Hvorfor vil regeringen pludselig indføre statslån for 180 mia. kr. til Danmarks 580.000 almene boliger. Hvorfor? Det hævdes, at staten derved kan spare over 2 mia. kr.om året, der kan anvendes til andre velfærdsgoder, men er det hele begrundelsen?

Ca. 20 pct. af befolkningen svarende til godt og vel 1 million danskere bor i en almen bolig. Den almene boligsektor har angiveligt til formål at stille boliger til rådighed til en pris, der er til at betale for almindelige indkomster.

Den nuværende finansiering

Alt alment byggeri – bortset fra de kommunalt ejede ældreboliger – finansieres i øjeblikket ved optagelse af almindelige realkreditlån. Markedet for realkreditfinansiering af alment byggeri udgjorde ultimo 2015 omkring 180 mia. kr., svarende til 7 pct. af realkreditinstitutternes samlede obligationsrestgæld. I praksis er finansieringen fordelt på fire institutter. I de sidste 20 år er der i gennemsnit årligt optaget nye lån for ca. 12 mia. kr.

Kreditinstitutterne opkræver en række gebyrer i forbindelse med finansieringen af det almene byggeri. Der betales dels for det administrative arbejde, som realkreditinstituttet skal udføre. Dels betales der for den risiko, instituttet påføres (som er nærmest ikke-eksisterende). Satsen er fastsat til maksimalt 0,27 procent af lånets oprindelige størrelse, så det bliver effektivt 0,45 procent målt over hele lånets løbetid. En fuld omlægning vil indebære at realkreditinstitutterne årligt mister indtægter på 810 mio. kr.

Samlet set vurderes det, at kreditinstitutternes omkostninger ved at yde lån til alment boligbyggeri er lavere i forhold til omkostningerne ved at yde lån til privat boligbyggeri, blandt andet fordi det er mindre risikofyldt at yde lån til alment byggeri.

Huslejen for beboere i almene boliger er uafhængig af renten på foreningens realkreditlån og huslejen vil ikke umiddelbart blive påvirket af forslaget. Lejernes andel af den løbende betaling på lånet (beboerbetalingen) udgør som udgangspunkt 2,8 pct. af byggeriets anskaffelsessum på årsbasis. Beløbet reguleres årligt med inflationen. Staten betaler forskellen mellem boligafdelingens årlige ydelse på realkreditlånet og beboernes betaling.

Det betyder, at for en lejlighed til 3 mio. kr. betaler en almennyttig lejer en husleje på 7.000 kr. om måneden + fællesudgifter.

Staten og skatteborgerne påtager sig rente- og kreditrisiko

Støttesystemet indebærer, at staten påtager sig rente- og kreditrisikoen for den almene boligsektor samtidig er der på finansloven optaget en udgiftsbevilling på 1,9 mia. kr. samt en reservationsbevilling på 8,2 mia. kr. svarende til nutidsværdien af statens ydelsesstøtte til almene boliger.

Finansiering med statslån vil med stor sandsynlighed føre til en besparelse på renteomkostningerne sammenlignet med den nuværende model baseret på realkreditlån. Hvor stor en besparelse, der er tale om, er dog vanskelig at opgøre. Med forbehold for den betydelige usikkerhed, der er knyttet til beregningerne, kan det umiddelbare besparelsespotentiale på renteomkostningerne estimeres til omkring 1 pct. point ved omlægning til finansiering med statslån. Med en rentebesparelse på 1 pct. point og en gæld på 180 mia. kr. svarer det til en årlig besparelse på knap 2 mia. kr.

Argumenter imod

En model med statslån vil indebære, at staten fremover vil skulle administrere udlån til det almene byggeri. Hvis staten kan administrere det almene udlån billigere end kreditsektoren og dermed sikre lavere realkreditgebyrer, er der potentielt en besparelse at opnå. Regeringen har estimeret denne besparelse til omkring 1 mia. kr., men det er dog ikke sikkert, at staten vil kunne administrere lånene ligeså omkostningseffektivt som realkreditinstitutterne, blandt andet fordi staten skal etablere en kreditadministration med langt mindre volumen end i de store realkreditinstitutter.

Dertil kommer, at der er en række problemer forbundet med at gå fra den eksisterende realkreditmodel til en statslånsmodel.

For det første er der konkurrencemæssige aspekter, idet kreditinstitutterne vil miste et betydeligt udlånsomfang (op i mod 180 mia. kr.) og årlige indtægter på 810 mio. kr. En fuld omlægning til statslån vil således medføre, at et enkelt institut mister mere end en tredjedel af sit forretningsomfang, mens andre institutter vil miste omkring 5-10 pct. af deres hidtidige samlede udlån.

For det andet må det formodes, at et bortfald af et forretningsområde som udlån til den almene boligsektor kan reducere volumen i institutternes serier til under et kritisk niveau, således at likviditeten i de udstedte serier falder. Det kan betyde højere udgifter for andre lånere.

Og for det tredje vil en omlægning af den almene sektors gæld til statslån endelig have konsekvenser for størrelsen på den såkaldte ØMU-gæld.  En fuld om- 15 lægning til genudlån vil således hæve ØMU-gælden med ca. 9 pct. af BNP, hvilket – alt andet lige – vil reducere spillerummet op til traktatens grænse på 60 pct.

Hvorfor kommer forslaget nu?

Hele området blev kulegravet i 2014. Konklusionen i betænkningen ”Den almene boligsektors effektivisering. Rapport fra arbejdsgruppe om finansiering, effektiv drift og huslejefastsættelse i den almene boligsektor, 2014” var:

”En almen boligsektor finansieret med statslån vil givetvis kunne give en besparelse på udgifterne til renter i forhold til den eksisterende realkreditmodel. Til gengæld er det usikkert, om staten vil kunne administrere udlån til det almene byggeri billigere end kreditinstitutterne og dermed sikre lavere gebyrer. Der er således potentielt en besparelse at opnå ved at gå fra realkreditmodellen til statslånsmodellen.

Størrelsesordenen på denne besparelse er dog yderst usikker og skal sammenholdes med de betydelige problemer, der synes være forbundet med ændringen. Ikke mindst ØMU-gældsproblematikken, de konkurrencemæssige hensyn samt den administrative byrde betyder, at det vurderes, at den potentielle usikre besparelse ikke vil kunne opveje de betydelige problemer, der synes forbundet med et skift til statslån.

På grund af den store usikkerhed der er knyttet til et skift til en statslånsmodel, vurderes det derfor ikke hensigtsmæssigt at ændre finansieringsmodellen til statslån”. 

Nationalbanken støtter forslaget

Selvom Nationalbanken støtter forslaget er det helt uforståeligt, hvorfor en borgerlig regering begår den tilsyneladende fejl at foreslå, at staten nu skal drive bankvirksomhed?

