Christian Ibsen, direktør i den grønne radikale tænketank, CONCITO, når den 30. april 2016 i Berlingske Tidende efter flere tilløb frem til den interessante erkendelse, at ”en ambitiøs klima- og energipolitik naturligvis er afhængig af, at omstillingen sker så omkostningseffektivt som muligt – økonomisk, teknologisk og politisk.”

Hidtil har man nærmest fået indtryk af, at den grønne omstilling var en overskudsforretning, der samtidig bragte Danmark helt i front i klimakampen. Det er bestemt ikke indtrykket, at den radikale energiminister på tidspunktet for indgåelsen af energiaftalen i 2012 var særligt optaget af de faktiske omkostninger ved den grønne omstilling.

PSO-afgiften

PSO-afgiften opkræves i dag hos virksomheder og private elforbrugere over elregningen, men i forbindelse med Vækstpakke 2014 blev der aftalt en erhvervsrettet lempelse på godt 1 mia. kr. i 2016, der afholdes over finansloven. De resterende godt 7 mia. kr. skal dog stadig betales af virksomhederne og de almindelige private elforbrugere.

PSO-ordningen skal under alle omstændigheder ændres. I sin nuværende udformning er den i strid med EU’s statsstøtteregler. PSO-støtten udbetales kun til produktion af grøn strøm i Danmark, mens PSO-tariffen pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om strømmen så rent faktisk stammer fra Danmark eller fra udenlandske producenter. Det er konkurrenceforvridende og i strid med EU’s statsstøtteregler, og EU-Kommissionen har pålagt Danmark at ændre ordningen inden udgangen af 2016.

Danske elkunder skal nu betale for solcelleanlæg i udlandet!

EU-Kommissionen har desuden stillet som betingelse for at tillade at PSO-systemet opretholdes i 2015 og 2016, og dermed godkendelse af støtten til bl.a. solceller, husstandsvindmøller, forsøgsmøller på havet og Horns Rev 3, at der i 2016 gennemføres et udbud, der også giver mulighed for at udenlandske energianlæg kan få del i støtten. Derfor har Folketinget den 3. marts 2016 vedtaget en, der giver bemyndigelse til, at der kan afholdes et pilotudbud af pristillæg for el fremstillet på solcelleanlæg med en samlet installeret effekt på 20 MW, hvoraf 2,4 MW også kan vindes af projekter uden for Danmark.

Det er helt uforståeligt, at der i det danske Folketinget er et stort flertal for en lov, der tvinger danske elkunder til at betale for udbygningen af vedvarende energi – vel at mærke i andre lande! Dertil er det kommet i dansk energipolitik og så meget for omkostningsbevidsthed!

PSO-omkostningerne er løbet løbsk

Samtidig er omkostningerne til PSO-ordningen løbet løbsk – fra cirka 2 mia. kr. i 2006, over 3,6 mia. kr. på tidspunktet for indgåelse af den store energiaftale i 2012 til 8,3 mia. kr. i 2016.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt har på baggrund af opdaterede beregninger fra Energistyrelsen bebudet fundamentale ændringer i systemet. Regningen for den grønne omstilling er blevet for stor, siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt ifølge dagbladet BØRSEN. Ministeren er ikke afvisende over for at genåbne energi-aftalen fra marts 2012.

Energistyrelsen påviste i marts 2016, at siden samtlige partier minus Liberal Alliance vedtog energiaftalen i 2012 er den forventede PSO-regning for perioden 2016-2020 steget med 68 procent og regningen frem til 2025 anslås nu til knap 70 mia. kr.

Hvordan kunne det gå så galt?

Partierne bag energiaftalen i 2012 havde helt urealistiske forventninger til fremtiden. På et tidspunkt var der en tyrkertro på, at teknologiudviklingen hurtigt ville gøre grøn strøm billigere. Samtidig var der forventninger om stærkt stigende elpriser

Elproducerende vindmøller på land er blevet ganske effektive, problemet er at den væsentlige vindmølleudbygning sker på havet, hvor priserne på den grønne strøm er langt højere.

I forbindelse med opførelsen af havmølleparken ved Anholt på 400 MW til en pris af 10 mia. kr. krævede Dong Energy Wind Power A/S – som det eneste selskab, der bød – en strømpris på 1,05 kr. pr. kWh. Selvom kun ét selskab deltog i udbuddet accepterede den daværende radikale energiminister helt uhørt den af Dong krævede pris. I forhold til en spotpris for strøm på 25-35 øre pr. kWh koster Anholt dermed de danske el kunder omkring 1,5 mia. kr. om året i støtte over PSO-ordningen.

Hvad angik udviklingen i markedsprisen på el tog man også fejl. Prisen forventedes at stige i takt med at eksisterende konventionelle kraftværker blev taget ud af drift. Problemet er, at der fortsat er en væsentlig konventionel elproduktion og samtidig var forudsigelserne om brændselsudgifterne helt i skoven. De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på forudsigelserne om udviklingen i priserne på fossile brændsler fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

I 2012 vurderede IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).

Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde. På det seneste er noteret en mindre stigning så prisen på olie i dag ligger omkring 40 dollar pr. tønde – men stadig meget langt fra forventningerne i marts 2012.

CONCITO mener ikke, at omstillingen er for dyr

CONCITO mener tydeligvis ikke, at den uforudsete store stigning i PSO-omkostningerne er et problem. Det påpeges, at den markedsbestemte elpris i dag er langt lavere end forventet, da energiforliget blev indgået i 2012, så trods stigningen i PSO-tariffen er den samlede forbrugerpris på el lavere end forventet dengang. CONCITO, der har Connie Hedegaard som formand, negligerer fuldstændig forarmningen af danske skatteborgere i forhold til borgere i andre EU-lande. Det forhold, at danske konkurrenceudsatte virksomheder, svækkes i forhold til udenlandske konkurrenter, der har den fulde fordel af faldende energipriser, affærdiges med en flot bemærkning om, at ”dem bør der tages hånd om”!  Javel, men hvordan – mere statsstøtte?

Når klima- og energiministeren siger at PSO-omkostningerne løber løbsk, er det ifølge Christian Ibsen helt forkert. Energiministeren bygger sine betænkeligheder på Energistyrelsens forventninger om de fortsat stigende PSO-udgifter, men CONCITO er klogere. Uden skygge af argumentation afvises beregningerne med, at ”der synes ikke at være belæg for, at regningen skrider, eller at omstillingen er alt for dyr.”

Samfundsøkonomiske omkostninger

CONCITO argumenterer med at Danmark i ”de sidste ti år har fået ny grøn energi, nye grønne arbejdspladser og markant mindre CO2-udledning, uden at det er gået nævneværdigt ud over de samlede energiudgifter.”

Hvor er de grønne arbejdspladser – i Kina? Man kunne få den tanke, at CONCITO kun er leveringsdygtig i løst funderede eller helt ubegrundede postulater. Hvis den grønne radikale tænketank faktisk har prøvet at regne på tingene, må det konstateres, at de når frem til andre resultater end alle andre.

