I begyndelsen af september har den kinesiske energiminister, Nur Bekri, sonderet samarbejdsmulighederne i Danmark. Energiminister Lars Christian Lilleholt og hele bæredygtighedsindustrien er tydeligvis i voldsom affekt, og der spares ingen anstrengelse for at give kineserne et positivt indtryk af Danmarks umådelige begejstring for det kinesiske regime. Energiminister Lars Chr. Lilleholt fik endda overtalt fru Lilleholt til at åbne privaten og servere smørrebrød for de kinesiske gæster.

Energiminister Lilleholt føjer sig dermed smukt ind i en lang tradition, hvor danske regeringer strækker sig endog meget langt for at please de største forbrydere med minimal respekt for menneskerettigheder.

Tibetkommissionen

Den stærke indenrigspolitiske reaktion på og kritik af dansk politis fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, viser, at der trods alt sættes spørgsmål ved grænserne for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Man må håbe, at den kinesiske delegation ikke har været for godt briefet om den diskrete Tibetkommission, hvis kommende rapport måske vil få Kina til at tvivle på det pro-kinesiske danske sindelag?

Hvem gav ordrerne?

Vi skal tilbage til 2012 for at finde baggrunden for den såkaldte Tibetkommission. Spørgsmålet om, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter udredes i den kommission, der har fået til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København. Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget. 

Der er naturligt stor opmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for de involverede danske politikere og ministerier.

Udenrigsministeriets centrale rolle

Det er i Tibetkommissionen fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

Tibetkommissionen blev nedsat den 2. oktober 2016 og skal i henhold til kommissoriet afslutte sit arbejde inden for 2 år, så det kan ikke vare længe før spændingen udløses.

Det har vakt furore, at regeringen på forslaget til finansloven for 2018 har signaleret, at støtten til Forbrugerrådet Tænk reduceres med godt 5 mio. kr.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

På finanslovsforslag ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 15,6 mio. kr. – en reduktion på 5,1 mio. kr. i forhold til 2017.

Det præciseres endvidere, at bevillingen gives til Forbrugerrådet Tænks arbejde med at afgive høringssvar, deltage i råd, nævn, udvalg m.v. samt indgå i dialog, drøftelser og lignende med myndigheder, organisationer og virksomheder om sager på det forbrugerpolitiske område.

Statstilskuddet til Forbrugerrådet Tænk havde tidligere til formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk er Danske Husmødres Forbrugerråd, der blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, der udgav bladet Tænk. I 2013 tilføjedes bladets titel til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk hævder at have 70.000 personlige medlemmer og 31 organisationer i medlemskredsen. Organisationen, der forekommer at have et begrænset demokratisk mandat, gør sig bemærket med politisk synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en sådan pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Tilskuddet til Tænk Kemi fjernes

I de seneste år har der fra erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder været kritik af aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch. Miljø- og fødevareministeren tilkendegav sidste år over for Folketinget, at Tænk Kemi ”forvirrer” og skaber ”unødig bekymring”. Statstilskuddet på 5,3 mio. kr. var da også skåret bort på det oprindelige forslag til finanslov for 2017.

Det selvbestaltede forbrugerråd Tænk allierede sig med oppositionen og en række forskere, der villigt deltog i protesterne mod den bebudede besparelse på finansloven. Forskerne mente, danskerne ville blive ”frarøvet” viden om farlig forbrugerkemi, og formanden, Anja Philip mente, det er dybt beklageligt, at ministeren ikke lytter til sine egne embedsmænds kommentarer i evalueringen af Forbrugerrådet Tænk Kemi. Resultatet blev, at der til Tænk Kemi blev opretholdt et tilskud på 3,0 mio. kr. Dette tilskud bortfalder efter 2019.

Mærsk-salget af olieforretningen til franske Total den 21. august 2017 markerer afslutningen på en epoke, hvor Maersk Oil gik fra bogstaveligt talt at vide ingenting om olie til at blive blandt de førende inden for innovative metoder til at hente en større del af ressourcerne op fra hvert felt. Erfaringerne gjorde Maersk Oil i stand til at byde på lukrative oliefelter i blandt andet Algier og Qatar og udnytte restforekomster i felter, som andre selskaber havde opgivet.

Allerede da Maersk Oil en mandag aften den 27. juni 2016 i en pressemeddelelse meddelte, at selskabet havde mistet en gigantisk olieaftale i Qatar, var mange trofaste Mærsk-støtter klar over, at en æra var slut.

Qatar Petroleum fravalgte efter 24 års samarbejde Maersk Olie som operatør på det store Al-Shaheen felt, der tegner sig for 40 pct. af Qatars samlede olieproduktion samtidig med, at kursen på A.P. Møller – Maersk aktierne var i nærmest frit fald på Københavns Fondsbørs.

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning er kommet fra Al-Shaheen-feltet i Qatar!

Maersk havde ellers sat alt ind på at bevare kontrakten, herunder mobilisering af regering og kongehus! Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte i januar 2016 den kontroversielle ørkenstat, Qatar og i marts 2016 besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen Qatars hovedstad, Doha.

Alt var forgæves, og vi kan konstatere, at indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, ikke bar frugt. 

Qatar-meddelelsen kom ikke uventet. Sct. Hans-aften den 23. juni 2016 meddelte Esplanaden, at den hidtidige administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, nu var fortid i Mærsk Gruppen. Han blev erstattet af Søren Skou, der hidtil havde været topchef i Maersk Line.

Syvtakket nedtur

Nedturen for A.P. Møller – Mærsk, der blev stiftet i 1904, blev synlig for alle, allerede da koncernen fredag den 23. oktober 2015 måtte nedjustere årets forventninger med 4 mia. kr. Den daværende Maersk-chef, Nils Smedegaard Andersen, måtte beklage at Mærsk-gruppen pludselig nedjusterede det forventede resultat for 2015. Forklaringen lød, at det hovedsageligt var ruten Asien-Europa, der volder containerrederiet vanskeligheder.

Containertrafikken

At containertrafikken mellem Asien og Europa negativt har påvirket Maersk er ikke overraskende. Stagnerende økonomi i Kina og andre asiatiske lande og tilsvarende lav vækst i Europa må nødvendigvis gøre ondt. Den kinesiske eksport har været faldende, industriproduktionen nedadgående og de økonomiske vækstrater i Kina har ligget under det forventede niveau. Resultatet var, at containermarkedet blev ramt af de laveste rater nogensinde.

Olieprisen

I begyndelsen af 2016 faldt olieprisen – og har nu længe ligget på niveau med priserne i 2009 uden umiddelbar udsigt til bedring. Maersk Oil har da også allerede skåret kraftig ned på staben både i hovedkvarteret på Esplanaden i København og ude på de forskellige olieproducerende aktiviteter i Maersk Oils besiddelse: Norge, Kasakhstan, Storbritannien, USA og Angola.

Esplanadens nedtur

Den syvtakkede stjerne på Esplanaden er ikke længere landets mest værdifulde selskab. I dag er Novo langt mere værd end Mærsk. Udviklingen er en grim overraskelse for mange private investorer, der er vokset op med: Hvad Mærsk gør, er altid det rigtige. Der har været en opfattelse af, at Mærsk med den velkendte rettidige omhu nærmest var garant for, at indtjeningen år efter år efter år steg. Investorerne må nu erkende, at det ikke er det, vi har set de seneste år. Spørgsmålet er om vi nogensinde vil se det igen?

Hvordan kunne det gå så galt?