De forventede besparelser er små og særdeles usikre. Den eneste forklaring er derfor, at Finansministeriet pønser på ved først givne lejlighed at likvidere hele statsunderstøttelsen af den almennyttige boligsektor. Hvis det lykkes er der udsigt til betydelige besparelser på de offentlige budgetter. Det lader sig også forsvare i den virkelige verden; Mens det tilbage i 30’erne og måske endda i 50’erne og 60’erne gav mening, at staten påtog sig opgaven at stille boliger til rådighed til en pris, der kunne betales af folk med almindelige indkomster, er det i dag en anakronisme.

Venstrefolk mere optaget af realkreditinstitutternes tab

I Venstre har man sjældent blik for de store linjer, men til gengæld er man meget opmærksom på om politik skader eller gavner partiets støtter. I dagbladet Holstebro – Struer den 22. juni 2017 hed det, at forslaget ifølge venstres gruppeformand var en svær pille at sluge for det borgerlige Danmark – et socialistisk forslag som ovenikøbet ikke havde været diskuteret hos nogle borgerlige ordførere og som er udsendt efter de sidste gruppemøder på Christiansborg: ”Der er tale om et forslag, den tidligere røde regering ikke kunne eller ville gennemføre. Nu bliver det så en borgerlig-liberal regering, som gennemfører et rent rødt forslag om en statsbank til almenboliger. Rosende ord kom da også omgående fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, det kan man jo så som borgerlig politiker tænke lidt over”.

Problemet er at partiet Venstres politik ikike er styret af rationelle overvejelser. Derfor gør det ikke indtryk på Venstres gruppeformand, at det nuværende system betyder, at det offentlige reelt påtager sig langt hovedparten af kreditrisikoen på de almene lån, mens realkreditinstitutterne tjener på ordningen. Udsigten til betydelige besparelser gør ikke indtryk så længe de mange bidragsydere i realkreditsektoren til Venstres kampagner mister indtægter.

Landet over skal de stavnsbundne fjernvarmekunder indstille sig på voksende varmeregninger. Fjernvarmekunder i Herning har allerede som de første fået en ekstraregning på mere end 9.000 kr. pr. husstand. Det er Eniig Varme i Herning, der har fået ja til at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder.

Energitilsynet har den 3. februar 2017 truffet afgørelse om godkendelse af forrentning af indskudskapital for EnergiGruppen Jylland Varme A/S på 172 mio. kr. for 2011-2017. Afgørelsen er kørt som en prøvesag i Energitilsynet, hvor 56 fjernvarmeleverandører ligesom Eniig Varme har ansøgt om at kunne udskrive regninger. Men afgørelsen kan vise sig at komme til koste langt mere end 172 mio. kr. for de danske fjernvarmekunder. For afgørelsen åbner for, at også andre selskaber kan udskrive store ekstraregninger til fjernvarme-kunder, og allerede nu ligger der 60 lignende sager på bordet hos Energitilsynet. Samlet ender det i ekstraregninger i milliardklassen.

Forrentning af indskudskapital

Kernen i prøvesagen er en nyfortolkning af forrentning af ejernes indskudskapital. De penge kan ejerne af fjernvarmeselskaberne helt frit disponere over i modsætning til hovedreglen for ”hvile i sig selv”-princippet, der indebærer, at alle indtægter skal komme fjernvarmekunderne til gode.

Hos Dansk Fjernvarme frygtede man, at flere selskaber vil gøre brug af muligheden. Selvom der er stor interesse i at have konkurrencedygtige priser på fjernvarme vil mange borgmestre i kommuner med ejerskab i fjernvarmeværker være fristede til at hente penge til at lappe huller i kommunekasser. Hvis der er tale om erhvervsdrivende fonde eller aktieselskaber, er der jo en egentlig forpligtelse til at varetage fondens og aktionærernes interesser.

Alene fra de store fjernvarmeselskaber Hofor Fjernvarme i København og Trefor Varme i Trekantområdet kan afgørelsen give mulighed for at opkræve 1,1 milliarder kroner ekstra fra fjernvarmekunderne.

Politisk aftale

På den baggrund blev der den 2. juni 2017 indgået en politisk aftale om økonomiske regulering af fjernvarmesektoren: Økonomisk regulering af fjernvarmesektoren, Stemmeaftale af 2. juni 2017 mellem Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Aftalen bekræfter og viderefører den stærkt centrale regulering af hele varmeforsyningsområdet. Det er således bl.a. aftalt at ”kigge” nærmere på de eksisterende regler for tilslutningspligt og forblivelsespligt. Analyserne skal bl.a. indeholde en vurdering af de forbrugerøkonomiske konsekvenser, virksomhedernes økonomi og klimaeffekterne. Formålet er, ”at belyse muligheder og konsekvenser ved at give forbrugerne mulighed for at vælge den forsyningsform, der er bedst og billigst for dem”.

Det er tydeligt, at der i den politiske aftalekreds er betydelig bekymring for samfundsordenen, hvis det – utænkelige – skulle ske, at forbrugerne fik lov til at vælge selv!

Aftalen sikrer ikke fjernvarmekunderne

Realiteten er imidlertid, at selvom adskillige politikere lovede, at de står på forbrugernes side i sagen om enorme ekstraregninger for fjernvarme, har regeringen indgået en aftale med oppositionen, der faktisk blåstempler ekstraregninger til fjernvarmekunderne på op til 3,4 milliarder kroner. Fjernvarmekunderne kan med tilbagevirkende kraft fra 1981 afkræves renter af de mange penge, de selv har måttet slippe for blandt andet tilslutning og indskud.

Udover ekstraregningen for forrentningen af indskudskapitalen, kan de 1,6 millioner husstande og mere end 3,6 millioner danskere, der får deres varme fra fjernvarme, generelt se frem til højere varmepriser!

64 procent af alle husstande har fjernvarme, og selvom producenterne af kedler og fjernvarmerør roser sig af at Danmark er internationalt førende inden for fjernvarme, er realiteten at fjernvarmekunderne – på godt og ondt – er stavnsbundet til sin fjernvarmeleverandør.

Hvad er der så i vente?

Udsigt til dyrere fjernvarme ved bortfald af ”grundbeløb”

Trods al politisk snak om effektivisering og privatisering er der udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet er hidtil givet til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

Emne for kommunalvalget?

Hvad er mulighederne for de stavnsbundne fjernvarmekunder? I november 2017 afholdes der kommunalvalg, og utilfredse fjernvarmekunder har her mulighed for at skabe opmærksomhed om de lokale fjernvarmeforhold. Der skal dog advares mod at skrue forventningerne for højt op. Siden den første energikrise i Danmark i 1973 – og cementeret under energikrisen i 1979 med Poul Nielson som minister – har Energistyrelsen holdt den planøkonomiske regulering af energi- og varmeforsyningen i Danmark i et Stalinistisk jerngreb.

