En bog om PET har fået en omtumlet tilværelse. Bogen “Syv år for PET” skrevet af journalisten Morten Skjoldager er en interviewbog med tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Tavshedspligt

Men allerede inden udgivelsen vakte bogen opsigt, og Politiets Efterretningstjeneste forsøgte at stoppe Inden bogudgivelsen nedlagde Københavns Byret i nattens mulm og mørke den 7. oktober 2016 fogedforbud mod bogen, fordi PET mente, at bogen ville indeholde oplysninger, der var omfattet af Jakob Scharfs tavshedspligt, og som kunne skade PET. To dage senere udgav Politiken bogen som særtillæg

PET anmeldte den 11. oktober 2016 Jakob Scharf til Københavns Politi for overtrædelse af tavshedspligten.

I en pressemeddelelse oplyste PET, at myndigheden mente, Jakob Scharf havde overtrådt straffelovens §152, der kan give op til seks måneders fængsel eller to år under skærpende omstændigheder.

Hvis man som offentligt ansat er underlagt tavshedspligt, kan det blandt andet omfatte fortrolige oplysninger, som man har modtaget, mens man er ansat. Har man været i en efterretningstjeneste, må man eksempelvis ikke fortælle nogen om hemmelige operationer eller PET’s arbejdsmetoder, som ikke har været offentliggjort i forvejen.

Når der økonomiseres med sandheden

Jakob Scharfs åbenhjertighed om hans ”Syv år for PET” står i skærende kontrast til det hemmelighedskræmmeri, som ellers udfolder sig i centraladministrationen under dækkes af den ukrænkelige ”tavshedspligt”.

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag. Tibet-kommissionen vurderede at politiets indgriben var i strid med både Grundloven, politiloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Ansvaret placeres hos 2 mellemledere i politiet

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Ingen andre vidste noget – sagde de!

Tibetkommissionen har til gengæld ikke fundet anledning til at kritisere andre. Kommissionen har ikke grund til at tro, at tidligere udenrigs- og justitsministre, ansatte ved hoffet eller embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet har haft viden om den ulovlige ordre. Heller ikke den øverste ledelse i Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Københavns Politi får kritik.

Årsagen til, at kun 2 mellemledere i Københavns Politi får ansvaret for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission er, at Villy Søvndal, Morten Bødskov og medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet sammen med den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet pure har afvist at have kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi at have fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  at gribe ind på en måde, som var ulovlig ved besøget i 2012.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvis de ikke er fulde af løgn, hvad er så årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københavns Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Kommercielle og politiske interesser på spil

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 af alle blev fulgt og analyseret nøje. Konklusionen var, at det kinesiske besøg var forløbet godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige i 2013 naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Tibet-kommissionens beretning har af indlysende årsager fået diskussionens om ministres og embedsmænds sandhedspligt overfor Folketinget og offentligheden. Departementschefen i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Agnete Gersing, har fundet anledning til at udtale til dagbladet Politiken, at embedsmænd skal mindes om, at de skal tale sandt og huske deres partipolitiske neutralitet. Det samme gælder vel ministre?

Ministres og embedsmænds ansvar. Bødskov-sagen

Justitsminister Morten Bødskov, der pure har afvist ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013, måtte i december 2013 gå af i kølvandet på en anden betændt sag – den såkaldte Christiania-sag.

Det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. I første omgang gik forklaringen på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Det bemærkes, at på grund af kritik i denne og andre sager havde Jakob Scharff kort forinden forladt posten som chef for PET. Det er muligt, at justitsminister Morten Bødskov kunne være sluppet med kritik, hvis ikke Kina-besøgene, hans brutale nidkærhed og ukollegiale væremåde havde slidt på Folketingskollegaernes overbærenhed.

Embedsmænd suspenderes

Justitsministeriets daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og afdelingschef Jens Christian Bülow havde været involveret i ”nødløgnen” og blev efter Bødskovs afgang af regeringen og den nye justitsminister, Karen Hækkerup, resolut suspenderet, mens en nærmere undersøgelse blev iværksat.

I begyndelsen af maj 2014 blev suspensionerne ophævet, da tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i en overraskende rapport til den nye justitsminister, Karen Hækkerup, fandt at hensynet til PET’s kilder er vigtigere end hensynet til at fortælle sandheden til Folketinget, i hvert fald når der er tale om en ”undskyldelig nødløgn”.

Nødløgn

Som følge af den forargede debat, der fulgte efter Per Sørensens opfindelse af begrebet ”nødløgn”, nedsatte regeringen i december 2014 et udvalg, som skulle belyse de spørgsmål om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget, som Christianiasagen har givet anledning til. Udvalget skulle bl.a. beskrive de gældende regler om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget og i forlængelse heraf de regler, som gælder for embedsværkets rådgivning og bistand i forbindelse med afgivelse af oplysninger til Folketinget, herunder med hensyn til sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget skulle endvidere overveje, hvorledes en fremadrettet ordning vil kunne udformes, således at det grundlæggende princip om, at en minister skal give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget, sikres.

Udvalget om opfølgning på Christianiasagen afgav sin betænkning den 2. oktober 2015 (betænkning nr. 1557). Justitsministeren oversendte samme dag betænkningen til Udvalget for Forretningsordenen, der afgav betænkning den 7. december 2016. Betænkningen kan læses her: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/ufo/bilag/29/1704634.pdf

Bo Smith-udvalget uden betydning

DJØF havde allerede i maj 2014 nedsat det såkaldte Bo Smith-udvalg med den bredere opgave at belyse de vilkår, samspillet mellem embedsværket og den politiske ledelse fungerer under, og i den kontekst hvordan embedsværket bedst muligt kan understøtte den politiske ledelse i forhold til at forberede og træffe politiske beslutninger og bistå med at gennemføre dem effektivt og med respekt for de gældende principper og normer for offentlig forvaltning i Danmark.

Bo Smith-udvalgets rapport, der siden blev udsat for faglig kritik, har ikke efterladt sig varige spor i centraladministrationen. En hovedanbefaling om at styrke departementernes legale kapacitet er således kun implementeret i enkelte ministerier.

Embedsmændene forflyttes

Justitsministeriets embedsmænd slap af krogen i første omgang. I maj 2014 vendte Anne Kristine Axelsson tilbage til sit job som departementschef i Justitsministeriet, men blev i marts 2015 forflyttet til Kirkeministeriet. Kirkeministeriet, hvor nøgleopgaverne med revision af kirkebøger og affattelse af hyrdebreve ikke kunne holde Axelssons efter stigende betydelige intellekt optaget, er siden udskiftet, da hun blev udnævnt til direktør i det nyoprettede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ATP, også kendt som Arbejdsskadestyrelsen.

