Nyateismen og opbakningen til Folkekirken

Ateistisk Selskab, der er en forening for ikke-troende, der arbejder for en total adskillelse mellem religion og stat, har netop kørt kampagne med opfordringer til at ”tænke selv”, og udmelde sig af Folkekirken, hvis man kun er ”traditionskristen”.

Kampagnen har allerede givet sure miner fra præster og biskopper, men det må antages, at kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har hilst debatten provokationen velkommen. I hvert fald har Haarder i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad efterlyst debat om Folkekirken. Stridigheder om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam er livgivende, mener kirkeministeren, der gerne ser endnu mere uenighed i folkekirken.

Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. Haarder mener, at Folkekirken som institution nødvendigvis må have en vis rummelighed, hvis den fortsat vil være kirke for det store flertal. Alligevel efterlyses undertiden Folkekirkens holdning til f.eks. karakteren af den ”forkyndelse”, der finder sted i Grimshøj Moskeen. Samtidig stilles der ofte spørgsmål om den tætte forbindelse mellem stat og kirke.

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men blev medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at næsten 80 pct. af danskerne er medlem af Folkekirken.

Om Ateistisk Selskabs kampagne vil rykke ved det tal, må tiden vise.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 3. marts 2016 forsvarer den konservative folketingskandidat på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, den danske folkekirke, og giver udtryk for, at en adskillelse af stat og kirke vil være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for.

Folkekirken som statsinstitution

Det er muligt, at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) gav visse kredse forventninger om en fremtidig adskillelse af stat og kirke. Alligevel er det et faktum, at den evangelisk-lutherske folkekirke fortsat indtager en særstatus og er en fast forankret institution i Danmark – Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Berettigelsen

Jeg er selv medlem, og jeg mener det er vigtigt at værne om de grundlæggende institutioner i vores samfund, der skaber sammenhængskraft og kulturel forankring. Folkekirken er med 4,5 mio. medlemmer indiskutabelt en af de vigtigste og vel samtidig den mest decentrale organisation, der er tilbage i Danmark.

I dagens Danmark tager mange afstand fra kristendom og andre religioner, der i fundamentale og missionerende versioner insisterer på at bekæmpe homoseksualitet, insisterer på drakoniske straffe for utroskab og banaliteter, hetzer for Jihad og hellig krig og forsøger at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige Moses- eller Sharialove. Det er også svært at have sympati for religioner, der forudsætter lemlæstelse af pigers og drenges kønsorganer, før de kan optages i det religiøse fælleskab.

Men der er også mange mennesker, medlemmer af Folkekirken og andre trossamfund, som finder mening og i trøst i en forkyndelse om barmhjertighed, næstekærlighed og troen på en nådig Gud. Religionen og troen på en mening med det hele gør det nemmere at være til, ligesom forventningen om genforeningen med deres kære i det hinsides er en trøst for os alle, der udsættes for ellers ubærlige tab.

Den kontroversielle Folkekirke

En institution med Folkekirkens omfang er uundgåeligt genstand for debat, og kirken kommer ofte flot ud af diskussionerne. Men desværre bliver det idylliske indtryk alligevel skæmmet af de sager, der ustandselig dukker op, og Folkekirkens helt umådeholdne pengeforbrug.

Først sagerne:

I Gentofte måtte et enigt menighedsråd i mere end 2 år prøve at rette op på forholdene ved Messiaskirken i Gentofte. Allerede i 2012 henviste menighedsrådet i en skriftlig klage til biskop Lise-Lotte Rebel til mere end 20 års problemer med sognepræsten, Kristian Høeg. Talrige borgere skrev til provst, biskop og Kirkeministeriet for at stoppe en farce, Folkekirken ikke kunne være tjent med. Intet skete. Provsten, oplyste, på et tidspunkt, at han ”i en MUS-samtale havde rådet sognepræst Kristian Høeg til at bearbejde problemerne ved hjælp af en psykolog”. Tilbage står, at inadækvat ledelsesadfærd fra provst, biskop og kirkeministerium førte til et langvarigt og for Folkekirken pinagtigt forløb, der ikke tjener den danske Folkekirke til ære.

Først i slutningen af 2014 trådte Kirkeministeriet, der har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af præster i Folkekirken, i karakter. Kristian Høeg, der nok havde samarbejdsproblemer, men bestemt ikke er uden kvalifikationer, blev forflyttet til en anden stilling, og roen har igen sænket sig.Men der kommer nye sager. Sognepræsten i Sydhavn Sogn i København, Per Ramsdal, har offentligt udtalt, at ”det er svært at tro på, at Jesus gik ud af graven rent fysisk”.

Det er en ærlig sag at miste troen, og det står naturligvis Per Ramsdal frit, at betvivle bekendelsesgrundlaget i den evangelisk-lutherske kirke. Det bemærkelsesværdige er, at manden tilsyneladende ikke var parat til at drage konsekvensen og forlade sin vellønnede tjenestemandsstilling i den danske Folkekirke.

Det oplyses, at Per Ramsdal efter tjenstlige samtaler hos Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, har erkendt sin fejlopfattelse og igen varetager sine forpligtelser som sognepræst.

Der har desværre været mange sager med stridigheder mellem præster og menighed om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam. Debatten er givet medvirkende til vitaliteten i en organisation, der på mange måder er en anakronisme, men har alligevel hos mange har skabt tvivl om betimeligheden af folkekirken som en statsunderstøttet institution.

Er udgifterne rimelige:

Landets 10 biskopper, 2.000 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, brænder årligt omkring 8 milliarder kr. af. Ud over medlemmernes bidrag over kirkeskatten er der et skatteyderbetalt statstilskud på godt 1 mia. kr. til Folkekirken. Det burde være en overkommelig opgave gennem effektivisering, fokusering og moderne personaleledelse, at hente nogle milliarder kr. gennem en sognereform, der reducerer antallet af sogne og tilhørende Menighedsråd fra 2.200 til måske 500. Det må ikke glemmes, at menighedsrådenes demokratiske legitimitet hænger snævert sammen med, at medlemmerne er demokratisk valgt af folkekirkemedlemmerne i sognet. Imidlertid har der i en årrække været en udvikling med færre afstemningsvalg, lavere stemmeprocent og ikke tilstrækkeligt med opstillede kandidater til menighedsrådene.

Der er således også af andre grunde end økonomiske brug for reformer af den danske Folkekirke. Spørgsmålet er om Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen vover at udfordre den stærke kirkelige fløj i partiet Venstre?