Forholdene i Kalundborg illustrerer det Kafkaske danske energi-system; Der fyres for gråspurvene med industriel overskudsvarme, mens fjernvarmekunderne forsynes fra et nyt anlæg, der fyrer med udenlandsk træflis og fra indvinding af afgiftsfri varme fra spildevand. Der spændes ikke kun ben for at udnytte virksomhedernes overskudsvarme, men også for udnyttelsen af vindmøllestrøm. Hvis regeringen kan løsrive sig fra Matador vil der komme en løsning til foråret, siger energi- og klimaministeren.

I den ideale verden skulle industriel overskudsvarme naturligvis udnyttes, ligesom vindmøllestrømmen skulle være sendt tilbage til alle de varmepumper, som forbrugerne skulle have købt. Problemet er bare, at hverken almindelige forbrugere, virksomheder eller kraftvarmeværkerne har noget incitament til at erstatte afgiftsfri biomasse med varmepumper. Det siger meget om den vanvittige energipolitik, at der først gives massive skatteyder-finansierede tilskud til grøn elproduktion, for herefter at eksportere den med samfundsøkonomiske tab, fordi systemet har gjort det økonomisk urentabelt at benytte selvsamme strøm til varmeproduktion.

Grundlæggende forandringer i samfundet har en vigtig social dimension. Den politiske udfordring i klimapolitikken er at sikre, at den grønne omstilling, vi har brug for, ikke får negative, sociale konsekvenser. Målet om CO2-neutralitet skal nås på en måde, så alle kan leve med det. Vi har set folkelige reaktioner i Frankrig med De Gule Veste, og vi har set stærk modstand i Holland mod regeringens klimalovgivning.

Med den nuværende teknologiske udvikling er realiteten i øjeblikket, at folk med små indkomster ikke kan købe en elbil. En ambitiøs klimapolitik omfatter derfor forskning, og at industrien får plads til at udvikle og forny sig.

Partier på venstrefløjen og klimaaktivister ser frejdigt bort fra sociale og økonomiske dimensioner af klimapolitikken, men begrænsninger alene på almindelige menneskers levestandard, spise- og rejsevaner vil i det globale perspektiv kun have begrænset effekt. Vejen frem er mere innovation.

Uklog klimapolitik

Den måde som dansk energi- og klimapolitik hidtil er blevet forvaltet på, lover ikke godt. Anbefalingerne fra Det Miljøøkonomiske Råd afvises som ”verdensfjerne”. I stedet har vi et system af tilskud og energiafgifter, der kun i de færreste tilfælde bidrager til reducerede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser.

Samtidig betaler danske skatteborgere allerede verdens højeste energipriser, er underlagt verdens næsthøjeste skattetryk og tvunget til at betale EU’s højeste forbrugerpriser!

Energi- og Klimapolitikken indebærer et morads af tilskudsordninger og forhøjede forbrugerpriser, som ligner EU’s landbrugspolitik, da den var allerværst og mest planøkonomisk. Antallet af statsstøttede havmølleparker er blevet en politisk konkurrenceparameter, statssubsidierede solcelleanlæg sættes op uden tanke for de økonomiske konsekvenser, og energi-afgrøder er kommet ind som støttede landbrugsafgrøder netop, som man endelig havde fået luget ud i noget af EU’s landbrugsstøtte.

Datacentre

Samtidig er de helt ellevilde i Invest in Denmark, fordi de har lokket Netflix, Spotify, Apple, FaceBook og Google til at placere enorme datacentre i Danmark. Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder markedsfører sig på at have taget klimaansvar, men over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i energisektoren.

Det ser ud til, at Apples gigantiske datacenter i Viborg ikke kommer til at bidrage til kommunen med 10.000 arbejdspladser, men måske – ad åre – med op til i alt 150 arbejdspladser.

Samtidig er der nye centre på vej: Apples server-center i Aabenraa, Facebooks ved Odense, Google i Fredericia og Aabenraa.

Desuden har Digiplex etableret sig i København med option på yderligere tre store datacentre på danske jord inden 2020.

