi må godt være blandt de fremmeste, men 70 procent er jo ikke at være blandt de fremmeste. Det er at være ti mil foran de andre”.

Peter Birch Sørensen mener, at Danmark også kunne have forsvaret at sætte en målsætning på 60 procent og samtidig melde ud, at vi er villige til at reducere endnu mere, hvis andre lande også skærper deres klimamål.

”De 60 procent flugter med togradersmålsætningen fra Parisaftalen. Og så kunne man have sagt, at hvis tilstrækkeligt mange lande også hæver deres ambitioner, så vil Danmark gå højere op på f.eks. 65 eller 70 procent, som 1,5-gradersmålet tilsiger”, siger Peter Birch Sørensen.

Klimaforsker Sebastian Mernild understreger, at det er en global opgave, der skal løftes: ”Men der er absolut ræson i, at Danmark bliver et foregangsland. Også i højere grad, end det er tilfældet med en 60-procentsmålsætning. Vi er et rigt samfund på højt teknologisk niveau. Vi har alle muligheder for at reducere med 70 procent i 2030. Hvis vi ikke går forrest, satser på forskning og energieffektivisering, energi- og CO2-lagring, hvordan skal vi så kunne sige, at andre lande kan?”

Sebastian Kurz vandt søndagens parlamentsvalg i Østrig. Kurz og hans konservative parti, ÖVP, har nu flere muligheder for en koalition, der vil give hans konservative Folkeparti et stabilt flertal, viser de foreløbige afstemningsresultater. Brevstemmer m.v. vil i de kommende dage kunne påvirke valgresultatet marginalt.

Den 33-årige Sebastian Kurz, hvis højre-koalition måtte gå af i juni 2019, fik 38,4 pct. af stemmerne – langt foran Socialdemokraterne på 21,5 pct., og det ultra-højreorienterede frihedsparti, ÖFP, med 17,3 pct. De Grønne fik 12,4 pct. og det liberale NEOS-parti fik 7,4 pct. ifølge Østrigs indenrigsministerium.

Valget var nødvendigt efter sammenbruddet i den hidtidige regeringskoalition mellem det østrigske Folkeparti, ÖVP, og Frihedspartiet, FPÖ. FPÖ trak sig fra regeringen efter at partiets leder, indenrigsminister Herbert Kickl, blev afskediget som følge af den såkaldte Ibiza skandale, hvor vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ blev tvunget til at træde tilbage efter en video afslørede at han i et møde med en påstået niece med en russisk oligark var villig til at sikre statskontrakter mv som modydelse for finansielle donationer til FPÖ.

Valgets temaer

Forbundsrepublikken Østrig med en befolkning på knap 9 mio. minder på nogle områder meget om Danmark.

Valgets temaer er en række af de grænseoverskridende udfordringer, der også fylder i den danske politiske debat migration, klima, globalisering og handelsaftaler, EU-integration, økonomisk vækst og beskæftigelse.

Migration

Flygtningekrisen var en afgørende faktor ved det sidste valg i Østrig i 2017. Med et klart flertal for en højrenational regering sendte østrigerne dengang et tydeligt budskab til EU: Begræns den illegale indvandring, og respekter medlemslandenes suverænitet.

I 1999 blev Østrig genstand for international kritik, da den daværende FPÖ-formand, den kontroversielle Jörg Haider, overraskende dannede regering med det konservative ÖVP. Dengang var FPÖ et nyt fænomen på Europas politiske landkort. Vælgergruppen bag FPÖ blev set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte derfor på socialdemokratisk initiativ ganske kontroversielt at gennemføre en regulær boykot mod Østrig.

I forhold til 1999 er meget ændret i Europa. I alle medlemslande – og ikke mindst i Østeuropa – er der i varierende omfang indvandringsskepsis.

