Italien – hvad kan vi vente?

Italiens fodboldmæssige nedtur startede i slutningen af maj 2017. Søndag den 28. maj var en epoke i italiensk fodbold forbi. Hjemmekampen på Stadio Olympico mod Genoa var Francesco Tottis sidste optræden i AS Romas trøje. Tottis betydning for den romerske storklub og dens tilhængere i de sidste 25 år har været så stor, at ingen rigtig kan forestille sig tiden efter ham.

Nedturen fortsatte, mandag den 13. november 2017, da Italien for første gang siden 1958 ikke formåede at kvalificere sig til VM. Fiaskoen i play-off kampene mod Sverige gav som ventet et enormt rabalder i den fodboldglade nation, der fire gange har vundet VM-guld, senest i 2006. Først blev landstræner Gian Piero Ventura fyret, og efterfølgende har præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Carlo Tavecchio, trukket sig!

Mens derouten på fodboldområdet er af nyere dato, har Italiens økonomiske og politiske nedtur stået på i flere år.

Den økonomiske og politiske krise i Italien

Finanskrisen ramte Italien relativt sent, men hårdt. I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession siden 2008 – BNP er faldet med 10 procent, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.

Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og hvis BNP opgøres pr. indbygger er situationen endnu mere alvorlig med et BNP-niveau, der stort set ikke er vokset i 20 år.

Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et monstrøst skatte og afgiftsniveau mv. har bidraget til problemerne.

Krisepolitikken

Det skal dog medgives, at de seneste italienske regeringer faktisk har ført en relativ stram finanspolitik, der også har virket – det private forbrug ér reduceret, importen ér faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. Krisen har ikke mindst ramt Italiens mange små og mellemstore virksomheder, og det har igen sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.

Politisk ustabilitet og valg i 2018

Det rungende NEJ til folkeafstemningen den 4. december 2016 om ændringer i den italienske forfatning tvang den socialdemokratiske regering ledet af Matteo Renzi til at gå af. Præsident Mattarella udpegede herefter Paolo Gentiloni fra Renzis socialdemokratiske parti, PD, som leder af en midlertidig regering. Midlertidig, fordi den italienske valglov skulle ændres inden et nyvalg. Siden kom ønsket om at få en finanslov for 2018 på plads inden valget. Derfor afholdes parlamentsvalget i Italien først til maj 2018.

Valget bliver spændende, valgkampen er allerede i gang, og der er en række nok så farverige politikere på banen.

Silvio Berlusconi

Italiens tidligere premierminister, den 81-årige Silvio Berlusconi, der trådte tilbage som regeringschef i november 2011 og i oktober 2012 blev dømt for skatteunddragelse, er tilbage i centrum af italiensk politik.

Ved regionalvalget på Sicilien i begyndelsen af november vandt kandidaten for den Berlusconi-ledede centrum-højre koalition, Nello Musumeci, med 40 procent af stemmerne over komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse. Regeringspartiet Det Demokratiske Parti endte langt bagefter.

Centrum-højrekoalitionen består af Berlusconis eget parti, Forza Italia, det EU- og indvandringskritiske Lega Nord samt det EU-kritiske Fratelli d’Italia (Brødre af Italien).

Regionalevalget på Sicilien er set som et vigtigt forspil til parlamentsvalget i Italien, der finder sted til maj, og Centrum-højres knusende sejr på Sicilien kan være et fingerpeg om muligheden for, at der igen kommer en centrum-højre regering i Italien. Selvom Silvio Berlusconi næppe selv er kandidat til premierminister-posten, vil han givet spille en væsentlig rolle i valgkampen og i spillet om regeringsmagten.

EU-skepticisme

Hvis der havde været afholdt et hurtigt valg efter den fejlslagne folkeafstemning om forfatningen, kunne det have givet EU-modstandere flertallet i det italienske parlament.

Den euroskeptiske femstjernebevægelse (M5S) har med ca. 30 pct. af stemmerne længe ligget på en delt førsteplads i meningsmålingerne – side om side med Renzis demokratiske parti (PD). Sammen med det nationalistiske Lega Nord og Fratelli d’Italia (Brødre af Italien) kunne der faktisk dannes en regering med EU-skepticismen og modstanden mod euroen, som samlingspunkt.

Denne – umage – koalition blev ikke aktuel, og efter regionalvalget på Sicilien med 40 pct. til Berlusconis centrum-højre koalition, er maj-valget helt åbent.

Valgkampen og Joe Biden

Den tidligere amerikanske vicepræsident, Joe Biden har for nylig i en artikel i tidsskiftet Foreign Affairs hævdet, at Rusland og Vladimir Putin hjælper Beppe Grillos EU-skeptiske Femstjernebevægelse og det ligeledes EU-kritiske Lega Nord i den valgkamp, der allerede er gået i gang.

Lederen af Lega Nord, Matteo Salvini, reagerede ved at sige, at ”når den nuværende socialdemokratiske regering tabte valget var italienernes gode dømmekraft årsagen, og ikke drømme om Putin”.

5-stjernebevægelsen reagerede på Facebook:  ”Biden siger, at det hele er Ruslands skyld, ligesom han sagde at det er Ruslands skyld, at Trump vandt og Bidens parti tabte valget i USA, men nu går han videre og siger at Rusland hjælper 5-stjernebevægelsen. Uden dokumentation, og det er helt uacceptabelt”.

