Den tidligere regering og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.

Rapporten fra Public Service-udvalget præsenteres for offentligheden mandag den 7. november 2016. Det skal blive spændende at se, om udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen kan levere et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.

Begrænset offentlig debat

Venstre-regeringens og kulturminister Bertel Haarders meldinger har været sparsomme – i regeringsgrundlaget er blot nævnt det selvfølgelige ønske om et mere kvalitetsfokuseret DR, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes.

Det forekommer fattigt i betragtning af, at DR faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

DR har flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er derfor forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.

Blev monopolet nogensinde ophævet?

Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens. Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i og offentlighedens tjeneste”. 

Med etableringen af TV 2, der modtager godt 512 millioner kr. i licensstøtte om året, ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle ”stå i den danske befolknings tjeneste”. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at de venstreorienterede kulturradikale i DR står i befolkningens tjeneste – det må vi huske, når vores ”menneskesyn” kritiseres og vi belæres om vores snæversynede og egoistiske politiske valg!

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning.

Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Den gentager vi lige – saglighed og upartiskhed!

Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.

Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om hvad der ligger i public service forpligtelsen kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget.  Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR er i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.

Mediemarkedet

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Kritikken fra de private aktører på det danske mediemarked lyder på, at de må kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Det er da også en kendsgerning, at markederne inden for både tv, radio og internet udfordres af DR’s dominerende position. I den forbindelse skal det bemærkes, at DR har udvidet antallet af kanaler fra to til seks i løbet af få år. Samtidig ekspanderer DR på alle elektroniske platforme. Den øgede aktivitet, hvor service-formålet er aldeles uklart, og det øgede antal kanaler har bidraget til, at DR har vundet betydelige markedsandele. Generelt har DR udviklet sig til en medievirksomhed, der ligesom enhver kommerciel virksomhed søger at vinde markedsandele, mere end en kulturinstitution, som søger at løfte sine public service-opgaver.

Public Service

Sammen med TV2 sad DR i 2014 på næsten 70 pct. af det danske tv-kiggeri. Denne statslige dominans betyder, at konkurrencesituationen for de kommercielle medier i forhold til de statslige medier er blevet kraftigt forværret igennem de seneste år.

Danmarks Radio satser samtidig primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Hos DR har man forberedt sig til debatten om public service. I omtrent alle de mange trailere for stationens programmer er der henvisning til public service. Men kan det virkelig passe at X Factor og Den store bagedyst er public service?

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

En stat i staten

DR har samtidig udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR. Fortolkningen af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio: Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion.

Forslag

En mulighed kunne være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på.

TV2 bør privatiseres.

Forslaget vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Den famøse energiaftale, som den daværende radikale energiminister Martin Lidegaard i marts 2012 fik lokket samtlige partier undtagen Liberal Alliance med på, havde som mål at bidrage til at fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst. Aftalens initiativer peger frem mod et langsigtet mål om at energiforsyningen i 2050 skal være 100 pct. baseret på vedvarende energi, samtidig med, at en fortsat høj forsyningssikkerhed sikres.  Målsætningen var, at allerede i 2020 skal 50 pct. af det danske elforbrug dækkes af vindstrøm.

Aftalen skulle også bidrage til, at energieffektiviseringer og vedvarende energi skulle gøre danske virksomheder og husholdninger mindre sårbare over for de svingende og stigende priser på fossile brændsler, som den globale befolkningstilvækst og klodens svindende ressourcer skaber.

Energiaftalen skulle endvidere bidrage til at indfri Danmarks forpligtigelser i forhold til EU’s energi- og klimamål.

Forudsætningerne er skredet

De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på udbredte forventninger om stigende priser på fossile brændsler. I 2012 vurderede Det Internationale Energiagentur, IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).

Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde og nu ligger prisen på omkring 49 dollar pr. tønde.

Den grønne omstilling i Danmark og generelt investeringerne i energisektorerne i Europa var – baseret på forventninger om høje oliepriser – dengang betragtet som en god investering. Mulighederne for fortjeneste her og nu var ikke til at modstå, og på sigt ville GreenTech-sektoren have mulighed for at tjene store summer på eksportmarkederne.

Forudsætningerne for aftalen er som bekendt skredet, og omkostningerne ved den planlagte grønne omstilling er vokset med mange milliarder.

Kystnære havvindmøller

I 2012-aftalen indgik opstillingen af 500 MW kystnære havvindmøller i 2020. Størrelsen blev siden justeret til 450 MW, der ved vækstaftalen i 2014 blev reduceret til 350 MW, fordi hensynene til fredede sortænder kom i vejen på et af de planlagte lokaliteter i Sejrøbugten. På de øvrige 5 udpegede lokaliteter er modstanden også massiv. Lokale beboere og politikere fra alle partier kalder det tåbeligt at ødelægge unik natur med risiko for nedgang i turistindustrien, og dermed arbejdspladser. Samtidig er det påpeget, at der i stedet kunne opsættes nogle flere møller på Horns rev, hvor der er god plads og infrastrukturen er på plads.

Det er ikke kun energiminister Lars Chr. Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er vil droppe de kystnære møller. Biologen, som stod bag sortandens sejr over de kystnære møller i Sejrøbugten, er klar til at gentage succesen med edderfugle i Jammerland Bugt. Fugle-bekymringen har ført til krav om genberegning VVM-rapporten hele tre gange – og der kommer sikkert en fjerde.

Udover æstetikken og faunahensyn er der store problemer med finansieringen af vindmøllerne – og i det hele taget udbygningen af vedvarende energi som led i den grønne omstilling.

PSO-afgiften

Problemet er den omstridte PSO-afgift, der betales over elregningen af private elforbrugere og virksomheder. EU-Kommissionen har erklæret afgiften traktatstridig, fordi eksempelvis udenlandske vindmølleproducenter ikke får del i støtten, selv om de sælger strøm til Danmark.

PSO-afgiften løber op i alt 70 milliarder kroner over de næste ti år – penge, der skal findes på en anden måde, hvis PSO-afgiften skrottes.