Afdelingschef Jens Christian Bülow måtte også forlade Justitsministeriet, og han kunne en tid se frem til mange umådeligt kedelige år som dommer i Østre Landsret med domfældelse af butikstyve, knallertbøller og utilpassede unge mænd med indvandrerbaggrund. Gode venner reddede ham imidlertid over i Rigspolitiet, hvor han siden den 1. januar 2016 har været med til at koordinere dansk politis håndtering af situationen ved grænserne og udfordringerne som følge af flygtninge og migrantsituationen. Afdelingschef Jens-Christian Bülow er dog ikke nem at holde fast, så siden blev han udnævnt til politidirektør i Nordsjællands Politi med virkning fra den 1. maj 2016.

Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”

Debatten om embedsmænd, samspillet mellem embedsmænd og informationspligten over for Folketinget kulminerede i efteråret 2014 med lanceringen af Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”. Baseret på interviews af en lang række embedsmænd beretter og dokumenterer bogen, hvordan embedsmænd løbende skærer tal, jura og faktuelle oplysninger til, så de bedst muligt understøtter regeringens politik. Bogen dokumenterer, at efter de gældende spilleregler er det faktisk embedsmændenes pligt. De skal tjene ministeren og kan straffes for ikke at gøre det – også selvom det er tvivlsomt, om de dermed bryder loven eller taler usandt over for vælgerne og de folkevalgte. Bogen giver eksempler på centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selvom afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. Nogle embedsmænd taler i bogen om, at de tager ”mørkelygten” i brug.

I bogen understreges det, at danske embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, herunder at de skal leve op til kravene om lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet, men samtidig er embedsmændene underlagt en ganske vidtgående lydighedspligt.

Bogens detaljerede sagsgennemgange og konklusioner blev præsenteret som dramatiske afsløringer, og fik betydelig opmærksomhed blandt uerfarne politikere, i pressen og den brede offentlighed. Bogen fik ikke umiddelbart samme opmærksomhed i centraladministrationen. I kredsen af erfarne og kyniske embedsmænd på Slotsholmen og blandt politikere med ministererfaring og begrænsede skrupler, blev bogens såkaldte afsløringer opfattet som banale beskrivelser af helt ”normale” arbejdsmetoder i centraladministrationen.

Beretning i Folketinget

Den offentlige diskussion førte til, at et enigt Præsidium indstillede til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Altid ministerens ansvar

Desuagtet fremhæver beretningen ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

En periode med galopperende priser på boligmarkederne ikke mindst i USA, Canada og Europa har skabt en udbredt frygt for, at vi igen er vidne til en boligboble, som den der udløste den globale finanskrise i 2008.

Det der skete var, at allerede i begyndelsen af 2007 var der tegn på problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Bear Stearns og Lehman Brothers

I begyndelsen af 2008 ramlede det for Bear Stearns og den 15. september 2008, hvor Lehman Brothers gik konkurs, var den altomfattende finanskrise en realitet.

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som eksempelvis pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.

De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor eksempelvis svingninger i boligpriser m.v.

Finanskrisen

Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden viste det sig, at de private bankers aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk; bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

De banker, der overlevede den første krisetid, var tilbøjelige til at reagere voldsomt ved at fyre medarbejdere, opsige lån og nægte nye lån.

Quantitative Easening

For at undgå at det totale økonomiske sammenbrud iværksatte centralbankerne – først i USA og senere i Europa og Japan – i kølvandet på finanskrisen en pengepolitisk lempelse af hidtil uset karakter. Ud over, at styringsrenten blev sat i nul eller minus, begyndte centralbankerne at opkøbe obligationer i stor skala (Quantitative Easening – opkøbsprogrammer), og i dag ejer de tre centralbanker hver især obligationer for omkring svimlende 5.000 milliarder dollars.

I forhold til både Europa og Japan kom den amerikanske økonomi langt hurtigere i gang igen efter finanskrisen. En del af æren herfor kan tilskrives de amerikanske myndigheder, der prompte insisterede på at polstre bankerne med yderligere ansvarlig kapital – uanset om de ønskede det eller ej (de fleste amerikanske banker var bestemt ikke begejstret for regeringsindblanding i deres affærer). Dernæst hjalp Federal Reserve under Ben Bernanke, der frem til 31. januar 2014 var centralbankdirektør, den nødlidende banksektor med frisk likviditet gennem massive opkøb af obligationer.

QE stoppet i USA, men fortsætter i Europa og Japan

Den positive økonomiske udvikling i USA betød, at Federal Reserve allerede i 2014 stoppede med obligationsopkøb, men selv om det amerikanske QE-program stoppede, har Federal Reserve kontinuerligt geninvesteret kuponrenter samt provenuet for udløbende obligationer, og de har således opretholdt størrelsen på deres balance. 

I modsætning til USA var krisen i Europa mere langvarig, og i 2012-13 var der et decideret tilbageslag. I begyndelsen blev der – ikke mindst i Tyskland – set med skepsis på den amerikanske pengepolitiske pengeudpumpning, men i 2015 begyndte ECB i lyset af de stagnerende europæiske økonomier også at opkøbe obligationer.

Den økonomiske genopretning i Europa er stadig klart bagud i forhold til USA. Væksten er godt nok stigende, men mange EU-medlemslande – ikke mindst i Sydeuropa – kæmper stadig med høj arbejdsløshed.

I Japan, er situationen igen helt anderledes, da Japan kæmper med strukturelle udfordringer i form af en aldrende befolkning og et rigidt arbejdsmarked. De pengepolitiske lempelser er derfor ikke blot en reaktion på finanskrisen i 2007/8, men et opgør med mere end 20 års økonomisk stagnation. Men befolkningens alder kan centralbanken ikke ændre på, så derfor vil den positive effekt af nulrenter og QE kun være midlertidig.

Nedbringelse af balancen i USA

Den amerikanske centralbank, The Fed, har besluttet at nedbringe den uhyrlige balance med op til 50 milliarder USD per måned. Balancereduktionen kommer til at løbe over flere år, og samlet set forventer The Fed, at renteeffekten over tid vil være en stigning i obligationsrenten på 1 procentpoint.

Den europæiske centralbank i Frankfurt, ECB, har tidligere meddelt, at QE-programmet fortsætter. Fra 1. januar 2018 har ECB halveret opkøbene til 30 mia. euro om måneden.

Det økonomiske opsving i dele af EU tilsiger faktisk, at der ikke længere er brug for den ekstremt lempelige pengepolitik. Men situationen Sydeuropa og den store statsgæld i en række lande i kombination med den meget lave inflation gør, at ECB vil fortsætte QE-programmet i 2018.

Bank of Japan står ligesom ECB med det problem, at hvis deres opkøb fortsætter, ender de med at eje mere end 50 procent af markedet. I Japan er centralbanken endda gået skridtet videre, og køber ud over obligationer også aktier. Men mens der er nogenlunde positive udsigter for europæisk økonomi, er det ikke tilfældet for Japan. De strukturelle udfordringer er simpelthen for store, og her kan centralbanken formentlig hverken gøre fra eller til. Hvornår Bank of Japan opgiver QE og opkøbsprogrammerne, er imidlertid svært at sige.