De voksende politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i det offentligt finansierede TV-udbud lader sig ikke ignorere. Tvangslicensen til den statslige mediegigant Danmarks Radio, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, på 2.477 kr. årligt pr. husstand betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til DR’s tøjlesløse fråseri med de tvangsudskrevne licensmidler på i alt 4,4 mia. kr. om året, hvoraf DR indkasserer 3,7 mia. kr.

Som kulturministeren siger – man kan dårligt forlange, at DR selv skal sige stop, når politikerne bogstaveligt talt ”kører penge ind på paller”!

Danske TV-Nyheder

En meget væsentlig del af de ”nyheder”, som danske trykte og æterbårne medier præsenterer i Danmark er ”planket” fra udenlandske medier, der stadig råder over kompetente journalistiske ressourcer. Plagiaterne præsenteres herefter som resultatet af dybdeborende og kritisk journalistik. Desværre kan det ikke karakteriseres som andet end selvsving, når formidlingen af nyheder fra DR og TV2 i meget væsentligt omfang er baseret på, at journalister interviewer hinanden i en uendelighed. Seerne bibringes det indtryk, at de interviewede er eksperter. Det er de meget sjældent, og i mange tilfælde er TV-avisernes nyhedshistorier baseret på enten stof stjålet fra andre medier eller på dem selv som kilde!

Seerne er vænnet til at betragte det som helt naturligt, at Skammelsen på TV2 interviewer TV2’s Steffen Jensen, at Jesper Zølck interviewer Steinmetz, at Janni Pedersen interviewer Anders Langballe, at Lasse Sjørslev interviewer Hans Engel, at Camilla Thorning interviewer Uffe Tang, at Kim Bildsøe Lassen interviewer Ask Rostrup, at Kåre Quist interviewer DR’s korrespondent i Bruxelles Ole Ryborg, der efter mange år i nådig ubemærkethed pludselig er katapulteret op til en stjernestatus som omnipotent ”ekspert” ikke kun i EU, men i alt ”udenlandsk”.

Korrespondenter nede om hjørnet

Det værste er, når TV-avisen jager sine såkaldte korrespondenter – dem, der før bare hed reportere – ud i aftenmørket for at tale foran Nationalbanken, Københavns Byret, Vestre Fængsel, et højvandstruet kajanlæg eller et ministerium. Det skal gøre nyhedsdækningen mere ”autentisk”, også selvom man vanskeligt kan ane, hvad de står foran. Det er da også dokumenteret, at de ofte blot er gået udenfor studiet, selvom det foregives at de står i begivenhedernes centrum.

For at fuldende misere, mødes alle de nævntes chefer så i øvrigt hver søndag i ”Presselogen” for at berette, hvor udmærket deres medier også i denne uge fungerede til alles tilfredshed.

Skærmtrolde

TV er også en forunderlig størrelse. Som nogenlunde fast tilskuer til både DR og TV2 omfatter tilbuddet selvfølgelig en strøm af genudsendelser, uendelige serier med Barnaby og hvad ved jeg. Men desuden er du tvangsindlagt til skærmtrolde, der hopper og danser, løber eller vandrer hvileløst rundt, op og ned ad trapper. Folk, der helt tæt på kameraet stirrer mig direkte ind i ansigtet som Peter Schrøder i satireprogrammet: ”Det er fan’me uhyggeligt du ..”. Studieværter, der flirter. Logoer, der kører hysterisk med skingre fanfarer. Mænd, der himler. Folk, der virrer helt vildt med deres hoveder, så snart de begynder at tale. Og mennesker, der står og taler ude i aftenmørket i et forgæves forsøg på at gøre det hele mere autentisk.

Poul Erik Skammelsen

DRs Deadline og TV 2, klokken 22, er særlig slemme. Den ellers sikkert både vidende og gode Poul Erik Skammelsen står nu om dage op under udsendelsen. Det skal åbenbart give mere dynamik. Men han ikke kun står, han løber rundt, op og ned, for studiet er forsynet med trapper, og den forholdsvis lille mand med de store sko hopper og danser, og man frygter hver gang, at han snart snubler på trapperne, for han kikker jo ikke ned på trinnene, nej, han taler ofte til kameraet, samtidig med at han hopper rundt og svinger med armene.

Hvorfor har Poul Erik Skammelsen fundet på, at han skal aflevere underretningerne om verdens gang med alle de gebærder og sådan en ejendommelig, hul patos? Ikke nok med, at han vader stakåndet omkring i studiet fra det ene til det andet – den skæbne deler han med resten af korpset, som skal piske rundt i nyhedsstudiet med blikket stift rette mod teleprompteren – nogle af dem endda i stramme nederdele og på høje hæle. Men Poul Erik Skammelsen lider tilsyneladende også af en brist: Han tror, han er skuespiller. I hvert fald fægter han så voldsomt med armene, deklamerer med så høj en røst og lægger så meget følt lidenskabelighed i replikken, at han mere og mere minder om en udråber på en markedsplads. Det kan man måske også sige, den moderne nyhedsudsendelse efterhånden er, men det er jo ikke til at holde ud at se og høre på.

Hvorfor skaber han sig sådan? Enten når en eller anden statistisk grafik skal sælges med begejstring i stemmen og sammenknebne øjne, eller ansigtet lægges nærmest parodisk i de rigtige, nedadvendte folder, når endnu et terrorangreb plager en europæisk hovedstad. Han er så optaget af at være den professionelle nyhedsvært med forloren, amerikansk smartness, at han overspiller sin rolle og bliver selvsmagende, sikkert opildnet af en eller anden producer, som synes, det er lige i øjet. I hvert fald lancerer TV 2 ham jo som en, der er meget vigtigere end nyhederne selv: ”22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen”!

Poul Erik Skammelsen er sikkert en dygtig og flittig journalist med en lang og fornem karriere bag sig. Han har nærmest boet inde i TV 2 hele sit liv, han har gjort det fornemt, og han behøver da slet ikke at bevise noget som helst. Men hans ny vundne måde at forvalte sit ankermandsjob på er et symptom på Tv-journalistikkens glidebane.

I dag fylder nyhedsværterne mere end det budskab, de skal levere. Er det nu så galt med ”stjerner”, der som Clement Kjersgaard kan bringe lidt liv i kludene? Ja, det bliver det, når det går ud over journalistikkens kvalitet, simpelthen fordi nyhederne sælges af en studievært, der minder om en udspekuleret, hårdtpumpet og alt for selvbevidst sælger, hvis forlorne følsomhed og påtagne friskfyrsfacon underminerer det, han siger.

Mon ikke de fleste for længst har mistet tilliden til Skammelsen og Kjersgaard?