De ekstremt svære markedsforhold – særligt på containermarkedet – har hæmmet indtjeningen og begrænset væksten i de senere år. Men det er især udviklingen i Maersk Oil – Mærsk Olie og Gas, der har bekymret. Selskabet, der fra slutningen af 90’erne har sikret indtjeningen i Maersk-koncernen, har siden 2004 ikke klaret sig godt i den generelt vanskelige situation på de internationale oliemarkeder.

Men før nedturen havde Mærsk Olie og Gas udviklet sig til koncernens guldæg. Det skyldes ikke mindst selskabets fremragende ledelse. Formand var den legendariske skibsreder Ib Kruse, men den tekniske side af selskabet stod ingeniørerne Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink for.

Kjeld Fjeldgaard

Kjeld Fjeldgaard var født i Dronninglund, blev i 1971 teknikumingeniør fra Aalborg Teknikum og blev året efter ansat i det A.P. Møller-styrede Dansk Undergrunds Consortium – samarbejdsorganet, som A.P. Møller etablerede sammen med Shell og Chevron Texaco i forbindelse med erhvervelsen af eneretten til olie i den danske undergrund i 1962. Efter korte udstationeringer hos Gulf og Chevron blev Kjeld Fjeldgaard i 1972 ansat i Maersk Olie og Gas, hvor han levede hele sit operationelle arbejdsliv. Han var en detaljernes mand, der vidste alt om de yderst tekniske problemstillinger omkring olieboringer, hvilket var en egenskab, Mærsk Mc-Kinney Møller værdsatte.

I 1994 blev han udnævnt til øverste chef inden for Mærsk Olie og Gas, en indflydelsesrig stilling, der gjorde ham kendt som Mr. Oil i både ind- og udland, ligesom han i 2001 takket være Mærsk Mc-Kinney Møller, men på trods af modstand fra den administrerende direktør Jess Søderberg, opnåede at blive partner i A.P. Møller-koncernen, men ikke ”skibsreder”.

Kjeld Fjeldgaard havde en enestående viden om olie samt en særlig næse for olieforretninger. Men han var også kendt for en stærk vilje og en egenrådig facon, der skabte problemer i forhold til Mærsk-koncernens administrerende direktør Jess Søderberg.

Stadig mener man i branchen, at det er Kjeld Fjeldgaards dygtige ledelse af Mærsk Olie og Gas, der er en medvirkende faktor til, at den danske olieproduktion blev så høj. Fra 1994 var Kjeld Fjeldgaard via sin facon, sin stilling og ikke mindst de økonomiske resultater en af de mest magtfulde personer i hele koncernen. I den brede offentlighed havde han holdt en udpræget lav profil, men ingen med det mindste kendskab til forholdene på Esplanaden kunne dog være i tvivl om, hvem der herskede i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil.

Ligesom han holdt sig ude af offentlighedens søgelys, blandede Kjeld Fjeldgaard sig heller ikke med cheferne for de øvrige forretningsområder i A.P. Møller. Selv om Mærsk Olie og Gas havde til huse i det samme hovedkvarter, var det i Fjeldgaards regime lukket land set i forhold til resten af koncernen og dens ledelse. Når A.P. Møller indførte et nyt it-system i hele selskabet, måtte det ikke bruges i Mærsk Olie og Gas. Ikke fordi det ikke kunne overføres til olieindustrien, eller fordi det var for dyrt. Men alene fordi Kjeld Fjeldgaard ikke ville have det. Oliechefens stil irriterede den administrerende direktør Jess Søderberg voldsomt. Han var langtfra som Mærsk Mc-Kinney Møller overbevist om Kjeld Fjeldgaards kvaliteter, og han var nervøs for, at den enerådende Kjeld Fjeldgaard skulle blive en ustyrlig medspiller (og konkurrent) på holdet.

Jep Brink

Ingeniøren Jep Brink var sammen med Fjeldgaard hovedarkitekten bag A.P. Møller-Mærsks mest indbringende forretningsområde. Han stod i årtier i spidsen for den tekniske side af Mærsk Olie og Gas’ udvikling, der gjorde olieforretningen til det mest givtige område i A.P. Møller-Mærsk. Jep Brink kom til Mærsk i 1979 som projektingeniør og arbejdede sig op i hierarkiet samtidig med, at Mærsk Olie og Gas’ forretning i den danske del af Nordsøen voksede takket være teknologiske landvindinger.

Den ekspertise har blandt andet gjorde det bl.a. muligt at gå på oliejagt i Qatar, der udviklede sig til olieforretningens helt store indsatsområde.

Da Kjeld Fjeldgaard blev fyret i 2004, tog skibsreder Thomas Thune Andersen og Jep Brink over. I 2009 var det slut for Thomas Thune Andersen i Maersk Oil, der blev erstattet af Jakob Thomasen.

I april 2009 overtog Jep Brink jobbet som øverste ansvarlige for operationen i Qatar, med begrundelsen, at han skulle være med til at videreudvikle virksomheden “i erkendelse af Qatar’s betydning for Maersk Oil”.

“Ved at ændre vores organisation vil vi være i stand til at fortsætte med at vokse til en ægte international virksomhed, og samtidig opretholde den høje standard, der gør os til en attraktiv partner for olieselskaber og de olieproducerende lande i verden at gøre forretninger med”, forklarede Thomas Thune Andersen dengang.

Allerede året efter i 2010 var både Thomas Thune Andersen og Jep Brink historie i Maersk Oil.

“Det er sket efter fælles forståelse og i lyset af, at kravene til jobbet som øverste ansvarlige i Qatar har ændret sig. Vi er i en situation, hvor vi har passeret den yderst komplicerede tekniske fase (alle installationer/konstruktioner er på plads), og vi står nu foran en fase med masser af kommunikation og synligt lederskab,” skriver den nye chef for Mærsk Olie og Gas, Jakob Thomasen, i en mail til borsen.dk.

Jep Brinks diskrete exit i forhold til offentligheden passede fint overens med hans diskrete facon i sine mange år hos Mærsk Olie og Gas. Kun yderst sjældent har han stået frem med en kommentar til selskabets udvikling på trods af, at han var næstkommanderende i mange år under Kjeld Fjeldgaard, og var kendt for sin store tekniske ekspertise.

De afgørende begivenheder, der indledte nedturen indtraf i 2004.

Den aldrende skibsreder og erhvervsmyte Mærsk Mc-Kinney Møller havde i slutningen af 2003 overladt sin post som formand for kæmpekoncernen til Topdanmark-bossen Michael Pram Rasmussen, og det varede ikke længe før der var ballade på broen.

Den ny formand og koncernchef Jess Søderberg går straks fra begyndelsen godt i spænd. På mange områder har Michael Pram Rasmussen og Jess Søderberg mere ensartede holdninger, end det var tilfældet med Mærsk Mc-Kinney Møller. Det gælder blandt andet Jess Søderbergs ønske om i højere grad at få A.P. Møller-koncernens mange milliarder kroner ud at arbejde. Men det gælder også synet på de rette værdier hos medarbejderne.

Her tænker Jess Søderberg først og fremmest på oliemanden Kjeld Fjeldgaard, der trods overskud i både 2002 og 2003 på mellem seks og syv milliarder kroner med sin enerådende stil er en torn i øjet på en topchef, der efter mange år i Mærsk Mc-Kinney Møllers skygge nu har behov for at demonstrere sin styrke.

Selvom Jess Søderberg og andre på Esplanaden var mere end godt tilfreds med den nye Nordsø-aftale, Mærsk Olie og Gas i 2003 havde opnået med den borgerlige regering, så havde utilfredsheden med Kjeld Fjeldgaard nået sit højdepunkt, og det sagde ikke så lidt om et forhold, der var gået fra slemt til værre.