Rentepolitikken – er der udsigt til rentestigninger?

Ser vi på centralbankernes rentepolitik, er det også tydeligt, at USA er foran både Europa og Japan. I december 2015 hævede Federal Reserve styringsrenten, hvilket var den første renteforhøjelse efter finanskrisen. Siden da er renten blevet hævet yderligere tre gange, og med den seneste forhøjelse den 14. december 2017 ligger den nu på 1,5 procent. Yderligere renteforhøjelser beror på udviklingen i den amerikanske inflation, der er stigende, men stadig ligger under målet på omkring 2 pct. om året. Markederne forventer dog, at Centralbanken i forbindelse med det næste møde i FOCM, Federal Open Market Committee, den 21. marts 2018.

Det skal dog pointeres, at selv om Federal Reserve har hævet deres egen styringsrente, er det begrænset, hvor meget det vil påvirke markedsrenterne på kort sigt. Globaliseringen har nemlig betydet, at investorerne nemt kan flytte deres penge hen, hvor de får det højest mulige afkast. Så når eksempelvis europæiske investorer er utilfredse med de hjemlige renter, kan de søge mod USA, hvor renten er højere. Hvis det omvendte er tilfældet går kapitalstrømmene den anden vej. Dette flow af internationale penge holder dermed renteforskellen mellem de forskellige regioner nede.

På lidt længere sigt vil renteniveauet i både USA og Europa tendere mod 2,75 pct. afhængig af inflationsudviklingen. Hvis stigningstakten i priser og lønninger af en eller anden grund truer med at tvinge inflationen over 2 pct. vil centralbankerne være tvunget til at reagere, herunder ved at presse styringsrenten væsentligt højere op end 2,75 pct.

Fortsat lavt renteniveau årsag til risikable investeringer i boligmarkedet?

I øjeblikket er inflationen og renteniveauet helt i bund i både USA og Europa. Realiteten er derfor, at siden finanskrisen har der kun været udsigt til et halvt så stort afkast på investeringer i aktier og obligationer som det historiske gennemsnit. Der er intet der tyder på, at den situation vil ændre sig de næste 10 år.

Banker, institutionelle og private investorer har svært ved at affinde sig med de lave afkast, og interessen har derfor koncentreret sig om aktiemarkederne, som trods alt har givet et bedre afkast end obligationer. Men på det seneste – et årti efter finanskrisen – strømmer investorer i USA igen ind på markedet for boliglån.

En af de bedste investeringer inden for obligationsverdenen kan nemlig meget vel være et sats på, at der ikke er en boble på det amerikanske boligmarked og på at boligejere formår at betale deres renteudgifter og afdrag – også selvom USA’s centralbank forventes at hæve renten i løbet af 2018.

Investorer tabte svimlende summer i kølvandet på de tusindvis af boligejere, der i 2007-8 oplevede, at værdien af deres boliger faldt eller slet ikke kunne sælges og som ikke havde råd til at betale renter og afdrag på deres boliglån. En af finanskrisens katalysatorer var som tidligere beskrevet investeringer i og imod en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Fannie Mae og Freddie Mac

Allerede i 2013 valgte de statslige amerikanske boliglånsagenturer Fannie Mae og Freddie Mac igen at udstede såkaldte Credit Risk Transfer-værdipapirer, som er knyttet til pulje af amerikanske boliglån, der bliver stillet som sikkerhed.

CRT-papirer blev afsat som varmt bagerbrød, og faktisk har deres afkast til obligationsinvestorerne været blandt de bedste i 2017.

Nu er Fannie Mae og Freddie Mac ironisk nok ramt af Donald Trumps skattereform. Værdien af institutternes meget betydelige regnskabsmæssige aktiver i form af tidligere års skattemæssige underskud, er med reduktionen af selskabsskatten fra 35 til 21 pct. blevet voldsomt reduceret. Spørgsmålet er om de amerikanske skatteydere igen skal betale regningen?

Fra Canada meldes der også om vanskeligheder på boligmarkedet. I januar 2018 faldt boligsalget med 14,5 pct. – det største fald siden finanskrisen. Faldet var størst i Greater Toronto Area (GTA), hvor boligsalget ifølge det canadiske nyhedsmagasin MacLean’s faldt med 26,6 pct.

Europa

Med endnu et markant prisfald i december er priserne på ejerlejligheder i Stockholm faldet mere end ti procent siden maj 2017 – og et yderligere prisfald på op mod 25 procent i 2018 er ifølge analytikere ”ikke urealistisk”. Også i Oslo og London falder priserne.

Kan udviklingen være et forvarsel for udviklingen i København?

Den 14. januar 2018 var det 25 år siden, at Poul Schlüter og regeringen som følge af Tamil-sagen gik af og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup Rasmussen.

I sin beretning, der blev offentliggjort den 14. januar 1993, udtalte undersøgelsesretten stærk kritik af Erik Ninn-Hansens og en række embedsmænds behandling af sagerne om familiesammenføring og indgreb i ombudsmandens undersøgelse.

Angående Poul Schlüter fastslog undersøgelsesretten, at statsminister Poul Schlüter hverken havde lod eller del i den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men undersøgelsesretten fandt, at Poul Schlüter efterfølgende havde givet Folketinget og Folketingets retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han – efter undersøgelsesrettens mening under folketingsdebatten den 25. april 1989, hvor han holdt den famøse ”gulvtæppetale” – måtte have været klar over dette.

Tamil-sagen og senere sager bekræfter, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode har vi været vidne til oppositionens daglige angreb på Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget. Anledningen har været barnebrude og udvisning af syge asylansøgere, men alt har tilsyneladende kunnet udnyttes i den politiske kamp.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik.

Socialdemokratiets forslag om at stoppe for al spontan asylmodtagelse i Danmark og i stedet opbygge flygtningelejre i Nordafrika er et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden skal sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres, kan indebære en ny start.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark. Der opstilles en stribe nye kriterier, og folk bosiddende i 40 belastede boligområder, herunder de 22 på den såkaldte ghettoliste, kan ikke længere få familiemedlemmer hertil fra udlandet.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982. Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Sagen førte til en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager og i 1982 til det første udkast til den nye udlændingelov.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 500.000 – 0mkring 8 pct. af landets befolkning! Antallet er tidoblet på knap 40 år, og det er indlysende en udvikling, som ikke kan fortsætte, hvis det danske samfund skal hænge fornuftigt sammen.

Ghettoer og andre udeståender?

