I øjeblikket forhandler EU og USA en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Baggrunden for forhandlingerne er parternes soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale og TTIP-aftalen har været forhandlet siden sommeren 2013. Den fælles ambition er at nå en aftale, der stort set fjerner de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

Møde i DABF

Organisationen Landbrug & Fødevarer holdt i samarbejde med Danish-American Business Forum torsdag den 7. april 2016 et velbesøgt morgenarrangement om ”TIPP and Beyond: Transatlantic Business Opportunities within Agriculture and Food”. På mødet var der vægtige indlæg af formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, handelsambassadør Jakob Brix Tange fra Udenrigsministeriet og Truels Damgaard, administrerende direktør for DLF.

Selvom der er fremdrift i forhandlingerne vil det formentlig først være Obamas efterfølger som præsident i USA, der får fornøjelsen af at underskrive den færdige aftale. Samtidig må det erkendes, at ”Free Trade” ikke er et issue, der rigtig fænger i den amerikanske præsidentvalgkampagne. Det fænger tilsyneladende heller ikke i Euroapa, at dømme efter udfaldet af onsdagens folkeafstemning i Holland om EU’s associeringsaftale med Ukraine.

Politisk tilbageholdenhed

Handelsforhandlingerne er ganske tekniske og komplicerede og tydeligvis heller ikke godt stof i danske medier. Dagbladet INFORMATION dækker kun modstanden, og andre aviser mener tydeligvis, at stoffet er for kompliceret for deres læsere. En række græsrodsbevægelser i Danmark og i andre EU-lande bruger dog ganske mange kræfter på at dæmonisere aftaleforhandlingerne. I Danmark vokser kritikken fra bl.a. så forskellige organisationer som NOAH, Afrika Kontakt, Greenpeace, ATTAC-Danmark, Det Økologiske Råd, Forebyggelses- og Patientrådet og forbrugerrådet TÆNK. Fælles for disse organisationer er deres meget begrænsede folkelige mandat til at forholde sig til internationale handelsaftaler.

Regeringen er officielt positivt indstillet over TTIP, men har overladt det til Udenrigsministeriet at forsvare aftale-forhandlingerne. Det kan man selvfølgelig ikke forlange af selv de mest loyale embedsmænd, og det er beskæmmende hvordan borgerlige partier og liberale tilhængere af frihandel afstår fra klare udmeldinger. Mediebilledet i Danmark er derfor præget af modstanden fra såkaldt græsrodsorganisationer med meget begrænset mandat – selvom man bestemt ikke skal undervurdere den folkelige modstand.

Folkelig modstand

Den folkelige modstand har i Europa givet anledning til bekymring på regeringsniveau. Det Europæiske Råd drøftede på sit marts-møde i Bruxelles status i forhandlingerne med USA om TTIP. Rådet meddelte efter mødet, at EU og USA bør udfolde de største bestræbelser på at afslutte forhandlingerne om en ambitiøs, omfattende og gensidigt fordelagtig aftale snarest. Det blev endvidere tilkendegivet, at medlemsstaterne og EU-Kommissionen bør øge indsatsen for at oplyse om fordelene ved aftalen og forbedre dialogen med civilsamfundet. På det overordnede plan er opfattelsen, at en aftale forudsætter, at der på det øverste politiske plan – USA’s præsident og Det Europæiske Råd snarest træffes en beslutning om en aftale – ellers vil det ikke ske!

Folkehøringer

Tilbage til den folkelige modstand. I lighed med tidligere tiders Russell Tribunaler, der i 60’erne vurderede den amerikanske intervention i Vietnam og senere krænkelser af menneskerettigheder i Latinamerika, arrangeres der nu såkaldte Folkehøringer. Fra disse høringer og fra organisationerne, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Vi kan stadig fravælge GMO og klordesinficeret fjerkræ

I Danmark er venstrefløjen og organisationer som forbrugerrådet TÆNK kritiske over for en frihandelsaftale. TÆNK udbreder systematisk skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO. En mere redelig forbrugeroplysning ville være udbredelse af kendskabet til de strenge amerikanske krav til mærkning. Ligesom vi i dag frit kan vælge eksempelvis økologiske produkter, vil vi med en TTIP-aftale kunne fravælge tydeligt mærkede klorkyllinger og GMO-produkter.

Tvistbilæggelse

Overraskende nok er der opstået betydelig folkelig modstand mod de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i udkastet til TTIP-aftale.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt, og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Her til kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til TTIP-aftale opereres med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstole.

EU’s handelskommissær har allerede offentligt tilkendegivet, at det fra EU er et ufravigeligt krav, at regeringerne selvfølgelig fortsat har ret til at forfølge politikker i offentlighedens interesse, herunder f.eks. hvilke krav der kan stiles til emballagen af tobaksprodukter. Selvfølgelig vil hverken EU, medlemslandene eller den amerikanske Kongres opgive retten til at opretholde og udvikle beskyttelsesniveauet på legitime politikområder som f.eks. miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse. EU-kommissionen har i fortsættelse heraf fremlagt modificerede forslag vedrørende ISDS.

Desuagtet har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kastet sig ind i debatten om TTIP og især angrebet ISDS-mekanismen. Selvom Nyrup Rasmussen systematisk angriber de dispositioner hans efterfølgere i Socialdemokraties ledelse foretager vidner det om de vanskeligheder TTIP-forhandlingerne står over for.

Er det virkelig sandt, at en frihandelsaftale vil true menneskeheden?

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler. Spørgsmålet er, om den er velanbragt i forbindelse med TTIP?

Gevinsten for bruttonationalproduktet, eksporten og beskæftigelsen ved en aftale er markant. Det er ikke kun min påstand – EU-Kommissionen og Dansk Industri siger det samme.

De antagelser, der ligger til grund for organisationernes kritik af de økonomiske fordele ved en TTIP-aftale, er postulater, de ikke er baseret på anerkendt økonomisk teori om baggrunden for og virkningen af international handel. Jeg kan anbefale at kritikerne læser op på deres klassikere – fra Adam Smith, der pegede på betydningen af international arbejdsdeling, David Ricardo, der udviklede teorien om komparative fordele, der siden af bl.a. E.F. Heckscher og B.G. Ohlin er udbygget ved at inddrage forskelle i resurseudrustning og tekniske forhold som skalaafkast m.v. Hertil kommer et væld af nyere økonomisk litteratur og undersøgelser, der dokumenterer de økonomiske fordele ved international handel

En aftale vil styrke økonomi og beskæftigelse

EU-Kommissionen har beregnet, at en frihandelsaftale med USA kan styrke EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredetusinder af europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at aftalen kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere. BNP i Danmark vil kunne øges med 0,3 pct.

Modstand mod globalisering og øget international konkurrence

De beregnede positive konsekvenser af en frihandelsaftale forudsætter, at den øgede konkurrence henover Atlanten vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned. Sådan er det jo. Det forudsættes samtidig, at den arbejdskraft, der afskediges som følge af den øgede konkurrence, vil få job i andre virksomheder, der vokser i kraft af handelsliberaliseringen. Der er ingen grund til at skjule, at mekanismen, der vil sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft.

