Den 24. september 2016 kunne Ritzau meddele, at tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior, var død i en alder af 91 år.

Den afdøde folketingspolitiker forlod i 1973 Socialdemokratiet for at danne Centrum-Demokraterne (CD). Det gjorde han sammen med Erhard Jakobsen.

I anledning af Arne Melchiors død kan der være anledning til at mindes en af de mange sager, der bidrog til gøre Melchior kendt; I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi og magtfordrejning, der udover Arne Melchior omfattede farverige personer som Jens Jørgen Thorsen og Ole Andresen fra DSB.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer.

For de historisk interesserede skete der følgende:

Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen.

Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Landbrugsudvalget under FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO, mødes i denne uge i Rom. Udvalget – eller COAG, Committee on Agriculture – er et af FAO’s centrale udvalg, der rådgiver medlemmerne om overordnede politiske og lovgivningsmæssige spørgsmål vedrørende landbrug, husdyr, fødevaresikkerhed, ernæring, udvikling af landdistrikter og naturressourceforvaltning.

FN’s Generalforsamling vedtog i september 2015 en visionær og ambitiøs agenda med 17 konkrete mål for bæredygtig udvikling frem mod 2030: “Transforming our World: The 2030 Agenda for Sustainable Development”.

På mødet i FAO’s landbrugsudvalg er landbrugets rolle i denne agenda et centralt emne. Som grundlag for udvalgets beslutninger foreligger dokumentet ”Agriculture and the 2030 Agenda for Sustainable Development”.

Det ventes at landbrugsudvalget vil anbefale, at udviklingen og implementeringen af bæredygtigt landbrug i forhold til de 17 bæredygtighedsmål baseres på følgende principper:

·         Improving efficiency in the use of resources. This includes improved genetic material, improved agricultural technologies and practices, integrated management of pests and soil fertility, precision irrigation, improved animal feeding and health control, reduced loss and waste.

·         Conserving, protecting and enhancing natural ecosystems. This includes practices for the conservation of plant and animal genetic resources, restoration and conservation of soils, protection against water pollution, reduced carbon emission intensity, and incentives for environmental services, such as the protection of pollinators and carbon sequestration. 

·         Protecting and improving rural livelihoods, equity and social well-being. Of critical importance is the extent to which rural people, in particular small-scale family farmers, youth and women, have secure and equitable access to knowledge, services, markets and resources, including land and water, control over their livelihood through decent work opportunities, and access to diverse and nutritious food.

·         Enhancing the resilience of people, communities and ecosystems. This includes contingency planning for droughts, floods or pest outbreaks and the adoption of more diversified and resilient production systems, associated with effective safety nets. 

·         Promoting responsible and effective governance mechanisms across natural and human systems. This includes effective policies and strategies that are consistent across sectors, alignment of legal frameworks and investments, and strengthening of capacities of public institutions and other relevant stakeholders at all levels. It is based on broad stakeholder consultation, strengthening partnerships, and the application of mediation and conflict resolution mechanisms that are needed to build consensus around sustainable development objectives.

Det fremgår af FAO-dokumentet (afsnit 17), at der faktisk allerede findes muligheder for en gradvis udvikling af en landbrugsproduktion, der på samme tid er mere bæredygtige og produktiv. Forskning og innovation har bidraget til langt bedre forståelse af økosystemerne, og der findes allerede i dag metoder, der gør det muligt at forbedre jordens sundhed, øge kulstofbinding, forbedre udnyttelsen af vand og energi, effektivisere fødevareforsyningskæderne, reducere fødevarespild og bevare biodiversiteten. Forskning indenfor agroøkologi tilbyder også elementer af svar på udfordringen.

Det er sammenfattende FAO’s opfattelse, at der burde være større opmærksomhed på at fremme de muligheder, der faktisk allerede findes for produktion af mere og sundere mad.

Da Tysklands økonomiminister (og vicekansler) Sigmar Gabriel søndag den 28. august 2016 sagde, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), var kuldsejlede, affødte det applaus fra en lang række græsrodsorganisationer.

Baggrunden for TTIP-forhandlingerne, der har stået på i næsten 3 år og omfattet 14 formelle forhandlingsrunder, er parternes påståede soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale. TTIP-aftalen var skønnet til en værdi for EU på omkring 950 mia. kr. og omkring 760 mia. kr. for USA.