På DR er Jakob Illeborg og Clement Kjersgaard blandt de værste. De elsker begge at optræde så meget, at de meget hurtigt bliver alt for meget. Jakob Illeborg får tydeligvis ikke tilstrækkelig afløb under sine performances for dagbladet Politiken på Gæstgiveren under Folkemødet på Bornholm.

Kjersgaard og Blachman

Prøv at se det uden lyd. Man tror, det er løgn. Ét er at nyde sig selv som Clement Kjersgaard, men at gøre det i en grad, så man kunne spise sig selv i småbidder, er for meget – selv når man ved han får det særdeles godt betalt!

Helt i stil med den utålelige Thomas Blachman. En autodidakt kulturliberal som i X-Faktor har fået en platform for perfid kritik af de optrædende og som affyringsrampe for en kaskade af banaliteter.

Mette Hybel

Og TV-avisens mest sete interviewer Mette Hybel med kulturstoffet, der åbenbart kræver så meget inderlighed og en anden slags spørgeteknik, at hun stort set altid selv skal være med i billedet. Kulturstof behandles ofte, som var vi til en højtidsmesse. Det må i længden være anstrengende og sødmen er efterhånden sivet ud af den godt slidte TV-personlighed.

Tilbage kun i denne omgang: kongestoffet. Årets nytårstaffel tvinger alle ellers seriøse studieværter ud i et telt på Amalienborg Slotsplads hvorfra ministre og andre udspørges om hvor de har købt deres tøj, og om de glæder sig til den sure Rosenborg­vin.

Selv efter italiensk fjernsyn bliver man overrasket!

Efter næsten ti år i udlandet, og efterhånden tilvænnet italiensk fjernsyn, troede jeg det ikke muligt, men DR og TV2 har været en kæmpe overraskelse.

Det er tydeligt, at Tysklands gigantiske handelsoverskud betragtes som et problem i Washington. Donald Trump har under præsidentvalgkampen og efterfølgende direkte overfor Angela Merkel påpeget, at det tyske overskud på 70 mia. € i den tysk-amerikanske samhandel er et problem.

Trump har faktisk et vist belæg, når han bruger Tyskland som eksempel på hans reservationer overfor frihandel. Tysklands handelsoverskud nåede i 2016 en ny rekord – 252,9 mia. € og dermed det største overskud nogensinde.

I maj 2017 nåede den tyske sæsonkorrigerede eksport et nyt rekordniveau på 107,9 mia. € – over 800 mia. kr.

Overskuddet er i den grad bemærket i USA og har givet næring til amerikansk kritik af tysk handels- og økonomisk politik. I Washington går man ikke op i den finere rollefordeling mellem EU’s medlemslande og EU-Kommissionen, der har ansvaret for handelspolitikken. Trump tager heller ikke hensyn til, at Den Europæiske Centralbank styrer valutapolitikken, når han beskylder Tyskland for at bruge en stærkt undervurderet euro til at skade amerikansk økonomi.

Det der optager sindene er, at USA permanent har underskud i samhandelen med Tyskland. I 2013 knap 63 mia. €, i 2014 godt 70 mia. €, i 2015 godt 70 mia. €, og i 2016 knap 61 mia. €.

Fra tysk side forsvarer man sig med, at henvise til EU-Kommissionen og til Den Europæiske Centralbank. Problemet er, at det ikke overbeviser Trump-administrationen, der udmærket er klar over, at Tysklands med sin realpolitiske og økonomiske styrke i realiteten bestemmer – eller kunne bestemme – udviklingen i EU og eurozonen. Trump har direkte truet med at indføre en 35 pct. told på tyske biler, der importers til USA.

Den økonomiske politik i EU

Set fra Washington er Tyskland et problem, men situationen er faktisk også problematisk set fra andre europæiske lande.

Det påpeges – ikke mindst fra det politiske centrum-venstre, at Tysklands enorme handelsoverskud kan udgøre en trussel mod hele eurozonen. Disse kritikere mener, at Tyskland burde føre en mere ekspansiv finanspolitik og tillade lønstigninger og en vis inflation. Det ville fremme den indenlandske efterspørgsel, men også være gavnligt for den økonomiske vækst I hele eurozonen.

Hidtil har Tyskland blankt afvist disse ideer og fokuseret på at sikre balance på de offentlige budgetter. Tyskland dækker sig også bag den europæiske centralbanks politik, herunder den såkaldte Quantitative Easening, QE, og de massive opkøbsprogrammer af europæiske værdipapirer, der er især er dikteret af hensyn til de sydeuropæiske, svage økonomier.

Hvis EU-politikkerne i højere grad tog hensyn til den bomstærke tyske økonomi ville det tilsige en væsentlig strammere pengepolitik og et højere renteniveau. Konsekvensen ville også være en væsentlig højere €-kurs i forhold til den amerikanske dollar.

Nye toner fra Frankrig

Den franske centralbankchef François Villeroy de Galhau erkender nu, at eurozonens ensidige satsning på at fremme den økonomiske vækst gennem en ekspansiv pengepolitik og quantitative easening, QE, ikke kan stå alene. I et interview med Financial Times, har centralbankchefen gjort det klart, at der i Frankrig ikke er nogen vej udenom at gennemføre fundamentale reformer på arbejdsmarkedet og i den lokale og nationale regulering af den økonomiske aktivitet, således at budgetunderskuddene bringes på linje med kravene i eurozonen, der fastsætter, at underskuddene skal holdes under 3 procent af landenes bruttonationalprodukt.

Det er ifølge bankchefen samtidig uomgængeligt nødvendigt, at der i Tyskland føres en mere ekspansiv og stimulerende finanspolitik med henblik på at fremme den økonomiske vækst.

François Villeroy de Galhau har sandsynligvis clearet sine meldinger med Emmanuel Macron, og han mener videre, at den enestående situation med samtidige valg i Frankrig og Tyskland bør udnyttes således, at der i de kommende år i et tæt tysk-fransk samarbejde, kan formuleres robuste og vækstfremmende politikker for eurozonen.

I øvrigt er der ifølge bankchefen intet alternativ til et tæt økonomisk samarbejde mellem Emmanuel Macron og den forventede vinder af september-valget i Tyskland, Angela Merkel, hvis eurosamarbejdet skal opretholdes.

Hvad med QE?

François Villeroy de Galhau er samtidig påpasselig med ikke at undergrave den nuværende politik med quantitative easening, QE. Den europæiske centralbank, ECB, opkøber hver måned for 60 mia. Euro værdipapirer, hovedsagelig statsobligationer, og det vil den fortsætte med et stykke tid endnu – hvor længe vil ECB tage stilling til i efteråret 2017.

Politikken indebærer, at ECBs primære refinansieringsrente er nul, mens europæiske bankers indlån i ECB pålægges en negativ rente på 0,4 pct.