EU-Kommissionen og andre analytikere forudser vækst i den samlede handel mellem TTIP-landene. Samtidig vil TTIP i visse sektorer betyde et pres på løn m.m., som følge af den skærpede konkurrence med USA, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger. Hvis Europa skal høste alle fordelene ved en frihandelsaftale, vil der i en række europæiske lande være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig. Man skal ikke underkende, at fagforeninger i en række lande har store forbehold over globalisering og øget konkurrence og de ubehagelige reformer, som mere åbne økonomier vil nødvendiggøre. Denne modstand gør naturligvis indtryk på socialdemokratiske og andre arbejderpartier, som derfor også giver udtryk for skepsis.Hvis forhandlingerne ikke skal tabes på gulvet, er der i høj grad brug for at især de europæiske regeringer intensiverer oplysningsindsatsen om fordelene ved aftalen og hurtigt får etableret en god dialog med EU -borgerne. Især er der et akut behov for at forholde sig til den manglende folkelige forståelse for aftalens tvistbilæggelse på investorområdet.

Yderligere information

EU har været kritiseret for lukkethed omkring forhandlingerne. Det er ikke ganske rimeligt, da alle har mulighed for at følge med på Kommissionens hjemmeside (http://ec.europa.eu/trade/).

Nyhedsredaktør i DR, Ulrik Haagerup, beskæftiger sig i et indlæg i Berlingske Tidende den 9. april 2016 med fænomenet ”mediedemokratier”. Haagerup stiller spørgsmålet om nyhedsbranchen har skabt en kultur, der fremmer mediedemokrati, der igen skaber politisk populisme og borgere med et forskruet billede af virkeligheden.

I indlægget lægger han afstand til den enøjede journalistik, hvor man leder efter de fakta, der underbygger en bestemt hypotese, men undlader samtidig at se efter de tal, tabeller eller undersøgelser, der nuancerer eller måske ligefrem underminerer den forudindtagne vinkel. Derpå indhentes ekspertudtalelser, der skal dokumentere sandhedsværdien. Helst fra en, der vil udtale sig skråsikkert og citerbart. Derefter er det blot at kontakte en politiker, der så gerne vil i avisen eller i fjernsynet, og så har man sin historie.

Haagerup tilkendegiver, at historien måske ikke decideret forkert, men den er heller ikke rigtig. Under alle omstændigheder må man forstå, at det ikke er metoder, der bruges i Danmarks Radio.

Haagerups hykleri er monumentalt, fordi det præcis er den fremgangsmåde, DR har brugt mange gange. Det gælder både i TV-Avisen og i programmer som Deadline m.v.

Eksemplet med Vandmiljøplanen

Et af de helt klassiske eksempler på Danmarks Radios bidrag til det af Haagerup kritiserede mediedemokrati, er sagen om de døde hummere, der førte til den første Vandmiljøplan.

Baggrunden var, at dele af Kattegat i oktober 1986 var ramt af iltsvind. Inspireret af Danmarks Naturfredningsforening besluttede et hold reportere på DR’s TV-Avisen at dække iltsvindet i Kattegat. En af reportagerne blev lavet i Gilleleje havn, hvor en billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

DR opsøgte ikke sagkundskaben, men lod Danmarks Naturfredningsforening ved direktør David Rehling komme til orde i TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, hvor han klart og tydeligt redegjorde for kilderne til vandmiljøets indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.

• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.

• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Fælden for fiskeriministeren

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte igen David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Der var end ikke forsøg på at inddrage egentlige eksperter i årsagerne til iltsvind.

Den skikkelige fiskeriminister, der i på Christiansborg aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken”, aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været en NPO-redegørelse, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen igen taletid.

Foreningen kunne med helt anderledes autoritet nu detaljeret redegøre for den forberedte 6-punkts handlingsplan:

“Red Havet Omkring Danmark Nu!”:

– De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.

– Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.

– Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

– Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.

– Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Reaktionen

Den uforberedte og noget befippede Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Pressedækningen førte til, at der i Folketinget blev vedtaget en dagsorden, der pålagde regeringen inden den 1. februar at fremlægge en samlet plan for hvordan udledningen af fosfor og kvælstof til vandmiljøet kunne reduceres.

For korthedens skyld, blev udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Danmarks Radios Public Diplomacy

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Den politiske og folkelige kritik af DR har været voksende, og i øjeblikket er der simpelthen ikke politisk flertal for at fortsætte den hidtidige licensfinansiering. Situationen har fået den hidtil lukkede institution til at indlede en veritabel – ikke public service, men public diplomacy offensiv:

DR har netop meddelt, at mediemastodonten fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg.

I den forbindelse har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Få dage efter kommer så Ulrik Haagerups indlæg i Berlingske Tidende, hvor han forgæves prøver at overbevise læserne om at DR leverer journalistik, ”hvor man kerer sig om det samfund, som man tjener”.

Vil det virke?

DR burde ikke være i stand til på kort tid at vende indtrykket af en stat i staten, der har defineret public service som et samlende begreb for aktiviteter, der tjente Danmarks Radios interesser. På den anden side, skal man aldrig undervurdere bestyrelsesformandens evne til at bevæge sig som en ål i det morads, der går under betegnelsen mediepolitik.

Indlæg i Altinget den 27. august 2015

Fhv. Departementschef Søren Skafte

Regeringens problemer i Integrations- og Miljø- og Fødevareministeriet.

Mandag den 17. august 2015 vil gå over i embedsmandshistorien. På denne dag måtte embedsmænd i Integrationsministeriet modtage hård kritik af Statsløsekommissionen, i anledning af, at Danmark fra 1991 til 2010 har handlet i strid med internationale konventioner over for statsløse. På selvsamme dag leverer den notoriske David Trads i Altinget en sønderlemmende kritik af embedsmænd i Fødevareministeriet, fordi de i forhold til fødevareminister Dan Jørgensen gjorde skyldige i patroniserende og utidig politisk indblanding og obstruktion af Dan Jørgensens politik.

Integrationsministeriet

I Integrationsministeriet er selve sagens substans – sikring af statsløses konventionsmæssige rettigheder – for længst løst. Nu udestår udmålingen af straffen til de formastelige embedsmænd.

Miljø- og Fødevareministeriet

I det, der siden er omdøbt til Miljø- og Fødevareministeriet er problemerne uløste. Det er aldeles uklart hvordan ministeriet vil være i stand til at bistå Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen i hendes bestræbelser på at implementere regeringens politik over for landbrug og fødevarer.

I sidste uge blev miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen kritiseret for, at hun og den nye regering endnu ikke har skabt resultater på landbrugsområdet. Ministeren har således sagt, at landmænd må leve med randzoner lidt endnu, og muligheden for at give mere gødning, kommer først senere.

Er Eva Kjer Hansen allerede kørt fast?

Måske var det en fejl, at ministeren som en af de første embedsgerninger nedlagde det strategiske sekretariat i det tidligere fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned sidste år, og var tidligere fødevareminister Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Ib Byrge Sørensen

Daværende departementschef Ib Byrge Sørensen forklarede ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af landbrugsministeren. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

Pensionering

I forbindelse med regeringsskiftet blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på den nådige pension, han havde gjort sig fortjent til allerede for år tilbage.

