Michael Christiansen og Danmarks Radio

Michael Christiansen er en mand, der i sjælden grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon sådan et dumt svin? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Spørgsmålet er om det vil gå ham ligesom Jens Christensen – en anden tidligere departementschef, der i 1983 blev fyret som formand for DONG?

Michael Christiansen er formand for Det Danske Kulturinstitut og står bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine, og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterer Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

DR

Der hvor han virkelig har lagt sig ud med alt og alle er på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. Henover hovedet på bestyrelsen, men i en tæt alliance med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger, hestetransporter, Melodi Grand Prix, ”1864”, X-Faktor, en ”mangfoldighedskonsulent” til 2,1 mio. kr. om året, balladen om P3 – dårlige værter og racistiske vittigheder m.v. og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret betydet, at DR mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”. Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Som bestyrelsesformand har han i skarpe vendinger reageret på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til DR’s levering af ”public service” og tilladt sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, står det til DF.

Det ser ud til, at DF er indstillet på at holde fast i, at DR skal fokuseres og formindskes.  I Venstre er der opbakning til tankegangen, mens de Konservative ifølge Naser Khader snarere vil arbejde for, at indgrebet mod DR ikke bliver så vidtgående, som DF lægger op til. Men hvem regner overhovedet med Khader, der har haft skiftende ansættelser i monopolradiofonien?

Liberal Alliances holdning til DR er ikke ganske klar. På den ene side fremføres det som en mærkesag, at licensen skal ned, og at DR skal koncentrere sig om public service.På den anden side har kulturminister Mette Bocks holdning til institutionen været tvetydig. Det viser sig nu, at Mette Bock selv modtog over 2 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, efter hun selv for nogle år siden sagde sin stilling som programdirektør i DR. Pludselig giver det mening, at hun har holdt hånden over bestyrelsesformand Michael Christiansen, mens kritikken ellers fra alle sider regner ned over ham.

I socialdemokratiet har medieordfører Mogens Jensen været kendt som en stout støtte til DR’s regnbueudvikling, men i de kommende medie­forhandlinger vil Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen ikke være passive overfor den voksende skepsis over for DR, der kan registreres blandt almindelige socialdemokrater.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skal skæres væk, hvis DFs planer bliver gjort til virkelighed.

Michael Christiansen har ikke lagt fingrene imellem i den verserende debat. De mulige besparelser handler ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handler om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

”Man rører ved den store, samlede demokratiske mekanisme i Danmark, som beror på frie dagblade på den ene side og en stor, kraftfuld public service-organisation på den anden, hvor danskerne kan hente den objektive sandhed, som ikke er farvet af partier eller holdninger. Fjerner man den uafhængige public service, kan man risikere det, der sker i USA, hvor man splitter befolkningen”, sagde bestyrelsesformanden.

Udsagnet blev af politikere og medier opfattet som en uhørt provokation. For langtfra alle er enige i, at DR er garanten for ”den objektive sandhed”. Men Michael Christiansen ejer ikke tvivlens nådegave. Han ser det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, siger Michael Christiansen.

Udtalelsen viser, at mange års uantastet magtudøvelse er steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfatter sig nu som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Den tidligere så magtfulde bestyrelses­formand, Michael Christiansen, der førhen jonglerede suverænt med politikere, embedsmænd og medier, er begyndt at tabe boldene på gulvet.

Michael Christiansen ser dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler – den nuværende gælder for 2015-18. Det er naturligvis helt legitimt for de politiske partier allerede nu at overveje de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Hvad vil ske?

Det er svært at spå om udfaldet af de kommende medie-forhandlinger, men hvad angår Michael Christiansen er det spørgsmålet om hans svigtende jugement har gjort hans position uholdbar. Måske vil det gå ham, som det gik Jens Christensen i 1983? Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.

Hvad kan Michael Christiansen trække sig tilbage til?  En firelænget gård i nærheden af Gilleleje – og 70 tønder land med fri udsigt til Kullen.

Men det kunne være gået helt anderledes – hvis man forestiller sig, at Michael Christiansen ikke havde valgt kulturen, men i stedet var forblevet departementschef i forsvarsministeriet, kunne dansk forsvar i dag i relativ størrelse og indflydelse formentlig have været sammenlignelig med militærets stilling i Tyrkiet.