Problemet er, at frihandel og globalisering ikke fænger ikke i Europa. Fra organisationerne, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, har det lydt, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

I den amerikanske præsidentvalgkamp har frihandel ej heller været et vinder-tema. Republikanske kandidater har alle, herunder Donald Trump, haft store reservationer over for, at udenlandske konkurrenter i Asien, Europa og Sydamerika har fri adgang til det amerikanske marked. Demokraterne og Hilary Clinton har ligeledes indrettet sig efter folkestemningen.

Tilhængerne af international handel forstår ikke hvad der sker. Verden har jo brug for gode og sikre handelsaftaler, så erhvervslivet kan producere, importere og eksportere frit efter nogle aftalte retningslinjer. Og USA er i gang med at færdigforhandle to store handelsaftaler – en med Stillehavsområdet – Trans-Pacific Partnership (TPP)- og en med EU Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP).

Realiteten er, at globaliseringen globalt set især er til fordel for de fattigste og de rigeste, mens mellemindkomstgruppen, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, ikke har haft udbytte af internationaliseringen.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. Millioner har mistet deres arbejde på grund af globaliseringen og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når det rammer store områder med arbejdsløshed.

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne. Derfor er der også en gennemgribende bekymring for, hvad der kan komme til at ske, hvis der kommer krav om at vi skal lukke os inde bag toldmure. Det er det stof, handelskrige er gjort af.

Den gode historie er i øjeblikket helt fraværende – både i den amerikanske valgkamp og i Europa. Hvad der sker efter valget, ved ingen i sagens natur, men ikke alene de store amerikanske virksomheder holder vejret. Det gør Wall Street og de europæiske børser også.

Forud for fredagens topmøde om fremtidens EU efter den britiske exitafstemning holdt kommissionsformand Jean-Claude Juncker onsdag den 14. september 2016 efter amerikansk forbillede den årlige tale om Unionens Tilstand, State of the Union Address 2016: Towards a better Europe – a Europe that protects, empowers and defends.

Juncker kommer i talen vidt omkring, men for mange er migration og strømmene af asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika fortsat det vigtigste emne.

Tilstrømningen via den såkaldte Balkan-rute førte i 2015 til at der kom 1,3 millioner migranter til EU.

Den helt uholdbare situation har ført til, at Sverige har genindført en meget striks grænsekontrol ligesom der er gennemført asylstramninger i Tyskland og Danmark.

Det afgørende for standsningen af asylstrømmen, er imidlertid at en stribe lande I strid med EU-holdningen gennemførte nationale stop for asylstrømmen. Slovenien, Ungarn, Østrig og andre lande har bygget pigtrådshegn. Østrig har sat et loft over antallet af asylansøgere, som man vil modtage om året. Det ligger på 37.500, og man er indstillet på standse asylansøgere ved grænsen og sende dem tilbage, hvis asylloftet er nået.

Selvom antallet af migranter lige i øjeblikket syntes at være faldet, er grænsekontrol stadig et varmt emne. Det jo ikke så meget migranternes faktiske antal, der nærer frygten for igen at opleve strømme af migranter på motorvejene. Det er uvisheden om, hvor mange der kan risikere at komme.

Hvis man tror, at tilstrømningen af migranter er et midlertidigt fænomen udløst af situationen i Irak og Syrien, tager man fejl. Foreløbig er der i år kommet 125.000 fra Nordafrika over Middelhavet til Italien i år. Hovedparten kommer ikke fra specielt uroplagede områder i Nordafrika, men fra relativt velstående afrikanske lande som Nigeria syd for Sahara.

Politisk betydning i EU-landene

EU’s svar på udfordringen med migranter kan få afgørende politisk betydning i en række lande. I den nære fremtid skal der afvikles valg, hvor migration vil være det dominerende tema. Det gælder det hollandske og tyske parlamentsvalg og det gælder de østrigske og franske præsidentvalg. Det er et gennemgående træk, at de partier og politikere, der står til fremgang, har to ting til fælles: De nærer en dyb og inderlig modvilje mod EU og de ønsker kontrol med grænserne.

EU og ikke mindst Angela Merkel skal dog have en vis anerkendelse for at have bidraget til at Balkan-ruten i øjeblikket er praktisk talt lukket.

EU indgik den 18 marts 2016 en aftale med Tyrkiet. Ifølge aftalen betaler EU 6 mia. euro til Tyrkiet årligt, giver tyrkere visa-fri adgang til EU samt modtager et vis antal asylansøgere mod, at Tyrkiet tilbagetager alle illegale migranter og flygtninge, som har undgået den tyrkiske grænsekontrol og rejst til Grækenland.