Departementschef Henrik Studsgaard

Den nye departementschef, Henrik Studsgaard, vurderer, at i forhold til den samlede strategiske rådgivning af ministeren udnyttes ressourcerne bedst ved at lade denne tage udgangspunkt i den organisering af departementet, som nu foreligger.

Den tidligere og kortvarige chef for sekretariatet, Tejs Binderup, er fortsat til posten som en slags assisterende chef for Charlotte Brøndum i kontoret for erhverv og grøn teknologi.

De organisatoriske ændringer i Miljø- og Fødevareministeriet efterlader dermed væsentlige spørgsmål, angående hvor politikudviklingen på landbrugs-, fødevare- og fiskeriområdet skal foregå.

Departementschefen for det sammenlagte ministerium, Henrik Studsgaard, kommer fra en stilling som departementschef i Miljøministeriet og har ikke stor erfaring på de nævnte områder. Man må håbe, at Studsgaards store forventninger til, at departementets medarbejdere kan bidrage til den strategiske rådgivning omkring politikudviklingen og implementering, ikke bliver skuffet.

Særlige rådgivere

Eva Kjer Hansen havde tidligere god gavn af sin særlige rådgiver Christopher Arzrouni, som ikke har været til rådighed, idet han har påtaget sig at rådgive udenrigsministeren. Miljø- og Fødevareministeriet har derfor ansat Morten Flindt, der kommer fra en stilling som ”regulatory affairs manager” i House of Prince, som særlig rådgiver. Morten Flindt er 34 år gammel og uddannet cand.mag. i historie og retorik. Derudover er han premierløjtnant af reserven. Spørgsmålet er, om Flindts noget specielle baggrund vil komme ham til nytte, når han skal udfylde rollen som Miljø- og Fødevareministerens faglige og politiske rådgiver?

Jeg tillader mig at tvivle.

Ole Vig Jensen døde tirsdag den 22. marts 2016 i en alder af 79 år. Statsminister Lars Løkke Rasmussens venlige mindeord på Facebook har åbenbart fremkaldt kritiske tilkendegivelser om den tidligere radikale minister.

Som radikal politiker og undervisningsminister kerede han sig især om højskolerne og folkeoplysningen. Ikke mindst Ole Vig Jensen indædte forsvar for friskolerne vakte opmærksomhed. Baggrunden var, at skolesamvirket Tvind i 1990érne kreativt brugte den danske friskolelovgivning til at finansiere foretagendets mange friskoler rundt omkring i landet.

Det Radikale Venstre var pikeret over ”misbruget” af ”deres” friskoleordninger, som truede hele friskoletanken. Det viste sig imidlertid vanskeligt inden for gældende lov at dæmme op for Tvind, og Ole Vig Jensen måtte til sidst foreslå en særlig Tvindlov, der fratog Tvind-skoler det offentlige tilskud. Særloven blev senere omstødt af Højesteret for at være i strid med grundloven.

Den tunge radikale arv

Det Radikale Venstre har altid fremkaldt stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en borger mente, at Gentofte burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i VILLABYERNE stærkt afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges endvidere, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne, og det netværk, de havde skaffet. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Fra Scavenius til New Public Management

Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemsskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 har vi igen været plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Radikal udlændingepolitik

Det værste er partiets utroværdige indvandringspolitik. Partiet insisterer på, at Danmark har et ansvar for alle verdens flygtninge, og de radikale har hele tiden presset på for at vi skulle tage imod flere og flere flygtninge. Regler, som udskyder familiesammenføring m.v. er krævet ophævet, og forslag om selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik er blevet voldsomt kritiseret.

Resultatet er, at vi nu sidder omgivet af hundredtusinder – det nøjagtige antal lader sig næppe opgøre og mange flere er på vej – Alle ambitioner om hurtig integration kan godt opgives.

Borgere i Gentofte giver ligeledes i VILLABYERNE Den radikale integrations- og udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen – valgt i Gentofte – svar på tiltale. Carsten Nielsen har i et interview i Villabyerne givet udtryk for, at ”Den der med, at nu kan vi ikke tage flere, den pisser mig af”.

Mellemøstlige værdier

Som en muslimsk indvandrer har formuleret det: Man kan løfte folk ud af Mellemøsten, men du kan aldrig løfte Mellemøsten ud af folk. Derfor bliver vi dagligt i det offentlige rum, i TV og aviser og sociale medier konfronteret med gruopvækkende, bloddryppende og mareridtsagtige optrin og film. Uskyldige myrdes i Paris og i Bruxelles og vi afkræves igen og igen vores personlige stillingtagen til nådesløs Sharia-lovgivning, Halalslagtning og omskæring.

Gud Nåde og Trøste os hvis vi ikke accepterer alt. Kristne højtider nedtones og gode danske egnsretter fortrænges i offentlige institutioner af kylling, lam, kuskus og shawarma. Offentlige myndigheder baner villigt vejen for flere og flere moskeer og andre arnesteder for ”hellig krig”. Politi og domstole er i tolerancens hellige navn konsekvente i at forfølge borgere, der lidt for tydeligt og højrøstet nægter at tolerere uhyrlighederne og giver udtryk for kritik af udanske værdier af Mellemøstlig eller anden oprindelse.

Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler vækker det pludselig opmærksomhed, at udenlandske medarbejdere i danske selskaber har mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det vurderes oven i købet, at den lukrative skatterabat vinder frem hos danske topselskaber.

Baggrunden er, at et flertal i Folketinget for længst har erkendt, at det danske skattetryk er fuldstændig ødelæggende for vækst og beskæftigelse.

Selvom Socialdemokratiet og venstrefløjen stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer.

Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 62.300 kr. i 2016 (61.500 kr. 2015) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2013 hvor godt 5000 personer var omfattet. Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 62.300 kr.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.

Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen.

Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 er mobile borerigge blevet omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Der var oprindelig pres for at også vindmølleskibe og andre offshore-skibe skulle omfattes, men udgangen blev altså alene mobile borerigge. Konsekvensen vil være, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

Fremover vil borerigge i stedet for udflagning til Singapore fortsat kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark. Ligesom i handelsflåden er der til gengæld ingen garanti for at bemandingen fremover vil ske med fortrinsvis dansk arbejdskraft.

Behov for beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande

Topchefen for A.P. Møller–Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, sagde til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Behov for fokus på landets grundlæggende økonomiske problemer

Forskerordningen og andre fantasifulde ordninger dækker over, at der i dansk politik er for lidt fokus på de grundlæggende årsager til Danmarks økonomiske problemer.

Kendsgerningen er desværre, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter.

De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har økonomien for den gennemsnitlige dansker været fuldstændig fastfrosset.

Ser vi på landene omkring os som Tyskland og Sverige, og andre lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Danmarks BNP pr. indbygger ligger stadig under niveauet før krisen i 2008-9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag fattigere end hun var før krisen!

Fremadrettet er økonomien heldigvis ikke gået helt i stå. Nationalbanken skønner faktisk en beskeden vækst i 2015, 2016 og 2017.