De miljøøkonomiske vismænd har en anden opfattelse

Det er ikke kun Energistyrelsen og energiministeren, der er optaget af omkostningseffektivitet. Tirsdag den 1. marts 2016 offentliggjorde de miljøøkonomiske vismænd en rapport med beregninger over omkostningerne ved at blive fossilfri. Rapporten fastslår, at det vil koste mange milliarder mere, end samfundet får tilbage, hvis Danmark skal være fossilfri i 2050. Vismændene har beregnet, at det vil koste 16 milliarder kroner ekstra – om året (!), hvis Danmarks energiforbrug skal baseres udelukkende på vedvarende energi. Klimagevinsten i form af mindre CO2-udledning og de samfundsmæssige besparelser i form af faldende omkostninger i sundhedsvæsnet udgør til gengæld kun godt 4 milliarder kroner.

Der syntes ej heller ifølge Vismændene at være belæg for at hævde, at dansk enegang med den grønne omstilling vil være forbundet med store økonomiske fordele for erhvervslivet.

Danfoss og andre virksomheder i Green-Tech sektoren henviser ofte til de lukrative eksportmuligheder for især grøn teknologi. I 2015 var der et fald på 3,9 pct. i eksporten af energiteknologi. Tallene fremgår af en ny opgørelse fra Energistyrelsen, Dansk Energi og Dansk Industri, der er offentliggjort i forbindelse med DI Energis årsdag i Industriens Hus i København. Tilbagegangen i eksporten af energiteknologi skal hovedsageligt forklares med udviklingen i eksporten af grøn energiteknologi. Det skal i øvrigt bemærkes, at grøn energiteknologi kun udgør 6,4 pct. af den samlede vareeksport.

Ifølge Vismændene er det samlet set ud fra en økonomisk betragtning svært at argumentere for den grønne omstillings totale stop for fossile brændsler.

Meromkostninger på 100 mia. kr. om året?

Den tvivlsomme økonomi understreges også af den kendsgerning, at Energistyrelsen, Vismændene, Klimakommissionen, tænketanken CEPOS, CONCITO og Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi er nået frem til vidt forskellige konklusioner på spørgsmålet om prisen for et fossilfrit Danmark.

Hvor Vismændene er nået frem til 16 mia. kr. om året har CEPOS beregnet meromkostningerne til omkring 100 mia. kr. om året.

Her har vi måske et bidrag til opklaringen af, hvorfor et Danmark uden vækst er fattigere end før finanskrisen i 2008?

Udfordringen er enorm – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrig er for længst faldet fra, og UK står over for en afgørende folkeafstemning, som meget vel kan ende med Brexit. Hvis de traditionelle ansvars- og regeringsbærende midterpartier i Europa taber til fløjene, kan det meget vel være slut med det grandiose europæiske projekt. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som indædt kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem. I Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

Danskernes nej den 3. december 2015 til den fuldstændige opgivelse af retsforbeholdet på hele EU-området retlige og indre anliggende har afstedkommet megen forvirring. Skal vi have en parallelaftale, som flere andre lande har – eller skal vi afholde en ny folkeafstemning alene de retsakter, der sikrer vores fulde deltagelse i Europol?

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk netop har genvalgt den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Ansvarssvigt

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede og informerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard er et sådan eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Pludselig får Uffe Østergaard en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

Weekendavisen

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard er bemærkelsesværdig så kort tid efter han er fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende. Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

Uffe Østergaards liv og levned

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Østergaard faldt godt og villigt ind og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog, at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden, og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv – endda flere gange.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – påpegede manglende konsistens, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Den revolutionære tone lå godt for Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til at kæmpe – i hvert fald i teorien – på barrikaderne. Hvis Uffe havde levet i en anden tidsalder ville han sikker også kunne deltage i ophedede debatter om ”Blut und Eisen”.

Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet og storme ind på universiteter og medier.

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie, og han kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”, men Østergaard fandt tydeligvis at professoratets prestige og aflønning nok kunne berettige at træde i EU-propagandaens tjeneste.

Hvor den danske offentlighed normalt gnider de kritiske øjne, når kommercielle kræfter bevæger sig ind på at sponsorere forskningen, fordi der dermed kan stilles alvorlige spørgsmålstegn ved forskningens upartiskhed, har den interessante nyskabelse i dansk akademisk liv som EU-udnævnte professorater øremærket til at docere euro-ideologi ikke påkaldt sig nogen offentlig debat. Østergaard måtte dog tåle, at den borligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

Holocaust

2000-2002 var han leder af det nyoprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Østergaards barnlige glæde over titlen som direktør og adgangen til bevillinger og repræsentationskonto var bemærkelsesværdig.

Og fra 2007 blev han endelig rigtig professor i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et universitet, men kun ved Copenhagen Business School.

Han markerede sig fortsat med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand og ofte ganske forvirrende selv for eksperter. På den måde blev han fast inventar i medierne, når journalisterne selv gav op, og det gjorde de hurtigt.

Han udgav også en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigter” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Nu har Uffe Østergaard igen ændret mening, og vi kan se frem til ordrige analyser af Viktor Orbáns politik. Det internationale samfund har i årevis betragtet Viktor Orbán som flygtningekrisens store skurk og EU’s sorte får. Men vi vil snart høre Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en pioner, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser. Nu skal det ske: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Glæde i himlen over én omvendt synder

Men i stedet for at håne Uffe Østergaard bør vi med Lukasevangeliets ord udbryde:

”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Connie Hedegaard, KR-fonden og CONCITO mener, at Danmark burde gå foran og presse EU til at følge et mere ambitiøst approach til implementeringen af Paris-aftalen end 2030-rammen for EU’s klima- og energipolitik 2021-30, som Det Europæiske Råd vedtog i oktober 2014.

Det er således – ifølge Connie Hedegaard – nærmest uansvarligt, når Venstre-regeringen peger på behovet for realisme i danske klima- og energipolitik.

Frem for at please en uansvarlig politisk venstrefløj og den danske Green-Tech sektor, ville det være ønskeligt, såfremt Connie Hedegaard med hendes baggrund som dansk minister og EU-Kommissær bidrog til, at den danske offentlighed fik et realistisk billede af den gigantiske opgave, det danske samfund står overfor med de gældende, ambitiøse EU-målsætninger. Det ville klæde Connie Hedegaard at skrue lidt ned for de emotionelle appeller og op for sagligheden:

Allerede før Paris-aftalen blev underskrevet i New York den 22. april 2016 blev Paris-opfølgningsprocessen i EU som bekendt påbegyndt med Kommissionens forslag om en revision af EU’s kvotehandelsdirektiv – og Connie Hedegaard burde om nogen vide, at det ikke bliver en nem opgave at få bakset det direktiv på plads!

Desuden vil Kommissionen i løbet af det kommende år præsentere yderligere en lang række lovforslag til implementeringen af 2030-rammen. Der skal også udarbejdes en ny byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer samt integration af udledninger og optag fra skov og jorder. EU-målsætningen er som bekendt, at de hidtil ikke-kvotebelagte sektorer som landbrug, transportsektoren og byggeri samlet skal reducere deres udslip med 40 pct. i 2030. Sådan en udfordring kræver grundige økonomiske og tekniske analyser som basis for en omkostningseffektiv indsats. Det Konservative Folkeparti burde står forrest i kravet om et sagligt grundlag for vidtrækkende beslutninger!