Som led i aftalen stillede EU en lang række krav, hvoraf mange endnu ikke er blevet opfyldt. Derfor har EU endnu ikke ophævet sit visumkrav.

Tyrkiet har samtidig været igennem en tumultarisk periode med kupforsøg m.v. Ikke desto mindre har den tyrkiske minister for EU-forhold, Ömer Çelik, slået fast, at Tyrkiet vil fortsætte implementeringen af flygtningeaftalen med EU.

Sammen med de nationale indsatser i Slovenien, Ungarn, Østrig m.fl. er der næppe tvivl om at aftalen med Tyrkiet har bidraget til at Balkan-ruten i øjeblikket er omtrent helt lukket, og at det også er årsagen til det nuværende lave antal asylansøgere i Danmark.

Tilstrømningen fra Afrika

I begyndelsen af 2015 var migrantstrømmen fra Nordafrika over Middelhavet til Italien meget omfattende, og til EU-topmødet i Valletta den 11.-12. november 2015 var der inviteret en lang række afrikanske lande. EU stillede en støttefond til Afrika i udsigt, hvis landene selv kunne skabe jobs og bekæmpe illegal migration, og dermed bremse migrantstrømmen til EU.

Europa mistede noget af interessen for Afrika, efter at flygtningestrømmen flyttede sig via Tyrkiet til Balkan og ind i EU.

Efter lukningen af Balkan-ruten er indvandringen fra Afrika via Middelhavet igen i fokus. Som nævnt er der i år foreløbig kommet 125.000 til Italien.

Juncker har derfor i onsdagens tale annonceret etableringen af en ambitiøs ”Investment Plan for Africa and the Neighbourhood”. Ifølge planen skal indsatsen generere investeringer i størrelsesordenen 44 milliarder euro – langt mere, hvis medlemslande og partnere også vil bidrage.

Investeringsplanen skal supplere EU’s udviklingsbistand og rette sig mod de grundlæggende årsager til migration. Det er vigtigt på et tidspunkt, hvor den økonomiske vækst i udviklingslandene er på det laveste siden 2003.

Kontrollen med de ydre grænser

EU-Kommissionen erkender at beskyttelsen af den ydre grænse langt overstiger kapaciteten i EU’s grænseagentur, Frontex. Derfor har Juncker annonceret at en ny ”European Border and Coast Guard” er under hastig etablering. Frontex har allerede 600 agenter ved den græske grænse til Tyrkiet og andre 100 agenter i Bulgarien. Ifølge Juncker vil indsatsen i ikke mindst Bulgarien meget hurtigt blive forstærket.

EU vil også etablere et nyt informationssystem – European Travel Information System – der skal gøre det muligt at følge alle der rejser ind og ud af EU.

I talen onsdag den 14. september 2016 understregede Jean-Claude Juncker, at ”We will defend our borders, as well, with strict controls, adopted by the end of the year, on everyone crossing them. Every time someone enters or exits the EU, there will be a record of when, where and why.”

Spørgsmålet er om EU-Kommissionens initiativer vil tilfredsstille de mange EU-borgere, der ikke kun nærer en dyb og inderlig modvilje mod EU-projektet, men også ønsker den nationale kontrol med grænserne tilbage.

Jeg tvivler!

Hvad skal støttes: Tænk’s indædte modstand mod frihandelsaftaler eller Dansk Varefakta Nævns kontrol af barnevognes sikkerhed?

Varefakta

Dansk Varefakta Nævn – eller bare Varefakta – har siden 1968 været en fast del af Finansloven, men nu ser det ud til at være slut. Siden 2005 har Dansk Varefakta Nævn over finansloven modtaget et årligt tilskud på 700.000 kr. Tilskuddet har været ydet til Varefakta med det formål at virke for frivillig anvendelse af oplysende mærkning af brugsegnede varer eller tjenesteydelser til forbrugerne. Mærkningen skal bestå i deklaration af indhold og/eller egenskaber eller lignende. Forskrifter for Varefakta udarbejdes i et samarbejde mellem industri, handel og forbrugere. Statstilskuddet har været administreret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen.

Firmaerne betaler i princippet for at få testet produkter, mod at de kan sætte Varefakta-mærket på produktet. Problemet er, at på områder af stor forbrugerinteresse, der kræver udvikling af særlige regler, vil der ofte være underskud. Ellers skal prisen presses så højt op, at det skræmmer virksomhederne væk – og det går udover forbrugerne.