Den forventelige diskussion om detaljerne i paradigmeskiftet kører allerede på fuld kraft: Hvor i Nordafrika skal lejre og asyladministration placeres? Hvordan minimeres utilsigtede effekter på danske borgere af det såkaldte optjeningsprincip for velfærdsydelser?

Samtidig er det bebudet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringen torsdag den 1. marts 2018 vil fremlægge en stor­stilet strategi mod ghettoer og parallelsamfund. Det vil indeholde et opgør med tanken om, at alle skal behandles lige: ”Det, vi gør på torsdag, vil være ret historisk”, siger statsministeren, der ligefrem mener at danskheden er truet.

Den 6. februar 1998 skulle Claude Erignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Erignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Erignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Erignac op og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” gælder ikke kun på Sicilien, men er udbredt også på Korsika.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna, gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Erignac. Yves Colonna blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Præsident Emmanuel Macron besøger Korsika

Præsident Emmanuel Macron kommer tirsdag den 6. februar 2018 til Korsika – officielt for at markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac.

I den anledning var tusindvis af demonstranter lørdag samlet i Ajaccio, regionshovedstaden på Korsika, for at kræve mere selvstændighed fra Frankrig.

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Skuffede nationalister på Korsika

Ved det seneste lokalvalg på Korsika i december 2017 opnåede Gilles Simeoni og den regerende koalition af nationalister på Korsika, Pè a Corsica (For Korsika!), Nationalalliancen mellem autonomipartiet Femu a Corsica og separatistpartiet Corsica Libera, fik 56.5 pct. af stemmerne ved den 2. runde den 10. december 2017.

Jean-Charles Orsucci i spidsen for præsident Macrons parti, “REM – La République En Marche!” fik 12,7 pct. af stemmerne.

Front National, FN, har kun begrænset opbakning på Korsika. Partiet opstillede ved lokalvalget under en liste med navnet “Rassemblement pour une Corse républicaine”, men måtte nøjes med 11,26 procent af stemmerne og gik dermed ikke videre til 2. runde.

Valgresultatet betød, at Pè a Corsica erobrede et klart flertal af lokalparlamentets 63 pladser, og Gilles Simeoni kunne fortsætte som Nationalrådsformand (Président du Conseil exécutif de Corse).

Selvom med en relativ beskeden valgdeltagelse på omkring 53 pct. er det tydeligt, at der i den korsikanske befolkning på godt 320.000 er betydelig opbakning til de korsikanske separatistbevægelser, og tendensen fra det sidste ordinære valg i 2015 blev dermed bekræftet.

Valget blev afholdt kun 2 år efter sidste lokalvalg som følge af den planlagte sammenlægning af Korsikas hidtidige 2 departementer: Haute-Corse og Corse-du-Sud til én administrativ enhed. Sammenlægningen er nu en realitet.

De genvalgte korsikanske nationalister blev skuffede over de efterfølgende forhandlinger med den franske regering. Der var ikke umiddelbart imødekommelse af kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer.

Arrangørerne håber, at de folkelige manifestationer forud for præsidentens besøg kan bane vejen for nye forhandlinger med regeringen i Paris. Lederen af Korsikas regionalråd, Gilles Simeoni, håber således, at præsidentens besøg vil give nye muligheder for “frugtbar dialog”.

Gilles Simeoni, der ellers betragtes som ”moderat”, har dog også fundet anledning til i et interview med Reuters at advare om, at ”Paris legede med ilden, hvis de korsikanske krav ikke blev taget alvorligt”.

Nationalismen på Korsika

Korsika, der er den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme, er ikke og har aldrig været som resten af Frankrig.

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien. Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre den fulde franske integration af Korsika.

Alle steder på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. De er blevet forbundet med mindst 40 mord, og ikke mindst blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Retsopgøret efter oprøret er ikke slut, og en række personer er fængslet for forbrydelser i forbindelse med oprøret, ligesom et antal mistænkte stadig er eftersøgte over hele Frankrig.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Korsikansk mafia?

Efter sigende har nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der rækker ind i Frankrig og andre lande, skulle være ganske omfattende. Marseille er således den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere.

For almindelige mennesker og turister er Korsika i dag dog absolut et sikkert sted.

Kan Catalonien påvirke situationen på Korsika?

Der har været spekuleret på om de catalanske krav om uafhængighed ville inspirere løsrivelsesbeægelser på Korsika og andre steder i Europa.

Der er imidlertid forskel på Gilles Simeoni og Carles Puigdemont. ”Korsika er ikke Catalonien”, skrev lederen af Pè a Corsica i Le Monde i november.

Det er imidlertid vanskeligt præcist at pege på forskellene mellem Korsika og den spanske region, og på Korsika er grænsen mellem separatister og hjemmestyre-tilhængere hårfin. Der skal således ikke meget til at centralregeringen i Paris mister kontrollen, og det er formentlig især på den baggrund, at Emmanuel Macrons besøg på Korsika skal vurderes.

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Kommissionen mener til gengæld ikke det kan dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københans Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 forløb godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må naturligvis vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Udenrigsministeriets centrale rolle

Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen når dog frem til, at Udenrigsministeriet forud for besøget af Hu Jintao var med til at skabe en stemning, som via PET forplantede sig til Københavns Politi.

Kommissionen har dog ikke været i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

Udenrigsministeriet erkender nu selv, at ministeriet ikke var uden ansvar for krænkelserne af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder. Ministeriet vil fremover forsøge at undgå ”misforståelser”, når man sammen med politiet og andre myndigheder planlægger statsbesøg.

Det meddelte ministeriet tirsdag den 9. januar 2018 i en e-mail til Ritzau oven på Tibetsagen.

https://www.regeringen.dk/nyheder/tibetkommissionen-har-afgivet-sin-beretning/

Den 14. januar 2018 er det 25 år siden, at Poul Schlüter og regeringen som følge af Tamil-sagen gik af og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup Rasmussen.

I sin beretning, der blev offentliggjort den 14. januar 1993, udtalte undersøgelsesretten stærk kritik af Erik Ninn-Hansens og en række embedsmænds behandling af sagerne om familiesammenføring og indgreb i ombudsmandens undersøgelse.

Angående Poul Schlüter fastslog undersøgelsesretten, at statsminister Poul Schlüter hverken havde lod eller del i den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men undersøgelsesretten fandt, at Poul Schlüter efterfølgende havde givet Folketinget og Folketingets retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han – efter undersøgelsesrettens mening under folketingsdebatten den 25. april 1989, hvor han holdt den famøse ”gulvtæppetale” – måtte have været klar over dette.

Tamil-sagen og senere sager bekræfter, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi udover flygtninge, der er truet på livet, har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Hvis man kan tro på Alexis Tsipras, den græske premierminister, går det godt i Grækenland. Tsipras sagde i sin nytårstale, at Grækenland i det nye år bliver i stand til økonomisk at stå på egne ben: ”Efter næsten otte år vil vi i 2018 kunne ånde frit og lægge tiden med hårde besparelser bag os” lød det optimistisk i den tv-transmitterede Nytårstale.

