Er Grækenland reddet?

Hvis man kan tro på Alexis Tsipras, den græske premierminister, går det godt i Grækenland. Tsipras sagde i sin nytårstale, at Grækenland i det nye år bliver i stand til økonomisk at stå på egne ben: ”Efter næsten otte år vil vi i 2018 kunne ånde frit og lægge tiden med hårde besparelser bag os” lød det optimistisk i den tv-transmitterede Nytårstale.

Meget kan endnu gå galt!

Selvom en række finansministre i euroområdet formentlig kunne have lyst til at betvivle den græske Nytårsoptimisme, gør de det ikke; Konsekvenserne for tilliden til eurosamarbejdet kunne blive fatale!

Siden 2010 har Grækenland modtaget store internationale kriselån. Dengang stod eurolandet Grækenland over for den totale fallit. Hvis ikke euroen skulle kollapse, måtte de øvrige eurolande træde til med hjælpepakker til gengæld for opstramninger i den græske økonomi.

Efter mere end syv år med nedskæringer og redningspakker for i alt 270 milliarder euro (2009 milliarder kroner) håber Grækenland, at den nuværende hjælpepakke på 86 milliarder euro, der udløber i august 2018, bliver den sidste. Forudsætningen for frigivelse af en tranche på omkring fem milliarder euro (37 milliarder kroner) er dog, at Grækenland lever op til de krav som kreditorerne har stillet.

Grækenlands parlament i den græske hovedstad, Athen, vedtog den 19. december finansloven for 2018, men parlamentet skal inden den 22. januar vedtage alle de reformer, der i begyndelsen af december blev aftalt med eurolandene og IMF. Grækenland skal derfor bl.a. rydde mere op i skattesystemet og gennemføre omfattende privatiseringer inden for energisektoren, hvor gas- og elmarkedet i dag domineres af statskontrollerede operatører.

De græske banker bliver samtidig nødt til igen at foretage vurdering af deres aktiver, rydde ud i de dårlige lån og gennemgå en stresstest for at sikre, at de er tilstrækkeligt kapitaliserede.

(Det bemærkes, at de fleste internationale finansfolk ikke behøver hverken aktivvurdering eller stresstest for at holde sig på betryggende afstand af græsk bankvæsen!)

Grækenland har også måttet acceptere at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet. Det forlyder, at strejkeretten var en knast i forhandlingerne. Kreditorerne krævede en stramning for at forhindre, at den græske industri lukker ned oftere, end godt er.

Spørgsmålet er imidlertid om Grækenland virkelig har overstået alle vanskeligheder?

Grækenlands kreditorer i euroområdet har hele tiden stillet deltagelsen af IMF som en ufravigelig betingelse for yderligere bidrag til redningen af Grækenland.  Fondens deltagelse skal sikre troværdigheden af de reformer, landet bliver bedt om at gennemføre.

Samtidig har IMF tøvet, fordi IMF ikke har troet på, at Grækenland kunne komme ud af krisen uden en gældslettelse. Det har hidtil været vurderingen i IMF, at selv om Grækenland faktisk gennemfører de lovede reformer, vil landets gæld alligevel nå op på omkring 150 procent af bruttonationalproduktet inden 2030 og herefter vokse eksplosivt.

IMF har derfor tidligere stået stejlt på, at eurolandene også skulle deltage i en ikke specificeret gældslettelse for Grækenland. Europæiske kreditorer kunne f.eks. bringe gælden under kontrol ved at forlænge afdragsfrie perioder, forlænge gældens løbetid eller udsætte rentebetalinger.

Kompromis med IMF

Ikke overraskende har især Tyskland modsat sig at lette gælden. I sommeren 2017 blev der opnået et kompromis mellem IMF og euroområdets finansministre. IMF er med i hjælpepakken, men da det ikke er muligt at aftale mere generøse tilbagebetalingsvilkår til Grækenland før efter dannelsen af en ny tysk regering, bliver IMF’s tilsagn først effektivt herefter.

Om Grækenland den 22. januar og allersenest inden august 2018 kan leve op til alle krav, og om Tyskland efter dannelsen af en ny regering rent faktisk vil være parat til at yde gældslettelse til Grækenland, er et åbent spørgsmål. Ikke mange tror på det, men kompromiset har givet Grækenland yderligere tid til at bringe orden i økonomien.