En ændret politik forudsætter, at Frankrig (og Italien) skal gennemføre de nødvendige arbejdsmarkedsreformer og begrænsninger af budgetunderskuddene mens Tyskland (og Holland) slækker på finanspolitikken og tillader større lønudvikling.

Kan det lykkes?

Emmanuel Macron står overfor en enorm opgave, hvis han på kort tid skal gennemføre en gennemgribende sanering af den franske økonomi. Er det muligt? Foreløbig er der udsigt til at det franske budgetunderskud i 2017 med 3,2 pct. af BNP vil overskride budgetreglerne, medmindre regeringen hurtigt finder for mindst 5 mia. Euro i supplerende besparelser.

Italien skal først igennem et parlamentsvalg, før der kan blive tale om at tage rigtig fat. Hvordan det vil gå er helt uforudsigeligt.

Hvad vil Tyskland?

Spørgsmålet er, om Tyskland på den baggrund vil være parat til at løbe de risici, som en mere lempelig finans- og indkomstpolitik vil medføre? Ikke desto mindre står og falder Euroen og dermed EU med udfaldet af disse overvejelser!

Den helt afgørende spiller i de kommende fransk-tyske overvejelser vil være Tysklands magtfulde finansminister siden 2009, Wolfgang Schäuble. Schäubles betydning for europæisk politik næppe kan overvurderes. Det er den tyske økonomi, der i øjeblikket er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså en 74-årig kørestolsbruger, som har været vogteren over ansvarlighedens økonomiske politik – den såkaldte austerity-politik, der ikke mindst i Sydeuropa lægges for had som en fantasiløs budgetdisciplin, besparelser på de offentlige budgetter og reel stagnation.

Schäubles modargumentet er, at Tyskland, der i høj grad tager sin egen medicin, faktisk har vækst og høj beskæftigelse. Det er derfor spørgsmålet, om Angela Merkel efter september-valget bliver nødt til at skaffe sig af med Wolfgang Schäuble, før der rigtig kan blive tale om et fransk-tysk parløb af den karakter, som Macron kunne ønske sig?

Finanskrisen barberede 200 mia. kr. af Danmarks BNP svarende til 347.500 kr. fra krisens indtog og frem til i dag pr. dansker – eller 34.750 kr. hvert år! Der er tale om et permanent velfærdstab, som de forventede økonomiske vækstrater næppe vil kunne genoprette i vores levetid.

Samtidig er det mere og mere klart, at almindelige danske forbrugere og virksomhederne har mistet tilliden til, at vi trods al snak om ”cleantech”, ”grøn omstilling”, ”økologi” og ”grønne jobs” nogensinde genvinder de tab, som den lave vækst efter finanskrisen har påført os.

Usikkerheden om fremtiden betyder, at der holdes igen både med privatforbruget og investeringerne i vidt omfang placeres i udlandet til ugunst for værdiskabelsen og arbejdspladser i Danmark. Samtidig har danskerne igen kastet sig ud i investeringer i et ejendomsmarked med stigende priser.

Resultatet er fortsat store prisstigninger især i hovedstadsområdet og større byer. En situation der efterhånden i betænkelig grad ligner opbygningen til finanskrisen.

Optakten til finanskrisen

Finanskrisen opstod som et kompliceret samspil mellem en række faktorer, indenlandske som udenlandske. Disse var bl.a. en lav rente i USA, en kompliceret struktur i finansieringen af amerikanske boliglån, herunder de berygtede subprimelån, og en finansiel sektor, der ikke var tilstrækkeligt polstret i forhold til de risici, den påtog sig.

Efter krakket af Lehman Brothers 15. september 2008 blev omfanget af krisen tydeligt. Den finansielle krise slog over i en økonomisk krise, der også ramte Danmark.

Som i mange andre lande var der i Danmark en voldsom vækst i boligpriserne i årene inden krisen. De lave renter, en god økonomisk udvikling, og stor optimisme var underliggende faktorer. Men der er ingen tvivl om, at indførelsen af afdragsfrie realkreditlån i 2003 og skattestoppet for ejendomsværdiskatten bidrog til de opståede ”bobler” på boligmarkedet.

Da de afdragsfrie lån blev indført i 2003, var boligpriserne allerede høje. Muligheden for total afdragsfrihed gav boligkøbere indtryk af en markant pludselig forbedring af deres handlemuligheder på boligmarkedet, hvilket øgede boligefterspørgslen dramatisk. En løbende indfasning over en årrække havde været at foretrække.

Samtidig løb de kommunale budgetter løbsk. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop erkendt, at det var en alvorlig fejl at lade den kommunale økonomi sejle. Resultatet var, at finanspolitikken derfor endte med at skubbe på en allerede ekspanderende økonomi.

Den finansielle regulering blev samtidig lempet. Dvs. man slækkede tøjlerne med de finansielle institutioner på et tidspunkt, hvor de allerede buldrede derudaf. En række banker tog væsentligt større risici, end deres forretningsmodel kunne bære.

Nu gentages fadæsen fra 2003

I foråret 2017 har man gentaget fadæsen fra 2003. På forslag fra erhvervsminister Brian Mikkelsen har Folketinget godkendt, at lånegrænserne for fritidshuse er ændret – fra 60 pct. til 75 pct.

Ved lovforslagets fremsættelse blev det forventet, at ændringen ville give de nuværende ejere en kapitalgevinst på måske 13 mia. kr., i form højere priser på sommerhuse, mens fremtidige ejeres samlede omkostninger ved et boligkøb isoleret set ville være uændret, fordi de lavere finansieringsomkostninger vil øge prisen på sommerfritidshusgrunde og sommerfritidshuse.

Det er helt uforståeligt, at regering og Folketing vil spille hasard med det specielle danske realkreditsystem, på et tidspunkt, hvor det i forvejen er et åbent spørgsmål om systemet overhovedet på sigt kan opretholdes?

Realiteten er, at det danske realkreditsystem i øjeblikket kører på dispensation. Danske særregler fritager realkreditinstitutterne for en del af EU’s krav om polstring.

Danske særregler bør ophæves

Nationalbanken advarer om, at disse særregler bør ophæves. Regningen for yderligere krav om polstring kan ende hos boligejerne i form af at bidragssatserne igen forhøjes. I kroner og ører vil det kunne udløse en regning på mellem 0,02 procentpoint og 0,11 procentpoint, svarende til mellem 200 kr. og 1.100 kr. pr. lånt million årligt, viser nationalbankens egne beregninger.

