Reservations from East-European countries against the approval of the planned expansion of the Nord Stream gas pipeline from Russia through the Baltic Sea to Germany. Economic sanctions from USA. Gerhard Schröeder in the Russian corner, while Anders Fogh Rasmussen supports Ukraine.
Nord Stream
Tilbage i 2008 var der faktisk også en del modstand mod naturgasledningen Nord Stream fra Rusland via Østersøen til Tyskland. Alligevel blev den russiske ansøgning i Danmark behandlet i Energistyrelsen, uden at det gav anledning til ophedet politisk debat.
Nord Stream var fuldt udbygget i 2012 med 2 rørledninger med en samlet kapacitet på 55 mia. kubikmeter årligt.
Den russiske gasgigant Gazprom og de vesteuropæiske firmaer BASF (Tyskland), E.ON (Tyskland), Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland), offentliggjorde i september sidste år detaljerede planer for etableringen af en ny parallel rørledning – Nord Stream 2.
Bygherren er selskabet New European Pipeline AG, hvor Gazprom ejer 50 procent af aktierne, mens E.ON, Shell, OMV (tidligere Österreichische Mineralölverwaltung AG), BASF / Wintershall og det førende franske energiselskab, Engie, hver har 10 procent.
De samlede investeringer løber op i 7,4 milliarder euro, og projektet planlægges færdigt i 2019 med en kapacitet på 55 mia. kubikmeter gas om året.
Myndighedsbehandlingen
Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand er nu igen landet på Energistyrelsens bord, men til forskel fra situationen i 2008 kaster ansøgningen i dag Danmark ud i intense politiske diskussioner – nationalt og på EU-plan.
Både de svenske og danske myndigheder er godt i gang med myndighedsbehandlingen. Foreløbig har de svenske myndigheder af sikkerhedsmæssige grunde nægtet tilladelse til etablering af en forsyningsbase for Nord Stream 2 på Gotland. Den 31. januar 2017 blev det imidlertid meddelt, at de svenske myndigheder har godkendt, at den svenske havneby Karlshamn bliver forsyningsbase. Det betyder umiddelbart, at Karlshamn har udsigt til et betydeligt antal arbejdspladser i anlægsperiode – arbejdspladser man på Bornholm, havde håbet på. Det betyder også, at Sverige er langt fremme med den endelige godkendelse af Nord Stream 2.
I Danmark har en VVM-vurdering blåstempler Nord Stream 2 og fundet at projektet har en ”uvæsentlig” påvirkning af miljøet.
Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at
”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.
Miljøvurderingen – Vurdering af Virkning på Miljøet (VVM) – for den danske del af Nord Stream 2 projektet sendes nu i høring. VVM-vurderingen er tilgængelig for offentligheden på Energistyrelsens hjemmeside, og offentligheden, herunder myndigheder og organisationer kan indgive kommentarer til Energistyrelsen indtil den 19. september 2017.
Politiske problemer i Danmark
I Danmark er situationen, at en række partier har udtrykt modstand mod Nord Stream 2. Danmark kan stille miljømæssige- og sikkerhedsmæssige krav til rørledningen, men Danmark råder ikke nationalt over hjemler til at forbyde ledningsføringen over den danske kontinentalsokkel. Selv på søterritoriet tæt på land er der krav om saglige og juridiske begrundelser for et afslag.
Danmark og Sverige har indviet EU-Kommissionen i det politiske dilemma.
EU-Kommissionen har endnu ikke endeligt konkluderet om, i hvilket omfang EU-retten (indre energimarked, miljø, konkurrence etc.) gælder for Nord Stream 2 projektet, men af et brev fra de to relevante EU-kommissærer til Danmark og Sverige fremgår det, at kommissionen nok er skeptisk over for Nord Stream 2 af politiske grunde, men at man ikke har nogen mulighed for at skride ind, fordi EU-reglerne ikke gælder for offshore-delen af rørledningen.
Dog vil kommissionen gå i dialog med Rusland og på den måde bistå Danmark og Sverige med myndighedsgodkendelsen.
Men hvorfor giver den nye naturgasforbindelse – Nord Stream 2 – overhovedet anledning til problemer?
Sagen er, at siden 2008 er der sket en hel del. EU’s energipolitik har udviklet sig og Rusland har i mellemtiden invaderet Ukraine og annekteret Krim. Nord Stream 2 giver derfor anledning til både juridiske og politiske hindringer, som Nord Stream ikke stødte på i 2008.
EU’s energibehov
Baggrunden for rørledningsprojektet er EU’s energibehov. Omkring 53 pct. af EU’s energiforbrug dækkes af import: 90 pct. af råolien, 66 pct. af naturgassen, 42 pct. af kul og 40 pct. af forbruget af uran og andre kernekraftsbrændsler. Energiimporten udgør op mod 20 pct. af EU’s samlede import.
Det europæiske gasmarked er trods al snak om vedvarende energi faktisk voksende. EU’s samlede forbrug af naturgas steg fra 2015 til 2016 med 7 pct. til 464 mia. kubikmeter.
Hovedparten dækkes som nævnt af import, og da den europæiske gasproduktion forventes at falde, vil importen altså stige. Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på 37,5 pct. i 2014, efterfulgt af norsk naturgas.
Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.
EU får russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).
Ukraine opkræver om året 2 mia. $ i transitgebyr. Bygges Nord Stream 2, kan regeringen i Kijev godt vinke farvel til denne sikre indtægt, og må også – som tidligere – risikere russiske leveringsstop i en situation hvor Gasprom kan klare sig uden Transgas.
Det bemærkes, at Ukraine har engageret ”Rasmussen Global” til at bistå med organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.
