Danmarks Radio – har Danmark råd til en stat i staten?

Balladen omkring DR’s radio-julekalender “Jul i republikken” illustrerer de kaotiske forhold i Danmarks Radio: Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC. Plottet var i BBC-versionen, at vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Hvem, der i Danmarks Radio godkender tyveriet af det britiske forlæg, og produktionen af en dansk radio-julekalender til P1, fortaber sig. Ligesom overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er endnu ikke offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentreret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Instruktøren af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” er Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program det kan man simpelthen ikke tillade Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik.

Flytning af medarbejdere

DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Det var breaking news, da en af Danmarks Radios talrige såkaldte vejr-profiler, Jesper Theilgaard, efter lang tids betænkning meddelte, at han flytter med, når DR i 2018 flytter omkring 165 arbejdspladser til Jylland. Det var igen forsidestof, da Theilgaard efter nærmere overvejelse meddelte at han forlod Danmarks Radio til fordel for mere lukrativ privat klimaoplysning.

Det skabte et ramaskrig, og mange medarbejdere hos statsradiofonien rasede, da DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn i april meddelte, at arbejdspladserne skulle flyttes fra København, som led i at sikre, at ”DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen”.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.