Nationalbankdirektør Lars Rohde forklarede sidste år på Realkreditrådets årsmøde, hvorfor banken går ind for ophævelse af de danske særregler: ”Det vil gå imod læringen fra den finansielle krise, hvis vi går fremtiden i møde uden en holdbar model til at afvikle et realkreditinstitut, hvis det bliver nødvendigt. Krisesituationer kan opstå uventet og hurtigt. Sker det, er det for sent at gøre noget ved det. Det er derfor vigtigt, at vi finder en løsning og får gennemført de tilpasninger af lovgivningen, som er nødvendige”.

Nationalbanken har så sent som den 22. marts 2017 offentliggjort et såkaldt Working Paper – Finansiel sektor; Økonomisk aktivitet og beskæftigelse; Modeller.

Nationalbanken analyserer virkningen af de rentetilpasningslån, afdragsfrihed og skattestop, der blev indført i 00’erne inden finanskrisen. Konklusionen er, at introduktionen af de nye låntyper og ændret boligbeskatning kan forklare ca. 1/3 af de højere boligpriser eller afvigelsen fra en langsigtet pristrend i perioden 2004-06. Husholdningernes gæld i forhold til BNP ville uden de nye låneformer have været 20 procentpoint lavere. Endelig peger analysen på, at dansk økonomi blev mere ustabil efter implementering af ændringerne i rammebetingelser på boligmarkedet.

Nationalbanken advarer mod højere lånegrænser for sommerhuse

Det kan derfor ikke overraske, at Nationalbanken har advaret kraftigt mod højere lånegrænse for sommerhuse. Efter Nationalbankens opfattelse er der tre centrale økonomiske områder, som vil lide skade af en ændret lånegrænse:

·        Nationalbanken gør opmærksom på, at ”markedet for fritidshuse bevæger sig mere volatilt end markedet for enfamiliehuse”, og derfor er lån i fritidshuse ifølge Nationalbanken mere risikable for realkreditinstitutterne.

·        Den øgede usikkerhed mindsker sikkerheden bag de danske realkreditobligationer, og dermed kan realkreditobligationernes særstilling i den europæiske banklovgivning blive svækket. Det kan i givet fald medføre højere renter, fordi investorerne vil kræve en risikopræmie for øget risiko.

·        Endeligt påpeger Nationalbanken, at ”den aktuelt gode konjunktursituation med fremgang på boligmarkedet ikke giver grundlag for at lempe lovgivningen”. Nationalbanken henviser dermed til at priserne på sommerhuse allerede viser betydelig vækst.

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er p.t., at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antallet af 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus og 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet. Medlemmerne af Højesteret kan i praksis blive siddende, til de selv beslutter at træde tilbage eller dør.

Kvalifikationskrav, karensperioder og antallet af valg- eller embedsperioder

I Danmark er debatten om begrænsning af antallet af valg- eller embedsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende, når bortses fra Enhedslisten. Det gælder i øvrigt også spørgsmålet om der burde stilles kvalifikationskrav til indehavere af tillidsposter, karens- eller afkølingsperioder inden man kan påtage sig visse jobs, og regler vedrørende dobbeltmandater m.v.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op igen? Måske i forbindelse med Kommunal- og Regionsrådsvalget til efteråret?

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

I bogen ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” giver Rosanna Farbøl en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle, og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger.

Lederen af Center for Koldkrigsforskning, professor Bent Jensen, og injuriesagen med/mod Jørgen Dragsdahl er nævnt i bogen, men ikke gennemgået i detaljer. Desuagtet kan bogen være en god anledning til at minde om det landsforræderi, der blev begået under den kolde krig i forbindelse med den kujonagtige fodnotepolitik.

Fodnotepolitikken

Yngre generationer har allerede glemt hvordan socialdemokraterne Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nilsson spillede centrale roller i Socialdemokratiet i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i 1982 førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation, var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Socialdemokratiet

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme!

Det Radikale Venstre

Der rejses ofte tvivl om Det Radikale Venstre under den kolde krig gjorde sig skyldig i et tilsvarende landsforræderi. De Radikale havde faktisk en selvstændig mening: Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Dagbladet Information

Dagbladet Information spillede en stor rolle under supermagternes kamp om den offentlige opinion under den kolde krig.

Jacob Holdt

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Torben Krogh

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

Jørgen Dragsdahl

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Jan Stage

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Debatten om lobbyisme, kvalifikationskrav, nedkølings- eller karensperioder, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder m.v.

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea.

Disse og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages helt uden begrænsninger.

I Danmark er debatten om karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende blev problematikken ikke berørt på det Bornholmske Folkemøde, hvor befolkningen gennem teltfligene kunne få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Hvis vi alligevel får taget hul på den væsentlige debat om nedkølings- og karensperioder, burde vi samtidig overveje kvalifikationskrav, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder og tilsvarende emner, der har været til debat i en række lande.

USA

Så sent som i 1947 blev den amerikanske grundlov tilføjet en bestemmelse, der fastsatte ”term limits”, dvs. begrænsede embedsperioden for en amerikansk præsident til 2 valgperioder (The Twenty-second Amendment – Amendment XXII – of the United States Constitution). Efter ratificering af de krævede 36 af de dengang 48 amerikanske stater, trådte tilføjelsen i kraft den 27. februar 1951.

Inden den formelle ændring af konstitutionen havde der været præcedens for maksimalt 2 embedsperioder, selvom der er eksempler på at præsidenter eller tidligere præsidenter har stillet op til en 3. periode. Præsident Franklin D. Roosevelt blev valgt til både en 3. og en 4. embedsperiode, og havde, da han døde i april 1945, været USA’s præsident i 12 år og 39 dage.

Term-Limits Movement

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er, at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antal 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus, 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet eller medlemmer af Højesteret, der i praksis kan blive siddende, til de beslutter at træde tilbage eller dør.

Tyskland

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

Den tyske regering har fremsat lovforslag om en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, er EU-Kommissionen nu indstillet på at hæve karensperioden fra 18 måneder til 3 år, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Socialdemokraten Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Dahlstrøm er tillige formand for det skandaleramte energiselskab, Ewii. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

Flere partier har forbud mod dobbeltmandater, men partiet Enhedslisten har en vedtægtsbestemt rotationsordning, der i princippet begrænser medlemskab af Folketing, Regionsråd og Kommunalbestyrelser til 7 år. Partiet har i øvrigt et forbud mod dobbeltmandater og en partiskat, der begrænser ansattes og folkevalgtes aflønning til gennemsnitslønnen for en faglært metalarbejder i København.

Nye krav om karensperioder i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri

• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv og interesseorganisationer? Har de almindelige vælgere og medlemmerne af de politiske partier slet ikke noget at have sagt? Er det forklaringen på de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål: Er det alene Alternativet, der inddrager de menige medlemmer i formuleringen af partiets politik? Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, dansk erhvervsliv eller NORDEA’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Folkemødet i Allinge på Bornholm starter torsdag den 15. juni 2017. Mødet lagde ud i 2011 med omkring 10.000 gæster. Siden er politikfestivalen i Allinge vokset betydeligt og bliver kaldt både ”journalisternes og politikernes fætterkusinefest” og ”djøfstortion”. Men det er især lobbyisterne og kommunikationsbureauerne, der har grebet chancen for at tjene kassen og påvirke i retning af de særinteresser, de arbejder for – til 100.000 kroner i timen!