Regeringen har tidligere foreslået at skrotte afgiften ved gradvist at hæve bundskatten med 0,31 procentpoint og sænke personfradraget med 1100 kroner frem mod 2021. Regeringen har henvist til beregninger i Skatteministeriet, der viser, at det ville resultere i en samfundsøkonomisk gevinst på to milliarder kroner. Men hvem stoler på beregninger fra Skatteministeriet, og en række partier har kategorisk afvist skattestigninger til borgerne, mens andre har hæftet sig ved, at en skatteløsning vil give virksomheder en skattelettelse, mens borgerne får hele regningen. 

EU-Kommissionen er åben for andre løsninger – f.eks. den tyske model, hvor Danmark kan støtte projekter i udlandet. Regeringen og de fleste partier finder det uacceptabelt, at danske støttekroner skal finansiere vedvarende energi i udlandet.

Endnu er der ikke fundet en løsning på finansieringsproblemet, og hele sagskomplekset indgår nu i de politiske forhandlinger om finansloven for 2017.

Forhandlingerne om finansloven for 2017

I udgangspunktet har regeringen støttet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance foreslået at droppe den planlagte opstillinger af kystnære havvindmøller for at lette finansieringsproblemet. PSO-regningen foreslås samtidig håndteret over finansloven, hvor den samlede regning uden de kystnære vindmøller bliver 8 milliarder kroner mindre.

Imidlertid mangler der fortsat mandater for at kunne skabe flertal for at bryde forliget. Socialdemokraterne er optaget af beskæftigelsesvirkningen, mens de radikale of SF holder fast i aftalen og de oprindelige intentioner.

Regeringens vanskeligheder

Det har ikke gjort det lettere, at regeringen enten må gå af eller leve med et parlamentarisk grundlag, der har ophøjet afpresning til politisk kunstart: De Konservative holder med skiftende begrundelser fast i den aftalte vindmølleudbygning. Først var det den grønne omstilling og klimaet. Siden var det af hensyn til de virksomheder, har investeret i forberedelserne til udbuddet, og senest er det de arbejdspladser, udbygningen vil medføre. Samtidig svæver finansieringen – foreløbig har partiet kun peget på afskaffelse af den grønne check, der er ensbetydende med en skatteforhøjelse for de laveste indkomster. Liberal Alliance har sit velkendte Topskattekrav og Dansk Folkeparti skal have seks eller syv markante indrømmelser på udlændingeområdet.

Venstre-regeringen er derfor nærmest at ligne med et lille skib navigerende uden mål og med i høj søgang nær klippefyldte kyster og med 3 løbske kanoner på fordækket!

Frankrigs præsident, Charles de Gaulle, er blevet citeret for at have spurgt, hvordan man kan regere et land med 365 forskellige oste:

“Comment voulez-vous gouverner un pays où il existe variétés 365 de fromages?”

Det tragiske er, at udviklingen har bekræftet den franske præsidents pessimisme. Trods det latterlige og farceagtige, der præger præsident Francois Hollandes embedsførelse, er der i den økonomiske situation absolut intet at grine af.

I Danmark er der omkring 830.000 offentligt ansatte, og hvis man skulle fæstne lid til deres organisationer, er mange af dem modstandere af regeringens forskellige forslag til at fremtidssikre det danske samfund. Det gælder også den 2025-plan, som regeringen fremlagde den 30. august 2016 sammen med et forslag til finanslov for 2017.

Sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne og mange andre faglige organisationer har udtalt sig. Om det hele eller delelementer som f.eks. DJØF vedrørende SU-forslaget.

Også i Statens Kunstfond ringer alarmklokkerne og bestyrelsen råber vagt i gevær: Uafhængigheden, kvaliteten og den høje faglighed i kunsten er angiveligt truet på et tidspunkt, hvor Danmark mere end nogensinde har brug for kunsten: Man må forstå, at et stærkt og aktivt kunstliv kan bidrage til at ”styrke sammenhængskraften og den reflekterende dialog på tværs af befolkningsgrupper, geografiske tilhørsforhold og politiske skel”!

Årsagen til opstandelsen er ikke brutale nedskæringer på det samlede kunstbudget, men risikoen for at der igen på Finansloven for 2017 gennemføres en øremærkning af en mindre del af de tidligere frie midler på bekostning af støtten til den nye kunst, som påstås at reflektere over vores nutid og fremtid.

Når alle offentligt ansatte sammen med de knap 748.000, der ifølge Danmarks Statistik i 1. kvartal 2016 var på overførselsindkomst gør fælles sag med de godt 380.000, der er på SU og med de 1.070.000 folkepensionister står enhver reformplan over for en formidabel modstand fra de over 3 millioner danskere, der har deres indkomst fra det offentlige.

Selv uden besparelser vil ethvert forsøg på omfordeling blive afvist – også fra de myriader af bestyrelses-, råds- og udvalgsmedlemmer, der ligesom Statens Kunstfonds bestyrelse er betroet et ansvar for en offentlig pengekasse.

De forhandlinger, der nu er gået i gang om en finans lov for 2017, kan meget vel føre til at der inden årets udgang faktisk kan vedtages en finanslov for 2017. Vi er jo ikke en bananstat, og en finanslov skal vi da ha’! Men der er næppe nogen, der seriøst forventer, at der inden for de kommende 2-3 uger kan skabes politisk enighed om en politik, der for alvor vil genskabe væksten og bidrage til at fremtidssikre samfundet?

Den 8. november havde 4,4 millioner medlemmer af den danske Folkekirke mulighed for at vælge medlemmerne af landets 1.699 menighedsråd for en 2- eller 4-årig periode.

Faktisk blev der kun afholdt valg i 51 sogne – 3 procent af sognene – 97 pct. af sognene besætter pladserne i Menighedsrådet ved aftale.

I de 3 pct. af alle sogne, hvor der blev afholdt valg, var der med 29.850 afgivne stemmer en stemmeprocent på godt 15 pct.