For øjeblikket er EU-forsyningssikkerheden på naturgasområdet helt afhængig af gasforsyningerne fra Rusland og Norge.
USA og sanktionspolitikken
I disse år etableres der i en række øst- og vesteuropæiske lande importterminaler for flydende naturgas – LNG – der betyder, at der kan modtages flydende gas uden binding til en rørledning. Det giver på sigt muligheder for alternative gasleverancer.
USA har et betydeligt eksportpotentiale af konkurrencedygtig skifergas, der i takt med at amerikanske restriktioner på energieksport løftes, kan eksporteres til Europa i LNG-form. USA er derfor parat til at udvide de økonomiske sanktioner mod Rusland til også at omfatte ledningsført naturgaseksport.
Problemet er selvfølgelig at det vil skade de vesteuropæiske firmaer BASF (Tyskland), E.ON (Tyskland), Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland), og det er virksomheder med betydelig politisk indflydelse. Det må derfor påregnes at i hvert fald Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig vil protestere mod den amerikanske sanktionspolitik.
Central- og Østeuropæisk modstand mod Nord Stream 2
Det kontroversielle russisk-tysk rørledningsprojekt Nord Stream 2 møder voldsom modstand i Central- og Østeuropa. 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien) har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.
Mange har desuden påpeget, at ejerforholdene omkring rørledningen vil være i strid med EU’s energipolitik og at en tilladelse til rørledningen i øvrigt ville være i strid med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.
Kan Nord Stream 2 stoppes?
Opildnet af EU’s formand, polakken Donald Tusk, har kommissionen forbehold. Men energikommissæren, slovakken Maros Sefcovic, har efter nytår opblødt sin tidligere holdning om, at Nord Stream 2 ikke passer ind i EU’s energipolitiske mål. EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, skulle ligeledes have sikret sig, at kommissionens juridiske tjeneste ikke ser behov for aktiv EU-intervention i sagen.
Den tyske vicekansler og formand for SPD, Sigmar Gabriel, lovede i efteråret ledelsen i Kreml at køre sagen igennem som en almindelig forretningsinvestering uden at blande EU og energipolitikken ind i sagen. Forbundskansler Angela Merkel, der ellers ikke er bange for at sige Rusland imod, skulle være på samme linje.
Det bør ikke glemmes, at bestyrelsesformanden for Nord Stream-projekterne er en fremtrædende tysk politiker, tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere kansler, Gerhard Schröder.
Hvis Europa-Kommissionen skulle gå ind i sagen forudsætter det, at Nord Stream 2 har afgørende indflydelse på EU’s energipolitik, herunder “strategien for forsyningssikkerhed”, ligesom rørledningen skulle være omfattet af EU’s regler for statsstøtte og konkurrence m.v.
Det er således et ufravigeligt EU-krav, at ejerne af det overordnede gasdistributionsnet skal være uafhængige af leverandørerne af gas, ligesom der skal gives lige adgang for alle leverandører, der ønsker at gøre brug af rørledningen. Projektet må endvidere ikke udgøre en risiko “for energiforsyningssikkerheden i en medlemsstat og i den Europæiske Union”.
Hvad angår forsyningssikkerheden er det sandt, at der i øjeblikket rent teknisk er tilstrækkelig transportkapacitet i de eksisterende gasledninger fra Rusland. På den anden side kan det hævdes, at hvis EU overordnet set vil forbedre sin forsyningssikkerhed og konkurrencen på gasmarkedet, så bør der også være overkapacitet, således at der sikres diversitet i forsyningen. En diversitet, som enten kan være via flere leverandører eller via flere rørledninger.
Hvad angår kravet om adskillelse mellem ejere og transportører lever Nord Stream 2 tydeligvis ikke op til kravene, men konsortiet bag Nord Stream 2 – og EU-Kommissionen – er af den opfattelse, at eftersom rørledningen løber offshore gælder EU’s energipolitiske regler ikke. De fem gasledninger i Middelhavet, der forbinder Afrika med Europa er ej heller underlagt disse regler, ligesom Nord Stream 1 heller ikke er omfattet.
Folkeretten
FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet. Nord Stream 2 skal ilandføres i Tyskland og Havretskonventionen sikrer at kyststaten – Tyskland kan nægte tilladelse eller fastsætte nærmere regler for rørledningen.
Bemyndigelsen til at godkende projektet beror hos de nationale myndigheder i de lande, hvis farvande rørledningen vil krydse. Dvs. myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.
Ruslands motiver
Modstanderne af Nord Stream 2 argumenterer med, at når rørledningen bliver operationel, kan Gazprom lukke sin gastransit gennem Ukraine, og gennem lande som Polen og Slovakiet, enten helt eller delvist. Dette vil føre til store tab for disse lande. Ukraine står til at miste de nævnte $ 2 milliarder i årlige transitafgifter, men et land som Slovakiet tjener også 800 mio. $ årligt på sin transit gasaftale.
Det ville være naivt at tro på, at Rusland overhovedet ikke også har geopolitiske motiver til bygningen af Nord Stream 2. Der er ingen tvivl om, at Moskva også ser Nord Stream 2 som et våben i konflikten med Ukraine.
EU’s politiske dilemma
Det, der gør problemet så komplekst er, at EU bliver nødt til at beslutte, om det skal betragte Nord Stream 2 som et økonomisk projekt, eller også som en geopolitisk trussel. Disse spørgsmål er til syvende og sidst politiske spørgsmål, og hvis udgangen af en politisk proces blev at sige nej til Nord Stream 2, ville det forudsætte, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet fik fuld opbakning fra Det Europæiske Råd. Men det ville igen kræve en aftale med Tyskland og andre vestlige europæiske medlemslande, der står til at drage fordel af Nord Stream 2, og hvor sandsynligt er det?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 