Folkeafstemningen om en ændring af Tyrkiets forfatning afholdes i Tyrkiet søndag den den 16. april 2017.

Undertiden beskrives folkeafstemningen nærmest som Recep Tayyip Erdogans egenhændige overgreb på den sagesløse tyrkiske befolkning. Kendsgerningen er, at folkeafstemningen i lighed med den nylige forfatningsafstemning i Italien afholdes efter en normal parlamentarisk procedure, hvor Tyrkiets parlament forudgående med 339 stemmer har godkendt forfatningsforslaget. Der krævedes 330 stemmer (3/5) ud af parlamentets 550 pladser, for at vedtage forslaget. Erdogans parti, regeringspartiet AKP, råder selv over 316 pladser.

Ændringerne

Hvis forslaget, der omfatter 18 ændringer i forfatningen, vedtages får præsidenten ubetinget flere magtbeføjelser. Blandt andet vil præsidenten kunne nedlægge veto mod nye love, kunne udstede dekreter, udnævne ministre, embedsmænd og nøgleposter i det juridiske system og opløse landets parlament, ligesom præsidenten vil kunne sidde i længere tid, men præsidentens embedsperiode vil blive begrænset til to perioder á fem års varighed.

Det skal dog bemærkes, at hvis præsidenten opløser parlamentet, vil det udløse nyvalg til såvel parlament som præsidentpost.

Derudover vil præsidenten få samme ret som den franske præsident til at indføre undtagelsestilstand og parlamentet vil miste sit ret til at godkende og undersøge ministrene.

Præsidenten får desuden visse rettigheder til at etablere føderale, decentrale strukturer.

Parlamentet vil dog kunne undersøge præsidenten eller starte en rigsretssag mod præsidenten, hvis der er et flertal for det.

Derudover vil antallet af parlamentarikere stige fra 550 til 600.

Præsidentiel republik?

Iagttagere har karakteriseret valget som et spørgsmål om at ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til et præsidentiel republik. Det har givet anledning til bekymring, at mere udøvende magt koncentreres hos præsidenten, mens parlamentets kontrolfunktion på visse områder svækkes. Et ja ved afstemningen vil formalisere den de facto tilstand vi allerede kender i dag – det tyrkiske præsidentembede er allerede under den gældende forfatning ganske magtfuldt.

Et nej vil på den anden side være ensbetydende med en folkelig afvisning af  Recep Tayyip Erdogans ønsker om gennemgribende reformer.

Tyrkiets præsident har selv argumenteret for at reformerne er nødvendige for at strømline muligheden for faktisk at regere og fremover mindske risikoen for unødigt belastende parlamentariske processer, der historisk har begrænset fremskridt og mulighederne for adækvat handling. Situationer der efter sigende har været baggrunden for flere af de militærkup, der har været i Tyrkiet. Tilhængerne argumenterer med at den tyrkiske præsident fremover vil få samme beføjelser som den amerikanske eller franske præsident.

Et nej vil være en klar afvisning af ønsket om at omdanne Tyrkiet til en præsidentielt republik og det vil endvidere blokere Erdogans forsøg på at sikre sig større beføjelser.

Valgkamp i Europa

Tre millioner tyrkere, bosat i udlandet (5-6 pct. af alle stemmeberettigede), kan stemme ved valget og derfor har tyrkiske politikere haft interesse i at føre valgkamp i andre lande, blandt andet Holland og Tyskland. I Tyskland alene var der planlagt 30 vælgermøder.

Af de europæiske lande bor der flest tyrkiske statsborgere i Tyskland, hvor der er 1,4 mio. registrerede vælgere. Dernæst følger Frankrig (318.000), Holland (246.000), Belgien (133.000), Østrig (108.000), Schweiz (93.000), England (87.000), Sverige (37.000), Danmark (33.000) og Italien (14.000).

Både Holland, Tyskland, Danmark, Schweiz og Østrig har nægtet tyrkiske ministre indrejse. Frankrig har dog givet den tyrkiske udenrigsminister lov til et deltage i et vælgermøde i Metz.

Afgørelsen bliver tæt – de seneste meningsmålinger peger på en lille overhånd til ja-siden med omkring 52 pct. – og det hævdes, at Erdogan betragter balladen med de politiske møder i Holland og Tyskland som en stor fordel.

Erdogan har godt nok udadtil reageret bittert på de tyske og hollandske afvisninger, og endog sammenlignet myndighederne med nazister. Det siges samtidig, at Erdogan – som den populist han er, der nyder at føre ladvognskampagne og være i kontakt med vælgerne – med sin veludviklede sans for folkestemningen har udnyttet de tyske og hollandske afslag til sin egen kampagnes fordel.

Hvad er konsekvenserne af en ja stemme?

Erdogan og tilhængerne af forfatningsforslaget hævder, at et ja ved afstemningen søndag vil kunne bidrage til at Tyrkiet bedre bliver i stand til at håndtere de geopolitiske spændinger står over for nationalt og internationalt, og lige nu syntes der faktisk at være en folkelig klangbund for ændringer i det politiske system.

Kritikerne ad Erdogan har omvendt fordømt Erdogans forsøg på at “tilrane” sig ubegrænsede magtbeføjelser. Der peges på, at Tyrkiet under Erdogan har fængslet et stort antal uafhængige journalister, ligesom det skønnes at omkring 140.000 mennesker efter det mislykkede kupforsøg i 2016 enten er anholdt eller suspenderet fra deres stillinger. Kritikerne peger på at Erdogan er den værst tænkelige  person at betro uindskrænket magt.

Hvad sker hvis udfaldet bliver et nej?

Det vil være et gigantisk personligt nederlag for Erdogan, men næppe indebære store ændringer på kort sigt. Italiens premierminister Renzi trådte tilbage efter at han i december tabte en folkeafstemning om forfatningen, men der er intet der tyder på, at Erdogan ville vælge at træde tilbage. Sammenhængskraften i det tyrkiske samfund derimod, vil i givet fald utvivlsomt blive yderligere udfordret. Man må ikke tage fejl af, at splittelsen i det tyrkiske samfund, attentater, situationen i Syrien/Iraq og presset fra kurdere og radikale islamiske bevægelser allerede har påført Tyrkiets sociale strukturer, institutioner, retsstaten og erhvervsklimaet betydelig skade.