Man kan roligt konstatere, at der i den danske Folkekirke er et gevaldigt demokratisk underskud, når kun 0,7 pct. af 4,4 million stemmeberettigede deltager i udpegningen af Folkekirkens styrende organer.

Den lave valgdeltagelse skal vurderes på baggrund af, at menighedsrådene og Kirkeministeriet faktisk havde prøvet at øge den demokratiske interesse for Folkekirken. På en ny hjemmeside kunne enhver i tekst, billeder og film erfare hvad menighedsrådene foretager sig, og hvordan man rent praktisk kan deltage i arbejdet.

Som en nyskabelse blev der også – tirsdag den 13. september – afholdt informations- og opstillingsmøder over hele landet for alle interesserede.

Problemet er bare, at de færreste af Folkekirkens medlemmer hørte om informationsmøderne, og kun en brøkdel af medlemmerne deltog.

Nyateismen og opbakningen til Folkekirken

Menighedsrådsvalget afholdes i et år, hvor Ateistisk Selskab, der er en forening for ikke-troende, der arbejder for en total adskillelse mellem religion og stat, har kørt kampagne med opfordringer til at ”tænke selv”, og udmelde sig af Folkekirken, hvis man kun er ”traditionskristen”.

Det oplyses, at kampagnen virker, og mange skal have forladt Folkekirken til præsters og biskoppers skuffelse. Tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har dog hilst provokationen og den efterfølgende debat velkommen. I hvert fald har Haarder i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad efterlyst debat om Folkekirken. Stridigheder om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam er livgivende, mente kirkeministeren, der gerne havde set endnu mere uenighed i Folkekirken.

Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. Undertiden efterlyses Folkekirkens holdning til f.eks. karakteren af den ”forkyndelse”, der finder sted i Grimhøjmoskeen.

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men er blevet medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at pr.1. januar 2016 var 4.387.571 svarende til 76,9 pct. af danskerne medlem af Folkekirken.

Kirkeskatten

Hvis man melder sig ud af Folkekirken, slipper man for at skulle betale kirkeskat, og det vil sige mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst. Den folkekirkelige skatteprocent varierer nemlig fra den ene kommune til den anden med et gennemsnit i 2016 på 0,88 pct.

De 8 billigste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:

1. Gentofte         0,43 pct.

2. Frederiksberg    0,50 pct.

3. Allerød          0,58 pct.

4. Lyngby-Tårbæk    0,59 pct.

5. Dragør           0,60 pct.

6. Tårnby           0,61 pct.

7. Hørsholm         0,62 pct.

8. Fredensborg      0,64 pct.

De 9 dyreste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:

1. Samsø   1,30 pct.

2. Læsø    1,30 pct.

3. Thisted 1,28 pct.

4. Lemvig  1,27 pct.

5. Lolland 1,23 pct.

6. Jammerbugt 1,20 pct.

7. Morsø   1,20 pct.

8. Rebild  1,20 pct.

9. Struer  1,20 pct.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, sparer man netto 3.600 kr. pr. år ved udmeldelsen. Menighedsrådsvalgets betydning?

Spørgsmålet er hvilken betydning menighedsrådsvalget vil få. Betyder den eklatante demokratiske fiasko, at Danmark i realiteten er afkristnet og Folkekirken overflødig?

Eller er det bare et tegn på, at alle 3B-medlemerne af Folkekirken, der kun kommer i kirken til Barnedåb, Bryllupper og Begravelser, er tilfredse – eller i hvert fald ikke vil ofre energi på at reformere Folkekirken?

Adskillelse af stat og kirke

Ateistisk Selskabs kampagne omfatter også et krav om fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Diskussionen er ingenlunde ny, og det er muligt, at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) gav visse kredse forventninger om en fremtidig adskillelse af stat og kirke.

Alligevel er det et faktum, at den evangelisk-lutherske Folkekirke fortsat indtager en formel særstatus og er en fast forankret statslig institution i Danmark.

Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske Folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske Folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Berettigelsen

Mange medlemmer af Folkekirken mener det er vigtigt at værne om de grundlæggende institutioner i vores samfund, der skaber sammenhængskraft og kulturel forankring. En adskillelse af stat og kirke ville være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for.

Samtidig er Folkekirken er med 4,4 mio. medlemmer indiskutabelt en af de vigtigste og vel samtidig den mest decentrale organisation, der er tilbage i Danmark. Hvis demokratiet kunne bringes til at fungere, ville vi her have en meget potentielt værdifuld struktur, der kunne opfange og artikulere folkelige rørelser.

Sådan er det desværre ikke, men samtidig tager mange moderne indstillede mennesker afstand fra kristendom og andre religioner, der i fundamentale og missionerende versioner insisterer på at bekæmpe homoseksualitet, insisterer på drakoniske straffe for utroskab og banaliteter, hetzer for Jihad og hellig krig og forsøger at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige Moses- eller Sharialove. Det er også svært at have sympati for religioner, der forudsætter lemlæstelse af pigers og drenges kønsorganer, før de kan optages i det religiøse fælleskab.

Men der er også mange mennesker, medlemmer af Folkekirken og andre trossamfund, som finder mening og i trøst i en forkyndelse om barmhjertighed, næstekærlighed og troen på en nådig Gud. Religionen og troen på en mening med det hele gør det nemmere at være til, ligesom forventningen om genforeningen med deres kære i det hinsides er en trøst for os alle, der udsættes for ellers ubærlige tab.

Den kontroversielle Folkekirke

En institution med Folkekirkens omfang er uundgåeligt genstand for debat, og kirken kommer ofte flot ud af diskussionerne. Men desværre bliver det idylliske indtryk alligevel skæmmet af flere forhold:

Det tidligere beskrevne himmelråbende demokratiske underskud.

Folkekirkens åbenlyse besvær med at håndtere de ”sager”, der ustandselig dukker op.

Folkekirkens pengeforbrug og helt umådeholdende frådseri.