Meget kan endnu gå galt!

Selvom en række finansministre i euroområdet formentlig kunne have lyst til at betvivle den græske Nytårsoptimisme, gør de det ikke; Konsekvenserne for tilliden til eurosamarbejdet kunne blive fatale!

Siden 2010 har Grækenland modtaget store internationale kriselån. Dengang stod eurolandet Grækenland over for den totale fallit. Hvis ikke euroen skulle kollapse, måtte de øvrige eurolande træde til med hjælpepakker til gengæld for opstramninger i den græske økonomi.

Efter mere end syv år med nedskæringer og redningspakker for i alt 270 milliarder euro (2009 milliarder kroner) håber Grækenland, at den nuværende hjælpepakke på 86 milliarder euro, der udløber i august 2018, bliver den sidste. Forudsætningen for frigivelse af en tranche på omkring fem milliarder euro (37 milliarder kroner) er dog, at Grækenland lever op til de krav som kreditorerne har stillet.

Grækenlands parlament i den græske hovedstad, Athen, vedtog den 19. december finansloven for 2018, men parlamentet skal inden den 22. januar vedtage alle de reformer, der i begyndelsen af december blev aftalt med eurolandene og IMF. Grækenland skal derfor bl.a. rydde mere op i skattesystemet og gennemføre omfattende privatiseringer inden for energisektoren, hvor gas- og elmarkedet i dag domineres af statskontrollerede operatører.

De græske banker bliver samtidig nødt til igen at foretage vurdering af deres aktiver, rydde ud i de dårlige lån og gennemgå en stresstest for at sikre, at de er tilstrækkeligt kapitaliserede.

(Det bemærkes, at de fleste internationale finansfolk ikke behøver hverken aktivvurdering eller stresstest for at holde sig på betryggende afstand af græsk bankvæsen!)

Grækenland har også måttet acceptere at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet. Det forlyder, at strejkeretten var en knast i forhandlingerne. Kreditorerne krævede en stramning for at forhindre, at den græske industri lukker ned oftere, end godt er.

Spørgsmålet er imidlertid om Grækenland virkelig har overstået alle vanskeligheder?

Grækenlands kreditorer i euroområdet har hele tiden stillet deltagelsen af IMF som en ufravigelig betingelse for yderligere bidrag til redningen af Grækenland.  Fondens deltagelse skal sikre troværdigheden af de reformer, landet bliver bedt om at gennemføre.

Samtidig har IMF tøvet, fordi IMF ikke har troet på, at Grækenland kunne komme ud af krisen uden en gældslettelse. Det har hidtil været vurderingen i IMF, at selv om Grækenland faktisk gennemfører de lovede reformer, vil landets gæld alligevel nå op på omkring 150 procent af bruttonationalproduktet inden 2030 og herefter vokse eksplosivt.

IMF har derfor tidligere stået stejlt på, at eurolandene også skulle deltage i en ikke specificeret gældslettelse for Grækenland. Europæiske kreditorer kunne f.eks. bringe gælden under kontrol ved at forlænge afdragsfrie perioder, forlænge gældens løbetid eller udsætte rentebetalinger.

Kompromis med IMF

Ikke overraskende har især Tyskland modsat sig at lette gælden. I sommeren 2017 blev der opnået et kompromis mellem IMF og euroområdets finansministre. IMF er med i hjælpepakken, men da det ikke er muligt at aftale mere generøse tilbagebetalingsvilkår til Grækenland før efter dannelsen af en ny tysk regering, bliver IMF’s tilsagn først effektivt herefter.

Om Grækenland den 22. januar og allersenest inden august 2018 kan leve op til alle krav, og om Tyskland efter dannelsen af en ny regering rent faktisk vil være parat til at yde gældslettelse til Grækenland, er et åbent spørgsmål. Ikke mange tror på det, men kompromiset har givet Grækenland yderligere tid til at bringe orden i økonomien.

De internationale finansmarkeder har i uge 50 opmærksomheden rettet mod de amerikanske og europæiske centralbanker. Den amerikanske centralbank, The Fed, afholdt tirsdag og onsdag det sidste af årets 8 møder i FOCM, Federal Open Market Committee, der fastlægger den amerikanske pengepolitik.

Torsdag holder den europæiske centralbank, ECB, møde i Frankfurt.

Mødet i The Fed blev i øvrigt det sidste møde med centralbankchef Janet Yellen for bordenden. Hun afløses til februar af Jerome Jay Powell.

Konklusionen på 2-dages mødet i Washington var, at FOMC forventer, at den økonomiske aktivitet i USA gradvist vil øges samtidig med at den positive udvikling i beskæftigelsen vil fortsætte. Inflationen vil på kort sigt ligge under 2 pct., men forventes på lidt længere sigt at stabilisere sig omkring centralbankens målsætning på 2 pct.

På den baggrund har FOMC besluttet at hæve styringsrenten fra 1,25 pct. til 1,50 pct.

Finansmarkederne havde allerede før mødet forventet en lille stigning i styringsrenten, og der kan derfor kun ventes små reaktioner på centralbankens beslutning.

Pressemeddelelsen, der onsdag aften blev udsendt efter mødet i FOMC, kan læses i sin helhed (på engelsk) her:

https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20171213a.htm

Mødet i ECB torsdag

Ingen regner med, at ECB på nuværende tidspunkt vil ændre sin pengepolitik. Dermed er forventningen i finansmarkederne, at ECB-mødet ikke i væsentlig grad umiddelbart vil påvirke den nuværende markedssituation og renteniveau. 

Senatet vil godkende Jerome Jay Powell som ny amerikansk centralbankchef efter Janet Yellen

Præsident Donald Trump nominerede torsdag den 2. november 2017 Jerome Powell – eller ”Jay” blandt venner og familie – som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve eller bare The Fed, når Janet Yellens mandat udløber i februar 2018.

Senatets Banking Committee godkendte den 5. december Powells udnævnelse til centralbankchef, og der udestår nu kun den formelle godkendelse af det samlede Senat – senere på måneden eller i januar 2018.

Jerome Powell

Jerome Powell betragtes som moderat og midtsøgende, og han ventes at fortsætte Yellens forsigtige, vækststimulerende linje. Han vil som jurist være den første centralbankchef i 40 år, der ikke har en Ph.d. i økonomi. Selvom Jerome Powell med sine læsebriller langt fremme på næsen ligner en akademiker som sine forgængere, er han netop ikke akademiker. Analytikere og journalister får derfor ikke meget ud af at gå igennem hans produktion for at finde hints om hans retning for centralbanken. Derfor er det nødvendigt at se på hans faktiske gerninger, for at finde ud af, hvem han er, og hvad han står for.

