Statstilskud til forbrugerpolitik

Hvad skal støttes: Tænk’s indædte modstand mod frihandelsaftaler eller Dansk Varefakta Nævns kontrol af barnevognes sikkerhed?

Varefakta

Dansk Varefakta Nævn – eller bare Varefakta – har siden 1968 været en fast del af Finansloven, men nu ser det ud til at være slut. Siden 2005 har Dansk Varefakta Nævn over finansloven modtaget et årligt tilskud på 700.000 kr. Tilskuddet har været ydet til Varefakta med det formål at virke for frivillig anvendelse af oplysende mærkning af brugsegnede varer eller tjenesteydelser til forbrugerne. Mærkningen skal bestå i deklaration af indhold og/eller egenskaber eller lignende. Forskrifter for Varefakta udarbejdes i et samarbejde mellem industri, handel og forbrugere. Statstilskuddet har været administreret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen.

Firmaerne betaler i princippet for at få testet produkter, mod at de kan sætte Varefakta-mærket på produktet. Problemet er, at på områder af stor forbrugerinteresse, der kræver udvikling af særlige regler, vil der ofte være underskud. Ellers skal prisen presses så højt op, at det skræmmer virksomhederne væk – og det går udover forbrugerne.

Statsstøtten har betydet, at DVN har kunnet beskæftige sig med produkter med stor forbrugerinteresse. Uden tilskuddet bliver Varefakta nødt til at vurdere, om virksomhederne vil betale de reelle omkostninger – og ikke om det har stor værdi for forbrugerne.

Af regeringens forslag til finanslov for 2017 oplyses det lakonisk, at det statslige tilskud til foreningen Dansk Varefakta Nævn på 0,7 mio. kr. årligt på finansloven for 2017 er annulleret som følge af interne omprioriteringer.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

Det bemærkelsesværdige er, at på samme finanslovsforslag ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 17,7 mio. kr. – en reduktion på 200.000 kr. i forhold til 2016.

Statstilskuddet til Forbrugerrådet Tænk ydes med det formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk er Danske Husmødres Forbrugerråd, der blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, og i 2013 tilføjedes bladets titel Tænk til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk hævder at have 70.000 personlige medlemmer og 31 organisationer i medlemskredsen. Organisationen, der forekommer at være helt uden demokratisk mandat, gør sig bemærket med politisk synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en sådan pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Der er dog grænser for kynismen. I det forløbne år har der været berettiget kritisk debat om aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch. Statstilskuddet på 5,3 mio. kr. er da også skåret bort på forslaget til finanslov for 2017.