Publikumsrekord

I 2016 var der publikumsrekord med op mod 100.000 gæster og 3000 forskellige events.

Folkemødet 2016 på Bornholm 16. – 19. juni 2016 blev ifølge arrangørerne afviklet i god ro og orden. På trods af kraftig regn især fredag den 17. juni blev det, der er på det, der er kaldt Danmarks største politiske festival, gennemført næsten 3000 forskellige events. Alt hvad der kan krybe af offentlige og private organisationer, regioner, kommuner m.v. bevilger hvert år sig selv en uge på Bornholm. Over de 4 dage kan meningsløse skatteyderbetalte institutioner afholde selvfede arrangementer, hvor de få interesserede ved selvsyn kan lade sig overbevise om institutionernes tvivlsomme værdi for skatteborgerne.

Knap 100.000 gæster var i løbet af Folkemødet i 2016 i Allinge og alene lørdag den 18. juni var der 40.000 besøgende. Sidste år blev der med det såkaldte Civilting skabt en ny ramme for de helt små foreninger og organisationer, som er baseret på frivillighed og med begrænsede økonomiske midler. For at give disse foreninger mulighed for at komme til orde på Folkemødet, fik de gratis mødetid i Civiltinget. Det har været nødvendigt, hvis Folkemødets folkelige præg skulle bevares.

Big Business

Seancen har nemlig udviklet sig til big business, hvor en lille håndfuld af københavnske kommunikationsbureauer for skyhøje vederlag styrer ”festen”, mens kendisser som Clement Kjærsgaard i et hektisk, men givtigt bijobberi styrter fra arrangement til arrangement.

Hvor det er forståeligt, at virksomheder som energiselskabet E.ON med blakkede ry har behov for at vise den ”pæne side” og er parat til at betale, er det mærkeligt, at offentlige institutioner hopper på markedsføringsvognen. Kommuner, regioner, ministerier og offentlige myndigheder og institutioner burde have politisk veldefinerede opgaver, som der ikke burde være behov for at ”sælge” til skatte borgerne. Samtidig får vi ustandselig indtryk af, at de pågældende institutioner er spændt til bristepunktet og gennemgående frister en kummerlig tilværelse uden tilstrækkelige økonomiske midler til at løfte de tunge opgaver.

Ikke desto mindre er offentligt ansatte embedsmænd og kommunalpolitikere nogle af de mest aktive deltagere i Folkemødet. Hvert år koster den store fest og netværks-mødet for bureaukrat-eliten mange millioner kroner, betalt af de danske skatteydere.

Frådseri med offentlige midler

En hjemmeside har kortlagt en lille del af forbruget. I 2015 brugte Region Hovedstaden f.eks. 602.000 kroner eksklusiv moms på regionens deltagelse. I beløbet indgik både lejen af et helt badehotel til 97.000 kroner samt 3.000 muleposer med regionens logo til uddeling blandt andre bureaukrater.

Region Midtjylland kunne også være med. Ved Folkemødet sidste år bestod regionens delegation af i alt 52 deltagere, som blev sendt over til Bornholm i et chartret fly. Den samlede regning blev på 375.000 kroner. På hjemmesiden og i en netop udkommet bog kan den interesserede skatteborger finde andre eksempler på den uhyrlige omgang med skatteborgernes penge.

Region Nordjyllands deltagelse i den politiske festival på Bornholm kostede i 2016 de nordjyske skatteydere 220.667,5 kroner.

Danmarks Radio

Danmarks Radio har opgjort det offentlige forbrug på Folkemødet i 2016 til 48,2 millioner kroner. Politiet brugte 24,1 millioner kroner, Kommunerne brugte 6,0 millioner kroner, Uddannelsesinstitutioner brugte 4,5 millioner kroner, Regionerne bruger 2,4 millioner kroner, Ministerierne brugte 0,7 millioner kroner pg Andre offentlige instanser brugte 10,5 millioner

Opgørelsen undervurderer det faktiske forbrug, hvor lønudgifter f.eks. ikke altid er medtaget. Desuden er en lang række offentlige institutioner, der ikke er omfattet af offentlighedsloven, ikke med i undersøgelsen. Det er eksempelvis myriaden af kommunale forsyningsselskaber og Danmarks Radio, der i 2017 sender 138 mand til Bornholm.

Desuden er der mange offentlige penge i eksempelvis humanitære organisationer og partier, hvor der heller ikke er adgang til aktindsigt.

Slag i ansigtet på skatteborgerne

Derfor er de reelle udgifter for det offentlige langt højere. Mens Folkemødet er en fest, hvor politikere hopper og springer for lobbyister og kommunikations- og mediefolk skal vi ikke i al festivitassen glemme, at frådseriet samtidig er et slag i ansigtet på skatteborgerne.

Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen, har givet anledning til stærke reaktioner.

Præsident Obama underskrev på FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris den 12. december 2015 en aftale, The United Nations Framework on Climate Change – den såkaldte Paris Agreement. Aftalen er imidlertid ikke juridisk bindende, og den er aldrig blevet forelagt det amerikanske Senat til ratifikation.

FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon foranledigede, at alle verdens stats- og regeringsledere fik mulighed for at underskrive aftale ved en stort anlagt begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016.

Præsident Obama skrev igen under, og aftalen trådte i kraft den 5. oktober 2016, da 55 lande, der repræsenterer mere end 55 pct. af de samlede globale emissioner af drivhusgasser, havde ratificeret aftalen.

I juni 2017 har 148 lande ratificeret aftalen.

Trumps begrundelse for at trække sig fra Paris-aftalen

Præsident Trump anførte den 1. juni følgende begrundelse for at trække USA fra aftalen:

“The Paris Climate Accord is simply the latest example of Washington entering into an agreement that disadvantages the United States to the exclusive benefit of other countries, leaving American workers and taxpayers to absorb the cost in terms of lost jobs, lower wages, shuttered factories, and vastly diminished economic production”.

Den amerikanske præsidents beslutning om at trække USA fra Paris-aftalen – og dermed indfrielse af et helt centralt valgløfte – er mødt med blandede reaktioner. Demokratiske højborge på Østkysten og i Californien samt aviser som Washington Post og New York Times har været stærkt kritiske.

Republikanske kredse og konservative aviser som Wall Street Journal har applauderet Donald Trumps beslutning.

Lever Danmark op til Paris-aftalen?