Selv uden en doktorgrad i økonomi, vil Jerome Powell være den rigeste centralbankchef – ever! Det takket være en vellykket karriere inden for investment banking (finansiel virksomhed specialiseret i at markedsføre værdipapirer, fx i forbindelse med børsintroduktioner) og private equity (kapitalfondsinvesteringer i udvikling af virksomheder med henblik på salg indenfor typisk 3 til 7 år. Private equity er baseret på aktivt ejerskab, høj gældsfinansiering – gearing – af opkøbene og stærke økonomiske incitamenter til både ledelsen i porteføljevirksomhederne og partnerne i managementselskaberne bagved fondene).

Powell, der selv som erklæret republikaner har nydt en vis støtte fra alle sider, blev i 2012 af Barack Obama udpeget som Governor og medlem af den amerikanske centralbanks bestyrelse, som mere er at ligne med en direktion i andre centralbanker.

Senatets Banking Committee kunne da også godkende Powells kandidatur med 22 stemmer for og kun 1 imod.

Ændringer i forhold til Yellen

Valget af Jerome Powell – frem for andre kandidater som f.eks. økonomen John Taylor fra det prestigiøse Stanford University, der har været en højlydt kritiker af Janet Yellen – repræsenterer en holdningsændring hos Donald Trump. Under præsidentkampagnen var han meget kritisk overfor Yellens lavrentepolitik. Trump som præsident betragtes nu som “lavrentetilhænger”, og han har faktisk rost Janet Yellens indsats, og hun indgik lidt overraskende i præsidentens ”shortlist” over mulige emner, inden han valgte Powell som centralbankchef.

I de seneste taler har Jerome Powell tilkendegivet, at en længere periode med lave renter er berettiget, så længe inflationen forbliver lav. Måske har finanskrisen sænket den ”naturlige” rente, som man ellers i centralbanken mente lå på omkring 2,75 pct.

Der, hvor han måske vil afvige fra Yellen, er i spørgsmålet af reguleringen af pengepolitikken og finansvæsenet. Han har været kritisk overfor den meget tætte regulering af også små og mellemstore forretningsbanker, der er implementeret efter finanskrisen. Powell har offentligt antydet, at man måske kunne lempe visse reguleringer for de mindre pengeinstitutter og fokusere på at sikre soliditeten og kontrollere risikovilligheden i de store systemisk vigtige finansielle institutioner.

Kun den demokratiske senator, Elisabeth Warren, stemte i Banking Committee mod godkendelsen af Powell, og årsagen var angiveligt frygt for at Powell vil lempe bankreguleringer indført under Barack Obama.

Udfordringerne: balancen og renten

Jerome Powell står over for væsentlige udfordringer som centralbankchef: Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer er vokset til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den anden udfordring vedrører fastsættelsen af niveauet for den ”naturlige” rente (hidtil 2,75 pc.), og hvordan centralbankens tiltag for at komme derhen fra den nuværende rente på 1,50 pct.

Svaret på begge spørgsmål afhænger af hvad, der kommer efter den pengepolitiske QE. I kølvandet på finanskrisen iværksatte centralbankerne – først i USA og senere i Europa og Japan – en pengepolitisk lempelse af hidtil uset karakter. Ud over, at styringsrenten blev sat i nul eller minus, begyndte centralbankerne at opkøbe obligationer i stor skala (Quantitative Easening – opkøbsprogrammer), og i dag ejer de tre centralbanker hver især obligationer for omkring svimlende 5.000 milliarder dollars.

I forhold til både Europa og Japan kom den amerikanske økonomi langt hurtigere i gang igen efter finanskrisen. En del af æren herfor kan tilskrives de amerikanske myndigheder, der prompte insisterede på at polstre bankerne med yderligere ansvarlig kapital – uanset om de ønskede det eller ej. Dernæst hjalp Federal Reserve under Ben Bernanke, der frem til 31. januar 2014 var centralbankdirektør, den nødlidende banksektor med frisk likviditet gennem massive opkøb af obligationer.

QE stoppet i USA, men fortsætter i Europa og Japan

Den positive økonomiske udvikling i USA betød, at Federal Reserve allerede i 2014 stoppede med obligationsopkøb, men selv om det amerikanske QE-program stoppede, har Federal Reserve kontinuerligt geninvesteret kuponrenter samt provenuet for udløbende obligationer, og de har således opretholdt størrelsen på deres balance. 

I modsætning til USA var krisen i Europa mere langvarig og i 2012-13 var der et decideret tilbageslag. I begyndelsen blev der – ikke mindst i Tyskland – set med skepsis på den amerikanske pengepolitiske pengeudpumpning, men i 2015 begyndte ECB i lyset af de stagnerende europæiske økonomier også at opkøbe obligationer.

Den økonomiske genopretning i Europa er stadig klart bagud i forhold til USA. Væksten er godt nok stigende, men mange EU-medlemslande – ikke mindst i Sydeuropa – kæmper stadig med høj arbejdsløshed.

I Japan, er situationen igen helt anderledes, da Japan kæmper med strukturelle udfordringer i form af en aldrende befolkning og et rigidt arbejdsmarked. De pengepolitiske lempelser er derfor ikke blot en reaktion på finanskrisen i 2007/8, men et opgør med mere end 20 års økonomisk stagnation. Men befolkningens alder kan centralbanken ikke ændre på, så derfor vil den positive effekt af nulrenter og QE kun være midlertidig.

Nedbringelse af balancen i USA – politikken fortsætter i Europa

Ved det forrige rentemøde i den amerikanske centralbank, The Fed, blev det besluttet, at nedbringe den uhyrlige balance med op til 50 milliarder USD per måned. Dette kom ikke som nogen overraskelse, og da renten ikke blev justeret, reagerede markederne minimalt på nyheden. Balancereduktionen kommer til at løbe over flere år, og samlet set forventer The Fed, at renteeffekten over tid vil være en stigning i obligationsrenten på 1 procentpoint.

Den europæiske centralbank i Frankfurt, ECB, har tidligere meddelt, at QE-programmet fortsætter. På nuværende tidspunkt bliver der købt for 60 milliarder euro per måned. Disse opkøb kan dog ikke vare ved, fordi der simpelthen bliver opkøbt flere obligationer, end der bliver udstedt. Fra 1. januar 2018 vil ECB derfor halvere opkøbene.

Det økonomiske opsving i dele af EU tilsiger faktisk, at der ikke længere er brug for den ekstremt lempelige pengepolitik. Men situationen Sydeuropa og den store statsgæld i en række lande i kombination med den meget lave inflation gør, at ECB vil fortsætte QE-programmet i 2018.