Først sagerne:

I Gentofte måtte et enigt menighedsråd i mere end 2 år prøve at rette op på forholdene ved Messiaskirken i Gentofte. Allerede i 2012 henviste menighedsrådet i en skriftlig klage til biskop Lise-Lotte Rebel til mere end 20 års problemer med sognepræsten, Kristian Høeg. Talrige borgere skrev til provst, biskop og Kirkeministeriet for at stoppe en farce, Folkekirken ikke kunne være tjent med. Intet skete. Provsten, oplyste, på et tidspunkt, at han ”i en MUS-samtale havde rådet sognepræst Kristian Høeg til at bearbejde problemerne ved hjælp af en psykolog”. Tilbage står, at inadækvat ledelsesadfærd fra provst, biskop og kirkeministerium førte til et langvarigt og for Folkekirken pinagtigt forløb, der ikke tjener den danske Folkekirke til ære.

Først i slutningen af 2014 trådte Kirkeministeriet, der har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af præster i Folkekirken, i karakter. Kristian Høeg, der nok havde samarbejdsproblemer, men bestemt ikke er uden kvalifikationer, blev forflyttet til en anden stilling, og roen har igen sænket sig.

Men der kommer nye sager. Sognepræsten i Sydhavn Sogn i København, Per Ramsdal, har offentligt udtalt, at ”det er svært at tro på, at Jesus gik ud af graven rent fysisk”.

Det er en ærlig sag at miste troen, og det står naturligvis Per Ramsdal frit, at betvivle bekendelsesgrundlaget i den evangelisk-lutherske kirke. Det bemærkelsesværdige er, at manden tilsyneladende ikke var parat til at drage konsekvensen og forlade sin vellønnede tjenestemandsstilling i den danske Folkekirke.

Det oplyses, at Per Ramsdal efter tjenstlige samtaler hos Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, har erkendt sin fejlopfattelse og igen varetager sine forpligtelser som sognepræst.

Der har desværre været mange sager med stridigheder mellem præster og menighed om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam. Debatten er givet medvirkende til vitaliteten i en organisation, der på mange måder er en anakronisme, men har alligevel hos mange skabt tvivl om betimeligheden af folkekirken som en statsunderstøttet institution.

Er udgifterne rimelige:

Landets 10 biskopper, 2.000 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, brænder årligt omkring 8 milliarder kr. af. Ud over medlemmernes bidrag over kirkeskatten er der et skatteyderbetalt statstilskud på godt 1 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster.

Den nye kirkeminister, Mette Bock, mener ifølge Jyllands-Posten ikke, at staten bør betale for præstelønninger og forkyndelse.

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af kirkens medlemmer via kirkeskatten. Med den ordning er personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, altså også med til at betale præsternes løn. Staten bør ifølge den liberale kirkeminister til gengæld i et ikke nærmere specificeret omfang dække nogle af Folkekirkens udgifter til “kulturarven”.

Hvis statsstøtten til præstelønningerne afskaffes kan der hentes op mod 1 mia. kr. Det burde desuden være en overkommelig opgave gennem effektivisering, fokusering og moderne personaleledelse, at hente yderligere nogle milliarder kr. gennem en sognereform, der reducerer antallet af sogne og tilhørende Menighedsråd fra 2.200 til måske 500.

Er der politisk vilje til reformer?

Spørgsmålet er, om der i det nuværende Folketing overhovedet vil være appetit på at binde an med mere grundlæggende reformer af Folkekirken?

Hvis vi lytter til Danmarks Radio, der selv hævder at være hele Danmarks radio, er slaget allerede tabt. I september 2016 kunne Ritzau oplyse, at programmer om tro og religion fylder mindre i DR. En opgørelse over DR’s tros- og eksistensprogrammer lavet for Kristeligt Dagblad viste, at hvor der i 2005 og 2010 blev sendt henholdsvis 310 og 320 timers radio om tro, eksistens og religion, var antallet faldet til 262 timer i 2015. Programmer, der kan give stof til eftertanke og refleksion, forsvinder fra radiofladen. De erstattes med mere lette og underholdende elementer.

Programmer som “Religionsrapport” og “Mennesker og Tro” har fået halveret sendetid fra 2010 til 2015, og i august blev det annonceret, at programmerne ved årsskiftet helt nedlægges og erstattes af et nyt program om filosofi og et program om religion og historie.

Samtidig advarer Jyllands-Posten og andre mod svenske tilstande i Folkekirken. Det hævdes, at den svenske kirke siden adskillelsen fra staten i 2000 er blevet langt mere politisk og er mere optaget af at udtale sig om flygtningesituationen og mindretalsrettigheder end af at forkynde det kristne budskab.

I Danmark steg antallet af offentligt ansatte fra 235.000 i 1960 til 539.700 i 1972.

I 1973 udsendte socialisten, pensioneret økonomiprofessor, Jørgen S. Dich (1901-75) på Borgens Forlag sit værk om ”Den herskende klasse” med undertitlen: ”En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den”.

På baggrund af sin meget centrale placering i den offentlige forvaltning og mangeårige forskning udvikler Jørgen S. Dich i bogen den tanke, at vi regeres og udbyttes af offentligt ansatte, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt – ikke af de mest velbjergede, men af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende, som stadig fandtes i begyndelsen af 1970’erne.

Gyldendal har netop genudgivet Jørgen Dichs klassiker, der 43 år efter den oprindelige udgivelse er mere relevant end nogensinde.

Den fejlslagne 2025-plan

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde tilbage i august 2016 en ambition om at sende 250.000 flere danskere ud på arbejdsmarkedet med 2025-planen, der blev offentliggjort tirsdag den 30. august 2016 og indgående diskuteret i Folketinget under åbningsdebatten den 6. oktober 2016.

Lars Løkke imødekom dermed – i det mindste verbalt – alle de politikere, der hidtil har talt om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde. Talt, ja – men desværre uden rigtig at gøre noget ved det!