“Danmark er et rigtig interessant marked, der har kunnet tiltrække store investeringer i hyperscale datacentre, og hvor efterspørgslen efter co-location stiger. Den danske regering har skabt de rette betingelser for en blomstrende datacenter-industri, og vi tror det danske marked vil fortsætte med at opleve en stærk vækst. Så vi glæder os til at hjælpe både danske og internationale virksomheder med at accelerere deres digitale transformation”, udtaler Gisle M. Eckhoff, CEO for DigiPlex.

Hvordan skal Danmark kunne leve op til Paris-aftalen?

Realiteten er, at disse datacentre om få år vil forbruge lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er det så en god forretning? Næppe. Angiveligt er Apple i Viborg garanteret en meget lav pris for den grønne strøm.

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet og de ”betingelser, den danske regering har skabt for en blomstrende datacenter-industri”, er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af højt afgiftsniveau.

Produktionen – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser!

I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

Danskerne er et tålmodigt folkefærd, men måske vil vi se en reaktion ved det kommende Folketingsvalg?

Endnu er krudttønden ikke eksploderet som i Frankrig og Holland. Prognoser tyder i øjeblikket på en lille overvægt til de etablerede partier på venstrefløjen, men protestpartier på højrefløjen står og vakler på spærregrænsen.

Meget kan dog ske inden maj-juni og udover klimapolitikken er der er nok at tage fat på:

Vi har i december set regeringen holde vælgerne for nar. FN’s immigrationspagt afslørede VLAK-regeringens dobbeltmoral i udlændingepolitikken: På den ene side fremhævede man pagtens ubetydelighed, den var blot en ikke-bindende principerklæring; på den anden side erklærede regeringen ved den endelige officielle afstemning i New York, at man ikke agtede at rette sig efter dens principper.

I processen nåede man at ignorere den grundlovsbetingede pligt til at høre Udenrigspolitisk Nævn.

Derudover har vælgerne været vidne til grov fejladministration af statens ressourcer. F.eks. i Skat, hvor naive danske embedsmænd blev lænset for milliarder, ikke millioner, men milliarder af skatteydernes penge af skrupelløse “forretningsmænd” i ind- og udland.

Skandaløst dårligt planlagte og administrerede it-systemer kostede Skat millioner og chikanerede skatteyderne.

Et inkompetent finanstilsyn tillod Danske Bank og Nordea at begå hvidvaskskandaler, der er gigantiske – ikke i dansk, men i europæisk historie – og en medarbejder i Socialministeriet tappede i årevis satsfonden for millionbeløb.

Spørgsmålet er, om vi i den kommende valgkamp vil se Gule Veste på gaderne i Danmark?

Når den gæve venstre-minister Karsten Lauritzen lover ikke at lægge afgifter på Danmarks 840.000 brændeovne, lyder det som en nyhed fra RokokoPosten. Problemet er, at De Økonomiske Vismænd i ramme alvor har foreslået afgifter med henvisning til ”miljø- og sundhedsmæssige følgeskader” fra brændefyring. Skatteministeriet og Finansministeriet har nok mere været optaget af det potentielle afgiftsprovenu.

Tankegangen illustrerer det Orwellske samfund, vi efterhånden har fået udviklet. Der opkræves afgifter, hvis du tager dine børn og børnebørn med ud at fiske, og det kan næppe vare længe, før du skal erlægge en afgift, hvis du vil lave snobrød med børnene over et bål i baghaven.

Forsyningssikkerhedsafgiften

Brændeovnsafgiften bringer mindelser om det bizarre forløb vi var vidne til med den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift. Med energiaftalen af 22. marts 2012 blev der indført en afgift, der skulle pålægges al rumvarme fra såvel fossile brændsler som biomasse. Hvordan afgiften, der skulle have været hovedfinansieringskilde for udmøntningen af energiaftalen, skulle øge forsyningssikkerheden eller bidrage til den ønskede omstilling til vedvarende energi, fortaber sig i tågerne.

Den 1. februar 2013 blev forsyningssikkerhedsafgiften indført på naturgas, olie og kul og med virkning fra 2014 skulle denne afgift også have været pålagt biomasse med et forventet merprovenu på godt 740 mio. kr., som i væsentligt omfang skulle være båret af fjernvarmekunderne men tillige af ejerne af halm-, træpille- og brændefyr samt brændeovne. Afgiften skulle bl.a. pålægges brænde, der sælges fra skovene. Afgiften skulle have været på omkring 275 kr. pr. kubikmeter for løvtræ – svarende til en prisstigning på ca. 90 pct. Afgiften skulle også have været pålagt halm med omkring 430 kr. pr. tons, hvilket ville fordoble prisen på halm.

