Når regering og ledende embedsmænd dækker sig bag tavshedspligten, og ikke bemærker, at ytringsfrihed, politilov og Grundloven krænkes

En bog om PET har fået en omtumlet tilværelse. Bogen “Syv år for PET” skrevet af journalisten Morten Skjoldager er en interviewbog med tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Tavshedspligt

Men allerede inden udgivelsen vakte bogen opsigt, og Politiets Efterretningstjeneste forsøgte at stoppe Inden bogudgivelsen nedlagde Københavns Byret i nattens mulm og mørke den 7. oktober 2016 fogedforbud mod bogen, fordi PET mente, at bogen ville indeholde oplysninger, der var omfattet af Jakob Scharfs tavshedspligt, og som kunne skade PET. To dage senere udgav Politiken bogen som særtillæg

PET anmeldte den 11. oktober 2016 Jakob Scharf til Københavns Politi for overtrædelse af tavshedspligten.

I en pressemeddelelse oplyste PET, at myndigheden mente, Jakob Scharf havde overtrådt straffelovens §152, der kan give op til seks måneders fængsel eller to år under skærpende omstændigheder.

Hvis man som offentligt ansat er underlagt tavshedspligt, kan det blandt andet omfatte fortrolige oplysninger, som man har modtaget, mens man er ansat. Har man været i en efterretningstjeneste, må man eksempelvis ikke fortælle nogen om hemmelige operationer eller PET’s arbejdsmetoder, som ikke har været offentliggjort i forvejen.

Når der økonomiseres med sandheden

Jakob Scharfs åbenhjertighed om hans ”Syv år for PET” står i skærende kontrast til det hemmelighedskræmmeri, som ellers udfolder sig i centraladministrationen under dækkes af den ukrænkelige ”tavshedspligt”.

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag. Tibet-kommissionen vurderede at politiets indgriben var i strid med både Grundloven, politiloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Ansvaret placeres hos 2 mellemledere i politiet

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Ingen andre vidste noget – sagde de!

Tibetkommissionen har til gengæld ikke fundet anledning til at kritisere andre. Kommissionen har ikke grund til at tro, at tidligere udenrigs- og justitsministre, ansatte ved hoffet eller embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet har haft viden om den ulovlige ordre. Heller ikke den øverste ledelse i Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Københavns Politi får kritik.

Årsagen til, at kun 2 mellemledere i Københavns Politi får ansvaret for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission er, at Villy Søvndal, Morten Bødskov og medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet sammen med den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet pure har afvist at have kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi at have fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  at gribe ind på en måde, som var ulovlig ved besøget i 2012.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvis de ikke er fulde af løgn, hvad er så årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københavns Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Kommercielle og politiske interesser på spil

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 af alle blev fulgt og analyseret nøje. Konklusionen var, at det kinesiske besøg var forløbet godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige i 2013 naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Tibet-kommissionens beretning har af indlysende årsager fået diskussionens om ministres og embedsmænds sandhedspligt overfor Folketinget og offentligheden. Departementschefen i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Agnete Gersing, har fundet anledning til at udtale til dagbladet Politiken, at embedsmænd skal mindes om, at de skal tale sandt og huske deres partipolitiske neutralitet. Det samme gælder vel ministre?

Ministres og embedsmænds ansvar. Bødskov-sagen

Justitsminister Morten Bødskov, der pure har afvist ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013, måtte i december 2013 gå af i kølvandet på en anden betændt sag – den såkaldte Christiania-sag.

Det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. I første omgang gik forklaringen på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Det bemærkes, at på grund af kritik i denne og andre sager havde Jakob Scharff kort forinden forladt posten som chef for PET. Det er muligt, at justitsminister Morten Bødskov kunne være sluppet med kritik, hvis ikke Kina-besøgene, hans brutale nidkærhed og ukollegiale væremåde havde slidt på Folketingskollegaernes overbærenhed.

Embedsmænd suspenderes

Justitsministeriets daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og afdelingschef Jens Christian Bülow havde været involveret i ”nødløgnen” og blev efter Bødskovs afgang af regeringen og den nye justitsminister, Karen Hækkerup, resolut suspenderet, mens en nærmere undersøgelse blev iværksat.

I begyndelsen af maj 2014 blev suspensionerne ophævet, da tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i en overraskende rapport til den nye justitsminister, Karen Hækkerup, fandt at hensynet til PET’s kilder er vigtigere end hensynet til at fortælle sandheden til Folketinget, i hvert fald når der er tale om en ”undskyldelig nødløgn”.