Det var godt to og et halvt år siden, Søderberg fortalte sine nærmeste medarbejdere om sin holdning til Mærsk Mc-Kinney Møllers planer om at gøre oliemanden Kjeld Fjeldgaard til skibsreder: ”Over my dead body”, lød Jess Søderbergs kommentar dengang.

Kjeld Fjeldgaards største problem er, at han ikke er på Jess Søderbergs hold. Og det problem bliver ikke mindre, da hans beskytter og fortrolige, Mærsk Mc-Kinney Møller, ikke længere besidder hverken det daglige ansvar eller formandskabet for koncernen.

Den 2. juni 2004 er det slut for Kjeld Fjeldgaard efter mere end 30 år i A.P. Møller. Ukendt af den store offentlighed, men en af de vægtigste chefer på Esplanaden og dermed en af de mest indflydelsesrige erhvervsledere i landet. Fyret på gråt papir.

”Grundet divergerende opfattelser med hensyn til ledelse fratræder Kjeld Fjeldgaard”, hedder det i den højst usædvanlige pressemeddelelse fra A.P. Møller.

Kjeld Fjeldgaard døde i december 2007, 61 år gammel.

Søderbergs ansvar

I det hele taget bliver 2004 ledelsesmæssigt et svært år for Jess Søderberg. Selvom Jess Søderberg siden 1993 på papiret har været administrerende direktør, er det første gang han er alene på broen imellem et formandsskifte. Mærsk Mc-Kinney Møller har sluppet formandstøjlerne i december 2003, men den nye formand Michael Pram Rasmussen har endnu ikke fået sat sig så tilstrækkelig tungt i formandsstolen, at han er det forventede stærke modspil til Jess Søderberg.

I 2004 endte alle problemerne på Jess Søderbergs skuldre. Ledelsesmæssigt løb situationen flere gange løbsk for ham, og udover den katastrofale fyring af Kjeld Fjeldgaard kostede det overraskende brud med en række nøglemedarbejdere på Eplanaden.

Også i andre grene af den vidtspændende koncern er der opbrud i 2004 og begyndelsen af 2005. Således udskiftes en stor del af ledelsen i den engelske afdeling, Maersk UK. Direktørerne Michael Hassing, Lene Skole og Lars Vang Christensen forlader efter mange år A.P. Møller for at søge nye græsgange.

Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rasende over afskedigelsen af værdifulde medarbejdere, der sker uden Mc-Kinney Møllers vidende. Den officielle forklaring lyder, at man ønsker yngre kræfter og, men sandheden er snarere, at der ikke længere er plads til folk, som ikke spiller godt sammen med Jess Søderberg.

”I betragtning af at ledergruppen tæller mere end 100 mennesker, er ændringer i ledelsen ikke en stor sag. Der sker ændringer hen ad vejen. Det er et driftigt foretagende, hvor der skiftes ud. Også fordi nogle har besluttet, at de vil noget helt andet”, udtaler Jess Søderberg.

Tabet af ledelseskraft i A.P. Møller – Mærsk lader sig ikke vurdere, men på olie/gas-området er realiteten, at efter fyringen af Kjeld Fjeldgaard i 2004 lykkedes det aldrig Jess Søderberg eller hans efterfølgere at få hverken de strategiske eller tekniske ledelsesforhold i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil op på samme niveau, som i storhedstiden under Ib Kruse, Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink.

Slutspil

I 2007 var det slut. Efter 37 års ansættelse hvoraf de 14 af dem blev aftjent som øverste chef og skibsreder, blev Jess Søderberg afskediget uden et ord som tak fra Mærsk McKinney Møller, som han havde arbejdet tæt sammen med gennem årerne.

Jess Søderbergs efterfølger, Nils Smedegaard Andersen, havde siden 2001 været administrerende direktør for Carlsberg Breweries A/S. I 2005 blev han medlem af bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk, og fra 1. december 2007 administrerende direktør frem til 1. juli 2016, hvor han afløses af Søren Skou.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at ”A.P. Møller – Mærsk A/S (A.P. Moller – Maersk) has today signed an agreement to sell Mærsk Olie og Gas A/S (Maersk Oil) to Total S.A (Total) for USD 7.45bn in a combined share and debt transaction”.

Har vi i Danmark med regeringen og det nuværende Folketing fået en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun liberale og borgerlige tanker, men væsentlige strømninger i hele befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel?

Næppe. Hverken regeringen eller Folketingets flertal forekommer videre tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne. Politikerne syntes mere sensitive overfor ethvert udskamningsforsøg fra venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og segmenter, mens man er tonedøv overfor de almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af globalisering og ”fremskridt”.

Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer? I Frankrig har lederen af Front National, Marine Le Pen, efter regionalvalgene i december 2015 udtalt, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Globaliseringen er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt, at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale.

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.

Hvorfor skal danske og udenlandske højtlønnede nøglemedarbejdere slippe billigere i skat bare fordi, de tidligere har været skattepligtige i udlandet? Er vi ikke alle sammen nøglemedarbejdere, der har krav på skattemæssig ligebehandling?

Baggrunden for, at disse spørgsmål overhovedet kan stilles, er at Danmark på godt og ondt er helt afhængig af udenlandsk arbejdskraft, der næppe ville finde sig i den skattemæssige behandling, danske lønmodtagere udsættes for.

Mange udenfor arbejdsstyrken

I 2016 arbejdede ca. 340.000 udlændinge i Danmark i kortere eller længere tid – en stigning på 40 pct. siden 2011.

Samtidig har Danmarks Statistik offentliggjort tal for antallet af offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder i Danmark: Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse var der i Danmark i 2016 omregnet til fuldtidsmodtagere i gennemsnit 747.000 på overførselsindkomst.

Medregner man 323.000 SU-modtagerne, var der i alt 1.070.700 offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder fra 16 til 64 år i 2016. Tallene i denne offentliggørelse er omregnet til fuldtidsmodtagere.

Med 1.070.000 folkepensionister og de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på knap 3 millioner personer i den erhvervsaktive alder, der ikke er til rådighed for det private arbejdsmarked.

Produktionen har brug for arbejdskraft

Situationen fører til opfordringer fra erhvervsliv og universiteter om at der bør gøres mere for at tiltrække og fastholde udenlandske talenter i Danmark. Berlingske Tidende har i flere gange – f.eks. i en artikel den 21. august 2016 – kommet med sådanne opfordringer.

Ifølge samme avis vil regeringen nu udvide den såkaldte forskerskatteordning, så den gælder syv år frem for fem år som i dag.

Ordningen er et eksempel på, at i virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen, men hovedproblemet er det kvælende skattetryk i Danmark, der ikke er fremmende for arbejdslysten for hverken dansk eller udenlandsk arbejdskraft.

Mens danske skatteborgere lider, gøres der faktisk noget i forhold til udenlandske medarbejdere i danske selskaber: Kandidater til nøglestillinger fra udlandet har således mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det er ikke overraskende, at ordningen med den lukrative skatterabat er i voldsom vækst i danske virksomheder.

Baggrunden for rabatordningen er, at et flertal af Folketingets partier – inklusive Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – for længst har erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. Med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede stillinger. Det ville samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Forskerordningen

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om solidaritet og ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede udenlandske arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat, at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau.

Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 63.700 kr. i 2017 (62.300 kr. i 2016) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer. Som nævnt er regeringen nu indstillet på at forlænge ordningen til 7 år og samtidig hæve skatteprocenten fra 26 til 27 pct. Det er forventningen, at ændringerne vil betyde at yderligere 2.000 personer vil blive omfattet af ordningen.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2015, hvor godt 5.794 personer var omfattet. Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden fra 70.600 kr. til de nuværende 63.700 kr.

Jyllands Posten foretog sidste år en rundspørge blandt 12 virksomheder i C20-indekset, der viste, at antallet af udlændinge på forskerordningen i de 12 virksomheder siden er steget med 70 procent.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

I Novo Nordisk er antallet af medarbejdere, der benytter sig af forskerordningen, steget med næsten 50 pct. og omkring 10 pct. af medarbejderne i NOVO’s forsknings- og udviklingsafdeling er fra udlandet.

Forsker-ordningens lempelige skattemæssige behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. Novo Nordisk har længe agiteret for en forlængelse af ordningen – f.eks. dagbladet Børsen den 21. april 2016 – og nu hilser man regeringens forslag velkomment.

Forskerordningen er en lappeløsning

Den tidligere Novo Nordisk-topchef, Lars Rebien Sørensen, har i Berlingske Tidende den 26. april 2016 betegnet forskerordningen som en lappeløsning. Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på 26 eller 27 pct. være forjættende, og særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse. Hvorfor ikke bringe beskatningsniveauet i Danmark på linje med andre lande?

Det skal bemærkes, at også søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Det internationale skibsregister, tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev mobile borerigge ligeledes omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Konsekvensen er, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

Efter fyringen af Esben Lunde Larsen som fiskeriminister retter interessen sig mod den fremtidige forvaltning af fiskeriområdet. Ligestillingsminister og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann får det politiske ansvar, men forvaltningen henlægges til en særlig forvaltning under Udenrigsministeriet.

Siden fiskeriministeriet blev nedlagt i 1995 har fiskeriområdet været forvaltet sammen med landbrugs- og fødevareområdet, samt siden 2015 også miljøområdet.

Hvorfor opgives denne sammenhæng nu?

Fødevare- og miljøministeriet er ikke uden egen skyld.

I april måtte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen stå skoleret overfor folketinget og undskylde i striden mellem ministeren og oppositionen, om hvilke oplysninger ministeren havde videregivet eller ikke videregivet i sagen omkring kvotekoncentration. Ministeren undlod at informere folketinget om en række forslag til, hvordan man kunne begrænse kvotekongernes monopol. Ministeren afviste, at der fandtes flere forslag, men det viste sig, at ministeriets fiskerifolk i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen havde angivet hele 16 konkrete muligheder.

Allerede i begyndelsen af december 2016 begyndte situationen for Esben Lunde Larsen at blive uholdbar. Partierne uden om Regeringen indgik en aftale om fiskeriets fremtid – også kendt som Fiskeriaftalen. Siden er det kommet frem, hvordan ministerens egne embedsmænd i miljø- og fødevareministeriet lagde detaljerede planer for at modarbejde den fiskeriaftale, som et flertal i Folketinget uden om regeringen havde vedtaget.

Fyringen af Esben Lunde Larsen er udover det betændte forhold til folketinget af statsministeren begrundet med, at ifølge en kommende beretning fra Rigsrevisionen har ”forvaltningen af omsættelige fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende”.

Samtidig har miljø- og fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, givet udtryk for, at sagen er udtryk for “helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag”. Udtalelsen har næppe efterladt det indtryk, at fiskeriområdet fremover ville blive varetaget i overensstemmelse med Folketingets flertal.

Anders Munk Jensen                      

Nu er det jo ikke Henrik Studsgaard, der har haft den daglige føling med fiskeriområdet og dermed ansvaret for kvoteforvaltningen. Disse opgaver har været varetaget af en lidet charmerende, men snu embedsmand – Anders Munk Jensen.

Anders Munk Jensen har siddet tungt på stillingen som kontrol- og fiskeridirektør og chef for Landbrugs- og Fiskeristyrelsens godt 200 medarbejdere på fiskeriområdet.

Allerede som administrationschef i Fødevareministeriet under den indadvendte departementschef Poul Ottosen stod Anders Munk Jensen som administrationschef for implementeringen af en række brutale reorganiseringer i Fødevareministeriet. Da Ib Byrge Sørensen efter Poul Ottosens fyring blev departementschef, blev Anders Munk Jensen udnævnt til direktør for Fødevarestyrelsen – en stilling han var aldeles uegnet til.

Kostede Lars Barfoed ministerposten

I 2006 mente Pia Kjærsgaard ikke, Lars Barfoed, Fødevare- og Forbrugerminister og ansvarlig for Fødevarestyrelsen, var en mand, befolkningen kunne have tillid til. Kort før jul sørgede hun for, at Lars Barfoed blev fyret som Familie- og Forbrugerminister.

Lars Barfoed var for så vidt ganske uskyldig, men fyringen skete efter måneder med kødskandaler, der regelmæssigt blev oprullet i pressen. Firma efter firma blev afsløret i at sælge gammelt kød og giftige hindbær. Fødevarestyrelsens fødevarekontrol, der er sat i verden for at forhindre den slags, klagede over regeringens besparelser, der gjorde det svært at føre ordentligt tilsyn med virksomhederne. Men især led styrelsen af eklatant mangel på ansvarlig ledelse.

Dansk Folkeparti påstod ikke, at Barfoed kunne gøres ansvarlig for kødskandalerne, men han blev kritiseret for ikke at følge med i, hvad Anders Munk Jensen foretog sig i Fødevarestyrelsen.

Sagerne resulterede efterfølgende i en rapport fra Rigsrevisionen, der konkluderede, at Lars Barfoed havde fejlet som minister, idet han både havde undladt at føre tilsyn med Fødevarekontrollen og havde undladt at informere Folketinget om problemerne.

Men hvem var den egentlige ansvarlige: Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen!

Bytte gårde

Det var bare et spørgsmål om tid, før det – der stod lysende klart for Fødevarestyrelsen personale – også ville være almindelig kendt i Folketinget, og en fyring af Anders Munk Jensen på gråt papir ville være uundgåeligt.

Anders Munk Jensen er imidlertid en snu ræv, og inden den endelige og definitive afslutning af hans karriere kunne iværksættes, blev det i løbet af 2008 internt i Fødevareministeriet aftalt, at Fiskeridirektoratets direktør Esben Egede Rasmussen og Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen byttede job per 1. januar 2009.

I 2011 blev Fiskeridirektoratet nedlagt og inkorporeret i den daværende NaturErhvervsstyrelse, der senere blev omdannet til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, hvor Anders Munk Jensen indtog direktørstillingen som kontrol- og fiskeridirektør og chef for styrelsens godt 200 medarbejdere på fiskeriområdet.

Hvem udnævnes som direktør for Fiskeristyrelsen?

Stillingen som chef for den nye Fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet vil blive slået op og det er lidet sandsynligt, at se Anders Munk Jensen på den post.

Michael Christiansen er en mand, der i sjælden grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon sådan et dumt svin? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Spørgsmålet er om det vil gå ham ligesom Jens Christensen – en anden tidligere departementschef, der i 1983 blev fyret som formand for DONG?

Michael Christiansen er formand for Det Danske Kulturinstitut og står bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine, og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterer Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

DR

Der hvor han virkelig har lagt sig ud med alt og alle er på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. Henover hovedet på bestyrelsen, men i en tæt alliance med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger, hestetransporter, Melodi Grand Prix, ”1864”, X-Faktor, en ”mangfoldighedskonsulent” til 2,1 mio. kr. om året, balladen om P3 – dårlige værter og racistiske vittigheder m.v. og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret betydet, at DR mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”. Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Som bestyrelsesformand har han i skarpe vendinger reageret på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til DR’s levering af ”public service” og tilladt sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, står det til DF.