Statsstøtten har betydet, at DVN har kunnet beskæftige sig med produkter med stor forbrugerinteresse. Uden tilskuddet bliver Varefakta nødt til at vurdere, om virksomhederne vil betale de reelle omkostninger – og ikke om det har stor værdi for forbrugerne.

Af regeringens forslag til finanslov for 2017 oplyses det lakonisk, at det statslige tilskud til foreningen Dansk Varefakta Nævn på 0,7 mio. kr. årligt på finansloven for 2017 er annulleret som følge af interne omprioriteringer.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

Det bemærkelsesværdige er, at på samme finanslovsforslag ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 17,7 mio. kr. – en reduktion på 200.000 kr. i forhold til 2016.

Statstilskuddet til Forbrugerrådet Tænk ydes med det formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk er Danske Husmødres Forbrugerråd, der blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, og i 2013 tilføjedes bladets titel Tænk til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk hævder at have 70.000 personlige medlemmer og 31 organisationer i medlemskredsen. Organisationen, der forekommer at være helt uden demokratisk mandat, gør sig bemærket med politisk synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en sådan pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Der er dog grænser for kynismen. I det forløbne år har der været berettiget kritisk debat om aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch. Statstilskuddet på 5,3 mio. kr. er da også skåret bort på forslaget til finanslov for 2017.

Nej, ikke altid. Fiskespisning er en tillidssag, og når man køber fisk, kan man ikke altid regne med, hvad der står på pakken, hvad fiskehandleren fortæller dig, eller hvad der står på spisekortet, og tjeneren anbefaler. Faktisk er svindelen så omfattende, at hver 5. fisk sælges som noget andet, end det virkelig er. Det fremgår af en opdatering af en omfattende rapport om fiskesvindel, som organisationen Oceana netop har offentliggjort.

Deceptive Dishes:  Seafood Swaps Found Worldwide

Organisationen Oceana, der arbejder for bevaring af marine miljøer og truede fiskebestande, har fået undersøgt 25.000 fiskeprøver fra hele verden og analyseret mere end 200 undersøgelser fra 55 lande.

Resultatet er, at hver 5. prøve viste sig at være fejldeklareret, og det viser sig, at der forekommer svindel overalt i verden og i alle led af forsyningskæden: i import, eksport, distribution, emballering, detail- og engroshandel.

Ikke mindst resultaterne for USA er nedslående: Svindel med fisk forekommer med 28 pct. langt hyppigere end det globale gennemsnit, som trods alt kun er på 19 pct. af alle de undersøgte prøver. Det positive er, at svindelen med fisk i USA i 2013 var helt oppe på 33 pct.

Når fisk sælges som andet end det de i virkeligheden er, er det ikke fordi der forekommer uskyldige fejltagelser. Fiskeindustrien fusker bevidst med deklarationerne med det formål at få kunderne til at betale en højere pris. Oceana anfører, at i omkring 65 pct. af de studier, der indgik i metanalysen, var der “klare beviser for økonomiske motiver.”

Pangasius, kulmule og smørmakrel

Pangasius (bocourti) aka asian catfish, kulmule aka hake og escolar (Lepidocybium flavobrunneum) er de 3 fiskearter, der oftest sælges som anden og dyrere fisk.

Pangius fra fiskeopdræt i Asien sælges over hele verden som 18 forskellige dyrere fiskearter. De pangasius, der kommer til det danske marked, stammer primært fra Vietnam. Fisken vokser hurtigt, spiser alt og er derfor god til opdræt. Fisken har fast lyst og kan steges, koges, bages og grilles.

Kulmule sælges ofte som torsk, kuller eller hvilling.

Escolar – smørmakrel – sælges undertiden under navne som “butterfish” eller “white tuna”.

Rapporten indeholder en lang række slående eksempler:

I Italien var 82 pct. af 200 prøver på havaborre, aborre og sværdfisk fejldeklarerede og næsten halvdelen af de fiskearter der var fejlmærkede var truede arter.  

I Brasilien var 55 pct. af de undersøgte prøver af ”haj” i virkeligheden Largetooth Sawfish, som er truet og overhovedet ikke må handles i Brasilien.

I Bruxelles var 98 pct. af de undersøgte retter med bluefin tuna fejlmærkede.

Sundhedsrisiko

Fiskesvindel kan være farligt og føre til alvorlige forgiftnings- og andre helbredsproblemer. Hvis du ikke ved hvad du putter i munden har du ingen mulighed for at forhindre allergiske reaktioner. Ifølge Oceana er 58 pct. af de fejldeklarede fisk faktisk arter, der kan udgøre sundhedsrisici.