Nu er 2025-planen opgivet, men spørgsmålet er, om planen overhovedet ville have gjort en forskel?

Formelt ligger aktiveringsopgaven hos landets 94 kommunale jobcentre. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker med gode forbindelser til fagbevægelsen og kommunerne.

Offentlig forsørgelse

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for antallet af offentligt forsørgede i Danmark i 2. kvartal 2016. Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse var der i Danmark i 1. kvartal 2016 omregnet til fuldtidsmodtagere 746.381 på overførselsindkomst.

Her til kommer 324.900, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer der er afhængig af det offentlige op på knap 3 millioner fuldtidsmodtagere.

Integration af flygtninge

Der er således nok at tage fat på, men hidtil har strømmen af flygtninge og asylansøgere stjålet opmærksomheden. I øjeblikket antallet af asylansøgere begrænset, den globale flygtningesituation vil uvægerligt betyde, at antallet på offentlig forsørgelse vil stige i de kommende år. Desværre har vi rigtig dårlige erfaringer med integration af flygtninge og asylansøgere i Danmark. Statistikken viser, at selv efter flere års ophold i Danmark kommer under en tredjedel i job.

I øjeblikket har flygtningestrømmen begrænset, men nye asylansøgere kan ifølge Finansministeriet betyde, at integrationsudgifterne i de kommende år vil kunne stige til over 10 mia. kr. om året.

Det er jo ikke fordi vi i Danmark ikke har et særligt system, der er etableret for lette adgangen til arbejdsmarkedet. Problemet er omfattende, bureaukratisk og dyrt, men det værste er, at det tydeligvis ikke virker. Der er udviklet allehånde ordninger: 80/20, job- og virksomhedspraktik og løntilskud, og meget andet – men systemet er impotent.

Sidste år gav presset fra 21.000 asylansøgere i Danmark anledning til, at regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne i marts blev enige om en treparts-aftale, som skulle få flere flygtninge i arbejde. Der kunne ikke opnås enighed om en lavere indslusningsløn, men i stedet aftaltes det, at betale virksomhederne op til 40.000 kr. for at oprette såkaldte ”integrationsstillinger” for flygtninge.

Det er tanken, at den to-årige såkaldte Integrationsgrunduddannelse (IGU) skal kvalificere flygtningene til at tage et job på lige vilkår med danskere. Flygtningene får samme løn som elever, mens de er i en integrationsstilling og de optjener ret til normale dagpenge umiddelbart efter integrationsstillingen.

Integrationsgrunduddannelsen er ikke kommet i gang

JyllandsPosten kunne den 5. oktober 2016 oplyse, at den nye integrationsuddannelse en meget begrænset succes. Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) er i alt 13 flygtninge blevet registreret under den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) pr. 3. oktober, siden ordningen trådte i kraft den 1. juli 2016.

Og så er der aktiveringen af alle de andre

Efter knap 1 måneds politiske forhandlinger om 2025-planen har regeringen besluttet sig for at koncentrere sig om finansloven for 2017. Det skal blive spændende at følge om det her vil lykkes, at få alle de andre på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet, eller om vi kommer til at se succesrater på højde med integrationsuddannelsen?

Regeringen valgte den 29. august i bedste nytårstale-stil at lancere regeringens 2025 helhedsplan på Facebook. Dagen efter blev på én og samme dag præsenteret et finanslovforslag og en helhedsplan for Danmark, der rummer så mange og så store reformer og fremskrivninger af dansk økonomi til 2025, at hverken politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden er de enkelte elementer i den såkaldte Helhedsplan blevet afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen er at planen er dumpet! Ikke kun af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum. En række regeringsloyale organisationer kvitterede i begyndelsen høfligt for regeringens initiativ, men i længden kunne selv en blind mand med sin stok mærke, at planerne simpelthen ikke hang sammen: Skattelettelser og skattestigninger på én og samme tid, løfter om retfærdige boligvurderinger og krav om øget ejendomsbeskatning i samme udspil, højere pensionsalder kombineret med tvungen pensionsopsparing og forringelse af rentefradragsretten, udhuling af SU og nedsættelse af børnetilskud og forbedrede afskrivningsmuligheder for familieejede virksomheder o.s.v.

Hvad er udfordringen?

I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 1 pct. i 2016 og 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 4 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: forbruget, eksporten og investeringerne.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik om detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen tyder på privatforbruget siden august har vist svaghedstegn.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til den økonomiske vækst vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Konklusion

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at det burde befordre bred politisk enighed om adækvate indgreb.

Desværre er der ikke udsigt til at der gøres noget ved den katastrofale situation i dansk økonomi, som kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Her til kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Fokus på finansloven for 2017

Det er nu den politiske ambition i de kommende uger at aftale det mest nødvendige: ejendomsvurderingssystemet, afløseren for den EU-stridige PSO-afgift og en finanslov for 2017, der kan holde verdens største offentlige sektor kørende.

I mellemtiden kan dansk økonomi gå ad helvede til!

Regeringen har med fremlæggelsen af en såkaldt ”Helhedsplan for et bedre Danmark” tilkendegivet, at ville skabe tryghed for danske boligejere. Det erkendes, at de nuværende ejendomsvurderinger er uigennemsigtige og fejlbehæftede, og nogle borgere betaler deres boligskat på et forkert grundlag. Derfor vil regeringen ”snart” præsentere et nyt og mere retvisende vurderingssystem.

Det vil betyde, at nogle boliger vil blive vurderet lavere, andre højere. I den anledning har Regeringen præsenteret en række forslag, der angiveligt skulle sikre tryghed for boligejerne ved overgangen til de nye ejendomsvurderinger og til de ændrede skatteregler efter 2020, hvor den nuværende skatteaftale udløber.

Hvad er realiteten?