Debatten om brændeafgiften afdækkede, at den radikale energiminister desværre ikke havde oplyst aftaleparterne om de reelle konsekvenser af aftalen fra marts 2012. Den folkelige protest var massiv, og da det yderligere viste sig, at en sådan afgift ville være nærmest umulig at administrere, blev den opgivet.

Forhøjet indkomstskat

Som led i tilbagerulningen af forsyningssikkerhedsafgiften, blev udgifterne væltet over på almindelige skatteborgere gennem en forhøjelse af indkomstskatten – bundskatten blev hævet med 0,25 pct. point fra 2015, med yderligere 0,02 pct. point fra 2018 og 0,01 pct. point fra 2020. Parallelt hermed forhøjes det skrå skatteloft for personlig indkomst til 51,95 pct. fra 2015, til 51,97 pct. fra 2018 og til 51,98 pct. fra og med 2020.

Det er sket på trods af anbefalinger fra Produktivitetskommissionen og andre om behovet for lavere skat på arbejde. Skatteforhøjelsen er samtidig gennemtrumfet på et tidspunkt, hvor danske skatteborgere i forvejen belastet af verdens højeste skatter, højeste energi- og varmepriser, dyreste vand og EU’s højeste forbrugerpriser!

Til næste år skal der indgås et nyt medieforlig, og det fremgår af regeringsgrundlaget for 3-kløverregerin gen, at ”DR varetager opgaver, som er en kulturbærende del af det danske samfund. Men der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public ser­vice for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt for at reducere antallet af kanaler. Den nugældende mediepolitiske aftale udløber ved udgangen af 2018. Regeringen vil fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen”.

Udtalelser fra den nye kulturminister Mette Bock peger også i retning af, at regeringen ønsker at slanke det overvægtige DR, og det antydes, at licensstøtten kunne reduceres med 25-30 pct.

Spørgsmålet er, om det vil være nok til at imødekomme de voksende politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio. Tvangslicensen til den statslige mediegigant, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, på 2.477 kr. årligt pr. husstand betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til DR’s tøjlesløse fråseri med de tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr. om året. Den seneste sag med ”Licenshesten” er blot ét eksempel af mange.

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen syntes at være, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DR’s egne programmer, mens danske programmer fylder stadig mindre. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne-public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes som public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

Connie Hedegaards Public Service-udvalg

SR-regeringen og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.

Rapporten fra Public Service-udvalget blev præsenteret i begyndelsen af november 2016. Det viste sig at udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen havde valgt at udarbejde forskellige scenarier, der næppe vil være et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.

Er DR lydhør?

DR er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.

Hertil er vel blot at sige, at det vel ikke er Werge og Dansk Journalistforbund, der skal være dommer over hvordan den politiske debat skal føres?

Noget der til gengæld har fået maksimal journalistisk dækning i alle medier er, at DR fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med over 3.300 fuldtidsansatte medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og vi har kunne læse kollegialt forstående beskrivelser af, at beslutningen ligefrem har givet anledning til traumer hos medarbejdere.

Problemet med formanden – Michael Christiansen

Når borgerlige partier foreslår, at man skærer mastodonten ned, udløser det heftige modangreb. Det så man senest hos bestyrelsesformanden i DR, Michael Christiansen, der imidlertid forsvarede sin sag så stærkt, at enhver kunne forstå, at den er svag. En nedskæring ville – bedyrede formanden – svække demokratiet, splitte folket og forringe muligheden for at ”hente den objektive sandhed, som ikke er farvet af partier eller holdninger”.

Michael Christiansen er ellers en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansens politiske tæft, sans for juridiske spidsfindigheder og ubestridelige administrative evner har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. Han har tidligere på suveræn vis evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon den han blev? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst som årsag. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er med henvisning til institutionens public service forpligtelser finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør, Licenshesten og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

DR’s håndtering af sager, hvor andre medier kræver aktindsigt, har tydeligt afsløret en mediegigant, der opererer dobbeltmoralsk. Den moral, som man afkræver andre magthavere og institutioner om gennemsigtighed og åbenhed, stiller man nødigt selv op til. Det er meget vanskeligt at opnå aktindsigt i DR’s forhold, fordi institutionen gemmer sig bag et hensyn til konkurrenceforhold, selv om det i virkeligheden burde være omvendt, så der var skærpede krav til DR’s åbenhed, da man administrerer 3,7 mia. licenskroner årligt.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen.

Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk.

Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Det hævdes, at fire ud af fem journalister stemmer på venstrefløjen. Det får naturligvis om­fattende konsekvenser. Det skaber en slagside til venstre og gør pluralisme til en mangelvare på Danmarks største journalistiske arbejdsplads – Danmarks Radio.

DR er måske/måske ikke bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men Gabold har så sent som i Berlingske Tidende den 17. december 2016 i en artikel om årets debat i 2016 bekræftet, at der var tale om et bevidst indlæg i den politiske debat.

Piv Bernth holder heller ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Det er ikke mange dage siden, at en radiovært på P3 opfordrede til boykot af Den Korte Avis, som han ikke syntes om politisk.

Det hævdes også, at programmet ”Detektor” er skævvreden i de sager, som man tager op.

Vi alene vide

Under alle omstændigheder er realiteten at:

·        licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt,

·        Folketinget må ikke blande sig, og

·        DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Kritik af DR forsøges affejet som højrepopulisme, men det er ikke kun det poliske højre, der finder det helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og -radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af programmedarbejdere, der promoverer deres egen dagsorden. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

DR’s størrelse, DR’s position og DR’s beskytttelse på mediemarkedet har skabt en kultur og en selvforståelse, som er helt uacceptabel. Når kritikken kommer fra licensbetalerne og fra politikere fra både rød og blå blok, er det nærliggende, at forvente mere drastiske ændringer, end kulturministeren fra Liberal Alliance foreløbig har lagt op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Det gælder i alle sektorer, men i modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Vil demokratiet overleve med et mindre DR?

I modsætning til påstanden fra bestyrelsesformand Michael Christiansen vil et mindre og knap så dominerende DR forbedre det danske demokrati:

For det første er et mere sammensat medielandskab bedre for demokratiet end ét domineret af én eller få aktører. Radio24syv har bidraget til, at stemmer i Danmark, vi ikke hørte før, pludselig er kommet til orde. Gid vi allerede i dag havde et TV 24/7 – det ville have været godt for demokratiet, fordi det sikrer flere og forskellige input til den offentlige debat. Tænk bare hvilken befrielse det ville være, hvis alle politiske holdninger i Danmark blev behandlet på en fair måde!

Et mindre DR ville også være en fordel for mediemarkedet. Hvis DR i væsentligt omfang skulle klare sig for egne midler, måtte DR nødvendigvis begrænse det materiale, som i dag er til rådighed for enhver. Det er ikke mærkeligt, at kommercielle aviser og magasiner har vanskeligheder ved at tjene penge på salget af artikler, når DR kopierer de trykte mediers historier og stiller dem gratis til disposition for alle.

Den konservative forfatter, den teologistuderende mad- og klummeskribent Kristian Ditlev Jensen skrev for nylig i Berlingske Tidende om liberalismen: “Noget af det værste ved den mest kyniske liberalismes menneskesyn er, at det decideret afstumpede individ hyldes igen og igen.” Og: “Når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger – men uden at vise menneskelige følelser.”

Ditlev Jensen har tidligere i dagbladet Børsen delagtiggjort os i hans syn på “alle de nye partier, som truer med at splitte det borgerlige Danmark”, fordi “kampen om laveste fællesnævner er i gang”.  Disse andre partier fik Jensen til “at vågne badet i sved” – hvorefter han med brug af en række farverige adjektiver forklarede, hvorfor netop de punkter, hvor Det Konservative Folkeparti adskiller sig fra de øvrige borgerlige partier, er særligt gode og ordentlige.

Det forekommer, at medieinteressen for Ditlev Jensens nykonservative synspunkter har svækket mandens sunde dømmekraft. I hans opportunistiske iver efter at fremhæve hans egen og Det Konservative Folkepartis ordentlighed på bekostning af de øvrige borgerlige partier, kommer Ditlev Jensen meget tæt på samme udannede dæmonisering af blå blok, som Thorkild Kjærgaards præsterede i hans diabolske debatindlæg i POLITIKEN den 24. august 2016: Stuerene bliver de aldrig i den blå blok.