En gennemtrængende stemning af frygt og følelsen af at være omgivet af fjender er efter kyndige iagttageres opfattelse allerede dybt indpodet i det tyrkiske samfund, og uanset udfaldet af folkeafstemningen, må landet imødese en længere periode med økonomiske problemer.

Da den konservative dommer Neil Gorsuch mandag aften aflagde ed til USA’s Højesteret, indfriede præsident Donald J. Trump et af sine vigtigste valgløfter om at sikre, at den afdøde Antonin Scalia blev efterfulgt af en konservativ dommer, der vil stå vagt om amerikanske frihedsrettigheder og USA’s konstitution.

Politisk slagsmål

Da højesteretsdommer Antonin Scalia uventet døde i Texas lørdag den 13. februar 2016, udløste det en indædt kamp mellem Republikanere og Demokrater om indflydelse på udnævnelsen af hans efterfølger.

Inden dødsfaldet havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal, og præsident Obama syntes fra dag 1. at være indstillet på at udpege en ny liberal dommer i højesteret.

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver også præsidenten beføjelse til at udpege dommere – forudsat, han kan opnå Senatets samtykke!

Merrick B. Garland

Præsident Obama nominerede allerede onsdag den 16. marts 2016 Merrick B. Garland som dommer i den amerikanske Højesteret. Med valget af en kendt liberal dommer som dommer på livstid udfordrede han Republikanerne.

Barack Obama motiverede sit valg med, at Garland er respekteret som en af landets skarpeste jurister. Samtidig repræsenterer han efter sigende ordentlighed, beskedenhed, og integritet.

Republikansk blokering

Selvom Barck Obama advarede mod at at gøre nomineringen til Højesteret til en del af kampen mellem Demokrater og Republikanere, og opfordrede til at følge proceduren og afholde en ”fair” høringsproces i Senatet, reagerede Republikanernes leder, Senator Mitch McConnell, med at gentage den velkendte republikanske position: at nomineringen skulle afvente resultatet af præsidentvalget.

”Det amerikanske folk kan meget vel vælge en præsident, der beslutter at nominere Garland til Højesteret, sagde Mr. McConnell. ”Den næste præsident vil måske også vælge en helt anden til posten. Uanset er det vores opfattelse, at folket skal have mulighed for at udtrykke en mening om den ledige post som Højesteretsdommer”.

Den holdning blev stærkt støttet af Donald J. Trump og de øvrige republikanske præsidentkandidater.

Republikanerne udnyttede samtidig deres flertal i Senatet til at forhindre en nominering af Merrick B. Garland.

Neil Gorsuch

Efter præsidentskiftet har Neil Gorsuch været underkastet den sædvanlige høringsproces i Senatet. Efter tilsidesættelse af den normale procedure blev Gorsuch godkendt med simpelt flertal, idet det bemærkes, at 3 demokratiske senatorer faktisk støttede hans udnævnelse.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

De 9 dommere i Højesteret er udnævnt på livstid, og med udnævnelsen af 49-årige Neil Gorsuch har Højesteret igen et konservativt 5-4 flertal.

Det danske realkreditsystem kører i øjeblikket på dispensation. Danske særregler fritager realkreditinstitutterne for en del af EU’s krav om polstring.

Nationalbanken advarer om, at disse særregler bør ophæves. Regningen for yderligere krav om polstring kan ende hos boligejerne i form af at bidragssatserne igen forhøjes. I kroner og ører vil det kunne udløse en regning på mellem 0,02 procentpoint og 0,11 procentpoint, svarende til mellem 200 kr. og 1.100 kr. pr. lånt million årligt, viser nationalbankens egne beregninger.

Danske særregler bør ophæves

Nationalbankens opbakning til ophævelse af de danske særregler for realkreditten motiveres af hensynet til at sikre staten og skatteyderne mod en regning i forbindelse med fremtidige finanskriser.

Nationalbankdirektør Lars Rohde sagde sidste år på Realkreditrådets årsmøde: ”Det vil gå imod læringen fra den finansielle krise, hvis vi går fremtiden i møde uden en holdbar model til at afvikle et realkreditinstitut, hvis det bliver nødvendigt. Krisesituationer kan opstå uventet og hurtigt. Sker det, er det for sent at gøre noget ved det. Det er derfor vigtigt, at vi finder en løsning og får gennemført de tilpasninger af lovgivningen, som er nødvendige”.

Nationalbanken har så sent som den 22. marts 2017 offentliggjort et såkaldt Working Paper – Finansiel sektor; Økonomisk aktivitet og beskæftigelse; Modeller.

Nationalbanken analyserer virkningen af de rentetilpasningslån, afdragsfrihed og skattestop, der blev indført i 00’erne inden finanskrisen. Konklusionen er, at introduktionen af de nye låntyper og ændret boligbeskatning kan forklare ca. 1/3 af de højere boligpriser eller afvigelsen fra en langsigtet pristrend i perioden 2004-06. Husholdningernes gæld i forhold til BNP ville uden de nye lånetyper have været 20 procentpoint lavere. Endelig peger analysen på, at dansk økonomi blev mere ustabil efter implementering af ændringerne i rammebetingelser på boligmarkedet.

Nationalbanken advarer mod højere lånegrænser for sommerhuse

Det kan derfor ikke overraske, at Nationalbanken nu advarer kraftigt mod højere lånegrænse for sommerhuse.

Selvom et flertal i Folketinget er indstillet på at hæve lånegrænsen for realkredit i fritidshuse fra 60 til 75 pct. mener Nationalbanken, at det kan skade dansk økonomi på tre centrale punkter.

Nationalbanken helt usædvanligt klare advarsel mod at hæve lånegrænsen for realkredit i fritidshuse fremgår af Nationalbankens høringssvar til det lovforslag, der netop er fremsat i Folketinget.

I høringssvaret anbefaler Nationalbanken i utvetydige vendinger, at den nuværende realkreditlånegrænse for fritidshuse fastholdes.