Valget i Østrig og i andre lande viser, at skillelinjen i politik tilsyneladende ikke længere først og fremmest går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for åbenhed, Willkommenkultur i forhold til asylstrømmene og udviskning af nationalstatens grænser, og patrioterne, der tror på, at nationen yder den bedste beskyttelse, og som er kritiske overfor en udvikling, der truer nationalstatens sammenhængskraft.

Østrig sagde nej til FN-aftale om migration

Sebastian Kurz og ÖVP har længe og i valgkampen haft en klar strammer-profil i asyl og migrationsspørgsmål. Østrig deltog ikke i december 2018 i underskrivelse af FN-Migrationsaftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – i Marakesh i Marokko, ligesom Østrig afstod fra at stemme, da FN’s Generalforsamling efterfølgende i 2019 formelt vedtog aftalen.

Allerede den 31. oktober 2018 meddelte den østrigske kansler Sebastian Kurz og hidtidig leder af regeringskoalitionen med Frihedspartiet, FPÖ, at: “Vi har besluttet, at vi ikke vil deltage i pagten.”

Baggrunden for at Østrig ikke ville bakke op om aftalen, er bekymringer for at det vil sløre forskellen mellem lovlig ulovlig indvandring, og sløre forskellene mellem flygtninge og økonomiske migranter.

Danmarks holdning?

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev trods modstand fra en række partier, organisationer og folkelige bevægelser migrations-aftalen i Marakesh.

Malta-aftalen

På Malta blev indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Malta den 23. september 2019 enige om en foreløbig mekanisme, der skal fordele de migranter, der kommer over Middelhavet til Europa. Aftalen er kommet i stand med den nye koalitionsregering i Italien, der blev etableret efter at det lykkedes Socialdemokraterne i SD og aktivisterne i 5Stjernebevægelsen at marginalisere Matteo Malvinis indvandringskritiske parti, Lega.

Malta-aftalen, der først og fremmest sigter på at lette presset på Italien og Spanien, forpligter Tyskland og Frankrig til at modtage en fjerdedel af de migranter, der bliver samlet op på Middelhavet af flygtningevenlige organisationer og sejlet til Italien og Spanien. Andre lande såsom Kroatien, Finland, Irland og Portugal har også indvilliget i at modtage nogle af Middelhavsmigranterne.

Skarp reaktion fra Østrigs Sebastian Kurz

Aftalen udløste en skarp reaktion fra en af de mest markante asylstrammere på europæisk plan – Østrigs fungerende forbundskansler Sebastian Kurz, der mente, at man nu sender de helt forkerte signaler til Afrika og til menneskesmuglerne. Nu bliver der lagt op til ”mere åbne grænser” og ”åbne havne”. Dermed vil man ifølge Kurz forstærke den stigning i migrantstrømmen til EU, som allerede er i gang.

Vil Østrig blokere for Mercosur-aftalen?

I valgets slutfase har et stort flertal i det østrigske parlament vedtaget at blokere Mercosur-aftalen mellem EU og Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.

Østrig vil derfor kunne blokere den aftale, der efter 20 års forhandlinger blev indgået den 28. juni 2019.

Aftalen blev i øvrigt 2 måneder senere fulgt op af en tilsvarende aftale mellem Mercosur og EFTA-landene Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.

Som det ser ud nu, vil den østrigske beslutning også efter valget forpligte Østrigs repræsentanter i EU’s ministerråd til at stemme imod Mercosur-aftalen. Det var nemlig omtrent alle de østrigske partier, der i parlamentet gik mod Mercosur-aftalen. Baggrunden for modstanden er især frygten for at blive oversvømmet af billige sydamerikanske landbrugsvarer, og Brasiliens holdning i miljøspørgsmål, som er blevet eksponeret af de omfattende skovbrande i Amazonas.

Andre EU-lande er også tøvende

Frankrig og Irland har også truet med at blokere for Mercosur-aftalen pga. Brasiliens politik i Amazonas. Som det siges, er det svært at indgå en aftale, hvis det står klart fra begyndelsen, at parterne ikke vil følge vigtige elementer, og der ikke er nogen måde, hvorpå man effektivt kan håndhæve aftalens indhold.