Det ser ud til, at DF er indstillet på at holde fast i, at DR skal fokuseres og formindskes.  I Venstre er der opbakning til tankegangen, mens de Konservative ifølge Naser Khader snarere vil arbejde for, at indgrebet mod DR ikke bliver så vidtgående, som DF lægger op til. Men hvem regner overhovedet med Khader, der har haft skiftende ansættelser i monopolradiofonien?

Liberal Alliances holdning til DR er ikke ganske klar. På den ene side fremføres det som en mærkesag, at licensen skal ned, og at DR skal koncentrere sig om public service.På den anden side har kulturminister Mette Bocks holdning til institutionen været tvetydig. Det viser sig nu, at Mette Bock selv modtog over 2 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, efter hun selv for nogle år siden sagde sin stilling som programdirektør i DR. Pludselig giver det mening, at hun har holdt hånden over bestyrelsesformand Michael Christiansen, mens kritikken ellers fra alle sider regner ned over ham.

I socialdemokratiet har medieordfører Mogens Jensen været kendt som en stout støtte til DR’s regnbueudvikling, men i de kommende medie­forhandlinger vil Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen ikke være passive overfor den voksende skepsis over for DR, der kan registreres blandt almindelige socialdemokrater.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skal skæres væk, hvis DFs planer bliver gjort til virkelighed.

Michael Christiansen har ikke lagt fingrene imellem i den verserende debat. De mulige besparelser handler ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handler om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

”Man rører ved den store, samlede demokratiske mekanisme i Danmark, som beror på frie dagblade på den ene side og en stor, kraftfuld public service-organisation på den anden, hvor danskerne kan hente den objektive sandhed, som ikke er farvet af partier eller holdninger. Fjerner man den uafhængige public service, kan man risikere det, der sker i USA, hvor man splitter befolkningen”, sagde bestyrelsesformanden.

Udsagnet blev af politikere og medier opfattet som en uhørt provokation. For langtfra alle er enige i, at DR er garanten for ”den objektive sandhed”. Men Michael Christiansen ejer ikke tvivlens nådegave. Han ser det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, siger Michael Christiansen.

Udtalelsen viser, at mange års uantastet magtudøvelse er steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfatter sig nu som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Den tidligere så magtfulde bestyrelses­formand, Michael Christiansen, der førhen jonglerede suverænt med politikere, embedsmænd og medier, er begyndt at tabe boldene på gulvet.

Michael Christiansen ser dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler – den nuværende gælder for 2015-18. Det er naturligvis helt legitimt for de politiske partier allerede nu at overveje de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Hvad vil ske?

Det er svært at spå om udfaldet af de kommende medie-forhandlinger, men hvad angår Michael Christiansen er det spørgsmålet om hans svigtende jugement har gjort hans position uholdbar. Måske vil det gå ham, som det gik Jens Christensen i 1983? Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.

Hvad kan Michael Christiansen trække sig tilbage til?  En firelænget gård i nærheden af Gilleleje – og 70 tønder land med fri udsigt til Kullen.

Men det kunne være gået helt anderledes – hvis man forestiller sig, at Michael Christiansen ikke havde valgt kulturen, men i stedet var forblevet departementschef i forsvarsministeriet, kunne dansk forsvar i dag i relativ størrelse og indflydelse formentlig have været sammenlignelig med militærets stilling i Tyrkiet.

Reservations from East-European countries against the approval of the planned expansion of the Nord Stream gas pipeline from Russia through the Baltic Sea to Germany. Economic sanctions from USA. Gerhard Schröeder in the Russian corner, while Anders Fogh Rasmussen supports Ukraine.

Nord Stream

Tilbage i 2008 var der faktisk også en del modstand mod naturgasledningen Nord Stream fra Rusland via Østersøen til Tyskland. Alligevel blev den russiske ansøgning i Danmark behandlet i Energistyrelsen, uden at det gav anledning til ophedet politisk debat.

Nord Stream var fuldt udbygget i 2012 med 2 rørledninger med en samlet kapacitet på 55 mia. kubikmeter årligt.

Den russiske gasgigant Gazprom og de vesteuropæiske firmaer BASF (Tyskland), E.ON (Tyskland), Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland), offentliggjorde i september sidste år detaljerede planer for etableringen af en ny parallel rørledning – Nord Stream 2.

Bygherren er selskabet New European Pipeline AG, hvor Gazprom ejer 50 procent af aktierne, mens E.ON, Shell, OMV (tidligere Österreichische Mineralölverwaltung AG), BASF / Wintershall og det førende franske energiselskab, Engie, hver har 10 procent.

De samlede investeringer løber op i 7,4 milliarder euro, og projektet planlægges færdigt i 2019 med en kapacitet på 55 mia. kubikmeter gas om året.

Myndighedsbehandlingen

Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand er nu igen landet på Energistyrelsens bord, men til forskel fra situationen i 2008 kaster ansøgningen i dag Danmark ud i intense politiske diskussioner – nationalt og på EU-plan.

Både de svenske og danske myndigheder er godt i gang med myndighedsbehandlingen. Foreløbig har de svenske myndigheder af sikkerhedsmæssige grunde nægtet tilladelse til etablering af en forsyningsbase for Nord Stream 2 på Gotland. Den 31. januar 2017 blev det imidlertid meddelt, at de svenske myndigheder har godkendt, at den svenske havneby Karlshamn bliver forsyningsbase. Det betyder umiddelbart, at Karlshamn har udsigt til et betydeligt antal arbejdspladser i anlægsperiode – arbejdspladser man på Bornholm, havde håbet på. Det betyder også, at Sverige er langt fremme med den endelige godkendelse af Nord Stream 2.

I Danmark har en VVM-vurdering blåstempler Nord Stream 2 og fundet at projektet har en ”uvæsentlig” påvirkning af miljøet.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at

”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Miljøvurderingen – Vurdering af Virkning på Miljøet (VVM) – for den danske del af Nord Stream 2 projektet sendes nu i høring. VVM-vurderingen er tilgængelig for offentligheden på Energistyrelsens hjemmeside, og offentligheden, herunder myndigheder og organisationer kan indgive kommentarer til Energistyrelsen indtil den 19. september 2017.

Politiske problemer i Danmark

I Danmark er situationen, at en række partier har udtrykt modstand mod Nord Stream 2. Danmark kan stille miljømæssige- og sikkerhedsmæssige krav til rørledningen, men Danmark råder ikke nationalt over hjemler til at forbyde ledningsføringen over den danske kontinentalsokkel. Selv på søterritoriet tæt på land er der krav om saglige og juridiske begrundelser for et afslag.

Danmark og Sverige har indviet EU-Kommissionen i det politiske dilemma.

EU-Kommissionen har endnu ikke endeligt konkluderet om, i hvilket omfang EU-retten (indre energimarked, miljø, konkurrence etc.) gælder for Nord Stream 2 projektet, men af et brev fra de to relevante EU-kommissærer til Danmark og Sverige fremgår det, at kommissionen nok er skeptisk over for Nord Stream 2 af politiske grunde, men at man ikke har nogen mulighed for at skride ind, fordi EU-reglerne ikke gælder for offshore-delen af rørledningen.

Dog vil kommissionen gå i dialog med Rusland og på den måde bistå Danmark og Sverige med myndighedsgodkendelsen.

Men hvorfor giver den nye naturgasforbindelse – Nord Stream 2 – overhovedet anledning til problemer?