Centrale økonomiske områder vil lide skade

Efter Nationalbankens opfattelse er der tre centrale økonomiske områder, som vil lide skade af en ændret lånegrænse:

• Nationalbanken gør opmærksom på, at ”markedet for fritidshuse bevæger sig mere volatilt end markedet for enfamiliehuse”, og derfor er lån i fritidshuse ifølge Nationalbanken mere risikable for realkreditinstitutterne.
• Den øgede usikkerhed mindsker sikkerheden bag de danske realkreditobligationer, og dermed kan realkreditobligationernes særstilling i den europæiske banklovgivning blive svækket. Det kan i givet fald medføre højere renter, fordi investorerne vil kræve en risikopræmie for øget risiko.
• Endeligt påpeger Nationalbanken, at ”den aktuelt gode konjunktursituation med fremgang på boligmarkedet ikke giver grundlag for at lempe lovgivningen”. Nationalbanken henviser dermed til at priserne på sommerhuse i fjerde kvartal 2016 steg med seks procent sammenlignet med samme kvartal året før.

De nye regler for belåning kommer netop som priserne er på vej op, og dermed kan regering og Folketing være på vej til at gentage fejl fra 00’erne.

Banker og realkreditten er positive

Nationalbankens høringssvar er det eneste negative. Ejendomsmæglerne ser gerne mere aktivitet på sommerhusmarkedet og vil gå endnu længere og hæve grænsen til 80 pct.

Finans Danmark, der repræsenterer banker og realkreditten, påpeger, at det vil styrke de danske finansvirksomheder i konkurrencen med udenlandske konkurrenter, og endeligt er Dansk Industri glade for, at forslaget vil styrke turismen.

Læren fra Færøerne

Der mindes om, at der også på Færøerne var almindelig tilfredshed med at danske realkreditinstitutter fik lov til at operere på øerne. Der skal imidlertid også erindres om, at uansvarlig realkreditbelåning af de facto u-omsættelig fast ejendom på øerne i det nordlige Atlanterhav bidrog til Færøernes bankerot få år senere!

NATO-landene mødtes i Bruxelles den 31.marts 2017. Oprindeligt var der udsigt til at mødet ville blive uden den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, der syntes at prioritere den kinesiske præsident, Xi Jinping, besøg i Washington.

Det endte med at Tillerson deltog i Bruxelles-mødet, men den amerikanske udenrigsministers eventuelle fravær gav ny næring til europæisk bekymring for USA’s commitment til NATO; Siden valget af Donald Trump til USA’s præsident i november, er usikkerheden og mistroen vokset i Europa og NATO. Donald Trumps kritik af alliancen for at være ”forældet” og præsidentens gentagelse af sin forgænger Barack Obamas krav om, at de europæiske medlemslande lever op til deres egne løfter om at afsætte to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP), har sået tvivl om alliancens fremtid.

Tvivlen var ellers bortvejret efter den traditionsrige sikkerhedskonference, der i februar blev afholdt for 53. gang i München. I konferencen deltog blandt andre 16 statsledere og 15 regeringschefer sammen med ledere af internationale organisationer som FN og NATO samt talrige forsvarsministre. Donald Trump deltog ikke selv i München. Men det gjorde nogle af de vigtigste folk i hans regering: vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis.

På konferencen var det klare budskab fra dem, at USA står bag samarbejdet over Atlanterhavet og NATO. Endnu mere markant var forsikringen fra Donald Trumps partifælle, den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende formand for forsvarskomiteen i det amerikanske senat, John McCain, der høstede bifald i München med en indfølt tale om NATO og ”bevarelse af Vesten”.

Er der grund til uroen i europæiske – og danske – forsvarskredse?

Ja, vi bør med rette være bekymrede.

USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Det er ikke mindst bekymrende, at vi åbenbart ikke længere har kræfter til at bidrage til FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket 16 FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Danmark bidrag er vel i øjeblikket på omkring 50 udsendte i Korea, Mali, Sydsudan og Mellemøsten, og samtidig kan vi passivt iagttage, at civile dræbes og såres i bl.a. Sydsudan med de efterhånden velkendte flygtningestrømme som resultat.

Det bør vi kunne gøre bedre, det fortjener de mange udsatte i konfliktområderne i bl.a. Afrika.

Er det overhovedet muligt for de europæiske alliancepartnere at leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har faktisk tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, og siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 26 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet vil det kræve at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr.

Hvordan med de andre medlemslande?

I Tyskland har både kansler Angela Merkel og forsvarsminister Ursula von der Leyen lovet at øge betalingerne til NATO. Angela Merkel bekræftede tilsagnet så sent som i sidste uge under hendes besøg hos Donald Trump i Washington.

Problemet er imidlertid, at den nuværende regeringspartner SPD sammen med venstresiden i det tyske parlament, De Grønne og Die Linke, er imod at betale mere til NATO. Ifølge en opgørelse fra NATO skal Tysklands bidrag op fra det nuværende på 45 milliarder euro til 70 milliarder euro for at nå de krævede 2 procent af landets bruttonationalprodukt.

NATO-mødet i Bruxelles

Nu endte det med at Rex Tillerson deltog i NATO-udenrigsministermødet i Bruxelles den 31. marts 2017. Desuden har NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, efterfølgende haft succesfulde møder med Donald Trump i Washington. Dermed skulle al tvivl om USAs commitment være manet i jorden. Samtidig syntes alle NATO-landene at have forpligtet sig til efter evne at øge forsvarsbudgetterne.

Det skal blive interessant at følge forsvarsdiskussionen i Tyskland frem mod parlamentsvalget i september 2017.

I begyndelsen af marts måned erkendte ledelsen på affaldsanlægget Amager Ressource Center, at man skulle have informeret bestyrelsen om en livsfarlig eksplosion tilbage i februar. Den manglende information blev kritiseret af bestyrelsesformanden Lars Weiss.

Eksplosionen på Amager Ressource Center har bidraget til at kaste lys over de kritisable forhold i den københavnske affaldssektor. Eksplosionen, der meget let kunne have kostet menneskeliv, skyldes øjensynligt sjusk og efterladenhed i forbrændingsanlæggets ledelse.