Det var måske også en opgave, hvor CONCITO kunne demonstrere sin berettigelse?

Som bekendt omfatter EU’s 2030-mål, udover mindst 40 procent reduktion i drivhusgasser, også målsætninger vedrørende mindst 27 procent vedvarende energi i det endelige energiforbrug og mindst 27 procent forbedring i energieffektivitet. Det er derfor også en bunden opgave for EU-landene at EU-regelsættet tilpasses (er ikke nemt med Parlaments-procedurer m.v.) med henblik på at prioritere energieffektivitet og fremme EU’s rolle som verdensførende inden for vedvarende energi.

For EU-landene og det danske samfund kan der samlet set ventes meget væsentlige samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske omkostninger, som vil afhænge af de kommende processer vedrørende implementeringen i perioden 2021-2030.

Der er ej heller grund til at skjule, at vi med Parisaftalen deltager i et kollektivt løfte om at mobilisere mindst 100 mia. USD om året fra 2020 til ulandenes klimaindsats. Fra hvem og hvordan denne finansiering skal tilvejebringes er et helt åbent spørgsmål – men det er måske noget der overvejes i de velpolstrede fonde, som Connie Hedegaard er rejsende ambassadør for?

Det er derfor helt urimeligt, at Connie Hedegaard prøver at præsentere opgaven med at implementere Paris-aftalen – ikke kun som en nødvendighed, men også som en fornuftig investering. Det er meget muligt, men i betragtning af risiciene for at foretage gigantiske fejlinvesteringer, der får DONG’s Hejre-felt og DSB’s IC 4-tog til at ligne petitesser, bør vi så ikke afvente det solide faglige grundlag?

Det tror jeg nok!

Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler vækker det pludselig opmærksomhed, at udenlandske medarbejdere i danske selskaber har mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det vurderes oven i købet, at den lukrative skatterabat vinder frem hos danske topselskaber.

Baggrunden er, at et flertal i Folketinget for længst har erkendt, at det danske skattetryk er fuldstændig ødelæggende for vækst og beskæftigelse.

Selvom Socialdemokratiet og venstrefløjen stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer.

Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Forskerordningen

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 62.300 kr. i 2016 (61.500 kr. 2015) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2013 hvor godt 5000 personer var omfattet. Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 62.300 kr.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

I Novo Nordisk er antallet af medarbejdere, der benytter sig af forskerordningen, steget med næsten 50 pct. og omkring 10 pct. af medarbejderne i NOVOs forsknings- og udviklingsafdeling er fra udlandet.

Forsker-ordningens lempelige skattemæssige behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år. Men det vil næppe være tilstrækkeligt til at tiltrække internationale kapaciteter.

Forskerordningen er en lappeløsning

Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen betegner i Berlingske Tidende den 26. april 2016 forskerordningen som en lappeløsning. Rebien Sørensen er ikke blind for behovet for en større skattereform, men insisterer på den koret bane på en forlængelse af ordningen til 10 år.

Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på 26 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.

Det skal bemærkes, at også søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Det internationale skibsregister, tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev mobile borerigge ligeledes omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Konsekvensen er, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

Regeringen har siden offentliggørelsen af anbefalingerne fra den såkaldte ”Vederlagskommission” brugt tiden på at skabe sig overblik over, hvad der kan skabes flertal for, og på den baggrund var forventningen at forslagene ville blive behandlet på et møde i Folketingets præsidium onsdag den 20. april 2016.

Det forlyder, at selvom partierne skrottede anbefalingerne fra Vederlagskommissionen, er der nu alligevel udsigt til en række mindre justeringer af politikernes løn- og pensionsvilkår.

Baggrund

Den såkaldte ”Vederlagskommission” præsenterede sin rapport mandag den 18. januar 2016 kl. 11:00 i Eigtveds Pakhus.

Partistøtte og vederlag til politikere er interessante sager, der normalt undgår offentlig opmærksomhed. Vederlagskommissionen fik lov til fuldstændig upåagtet af pressen, at arbejde med deres forslag til hvordan politikerne yderlige skulle forgyldes.

Hvis ikke dagbladet Politiken sent den 5. januar 2016 havde offentliggjort en række af kommissionens kommende forslag, er det ikke godt at vide, hvordan lønforhøjelserne ville være blevet præsenteret for offentligheden.

Helt usædvanlig kastede kommissionens formand, DR-formand, Michael Christiansen, sig energisk ud i ”damage-kontrol”. Vi måtte forstå, at forslaget om forhøjelse af ministrenes og folketingsmedlemmernes vederlag med 15 pct. og borgmestrenes aflønning med op til 30 pct. var ”revet ud af deres rette sammenhæng”. Vi havde fuldstændig misforstået: politikerne skulle tvært imod fratages en lang række skattefrie løngoder, samt – for kommende medlemmer af Folketinget – tåle forringelser i eftervederlag og pensionsforhold!

Det må derfor antages, at kommissionsformanden – hvis vi havde været uden den utidige læk til Politiken – under en kontrolleret præsentation under dække af fuldstændigt uigennemsigtige aktuarberegninger og Michael Christiansens velkendte juristeri – ville have bildt sagesløse borgere ind, at justeringerne i vederlagsstruktur m.v. nærmest var politikernes ”offer” på nationens alter. JyllandsPosten kom efterfølgende i besiddelse af beregninger fra Vederlagskommissionen, der netop efterlader det indtryk.

Forhøjelse af vederlag for varetagelse af kommunale hverv

Allerede i 2014 besluttede Folketinget at vederlag, diæter, pensioner m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, skulle forhøjes. Selvom der er diskussion om antallet af folkevalgte, herunder nødvendigheden af de fuldstændigt overflødige regionsråd, var der almindelig politisk enighed om, at justeringerne af vederlagene til medlemmerne af de kommunale organer i det store hele var nødvendige og rimelige.

Vederlagskommissionen

Problemet var, at justeringerne af vederlagene i den kommunale verden straks gav folketingsmedlemmer, ministre, regionsrådsformænd og borgmestre gode ideer. Der blev med det samme stillet spørgsmål ved rimeligheden af, at vederlagene til medlemmer af Folketinget og borgmestrene ikke havde været reguleret i en årrække. Antagelsen blandt mange politikerne var, at vederlagene til de aktive deltagere i det repræsentative demokrati var helt utilstrækkelige. Men er en årsløn på knap 800.000 kr. til folketingsmedlemmerne i grundvederlag + skattefrit tillæg rimelig? Skal ministre vederlægges med fra 1,2 til 1,4 millioner kr. om året? Skal ministre have eftervederlag efter kun 6 uger som minister? Er det retfærdigt, at ministre kan optjene ret til livslang skatteyderbetalt ministerpension ved ét års arbejde? Skal ministres børn være berettiget til pension? Skal borgmestre og regionsrådsformænd fortsat have ret til en årsløn i eftervederlag efter 8 år som borgmester? Skal man også have ret til eftervederlag, hvis man frivilligt opgiver sin borgmesterpost for at blive minister? Skal borgmestre have ret til pension svarende til en tjenestemand fra han fylder 60 år? Skal et enkelt år som medlem af Folketinget udløse retten til livslang politikerpension? Skal medlemmer af Folketinget have skattefri dækning af omkostninger, der ikke for andre borgere er fradragsberettigede? Skal politikere ligesom alle andre vente til folkepensionsalderen, eller skal politikere fortsat kunne få pension allerede fra efterlønsalderen? Hvis de blev medlem før 2007, modtager de altså pension, fra de er 60 år. Er de blevet medlem senere end 2007, så modtager de pension, fra de er 61 år.