Problemerne er dels miljøproblemerne omkring den store regnskov i Brasilien, hvor myndighederne måske ikke har gjort nok for at forhindre brandene. Desuden frygter mange, at den øgede import af brasiliansk oksekød, der ligger i Mercosur-aftalen, vil øge CO2-udledningen.

Landbrugets interesser vejer tungt

Ligesom i Østrig er det ikke mindst hensynet til landenes nationale landbrugsinteresser, der ligger bag modstanden mod Mercosur-aftalen. Generelt vil europæisk landbrug græde tørre tårer, hvis aftalen falder på gulvet.

Dansk Industri, mener ligesom andre landes industri-interesser, at en aflysning af aftalen ikke er den rigtige vej at gå: “Dette er den forkerte tilgang. At droppe EU-Mercosur-handelsaftalen vil ikke få præsident Bolsonaro til at ændre sine handlinger. Det, der vil hjælpe, er at have en handelsaftale med stærke bindinger til Paris-aftalen, beskyttelse af truede dyr og bekæmpelse af ulovlig skovfældning”.

Klima

Meget er imidlertid ændret siden Sebastian Kurz’ konservative parti, ÖVP, efter valget i 2017 dannede regering med FPÖ.

Klima er kommet højt op på dagsordenen, og partiet GRÜNE fik en fremgang fra 3,8 pct. af stemmerne til 12,4 pct. Det vil sikre partiet 23 mandater i parlamentet. Med GRÜNE og det liberale NEOS-partis 14 mandater vil Kurz kunne en ny regeringskoalition udenom både FPÖ og socialdemokraterne i SPÖ. Spørgsmålet er, om partiernes forskellige tilgang til asyl- og migrationspolitik kan overvindes?

Afklapsningen af FPÖ og de interne problemer i partiet vil formentlig udelukke en fortsættelse af det rent borgerlige regeringssamarbejde.

Er kontantkrisen i New York i virkeligheden et krisetegn, fordi verdens rigeste enkeltpersoner, selskaber og fonde skruer ned for risikoen og polstrer sig med flere kontanter?

New Yorks Federal Reserve Bank har netop pumpet 110 mia. dollar i kontanter ind i det finansielle system. Det er ottende dag i træk, at the Fed tilførte kontanter i bytte for amerikanske statsgældsbeviser (Treasuries) og realkreditobligationer til interbank-markedet eller det såkaldte repo-marked i New York, hvor pengeinstitutterne indgår korttids såkaldte Repurchase Agreements om bytte af værdipapirer. Den såkaldte Repo-rate er den rentesats, som centralbanken anvender på korttidsudlån til kommercielle banker med sikkerhed i værdipapirer.

Interventionen på pengemarkedet er bemærkelsesværdig, fordi det er første gang i de sidste 10 år det sker.

The Fed I New York tilbød også 2-ugers aftaler – repos – om kontanter i bytte for værdipapirer med henblik på at dæmpe uroen på pengemarkedet.

The Feds repo-operationer er helt usædvanlige. The Fed begyndte at intervenere kort efter at repo-renten nåede op på næsten 10 pct. I sidste uge, da pengeinstitutter desperate efterspurgte kontanter, steg The Secured Overnight Financing Rate, SOFR, steg til rekordhøjden 5,25 pct. ifølge Federal Reserve Bank of New York.

Stigningen af repo-renten til væsentligt over Feds mål for den korte rente for lån mellem banker kan være et tegn på, at centralbanken har mistet kontrollen over finansieringsmarkederne.

På interbankmarkedet var den såkaldte London Interbank Offered Rate (LIBOR) tidligere den toneangivende referencerente på interbankmarkedet for de usikrede lån, som banker tilbyder til andre banker inden for Londons pengemarked (eller interbankmarked).

Det ventes at en ny rentesats – The Secured Overnight Financing Rate, SOFR, vil erstatte LIBOR som den toneangivende rentesats på interbankmarkedet. Markedet har mistet tilliden til LIBOR efter det blev afsløret, at en lille inderkreds i London manipulerede med rentesatsen.