Det socialdemokratiske parti er også overrasket over Bidens udtalelser, og opfordrer den italienske udenrigsminister til at tage spørgsmålet op med både den amerikanske og den russiske ambassadør.

Luigi Di Maio som premierminister?

Mens det er komikeren Beppe Grillo, der identificeres med 5-stjernebevægelsen (M5S), blev der faktisk i september ved en on-line afstemning i bevægelsen valgt en ny formel leder, Luigi Di Maio. Selvom dagbladet Il Fatto Quotidiano mente, at ”internetafstemningen var en bekræftelse af 5-stjernebevægelsens umådelige umodenhed, inkompetence, uerfarenhed, og at afstemningen dokumenterede, at bevægelsen måske nok er voksende men aldrig bliver voksen”, skete valget med Grillos fulde velsignelse. Det betyder, at den 31-årige 5-stjerneaktivist Di Maio faktisk er Silvio Berlusconis hovedmodstander, og at han meget vel kan blive Italiens næste premierminister.

Hvem er Luigi Di Maio?

Luigi Di Maio voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et egentligt arbejde. I avisomtaler benævnes han mange steder som “tidligere tjener”. Han blev for 10 år siden vakt som aktivist og blogger af 5-stjernebevægelsen. I 2013 profiterede bevægelsen af den udbredte mistillid i Italien, og fik tæt på 9 millioner stemmer ved parlamentsvalget. Gennem bevægelsens uortodokse internetafstemninger blev den dengang 26-årige Di Maio som den hidtil yngste valgt som næstformand for underhuset i det italienske parlament, Deputeretkammeret.

Siden har 5-stjernebevægelsen drevet gæk med det italienske establishment, og var en drivende kraft bag Matteo Renzis sviende nederlag ved folkeafstemningen om en ny forfatning i december 2016.

Di Maio har sagt, at 5-stjernebevægelsen blev født ud af både det politiske venstres og det politiske højres fiaskoer. Det virkelige problem i Italien er, at der er mange borgere, der ikke kan identificere sig med de traditionelle partier, fordi de ikke overalt i landet står vagt om de sande værdier og interesser.

Bevægelsen går ind for social og miljømæssig retfærdighed, er skeptisk over for store virksomheder og uinteresseret i – men ikke lodret imod – Italiens engagement i NATO.

Bevægelsen er også på nogle områder liberal, kritisk overfor regeringer og centrale magtstrukturer og tilhænger af mindre statsregulering af det finansielle system.

Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Luigi Di Maio fremstår bevidst som en moderat eksponent for bevægelsen. Selvom han kritiserer EU, forkaster han ikke EU som de britiske Brexittilhængere, som Frankrigs Marine Le Pen eller endog hans egen ”chef”, Beppe Grillo.

“Vi har ikke til hensigt at isolere Italien. Vi har ikke til hensigt at forfalde til overdreven nationalisme, som visse højre-partier i Europa, og vi afviser pure, at vi skulle være en ”populistisk “bevægelse”.

Når talen falder på det følsomme emne om indvandring, lægger Di Maio sig tæt op ad den konventionelle italienske linje, der beklager den uretfærdige byrde, som Italien skal bære alene, når tusindvis af indvandrere og flygtninge søger at nå Italien fra Nordafrika. ”Vi er ikke tilhængere af mure, men vi har heller ingen tillid til de nuværende regler, der kræver at asylansøgere forbliver i det første indgangsland. Hvis der ikke gøres noget, ender Italien som Europas flygtningelejr”, og Di Maio peger ligesom Frankrigs Macron på behovet for at få den politiske situation i Libyen stabiliseret.

Italien udenfor EU-reformprocessen

I øjeblikket står Italien helt uden for de reformovervejelser, der foregår i EU. Det må forventes, at så snart der er dannet en ny regering i Tyskland, vil der for alvor blive taget stilling til de mange vidtrækkende problemstillinger, der ligger på stats- og regeringschefernes bord.

Brexit er en sag for sig, men allerede på Det Europæiske Råds møde 14. og 15. december 2017, skal der tages stilling til tunge forslag om at styrke bankunionen – bl.a. ved at etablere en europæisk indskudsgarantiordning.

Flere medlemslande er dog bekymrede for de risici, der knytter sig til de mange dårlige udlån – ikke mindst i sydeuropæiske og herunder italienske banker. Til trods for at disse udlån er reduceret væsentligt siden 2008, udgør de i dag omkring 865 milliarder euro eller 4,5 pct. af de samlede udlån.

Reformerne af bankunionen skal ses i sammenhæng med de videre reformer af Den Økonomiske- og Monetære Union, hvor især den franske præsident, Emmanuel Macron, presser hårdt på for at få en Europæisk Monetær Fond og for at opbygge et fælles eurobudget ledet af en fælles finansminister.

Han har opbakning fra EU-Kommissionen, men den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har i øjeblikket begrænsede handlemuligheder, fordi de tyske regeringsforhandlinger stadig pågår.

Som det ser ud nu vil Italien – på trods af landets status som en af EU’s fædre – ikke kunne spille en stærk rolle i EU-reformprocessen.

Sikkert er det til gengæld, at hvis ikke der indtræffer en mirakuløs bedring i den italienske økonomi, og hvis ikke de særlige problemer i banksektoren løses, vil italienske aktier, bankaktier især, samt kursen på italienske statsobligationer reagere negativt, når det italienske valg nærmer sig.