De økonomiske vismænd forudser en økonomisk vækst i indeværende år på 1,1 pct. Bankerne er gennemgående mere pessimistiske end Nationalbanken. Nordea har tidligere forventet en vækst i 2016 på højest 1,3 pct. og i en ny prognose nedjusterer Danske Bank kraftigt sine forventninger til den økonomiske vækst herhjemme. Banken forventer nu en vækst i bruttonationalproduktet, BNP, på 0,9 pct. i 2016. Nykredit går endnu mere drastisk til værks. Her neddrosler man fra en BNP-vækst på 1,4 pct. til kun 0,7 pct.

Hvad er så årsagerne til at der overhovedet kan tales om vækst? Det er ifølge Nationalbanken 3 forhold:

– olieprisens fortsatte fald,

– den lavere rente og

– svækkelsen af den effektive kronekurs.

De tre forhold yder hvert deres lille bidrag til at der trods alt er en lille fremgang i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Når det private forbrug alligevel er nærmest stagnerende hænger det sammen med at danskerne ifølge OECD er de mest forgældede overhovedet! Danske familiers samlede gæld er tre gange så stor som den årlige disponible indkomst.

En lavere effektiv kronekurs skulle i princippet forbedre den danske konkurrenceevne uden for euro-området, men søtransporten, der er hårdt ramt af den globale handels- og råvarekrise, trækker den anden vej.

Arbejdsudbuddet

På den positive side, er ledigheden faldet. I januar 2016 var der ifølge Danmarks Statistik omkring 126.000 bruttoledige, svarende til en ledighedsprocent på 4,5 pct. Desværre er det begrænsede opsving geografisk ujævnt, og kun i Københavnsområdet er beskæftigelsen i dag på et højere niveau, end før krisen ramte Danmark.

Samtidig har der været en kraftig stigning i antallet af borgere, der er helt afhængige af indkomst fra det offentlige. I øjeblikket har 3.029.994 borgere deres indkomst fra det offentlige. Det svarer til at 70 pct. af den samlede danske befolkning over 18 år på ca. 4.300.000. Det samlede tal op på 3.029.994 fremkommer som summen af 816.000 personer på overførselsindkomst, 327.000, der er på SU, 1.059.000 folkepensionister og 827.994 personer ansat i det offentlige.

Den lave arbejdsløshed og det begrænsede arbejdsudbud er samtidig en kilde til alvorlig bekymring. Danmarks Nationalbank og De Økonomiske Vismænd vurderer, at med en ledighedsprocent på 4,5 pct. er vi meget tæt på ledighedens strukturelle niveau. Det vil sige, at vi meget snart især i hovedstadsregionen vil stå over for flaskehalsproblemer og decideret mangel på arbejdskraft.

Der syntes at være bred politisk enighed om det ønskelige i, at den væsentligste del af et øget arbejdsudbud skal komme fra de mange offentligt forsørgede, der i dag står uden for arbejdsstyrken. De alternative muligheder for at øge udbuddet er begrænsede: Udbuddet kan også øges, såfremt flere vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, men ellers vil vi være henvist til at få dækket landets behov for arbejdskraft udefra. Selvom vi er en del af et fælles arbejdsmarked i EU med godt 500 millioner mennesker, er der ikke mindst i fagbevægelsen reservationer over for import af udenlandsk arbejdskraft.

Regeringens udfordring

Venstre-regeringen står derfor over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at ”vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel, investeringslyst, beskæftigelse og arbejdsudbud? Det fremstilles undertiden som helt uløselige problemer, det er faktisk ganske enkelt:

Skatte- og afgiftstrykket

På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig pinligt ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.

Det er ikke kun personskatterne, der er problemet. Energiafgifter på over 50 mia. kr. blokerer for vækst og beskæftigelse. Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen raser med rette over, at PSO- og energiafgifter afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Den aktivistiske energi- og klimapolitik, som det grønne alternativ ihærdigt har prøvet at gennemtvinge, fører til forringet konkurrenceevne, lavere vækst og højere el- og varmepriser. Ydermere finansieres en voksende andel af de grønne aktiviteter af PSO-afgiften uden om Finansloven. Det bemærkes, at her taler vi ikke om pebernødder. I den seneste fremskrivning forventes PSO-regningen frem til 2020 at blive på mindst 60 mia. kr.

Skatte- og afgiftstrykket i kombination andre høje omkostninger og en generel mangel på konkurrence betyder at danskerne må leve med et prisniveau der ligger 39 pct. over EU-gennemsnittet.

Reduktion af de offentlige udgifter

Der er altså ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer.

Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen sparer på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden, karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte ”bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet modereres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er, at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!

Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil.

Diskussionen om topskatten

Ifølge tænketanken CEPOS betaler næsten en halv million danskere topskat, og masser af mennesker i almindelige job kommer over topskattegrænsen på 467.300 kr. Hvor rimeligt er det, at over 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes af topskatten og betaler en marginalskat på godt 56 pct. til staten. Det samme gælder 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd.

Topskatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr. betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere. Statens provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr. i 2015.

Hvem er overhovedet tilhænger af topskat?

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås.

Tilhængerne af skattesystemets fordelingspolitiske rolle findes især på den politiske venstrefløj. Ofte er tilhængerne også enig i dogmet om, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Der mindes om, at borgerne hvert år på den ene eller anden måde skal betale næsten 1.100 mia. kr. for at dække de monstrøse offentlige udgifter. Danmark har dermed sikret sig en kedelig verdensrekord i skattetryk! I forvejen skal danskerne finde sig i verdens højeste energi- og varmepriser og et generelt prisniveau, der ligger 39 pct. højere end EU-gennemsnittet.

Modstanderne af topskatten henviser i den offentlige diskussion til at skatten hæmmer mulighederne for igen at få gang i vækst og beskæftigelse. Det anføres ofte, at det er nødvendigt at øge ”arbejdsudbuddet”. Hensynet til arbejdsudbuddet indgår både i diskussionerne om kontanthjælp, integrationsydelse og dagpengesystemet, men også om det danske skattesystem. Erhvervsorganisationer og en række borgerlige partier syntes at være enige om, at ikke mindst den såkaldte ”topskat” hæmmer udbuddet af relevant og kvalificeret arbejdskraft.

Et eksempel

Når skatteskruen og marginalskatten øges formindskes incitamentet til at arbejde. Effekten på udbuddet af arbejdskraft kan illustreres ved følgende eksempel:

Et konkret tilbud om et nyt job med mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage, blev afslået. Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, blev tilbuddet afslået, fordi topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.

Forskerordning og sømandsskat

Det er helt uforståeligt, at Socialdemokratiet og venstrefløjen stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har som tidligere beskrevet for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Folketinget har derfor i bred enighed etableret den særlige sømandsskat og den såkaldte forskerordning, der sikrer en lukrativ skattemæssig behandling af virksomhedernes nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution.

Kan Venstre-regeringen levere en mindre marginalskat?

Regeringen har meddelt, at Folketingets partier i efteråret 2016 vil blive indbudt til skatteforhandlinger. Forhandlingerne var ellers bebudet allerede her i foråret, men 2- og 3-partsdrøftelser om flygtningesituationen, herunder integrationsproblemerne og det økonomiske pres på kommunerne har fået 1. prioritet. Samtidig står skattelettelser ikke øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste. Som bekendt har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fuldstændig afvist lempelser i topskatten.

