Lille stigning i renten i USA

De internationale finansmarkeder har i uge 50 opmærksomheden rettet mod de amerikanske og europæiske centralbanker. Den amerikanske centralbank, The Fed, afholdt tirsdag og onsdag det sidste af årets 8 møder i FOCM, Federal Open Market Committee, der fastlægger den amerikanske pengepolitik.

Torsdag holder den europæiske centralbank, ECB, møde i Frankfurt.

Mødet i The Fed blev i øvrigt det sidste møde med centralbankchef Janet Yellen for bordenden. Hun afløses til februar af Jerome Jay Powell.

Konklusionen på 2-dages mødet i Washington var, at FOMC forventer, at den økonomiske aktivitet i USA gradvist vil øges samtidig med at den positive udvikling i beskæftigelsen vil fortsætte. Inflationen vil på kort sigt ligge under 2 pct., men forventes på lidt længere sigt at stabilisere sig omkring centralbankens målsætning på 2 pct.

På den baggrund har FOMC besluttet at hæve styringsrenten fra 1,25 pct. til 1,50 pct.

Finansmarkederne havde allerede før mødet forventet en lille stigning i styringsrenten, og der kan derfor kun ventes små reaktioner på centralbankens beslutning.

Pressemeddelelsen, der onsdag aften blev udsendt efter mødet i FOMC, kan læses i sin helhed (på engelsk) her:

https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20171213a.htm

Mødet i ECB torsdag

Ingen regner med, at ECB på nuværende tidspunkt vil ændre sin pengepolitik. Dermed er forventningen i finansmarkederne, at ECB-mødet ikke i væsentlig grad umiddelbart vil påvirke den nuværende markedssituation og renteniveau. 

Senatet vil godkende Jerome Jay Powell som ny amerikansk centralbankchef efter Janet Yellen

Præsident Donald Trump nominerede torsdag den 2. november 2017 Jerome Powell – eller ”Jay” blandt venner og familie – som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve eller bare The Fed, når Janet Yellens mandat udløber i februar 2018.

Senatets Banking Committee godkendte den 5. december Powells udnævnelse til centralbankchef, og der udestår nu kun den formelle godkendelse af det samlede Senat – senere på måneden eller i januar 2018.

Jerome Powell

Jerome Powell betragtes som moderat og midtsøgende, og han ventes at fortsætte Yellens forsigtige, vækststimulerende linje. Han vil som jurist være den første centralbankchef i 40 år, der ikke har en Ph.d. i økonomi. Selvom Jerome Powell med sine læsebriller langt fremme på næsen ligner en akademiker som sine forgængere, er han netop ikke akademiker. Analytikere og journalister får derfor ikke meget ud af at gå igennem hans produktion for at finde hints om hans retning for centralbanken. Derfor er det nødvendigt at se på hans faktiske gerninger, for at finde ud af, hvem han er, og hvad han står for.

Selv uden en doktorgrad i økonomi, vil Jerome Powell være den rigeste centralbankchef – ever! Det takket være en vellykket karriere inden for investment banking (finansiel virksomhed specialiseret i at markedsføre værdipapirer, fx i forbindelse med børsintroduktioner) og private equity (kapitalfondsinvesteringer i udvikling af virksomheder med henblik på salg indenfor typisk 3 til 7 år. Private equity er baseret på aktivt ejerskab, høj gældsfinansiering – gearing – af opkøbene og stærke økonomiske incitamenter til både ledelsen i porteføljevirksomhederne og partnerne i managementselskaberne bagved fondene).

Powell, der selv som erklæret republikaner har nydt en vis støtte fra alle sider, blev i 2012 af Barack Obama udpeget som Governor og medlem af den amerikanske centralbanks bestyrelse, som mere er at ligne med en direktion i andre centralbanker.

Senatets Banking Committee kunne da også godkende Powells kandidatur med 22 stemmer for og kun 1 imod.