Den opmærksomhed, der nu er opstået på repo-markedet som følge af uroen på markedet for kontantlån betyder, at volatiliteten også resulterer i uventede spring i SOFR-renten, der ellers skulle være stabil.

Udviklingen giver anledning til bekymring, fordi SOFR ellers var udpeget som den foretrukne erstatning for den langvarige benchmark med variabel rente (LIBOR) i 2021. Denne sats, der regulerer lån for milliarder af dollars lån – inklusive boliglån og erhvervslån – er af central betydning.

Udsvingene i SOFR får det til at virke ustabilt og undergraver den tillid, som markederne har brug for efter chokket med LIBOR-svindelen.

I New York breder nervøsiteten sig blandt børshandlerne. Stigninger i repo-renten har tidligere været tæt forbundet med bankkriser og udtørring af lånemuligheder. Under finanskrisen i 2008 steg repo-renten til skyhøjde, da banker vægrede sig mod at låne til hinanden, fordi der var tvivl om de i virkeligheden var insolvente.

Er kontantkrisen i New York i virkeligheden et krisetegn fordi verdens rigeste enkeltpersoner, selskaber og fonde polstrer sig med flere kontanter?

Mere besindige påpeger, at der ved udgangen af 3. kvartal må forventes en naturlig stigning I kontantefterspørgselen fordi en række konti skal udlignes og der skal foretage løn- og skattebetalinger m.v.

I de kredse, hvor der er udbredt frygt for at økonomien bliver ramt af en recession i 2020, skrues der til gengæld ned for risikoen og op for beholdningen af kontanter.

I en undersøgelse har 55 pct. af de adspurgte sagt, at de venter, at der vil komme en recession efter årsskiftet 2019 til 2020. Som forberedelse til dette havde 42 pct. af de adspurgte skruet op for andelen af kontanter, mens 45 pct. havde ændret på investeringsstrategien for at begrænse risikoen. 13 pct. har ikke nogen plan i tilfældet af en økonomisk nedtur, mens 42 pct. har valgt at ændre på investeringsstrategien, så der er kontanter i tilfælde af, at der opstår muligheder i markedet.

”Vi har solgt ud af aktier og i stedet sat penge i obligationer og fast ejendom. Vi lægger også penge til side, så vi kan købe op i tilfælde af et crash”, lyder det fra en unavngiven investeringsdirektør, der har deltaget i undersøgelsen.

Al Jazeera oplyser, at der nu er nye protester i Ægypten otte år efter det arabiske forår i januar 2011. Demonstranter samlede sig sent fredag den 20. september med krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der blev demonstreret i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Urolighederne har endnu ikke affødt officielle kommentarer. De oplyses, at præsident al-Sisi I øjeblikket befinder sig i New York, hvor han deltager i FNs klimatopmøde og generalforsamling.

Den egyptiske revolution

Den egyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker tog Det Muslimske Broderskab magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Morsi-regeringen stødte imidlertid på en hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdel Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdel Fattah El-Sisi. El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Weekendens demonstrationer i Kairot er uhyre sjældne i Egypten, efter al-Sisi i 2013 forbød offentlige protester.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdel Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Samme logik forhindrer Det Muslimske Broderskab i at stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Præsidenten selv kritiseres for hans involvering i en voldsom offentlig byggeaktivitet hvor dispositionerne besluttes uden et mindstemål af transparens. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

USA beskylder Iran for at stå bag det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg. Angrebet betyder tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988. Der kan meget vel gå uger før olieproduktionen er tilbage til det normale.

Teheran afviser officielt at stå bag, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen, der støttes af Iran, har taget ansvaret for angrebet. I alt ti droner blev sendt mod Abqaiq-anlægget, siger en talsmand for houthierne.

