Gentoftes Connie

Connie Hedegaard, KR-fonden og CONCITO mener, at Danmark burde gå foran og presse EU til at følge et mere ambitiøst approach til implementeringen af Paris-aftalen end 2030-rammen for EU’s klima- og energipolitik 2021-30, som Det Europæiske Råd vedtog i oktober 2014.

Det er således – ifølge Connie Hedegaard – nærmest uansvarligt, når Venstre-regeringen peger på behovet for realisme i danske klima- og energipolitik.

Frem for at please en uansvarlig politisk venstrefløj og den danske Green-Tech sektor, ville det være ønskeligt, såfremt Connie Hedegaard med hendes baggrund som dansk minister og EU-Kommissær bidrog til, at den danske offentlighed fik et realistisk billede af den gigantiske opgave, det danske samfund står overfor med de gældende, ambitiøse EU-målsætninger. Det ville klæde Connie Hedegaard at skrue lidt ned for de emotionelle appeller og op for sagligheden:

Allerede før Paris-aftalen blev underskrevet i New York den 22. april 2016 blev Paris-opfølgningsprocessen i EU som bekendt påbegyndt med Kommissionens forslag om en revision af EU’s kvotehandelsdirektiv – og Connie Hedegaard burde om nogen vide, at det ikke bliver en nem opgave at få bakset det direktiv på plads!

Desuden vil Kommissionen i løbet af det kommende år præsentere yderligere en lang række lovforslag til implementeringen af 2030-rammen. Der skal også udarbejdes en ny byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer samt integration af udledninger og optag fra skov og jorder. EU-målsætningen er som bekendt, at de hidtil ikke-kvotebelagte sektorer som landbrug, transportsektoren og byggeri samlet skal reducere deres udslip med 40 pct. i 2030. Sådan en udfordring kræver grundige økonomiske og tekniske analyser som basis for en omkostningseffektiv indsats. Det Konservative Folkeparti burde står forrest i kravet om et sagligt grundlag for vidtrækkende beslutninger!

Det var måske også en opgave, hvor CONCITO kunne demonstrere sin berettigelse?

Som bekendt omfatter EU’s 2030-mål, udover mindst 40 procent reduktion i drivhusgasser, også målsætninger vedrørende mindst 27 procent vedvarende energi i det endelige energiforbrug og mindst 27 procent forbedring i energieffektivitet. Det er derfor også en bunden opgave for EU-landene at EU-regelsættet tilpasses (er ikke nemt med Parlaments-procedurer m.v.) med henblik på at prioritere energieffektivitet og fremme EU’s rolle som verdensførende inden for vedvarende energi.

For EU-landene og det danske samfund kan der samlet set ventes meget væsentlige samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske omkostninger, som vil afhænge af de kommende processer vedrørende implementeringen i perioden 2021-2030.

Der er ej heller grund til at skjule, at vi med Parisaftalen deltager i et kollektivt løfte om at mobilisere mindst 100 mia. USD om året fra 2020 til ulandenes klimaindsats. Fra hvem og hvordan denne finansiering skal tilvejebringes er et helt åbent spørgsmål – men det er måske noget der overvejes i de velpolstrede fonde, som Connie Hedegaard er rejsende ambassadør for?

Det er derfor helt urimeligt, at Connie Hedegaard prøver at præsentere opgaven med at implementere Paris-aftalen – ikke kun som en nødvendighed, men også som en fornuftig investering. Det er meget muligt, men i betragtning af risiciene for at foretage gigantiske fejlinvesteringer, der får DONG’s Hejre-felt og DSB’s IC 4-tog til at ligne petitesser, bør vi så ikke afvente det solide faglige grundlag?

Det tror jeg nok!