Ikke mindst Kristian Ditlev Jensens voldsomme aversion mod ”liberale” bidrager til at skabe berettiget tvivl om Det Konservative Folkepartis oprigtighed, når partiet i tide og utide insisterer på ordentlighed: Ligesom bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus havde aversion mod degne, lider Kristian Ditlev Jensen af den forunderlige sygdom, at han ikke kan tåle at se liberale; kommer der en liberal for hans øjne, bliver han ganske rasende.

Det er sigende, at Otto Brøns-Petersen fra CEPOS og den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh, der i anledning af Kristian Ditlev Jensens indlæg i Berlingske Tidende, var indbudt til en debat om liberalisme og konservatisme i Radio24syv, overhovedet ikke forholdt sig til Ditlev Jensens rablerier.

Kristian Ditlev Jensens stærke aversion mod liberalismen er egentlig også besynderlig. Ditlev Jensen blev i 2007 folketingskandidat for det nystiftede Ny Alliance, men efter ikke at være blevet valgt, smækkede han med døren, angiveligt fordi han ikke ønskede blokpolitik: “Jeg er ikke borgerlig, jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig”, som han udtrykte det.

I det hele taget holder Kristian Ditlev Jensen sig ikke tilbage, men bruger med dødsforagt gerne sig selv: I Berlingske Tidendes kronik den 5.12.2016 skriver den nybagte barnefader: ”Nu kunne nogen måske tro, at jeg er fortaler for druk og hærg. Intet kunne være længere fra sandheden. Faktisk er jeg tørlagt alkoholiker. Ikke sådan i fluevægtsklassen, men i den mere seriøse ende. I årevis har jeg helt undgået alkohol, og jeg går jævnligt til AA-møder for lige at stive mig af”.

Mens Kristian Ditlev Jensen er kilde til forundring, er han utvivlsomt en fremragende historiefortæller. Jeg betvivler ikke, at han – i øjeblikket – virkelig tror på sin egen fortælling. Derfor er det heller ikke rimeligt, at reducere ham til ”madskribent”, som Peter Kurrild – inden han af let forståelige grunde fortrak til Børsen – gjorde i Berlingske Tidende.

Danskerne har ikke særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Karsten Hønge

Det seneste eksempel er SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Karsten Hønge har selvfølgelig lov til at skifte mening, og hans vælgere har jo en god lejlighed til på valgdagen den 5. juni at give deres mening til kende.

Det er langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv han ellers har ført tilsyn med!

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet. I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i Advice med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Klausuler

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Kan afkølingsperioder mindske demokratisk problem?

Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen vil uden tvivl blive brugt flittigt i månederne efter folketingsvalget den 5. juni.

Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post. Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.

I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi en meget omfattende og aggressiv lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobbyvirksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri

• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International

• Christine Antorini gik fra Undervisningsminister til direktør for LIFE under Novo Nordisk Fonden

• Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv

• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål: Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Dansk Erhverv eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Danmarks Radio bekendtgør, at det går den forkerte vej, når det gælder udledning af kvælstof, hvoraf hovedparten kommer fra landbruget. Ifølge DR viser en ny endnu ikke offentliggjort rapport fra Århus Universitet, der hvert år måler udledningen af kvælstof i vandløb, søer og have i Danmark, at udledningen i de sidste tre år er begyndt at stige igen.

De alarmerende meldinger bringer mindelser om mediernes rolle i sagen om 3 døde hummere i Gilleleje, der førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Dengang som nu handlede det om det moderne landbrug. Påstanden har i alle årene været, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v.

Meldingerne fra Danmarks Radio genopliver også den intense debat om den af Folketinget vedtagne landbrugspakke, og om hvorvidt mediernes dækning var mere farvet af hensyn til oplag end beskrivelse af de faktuelle forhold.

Medierne kritiseres for at fokusere på virkemidler, herunder regler for gødskning og vandløbsvedligeholdelse, uden at stille spørgsmål ved det faglige og forskningsmæssige grundlag for en lille kreds af universitetsansattes miljøpolitiske virke.