Saudi-Arabien har over årene investeret enorme summer i avancerede luftforsvarssystemer. Men tænketanken Euroasia Group siger, at Saudi-Arabiens luftforsvarssystemer primært er designet til at forsvare sig mod traditionelle trusler.

Reaktionerne

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod har på linje med andre EU-lande opfordret ”alle involverede parter til at udvise tilbageholdenhed og arbejde for deeskalering og dialog”.

Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den daværende nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo bekræftede at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, og i begyndelsen af 2019 satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen – og alle der samarbejder med IRGC – er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende.

Iran reaktion har været at nægte at overholde atomaftalen, og grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran er for længst overskredet.

Iranske reaktioner

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Genopbygningen af lagre af beriget uran og truslen om helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at ophæve sanktionerne.

Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

I Irak har amerikanerne oplevet at fire katyusha-raketter er slået ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig ved Mosul i Irak. Tankskibe er siden angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Angående angrebet i Saudi-Arabien siges det, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA.

Argumentet holder dog ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen.

Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.

Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Den mangeårige chef for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev efter pres fra Irans præsident, Hassan Rouhani, i april 2019 af Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker, fjernet og erstattet af Hossein Salami, der samtidig blev forfremmet til generalmajor.

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle iranske aktiviteter, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Quds Force og Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza.

Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene på de saudiarabiske olieanlæg, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen har taget ansvaret, er USA ikke i tvivl:

USA er fuldt informeret om de eskalerende aktiviteter fra iranerne, og USA vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske eller allieredes interesser, uanset om disse handlinger foretages af en shia-militsgruppe i Irak, af Hamas, af Houthis i Yemen eller Hizbollah i Gaza, eller andre, der reelt kontrolleres af Iran. USA er fuldstændig overbevist om, at ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker eller interesser uden at ordren var givet af Qasem Soleiman og dermed af Ayatollah Ali Khamenei.

I mellemtiden afventer vi reaktionen fra USA/Saudi-Arabien. Mon ikke det bliver voldsomt? Jeg tror det!

Lars Løkke og Klaus Riskær har været partikammerater. Klaus Riskær Pedersen er som bekendt idømt hårde fængselsstraffe for bl.a. mandatsvig, mens tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har haft ”sager”, der viser at han heller ikke er driftssikker, når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden. Men at statsministeren har spadseret fra underskud til underskud i sit efterhånden lange politiske liv, kommer nok alligevel som en overraskelse for de fleste.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ‘Elsk mig i nat’, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods de nævnte store armbevægelser en af valgets store tabere.

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen.

Til nogles forundring og manges forargelse har Klimaminister Dan Jørgensen ansat forfatter Kaspar Colling Nielsen som taleskriver. Han skal angiveligt sætte ord på de klimavisioner, ministeren og hans nyorganiserede storrumsministerium arbejder på.

Daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, der også var optaget af klodens varme luft, havde i 2008-09 ansat kogebogsforfatter (og nu præst i Skagen) Kristian Ditlev Jensen som taleskriver. Kristian Ditlev Jensen blev så optaget af fiktionen hos Hedegaard, at han fratrådte stillingen 1. april 2009 for at hellige sig arbejdet som forfatter.

https://politiken.dk/kultur/art7270817/Forfatteren-Kristian-Ditlev-Jensen-skjulte-et-problem-som-pr%C3%A6sten-Kristian-Ditlev-Jensen-nu-vil-have-frem-%C2%BBDer-er-noget-vi-bliver-n%C3%B8dt-til-at-tale-om.-Helt-fra-jeg-var-ung-drak-jeg-meget%C2%AB

Nu er den gal igen med affaldsvirksomheden Amager Ressourcecenter (ARC) – den planlagte økonomiske redningsplan af forbrændingsanlægget Amager (Ski)Bakke er kuldsejlet og den totale økonomiske ruin truer.