Liberal Alliance

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti lagde pres på Venstre, da regeringen blev dannet, og det endte med, at det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ”regeringen (har) en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere”.

Liberal Alliance har nærmest gjort støtten til regeringens fortsættelse betinget af, at topskatten bliver sat ned med 5 procentpoint ved de kommende skatteforhandlinger. Selvom partiet har ry for at gø mere end det bider, bør regeringen tage sig i agt i denne sag.

Det Konservative Folkeparti

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti syntes p.t. at foretrække at snakke om flygtninge, kvælstof, affald i naturen, vandløb og klimamålsætninger. Partiets principielle holdning som fastlagt af partiets Landsråd er dog helt klart en fuldstændig afskaffelse af topskatten.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti tillægger øjensynlig ikke skatten den store betydning. Foreløbig betvivler partiet, at der er økonomisk råderum til skattelettelser og i givet fald bør lettelser ydes i form af lettelser i bunden og ikke på topskatten. Dansk Folkeparti har imidlertid mange gange demonstreret forbavsende fleksibilitet såfremt, partiet får indrømmelser på andre områder – f.eks. i form af en stram grænsekontrol.

Behov for borgerligt sammenhold

I den standende diskussion, hvor der langt ind i regeringen og blandt dens borgerlige støttepartier er stor uenighed om betydningen af reducerede offentlige udgifter og mere rimelig beskatning, kan der være grund til at minde om fortiden. I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset.

Hvis det ikke lykkes at skabe et tilsvarende sammenhold på det offentlige udgiftsområde og om skatten mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen.

Regeringen er en mindretalsregering, og undertiden må der slås af på den ideale fordring for at nå en politisk aftale. Spørgsmålet er, om hvilke konsekvenser det vil få, hvis Venstre ikke kan levere på løftet om at sænke skatten på den sidst tjente krone?

Folketingsvalg igen i 2016?

På FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris, blev der den 12. december 2015 indgået en aftale – den såkaldte PARIS AGREEMENT.

Underskrift i New York den 22. april 2016

I Paris tilsluttede 196 lande sig aftalen, og FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon har nu inviteret alle verdens stats- og regeringsledere til at underskrive aftale ved en begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016. Aftalen træder dog først i kraft, når mindst 55 lande, der repræsenterer mere end 55 pct. af de samlede globale emissioner af drivhusgasser har ratificeret aftalen.

EU

EU-Kommissionen fremlagde onsdag den 2. marts sin plan for EU’s udmøntning af klimaaftalen. Det skete i form af en meddelelse til Europaparlamentet og Ministerrådet (COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL – The Road from Paris: assessing the implications of the Paris Agreement and accompanying the proposal for a Council decision on the signing, on behalf of the European Union, of the Paris agreement adopted under the United Nations Framework Convention on Climate Change). Kommissionen foreslår, at EU underskriver aftalen i New York den 22. april 2016, men beskriver desuden køreplanen for aftalens implementering i EU.

Det Europæiske Råd vedtog allerede i oktober 2014 rammerne for EU’s klimapolitik efter 2020 – det såkaldte 2030 Climate and Energy Policy Framework, herunder målsætningerne om at reducere CO2-emissionerne i 2030 med mindst 40 pct. i forhold til 1990, andelen af vedvarende energi samt energieffektivitet.

På den baggrund kunne EU allerede den 6. marts 2015 præsentere den såkaldte INDC (Intended Nationally Determined Contribution) og kommissionen vil over de kommende 12 måneder præsentere yderligere forslag til implementering af 2030-rammerne.

Efter EU-Kommissionens opfattelse er 40 pct.-målet i 2030 i fuld overensstemmelse med Paris Aftalen, og justering af denne målsætning vil først ske i forbindelse med den aftalte status i 2023 og i givet fald kun gælde for tiden efter 2030.

EU vil i 2016 øvrigt lægge vægt på, at identificere de vigtigste barrierer for grønne investeringer og se på mulighederne for at styrke mobiliseringen i det internationale finansielle system af privat kapital til grønne investeringer.

Rådsmøde (Miljø) i Bruxelles den 4. marts 2016

På rådsmødet, der ledes af den hollandske miljøminister Sharon Dijksma, og med deltagelse af kommissærerne Karmenu Vella, Miguel Arias Cañete, Vytenis Andriukaitis og Carlos Moedas, diskuterer ministrene opfølgningen på COP21 i Paris. Drøftelsen baseres på Kommissionens meddelelse fra 2. marts 2016 og vil fortsætte under frokosten. Rådsmødet vil ikke træffe beslutninger, men drøftelsen vil blive sammenfattet i et brev til Donald Tusk. Referat fra Rådsmødet kan læses her.

Danske krav

Det må antages at miljøminister Esben Lunde Larsen vil holde lav profil under klimadrøftelserne. Venstre-regeringen har ikke tilsluttet sig den danske målsætning om 40 procents reduktion i CO2-emissionerne allerede i 2020, der blev aftalt mellem rød blok og Det Konservative Folkeparti.

Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stod uden for aftalen, og Venstre har tidligere signaleret villighed til at sænke CO2-målet. Der syntes i øjeblikket at være enighed om at udskyde den danske diskussion til 2017 i afventen af de målsætninger EU ender at lægge sig fast på.

Tidligere EU-Kommissær, formanden for den grønne tænketank CONCITO, Connie Hedegaard, har ivret for, at den danske regering i lyset af Paris-aftalen for længst skulle have planlagt indsatsen og herunder sætte nye mål frem mod 2030. Et flertal i Folketinget har som bekendt fastsat et reduktionsmål på 40 pct. allerede i 2020, og selvom Danmark er omfattet af EU’s fælles målsætninger, argumenterer Hedegaard og andre for at Danmark ved at gå foran kan presse EU i den rigtige retning.

Connie Hedegaards opfattelse deles af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der har kaldt energi-, forsynings- og klimaministeren i et samråd i Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg vedrørende opfølgning på Parisaftalen.

Samrådet finder sted tirsdag den 15. marts 2016 kl. 14.30-15.30 i vær. 2-080 på Christiansborg. Udvalget har bedt energi-, forsynings- og klimaministeren redegøre for, – hvordan ministeren forholder sig til, at landenes samlede INDC’er (Intended Nationally Determined Contribution) på nuværende tidspunkt ikke reducerer den globale udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt hurtigt i forhold til Parisaftalens skærpede temperaturtærskel, og om ministeren er enig i, at det i lyset af Parisaftalen er nødvendigt at øge det klimapolitiske ambitionsniveau i Danmark og EU i forhold til både langsigtede mål og delmål, og hvad regeringen konkret vil arbejde for i den sammenhæng – om regeringen vil arbejde aktivt for, at EU i lyset af Parisaftalens skærpede temperaturtærskel øger ambitionsniveauet for 2020, 2030 og 2050-reduktionsmålene, så de svarer til behovet og videnskaben, og så man lever op til Parisaftalens langsigtede mål, der bl.a. indebærer, at man globalt udfaser fossile brændsler senest i 2050, og at EU som foregangsregion bør gøre dette endnu tidligere.