Ændringer i forhold til Yellen

Valget af Jerome Powell – frem for andre kandidater som f.eks. økonomen John Taylor fra det prestigiøse Stanford University, der har været en højlydt kritiker af Janet Yellen – repræsenterer en holdningsændring hos Donald Trump. Under præsidentkampagnen var han meget kritisk overfor Yellens lavrentepolitik. Trump som præsident betragtes nu som “lavrentetilhænger”, og han har faktisk rost Janet Yellens indsats, og hun indgik lidt overraskende i præsidentens ”shortlist” over mulige emner, inden han valgte Powell som centralbankchef.

I de seneste taler har Jerome Powell tilkendegivet, at en længere periode med lave renter er berettiget, så længe inflationen forbliver lav. Måske har finanskrisen sænket den ”naturlige” rente, som man ellers i centralbanken mente lå på omkring 2,75 pct.

Der, hvor han måske vil afvige fra Yellen, er i spørgsmålet af reguleringen af pengepolitikken og finansvæsenet. Han har været kritisk overfor den meget tætte regulering af også små og mellemstore forretningsbanker, der er implementeret efter finanskrisen. Powell har offentligt antydet, at man måske kunne lempe visse reguleringer for de mindre pengeinstitutter og fokusere på at sikre soliditeten og kontrollere risikovilligheden i de store systemisk vigtige finansielle institutioner.

Kun den demokratiske senator, Elisabeth Warren, stemte i Banking Committee mod godkendelsen af Powell, og årsagen var angiveligt frygt for at Powell vil lempe bankreguleringer indført under Barack Obama.

Udfordringerne: balancen og renten

Jerome Powell står over for væsentlige udfordringer som centralbankchef: Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer er vokset til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den anden udfordring vedrører fastsættelsen af niveauet for den ”naturlige” rente (hidtil 2,75 pc.), og hvordan centralbankens tiltag for at komme derhen fra den nuværende rente på 1,50 pct.

Svaret på begge spørgsmål afhænger af hvad, der kommer efter den pengepolitiske QE. I kølvandet på finanskrisen iværksatte centralbankerne – først i USA og senere i Europa og Japan – en pengepolitisk lempelse af hidtil uset karakter. Ud over, at styringsrenten blev sat i nul eller minus, begyndte centralbankerne at opkøbe obligationer i stor skala (Quantitative Easening – opkøbsprogrammer), og i dag ejer de tre centralbanker hver især obligationer for omkring svimlende 5.000 milliarder dollars.

I forhold til både Europa og Japan kom den amerikanske økonomi langt hurtigere i gang igen efter finanskrisen. En del af æren herfor kan tilskrives de amerikanske myndigheder, der prompte insisterede på at polstre bankerne med yderligere ansvarlig kapital – uanset om de ønskede det eller ej. Dernæst hjalp Federal Reserve under Ben Bernanke, der frem til 31. januar 2014 var centralbankdirektør, den nødlidende banksektor med frisk likviditet gennem massive opkøb af obligationer.

QE stoppet i USA, men fortsætter i Europa og Japan

Den positive økonomiske udvikling i USA betød, at Federal Reserve allerede i 2014 stoppede med obligationsopkøb, men selv om det amerikanske QE-program stoppede, har Federal Reserve kontinuerligt geninvesteret kuponrenter samt provenuet for udløbende obligationer, og de har således opretholdt størrelsen på deres balance. 

I modsætning til USA var krisen i Europa mere langvarig og i 2012-13 var der et decideret tilbageslag. I begyndelsen blev der – ikke mindst i Tyskland – set med skepsis på den amerikanske pengepolitiske pengeudpumpning, men i 2015 begyndte ECB i lyset af de stagnerende europæiske økonomier også at opkøbe obligationer.

Den økonomiske genopretning i Europa er stadig klart bagud i forhold til USA. Væksten er godt nok stigende, men mange EU-medlemslande – ikke mindst i Sydeuropa – kæmper stadig med høj arbejdsløshed.