Sagen er, at siden 2008 er der sket en hel del. EU’s energipolitik har udviklet sig og Rusland har i mellemtiden invaderet Ukraine og annekteret Krim. Nord Stream 2 giver derfor anledning til både juridiske og politiske hindringer, som Nord Stream ikke stødte på i 2008.

EU’s energibehov

Baggrunden for rørledningsprojektet er EU’s energibehov. Omkring 53 pct. af EU’s energiforbrug dækkes af import: 90 pct. af råolien, 66 pct. af naturgassen, 42 pct. af kul og 40 pct. af forbruget af uran og andre kernekraftsbrændsler. Energiimporten udgør op mod 20 pct. af EU’s samlede import.

Det europæiske gasmarked er trods al snak om vedvarende energi faktisk voksende. EU’s samlede forbrug af naturgas steg fra 2015 til 2016 med 7 pct. til 464 mia. kubikmeter.

Hovedparten dækkes som nævnt af import, og da den europæiske gasproduktion forventes at falde, vil importen altså stige. Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på 37,5 pct. i 2014, efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Ukraine opkræver om året 2 mia. $ i transitgebyr. Bygges Nord Stream 2, kan regeringen i Kijev godt vinke farvel til denne sikre indtægt, og må også – som tidligere – risikere russiske leveringsstop i en situation hvor Gasprom kan klare sig uden Transgas.

Det bemærkes, at Ukraine har engageret ”Rasmussen Global” til at bistå med organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

For øjeblikket er EU-forsyningssikkerheden på naturgasområdet helt afhængig af gasforsyningerne fra Rusland og Norge.

USA og sanktionspolitikken

I disse år etableres der i en række øst- og vesteuropæiske lande importterminaler for flydende naturgas – LNG – der betyder, at der kan modtages flydende gas uden binding til en rørledning. Det giver på sigt muligheder for alternative gasleverancer.

USA har et betydeligt eksportpotentiale af konkurrencedygtig skifergas, der i takt med at amerikanske restriktioner på energieksport løftes, kan eksporteres til Europa i LNG-form. USA er derfor parat til at udvide de økonomiske sanktioner mod Rusland til også at omfatte ledningsført naturgaseksport.

Problemet er selvfølgelig at det vil skade de vesteuropæiske firmaer BASF (Tyskland), E.ON (Tyskland), Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland), og det er virksomheder med betydelig politisk indflydelse. Det må derfor påregnes at i hvert fald Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig vil protestere mod den amerikanske sanktionspolitik.

Central- og Østeuropæisk modstand mod Nord Stream 2

Det kontroversielle russisk-tysk rørledningsprojekt Nord Stream 2 møder voldsom modstand i Central- og Østeuropa. 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien) har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Mange har desuden påpeget, at ejerforholdene omkring rørledningen vil være i strid med EU’s energipolitik og at en tilladelse til rørledningen i øvrigt ville være i strid med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.

Kan Nord Stream 2 stoppes?

Opildnet af EU’s formand, polakken Donald Tusk, har kommissionen forbehold. Men energikommissæren, slovakken Maros Sefcovic, har efter nytår opblødt sin tidligere holdning om, at Nord Stream 2 ikke passer ind i EU’s energipolitiske mål. EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, skulle ligeledes have sikret sig, at kommissionens juridiske tjeneste ikke ser behov for aktiv EU-intervention i sagen.

Den tyske vicekansler og formand for SPD, Sigmar Gabriel, lovede i efteråret ledelsen i Kreml at køre sagen igennem som en almindelig forretningsinvestering uden at blande EU og energipolitikken ind i sagen. Forbundskansler Angela Merkel, der ellers ikke er bange for at sige Rusland imod, skulle være på samme linje.

Det bør ikke glemmes, at bestyrelsesformanden for Nord Stream-projekterne er en fremtrædende tysk politiker, tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere kansler, Gerhard Schröder.

Hvis Europa-Kommissionen skulle gå ind i sagen forudsætter det, at Nord Stream 2 har afgørende indflydelse på EU’s energipolitik, herunder “strategien for forsyningssikkerhed”, ligesom rørledningen skulle være omfattet af EU’s regler for statsstøtte og konkurrence m.v.

Det er således et ufravigeligt EU-krav, at ejerne af det overordnede gasdistributionsnet skal være uafhængige af leverandørerne af gas, ligesom der skal gives lige adgang for alle leverandører, der ønsker at gøre brug af rørledningen. Projektet må endvidere ikke udgøre en risiko “for energiforsyningssikkerheden i en medlemsstat og i den Europæiske Union”.

Hvad angår forsyningssikkerheden er det sandt, at der i øjeblikket rent teknisk er tilstrækkelig transportkapacitet i de eksisterende gasledninger fra Rusland. På den anden side kan det hævdes, at hvis EU overordnet set vil forbedre sin forsyningssikkerhed og konkurrencen på gasmarkedet, så bør der også være overkapacitet, således at der sikres diversitet i forsyningen. En diversitet, som enten kan være via flere leverandører eller via flere rørledninger.

Hvad angår kravet om adskillelse mellem ejere og transportører lever Nord Stream 2 tydeligvis ikke op til kravene, men konsortiet bag Nord Stream 2 – og EU-Kommissionen – er af den opfattelse, at eftersom rørledningen løber offshore gælder EU’s energipolitiske regler ikke. De fem gasledninger i Middelhavet, der forbinder Afrika med Europa er ej heller underlagt disse regler, ligesom Nord Stream 1 heller ikke er omfattet.

Folkeretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet. Nord Stream 2 skal ilandføres i Tyskland og Havretskonventionen sikrer at kyststaten – Tyskland kan nægte tilladelse eller fastsætte nærmere regler for rørledningen.

Bemyndigelsen til at godkende projektet beror hos de nationale myndigheder i de lande, hvis farvande rørledningen vil krydse. Dvs. myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

Ruslands motiver

Modstanderne af Nord Stream 2 argumenterer med, at når rørledningen bliver operationel, kan Gazprom lukke sin gastransit gennem Ukraine, og gennem lande som Polen og Slovakiet, enten helt eller delvist. Dette vil føre til store tab for disse lande. Ukraine står til at miste de nævnte $ 2 milliarder i årlige transitafgifter, men et land som Slovakiet tjener også 800 mio. $ årligt på sin transit gasaftale.

Det ville være naivt at tro på, at Rusland overhovedet ikke også har geopolitiske motiver til bygningen af Nord Stream 2. Der er ingen tvivl om, at Moskva også ser Nord Stream 2 som et våben i konflikten med Ukraine.

EU’s politiske dilemma

Det, der gør problemet så komplekst er, at EU bliver nødt til at beslutte, om det skal betragte Nord Stream 2 som et økonomisk projekt, eller også som en geopolitisk trussel. Disse spørgsmål er til syvende og sidst politiske spørgsmål, og hvis udgangen af en politisk proces blev at sige nej til Nord Stream 2, ville det forudsætte, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet fik fuld opbakning fra Det Europæiske Råd. Men det ville igen kræve en aftale med Tyskland og andre vestlige europæiske medlemslande, der står til at drage fordel af Nord Stream 2, og hvor sandsynligt er det?

Danskernes gæld i forhold til bruttonationalproduktet er i enhver international sammenligning meget betydelig. Tidligere var den private gæld med 140 pct. af BNP absolut verdensrekord.

En stor del af danskernes gæld vedrører ejendomsmarkedet, som der har været fokus på siden huslån og den såkaldte subprime-krise førte til konkursen af Lehman Brothers i august 2007 og den efterfølgende verdensomspændende finanskrise fra 2008.