NGO-holdningen

EU-Kommissionens klima-meddelelse blev ikke vel modtaget af aktivisterne på klimaområdet. Greenpeace fandt, at når EU-Kommissionen lægger op til, at EU’s nuværende klimamålsætning for 2030 på 40 pct. reduktion er tilstrækkelig, er man alt for uambitiøs: ”Med dagens melding lægger EU-Kommissionen op til, at Europa bare kan lægge sig godt tilrette i hængekøjen, mens resten af verden må klare problemerne. Det er både usympatisk og uforståeligt. Nu er det op til EU-landene at slå i bordet og sikre, at EU bidrager til at fastholde momentumet fra Paris, frem for at punktere det. Her bør Danmark spille en aktiv rolle” lød kritikken allerede onsdag den 2. marts 2016 fra Greenpeace i Danmark. Andre græsrodsorganisationer har udtalt tilsvarende kritik af EU-Kommissionens oplæg til Ministerrådet.

Hovedpunkterne i Paris-aftalen

Der er således udsigt til konflikt om de krav, som Paris-aftalen stiller til EU’s klimapolitik. Der er ingen som helst udsigt til, at de andre 27 EU-lande kan overbevises om, at 2030-målsætningen allerede nu skal revideres. For en række lande som f.eks. Polen er ambitionen om reduktion af CO2-emissionerne med 40 pct. allerede er rigeligt ambitiøst, og – vil man hævde – i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen. Der kan derfor være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som i Paris den 12. december – selvom den ikke var juridisk bindende – blev kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:

Alle væsentlige aspekter med

For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet: • Mitigation – begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen • Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter • Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer • ”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser • Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid

Træder først i kraft i 2020

Det skal noteres, at aftalen først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom. Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

2 eller 1,5 grader?

Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.

Skibe og fly undtaget

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere! Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

Hvordan opfyldes ambitionerne?

Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Parisaftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?

I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det! Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning. Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra den nye regering i Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

Finansieringen

Hvad med finansiering? Deltagerne skal sammen årligt skaffe 100 mia. Euro eller omregnet ca. 680 milliarder kroner til at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”the Green Climate Fund”.

Møder hvert 5. år

For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne. Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer. Et springende punkt er de lande der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, Kina, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier. Lande hvor millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring. CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af carbon.

Manglende sanktioner

De udviklede industrilande skal indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger. I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater. Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området. Man kan sige, at de industrilande, der i væsentligt omfang har bidraget til klimaproblemerne, er fritaget for kompensationsansvaret i forhold til sårbare ulande. Dog har man givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”, fordi det nu er med i aftalen. Verdens ledere roser COP21-aftalen, som i Paris fik tilslutning fra 196 lande. De fleste lande har faktisk også indsendt nationale planer – ”Intended Nationally Determined Contributions (INDCs)”, der fremover skal indsendes hvert femte år. Mange stats- og regeringschefer vil utvivlsomt også møde op i New York den 22. april 2016, men herefter udestår det hårde arbejde: At overbevise 196 parlamenter om at aftalen også skal ratificeres! Og kan det forventes, at alle 196 lande faktisk vil ratificere aftalen? That has to be seen!

Politisk uro om implementeringen af klimaaftalen?

Vil Det Konservative Folkeparti igen lave ballade i Blå Blok? I et debatindlæg i POLITIKEN den 2. marts 2016 fastslår Søren Pape Poulsen, at partiet vil holde fast i klimamålsætningerne, og samtidig henviser han til en tidligere artikel, hvor partiet er citeret for, at ”De Konservative vil ikke flytte en tomme på målet om at reducere Danmarks CO2-produktion med 40 procent frem mod 2020”. Det kan derfor blive ganske spændende at følge partiets forberedelser til samrådet i Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg vedrørende opfølgning på Parisaftalen den 15. marts 2016.

COP22 i Marokko

Det næste møde blandt deltagerne i FN’s klimakonvention – COP22 – finder sted i Marrakesh i Marokko i november 2016.

Det amerikanske arbejdsministerium offentliggjorde fredag nye tal for beskæftigelsen i USA. 242.000 nye arbejdspladser kom til i løbet af februar 2016 – noget mere end forventet, men på den anden side: sammen med de mere end 150.000 nye arbejdspladser i januar begynder det at ligne stabil økonomisk vækst! Det trækker dog lidt ned i optimismen, at nye oplysninger samtidig tydede på, at der i februar havde været et mindre fald i de faktisk præsterede arbejdstimer i den amerikanske industri. Der var ligeledes indikationer på vigende lønninger. Forhold, der har en dæmpende effekt på inflationen. Det har betydning fordi tal for beskæftigelsen sammen med inflationsraten som bekendt er noget den amerikanske centralbank – The Fed – er særdeles opmærksom på, når der skal tages stilling til renteniveauet i USA. Den stigende beskæftigelse taler for at centralbanken på det næste møde i bankens ”Federal Open Market Committee” 15. – 16. marts 2016 vil beslutte igen at forhøje renten, således som man siden december 2015 har været indstillet på. På den anden side er prisstigningstakten i den amerikanske økonomi stadig langt under 2 procent i årlig inflation, der er centralbankens målsætning. Wall Street reagerede derfor afventende med meget begrænsede kursstigninger. Så snart markedsaktørerne overbevises om at renten forhøjes, vil man formentlig kunne iagttage faldende aktiekurser og stigende kurser på obligationer.

Renteforhøjelsen i december 2015

Den amerikanske centralbank forhøjede i december for første gang i 9 år – ni år – den amerikanske referencerente – med 0,25 procentpoint fra 0,25 til 0,50 p.a. Pressemødet den 16. december 2015 efter mødet i bankens ”Federal Open Market Committee” var omfattet af den samme interesse som OSCAR-nomineringerne. Chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Janet Yellen, var fokus for hele nationens opmærksomhed, da hun meddelte beslutningen om renteforhøjelsen. Selvom renteforhøjelsen i sig selv var ganske marginal, betød beslutningen, at den værste økonomiske krise i USA siden 1930’erne officielt blev afblæst. Renteforhøjelsen kom ikke uventet, men med forhøjelsen bekræftede den amerikanske centralbank, at der er varig vækst i den amerikanske økonomi, at eksporten er stigende og at arbejdsløsheden er faldet.

Hvad er hovedhensynene bag den amerikanske rentepolitik?

For den amerikanske centralbank er beskæftigelsen som nævnt et hovedhensyn. I USA er der kommet 13,5 millioner flere i beskæftigelse siden februar 2010, hvor beskæftigelsen var nede på sit laveste niveau på denne side af krisen. Fremgangen i beskæftigelsen er forklaringen på, at ledigheden er halveret til 4,9 pct. Efter den amerikanske centralbanks opfattelse er vi hermed tæt på den ”naturlige” ledighed. Hvis ledigheden falder under dette niveau, er det tegn på begyndende overophedning af økonomien, med flaskehalse på arbejdsmarkedet og risiko for ukontrolleret løninflation.