Siden politikerne i de fem ejerkommuner – København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre og Taarnby – i 2012 gav grønt lys til at bygge det nye kæmpeanlæg Amager Bakke til 4 mia. kr. har ARC været forbundet med den ene skandale efter den anden. Truende milliardtab på 1,9 mia. kr., politiske slagsmål, dyre forsinkelser, en livsfarlig eksplosion, fyring af direktøren og en socialdemokratisk formand, der kommer og går, er nogle af de ting, som har ramt ARC og Amager Bakke. I slutningen af juni brød det helt nye anlæg sammen, og ARC har siden måtte bede om ekstraordinær tilladelse til at oplagre tonsvis af affald.

I begyndelsen af 2017 erkendte ledelsen på affaldsanlægget Amager Ressource Center, at man skulle have informeret bestyrelsen om en livsfarlig eksplosion tilbage i februar. Eksplosionen på Amager Ressource Center bidrog til at kaste lys over de kritisable forhold i den københavnske affaldssektor. Eksplosionen, der meget let kunne have kostet menneskeliv, skyldes øjensynligt sjusk og efterladenhed i forbrændingsanlæggets ledelse, og sagen førte da også til direktør Ulla Röttgers afskedigelse.

Sidste forår kom det frem, at anlægget stod til at mangle 1,9 mia. kroner, fordi affaldsdirektørens vurdering af affaldsmængderne til anlæggets drift var forkert. Et halvt år senere besluttede politikerne i de fem ejerkommuner – København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre og Taarnby – en økonomisk redningsplan.

Import af affald fra udlandet

Redningsplanen gik bl.a. ud på at importere ca. 100.000 ton affald om året. Men man glemte, at importen er begrænset af EU’s regler om, at import kun må udgøre 20 pct. af selskabets økonomi.

Derfor gik redningsplanen samtidig på, at Københavns Kommune skulle flytte 45.000 ton husholdningsaffald fra Vestforbrænding i Glostrup til Amager Bakke. Planerne om at flytte affaldet er mislykket, og en anden plan om at fusionere ARC (selskabet bag Amager Bakke) med et af naboforsyningsselskaberne CTR eller Hofor, er også løbet ud i sandet.

Amager Bakke styrer imod en økonomisk nedtur, efter at den planlagte økonomiske redningsplan af forbrændingsanlægget er kuldsejlet.

https://energiwatch.dk/secure/Energinyt/Energiselskaber/article11607024.ece?utm_campaign=EnergiWatch%20Middag&utm_content=2019-09-10&utm_medium=email&utm_source=energiwatch

Det vakte opmærksomhed, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne i de kommende fire år vil modtage i alt 25 mio. kr. i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte, selv om de ikke ved Folketingsvalget i juni 2019 opnåede repræsentation i Folketinget. Hvordan og til hvilke ”politiske aktiviteter” pengene anvendes er helt op til Paludan, Riskær m.fl.

Skatteborgerne var chokerede – for mange var det helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget havde bestemt, at skatteborgernes penge skulle bruges på den måde. Mange har formentlig ikke engang været klar over, at alle politiske partier i Danmark hvert år udover politikernes lønninger, indkasserer langt over 300 millioner i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte?

Partimedlemmerne er uden betydning

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Enkeltpersoner, organisationer og private virksomheder yder også støtte til de politiske partier. Især i valgår løber denne støtte op i hundreder af mio. kr. De gældende regler for privat partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Inden folketingsvalget kom det frem, at den private partistøtte ikke altid indberettes. Det burde dog ikke overraske nogen – allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Partiledelser fastlægger den politiske kurs hen over hovedet på medlemmerne

I takt med den store og voksende statsstøtte til partierne er der opstået meget stærke partiledelser, der ikke er afhængige af medlemmernes økonomiske eller politiske støtte, men dikterer det hele sammen med partifunktionærer og rådgivningsbureauer. ”Baglandet” har kun ceremoniel betydning i forbindelse med Landsmøder o. lign. Hovedbestyrelser har normalt ikke noget at skulle have sagt, og det vækker opmærksomhed når det endelig sker, at partiformænd som Lars Barfoed hos de konservative og Lars Løkke Rasmussen hos Venstre vippes af pinden.