Politikere med ”rene hænder”

S, RV, V, K og SF blev i maj 2014 enige om at etablere den såkaldte ”Vederlagskommission”. Det usædvanlige var, at politikerne dengang meddelte, at for at undgå beskyldninger om at varetage egne interesser, havde man på forhånd ”forpligtet sig selv” til at følge kommissionens anbefalinger! Forslag fra en ”kommission” må antages at være seriøse, fornuftige og svært angribelige! Ellers forekommer det umiddelbart dristigt, at overlade vigtige spørgsmål om vederlag og pensioner til andre. I dette tilfælde var risikoen begrænset: Kommissionsformand Michael Christiansen signalerede som aftalt straks, at kommissionens opgave ”ikke er reduktion i vederlagene, men at finde argumenter for forhøjede vederlag”.

Michael Christiansen

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket.

Men noget tyder på, at han er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Som formand for Det Danske Kulturinstitut står han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien – på et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine, og Indien på grund af Holck-sagen obstruerer danske interesser. Som bestyrelsesformand i Danmarks Radio, hvor han har allieret sig hundrede procent med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret gjort hans position uholdbar.

Om han har genoprettet renommeet med beslutningen af flytte dele af DR til Aarhus og Aalborg er uvist.

Vederlagsforhøjelser nærmest skrevet ind i kommissoriet

Ifølge kommissoriet skulle kommissionen foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Kommissionen skulle herefter foreslå ændringer, der, “tager højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde”.

At kommissionsarbejdet skulle føre til lønstigninger, var således praktisk talt skrevet ind i kommissoriet.Vederlagskommissionen blev pålagt at færdiggøre arbejdet så betids, at eventuelle ændringer for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017 og få virkning pr. 1. januar 2018.

Pension og eftervederlag

Alle partier har tilkendegivet, at tiden ikke er inde til markante lønforhøjelser, men det forlød oprindeligt, at Folketingets Præsidium onsdag den 20. april ville beslutte at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Desuden forlød det, at reglerne for eftervederlag vil blive ændret, således at eftervederlaget bortfalder hvis man overfår til et andet politisk embede. Umiddelbart bliver der altså ikke tale om lønforhøjelser, men det forlyder, at man fremover vil bruge en reguleringsmekanisme, der i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger.

Hverken regering eller Folketing har været særligt meddelsomme i denne sag. På det seneste er det dog oplyst, at der først vil blive taget stilling til de følsomme spørgsmål efter 1. maj

Peter Birch Sørensen, formand for Klimarådet og professor i økonomi, Københavns Universitet, kommer den 13. april 2016 i Berlingske Tidende med en interessant tilståelse: Omstillingen af elproduktionen til vedvarende energi koster penge – mange penge! Hidtil har man nærmest fået indtryk af, at den grønne omstilling var en overskudsforretning, der samtidig bragte Danmark helt i front i klimakampen.

Den gode klimaformand argumenterer i kronikken i Berlingske Tiden den 13. april 2016 samtidig for, at ”Både sort og grøn el skal på elregningen”. Støtten til den grønne omstilling, som hidtil er finansieret via PSO-tariffen, bør under ingen omstændigheder afholdes over Finansloven.

Som alle demagoger finder Peter Birch Sørensen at fakta afleder opmærksomheden fra han maniske appeller til tilhængernes tro og håb. Birch Sørensen og Klimarådets prognoser er i hvert fald ikke baseret på facts men i højere grad på løst funderede forventninger og ønsketænkning.

PSO-afgiften

PSO-afgiften opkræves i dag hos elforbrugerne over elregningen, men i forbindelse med Vækstpakke 2014 blev der aftalt en erhvervsrettet lempelse på godt 1 mia. kr. i 2016, der afholdes over finansloven. De resterende godt 7 mia. kr. skal dog stadig betales af husholdningerne og de almindelige elforbrugere.

PSO-ordningen skal under alle omstændigheder ændres. I den nuværende udformning er den i strid med EU’s statsstøtteregler. PSO-støtten udbetales kun til produktion af grøn strøm i Danmark, mens PSO-tariffen pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om strømmen så rent faktisk stammer fra Danmark eller fra udenlandske producenter. Det er konkurrenceforvridende og i strid med EU’s statsstøtteregler, og EU-Kommissionen har pålagt Danmark at ændre ordningen inden udgangen af 2016.

Danske elkunder skal nu betale for solcelleanlæg i udlandet!

EU-Kommissionen har desuden stillet som betingelse for at tillade at PSO-systemet opretholdes i 2015 og 2016, og dermed godkendelse af støtten til bl.a. solceller, husstandsvindmøller, forsøgsmøller på havet og Horns Rev 3, at der i 2016 gennemføres et udbud, der også giver mulighed for at udenlandske energianlæg kan få del i støtten. Derfor har Folketinget den 3. marts 2016 vedtaget en, der giver bemyndigelse til, at der kan afholdes et pilotudbud af pristillæg for el fremstillet på solcelleanlæg med en samlet installeret effekt på 20 MW, hvoraf 2,4 MW også kan vindes af projekter uden for Danmark.

Det er helt uforståeligt, at der i det danske Folketinget er et stort flertal for en lov, der tvinger danske elkunder til at betale for udbygningen af vedvarende energi – vel at mærke i andre lande! Dertil er det kommet i dansk energipolitik!

PSO-omkostningerne er løbet løbsk

Samtidig er omkostningerne til PSO-ordningen løbet løbsk – fra cirka 2 mia. kr. i 2006, over 3,6 mia. kr. på tidspunktet for indgåelse af den store energiaftale i 2012 til 8,3 mia. kr. i 2016.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt har på baggrund af opdaterede beregninger fra Energistyrelsen bebudet fundamentale ændringer i systemet. Regningen for den grønne omstilling er blevet for stor, siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt ifølge dagbladet BØRSEN. PSO-afgiften er blevet for stor, siger ministeren, der ikke afviser at genåbne energi-aftalen fra marts 2012.

Energistyrelsen påviste i marts 2016, at siden samtlige partier minus Liberal Alliance vedtog energiaftalen i 2012 er den forventede PSO-regning for perioden 2016-2020 steget med 68 procent og regningen frem til 2025 anslås nu til knap 70 mia. kr.

Hvordan kunne det gå så galt?

Partierne bag energiaftalen i 2012 havde helt urealistiske forventninger til fremtiden. På et tidspunkt var der en tyrkertro på, at teknologiudviklingen hurtigt ville gøre grøn strøm billigere. Samtidig var der forventninger om stærkt stigende elpriser

Elproducerende vindmøller på land er blevet ganske effektive, problemet er at den væsentlige vindmølleudbygning sker på havet, hvor priserne på den grønne strøm er langt højere.