Henstilling fra regeringen

Risiciene på ejendomsmarkedet er baggrunden for, at regeringen har ”anmodet” kreditinstitutterne om maksimalt at yde 15 procent af deres nye lån til boligkøb i Københavnsområdet og Århus til familier, hvis samlede gæld overstiger fire gange deres indkomst før skat, og hvor lånene inden for 80 pct. af ejendomsværdien samtidig ydes med afdragsfrihed og/eller variabel rente.

Regeringen henviser i en pressemeddelelse den 19. juni 2017 til anbefalingerne fra Det Systemiske Risikoråd, der i en henstilling til regeringen tilbage i marts måned pegede på risikoen ved den høje andel af variable og afdragsfrie lån i institutternes nyudlån i Københavnsområdet og Århus.

Regeringen ønsker at begrænse den mere risikobetonede långivning i vækstområderne, men det er spørgsmålet om anmodninger og henstillinger er tilstrækkeligt.

Advarsler fra Den Internationale Valutafond

Sagen er, at udlandet har fået øje på problemerne på det danske ejendomsmarked. Den Internationale Valutafond, IMF, har således kraftigt har advaret mod den gavmilde danske långivning til mindre solide debitorer.

IMF offentliggjorde i begyndelsen af maj de foreløbige konklusioner på den såkaldte Artikel IV-konsultation i Danmark. Artikel IV-konsultationer er en del af IMF’s almindelige overvågning af den økonomiske situation og den økonomiske politik i medlemslandene.

Konsultationen er rent praktisk foregået på den måde, at Den Internationale Valutafond (IMF) i slutningen af april 2017 havde stationeret fire økonomer i København, der via samtaler og drøftelser med relevante personer og institutioner forsøgte at danne sig et indtryk af den økonomiske tilstand i Danmark.

Hvordan ser det så ud?

Ifølge IMF-teamet er dansk økonomi generelt på rette vej. Man er opmærksom på at der er gennemført reformer, der skal øge udbuddet af arbejdskraft, men der skal ifølge IMF endnu mere til. Blandt anbefalingerne er, at integrationen af indvandrere og flygtningen skal være bedre, SU skal begrænses til normerede studietider, og nyuddannedes mulighed for at få dagpenge skal fjernes.

Ejendomsmarkedet er dansk økonomis Achilles-hæl!

De mest markante anbefalinger vedrører imidlertid det danske ejendomsmarked. IMF gjorde allerede i forbindelse med sit besøg sidste år opmærksom på farerne på det danske boligmarked. Den Internationale Valutafond mener nu, at der er akut behov for at stramme kravene til boligkøbere.

De løbende boligprisstigninger i byområder – især København og Aarhus – er en kilde til IMF-bekymring. Danske husholdninger har i enhver international sammenligning et frygtindgydende højt gældsniveau. Det høje gældsniveauer sammenholdt med, at boligerne ofte er finansieret med en meget stor andel af afdragsfrie rentetilpasnings- og variabelt forrentede realkreditlån, gør at husholdningerne er utrolig sårbare. Yderligere prisstigninger, især i områder med høj udlånsvækst, vil uvægerligt øge sårbarhed og risici.

Husholdningernes bruttogæld i forhold til disponibel indkomst

Danskerne har den højeste private gældsætning blandt alle 34 OECD-lande og klart størstedelen af gælden udgøres af boliglån. Der er bred enighed blandt Nationalbanken og topøkonomer om, at den høje gæld forlængede og forværrede finanskrisen i Danmark efter krakket i 2008. De kraftige prisstigninger op til krakket blev afløst af fald i ejendomspriserne – i nogle tilfælde til under værdien af lånene. Det betød at for mange blev den økonomiske dispositionsfrihed lammet I årevis. Familieboligen kunne kun sælges med et betragteligt tab.

Hvad er årsagen? Den primære årsag er den danske rentefradragsret, der i realiteten er en skatterabat på lån, og tilskynder til højere gældsætning. Det andet er et realkreditsystem, der tillader ubemidledes ejendomskøb finansieret stort set uden udbetaling og med afdragsfrie rentetilpasningslån.

Afdragsfrie lån med variabel rente burde begrænses

I 2015 var omkring 85 procent af al ny boligbelåning til husholdninger med høj gæld i forhold til indkomsten afdragsfri og variabelt forrentet.

Finanstilsynets tiltag med indførelse af tilsynsdiamant m.v. har været positivt. Aftalen om boligbeskatning fra den 2. maj 2017 hilses også velkommen af IMF – især fordi den konjunktur-medløbende effekt af skattestoppet fra 2001 begrænses.

IMF er dog bekymret for, om reformen vil begrænse mobiliteten på boligmarkedet. IMF er også bekymret for det nye element af konjunktur-medløb, der indføres med den aftalte mulighed for generelle skattelettelser, hvis boligbeskatningen fortsat stiger.

Lempelse af sommerhusbelåningen er uklog!

Når Brian Mikkelsen er bekymret for udlandets opfattelse af det danske realkreditsystem, kan det undre at han selv spiller hasard med systemet. Regeringens seneste forhøjelse af lånegrænsen for realkreditlån i sommerhuse er ifølge IMF i lodret modstrid med bestræbelserne på at mindske risiciene på ejendomsmarkedet.

IMF støtter uforbeholdent de nylige anbefalinger fra Det Systemiske Risikoråd med Nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen. Anbefalingerne vedrørende begrænsning på finansiering med afdragsfri lån med variabel rente i København og Aarhus, bør snarest gennemføres.

IMF-teamet anbefaler at der indføres krav om at boligkøbere selv skal kunne finansiere en større del af boligens værdi og kravene til udbetaling bør hæves til mindst 10 pct. af prisen på boligen.

IMF-økonomerne mener også, at danskerne bør afdrage mere på deres boliggæld, og IMF henviser til Sverige, hvor reglen er, at hvis man skylder mere end halvdelen af, hvad huset er værd, skal man afdrage mindst én procent om året.

Sammenfatning

Vil den brede politiske aftale fra 2.maj 2017 om boligbeskatningen løse problemerne? Vil fortsatte stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat i kombination med kafkaske regler for vurdering og indefrysning afhjælpe problemerne? Kan grise flyve?

Næppe!

Den polske regering har følt, at landets juridiske system var et levn fra den kommunistiske epoke, og domstolene fungerede som en stat i staten. Regeringspartiet, det nationalkonservative Law and Justice, Prawo i Sprawiedliwość (PiS), der vandt parlamentsvalget i 2015, har derfor hele tiden haft ændringer i retssystemet på programmet.

På forslag fra regeringen vedtog det polske parlament derfor torsdag den 20. juli en kontroversiel reform af Højesteret.

Loven, der sætter Højesteret under direkte parlamentskontrol, blev vedtaget (med 235 stemmer for, imod 192 og 23 hverken for eller imod), dagen efter, at Europa-Kommissionen med trusler om sanktioner havde opfordret den polske regering til at suspendere lovforslaget.

Reformen af Højesteret blev vedtaget med enkelte ændringer i forhold til tidligere udkast. I den vedtagne tekst er det således den polske præsident (i øjeblikket Andrzej Duda) – og ikke justitsministeren – der skal fastsætte forretningsordenen for højesteret.

Det er også præsidenten – og ikke justitsministeren – der afgør hvilke dommere, der kan sidde i retten, når den nye lov træder i kraft 30 dage efter vedtagelsen.

Der indføres et særligt kammer i Højesteret, der skal tage stilling til disciplinære forhold vedrørende domstolene.