Bestyrelsesformandens kritik af direktøren blev ikke bakket op i bestyrelsen, og derfor har skandalerne foreløbig ført til bestyrelsesformandens afgang, men det er næppe det sidste vi har hørt fra den skandaleramte virksomhed.

Sidste forår kom det frem, at anlægget stod til at mangle 1,9 mia. kroner, fordi affaldsdirektørens vurdering af affaldsmængderne til anlæggets drift var forkert. Et halvt år senere besluttede politikerne i de fem ejerkommuner så en økonomisk redningsplan, der kræver import af 100.000 ton affald til Amager hvert år.

Fusion mellem ARC og CTR?

Samtidig giver det anledning til bekymring, at der åbenbart er fremskredne planer om at fusionere Amager Ressource Center, ARC, med Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S, CTR.

ARC er et fælleskommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner.

CTR indkøber og leverer fjernvarme til Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København & Tårnby og omsætter for 2,1 mia. kr. årligt.

Underskud i Amager Bakke

Skatteborgerne i Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby har interesse i at der fortsat er gennemsigtighed i både ARC og CTR. Borgerne i Gladsaxe og Gentofte har absolut ingen interesse i at blive involveret i skandalerne omkring Amager Ressource Center, ARC, der allerede inden åbningen af Amager Bakke med skibakke og det hele har opbygget et underskud på 1,9 mia. kr.

Import af affald fra udlandet

Hvor mange miljøbevidste borgere i de fem nuværende ejerkommuner er i øvrigt enige i, at Amager ressource Center skal importeres mere end 100.000 ton affald til Amager hvert år for at sikre et rimeligt driftsresultat i Amager Bakke?

Central Intelligence Agency, ofte forkortet CIA, er det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger. CIA har fundet ud af, at Danmark er er et af de meget få lande i verden uden et officielt sprog!

CIA har ansvar for indsamling og analyse af allehånde data, men som Snowden og andre har påvist, er det langt fra alle oplysninger, der deles med offentligheden. CIA udgiver imidlertid “The World Factbook” med data om 240 nationer, territorier og regioner. Blandt andet oplyses hvilke sprog, der tales i de enkelte lande, og om det pågældende lands regering har fastsat et officielt sprog.

Langt de fleste af verdens 196 suveræne nationer har officielle sprog. F.eks. fremgår det af artikel 4 i den Schweiziske forfatning fra 1999, at de nationale sprog er Tysk, Fransk, Italiensk og Romansh (der især tales i cantonen Grisons eller Graubünden).

Ifølge CIA’s Factbook er der kun 14 lande, der ikke har et officielt sprog: USA, Amerikansk Samoa, Australien, Tjekkiet, Danmark, Vatikanet, Island, Jamaica, Japan, Nordkorea, Sydkorea, Mexico, San Marino og Det Forenede Kongerige.

Hvorfor er dansk ikke det officielle sprog i Danmark?

Ifølge CIA tales der i Kongeriget Danmark dansk, færøsk, grønlandsk og tysk. Det oplyses endvidere, at ”English is the predominant second language”.

CIA Factbook omtaler ikke, at sprogspørgsmålet var særdeles kontroversielt op til den første danske Grundlov af 5. juni 1849. I helstatstiden var tysk det officielle sprog i Holsten, Lauenborg og Slesvig. Ikke mindst i Slesvig, hvor der var mange dansktalende, var der kræfter, der arbejdede på at dansk skulle være det officielle sprog. Kongen blandede sig i sprogsagen og udsendte i maj 1840 et sprogreskript, der beordrede, at retssystemet og embedsmændene skulle anvende dansk sprog i områder, hvor der blev talt dansk i skole og kirke. Det udløste store protester i den slesvigske stænderforsamling, der ikke brød sig om denne direkte indblanding fra København. Kongen og regeringen i København blev nu meget forsigtige og tilbageholdende i sprogspørgsmålet, da de ønskede at bevare den enevældige helstat samlet for enhver pris. Som bekendt var konstruktionen genstand for 2 borgerkrige og holdt kun til 1864.

Grundloven er siden blevet revideret flere gange uden at dansk har været et tema. Første gang i 1866 – en grundlovsrevision, der betegnes som et tilbageskridt for den lige og almindelige valgret. Anden gang i 1915 – en grundlovsrevision der på en gang betegnede et fremskridt og et tilbageskridt. Kvinder og tyende fik valgret til Rigsdagen, men dets førstekammer, Landstinget, blev vanskeligere at opløse. Tredje gang i 1920 alene nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med Danmark. Fjerde gang i 1953 – landets nuværende grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, valgloven taget ud af grundloven og folkeafstemningsprincippet blev indført.

I det forkastede grundlovsforslag fra 1939, hvor valgretsalderen var foreslået til 23 år samt en nedlæggelse af Landstinget, var spørgsmålet om dansk som officielt sprog heller ikke et issue.

Ikke officielt nationalsprog

Almindeligvis stilles der ikke spørgsmål ved, at dansk er nationalsproget i Danmark. Dansk er således modersmål for over 90 pct. af befolkningen i Danmark. I Sønderjylland er der fortsat et betydeligt tysktalende mindretal.

Uden at være det det formelt officielle sprog i Danmark, er dansk enerådende som offentligt sprog. Således bestemmer Retsplejeloven, jf. §149, stk.1, at: ”Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret”.

I Lov om dansk retskrivning fra 1997 fremgår det, at ”Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog”.

Af § 2 fremgår det, at: ”Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten”.

I henhold til forvaltningslovens § 7 har offentlige myndigheder pligt til i fornødent omfang at give vejledning til borgerne. Ifølge Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område antages det, at dette også indebærer en pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Forvaltningsmyndighederne må altså sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.

