Den triste historie om globalisering

Da Tysklands økonomiminister (og vicekansler) Sigmar Gabriel søndag den 28. august 2016 sagde, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), var kuldsejlede, affødte det applaus fra en lang række græsrodsorganisationer.

Baggrunden for TTIP-forhandlingerne, der har stået på i næsten 3 år og omfattet 14 formelle forhandlingsrunder, er parternes påståede soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale. TTIP-aftalen var skønnet til en værdi for EU på omkring 950 mia. kr. og omkring 760 mia. kr. for USA.

Problemet er, at frihandel og globalisering ikke fænger ikke i Europa. Fra organisationerne, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, har det lydt, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

I den amerikanske præsidentvalgkamp har frihandel ej heller været et vinder-tema. Republikanske kandidater har alle, herunder Donald Trump, haft store reservationer over for, at udenlandske konkurrenter i Asien, Europa og Sydamerika har fri adgang til det amerikanske marked. Demokraterne og Hilary Clinton har ligeledes indrettet sig efter folkestemningen.

Tilhængerne af international handel forstår ikke hvad der sker. Verden har jo brug for gode og sikre handelsaftaler, så erhvervslivet kan producere, importere og eksportere frit efter nogle aftalte retningslinjer. Og USA er i gang med at færdigforhandle to store handelsaftaler – en med Stillehavsområdet – Trans-Pacific Partnership (TPP)- og en med EU Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP).

Realiteten er, at globaliseringen globalt set især er til fordel for de fattigste og de rigeste, mens mellemindkomstgruppen, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, ikke har haft udbytte af internationaliseringen.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. Millioner har mistet deres arbejde på grund af globaliseringen og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når det rammer store områder med arbejdsløshed.

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne. Derfor er der også en gennemgribende bekymring for, hvad der kan komme til at ske, hvis der kommer krav om at vi skal lukke os inde bag toldmure. Det er det stof, handelskrige er gjort af.

Den gode historie er i øjeblikket helt fraværende – både i den amerikanske valgkamp og i Europa. Hvad der sker efter valget, ved ingen i sagens natur, men ikke alene de store amerikanske virksomheder holder vejret. Det gør Wall Street og de europæiske børser også.