I forbindelse med opførelsen af havmølleparken ved Anholt på 400 MW til en pris af 10 mia. kr. krævede Dong Energy Wind Power A/S – som det eneste selskab, der bød – en strømpris på 1,05 kr. pr. kWh. Selvom kun ét selskab deltog i udbuddet accepterede den daværende radikale energiminister helt uhørt den af Dong krævede pris. I forhold til en spotpris for strøm på 25-35 øre pr. kWh koster Anholt dermed de danske el kunder omkring 1,5 mia. kr. om året i støtte over PSO-ordningen.

Hvad angik udviklingen i markedsprisen på el tog man også fejl. Prisen forventedes at stige i takt med at eksisterende konventionelle kraftværker blev taget ud af drift. Problemet er, at der fortsat er en væsentlig konventionel elproduktion og samtidig var forudsigelserne om brændselsudgifterne helt i skoven. De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på forudsigelserne om udviklingen i priserne på fossile brændsler fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

I 2012 vurderede IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde. På det seneste er noteret en mindre prisstigning på olie, men stadig meget langt fra forventningerne i marts 2012.

Peter Birch Sørensen forventninger

Klimaprofessoren mener tydeligvis ikke, at det uforudsete store stigning i PSO-omkostningerne er et problem. Professoren påpeger, at den markedsbestemte elpris i dag er langt lavere end forventet, da det seneste energiforlig blev indgået i 2012, så trods stigningen i PSO-tariffen er den samlede forbrugerpris på el lavere end forventet dengang. Birch Sørensen negligerer fuldstændig forarmningen af danske skatteborgere i forhold til borgere i andre EU-lande. Endnu vigtigere overser professoren fuldstændig, at danske konkurrenceudsatte virksomheder, svækkes i forhold til udenlandske konkurrenter, der har den fulde fordel af faldende energipriser.

Klimarådet har fremskrevet PSO-omkostningen frem mod 2050. Desværre fremturer rådet med helt urealistiske forventninger til, at den teknologiske udvikling vil billiggøre produktionen af vedvarende energi og samtidig vil markedsprisen på stige i takt med at konventionelle kraftværker tages ud af drift. På den måde når Klimarådet – hokus pokus – frem til, at PSO-omkostningen falder fra de nuværende godt 8 mia. kr. om året til omkring 4-5 mia. kr. i 2030. Frem mod 2050 ventes et yderligere fald.

Når klima- og energiministeren siger at PSO-omkostningerne løber løbsk, er det helt forkert. Birch Sørensen kan berolige os alle med, at på længere sigt er der tværtimod udsigt til et betydeligt fald i PSO-omkostningen!

Finansiering over Finansloven?

Overvejelserne om PSO-afgiften peger i retning af, at støtten til den grønne omstilling bør finansieres over Finansloven.

I Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 123 af 26. november 2015 fra Merete Riisager, Liberal Alliance, fremgår det, at Skatteministeriet skønner, at der er en betydelig samfundsøkonomisk gevinst ved at flytte PSO-opkrævningen fra forbrugernes elregning og over på personskatterne på finansloven. Den strukturelle BNP-effekt i faste priser som følge af øget arbejdsudbud og el-anvendelse i erhvervene skønnes meget groft at udgøre op til 1 mia. kr.

Klimarådet har tidligere støttet finansiering over Finansloven

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven kædes af mange sammen med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten anbefalede Klimarådet, at PSO-afgiften omlægges og at alternative muligheder for at finansiere de udgifter, der i dag dækkes af PSO-afgiften undersøges nærmere. En af de muligheder Klimarådet dengang forestillede sig var finansiering over Finansloven. I rapporten forudsatte Klimarådet, at de beregnede nettoomkostninger for staten finansieres ved en stigning i bundskattesatsen.

Formanden for Klimarådet argumenterer nu indædt mod finansiering over Finansloven. Det vil fordyre den grønne omstilling og det vil stride mod princippet, om at elkunderne skal betale alle omkostninger ved at producere strøm. Professorens største indvending er dog, at finansiering over Finansloven vil gøre omkostningerne ved den grønne omstilling synlig, og der er risiko for usikkerhed om rammerne for den grønne omstilling, når støtteudgifterne skal genforhandles fra år til år.

Det er i sidste øjeblik, hvis havvindmølleparken Kriegers Flak skal bremses. Ellers er det næppe muligt at begrænse den udbygning med vedvarende energi og dermed støtteudgifterne, der blev aftalt i forbindelse med energiforliget i marts 2012. Finansiering over skatten for de laveste indkomster vil gøre det meget synligt, at den grønne energi- og klimapolitik er en belastning. Omvendt – hvis udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne, vil det også på en smertelig måde tydeliggøre omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling.

Samfundsøkonomiske omkostninger

Tirsdag den 1. marts 2016 offentliggjorde de miljøøkonomiske vismænd en rapport med beregninger over omkostningerne ved at blive fossilfri. Rapporten fastslår, at det vil koste mange milliarder mere, end samfundet får tilbage, hvis Danmark skal være fossilfri i 2050. Vismændene har beregnet, at det vil koste 16 milliarder kroner ekstra – om året (!), hvis Danmarks energiforbrug skal baseres udelukkende på vedvarende energi. Klimagevinsten i form af mindre CO2-udledning og de samfundsmæssige besparelser i form af faldende omkostninger i sundhedsvæsnet udgør til gengæld kun godt 4 milliarder kroner.

Der syntes ej heller ifølge Vismændene at være belæg for at hævde, at dansk enegang med den grønne omstilling vil være forbundet med store økonomiske fordele for erhvervslivet. Dermed er det svært ud fra en økonomisk betragtning at argumentere for et totalt stop for fossile brændsler.

Vismændenes regnestykke ser dog en smule bedre ud, hvis man udelukkende går efter at gøre de ikke-kvotebelagte sektorer, dvs. transport, landbrug og boligopvarmningen, fossilfri. Det vil i givet fald koste 7 milliarder kroner om året ifølge beregningerne. Forklaringen er at indsatser på kvoteområdet betyder, at andre EU-lande omkostningsfrit kan øge CO2-emissionerne.

Det understreges også af Vismændene, at Klimakommissionen, tænketanken CEPOS og Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi er nået frem til vidt forskellige konklusioner på spørgsmålet om prisen for et fossilfrit Danmark. CEPOS har således beregnet meromkostningerne til omkring 100 mia. kr. om året.

Ateistisk Selskab, der er en forening for ikke-troende, der arbejder for en total adskillelse mellem religion og stat, har netop kørt kampagne med opfordringer til at ”tænke selv”, og udmelde sig af Folkekirken, hvis man kun er ”traditionskristen”.

Kampagnen har allerede givet sure miner fra præster og biskopper, men det må antages, at kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har hilst debatten provokationen velkommen. I hvert fald har Haarder i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad efterlyst debat om Folkekirken. Stridigheder om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam er livgivende, mener kirkeministeren, der gerne ser endnu mere uenighed i folkekirken.

Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. Haarder mener, at Folkekirken som institution nødvendigvis må have en vis rummelighed, hvis den fortsat vil være kirke for det store flertal. Alligevel efterlyses undertiden Folkekirkens holdning til f.eks. karakteren af den ”forkyndelse”, der finder sted i Grimshøj Moskeen. Samtidig stilles der ofte spørgsmål om den tætte forbindelse mellem stat og kirke.

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men blev medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at næsten 80 pct. af danskerne er medlem af Folkekirken.

Om Ateistisk Selskabs kampagne vil rykke ved det tal, må tiden vise.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 3. marts 2016 forsvarer den konservative folketingskandidat på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, den danske folkekirke, og giver udtryk for, at en adskillelse af stat og kirke vil være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for.

Folkekirken som statsinstitution

Det er muligt, at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) gav visse kredse forventninger om en fremtidig adskillelse af stat og kirke. Alligevel er det et faktum, at den evangelisk-lutherske folkekirke fortsat indtager en særstatus og er en fast forankret institution i Danmark – Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Berettigelsen

Jeg er selv medlem, og jeg mener det er vigtigt at værne om de grundlæggende institutioner i vores samfund, der skaber sammenhængskraft og kulturel forankring. Folkekirken er med 4,5 mio. medlemmer indiskutabelt en af de vigtigste og vel samtidig den mest decentrale organisation, der er tilbage i Danmark.

I dagens Danmark tager mange afstand fra kristendom og andre religioner, der i fundamentale og missionerende versioner insisterer på at bekæmpe homoseksualitet, insisterer på drakoniske straffe for utroskab og banaliteter, hetzer for Jihad og hellig krig og forsøger at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige Moses- eller Sharialove. Det er også svært at have sympati for religioner, der forudsætter lemlæstelse af pigers og drenges kønsorganer, før de kan optages i det religiøse fælleskab.

Men der er også mange mennesker, medlemmer af Folkekirken og andre trossamfund, som finder mening og i trøst i en forkyndelse om barmhjertighed, næstekærlighed og troen på en nådig Gud. Religionen og troen på en mening med det hele gør det nemmere at være til, ligesom forventningen om genforeningen med deres kære i det hinsides er en trøst for os alle, der udsættes for ellers ubærlige tab.

Den kontroversielle Folkekirke

En institution med Folkekirkens omfang er uundgåeligt genstand for debat, og kirken kommer ofte flot ud af diskussionerne. Men desværre bliver det idylliske indtryk alligevel skæmmet af de sager, der ustandselig dukker op, og Folkekirkens helt umådeholdne pengeforbrug.

Først sagerne:

I Gentofte måtte et enigt menighedsråd i mere end 2 år prøve at rette op på forholdene ved Messiaskirken i Gentofte. Allerede i 2012 henviste menighedsrådet i en skriftlig klage til biskop Lise-Lotte Rebel til mere end 20 års problemer med sognepræsten, Kristian Høeg. Talrige borgere skrev til provst, biskop og Kirkeministeriet for at stoppe en farce, Folkekirken ikke kunne være tjent med. Intet skete. Provsten, oplyste, på et tidspunkt, at han ”i en MUS-samtale havde rådet sognepræst Kristian Høeg til at bearbejde problemerne ved hjælp af en psykolog”. Tilbage står, at inadækvat ledelsesadfærd fra provst, biskop og kirkeministerium førte til et langvarigt og for Folkekirken pinagtigt forløb, der ikke tjener den danske Folkekirke til ære.

Først i slutningen af 2014 trådte Kirkeministeriet, der har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af præster i Folkekirken, i karakter. Kristian Høeg, der nok havde samarbejdsproblemer, men bestemt ikke er uden kvalifikationer, blev forflyttet til en anden stilling, og roen har igen sænket sig.Men der kommer nye sager. Sognepræsten i Sydhavn Sogn i København, Per Ramsdal, har offentligt udtalt, at ”det er svært at tro på, at Jesus gik ud af graven rent fysisk”.

Det er en ærlig sag at miste troen, og det står naturligvis Per Ramsdal frit, at betvivle bekendelsesgrundlaget i den evangelisk-lutherske kirke. Det bemærkelsesværdige er, at manden tilsyneladende ikke var parat til at drage konsekvensen og forlade sin vellønnede tjenestemandsstilling i den danske Folkekirke.

Det oplyses, at Per Ramsdal efter tjenstlige samtaler hos Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, har erkendt sin fejlopfattelse og igen varetager sine forpligtelser som sognepræst.

Der har desværre været mange sager med stridigheder mellem præster og menighed om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam. Debatten er givet medvirkende til vitaliteten i en organisation, der på mange måder er en anakronisme, men har alligevel hos mange har skabt tvivl om betimeligheden af folkekirken som en statsunderstøttet institution.

Er udgifterne rimelige:

Landets 10 biskopper, 2.000 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, brænder årligt omkring 8 milliarder kr. af. Ud over medlemmernes bidrag over kirkeskatten er der et skatteyderbetalt statstilskud på godt 1 mia. kr. til Folkekirken. Det burde være en overkommelig opgave gennem effektivisering, fokusering og moderne personaleledelse, at hente nogle milliarder kr. gennem en sognereform, der reducerer antallet af sogne og tilhørende Menighedsråd fra 2.200 til måske 500. Det må ikke glemmes, at menighedsrådenes demokratiske legitimitet hænger snævert sammen med, at medlemmerne er demokratisk valgt af folkekirkemedlemmerne i sognet. Imidlertid har der i en årrække været en udvikling med færre afstemningsvalg, lavere stemmeprocent og ikke tilstrækkeligt med opstillede kandidater til menighedsrådene.

Der er således også af andre grunde end økonomiske brug for reformer af den danske Folkekirke. Spørgsmålet er om Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen vover at udfordre den stærke kirkelige fløj i partiet Venstre?

Dansk Erhverv mener at kunne konstatere, at danskernes handel på nettet voksede markant i årets første kvartal i forhold til første kvartal 2015.

Samtidig er omsætningen i de fysiske butikker langt fra prangende, og det er således ikke så overraskende, at detailhandlen føler, at den er under pres.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og penge i banken. Det tegner et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote og en langvarig ændring af danskernes forbrugsmønstre. Forbrugerne synes således at være blevet mere prisbevidste.

Tidligere var der en geografisk barriere, der betød at forbrugernes alternativer var begrænsede. Bortset fra beboerne i grænselandet måtte forbrugerne acceptere de priser, der blev krævet. Sådan er det ikke mere, og den manglende konkurrence rammer nu den danske detailhandel med fuld kraft.

Voksende net-handel

I tilgift til den voksende traditionelle grænsehandel skifter forbrugerne i stigende grad fra handel i fysiske butikker til online-handel, og vi vil snart inden for en række varegrupper se fysiske forretninger kæmpe for at overleve, mens netbutikkerne buldrer frem. Det skønnes at godt 10 pct. af danskernes samlede forbrug på omkring 965 mia. kr. ligger på nettet – og nethandlen er stigende og ventes i indeværende år at runde 100 mia. kr.

