Udfordringen for EU og de sande Eurokrater

Udfordringen er enorm – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrig er for længst faldet fra, og UK står over for en afgørende folkeafstemning, som meget vel kan ende med Brexit. Hvis de traditionelle ansvars- og regeringsbærende midterpartier i Europa taber til fløjene, kan det meget vel være slut med det grandiose europæiske projekt. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som indædt kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem. I Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

Danskernes nej den 3. december 2015 til den fuldstændige opgivelse af retsforbeholdet på hele EU-området retlige og indre anliggende har afstedkommet megen forvirring. Skal vi have en parallelaftale, som flere andre lande har – eller skal vi afholde en ny folkeafstemning alene de retsakter, der sikrer vores fulde deltagelse i Europol?

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk netop har genvalgt den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Ansvarssvigt

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede og informerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard er et sådan eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Pludselig får Uffe Østergaard en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

Weekendavisen

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard er bemærkelsesværdig så kort tid efter han er fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende. Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

Uffe Østergaards liv og levned

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Østergaard faldt godt og villigt ind og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog, at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden, og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv – endda flere gange.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – påpegede manglende konsistens, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Den revolutionære tone lå godt for Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til at kæmpe – i hvert fald i teorien – på barrikaderne. Hvis Uffe havde levet i en anden tidsalder ville han sikker også kunne deltage i ophedede debatter om ”Blut und Eisen”.

Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet og storme ind på universiteter og medier.

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie, og han kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”, men Østergaard fandt tydeligvis at professoratets prestige og aflønning nok kunne berettige at træde i EU-propagandaens tjeneste.

Hvor den danske offentlighed normalt gnider de kritiske øjne, når kommercielle kræfter bevæger sig ind på at sponsorere forskningen, fordi der dermed kan stilles alvorlige spørgsmålstegn ved forskningens upartiskhed, har den interessante nyskabelse i dansk akademisk liv som EU-udnævnte professorater øremærket til at docere euro-ideologi ikke påkaldt sig nogen offentlig debat. Østergaard måtte dog tåle, at den borligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

Holocaust

2000-2002 var han leder af det nyoprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Østergaards barnlige glæde over titlen som direktør og adgangen til bevillinger og repræsentationskonto var bemærkelsesværdig.

Og fra 2007 blev han endelig rigtig professor i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et universitet, men kun ved Copenhagen Business School.

Han markerede sig fortsat med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand og ofte ganske forvirrende selv for eksperter. På den måde blev han fast inventar i medierne, når journalisterne selv gav op, og det gjorde de hurtigt.

Han udgav også en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigter” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Nu har Uffe Østergaard igen ændret mening, og vi kan se frem til ordrige analyser af Viktor Orbáns politik. Det internationale samfund har i årevis betragtet Viktor Orbán som flygtningekrisens store skurk og EU’s sorte får. Men vi vil snart høre Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en pioner, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser. Nu skal det ske: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Glæde i himlen over én omvendt synder

Men i stedet for at håne Uffe Østergaard bør vi med Lukasevangeliets ord udbryde:

”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”