Den polske regering har argumenteret for behovet for at “højne de etiske og moralske standarder” inden for retsvæsenet. Dommerne skal være upartiske, og afsige fair og retfærdige domme, og det kan ifølge regeringen kun sikres ved at oprette et særligt disciplinært kammer i højesteret.

Oppositionen har kritiseret lovgivningen og hævdet, at ændringerne ville være ensbetydende med ”ophævelse af domstolenes uafhængighed og ødelægge grundlaget for frihed og parlamentarisk demokrati”.

I forbindelse med det polske parlaments vedtagelse af regeringens retspakke, vedtog man også ændringer til en lov om Domstolenes Nationalråd, NCJ: Medlemmerne af NCJ skal vælges af parlamentet med tre-femtedels flertal, i stedet for simpelt flertal, som i den oprindelige bestemmelse.

Den kontroversielle lovpakke blev endeligt godkendt af det polske Senat natten til lørdag den 22. juli 2017, og er nu klar til præsidentens underskrift.

EU

På mødet i EU-Kommissionen onsdag den 19. juli havde kommissær Timmermans tilkendegivet, at loven om Højesteret sammen med andre reformer vedrørende udnævnelse af dommere ville “øge de systemiske trusler mod retsstatsprincippet i Polen”.

Kommissionen vil diskutere situationen igen på det ugentlige møde den 26. juli og det kan ende med, at EU-Kommissionen for første gang vil forsøge at udløse artikel 7 i Traktaten om den Europæiske Union.

Artikel 7 i TEU har til formål at sikre, at alle EU-lande respekterer de fælles værdier i EU, herunder retsstatsprincippet. Den forebyggende mekanisme i artikel 7, stk. 1, i TEU kan imidlertid kun aktiveres i tilfælde af en tydelig risiko for en ”alvorlig overtrædelse”, og sanktionsmekanismen i artikel 7, stk. 2, i TEU kan kun aktiveres i tilfælde af, at et ”EU-land groft og vedvarende overtræder” de værdier, der er anført i artikel 2.

Den forebyggende mekanisme giver Rådet ret til at give det pågældende EU-land en advarsel, før en ”alvorlig overtrædelse” rent faktisk har fundet sted.

Sanktionsmekanismen giver Rådet ret til at suspendere visse af de rettigheder, der følger af traktaterne for det pågældende EU-land, herunder landets stemmerettigheder i Rådet. I dette tilfælde skal der have fundet en vedvarende grov overtrædelse sted i nogen tid.

Proceduren vil i givet fald skulle bekræftes af medlemsstaterne med kvalificeret flertal. Flere lande, som Ungarn, har sagt, at de ville modsætte sig sanktioner, men Timmermans forsikrede onsdag, at Kommissionens bekymringer ”deles bredt” af medlemslandene.

Det bør bemærkes, at EU-Kommissionens holdning måske ikke er helt upåvirket af, at Donald Tusk, Ministerrådets formand, kommer fra det største polske oppositionsparti, Civic Platform, Platforma Obywatelska (PO), der ved parlamentsvalget i 2015 blev slået af det nuværende regeringsparti, det nationalkonservative Law and Justice, Prawo i Sprawiedliwość (PiS).

PiS blev dannet i 2001 af tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczyński. Lech Kaczyński blev dræbt den 10. april 2010, da et Tu-154 fly fra det polske luftvåben styrtede ned ved Smolensk i Rusland, men Jaroslaw Kaczyński er den magtfulde leder af PiS.

Kritik

De polske ændringer i retssystemet kritiseres voldsomt og hævdes at kompromittere vedtagne retsstatsprincipper, domstolenes uafhængighed og magtens tredeling og dermed selve grundlaget for demokrati.

Det kan måske være en anledning til at belyse proceduren for sommerudnævnelser i andre lande.

Danmark

Ifølge den danske grundlov er udnævnelsen af dommere helt overladt til regeringen, om end den ligesom alle andre regeringsanliggender udøves under et efterfølgende politisk ansvar overfor Folketinget. Regeringens/justitsministerens dispositioner omkring udnævnelsen af nye dommere har traditionelt ikke givet anledning til politisk debat, idet praksis længe har været, at man har fulgt den indstilling, som man har modtaget fra domstolene. Denne praksis, der primært har tjent til at sikre, at dommere udnævnes efter faglige/personlige kvalifikationer. Som et led i en bredere domstolsreform i 1998, der bl.a. havde til formål at sikre en bredere rekruttering af dommere og større gennemsigtighed ved besættelse af dommerstillinger, blev denne praksis formaliseret af bestemmelser om, at et uafhængigt dommerudnævnelsesråd (bestående af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to repræsentanter for offentligheden) indstiller én person til en ledig stilling som dommer – for så vidt angår en stilling som højesteretsdommer i form af en indstilling om, at den pågældende udpeges til at prøvevotere for Højesteret med henblik på udnævnelse. Justitsministeren kan ikke uden videre udpege en anden ansøger, men er forpligtet til at følge rådets indstilling, medmindre han vælger at forkaste indstillingen, (hvilket ifølge lovforarbejderne kun vil ske helt undtagelsesvis).

USA

Den amerikanske er den korteste og ældste skrevne forfatning, som fortsat er gældende i noget land i Verden. Den amerikanske forfatning har samtidig en central placering i vestlig politisk kultur og fremhæves ofte som et forbilledligt eksempel til efterfølgelse. Forfatningen definerer tre grene af magtapparatet: en lovgivende forsamling med to kamre som er repræsentanternes hus og senatet, som tilsammen danner Kongressen, en udøvende magt, som ledes af præsidenten og en dømmende magt, som ledes af højesteret. Forfatningen skitserer magtbeføjelserne og opgaverne for hver af de tre grene. Forfatningen henlægger en række opgaver til de amerikanske delstater, og skaber derved et føderalt regeringssystem.

USA’s højesteret (Supreme Court of the United States, ofte forkortet SCOTUS) er det højeste juridiske organ i USA og leder af det føderale retsvæsen. Det består af højesteretspræsidenten og otte andre dommere. Den har myndighed til at tolke og afgøre spørgsmål om føderale love, herunder også forfatningen.

Som USA’s føderale højesteret står domstolen i spidsen for landets føderale dømmende myndighed. Domstolen har sæde i landets hovedstad, Washington DC. Højesteret har i alt ni dommere. Dommerne udnævnes af den siddende præsident. Den amerikanske forfatnings regler om, at præsidentens nominering af ny højesteretsdommer skal godkendes i Senatet, lægger nærmest op til inddragelse af politiske hensyn i udnævnelsesforløbet. Det har da også været praksis, at den siddende præsident nominerer en kandidat, der politisk ligger på linje med præsidenten – og at hans politiske modstandere forsøger at modarbejde udnævnelsen.

Senest har præsident Trumps nominering af Neil Gorsuch til den ledige plads i Højesteret efter at den konservative dommer Antonin Scalia døde i februar 2016, givet anledning til intens politisk debat i det amerikanske Senat.

I USA er dommerne medlem af højesteret for livstid, og fratræder ellers kun ved opsigelse eller ved rigsretsdom. Ingen dommer er nogensinde fratrådt efter rigsretsdom, men en række er gået af efter eget ønske.

Refleksion

I Danmark udnævnes dommerne i Højesteret af regeringen. I USA udnævnes dommerne i Højesteret af præsidenten. Betyder det, at Danmark og USA ”groft og vedvarende overtræder” centrale europæiske værdier vedrørende retsstaten? Vil EU-Kommissionen iværksætte sanktioner mod Danmark og USA?