Bank of Japan står ligesom ECB med det problem, at hvis deres opkøb fortsætter, ender de med at eje mere end 50 procent af markedet. I Japan er centralbanken endda gået skridtet videre, og køber ud over obligationer også aktier. Men mens der er nogenlunde positive udsigter for europæisk økonomi, er det ikke tilfældet for Japan. De strukturelle udfordringer er simpelthen for store, og her kan centralbanken formentlig hverken gøre fra eller til. Hvornår Bank of Japan opgiver QE og opkøbsprogrammerne, er imidlertid svært at sige.

Rentepolitikken – er der udsigt til rentestigninger?

Ser vi på centralbankernes rentepolitik, er det også tydeligt, at USA er foran både Europa og Japan. I december 2015 hævede Federal Reserve styringsrenten, hvilket var den første renteforhøjelse efter finanskrisen. Siden da er renten blevet hævet yderligere tre gange, og med forhøjelsen den 14. december 2017 ligger den nu på 1,5 procent. Yderligere renteforhøjelser afventer udviklingen i den amerikanske inflation, der stadig ligger under målet på omkring 2 pct. om året.

Det skal dog pointeres, at selv om Federal Reserve har hævet deres egen styringsrente, er det begrænset, hvor meget det vil påvirke markedsrenterne på kort sigt. Globaliseringen har nemlig betydet, at investorerne nemt kan flytte deres penge hen, hvor de får det højest mulige afkast. Så når eksempelvis europæiske investorer er utilfredse med de hjemlige renter, kan de søge mod USA, hvor renten er højere. Hvis det omvendte er tilfældet går kapitalstrømmene den anden vej. Dette flow af internationale penge holder dermed renteforskellen mellem de forskellige regioner nede.

På lidt længere sigt vil renteniveauet i både USA og Europa tendere mod 2,75 pct. afhængig af inflationsudviklingen. Hvis stigningstakten i priser og lønninger af en eller anden grund truer med at tvinge inflationen over 2 pct. vil centralbankerne være tvunget til at reagere, herunder ved at presse styringsrenten væsentligt højere op end 2,75 pct.

Italiens fodboldmæssige nedtur startede i slutningen af maj 2017. Søndag den 28. maj var en epoke i italiensk fodbold forbi. Hjemmekampen på Stadio Olympico mod Genoa var Francesco Tottis sidste optræden i AS Romas trøje. Tottis betydning for den romerske storklub og dens tilhængere i de sidste 25 år har været så stor, at ingen rigtig kan forestille sig tiden efter ham.

Nedturen fortsatte, mandag den 13. november 2017, da Italien for første gang siden 1958 ikke formåede at kvalificere sig til VM. Fiaskoen i play-off kampene mod Sverige gav som ventet et enormt rabalder i den fodboldglade nation, der fire gange har vundet VM-guld, senest i 2006. Først blev landstræner Gian Piero Ventura fyret, og efterfølgende har præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Carlo Tavecchio, trukket sig!

Mens derouten på fodboldområdet er af nyere dato, har Italiens økonomiske og politiske nedtur stået på i flere år.

Den økonomiske og politiske krise i Italien

Finanskrisen ramte Italien relativt sent, men hårdt. I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession siden 2008 – BNP er faldet med 10 procent, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.

Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og hvis BNP opgøres pr. indbygger er situationen endnu mere alvorlig med et BNP-niveau, der stort set ikke er vokset i 20 år.

Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et monstrøst skatte og afgiftsniveau mv. har bidraget til problemerne.

Krisepolitikken

Det skal dog medgives, at de seneste italienske regeringer faktisk har ført en relativ stram finanspolitik, der også har virket – det private forbrug ér reduceret, importen ér faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. Krisen har ikke mindst ramt Italiens mange små og mellemstore virksomheder, og det har igen sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.

Politisk ustabilitet og valg i 2018

Det rungende NEJ til folkeafstemningen den 4. december 2016 om ændringer i den italienske forfatning tvang den socialdemokratiske regering ledet af Matteo Renzi til at gå af. Præsident Mattarella udpegede herefter Paolo Gentiloni fra Renzis socialdemokratiske parti, PD, som leder af en midlertidig regering. Midlertidig, fordi den italienske valglov skulle ændres inden et nyvalg. Siden kom ønsket om at få en finanslov for 2018 på plads inden valget. Derfor afholdes parlamentsvalget i Italien først til maj 2018.

Valget bliver spændende, valgkampen er allerede i gang, og der er en række nok så farverige politikere på banen.

Silvio Berlusconi

Italiens tidligere premierminister, den 81-årige Silvio Berlusconi, der trådte tilbage som regeringschef i november 2011 og i oktober 2012 blev dømt for skatteunddragelse, er tilbage i centrum af italiensk politik.

Ved regionalvalget på Sicilien i begyndelsen af november vandt kandidaten for den Berlusconi-ledede centrum-højre koalition, Nello Musumeci, med 40 procent af stemmerne over komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse. Regeringspartiet Det Demokratiske Parti endte langt bagefter.

Centrum-højrekoalitionen består af Berlusconis eget parti, Forza Italia, det EU- og indvandringskritiske Lega Nord samt det EU-kritiske Fratelli d’Italia (Brødre af Italien).

Regionalevalget på Sicilien er set som et vigtigt forspil til parlamentsvalget i Italien, der finder sted til maj, og Centrum-højres knusende sejr på Sicilien kan være et fingerpeg om muligheden for, at der igen kommer en centrum-højre regering i Italien. Selvom Silvio Berlusconi næppe selv er kandidat til premierminister-posten, vil han givet spille en væsentlig rolle i valgkampen og i spillet om regeringsmagten.

EU-skepticisme

Hvis der havde været afholdt et hurtigt valg efter den fejlslagne folkeafstemning om forfatningen, kunne det have givet EU-modstandere flertallet i det italienske parlament.

Den euroskeptiske femstjernebevægelse (M5S) har med ca. 30 pct. af stemmerne længe ligget på en delt førsteplads i meningsmålingerne – side om side med Renzis demokratiske parti (PD). Sammen med det nationalistiske Lega Nord og Fratelli d’Italia (Brødre af Italien) kunne der faktisk dannes en regering med EU-skepticismen og modstanden mod euroen, som samlingspunkt.

Denne – umage – koalition blev ikke aktuel, og efter regionalvalget på Sicilien med 40 pct. til Berlusconis centrum-højre koalition, er maj-valget helt åbent.

Valgkampen og Joe Biden

Den tidligere amerikanske vicepræsident, Joe Biden har for nylig i en artikel i tidsskiftet Foreign Affairs hævdet, at Rusland og Vladimir Putin hjælper Beppe Grillos EU-skeptiske Femstjernebevægelse og det ligeledes EU-kritiske Lega Nord i den valgkamp, der allerede er gået i gang.

Lederen af Lega Nord, Matteo Salvini, reagerede ved at sige, at ”når den nuværende socialdemokratiske regering tabte valget var italienernes gode dømmekraft årsagen, og ikke drømme om Putin”.