De største tolkesprog i den offentlige sektor

Translatørforeningen har i 2015 udarbejdet en oversigt over de mest benyttede tolkesprog i den offentlige sektor. Selvom årsagen til, at dansk aldrig er blevet officielt sprog i Danmark er sprogstriden med tysk i Slesvig og Holsten, optræder tysk ikke på listen over de sprog, hvor der er størst behov for tolkebistand:

• arabisk

• bosnisk

• dari

• farsi

• kinesisk (mandarin)

• kurmanji

• pashto

• polsk

• somali

• tyrkisk

• thai

• urdu

Ingen samlet opgørelse over tolkeudgifter

Translatørforeningen gennemførte i 2015 en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt brugere i den offentlige sektor inden for sundheds-, social-, rets- og asylområdet. Undersøgelsen viste at på justitsområdet var udgiften på 55 mio. kr. i 2013, regionenes udgifter til sundhedstolkning var på 102 mio. kr. i 2012 og kommunernes udgifter til socialtolkning blev i 2010 angivet til 70 mio. kr.

Foreningen antyder selv, at disse tal undervurderer de samlede offentlige udgifter til tolkning og translatørbistand.

Avisen Metroexpress kan på grundlag af aktindsigt hos Rigspolitiet den 2. marts 2017 oplyse, at de samlede udgifter, som dansk politi bruger på tolke, fra 2014 til 2016 er steget fra 45,3 millioner til 56,2 millioner kroner.

Kommunikationsdirektør hos Rigspolitiet, Anders Frandsen, oplyser, at stigningen på mere end 10 millioner kroner kan ses som et resultat af ekstra udgifter hos specifikt politiet i Syd- og Sønderjylland.

Flygtninge- og asylansøgere

Stat og kommuner regner med i perioden 2016-19 at bruge 48 milliarder kroner på flygtninge og asylansøgere. Så sent som i 2013, var den årlige udgift på godt fire milliarder kroner.

Rockwool-fonden offentliggjorde i 2014 – inden den senere voldsomme stigning i strømmen af flygtninge og asylansøgere – et arbejdspapir fra Fondens Forskningsenhed, der beregnede, at indvandringen fra ikke-vestlige lande allerede i 2014 ville koste det danske samfund 16,6 milliarder kroner netto. Det er især indvandrernes efterkommere, der er dyre, og som i 2014 belastede samfundsøkonomien med intet mindre end 12,5 milliarder kroner.

USA

USA er som nævnt blandt de 14 lande, der ikke har et officielt sprog. Det antages at 82 procent af befolkningen i USA normalt taler engelsk, men det er ikke helt klart hvad det ville betyde, hvis engelsk blev fastslagt som officielt sprog. Desuagtet har der politisk i de senere år i tilknytning til stigende indvandring i USA været krav om, at engelsk skulle være officielt sprog.

Mens USA ikke har et officielt sprog, har 31 delstater love, der fastslår engelsk som statens officielle sprog. Delstaten Virginia har således vedtaget regler i 1996, der fastslår, at “ingen statslige eller lokale myndigheder og institutioner er forpligtet til at udlevere … dokumenter, information, litteratur eller andre skriftlige materialer i et andet sprog end engelsk.”

Ole Stig Andersen har i dagbladet Information skrevet om sproglove rundt omkring i verden, og tendensen til at ville beskytte eller ligefrem privilegere et bestemt sprog. Om USA har Ole Stig Andersen beskrevet den frygt, der hersker i visse kredse om sprogets snarlige undergang hvis der ikke straks bliver gjort noget især i forhold til landets næststørste sprog, spansk. Spansk tales af omkring hver ottende amerikaner.

For at trænge spansk tilbage har der i årevis været en English Only-bevægelse der vil gøre engelsk til enerådende sprog i alle offentlige sammenhænge. Hvis offentlig service, skriftlig som mundtlig, kun måtte foregå på engelsk, vækker det naturligvis voldsom bekymring i erhvervslivet, i social- og sundhedssektoren og hos politi og andre udrykningstjenester der f.eks. ikke mere kan modtage og besvare nødopkald på andre sprog.

Sprogkravene til statsborgerskab i Danmark

For at få tildelt dansk statsborgerskab ved naturalisation (ved lov) skal ansøgeren leve op til en række krav:

Herunder en såkaldt ”tro og love”-erklæring, en ren straffeattest, visse krav til økonomi, danskkundskaber og en bestået statsborgerskabsprøve.

I ”tro-og love”-erklæringen lover ansøgeren troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Lover at overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper. Samtidig skal ansøgeren oplyse, om han tidligere har begået kriminalitet – uanset størrelsen og typen på lovovertrædelsen.

Kravene til danskkundskaber omfatter en bestået danskprøve, som kan have forskellig sværhedsgrad afhængigt af ansøgerens forhold.

Mange, der ikke bare tilnærmelsesvis kan sproget, får alligevel indfødsret. Årsagen er, at regeringen i 2013 genindførte muligheden for at søge dispensation for danskkundskaber samt kendskab til almene samfundsforhold. Ansøgere til dansk statsborgerskab kan således få dispensation for både dansk- og indfødsretsprøve hvis de kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til at de ikke kan bestå prøverne og/eller deltage i relevante kurser.

I praksis er det ofte ansøgere med diagnosen PTSD, som opnår dispensation fra at bestå dansk- og indfødsretsprøven.

Kan man have stemmeret uden at kunne sproget?

Fra tid til anden stilles der spørgsmål ved rimeligheden af at indrømme stemmeret til personer, der ikke er i stand til at kommunikere på dansk. Men er man xenofob og måske oven i købet racist, hvis man forventer at danske statsborgere kan tale dansk eller i hvert fald noget dansk?

Kan det virkeligt passe, at vi skal tilbage til før 1. og 2. Slesvigske Krig for at finde forklaringen på den tilsyneladende grænseløse tolerance vi i dag praktiserer i forhold til fremmede og dansk?

I Danmark steg antallet af offentligt ansatte fra 235.000 i 1960 til 539.700 i 1972.

I 1973 udsendte socialisten, pensioneret økonomiprofessor, Jørgen S. Dich (1901-75) på Borgens Forlag sit værk om ”Den herskende klasse” med undertitlen: ”En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den”.