Udover ledelsens er der ikke længere plads til politiske holdninger. Det politiske virke – i hvert fald i de store, etablerede partier er blevet adskilt fra det omkringliggende samfund. Det er i højere og højere grad blevet til en selvudpeget, lille kreds, der ser politik som en karriere – og hvis den skal fremmes ligger, dem der stræber efter politiske poster, selvfølgelig under for partiledelsen.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de fire ”gamle” partier om at bevilge sig selv støtte.

Er offentlig partistøtte nødvendige investeringer i demokratiet?

Partierne argumenterede udadtil for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Privatøkonomiske interesser

Den samlede offentlige partistøtte på 341.434.113 kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at værdisætte æresbevisninger, rejser, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kampen om formandskabet i de politiske partier er dermed også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.

Italiens nye regering, der torsdag formiddag er taget i ed, er opstået i en alliance mellem den populistiske 5-Stjernebevægelse (M5S) og det centrum-venstredemokratiske Partito Democratico (PD).

Det indebærer, at Matteo Salvinis højreorienterede parti, Liga, henvises til en plads i oppositionen. Baggrunden for den nye regering var jo, at Matteo Salvini fra Liga havde erklæret sin mistillid til Conte i håb om at fremkalde et hurtigt valg. Selvom den nye regering i parlamentet vil blive mødt af et forslag til mistillidsvotum fra Liga, tyder noget på, at Matteo Salvini må væbne sig med tålmodighed.

Guiseppe Conte fortsætter som Italiens premierminister og leder nu et hold på 21 ministre – 10 fra M5S, 9 fra PD, én uafhængig og én fra det venstreorienterede ligestillingsparti. Kun syv af ministrene er kvinder.

Luigi Di Maio, tidligere vicepremierminister og minister for industri og arbejdskraft, er nu Italiens hidtil yngste udenrigsminister.

Italien har økonomiske udfordringer, og det vigtige finansministerium blev givet til PD’s Roberto Gualtieri, formand for Europa-Parlamentets Komité for Økonomi og Valutaspørgsmål, mens den uafhængige Luciana Lamorgese vil afløse Matteo Salvini, på posten som indenrigsminister med ansvar for udlændinge og immigration.

Udnævnelsen af den nye regering er umiddelbart blevet hilst velkommen af de finansielle markeder, der ser regeringen som mindre tilbøjelig til at søge konfrontation med Bruxelles. Kursen på Italienske statsobligationer er steget i løbet af den sidste uge i forventning om den nye regering.

Paolo Gentiloni Silveri

Ikke mindst på grund af Paolo Gentiloni Silveri blev der etableret et samarbejde mellem M5S og PD. Gentiloni er blandt grundlæggerne af PD og han var Italiens udenrigsminister mellem 2014 og 2016, og premierminister fra 2016 til 2018, hvor regeringskoalitionen mellem M5S og Liga tog over.

Paolo Gentiloni belønnes for sin formidlingsindsats med posten som ny italiensk EU-Kommissær

Luigi Di Maio

Luigi Di Maio og M5S har ikke altid haft et positivt syn på Gentiloni. Berlingske korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, beskrev i Berlingske Tidende den 13. december 2016 regeringssituationen i Italien og udnævnelsen af den hidtidige udenrigsminister Paolo Gentiloni som chef for en overgangsregering efter Matteo Renzi.

Tønner indleder sin klumme med at citere en fornærmende udtalelse af Luigi Di Maio fra protestbevægelsen M5S på Twitter: ”En tom ministerbil ankom til Il Quirinale og ud af den steg Paolo Gentiloni”.

Luigi Di Maio var med sin nedsættende bemærkning om Gentiloni ikke særlig original, men stærkt inspirerer af Winston Churchill, som er tillagt følgende udtalelse om Clement Atlee, der slog Churchill ved parlamentsvalget i 1945:

“An empty taxi drove up to 10 Downing Street, and out of it stepped Clement Attlee”.