I Japan, er situationen igen helt anderledes, da Japan kæmper med strukturelle udfordringer i form af en aldrende befolkning og et rigidt arbejdsmarked. De pengepolitiske lempelser er derfor ikke blot en reaktion på finanskrisen i 2007/8, men et opgør med mere end 20 års økonomisk stagnation. Men befolkningens alder kan centralbanken ikke ændre på, så derfor vil den positive effekt af nulrenter og QE kun være midlertidig.

Nedbringelse af balancen i USA – politikken fortsætter i Europa

Ved det forrige rentemøde i den amerikanske centralbank, The Fed, blev det besluttet, at nedbringe den uhyrlige balance med op til 50 milliarder USD per måned. Dette kom ikke som nogen overraskelse, og da renten ikke blev justeret, reagerede markederne minimalt på nyheden. Balancereduktionen kommer til at løbe over flere år, og samlet set forventer The Fed, at renteeffekten over tid vil være en stigning i obligationsrenten på 1 procentpoint.

Den europæiske centralbank i Frankfurt, ECB, har tidligere meddelt, at QE-programmet fortsætter. På nuværende tidspunkt bliver der købt for 60 milliarder euro per måned. Disse opkøb kan dog ikke vare ved, fordi der simpelthen bliver opkøbt flere obligationer, end der bliver udstedt. Fra 1. januar 2018 vil ECB derfor halvere opkøbene.

Det økonomiske opsving i dele af EU tilsiger faktisk, at der ikke længere er brug for den ekstremt lempelige pengepolitik. Men situationen Sydeuropa og den store statsgæld i en række lande i kombination med den meget lave inflation gør, at ECB vil fortsætte QE-programmet i 2018.

Bank of Japan står ligesom ECB med det problem, at hvis deres opkøb fortsætter, ender de med at eje mere end 50 procent af markedet. I Japan er centralbanken endda gået skridtet videre, og køber ud over obligationer også aktier. Men mens der er nogenlunde positive udsigter for europæisk økonomi, er det ikke tilfældet for Japan. De strukturelle udfordringer er simpelthen for store, og her kan centralbanken formentlig hverken gøre fra eller til. Hvornår Bank of Japan opgiver QE og opkøbsprogrammerne, er imidlertid svært at sige.

Rentepolitikken – er der udsigt til rentestigninger?

Ser vi på centralbankernes rentepolitik, er det også tydeligt, at USA er foran både Europa og Japan. I december 2015 hævede Federal Reserve styringsrenten, hvilket var den første renteforhøjelse efter finanskrisen. Siden da er renten blevet hævet yderligere tre gange, og med forhøjelsen den 14. december 2017 ligger den nu på 1,5 procent. Yderligere renteforhøjelser afventer udviklingen i den amerikanske inflation, der stadig ligger under målet på omkring 2 pct. om året.

Det skal dog pointeres, at selv om Federal Reserve har hævet deres egen styringsrente, er det begrænset, hvor meget det vil påvirke markedsrenterne på kort sigt. Globaliseringen har nemlig betydet, at investorerne nemt kan flytte deres penge hen, hvor de får det højest mulige afkast. Så når eksempelvis europæiske investorer er utilfredse med de hjemlige renter, kan de søge mod USA, hvor renten er højere. Hvis det omvendte er tilfældet går kapitalstrømmene den anden vej. Dette flow af internationale penge holder dermed renteforskellen mellem de forskellige regioner nede.

På lidt længere sigt vil renteniveauet i både USA og Europa tendere mod 2,75 pct. afhængig af inflationsudviklingen. Hvis stigningstakten i priser og lønninger af en eller anden grund truer med at tvinge inflationen over 2 pct. vil centralbankerne være tvunget til at reagere, herunder ved at presse styringsrenten væsentligt højere op end 2,75 pct.