Hvert år betaler danskere i egen bolig 44 mia. kr. i skat: Lige nu 14 mia. til staten i form af ejendomsværdiskat og 30 mia. til kommunerne i ejendomsskat, tidligere kaldet grundskyld. Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Regeringen lægger ikke op til lettelser i den samlede boligbeskatning – tværtimod! De kommende nye regler ændrer heller ikke ved det besynderlige faktum, at boligskat er en skat af en indtægt, vi ikke har.

Boligejerne skal simpelthen betale skat for at bo – og hvis du bor i et område med høje grund- og ejendomspriser skal du betale en højere skat end i områder med billigere boliger. Set herfra er det rimeligt, at jeg skal betale en form for afgift for de udgifter, det offentlige påtager på min boligs vegne, men heller ikke mere.

Ældre borgere, der bor i attraktive områder, bliver hårdt ramt ene og alene fordi, de har valgt at blive boende. De risikerer at skulle betale op mod 100.000 kr. eller mere om året i grundskyld og ejendomsværdiskat bare for at blive boende. Det betyder, at de skal have en høj indtægt for at kunne betale denne årlige skat. Hvis ikke er eneste løsning faktisk at flytte.

Det er svært at få øje på politiske partier, der helhjertet har påtaget sig at beskytte boligejerne mod den urimelige brandbeskatning, regeringen lægger op til skal fortsætte i det uendelige.

Fredning af boligskatterne

Regeringen og nogle af partierne bag skattereformen i 2012 har travlt med at understrege, at boligskatterne er fredet frem til 2020.

Det er vildledning af værste skuffe.

Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Tilhængerne af beskatningen af grunde og ejendomme hævder, at det er den mest retfærdige måde at opkræve skatter på. Et synspunkt, der også bakkes op af Vismændene og andre såkaldte fagøkonomer.

Realiteten er, at det er fastslået igen og igen, at grundlaget for boligbeskatningen er forkert og uretfærdigt. Det gamle system til at vurdere værdien af boligerne er så fejlbehæftet, at over 700.000 boligejere står til at få tilbagebetalt skat.

Det eneste positive ved regeringens pakke af forslag er, at nogle husejere vil få en tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat, hvis regeringens nye vurderings­system viser at værdiansættelsen har været for høj.

Det hævdes, at skattestoppet fra 2001 har betydet, at boligejerne er blevet forgyldte. Realiteten er, at siden 2001 er de samlede skatter på fast ejendom steget fra 22 mia. kr. i 2001 til 44 mia. kr. i 2017. Samtidig er værdien af ejendommene i dele af hovedstadsområdet og i de større byer steget og der er udsigt til en massiv skattestigning, når skattestoppet udløber i 2020.

De nye vurderinger?

Det nye vurderingssystem, som vi ikke har set endnu, skulle angiveligt betyde mere præcise vurderinger, der igen vil indebære at satsen for ejendomsskatterne kan nedsættes. Realiteten er, at vi ikke har nogen som helst sikkerhed for at et nyt vurderingssystem vil føre til mere rimelige og retfærdige vurderinger.

Indefrysning af ejendomsskatten

En anden vildledning vedrører grundskylden. Regeringen har garanteret, at hvis værdien af boligen i de kommende år stiger kraftigt – mere end lønningerne – så kan den overskydende del af grundskatten indefryses helt automatisk. Den del skal først betales til kommunen, når man sælger boligen. Allerede fra 2017 kan man vælge at gøre brug af indefrysningsordningen.

Realiteten er altså, at grundskyldens stigning vil fortsætte, og det regeringen foreslår er, at fodre hunden med dens egen hale, når det foreslås, at stigningen i grundskatten indefryses og betales ved salg.

Skatterabat efter 2020?

Det påstås, at de nuværende boligejere efter 2020 vil få en ”rabat” fordi de skærpede regler ikke gælder dem. Realiteten er at de nuværende boligejere har udsigt til et enormt formuetab, fordi den hårdere ejendomsbeskatning efter 2020 vil indebære et betydelige prisfald på boliger: Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen er der udsigt til et fald på 10 procent på ejerlejligheder og huse på Frederiksberg og andre steder i hovedstadsregionen, fordi boligkøbere efter 2021 ikke vil få den skatterabat, som boligejere tilbydes til og med 2020.

Massive formuetab

Regeringen erkender at de nye boligejere, der kommer ind efter 2020, vil opleve en hårdere beskatning, men til gengæld vil priserne være lavere. De betyder, at det er de nuværende boligejere, der kommer til at betale for den såkaldte reform. For en almindelig familiebolig på Frederiksberg vil tabet let kunne løbe op i 1 million kroner!

Prisfaldet på boliger vil blive forstærket fordi rentefradraget nedsættes gradvist med i alt 5 pct.-point fra 2021 til 2025, så den skattemæssige tilskyndelse til at investere i familiens egen bolig frem for andre aktiver bliver reduceret.

Effekten af planen vil blive et uigennemsigtigt, Kafkask system med ét sæt regler for de nuværende boligejere og andre regler for de nye ejere efter 2020. Effekten af planen vil desuden afhænge af, hvor i landet en ejendom ligger. I landets dyreste boligområder vil regeringen umiddelbart give en skatterabat til boligejere, der bliver boende i boliger købt før udgangen af 2020. Til gengæld må disse boligejere imødese et betydeligt formuetab, når ejendommene falder i værdi efter 2020.

I landets billigste boligområder er der udsigt til små skattebesparelser, fordi der ikke er udsigt til store hop med de nye vurderinger, og fordi skattesatserne bliver sat ned.

Skatten på lejligheder stiger mere end på huse, fordi grunde under lejlighedsejendomme har været mest undervurderet. Andelshavere og lejere bliver kun indirekte og langsomt ramt af højere vurderinger på grunde. Endelig har lønmodtagere en fordel frem for modtagere af overførselsindkomst, fordi regeringen vil kompensere stigende boligskatter med en lempelse af skat på arbejde.

Efter en samlet vurdering burde regeringens forslag på boligområdet ikke have en jordisk chance for at opnå tilslutning fra et flertal i Folketinget.