Amerikanske statsobligationer er ”safe haven”

Den amerikanske pengepolitik og den relativt gunstige udvikling i USA har betydet, at flere og flere vælger at placere deres midler i amerikanske statsobligationer, der i øjeblikket betragtes som ”safe haven”. Kursen på disse papirer stiger derfor og renten falder samtidig med at kurserne på aktier i USA, men især i den øvrige del af verden skrider. Det må samtidig forventes at dollarkursen i forhold til f.eks. euro fortsat vil stige.

Vil præsidentvalget blive påvirket?

Måske. Den dystre økonomiske situation i 2008 var utvivlsomt en stor ulempe for den republikanske kandidat John McCain. Tilsvarende antages det, at den moderate vækst i økonomien i 2012 var en fordel for Barack Obamas genvalg. Hvis tilsvarende forhold gør sig gældende med præsidentvalget i år, vil den generelle økonomi måske forblive et relativt ”neutralt” emne i valgkampen, og andre faktorer vil have større indflydelse på udfaldet. Omvendt – hvis de positive signaler fra den amerikanske økonomi fortsætter vil det utvivlsomt være til fordel for kandidater fra den nuværende præsidents parti. Det bør derfor indgå i Hillary Clintons aftenbøn, at den nuværende moderat gunstige udvikling i den amerikanske økonomi fortsætter. Omvendt – hvis uroen på de internationale finansielle markeder og krisen i Kina og andre vækstøkonomier fortsætter og kommer til at øve negativ indflydelse på den økonomiske situation i USA, kan økonomien meget vel gå hen og blive et ”hot” issue. Hvis det sker, antages det at det især vil være til fordel for republikanske kandidater. På den anden side, er det vel endnu ikke klart om opbakningen til Donald Trump også betyder, at flertallet af amerikanske vælgere er parate til at overlade ansvaret for den amerikanske økonomi til Trump?

Det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Det bør derfor overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018. DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året.

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne! Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde. Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjleløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri. Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Politisering

Er DR bemandet med ”røde lejesvende”? Måske – måske ikke, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”. DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet. Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”. Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed. Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent. Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”. Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker. Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres. Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Venstre-Regeringen har selv ingen planer om at fjerne hverken blasfemi-paragraffen eller den omdebatterede racismeparagraf i straffeloven.

Politisk flertal vil kulegrave racisme-paragraffen

Spørgsmålet er da også om det Konservative Folkeparti igen skal løbe efter en folkestemning? Racisme-paragraffen – §266b i straffeloven – er aktuel, efter at en mand blev dømt for racisme i sidste uge. Retten i Helsingør dømte en mand fire dagbøder for i et Facebook-opslag at have skrevet, at islam vil ”misbruge demokratiet til at afskaffe demokratiet”. Sagen har fået et politisk flertal til at støtte, at paragraffen kulegraves af Straffelovrådet, som skal undersøge, om racismebestemmelsen virker efter hensigten. Kulegravningen vil snarest blive foreslået i Folketinget af Dansk Folkeparti, der har opbakning fra Socialdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Alternativet. Regeringspartiet Venstre har til JyllandsPosten udtalt, at de ikke vil modsætte sig forslaget.

Straffelovrådet

Straffelovrådet har tidligere nøje overvejet en ophævelse af blasfemiforbuddet i straffeloven. Blasfemiparagraffen er det populære navn for § 140 i den danske straffelov. Der står følgende i paragraffen: »§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.« Paragraffen har kun en gang ført til en domsfældelse. Det var i 1938 i en sag om forhånelse af den jødiske tro.

Racismeparagraffen er straffelovens § 266b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Paragraffen har gennem årene ført til ganske mange politianmeldelser, der mere sjældent har ført til tiltalerejsning eller dom. De manglende straffe kan bevirke, at paragraffen dermed er med til at hånlige ytringer – som den egentlig skulle modvirke – blåstemples. Det skal dog ikke glemmes, at baggrunden for paragraffen også er et ønske om udvidet beskyttelse af mindretal imod had, på baggrund af forkerte oplysninger baseret på generaliseringer.

Angående blasfemi fandt Straffelovrådet, at blasfemiforbuddet ikke hindrer skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, men beskytter mod afbrændinger af eksempelvis Bibelen, Koranen og andre hellige bøger. Hvis paragraffen fjernes, vil myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger.

Muhammed-sagen

Lad os i anledning af den aktuelle debat om ytringsfrihedens eventuelle grænser se lidt nærmere på paragraffen: Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen. Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Thorsen og blasfemiparagraffen

I 1980’erne vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi og magtfordrejning, der omfattede farverige personer som Jens Jørgen Thorsen, Arne Melchior og Ole Andresen fra DSB. For de historisk interesserede skete der følgende: Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage. Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag. Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag. DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Tilbage til den aktuelle debat om ytringsfriheden:

Det Konservative Folkeparti har i sit 100-års jubilæumsmanifest: Vision 2034 – Et Danmark med mere tryghed og flere muligheder et afsnit: ”Farvel til racisme- og blasfemiparagrafferne Langt fra alle konflikter løses via straf og lovgivning. Nedsættende og kraftige ytringer henvendt til en bestemt gruppe i samfundet skal enten mødes med tavshed eller de rette argumenter – ikke vores domstole. Den eneste undtagelse er, når der opfordres til voldelige handlinger. Forbud mod at ytre sig hører ganske enkelt ikke hjemme i et ordentligt samfund. Derfor er racisme og blasfemiparagrafferne afskaffet i 2034. Til gengæld er danskernes værdier om samtale og demokrati så stærke, at civilsamfundet altid taler racisme midt imod”.

Som det også er fremgået af debatten i anledning af Helsingør-dommen mener kritikere af racisme- og blasfemiparagrafferne, at det er en markant begrænsning af ytringsfriheden, at man ikke må kritisere en befolkningsgruppes tro eller etnicitet.

Det er for så vidt også fint, at Det Konservative Folkeparti går ind for ytringsfrihed; Ytringsfriheden er måske vigtigste forudsætning for den form for demokrati vi bekender os til!

Men er det ensbetydende med, at rammerne for ytringsfriheden ikke kan reguleres?

Der er jo tale om en form for minoritetsbeskyttelse – en beskyttelse af den svage part mod den stærke. Det er vel så Konservativt det kan blive – eller hvad?

Den dystre økonomiske situation i 2008 var utvivlsomt en stor ulempe for den republikanske kandidat John McCain. Tilsvarende antages det, at den moderate vækst i økonomien i 2012 var en fordel for Barack Obamas genvalg. Hvis tilsvarende forhold gør sig gældende med præsidentvalget i år, vil den generelle økonomi måske forblive et relativt ”neutralt” emne i valgkampen, og andre faktorer vil have større indflydelse på udfaldet. Omvendt – hvis uroen på de internationale finansielle markeder og krisen i Kina og andre vækstøkonomier, kommer til at øve negativ indflydelse på den økonomiske situation i USA, kan økonomien meget vel gå hen og blive et ”hot” issue, der vel at mærke især vil være til ulempe for kandidater fra den nuværende præsidents parti.

Det bør derfor indgå i Hillary Clintons aftenbøn, at den nuværende moderat gunstige udvikling i den amerikanske økonomi fortsætter.