For eksempel har efterforskere fra Oceana i USA fundet 50 tilfælde, hvor sushi-restauranter solgte “white tuna” som faktisk var escolar aka oilfish eller smørmakrel. Smørmakrel er rig på et ufordøjeligt fedststof, og hvis ikke fisken tilberedes rigtigt, kan spisning medføre voldsom diarré og andre maveproblemer.

Lys forude

Oceanas undersøgelser påpeger, at nok er svindelproblemet meget omfattende, men der er også positive meldinger. Ikke mindst har nye EU-bestemmelser betydet øget transparens og sporbarhed ligesom reglerne også sigter på at begrænse det såkaldte IUU-fiskeri (Illegalt, Ureguleret og Urapporteret).

Repræsentanter for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet argumenterer i et indlæg i Berlingske Tidende den 9. september 2016 med henvisning til polemikken omkring Miljø- og Landbrugspakken for betydningen af tillid til den forskning og det myndighedsberedskab, som ministerierne har brug for.

Af universitetsrepræsentanternes indledning (som forekommer fyldt med gentagelser – burde nok have været gennemtænkt og gennemskrevet endnu engang?) må man forstå, at politikerne (der ifølge repræsentanterne i befolkningens øjne rangerer i bunden sammen med journaliser, ejendomsmæglere og brugtbilsforhandlere!) med forløbet omkring Miljø- og Landbrugspakken og fordrejning af fakta har kompromitteret den gensidige tillid mellem borgere, eksperter og politikere – det var simpelthen plat at sælge landbrugspakken som miljøforbedringer.

I sandhedens interesse bør det vel oplyses, at partierne med aftalen var enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø.

I indlægget, der emmer af brødnid, fornemmes en vis indebrændthed og frustration over Århus Universitets de fakto monopolstilling og nærmest eneret på landbrug/miljø-området. Andre – herunder Landbrug & Fødevarer og Liberal Alliance – har også stillet spørgsmål ved, om DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – fortsat uden offentligt udbud skal have eneret på at levere den forskning og det myndighedsberedskab, som Miljø- og Fødevareministeriet har behov for?

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – er indgangen for myndigheder, erhverv, interesseorganisationer og offentligheden til Aarhus Universitets faglige miljøer inden for natur, miljø og energi.

Uden at forholde mig til kvaliteten af den forskning, der i øvrigt bedrives ved Aarhus Universitet, er det måske værd at bemærke, at ikke alle forskerne ved DCE er rodfæstet i Aarhus eller Foulum. En række af centerets forskere residerer i betryggende nærhed af Rådhuspladsen og Københavns Universitet i DMU’s gamle lokaler på Frederiksborgvej.

DCE-forskerne kører videre i det gamle DMU-spor, men tiden er tydeligvis inde til et paradigme skifte; Efter fusioneringen i 2007 med de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der havde sikkerhed for finansiering fra de respektive ressortministerier, har det i en efterhånden ganske lang overgangsperiode været nødvendigt at indgå aftaler med Universiteterne, der for betaling skulle levere den forskning, som udarbejdes for ministerier. Universiteterne leverer derfor forskning, som er bestilt af ministerierne og på vilkår, der er detaljeret fastlagt i kontrakter.

På den ene side har det fået flere kritikere til i stigende omfang at sætte spørgsmålstegn ved, om den form for forskning er valid nok til at høre hjemme på universiteterne. På den anden side betyder kontraktforskningen, at forskerne nødvendigvis må respektere de aftalte vilkår og begrænsninger f.eks. vedrørende offentliggørelsen af de tal og oplysninger, der leveres til det betalende ministerium.

Havde forskerne ikke fået forbud mod at offentliggøre deres resultater før, var den politiske aftale om Miljø- og Fødevarepakken måske endt med at se anderledes ud. Det har professor på Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, påpeget, og han har ikke lagt skjul på, at han gerne ville have haft lov til at lægge sin såkaldte baseline-rapport offentligt frem noget før. Den ellers skikkelige Jørgen E. Olesen, der faktisk har sin base i Foulum, lægger altså ikke skjul på, at han personligt gerne ville have påvirket den politiske aftale. Man må håbe, at der er politiske partier, der kender deres besøgelsestid, og tilbyder forskeren en passende politisk platform.