Det er med den største foruroligelse jeg erfarer, at der tilsyneladende er fremskredne planer om at fusionere Amager Ressource Center, ARC, med Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S, CTR.

ARC er et fælleskommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner.

CTR indkøber og leverer fjernvarme til Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København & Tårnby og omsætter for 2,1 mia. kr. årligt.

I stillingsopslaget vedrørende besættelsen af stillingen som administrerende direktør pr. 1. januar 2017 oplyses det, at ejerkommunerne overvejer p.t. muligheden for synergieffekter ved en ændret selskabsstruktur.

Den løbende medieomtale af Amager Ressource Center, ARC, er ikke tillidsvækkende og bl.a. står ARC for det skandaleramte forbrændingsanlæg Amager Bakke, der allerede inden åbningen har opbygget et underskud på 1,5 mia. kr.

En fusion mellem CTR og ARC påstås at kunne bidrage til en mere rationel drift, men hovedformålet er ifølge Finans.dk at omgå EU’s regler for at kommunerne skal sende forbrændingen af affald i udbud.

Jeg håber Gentoftes kommunalbestyrelse nøje overvejer, hvorvidt det er i borgernes interesse, at Gentofte kommune involveres i den dårlige økonomi i ARC.

Da kulturminister Brian Mikkelsen i 2005 indførte gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, havde det også været overvejet at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, der ikke fik gratis entré.

Entréfrihed?

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har alligevel været kritiseret for at være konkurrenceforvridende. Bl.a. de tre Aarhus-baserede museer Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum har været utilfreds med forskelsbehandlingen.

I en situation med begrænsede ressourcer bør det være en politisk opgave at definere bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

I dag er billedet det modsatte – enorme forskelle præger statens støtte til museerne. Det viser en sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer, som Magisterbladet har foretaget.

Hvor eksempelvis Bornholms Kunstmuseum sidste år modtog lidt over 1 mio. kr. fra staten eller 26 kr. per gæst, var støtten en del mere rundhåndet til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 154 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 31 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 252 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 25.400 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Hele området er i øjeblikket genstand for nærmere politiske forhandlinger i forbindelse med finansloven for 2017, og det skal blive spændende at se resultatet af de politiske studehandler.

”Den Gamle By” i Aarhus

For en voksen besøgende i Den Gamle By i Aarhus koster adgangen 135 kr. Ifølge regeringens forslag til finanslov for 2017 vil Den Gamle By få mindre støtte fra Staten fremover. Museet i Aarhus mister tre mio. kr. når den nuværende fireårsaftale udløber ved udgangen af 2016.

Under forhandlingerne om finansloven for 2013 blev driftstilskuddet til museet permanent hævet med 1,2 mio. kr. og samtidig blev der aftalt en midlertidig fireårig ekstrabevilling på 3 mio. kr. der har betydet, at statstilskuddet til og med 2016, har udgjort 20,9 mio. kr.

Med 476.050 besøgende i 2015 svarer statstilskuddet til 44 kr. pr. besøgende.

Statens Museum for Kunst

Fra 1. juni 2016 har det kostet 110 kr. for en voksen at se de faste udstillinger på Statens Museum for Kunst. Regeringen har sammen med partierne bag finansloven – Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative – besluttet, at imødekomme museets ønske om at genindføre den entré, som den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsen gjorde gratis i 2006.

Statens Museum for Kunst er lige som en lang række andre statslige institutioner blevet pålagt en årlig besparelse på 2 procent de næste fire år, og den besparelse går så hårdt ud over museet, at man bad kulturministeren om lov til at genindføre entrébetaling. Til gengæld regner museet med et fald i tilskuertallet på omkring 100.000. Sidste år besøgte 450.000 mennesker museet.

I 2016 har Statens Museum for Kunst udgifter for omkring 92 mio. kr., indtægter for 13,2 mio. kr. og en statslig nettobevilling på omkring 80 mio. kr. Den offentlige støtte pr. besøgende kan opgøres til knap 178 kr.

Louisiana

I 1955 købte forretningsmanden Knud W. Jensen en gammel villa ved navn Louisiana i Humlebæk. Her indrettede han Danmarks første moderne kunstmuseum, som åbnede 14. august 1959. Oprindelig var det hans tanke, at museet skulle huse moderne dansk kunst, men allerede efter et par år ændrede han kurs, så Louisiana blev et internationalt museum med værker af navne som Pablo Picasso, Andy Warhol, Alberto Giacometti og Henri Matisse samt temaudstillinger om f.eks. arkitektur og kulturhistorie.

I 2015 havde Louisiana 724.580 besøgende og modtog 31,46 mio. kr. i offentlige tilskud. På Louisiana koster en entrébillet for en voksen 115 kr. og den offentlige støtte pr. besøgende kan opgøres til godt 43 kr.

ARKEN

ARKEN – Museum for Moderne Kunst, der er beliggende Skovvej 100, 2635 Ishøj, midt i det menneskeskabte landskab, Køge Bugt Strandpark, syd for København. ARKEN blev indviet den 15. marts 1996 og er et af Danmarks nyeste kunstmuseer. Forud for åbningen lå flere års politisk arbejde for at gøre området syd for København til en mere væsentlig del af det danske kulturliv.

ARKEN havde i 2015 i alt 259.473 besøgende, heraf I53.000 besøgende, der havde indløst billet (en voksenbillet koster 110 kr.) Af museets samlede udgifter på 61,7 mio. kr. blev 52 pct. dækket af offentlige tilskud – heraf 31,6 mio. kr. fra staten.

Statstilskuddet udgør dermed godt 122 kr. til hver eneste besøgende.

Reduceret statstilskud til ARKEN og Louisiana?

Hvis forhandlingerne om finansloven for 2017 ender med at statstilskuddene til Louisiana og ARKEN reduceres med 7,5 mio. kr. bliver der brug for at øge de fremtidige egenindtægter.

Louisiana formår at tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med billetindtægterne betyder, at kun omkring 25 pct. af de samlede udgifter dækkes af offentlige tilskud.