Nødløgn

Som følge af den forargede debat, der fulgte efter Per Sørensens opfindelse af begrebet ”nødløgn”, nedsatte regeringen i december 2014 et udvalg, som skulle belyse de spørgsmål om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget, som Christianiasagen har givet anledning til. Udvalget skulle bl.a. beskrive de gældende regler om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget og i forlængelse heraf de regler, som gælder for embedsværkets rådgivning og bistand i forbindelse med afgivelse af oplysninger til Folketinget, herunder med hensyn til sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget skulle endvidere overveje, hvorledes en fremadrettet ordning vil kunne udformes, således at det grundlæggende princip om, at en minister skal give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget, sikres.

Udvalget om opfølgning på Christianiasagen afgav sin betænkning den 2. oktober 2015 (betænkning nr. 1557). Justitsministeren oversendte samme dag betænkningen til Udvalget for Forretningsordenen, der afgav betænkning den 7. december 2016. Betænkningen kan læses her: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/ufo/bilag/29/1704634.pdf

Bo Smith-udvalget uden betydning

DJØF havde allerede i maj 2014 nedsat det såkaldte Bo Smith-udvalg med den bredere opgave at belyse de vilkår, samspillet mellem embedsværket og den politiske ledelse fungerer under, og i den kontekst hvordan embedsværket bedst muligt kan understøtte den politiske ledelse i forhold til at forberede og træffe politiske beslutninger og bistå med at gennemføre dem effektivt og med respekt for de gældende principper og normer for offentlig forvaltning i Danmark.

Bo Smith-udvalgets rapport, der siden blev udsat for faglig kritik, har ikke efterladt sig varige spor i centraladministrationen. En hovedanbefaling om at styrke departementernes legale kapacitet er således kun implementeret i enkelte ministerier.

Embedsmændene forflyttes

Justitsministeriets embedsmænd slap af krogen i første omgang. I maj 2014 vendte Anne Kristine Axelsson tilbage til sit job som departementschef i Justitsministeriet, men blev i marts 2015 forflyttet til Kirkeministeriet. Kirkeministeriet, hvor nøgleopgaverne med revision af kirkebøger og affattelse af hyrdebreve ikke kunne holde Axelssons efter stigende betydelige intellekt optaget, er siden udskiftet, da hun blev udnævnt til direktør i det nyoprettede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ATP, også kendt som Arbejdsskadestyrelsen.

Afdelingschef Jens Christian Bülow måtte også forlade Justitsministeriet, og han kunne en tid se frem til mange umådeligt kedelige år som dommer i Østre Landsret med domfældelse af butikstyve, knallertbøller og utilpassede unge mænd med indvandrerbaggrund. Gode venner reddede ham imidlertid over i Rigspolitiet, hvor han siden den 1. januar 2016 har været med til at koordinere dansk politis håndtering af situationen ved grænserne og udfordringerne som følge af flygtninge og migrantsituationen. Afdelingschef Jens-Christian Bülow er dog ikke nem at holde fast, så siden blev han udnævnt til politidirektør i Nordsjællands Politi med virkning fra den 1. maj 2016.

Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”

Debatten om embedsmænd, samspillet mellem embedsmænd og informationspligten over for Folketinget kulminerede i efteråret 2014 med lanceringen af Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”. Baseret på interviews af en lang række embedsmænd beretter og dokumenterer bogen, hvordan embedsmænd løbende skærer tal, jura og faktuelle oplysninger til, så de bedst muligt understøtter regeringens politik. Bogen dokumenterer, at efter de gældende spilleregler er det faktisk embedsmændenes pligt. De skal tjene ministeren og kan straffes for ikke at gøre det – også selvom det er tvivlsomt, om de dermed bryder loven eller taler usandt over for vælgerne og de folkevalgte. Bogen giver eksempler på centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selvom afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. Nogle embedsmænd taler i bogen om, at de tager ”mørkelygten” i brug.

I bogen understreges det, at danske embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, herunder at de skal leve op til kravene om lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet, men samtidig er embedsmændene underlagt en ganske vidtgående lydighedspligt.

Bogens detaljerede sagsgennemgange og konklusioner blev præsenteret som dramatiske afsløringer, og fik betydelig opmærksomhed blandt uerfarne politikere, i pressen og den brede offentlighed. Bogen fik ikke umiddelbart samme opmærksomhed i centraladministrationen. I kredsen af erfarne og kyniske embedsmænd på Slotsholmen og blandt politikere med ministererfaring og begrænsede skrupler, blev bogens såkaldte afsløringer opfattet som banale beskrivelser af helt ”normale” arbejdsmetoder i centraladministrationen.

Beretning i Folketinget

Den offentlige diskussion førte til, at et enigt Præsidium indstillede til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Altid ministerens ansvar

Desuagtet fremhæver beretningen ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.