5-stjernebevægelsen reagerede på Facebook:  ”Biden siger, at det hele er Ruslands skyld, ligesom han sagde at det er Ruslands skyld, at Trump vandt og Bidens parti tabte valget i USA, men nu går han videre og siger at Rusland hjælper 5-stjernebevægelsen. Uden dokumentation, og det er helt uacceptabelt”.

Det socialdemokratiske parti er også overrasket over Bidens udtalelser, og opfordrer den italienske udenrigsminister til at tage spørgsmålet op med både den amerikanske og den russiske ambassadør.

Luigi Di Maio som premierminister?

Mens det er komikeren Beppe Grillo, der identificeres med 5-stjernebevægelsen (M5S), blev der faktisk i september ved en on-line afstemning i bevægelsen valgt en ny formel leder, Luigi Di Maio. Selvom dagbladet Il Fatto Quotidiano mente, at ”internetafstemningen var en bekræftelse af 5-stjernebevægelsens umådelige umodenhed, inkompetence, uerfarenhed, og at afstemningen dokumenterede, at bevægelsen måske nok er voksende men aldrig bliver voksen”, skete valget med Grillos fulde velsignelse. Det betyder, at den 31-årige 5-stjerneaktivist Di Maio faktisk er Silvio Berlusconis hovedmodstander, og at han meget vel kan blive Italiens næste premierminister.

Hvem er Luigi Di Maio?

Luigi Di Maio voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et egentligt arbejde. I avisomtaler benævnes han mange steder som “tidligere tjener”. Han blev for 10 år siden vakt som aktivist og blogger af 5-stjernebevægelsen. I 2013 profiterede bevægelsen af den udbredte mistillid i Italien, og fik tæt på 9 millioner stemmer ved parlamentsvalget. Gennem bevægelsens uortodokse internetafstemninger blev den dengang 26-årige Di Maio som den hidtil yngste valgt som næstformand for underhuset i det italienske parlament, Deputeretkammeret.

Siden har 5-stjernebevægelsen drevet gæk med det italienske establishment, og var en drivende kraft bag Matteo Renzis sviende nederlag ved folkeafstemningen om en ny forfatning i december 2016.

Di Maio har sagt, at 5-stjernebevægelsen blev født ud af både det politiske venstres og det politiske højres fiaskoer. Det virkelige problem i Italien er, at der er mange borgere, der ikke kan identificere sig med de traditionelle partier, fordi de ikke overalt i landet står vagt om de sande værdier og interesser.

Bevægelsen går ind for social og miljømæssig retfærdighed, er skeptisk over for store virksomheder og uinteresseret i – men ikke lodret imod – Italiens engagement i NATO.

Bevægelsen er også på nogle områder liberal, kritisk overfor regeringer og centrale magtstrukturer og tilhænger af mindre statsregulering af det finansielle system.

Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Luigi Di Maio fremstår bevidst som en moderat eksponent for bevægelsen. Selvom han kritiserer EU, forkaster han ikke EU som de britiske Brexittilhængere, som Frankrigs Marine Le Pen eller endog hans egen ”chef”, Beppe Grillo.

“Vi har ikke til hensigt at isolere Italien. Vi har ikke til hensigt at forfalde til overdreven nationalisme, som visse højre-partier i Europa, og vi afviser pure, at vi skulle være en ”populistisk “bevægelse”.

Når talen falder på det følsomme emne om indvandring, lægger Di Maio sig tæt op ad den konventionelle italienske linje, der beklager den uretfærdige byrde, som Italien skal bære alene, når tusindvis af indvandrere og flygtninge søger at nå Italien fra Nordafrika. ”Vi er ikke tilhængere af mure, men vi har heller ingen tillid til de nuværende regler, der kræver at asylansøgere forbliver i det første indgangsland. Hvis der ikke gøres noget, ender Italien som Europas flygtningelejr”, og Di Maio peger ligesom Frankrigs Macron på behovet for at få den politiske situation i Libyen stabiliseret.

Italien udenfor EU-reformprocessen

I øjeblikket står Italien helt uden for de reformovervejelser, der foregår i EU. Det må forventes, at så snart der er dannet en ny regering i Tyskland, vil der for alvor blive taget stilling til de mange vidtrækkende problemstillinger, der ligger på stats- og regeringschefernes bord.

Brexit er en sag for sig, men allerede på Det Europæiske Råds møde 14. og 15. december 2017, skal der tages stilling til tunge forslag om at styrke bankunionen – bl.a. ved at etablere en europæisk indskudsgarantiordning.

Flere medlemslande er dog bekymrede for de risici, der knytter sig til de mange dårlige udlån – ikke mindst i sydeuropæiske og herunder italienske banker. Til trods for at disse udlån er reduceret væsentligt siden 2008, udgør de i dag omkring 865 milliarder euro eller 4,5 pct. af de samlede udlån.

Reformerne af bankunionen skal ses i sammenhæng med de videre reformer af Den Økonomiske- og Monetære Union, hvor især den franske præsident, Emmanuel Macron, presser hårdt på for at få en Europæisk Monetær Fond og for at opbygge et fælles eurobudget ledet af en fælles finansminister.

Han har opbakning fra EU-Kommissionen, men den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har i øjeblikket begrænsede handlemuligheder, fordi de tyske regeringsforhandlinger stadig pågår.

Som det ser ud nu vil Italien – på trods af landets status som en af EU’s fædre – ikke kunne spille en stærk rolle i EU-reformprocessen.

Sikkert er det til gengæld, at hvis ikke der indtræffer en mirakuløs bedring i den italienske økonomi, og hvis ikke de særlige problemer i banksektoren løses, vil italienske aktier, bankaktier især, samt kursen på italienske statsobligationer reagere negativt, når det italienske valg nærmer sig.

Balladen omkring DR’s radio-julekalender “Jul i republikken” illustrerer de kaotiske forhold i Danmarks Radio: Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC. Plottet var i BBC-versionen, at vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Hvem, der i Danmarks Radio godkender tyveriet af det britiske forlæg, og produktionen af en dansk radio-julekalender til P1, fortaber sig. Ligesom overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er endnu ikke offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentreret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Instruktøren af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” er Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program det kan man simpelthen ikke tillade Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik.

Flytning af medarbejdere

DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Det var breaking news, da en af Danmarks Radios talrige såkaldte vejr-profiler, Jesper Theilgaard, efter lang tids betænkning meddelte, at han flytter med, når DR i 2018 flytter omkring 165 arbejdspladser til Jylland. Det var igen forsidestof, da Theilgaard efter nærmere overvejelse meddelte at han forlod Danmarks Radio til fordel for mere lukrativ privat klimaoplysning.

Det skabte et ramaskrig, og mange medarbejdere hos statsradiofonien rasede, da DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn i april meddelte, at arbejdspladserne skulle flyttes fra København, som led i at sikre, at ”DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen”.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.