Offentligt ansattes udbytning af den øvrige befolkning

På baggrund af sin meget centrale placering i den offentlige forvaltning og mangeårige forskning udvikler Jørgen S. Dich i bogen den tanke, at vi regeres og udbyttes af offentligt ansatte, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt – ikke af de mest velbjergede, men af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende, som stadig fandtes i begyndelsen af 1970’erne:…” de offentligt ansatte inden for den sociale sektor, de videregående uddannelser og sundhedsvæsenet. Dens magt er ikke baseret på besiddelse, men på dens evne til at skabe en forpligtigende social ideologi, der har sit udspring i en humanistisk kultur, flugten fra det legemlige arbejde og angsten for sygdom og død. Den udformes i en perfektionisme og i en samfundskritik, der varetager klassens interesse i høje lønninger, begrænset arbejdsindsats og i en voldsom ekspansion af den offentlige sektor. Denne ekspansion overskrider på talrige områder den grænse, hvor omkostningerne bliver større end den samfundsmæssige nytte, og dermed indtræder både en social forringelse og en økonomisk udbytning af den øvrige befolkning”.

Gyldendal har netop genudgivet Jørgen Dichs klassiker, der 43 år efter den oprindelige udgivelse er mere relevant end nogensinde – antallet af offentligt ansatte er i mellemtiden vokset til 830.000!

Den fejlslagne 2025-plan

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering er tydeligvis kørt helt fast i det pløre, der er opstået som følge af de varmere følelser mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som har betydet at forholdet, der ellers bedst har kunnet lignes med en bundfrossen tundra, er under optøning.

Før gassen gik af ballonen, havde Lars Løkke Rasmussen tilbage i august 2016 en ambition om at sende 250.000 flere danskere ud på arbejdsmarkedet med 2025-planen, der blev offentliggjort tirsdag den 30. august 2016 og indgående diskuteret i Folketinget under åbningsdebatten den 6. oktober 2016.

Lars Løkke imødekom dermed – i det mindste verbalt – alle de politikere, der hidtil har talt om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde. Talt, ja – men desværre uden rigtig at gøre noget ved det!

Nu er 2025-planen opgivet, men spørgsmålet er, om planen overhovedet ville have gjort en forskel?

Kommunale jobcentre

Formelt ligger aktiveringsopgaven hos landets 94 kommunale jobcentre. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker med gode forbindelser til fagbevægelsen og kommunerne.

Offentlig forsørgelse

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for antallet af offentligt forsørgede i Danmark i 2. kvartal 2016. Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse var der i Danmark i 1. kvartal 2016 omregnet til fuldtidsmodtagere 746.381 på overførselsindkomst.

Her til kommer 324.900, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer der er afhængig af det offentlige op på knap 3 millioner fuldtidsmodtagere.

Integration af flygtninge

Der er således nok at tage fat på, men hidtil har strømmen af flygtninge og asylansøgere stjålet opmærksomheden. I øjeblikket er antallet af asylansøgere begrænset, men den globale flygtningesituation kan betyde, at antallet på offentlig forsørgelse fortsat vil stige i de kommende år. Desværre har vi rigtig dårlige erfaringer med integration af flygtninge og asylansøgere i Danmark. Statistikken viser, at selv efter flere års ophold i Danmark kommer under en tredjedel i job.

Bureaukratiske og dyre jobcentre

Det er jo ikke fordi vi i Danmark ikke har et særligt system, der er etableret for lette adgangen til arbejdsmarkedet. Problemet er omfattende, bureaukratisk og dyrt, men det værste er, at det tydeligvis ikke virker. Der er udviklet allehånde ordninger: 80/20, job- og virksomhedspraktik og løntilskud, og meget andet – men systemet er impotent.

Sidste år gav presset fra 21.000 asylansøgere i Danmark anledning til, at regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne i marts blev enige om en treparts-aftale, som skulle få flere flygtninge i arbejde. Der kunne ikke opnås enighed om en lavere indslusningsløn, men i stedet aftaltes det, at betale virksomhederne op til 40.000 kr. for at oprette såkaldte ”integrationsstillinger” for flygtninge.

Det er tanken, at den to-årige såkaldte Integrationsgrunduddannelse (IGU) skal kvalificere flygtningene til at tage et job på lige vilkår med danskere. Flygtningene får samme løn som elever, mens de er i en integrationsstilling og de optjener ret til normale dagpenge umiddelbart efter integrationsstillingen.

Integrationsgrunduddannelsen er ikke kommet rigtig i gang

Den nye integrationsuddannelse er en meget begrænset succes. LO og DI, der stod bag forslaget, hævder dog vedvarende, at ordningen grundlæggende virker og blot skal have tid.

Hvor længe skal vi vente?

Den blå regerings problem er, at man ikke disponerer over noget, der bare ligner et politisk flertal.

Regeringen er tilbageholdende med nye konkrete udspil og når der endelig meldes noget ud, lægges der op til debat i en afdæmpet og forsonlig tone. Den pittbull-agtige bidskhed statsministeren notorisk er kendt for, er gemt helt væk, og mens Løkke Rasmussen fører sig frem som statsminister i udlandet, må man forstå, at regeringen er parat til at strække sig vidt for at imødekomme Folketingets partier, alle geografiske lokaliteter, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og ikke mindst alle de offentligt ansatte. Hvis der er måtte være grupper, der føler sig oversete og uindbudte i statsministerens brede favn, skulle jeg hilse og sige, at det er en fejl!

S og DF i velfærdskoalition

At regeringen reelt er sat under administration af oppositionen blev understreget, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med formanden for 3F, Per Christensen, som kobler, i fuld offentlighed lod sig forlove – og dermed etablerede en uomgængelig velfærdskoalition.

Dansk Folkeparti har gennem flere år bevæget sig væk fra sin historiske oprindelse som et parti, der er afvisende over for staten, skatterne, EU og udenlandske immigranter til et parti med fordelingspolitiske og økonomisk-politiske synspunkter som formuleret af Socialdemokratiet. En udvikling man har kunne se også hos lignende politiske partier andre steder i Europa.

Og Socialdemokratiet har fra den anden side, når det gælder indvandringspolitikken, bevæget sig mod højre. Modstanden mod VK-regeringens stramninger af udlændingepolitikken i 2001 og Nyrups snak om DF’s manglende stuerenhed, er helt væk.