Allerede nu har fire ud af ti tøjforretninger underskud, ifølge Deloittes modeanalyse baseret på offentliggjorte regnskaber frem til december 2014, og tøjmærket Bruuns Bazaar måtte i marts 2016 indgive en konkursbegæring. Det er den fjerde danske tøjkæde, som går konkurs på under en måned. Uno Danmark med 35 butikker i Danmark, Sverige, Norge og konkurs gik konkurs i begyndelsen af marts og fik kort tid efter følgeskab af modekoncernen Bruuns Bazaar. Tøjkæden Moss Copenhagen med 12 butikker gik onsdag den 23. marts konkurs.

Til gengæld melder digitale aktører som dansk-svenske Boozt.com og Miinto.com om tocifrede vækstrater.

Udenlandske netbutikker render med omsætningen

Danskerne kompenserer i stigende grad for de høje danske priser ved at handle i udenlandske e-butikker. Den tendens bliver bekræftet af tal om brug af betalingskort fra Betalingsrådet under Nationalbanken, der viser, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet: I 2011 brugte vi 9 kr. i udlandet for hver 100 kr., der blev brugt på betalingskortet. I 2015 var det steget til 11,50 kr. I alt har danskerne i 2015 brugt over 55 mia. kr. på betalingskort i udlandet – herunder i netbutikker, og det tal vil stige i de kommende år. Man kan derfor håbe, at Betalingsrådet under Nationalbanken snarest finder anledning til at offentliggøre nye tal for danskernes brug af betalingskort.

Allerede nu er der imidlertid tegn på, at udenlandske netbutikker har erobret omkring 25 pct. af den danske internethandel. Konkurrencen kommer i særdeleshed fra internationale mastodonter som Amazon, Asos og Zalando.

Tøj, sko og smykker er den næststørste kategori for e-handel på omsætning kun overgået af rejser og kulturoplevelser. Den omsætning, der går til udlandet, vil også stige, fordi nethandelen omfatter flere og flere varegrupper. Det er i stigende grad attraktivt at handle også helt almindelige dagligvarer i udenlandske netbutikker.

De udenlandske netkonkurrenter i Tyskland og Sverige drager – ud over det generelt lavere prisniveau – også fordel af den lavere tyske og svenske moms på fødevarer. Danske forbrugere kan uden problemer få transporteret varer med lav tysk eller svensk moms lige til døren overalt i landet. Butikken modtager kundens bestillinger på nettet, men er samtidig behjælpelig med kontakt til transportfirmaer, der kan transportere varerne til kundens dørtrin.

Hvis den fysiske detailhandel i Danmark ikke skal miste hele omsætningen til udenlandske netbutikker, er det på høje tid med innovativ udvikling af dansk detailhandel.

Desuden er der et påtrængende behov for politisk handling, der kan øge den indbyrdes konkurrence.

Planloven

Regeringen bør snarest genoptage forhandlingerne om lempelser af planloven. Hensigten med liberaliseringen er at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte Udkantsdanmark.

Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland kæmper imod. Samtidig lægger organisationer som De Samvirkende Købmænd pres på politikerne med påstande om, at den eneste sikre konsekvens kan blive byggeprojekter og en byudvikling, som generationer kan komme til at fortryde!

Påstanden er, at en mere liberal planlov vil betyde, at der mange steder vil kunne etableres større varehuse og hypermarkeder, der vil ramme udvalgsvarehandlen af tøj, sko og isenkram især i de mindre byer. En større butikskoncentration betyder, at dagligvareforsyningen i de små byer vil blive udsat for større konkurrence.

Omkostningerne ved en rigid planlov

Mens købmændene tænker på deres egne interesser, vil mange borgere lægge vægt på, at den nuværende detaljerede centrale fastlæggelse af vilkårene for aktivitet i selv den fjerneste afkrog af fædrelandet, indebærer en urimelig udhuling og underkendelse af lokale vurderinger og interesser. Det kommunale selvstyre er i forvejen en illusion, og det politiske sigte med en liberalisering af planloven er en tiltrængt styrkelse af det lokale ansvar og indflydelse på egne forhold.

En liberalisering af planloven vil også kunne yde et helt nødvendigt bidrag til konkurrencen i dansk detailhandel.

Den nuværende situation men manglende konkurrence, kartelaftaler og ”mestergrise” er jo ikke gratis for de danske skatteborgere. Hovedårsagen til, at danskerne betaler 39 pct. mere for fødevarer og andre dagligvarer end stort set alle andre EU-borgere, er at offentlige myndigheder og lovgivningen aktivt modvirker konkurrence.

Lovgivningen, herunder især planloven, er med til at begrænse udviklingen i produktiviteten og konkurrencepresset på det danske dagligvaremarked, og konkurrencemyndighederne har for længst giver op over for karteldannelser m.v. Planloven medfører, at dagligvarebutikker maksimalt kan være på 3.500 m2 og derfor er der i Danmark få meget store butikker – hypermarkeder. Denne struktur har som påpeget af Produktivitetskommissionen en omkostning i form af en lavere produktivitet og højere priser.

Liberalisering af planloven vil øge BNP

Resultatet er, at vi i Danmark – trods al snak om vækst og beskæftigelse – har de højeste forbrugerpriser i hele Europa. Samtidig er der risiko for at en stadig større del af den danske efterspørgsel vil rette sig mod udenlandske netbutikker med endnu mere katastrofale konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Samlet viser analyser fra Finansministeriet og CEPOS, at der er betydelige produktivitetsgevinster at hente ved at tillade hypermarkeder. BNP kan øges med 2 mia. kr. frem mod 2025 ved liberalisering af planloven.

Det har hele tiden handlet om det moderne landbrug. Påstanden har været, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v. Diskussionen har hele tiden gået på mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kilder var nationale, herunder landbruget eller om de danske farvande blev ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for godt 30 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V) og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Vandmiljøplan 1.0 1987

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og omfatter et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger Kristian Østergaard og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening David Rehling i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

• De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
• Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
• Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
• Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landoforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået ca. 30 år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er i hele uge 15 på eksportfremstød i Sydøstasien. Sammen med brancheorganisationerne Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer og en større erhvervsdelegation besøger miljø- og fødevareministeren Indonesien, Singapore og Malaysia. Formålet er at promovere danske produkter hovedsageligt inden for fødevarer, vandteknologi og affald.

Over hele verden er der et stigende behov for vandteknologi, der sparer på vandet og ikke belaster miljøet. Aktier inden for vandteknologi er steget over 50 procent de seneste fem år, og da efterspørgslen på vand vil komme til at eksplodere i fremtiden, er der interesse for at investere i vandteknologi. Og netop på vandområdet er Danmark blandt verdens førende, når det gælder udvikling af ny og bedre vandteknologi. Resultatet er en stigende eksport af danske vandløsninger lige fra store energiproducerende renseanlæg til ventiler, pumper, rør og måleinstrumenter. Eksporten af vandteknologi steg til 16,8 milliarder kroner i 2015. Til sammenligning udgjorde den samlede danske vareeksport i 2015 omkring 630 mia. kr.

Hvem skal tjene på vandforsyningen?

Det er virksomhederne vel undt, hvis de kan tjene penge på eksport af vandteknologi. Det skal dog ikke glemmes, at danske vandforbrugere gennem årene har bidraget til opbygningen af den danske ressourcebase inden for vandteknologi. Det er sket gennem forbrugerbetalt vandforsyning, der har betydet, at den almindelige, private vandforbruger formentlig betaler verdens højeste vandpriser.