Janet Yellen

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder foreløbig fast i opfattelsen af, at den amerikanske økonomi er i god gænge, og centralbanken regner fortsat med kommende, gradvise rentestigninger. Sådan lød meldingen fra Federal Reserve-chefen Janet Yellen til medlemmerne af den amerikanske kongres. Centralbankchefen skal stå skoleret over for kongressen 2 gange om året. Onsdag den 9. februar kl. 10 lokal tid skete det foran et panel Repræsentantenes Hus under ledelse af Texas-republikaneren Jeb Hensarling, hvor Yellen efter sit indledende statement besvarede spørgsmål. Torsdag den 10. februar var det så Senatets tur, hvor Yellen fremstillede sig i senatets Banking Committee, hvor formanden er Alabama-republikaneren Richard Shelby.

Grundlaget for Yellens meldinger til kongressen var drøftelserne og konklusionerne på mødet 26. -27. januar 2016 i den amerikanske centralbanks Federal Open Market Committee, FOMC.

Den 17. februar 2016 offentliggjorde centralbanken referatet fra mødet, og vi fik dermed bekræftet, at Yellens status over den amerikanske økonomi ikke er entydig positiv. Uroen på de globale finansielle markeder udløst af faldende oliepriser og usikkerheden om væksten i Kina kan ifølge FOMC også true vækst og jobskabelse i USA – og dermed udsætte de bebudede renteforhøjelser.

Beskæftigelse og inflation

Den amerikanske centralbank styrer pengepolitikken efter 2 hovedhensyn: beskæftigelsen og inflationen. Selvom jobskabelsen i januar på godt 150.000 nye jobs var lidt mindre end håbet på, er ledigheden i USA nu nede på 4,9 pct. og dermed tæt på fuld beskæftigelse. Inflationen ligger endnu noget under målet på 2 pct., men centralbanken mener, at effekten af de lave energipriser og den stigende dollarkurs vil aftage samtidig med at der vil komme et vist lønpres, der igen vil påvirke inflationsniveauet. Siden Yellens rapport til kongressen er der endvidere kommet nye positive tal for den amerikanske industriproduktion i januar måned. Produktionen steg med hele 0,9 pct. i forhold til december 2015 og januar havde dermed den største månedsstigning siden maj 2010.

Forventning om rentestigning

Efter syv år med nul-rente hævede Federal Reserve i december 2015 renten med 0,25 procentpoint. Dengang var forventningen yderligere gradvise rentestigninger i 2016. Det er stadig forventningen. Den næste renteforhøjelse kan komme i marts, hvor Federal reserve holder møde 15. – 16. marts, men Yellen understreger, at pengepolitikken ikke er låst, men fortsat vil være indrettet på at understøtte væksten i amerikansk økonomi. Skuffende tal for produktion, privatforbrug og beskæftigelse kan derfor føre til renten ikke forhøjes. Nogle medlemmer af Federal Open Market Committee forudsætter klare tegn på stigende inflation før de kan anbefale renteforhøjelser.

Amerikanske statsobligationer er ”safe haven”

Den amerikanske pengepolitik og den relativt gunstige udvikling i USA har betydet, at flere og flere vælger at placere deres midler i amerikanske statsobligationer, der i øjeblikket betragtes som ”safe haven”. Kursen på disse papirer stiger derfor og renten falder samtidig med at kurserne på aktier skrider. Det må samtidig forventes at dollarkursen i forhold til f.eks. euro fortsat vil stige. Faldende aktiekurser Det globale aktieindeks (MSCI ACWI Index) er faldet med 10 pct. siden Nytår og aktiekursen for de største virksomheder (S&P 500) er faldet med omkring 9 pct. Som bekendt ligger olieprisen på omkring 30 dollar eller under sammenlignet med en pris på over 50 dollar på samme tid sidste år.

Betydning for Danmark

Den positive økonomiske udvikling i USA er godt nyt for Danmark og sammen med den højere dollarkurs vil det have en positiv virkning på eksporten. Samtidig er væksten i Danmark og i Europa meget svag og udsigterne for det kommende år er ingenlunde positive. Den europæiske centralbank har derfor ikke planer om at hæve renteniveauet i euro-zone. Alligevel vil udviklingen i USA smitte af på det danske og de europæiske aktiemarkeder, hvor kurserne formentlig fortsat vil falde.

Kan centralbankerne gøre noget?

Den Europæiske Centralbank, ECB, har siden januar 2015, pumpet 60 milliarder euro ind i økonomien hver måned i håbet om, at det kan sætte gang i den økonomiske vækst. Den såkaldte kvantitative lempelse eller Quantative Easing, QE, blev iværksat i Europa efter at den amerikanske centralbank havde praktiseret metoden siden 2010 og Bank of England senere. I efteråret 2014 var inflationen nede på omkring 0 pct. EU-landene havde ikke været i nærheden af målsætningen om 2 pct. inflation i flere år, og der var ikke meget, der tydede på stigende inflation. Iværksættelsen af QE var derfor et forsøg på med lav rente og gode udlånsmuligheder at sparke gang i økonomien, så der kom flere i arbejde, priser og lønninger ville stige og inflationen komme tæt på 2 pct. Men det er først og fremmest finanssektoren, der har fået glæde af de mange milliarder euro, der er blevet sendt til dem fra ECB. De europæiske aktiekurser er steget, og renterne på statsobligationer er faldet. Det positive er, at kursen på euro er faldet i forhold til dollar, men QE er i praksis kun i begrænset omfang blevet omsat til udlån til virksomheder med solide projekter, der kunne skabe arbejdspladser og vækst. I et vist omfang har pengerigeligheden ført til decideret uproduktive investeringer i bl.a. ejendomsmarkedet. Uproduktive fordi investeringerne og prisstigningerne næppe vil forøge produktionspotentialet.

Virker ”bazookaen” – eller kan pengepolitik kun bruges til at bremse økonomien?

Kvantitativ lempelse er kontroversielt blandt økonomer. Påstanden er, at virkningen på realøkonomien er tvivlsom og under alle omstændigheder kortvarig. Med et renteniveau, der i forvejen er i bund og økonomier der er præget af stagnerende efterspørgsel, fører QE blot til inflaterede værdier på aktier, obligationer og andre finansielle fordringer. Bør der lægges mere vægt på aktivitetsskabende finanspolitik? Nogen mener også, at den overdrevne vægt på pengepolitikken svækker regeringers incitament til at føre en mere ekspansiv finanspolitik og gennemføre pinagtige, men nødvendige reformer i de offentlige sektorer, på arbejdsmarkedet og med sigte på generelt at øge konkurrencen i økonomien. Den amerikanske centralbank indstillede allerede sidste år QE og de massive opkøbsprogrammer, centralbankchef Bernanke havde iværksat. Den nye centralbankchef Janet Yellen, syntes at være af den opfattelse, at den amerikanske økonomi nu er i så god gænge, at QE har udspillet sin rolle, og at tiden er inde til gradvise renteforhøjelser. I Europa er der i finanskredse voksende bekymring for QE-politikkens bivirkninger, men den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, ryster ikke på hånden, men forsikrer, at ECB ikke har planer om at fravige QE-politikken – ”Bazookaen” er langt fra tømt, må man forstå.