Rød regering?

Det er imidlertid vanskeligt at se Dansk Folkeparti sammen med venstrefløjen og Alternativet bag en socialdemokratisk ledet regering. Vi er med andre ord i en situation, hvor Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet blokerer for en borgerlig regerings politik. Glem alt om en højere pensionsalder, topskattelettelser og en flad boligskat.

De uomgængelige krav

Der er heller ikke udsigt til at samfundet udvikles og rammevilkårene for borgere, virksomheder og nationen forbedres. Produktivitetsudviklingen er problematisk, de indenlandske investeringer er på et historisk lavpunkt og væksten og velstandsudviklingen har siden finanskrisen i forhold til befolkningsudviklingen været stagnerende.

Forsvars- og sikkerhedspolitikken burde påkalde sig intens opmærksomhed i en ny verden efter valget af Donald Trump som USA’s præsident og en aggressiv Putin i Rusland. Vi burde også forholde os til udviklingen af EU ikke mindst i lyset af Brexit og valgene i Holland og Frankrig.

Men som det ser ud nu, bliver det kun til lapperier.

Modstand fra 2 ud af 3

Selvom statsministeren havde vilje og magt til at lede landet, er det spørgsmålet, om statsministeren kunne regne med medløb fra de omkring 830.000 offentligt ansatte i Danmark. Hvis man kan fæstne lid til deres organisationer, var mange af dem modstandere af den tidligere regerings 2025-plan, Finansloven for 2017 og mange af de initiativer, der beskrives i luftige vendinger i regeringsgrundlaget.

Sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne og mange andre faglige organisationer har udtalt sig. Om det hele eller delelementer som f.eks. DJØF vedrørende SU-forslaget. Selv bestyrelsen i Statens Kunstfond har råbt vagt i gevær. Uafhængigheden, kvaliteten og den høje faglighed i kunsten er angiveligt truet på et tidspunkt, hvor Danmark mere end nogensinde har brug for et stærkt kunst-liv. Man må forstå, at et stærkt og velfinansieret kunstliv er afgørende for sammenhængskraft og den reflekterende dialog på tværs af befolkningsgrupper, geografiske tilhørsforhold og politiske skel.

Formidabel modstand fra alle med indkomst fra det offentlige

Når alle offentligt ansatte sammen med de knap 748.000 på overførselsindkomst gør fælles sag med de godt 380.000, der er på SU og med de 1.070.000 folkepensionister står enhver reformplan over for en formidabel modstand fra de over 3 millioner danskere, der har deres indkomst fra det offentlige.

Selv uden besparelser vil ethvert forsøg på omfordeling blive mødt af modstand – også fra de myriader af bestyrelses-, råds- og udvalgsmedlemmer, der ligesom Statens Kunstfonds bestyrelse er betroet et ansvar for en offentlig pengekasse.

Forudsigeligt 2017

Da regeringen samtidig syntes fast besluttet på for enhver pris at blive siddende, kan vi med sindsro se frem til et 2017, hvor der ingenting sker.

Selvom Danmark er stivnet, betyder det jo ikke at alt går i stå. Entreprenørerne i industri og landbrug lader sig heldigvis ikke bremse.

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

De lave investeringer betyder, at der ikke skabes den beskæftigelse, indkomstdannelse og vækst i dansk økonomi, vi har brug for. Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Investeringerne glider til udlandet

Realiteten er imidlertid, at i takt med, at potentialet i Danmark er forsvundet, har entreprenører, iværksættere og risikovillige virksomheder vendt sig mod udlandet.

Danske landmænd har i årevis investeret i udlandet, hvor der fortsat er rammevilkår, der tillader rentabel landbrugsproduktion. Danske virksomheder indenfor industri, green-tech, handel og service investerer massivt i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Voksende ulighed

Denne udvikling betyder, at samtidig med at bruttonationalproduktet stagnerer er der fortsat vækst i nationalindkomsten. Problemet er at de indkomster der flyder fra de udenlandske investeringer tilfalder forholdsvis få borgere i landet. Bortset fra visse pensionskasser er det ejerne af de internationale virksomheder, der kraftigt øger deres indkomst. Det er en del af forklaringen på den voksende økonomiske ulighed i Danmark.

Er det virkelig det, S og DF i Velfærdskoalitionen ønsker?

Den stærke indenrigspolitiske reaktion på og kritik af dansk politis fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, viser, at der er grænser for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Spørgsmålet om, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter udredes i den såkaldte Tibetkommission, der har fået til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København. Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget. 

Der er naturligt stor opmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for de involverede danske politikere og embedsmænd, men også for dansk Kina-politik. Kommissionens arbejde herunder de mange interviews, som kommissionen foretager af involverede politikere og embedsmænd, vil udstille danske diplomatiske arbejdsgange og metoder, men også kinesiske diplomatiske arbejdsgange og metoder og derved bringe den tillid og fortrolighed, som der er opbygget mellem Danmark og Kina over årene, i fare.

Det er i Tibetkommissionen fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau af den tidligere direktør og Protokolchefen overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

De oplysninger, der i Tibetkommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bringer mindelser om ambassade-sagen i Østtyskland i 1988.

Statsministerens officielle besøg i DDR

For de historisk interesserede skal jeg minde om de historiske tildragelser i 1988, hvor Udenrigsministeriet havde en tilsvarende central rolle:

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker. Besøget blev af flere grunde dengang betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et sammenbrud og Murens fald den 9. november 1989, i sig selv et eklatant Udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

Har den økonomiske vækst i Danmark siden finanskrisen i virkeligheden været meget højere end hidtil antaget? Er behovene for vækstfremmende politikker, for arbejdsmarkedsreformer, for produktivitetsfremmende foranstaltninger og for begrænsninger i de eksorbitante offentlige udgifter pludselig forsvundet?