I en række partier har det været den almindelige indstilling, at vandprisen alene burde indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Men alligevel er vand pålagt statsafgift, drikkevandsafgift og moms. Her til kommer, at vandselskaberne er underlagt de skattemæssige regler for selskaber.

Siden 2010 har alle vand- og spildevandsforsyninger været selskabsudskilte og skal dermed i princippet betale selskabsskat. Forud for indførslen af selskabspligt for vand- og spildevandsselskaber, var det den almindelige forventning, at vandselskaberne ikke skulle betale skat i nævneværdigt omfang.

SKAT stikker kæp i hjulet

Men hvad skete!

I 2014 begyndte SKAT at underkende vandforsyningsselskabernes værdiansættelse og afskrivninger på kloakker, vandledninger, pumpestationer og ejendomme med det resultat, at mange vandselskaber skulle betale en selskabsskat, der ville betyde en ekstra skatteregning til vandforbrugerne på i gennemsnit 1.000 kr. om året.

Holdningen hos SKAT var gift for de igangværende politiske forhandlinger om en ny vandsektorlov. Flere partier fandt det helt urimeligt at beskatte et selskab i en sektor, der skal hvile i sig selv. Det Konservative Folkeparti forlod således helt forhandlingerne – partiet kunne under ingen omstændigheder deltage i endnu et forlig, der ville belaste danske skatteborgere.

Forlig den 29. april 2015

Forhandlingerne blev imidlertid genoptaget i foråret 2015, og det endte den 29. april med et forlig om en ny og forbedret regulering af den danske vandsektor, mellem den daværende regering (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Alternativet og Liberal Alliance deltog ikke i forliget.

I forbindelse med forliget blev de betydelige skattekrav mod de offentligt ejede vandselskaber, der havde givet anledning til så store problemer, i realiteten annulleret. Det blev aftalt, at ”det skal sikres, at selskaberne reelt har muligheder for at leve op til intentionerne bag indførslen af selskabspligt for vand- og spildevandsselskaber, herunder intentionerne om, at vandselskaberne ikke skal betale skat i et nævneværdigt omfang”.

Ændring af vandsektorloven og krav om effektivisering og besparelser

Forliget blev udmøntet med Lovforslag nr. L 91 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og forskellige andre love, der blev 1. behandlet i Folketinget den 14. januar 2016 og 3. behandlet og vedtaget den 11. februar 2016. Loven er vedtaget af S, DF, V, EL, RV, SF, KF mens ALT stemte imod og LA stemte hverken for eller imod.

Sigtet med loven er at medvirke til, at vand- og spildevandsforsyningen drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne, giver lavest mulige stabile priser for forbrugerne og samtidig understøtter innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Lovforslaget skal endvidere medvirke til at sikre og udvikle en vand- og spildevandsforsyning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed, klima og naturen.

Bærende principper

Forslaget er baseret på 4 bærende principper: Om mere effektivitet i vandsektoren, om understøttelse og videreudvikling af et højt niveau for miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati i organisering og tilsyn, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Lovforslaget afspejler, at det politiske flertal finder, at så længe forsyningssektoren er et naturligt monopol er den offentlige økonomiske regulering nødvendig. Med effektiviseringskravene tilsigtes en konkurrencelignende situation, der skal give lave priser til gavn for forbrugerne og styrke især de store vandforbrugende virksomheders konkurrenceevne.Siden reguleringssystemets indførelse i 2010 anslås det, at forbrugerne har sparet betydelige beløb på vandregningen, og med lovforslaget stiles der mod, at der skal effektiviseres for yderligere 1,3 milliarder kroner i vandsektoren i 2020.

Det er penge, der går tilbage til forbrugerne og virksomhederne i form af lavere takster på grund af mere effektivt drevne vandselskaber.

Vandselskaberne vil have mere frihed

DANVA, der er interesseorganisation for danske vandselskaber er ikke helt tilfredse med loven. Man mener, at loven for ensidigt har fokus på effektivitet i vandsektoren. Efter organisationens sker det på bekostning af de øvrige vigtige principper:  om miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Synspunktet fra DANVA blev til dels støttet af S og andre, der gerne havde set at loven udover effektivitet tillige prioriterede teknologiledelse og totaløkonomi.

Tilbage til eksporten af vandteknologi – Hvad lavede Billund Vand i Indonesien?

Regentparret aflagde i oktober 2015 det første danske statsbesøg i Indonesien nogensinde under overskriften ”et innovativt partnerskab for det 21. århundrede”. Med på turen var også udenrigsminister Kristian Jensen, klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt samt 64 danske virksomheder og erhvervsorganisationer.

Særligt det kommercielle samarbejde mellem Danmark og Indonesien var i højsædet for statsbesøget, hvor virksomheder fra de fire fokusområder cleantech, det maritime, agribusiness og design deltager.

Billund kommune deltog som ejer af Billund Vand A/S i fremstødet i Indonesien. Anledningen var angiveligt, at Billund Vand leverer biologisk affald til energiproduktion i Billund Biorefinery, der har til huse i Grindsted, og dette koncept har muligvis eksportpotentiale.

Potentiale for eksport af vandteknologi, men dårlige erfaringer fra energisektoren

Det er regeringens opfattelse, at vandselskaberne ikke skal have lov til at satse borgernes takstmidler på selvopfundne miljø, eksport- eller teknologiudviklingsprojekter. I energisektoren har vi tidligere set vidtløftige projekter med tomatgartnerier, maskinfabrikker og eksporteventyr, der kostede el-kunderne dyrt.

Samtidig spiller vandselskaberne en vigtig rolle i understøttelse af teknologiudviklingen, når de på det frie marked efterspørger nye innovative løsninger. Vandselskaberne forventes også, at kunne støtte private virksomheders eksport ved at stille deres anlæg til rådighed for at demonstrere, at deres løsninger virker.

Partierne bag loven mener, at der med loven gives gode muligheder for at deltage i innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Som tidligere nævnt peges der på, at producenter af danske vandteknologier sælger deres løsninger i udlandet som aldrig før. Sidste år solgte danske producenter af teknologi til vandforsyninger og renseanlæg udstyr i udlandet for knap 17 milliarder kroner og der er givetvis et potentiale for yderligere vækst.

Et praktisk eksempel på vandpriser

Det kunne måske være nyttigt at eksemplificere hvad sagen drejer sig om:

I 2015 udgjorde betalingen for det leverede og afledte vand i Gentofte og Gladsaxe faktisk kun 28.51 kr. pr. m3! Hurra – et fald i forhold til 2014! Ak! Fornøjelsen var kort. I 2016 er betalingen igen steget til 39.07 kr.

Ledningsført vand er desuden af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,25 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften og ejendomsejerne i Gentofte kommune ender derfor med at betale 56.65 kr. pr. m3 vand.

For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, er det en samlet udgift på 6.798 kr. Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere.

Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2016 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.

Moms på en statsafgift?

Hvorfor staten skal tjene på borgernes vandforbrug er helt uforståeligt, og det er at føje spot til skade at tvinge borgerne til at betale moms af en statsafgift!