Under alle omstændigheder, bør den tidligere sektorforskning efterhånden være fuldt indpasset i universiteterne, og det hidtidige kontraktforskningssystem bør derfor snarest ophæves. Opgaverne burde for længst have været sendt i udbud. Et internationalt udbud vil i sig selv indebære større åbenhed og konkurrence, men vil formentlig også bringe forholdene i Danmark i overensstemmelse med udbudsreglerne i EU. Om resultatet af en sådan udbudspraksis måtte blive, at en større del af opgaverne ikke går til Københavns Universitet, men ender i udlandet eller hos private konsulentfirmaer, bør ikke være et argument for at fastholde det hidtidige system.

Flere og flere udtrykker skepsis over for den aktuelle politiske diskussion om behovet for økonomisk vækst. Materiel vækst opfattes i visse kredse som noget negativt som ovenikøbet ikke er bæredygtigt – klodens begrænsede naturressourcer taget i betragtning.

Som økonom er det imidlertid svært at se bort fra de simple økonomiske følger, som en lav vækst vil have. Lav vækst betyder lavere forbrug, lavere produktion, der igen betyder lavere beskæftigelse, som betyder færre skatteindtægter, som igen betyder mindre velfærd eller offentlig gældsætning. Samfundsøkonomisk er det svært at afvise, at lavvækst vil have store sociale og menneskelige konsekvenser: Uden økonomisk vækst kan vi godt vinke farvel til lav arbejdsløshed og solid velfærd.

5 danske styrkepositioner

Dette synspunkt er desværre ingenlunde en given ting, og derfor glæder Landbrug & Fødevarer sig sammen med Dansk Energi, Lægemiddelindustriforeningen – LIF, HORESTA og Danmarks Rederiforening over, at det politiske efterår kan stå i vækstens tegn.

Organisationerne argumenterer i en fælles annonce for, at uden vækst og velstand, bliver der ingen yderligere velfærd at fordele. Derfor glæder repræsentanter for fem organisationer sig over, at man med de kommende forhandlinger med afsæt i regeringens Helhedsplan 2025, vil bruge efteråret til at tænke i ny vækst. For det skal sikre den velstand, der alt andet lige skal skabes, før den kan fordeles.

Hverken regeringen, organisationerne eller i al beskedenhed undertegnede er tilhængere af enhver form for vækst. Der må altid tilstræbes en socialt afbalanceret og bæredygtig vækst.

I de kommende politiske forhandlinger vil der blive taget stilling til den form for vækst, som regeringens forslag lægger op til. Der satses på en vækst der bygger på lavere skatter, øget arbejdsudbud, højere pensionsalder, ændret SU, begrænset stigning i det offentlige forbrug og større omkostningsbevidsthed i klimaindsatsen. Det er nogle af de elementer, der skal skabe væksten.

Uanset hvilke håndtag, der skrues på er der ingen vej udenom behovet for at skabe økonomisk vækst, hvis ikke samfundets allersvageste skal rammes hårdere end samfundets allerrigeste. Det er de førstnævnte, der har brug for det sociale sikkerhedsnet og den fortsatte jobskabelse, som den økonomiske vækst skaber.

Desværre er det ikke muligt at overbevise alle. De har opgivet at tro på vækst: I den globaliserede og digitaliserede økonomi har det vist sig, at det traditionelle arbejdsmarked ikke rigtig formår at håndtere og prissætte en række former for aktivitet, og arbejdsmarkedet og de markedsøkonomiske mekanismer formår ikke at sikre en indkomst for alle samtidig med at det traditionelle velfærdssystem er presset til det yderste.

Globalisering

Disse fænomener er ikke nye, men globalisering og den teknologiske og digitale udvikling accelererer tendenserne. Automatisering og robotter fortrænger traditionelle arbejdspladser og lægger samtidig en dæmper på den samlede efterspørgsel i økonomien. Udviklingen af den cirkulære og dele-økonomier og nye produktionsformer via internettet fører til nye former for produktion, som ikke giver mulighed for fuld aflønning af folk for deres arbejde.

Derfor er der behov for nye former for omfordeling, såsom basisindkomst eller borgerløn. Derfor er borgerlønstilhængerne på Dagbladet Information og blandt Alternativets medlemmer helt euforiske ved tanken om at en gammel, våd hippiedrøm måske bliver realiseret. Den hidtil utopiske tanke om at give alle en lille sum penge, så de er sikret et økonomisk fundament for en tilværelse, de herefter er frie til selv at vælge, lever i bedste velgående.