Den underliggende saglige diskussion, der hele tiden gået på udgangspunktet for effektmålinger, mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kvælstofkilder var nationale, herunder landbruget, eller om hovedparten af kvælstoffet i de danske farvande kommer fra Østersøen, Skagerrak og Tyskerbugten, har således ikke flyttet sig i de sidste 30 år.

Iltsvind i danske fjorde

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for godt 30 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V) og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Danmarks første vandmiljøplan i 1987.

Historien er dramatisk og omfatter et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger Kristian Østergaard og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening David Rehling, i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

David Rehling har berettet, hvordan der på mødet enstemmigt blev vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

·         Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.

·         Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.

·         Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der af yngre medarbejdere i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken”, aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

·         De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.

·         Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.

·         Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

·         Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.

·         Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

·         Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landoforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået ca. 30 år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra især Østersølandene.

Ved festlige lejligheder er alle politikere tilhængere af åbenhed og transparens – om politiske processer, om den offentlige forvaltning, om partistøtte og om politikernes lønforhold. I den virkelige verden henligger meget i Mørkelygtens dunkle skær. Lovgivningen om offentlighed og partistøtte lader meget tilbage at ønske, og politikernes før-, under- og eftervederlag, pensionsregler, tillæg for dobbelthusførelse, sekretærbistand o.s.v. er byzantinsk og fuldstændig uigennemskueligt. Lønforhøjelsen pr. 1. januar 2017 på 31,4 pct. til borgmestre, regionsformænd og udvalgsformænd hører vi således ikke meget om.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenteret deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v. vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger på toppen af et i forvejen generøst system et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

SF, Alternativet Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på 31,4 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanismen ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til Folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Forhøjet støtte til partierne på Christiansborg

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister.

Partierne har samtidig aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte fra 1. januar 2017 op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Hvad siger folk?

For de fleste lønmodtagere er lønstigninger med tocifrede procentsatser helt utopiske, og stigningen på 31,4 procent i vederlag til borgmestre pr. 1. januar 2017 har da også givet anledning til løftede øjenbryn og bemærkninger.

Det er ikke kun borgmesterlønnen der stiger. Alle andre byråds-honorarer, der hænger sammen med borgmesterlønnen, stiger tilsvarende. Eksempelvis vokser honoraret for en udvalgsformand fra 198.000 kroner om året til 264.000 kroner om året – altså med 65.000 kroner.

Også de menige udvalgsmedlemmer får lidt mere. Udover det faste vederlag, som blev reguleret med 29 procent så sent som i 2014 og i dag udgør knap 103.000 kroner, får de også 2,9 procent af borgmesterlønnen per udvalg de er medlem af. Derfor ligger der også en stigning på den post.

Udgiften kommer bag på kommunerne

Lønstigningen har eller vil give anledning til debat i en lang række kommunalbestyrelser. I eksempelvis Vejle Kommune må skatteborgerne betale cirka to millioner kroner ekstra for politikernes arbejde i 2017. Mens borgmesterens lønstigning på 263.000 kroner betales af staten via et forhøjet bloktilskud, er det kommunen selv, der må finde penge til de øvrige lønstigninger. Derfor kommer lønstigningen til debat på årets første møde i Vejles byråd.

Det er ikke kun i Vejle, at man er blevet overraskede. Den øgede udgift til honorarer til politikerne er kommet bag på en række kommuner. Oprindeligt var det nemlig først meningen, at borgmesterlønnen skulle reguleres med virkning fra 2018 – men stigningen blev rykket frem til 1. januar 2017.

I Middelbart Kommune har et klart flertal i byrådet allerede besluttet, at fastholde honorar-niveauet fra 2017 og dermed sige nej til stigningerne. Her kom debatten efter en forslag fra den lokale repræsentant for Enhedslisten.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt er i spidsen for en større erhvervsdelegation på vej til den indiske delstat Gujarat.

Anledningen til den lange rejse er deltagelsen i en erhvervsmesse, men det egentlige formål er at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

Selvom danske ministre tidligere har besøgt Indien sammen med repræsentanter for dansk erhvervsliv, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er tjenesteeksporten i form af søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Der har ligeledes været flere forsøg på at eksportere dansk energiteknologi til Indien, men uden nævneværdigt resultat. I begyndelsen af 1990’erne blev endog etableret en Dansk-Indisk Energikommission. Trods en handlekraftig beslutning om at afholde kommissionens eventuelle møder i Indien i vinterhalvåret og i Danmark om sommeren, er der aldrig kommet noget som helst ud af samarbejdet.