Baggrunden for spekulationerne og tvivlen om den rette størrelse af den økonomiske aktivitet er en større, men rutinemæssig datarevision i Danmarks Statistik:

Nationalregnskabet blev i november 2016 datarevideret tilbage til 1966. Datarevisionen havde som hovedformål at indarbejde de reviderede betalingsbalancetal for 2005-2015 i nationalregnskabet. De reviderede tal for betalingsbalancen havde igen baggrund i nye retningslinjer fra Eurostat (The European System of National and Regional Accounts, ESA 2010, der bygger på FN’s retningslinjer for nationalregnskabsopgørelser, SNA 2008) og retningslinjerne fra IMF (Balance of Payments and International Investment Position Manual, BPM6). De nye retningslinjer ændrede afgrænsningen af økonomisk aktivitet med udlandet, på en måde, som bedre skulle afspejle globaliseringen.

Udenrigshandel blev tidligere opgjort ud fra et grænsepassageprincip. Det var eksport, når danske varer forlod dansk territorium. Efter de nye internationale standarder skal eksport/import opgøres ud fra et ejerskifteprincip. En dansk koncern kan købe varer produceret af dets datterselskab i Vietnam og videresælge til et salgsselskab i Singapore. Varerne passerer ikke Danmarks grænse, men avancen indgår nu i vor udenrigshandel.

Der kan også være tale om et dansk selskab, der køber en vare i udlandet, og kort efter videresælger den uforarbejdet i udlandet. Det kunne være en bunkervirksomhed, der køber skibsbrændstof fra sit datterselskab i Singapore og nogle uger efter videresælger det til et udenlandsk rederi med fortjeneste. Det er kendt som ”merchanting” og skal nu også indgå i udenrigshandlen og i betalingsbalanceopgørelsen og dermed i BNP.

De pågældende avancer ville i princippet også tidligere have været registreret, men ville være indgået i bruttonationalindkomsten, BNI.

Andre ændringer vedrører forskning og udvikling, der fremover betragtes som investeringer, der løfter bruttonationalproduktet.

Der er også indarbejdet enkelte andre revisioner. Mest betydningsfuld blandt disse er en revideret beregning af væksten i det offentlige forbrug af sygehustjenester fra 2010 og frem, som bidrager til opjustering af BNP-væksten i disse år.

Hvad har revisionen betydet?

Resultatet af ændringerne er et niveauløft af BNP, men kun mindre justeringer af realvæksten i årene siden 2005.

Bruttonationalproduktet (BNP) er i 2013 opjusteret med 26,2 mia. kr., i 2014 med 34,7 mia. kr. og i 2015 med 41,8 mia. kr. i løbende priser. Det vil sige, at BNP for årene 2013-2015 nu er på hhv. 1.930 mia. kr., 1.977 mia. kr. og 2.027 mia. kr.

Med de nye betalingsbalancetal er nettoeksporten i årene 2013-2015 revideret op med 12,2 mia. kr., 19,9 mia. kr. og 25,7 mia. kr. Herudover er navnlig investeringerne opjusteret i årene 2013-2015 med hhv. 7,9 mia. kr., 8,1 mia. kr. og 12,0 mia. kr.

Væksten i det offentlige forbrug har i årene 2013-2015 været hhv. minus 0,1 pct., 1,2 pct. og 0,6 pct. I forhold til seneste offentliggørelse er vækstraterne justeret en del op som følge af den reviderede beregning af væksten i det offentlige forbrug af sygehustjenester fra 2010 og frem. Revisionerne i væksten i det samlede offentlige forbrug er i årene 2013-2015 hhv. 0,6 procentpoint, 1,0 procentpoint og 1,3 procentpoint.

Investeringerne er i løbende priser opjusteret med hhv. 7,9 mia. kr., 8,1 mia. kr. og 12,0 mia. kr. i årene 2013-2015 og udviser nu en vækst på hhv. 2,7 pct., 3,5 pct. og 2,5 pct. Generelt er investeringerne i maskiner, transportmidler mv. og andre bygninger og anlæg opjusteret, mens boliger er nedjusteret.

Justeringerne har ikke ændret billedet af vækstkrisen i dansk økonomi

Tager man et blik på nationalregnskabet, og ser på bruttonationalprodukt pr. indbygger i faste priser, så lå vi i 2015 på samme niveau som i 2006.

Det er bekymrende, at regeringen desuagtet har en ganske optimistisk vurdering af dansk økonomi:

”Vi har et stærkt udgangspunkt. Vi er i dag et af de rigeste lande i verden. Beskæftigelsen er høj og ledigheden lav. Vi har en høj grad af lige muligheder, og sammenlignet med andre lande er forskellene mellem rig og fattig små. Samtidig er der både ude og hjemme en høj tillid til dansk økonomi. Den tillid har vi opbygget i fællesskab. Vi har en god tradition for at planlægge den økonomiske politik i et flerårigt perspektiv, så vi i god tid kan tage hånd om fremtidige udfordringer”.

I regeringsgrundlaget bebuder regeringen endvidere, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Målsætningen vil være, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Det virkelige udgangspunkt

Justeringerne af tallene fra Danmarks Statistik ændrer ikke, at i de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8, har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

De Økonomiske Råds formandskab har netop udarbejdet et opdateret syn på konjunktursituationen og de offentlige finanser mod 2025. De centrale budskaber er:

BNP-væksten vurderes at have været ca. 0,8 pct. i 2016, mens væksten ventes at stige til 1,7 pct. i 2017.

Vismændene er fortsat ganske optimistiske. Regeringens økonomiske redegørelse fra december regner også med en vækst i 2016 på 0,8 pct. men forventer i 2017 en mindre vækst på 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Offentlige investeringer

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Konklusion

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 var overskuddet på knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 var svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Alt for mange af arbejdsstyrken på passiv forsørgelse

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, robotter, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Mere innovation, højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne

Produktivitet og konkurrenceevne kunne uden videre forbedres ved en liberalisering af planloven, der kunne tillade hypermarkeder m.v. samt gennem en sænkning af selskabsskatten.

Derudover er det helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Reduceret skat på arbejde

Arbejdsudbuddet kunne umiddelbart øges, hvis tilgangen til efterlønsordningen blev stoppet i 2018, topskatten blev sænket og dagpengeniveauet blev reduceret.

Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er samtidig en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland,

Opbygning af arbejdsstyrkens kompetencer og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.