Danmark og EU vedtog i oktober 2014 det såkaldte 2030 Climate and Energy Policy Framework, herunder målsætningerne om at reducere CO2-emissionerne i 2030 med mindst 40 pct. i forhold til 1990, ved at øge andelen af vedvarende energi samt energieffektivitet.

Efter EU-Kommissionens opfattelse er 40 pct.-målet i 2030 i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen, og justering af denne målsætning vil først ske i forbindelse med den i Paris-aftalen aftalte status i 2023 og i givet fald kun gælde for tiden efter 2030.

Kredse i Danmark har antydet at EU og Danmark ikke lever op til ånden i Paris-aftalen og prøvet at presse regeringen til i EU at arbejde for mere ambitiøse målsætninger. Uanset krav fra danske NGO-kredse og venstrefløjen er der ingen som helst udsigt til, at de andre 27 EU-lande kan overbevises om, at 2030-målsætningen skal revideres i utide. For en række lande som f.eks. Polen er ambitionen om reduktion af CO2-emissionerne med 40 pct. allerede er rigeligt ambitiøst, og i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen.

Alle væsentlige aspekter med i Paris-aftalen

I anledning af meddelelsen fra Donald Trump kan der være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som – selvom den ikke var juridisk bindende – er blevet kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:

For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet:

Mitigation – begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen

Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter

Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer

”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser

Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid

Samtidig er der stor uenighed om effekten af aftalen – er den formentlig marginale effekt på temperaturstigningerne virkelig tilstrækkelig begrundelse for de meget store økonomiske og administrative omkostninger ved aftalens implementering? Et andet udestående spørgsmål vedrører betalingen – hvem er det, der i realiteten skal betale regningen?

Aftalen træder først i kraft i 2020

Det skal noteres, at den ikke-juridisk bindende aftale først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, en forventning om at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at klimatilpasningen under ingen omstændigheder skal ske på bekostning af bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.

Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

2 eller 1,5 grader?

Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.

Skibe og fly undtaget

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!

Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen i Danmark og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

Hvordan opfyldes ambitionerne?

Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Paris-aftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?

I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!

Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.

Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

Finansieringen

Hvad med finansiering? I Parisaftalen blev de fattige udviklingslande lovet 100 milliarder dollars om året (med virkning fra 2020).

Udover omkostningerne ved deltagernes egnen indsats skal der altså årligt skaffes 680 milliarder kroner til at finansiere de såkaldt fattige landes indsats for at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”Green Climate Fund”.

Især kan situationen for Den Grønne Klimafond (Green Climate Fund) blive kritisk. Her er løfterne fra de rige lande særligt følsomme for ulandene, fordi Den Grønne Klimafond adskiller sig fra andre lignende funding-initiativer ved, at udviklingslande og industrilande er lige repræsenteret i bestyrelsen.

Det betyder, at udviklingsnationerne har stor indflydelse på fondens investeringer. Af den grund ser en lang række ulande gerne, at så stor en del af den samlede finansiering kanaliseres gennem netop klimafonden.

Præsident Obama var meget bevidst om, at udviklingslandenes tilslutning til Paris-aftalen var betinget af forventningen om finansiel bistand fra de udviklede lande. Derfor gav Obama løfte om amerikanske birag på 3 milliarder dollars til Den Grønne Klimafond, svarende til kanp en tredjedel af de aialt omkring 10 mia. dollars, der på nuværende tidspunkt er stillet i udsigt.

Kun omkring 40 pct. er dog på nuværende tidspunkt indbetalt til Den Grønne Klimafond, herunder et bidrag på 500 millioner dollars, som Obama gennemførte i sidste øjeblik inden hans afgang i januar 2017.

Med sin udtræden af Paris-aftalen vil Donald Trump næppe udbetale de resterende 2,5 milliarder dollars.

De øvrige donorer til Den Grønne Klimafond er lande som Japan, UK, Frankrig, Tyskland, Sverige, Italien, Canada og Norge. Spørgsmålet er om disse lande kan og vil dække mankoen fra USA? Der er næppe tvivl om at mange u-lande vil opfatte det som aftalebrud, hvis den lovede klimafinansiering ikke foreligger.

Danmark har allerede lovet mere end 70 millioner dollars til Den Grønne Klimafond og spørgsmålet er, hvor meget mere et flertal i Folketinget er parat til at yde?

Møder hvert 5. år

For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.

Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, allerede har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.

Hvem slipper?

Et springende punkt er de lande, der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Udviklingsnationer som Kina, Indien, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier, der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger,er lande, hvor millioner af mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Det er samtidig lande, der er hårde konkurrenter til USA og andre OECD-lande. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at disse landes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.

CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2.

Klimaaktivisterne ønsker forbud mod kul og fossile brændsler. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Kulafhængige lande og olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af kulstof.

Manglende sanktioner

Mens de såkaldte udviklingslande slipper, skal de udviklede industrilande indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.

I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.

Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området, men det betragtes som et fremskridt, at aftalen har givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”.

Er Kina nu det nye klima-fyrtårn?

Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen har givet Kina mulighed for positiv eksponering på den internationale scene.

Kina (Indien, Indonesien og en lang række andre udviklingslande) er ikke i Paris-aftalen som USA og de andre OECD-lande pålagt et bestemt mål for deres udledninger af drivhusgasser. Et løst overordnet mål lyder på, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. Kina har nævnt, at de forventer at nå toppen af udledninger ”omkring 2030”. Hvornår Indien vil kunne nå målsætningen er endnu mere usikkert.

Kina er i dag den suverænt største udleder af CO2, og det skyldes ikke mindst det store forbrug af kul. Ifølge Det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook 2016 udgør kul med et årligt forbrug på knap 8 mia. tons stadig omkring 30 pct. af verdens samlede energiforbrug – faktisk er kulforbruget steget markant siden 2000, og vil pga. prisen formentlig vedblive med at være en væsentlig energiressource.

Kina forbruger årligt omkring 4 mia. tons kul svarende til halvdelen af verdens samlede kulforbrug – 4 gange så meget som USA!

Danmark

Inden vi i Danmark bliver for hellige bør vi kaste et blik på vores eget energiforbrug, hvor der også stadig er en væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen.

De to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker er stadig kul og naturgas. Fra 1990 til 2014 faldt kulandelen af brændselsforbruget i den danske el- og kraftvarmeproduktion fra 92 til 49 pct. Dette skyldes overvejende, at naturgassens andel er steget specielt med udbygningen af naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, samt at flere af de store centrale kraftværksblokke er omstillet til at benytte biomasse og naturgas som brændsel. De senere år har derudover været præget af et generelt fald i den termiske elproduktion og i forbruget af fossile brændsler i takt med den stigende produktion af vedvarende energi fra især vindmøller og solceller.

Det er imidlertid fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2015 på 756 PJ for 70 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 30 pct. af vedvarende energi og affald.