Giuseppe Conte

Da Giuseppe Conte torsdag den 5. september 2019 blev taget i ed som Italiens premierminister, var der gået nøjagtigt 461 dage, siden han som ukendt advokat blev kastet ind i rollen første gang. Der ser ud til at være kommet lidt grå hår ved tindingerne, men den store forskel er ikke at se. Den kan mærkes.

Fra at være blevet kaldt signor Nessuno, hvilket vil sige ingen og altså et nul, står den 55-årige jurist og professor i dag helt anderledes og tydeligt på egne ben. Efter 15 måneder, hvor han ofte gav indtryk af og blev beskyldt for at være en dukke, der blev ført og trukket rundt ved næsen af Di Maio og måske især af Salvini, så er der nu bred enighed om, at han er trådt i karakter.

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Giuseppe Conte har også været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inklusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Alligevel kunne italienerne lide, hvad de så. Meningsmålinger viser, at Giuseppe Conte nu er den politiker, der har størst opbakning i befolkningen. Til trods for – eller måske netop fordi – at han ikke er politiker i traditionel forstand. Han er ikke medlem af noget parti og gør meget ud af at optræde upartisk.

Det er åbenbart, at da Conte konfronterede Matteo Salvini fik centrumvenstre-partiet PD et nyt syn på Conte. Nok til at indlede de forhandlinger, som endte med, at de indtrådte i en regering under hans ledelse sammen med Femstjernebevægelsen, M5S.

At det sammen med Gentiloni lykkedes at danne regering med to partier, som i den grad har været indædte modstandere de seneste fem år, må betegnes som Contes politiske svendebrev. Hvis det også kan lykkes ham at få samarbejdet mellem dem til at fungere perioden ud frem til maj 2023, så vil han blive indskrevet i historien på linje med seriøse forgængere som Aldo Moro, en legendarisk brobygger mellem fløje i en lige så vanskelig tid.

Det bliver svært, og Conte kan få brug for hjælp i det europæiske system. I modsætning til Salvini, der har lagt sig ud med alle andre end sine populistiske fæller, så er det på kun et år lykkedes Conte at komme på god fod med mange af de store spillere i EU-systemet.

På internettet kan man for eksempel se en video fra det seneste topmøde i Davos, hvor han har en fortrolig snak med Angela Merkel. Avisen La Repubblica skriver, at det netop var en telefonsamtale forleden fra den tyske kansler til den tidligere PD-premierminister og kommende EU-kommissær, Paolo Gentiloni, der gav partiet det afgørende skub til at indgå i den nye regering. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har også ageret på Contes vegne.

”Han er en talentfuld mand, som forhåbentlig fortsætter som premierminister,” skrev Trump i en tweet efter det nylige G7-topmøde.

Det var femstjernerne, der insisterede på, at han skulle fortsætte som premierminister. Conte har sagt, at han sympatiserer med bevægelsen, men han er ikke medlem af den, og det kan være lige så korrekt at kalde ham en kristendemokrat, dybt rodfæstet i det stærkt katolske Syditalien.

God katolik, men fraskilt!

Han stammer fra en lille landsby, hvor alle – også Conte-familien – bekender sig til Fader Pio-bevægelsen. Regeringschefen har på tv fortalt, hvordan helgenen er med ham i alt, hvad han gør. Han går rundt med et billede af Pio i sin pung, og mindst en gang om året besøger han helgenens hjemsted, San Giovanni Rotondo.

Conte har en søn på 11 år, er skilt fra drengens mor og han er i et diskret forhold til en 15 år yngre hotelmanager fra Rom. Den italienske sladderpresse gætter stadig på, om han som troende katolik er skilt eller blot separeret. Han udtaler sig aldrig om private forhold, men er på god fod med de italienske biskopper.

Samtlige katolske aviser i landet har taget godt imod den nye regering, blandt andet i håb om at Conte vil bløde op på den hårde kurs i udlændingepolitikken.