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent.

Realiteten er imidlertid, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi. Der er således ingen udsigt til, at rejsen til Indien vil medføre større dansk eksport.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december sidste år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering. En anmodning, som nu behandles af Rigsadvokaten.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien siden 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner alene i Indien! Mens det internationale samfund optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban huserer i Pakistan, oplyses det, al-Qaeda planlægger at etablere sig i Indien. Eksperter udlægger meldingen fra al-Qaeda som et forsøg på at markere sig over for muslimer på et tidspunkt, hvor opmærksomheden koncentrerer sig om IS. Uanset baggrunder er det ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen hans samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Peter Taksøe-Jensen nyder betydelig respekt i Venstreregeringen og dele af dansk erhvervsliv, og det er formentlig hovedårsagen til at den formentlig resultatløse delegationsrejse overhovedet er kommet i stand.

Da den tidligere regerings 2025-plan den 29. august 2016 blev lanceret på Facebook i bedste nytårstale-stil, var der ingen grænser for ambitionerne i den altomfattende helhedsplan for Danmark. Planen rummede så mange forslag til grandiose reformer og optimistiske fremskrivninger af dansk økonomi, at hverken mediernes utallige politiske analytikere, politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden blev de enkelte elementer i Helhedsplanen afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen blev, at planen dumpede! Ikke kun af analytikere og økonomiske eksperter, af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum.

Justeringer i den ideale fordring

Venstre-regeringen var herefter i realiteten kørt fast, og for at undgå et Folketingsvalg præsenterede Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 sin 3. regering bestående af V, LA og K.

Selvom regeringsgrundlaget var langt, blev regeringens påtænkte initiativer beskrevet I luftige vendinger. Det blev dog bebudet, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Det blev også understreget, at målsætningen er, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Nytårstalen

Venstre-regeringens problem var, at man ikke disponerede over et politisk flertal – og det er også den nye regerings problem. Den del af den undrende befolkning, der havde set frem til lidt indsigt i regeringens kommende initiativer, blev slemt skuffet.  Nytårstalen var uden nye konkrete udspil og holdt i en afdæmpet og forsonlig tone. Hyggen blev understreget med passende referencer til Matador og nævnelse af gode ideer, som statsministeren havde opfanget på de sociale medier. Statsministeren havde gemt den bidskhed han er notorisk kendt for, helt væk. Det eneste der manglede var nissehue og en julesweater med rensdyr. Man måtte forstå, at regeringen er parat til at strække sig vidt for at imødekomme Folketingets partier, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og alle de offentligt ansatte. Jeg skulle hilse og sige, at hvis der måtte være grupper, der føler sig oversete og uindbudte i den veritable gavebod, er det en fejl!

Det virkelige udgangspunkt

I modsætning til nytårstalens skønmaleri af den økonomiske situation i Danmark, er der basis for en god portion pessimisme, hvis regeringen, som alt tyder på, bare er indstillet på at overleve. I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i BNP udviser en vækst i årets 3. kvartal på 0,4 pct. som især kan henføres til det stigende offentlige forbrug.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra december vil væksten i 2016 kun blive på 0,8 pct. mens der i 2017 og 2018 ventes vækst på omkring 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Udsigterne til den økonomiske afgrund

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Investering i innovation, produktivitet og konkurrenceevne

Det er helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Skat på arbejde

Alle forsøg på at fremme investeringerne vil dog være forgæves, hvis der er risiko for mangel på kvalificeret arbejdskraft. Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland.

Endnu en forhøjelse af den generelle pensionsalder vil næppe bidrage til opfyldelse af behovet for kvalificeret arbejdskraft – helt bortset at forslaget forekommer at være en død sild.

Opbygning af kompetence og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

Finansieringen

De fremadrettede initiativer forudsætter til en vis grad omdisponeringer, herunder f.eks. justeringer i SU-systemet, og kræver derfor ikke nødvendigvis nye offentlig finansiering.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker ikke at der inden for de samlede offentlige udgifter på mere end 1.100 mia. kr. kan findes den nødvendige finansiering.

Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal omdisponeres og reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.