Dagbladet Information har i en række artikler og på lederplads med begejstring berettet, at borgerlønsideen bevæger sig fra ”ansete økonomers akademiske diskussioner samt en voksende international borgerlønsbevægelse tættere på de politiske cirkler”.

Information henviser til, at ”listen med anerkendte topøkonomer og nobelpristagere”, der har tilsluttet sig eller anden form for garanteret basisindkomst, er lang. Ifølge BIEN – “Basic Income Earth Network” – har et fransk regeringsorgan under det franske arbejdsministerium for nylig fremlagt en rapport, hvor det i sammenhæng med den voksende digitale økonomi anbefales at etablere forsøg med borgerløn.

Den internationale borgerlønsbevægelse

Internationalt vokser borgerlønsbevægelsen og ideerne kommer tættere og tættere på de politiske cirkler.

BIEN – Basic Income Earth Network – definerer borgerløn eller “Basic Income” som en løbende indkomstoverførsel, hvortil der ikke er knyttet betingelser. Borgerlønnen

Udbetales til enkeltpersoner over en vis alder og ikke til husholdninger;

Udbetales uanset om modtageren har formue eller indkomst fra anden side;

Udbetales uden krav om at gengælde ydelsen med arbejde eller krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den franske arbejdsminister, Myriam El Khomri, har givet udtryk for skepsis, og hun rører ved noget helt centralt – nemlig økonomien. Ministeren skulle ifølge BIEN have udtalt: ”I do not want to dismiss it, but at first sight I am not sure about its cost.”

Forsøg i Finland

Baggrunden for den fornyede interesse for borgerløn (eller ”Basic Income” som de internationale protagonister kalder ydelsen) er en række forhold:

Den finske centrum-højre-regering ledet af Juha Sipilä har truffet beslutning om at iværksætte en undersøgelse, der i løbet af 2017 skal vurdere borgerlønskonceptet, herunder omkostningerne og mulighederne for at udbrede det over hele landet.

Udbetalingen af borgerløn vil ifølge regeringens finanslovsforslag finde sted i 2017-2018, hvis loven ellers bliver vedtaget.

Forsøget omfatter to tilfældigt udvalgte grupper af arbejdsløse finner. Den ene gruppe vil få præcis samme overførselsindkomster som hidtil og vil altså være underlagt krav om aktivering og miste hele eller dele af deres offentlige støtte, hvis de kommer i arbejde.

Den anden vil derimod hver måned modtage 560 euro fra staten, svarende til godt 4.000 kr., uanset om de fortsat er ledige eller har fået et måske højtlønnet arbejde.

Det er institutionen KELA, der skal stå for vurderingen. KELA (Kansaneläkelaitos på finsk eller Folkpensionsanstalten på svensk) er den finske offentlige institution, der forestår håndtering af offentlige pensioner og en lang række sociale ydelser, herunder folke-, invalide- og førtidspensioner, børnepenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU m.fl.

Danmarks voksne befolkning over 18 år er i øjeblikket på omkring 4,3 millioner mennesker. Samtidig har vi et enormt offentligt bureaukrati, der skal sikre at velfærdssamfundet overhovedet fungerer. Omkring 3 millioner borgere er enten på overførselsindkomst, SU, modtager folkepension eller er offentligt ansat. Ville det ikke være meget lettere at sløjfe alle ordninger og udbetale en passende borgerløn til alle voksne?

Utopien ville i Danmark kunne føre til besparelser på 156 mia. kr. om året.

I Danmark ville en borgerløn af den størrelsesorden, der har været talt om i Finland (4.000 kr. skattefrit pr. måned), koste godt 17 mia. kr. om måneden, hvis den skulle udbetales til alle 4,3 millioner mennesker over 18 år.

Danmark har i øjeblikket omkring 760.000 på overførselsindkomst, 320.000 der modtager SU og 1.080.000 folkepensionister. Tilsammen modtager disse borgere knap 30 mia. kr. fra det offentlige om måneden. Hvis vi ser bort fra skat, hænger regnestykket umiddelbart sammen, og finansministeren ville ovenikøbet kunne bogføre en månedlig besparelse på 13 mia. kr. Det ville jo også være værd at tage med!

Problemet er, at de borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, SU eller folkepension med en borgerløn på 4.000 kr. tilsammen ville miste 17 mia. kr. hver måned – eller i gennemsnit 5.700 kr. om måneden!

Mon Alternativet vil gå med til det?