ARKEN er beroende af offentlige tilskud for omkring 50 pct. af de samlede udgifter på knap 62 mio. kr. i 2015. Museet har allerede med rettidig omhu udarbejdet en strategi for at løse den udfordring. Strategien skal effektueres bl.a. gennem den nyoprettede afdeling; Business Development, hvis opgave det ifølge Arkens årsberetning er dels at øge indtægterne, men også at indarbejde og integrere en øget kommerciel kultur og fokusering i ARKEN’s øvrige afdelinger.

Det vil vise sig, om ARKEN, der er mest kendt for museets vidtløftige første direktør, Anna Kastberg, kan imødegå tendensen med faldende besøgstal og begrænsede billetindtægter.

Politisk opgave

I et demokratisk samfund er det vigtigt at befolkningen har adgang til den fælles kulturarv, og adgang til det fremmeste inden for nutidig kunst. Den mulighed bør alle have uanset om man har penge eller ej. I princippet er det derfor i god overensstemmelse med den demokratiske idé, at kulturtilbuddene er gratis. I en situation med begrænsede ressourcer bør det være en politisk opgave at definere bredt accepterede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. Den opgave har Kulturministeriet og kulturpolitikkerne endnu ikke formået at løfte tilfredsstillende.

Politisk er der i øjeblikket intens politisk fokus på skat: På den såkaldte topskat og på ejendomsskatten.

Topskat

Diskussionen om topskatten går på, om skatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr., der i øjeblikket betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere, skal sættes ned til 10 pct. for indkomster under 1 mio. kr.?  

Mange opfatter spørgsmålet om en særlig høj ”Millionærskat” som et vigtigt principielt og politisk spørgsmål, men måske mindre betydningsfuldt i kroner og ører: Statens samlede provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr., så striden står i realiteten om mindre end 5 mia. kr.

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås.

Boligskat

Det andet hotte skatteemne er ejendomsbeskatningen. Hvert år betaler danskere i egen bolig 44 mia. kr. i skat: Lige nu 14 mia. til staten i form af ejendomsværdiskat og 30 mia. til kommunerne i ejendomsskat, tidligere kaldet grundskyld.

Specielt ældre mennesker, der bor i attraktive områder, er blevet hårdt ramt af de senere års opskruede ejendomsværdier i de større byer, og ene og alene fordi, de har valgt at blive boende. De risikerer at skulle betale op mod 100.000 kr. eller mere om året i grundskyld og ejendomsværdiskat. Det betyder, at de skal have en høj indtægt for at kunne betale denne årlige skat. Hvis pensionsopsparingen ikke rækker, er den eneste løsning faktisk at flytte.

Diskussionen går især på hvad der skal ske efter udløbet af skattereformen fra 2012 i 2020. Nogle af partierne bag skattereformen fra 2012 har travlt med at understrege, at boligskatterne er fredet frem til 2020. Det er skamløs vildledning af værste skuffe. Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Mens alle partierne er optaget af tekniske diskussioner om hvordan man også efter 2020 kan brandbeskatte boligejerne er det undtagelsen, at der stilles spørgsmål ved rimeligheden af boligskat. Nye regler vil nemlig ikke ændre det besynderlige faktum, at boligskat er en skat af en indtægt, vi ikke har. Vi betaler simpelthen skat for at bo.

Det kan måske være rimeligt, at der skal betales en form for afgift for de udgifter, det offentlige påtager på min boligs vegne. Men tilhængerne af beskatningen af grunde og ejendomme går langt videre: De hævder, at det er den mest retfærdige måde at opkræve skatter på. Realiteten er, at det er fastslået igen og igen, at grundlaget for boligbeskatningen er forkert og uretfærdigt. Det gamle system til at vurdere værdien af boligerne er så fejlbehæftet, at over 700.000 boligejere står til at få tilbagebetalt skat. Det eneste positive ved regeringens forslag er, at nogle husejere vil få en tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat, hvis regeringens nye vurderings­system viser at værdiansættelsen har været for høj.

Svimlende offentlige udgifter

Mens diskussionen raser om topskat og boligskat, er der påfaldende tavshed omkring de samlede offentlige udgifter. Der er langt mellem de politiske partiers forslag til offentlige besparelser – lysten til at diskutere anvendelsen af et fiktivt ”råderum” til nye offentlige udgifter forekommer langt større!

De offentlige udgifter er budgetteret til svimlende 1.103 mia. kr. i 2016. Og det tal kommer ikke engang til at holde – allerede ved udgangen af 2. kvartal 2016 udgjorde de offentlige udgifter over 1.104 mia. kr. på årsbasis, og det må forudses, at vi ved udgangen af året overskrider budgettet på 1.103 mia. kr. væsentligt. Tallene fremgår af Danmarks Statistiks statistikbank.

De offentlige udgifter i Danmark er højere end nogensinde før, og den største udgiftspost med 44 pct. af de samlede udgifter er social beskyttelse, der dækker over både folkepension, førtidspension, tjenestemandspension, SU, kontanthjælp og arbejdsløshedspenge.

Sundhedsvæsenet står for det næststørste udgiftsområde med 16 pct. af udgifterne.

Undervisning og generelle offentlige tjenester er på en delt tredjeplads med 13 pct. af udgifterne hver. Generelle offentlige tjenester indeholder bl.a renteudgifter, udgifter til domstole og økonomisk bistand til udlandet.

De resterende 14 pct. af udgifterne er fordelt på en række mindre områder.

Væksten kvæles

Det er uden for diskussion, at de offentlige udgifter er blevet for høje i Danmark – alt for høje! Det høje udgiftsniveau indebærer samtidig det højeste skattetryk i OECD, og det invaliderer mulighederne for økonomisk vækst. Desuden indebærer de høje offentlige udgifter, at danskerne har et langt lavere privat forbrug, end den relative velstand ellers skulle tilsige.

Hvis væksten skal op i Danmark, er der ingen vej udenom at sænke de offentlige udgifter og sænke skatterne.