Hvis borgerlønnen omvendt skulle op på et niveau, hvor de nuværende modtagere af indkomstoverførsler ikke mistede noget, ville det – hvis vi igen ser bort fra skatten – medføre offentlige udgifter til borgerløn på knap 520 mia. kr. om året.

Det ville finansministeren nok ikke kunne acceptere.

Øgede offentlige udgifter eller fald i ydelse

Den ubehagelige sandhed om borgerløn til alle er altså, at det enten vil føre til en meget kraftig stigning i de offentlige udgifter, eller til et meget betydeligt fald i overførslerne til dem, der i dag lever af overførselsindkomst.

Hvis de nuværende modtagere af indkomstoverførsler, SU og folkepension skal holdes nogenlunde skadesløse vil det stille krav om en meget betydelig forhøjelse af skatteudskrivningen. Det vil især ramme dem, der trods borgerlønnen arbejder. Det vil være uomgængeligt at beskatningen af selskaber og virksomheder skal øges. Det samme gælder Tobin-skatter på finansielle transaktioner, ejendoms- og formuebeskatning m.v.

Enhver diskussion kunne derfor for mit vedkommende stoppe her, men tilhængerne af borgerløn eller ”Basic Income” vil næppe lade hensynet alene til de offentlige finanser dirigere overvejelserne om borgerløn. I miljøet cirkulerer en lang række argumenter, og ikke mindst på venstrefløjen er der appetit på tanken.

Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman og andre liberale økonomer har udtryk sympati for tanken ud fra en betragtning om at det nuværende monstrøse offentlige bureaukrati kan reduceres.

Spørgsmålet er om vi kan undvære bureaukratiet. Hvis borgerlønnen skal udbetales til alle enkeltpersoner over 18 år og erstatte alle eksisterende offentlige ydelser rejser det en række problemer. Tænk f.eks. bare på den enlige mor med 3 børn – skal hun have samme borgerløn som den hjemmeboende 19-årige gymnasielev?

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene. Hvis du brænder for sagen er der nu en enestående chance for at blive direktør for foretagendet.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om regeringens 2025-plan og Finansloven for 2017 vil de politiske partier have lejlighed til at vurdere Danmarks udviklingsbistand, herunder hvor meget der skal bruges på asylansøgere i Danmark og hvor stor en kasse de politiske Partier selv skal have deres snabel ned i.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015 – http://dipd.dk/2016/05/annual-report-2015-postcards-from-the-field/

Det Konservative Folkeparti har umiddelbart modtaget regeringens udspil positivt. Der udtrykkes tilfredshed med skattelettelser, selvom partiet ikke er begejstret for opretholdelsen af topskatten på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. Reserven på 24 mia. kr. til kompensation for boligejerne for ændringer i vurderingssystemet hilses velkommen, selvom regeringen desværre ikke er indstillet på at afskaffe den løbende boligbeskatning. De konservative er til gengæld indstillet på at forhøje den afsatte sikkerhedsreserve på 800 mio. kr. ligesom natur og klima kræves tilgodeset i en 2025-plan.

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag. Regeringen har allerede indkalkuleret partiets tidligere forslag vedrørende afskaffelse af den grønne check, udhulingen af rentefradragsretten og omlægningen af SU-systemet til i højere grad at være baseret på lån.Afskaffelsen af den grønne check, der blev indført som kompensation for energiafgifter m.v.,er at ligne med en skatteforhøjelse for især lavindkomstgrupper, mens afskaffelse af rentefradragsretten ikke mindst vil ramme boligejerne.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at den samlede budgetstilling på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Det finanslovsforslag, regeringen netop har præsenteret, budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor skatte- og afgiftsbyrde forventes, der alligevel i 2016 et underskud på statens finanser (DAU-saldoen) på ca. 22,5 mia. kr., svarende til 1,1 pct. af BNP, og i 2017 et underskud på 7,8 mia.kr., svarende til 0,4 pct. af BNP.

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, har regeringen som led i finansieringen af 2025-planen udskudt målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo fra 2020 til 2025. Men nu vil regeringen acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Den manøvre vil frigøre 5 mia. kr. om året, der kan bruges i den offentlige økonomi. Men er det ansvarligt ved en bogholderimæssig manøvre at tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien tilsiger, når sikkerhedsgrænsen til EU’s budgetkrav samtidig reduceres?

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med debatten om 2025-planen og forslaget til finanslov for 2017 indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Kan partiet virkelig lade det passere, at Venstre-regeringen syntes at være indstillet på at budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?