Niels Krause-Kjær har i bogen “Lars Løkke” beskrevet Lars Løkke Rasmussens (15.5.1964) opvækst i 1960’erne op i Græsted. Som barn led han frygteligt af bihulebetændelse og bukkede ofte under for forkølelser og sov i de koldeste måneder med et elvarmetæppe. Ofte måtte han med moderen op på Hillerød Sygehus og have suget snot. Og en enkelt gang også have boret et hul i næseryggen. Lars Løkke Rasmussen var sådan en dreng, der ikke var god til fodbold og han havde også problemer med at stave. Han har selv fortalt, hvordan han kæmpede med sine staveproblemer, og med sin mors hjælp faktisk fik det lært.

Efter den lidt svage start fulgte Lars Løkke godt med i skolen og havde desuden altid gang i sine projekter. Han blev elevrådsformand i 5. klasse og han var patruljefører i det lokale spejderkorps.

Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”. Formålet var primært at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet ville foreningen afholde en rockkoncert i Gribskovhallen. Koncerten skulle afholdes Sankthansaften i 1982, og Lars Løkke Rasmussen prøvede at hyre bandet Rocazino til koncerten.

Rocazino

På det tidspunkt var Rocazino et ganske populært fritidsorkester med den unge Ulla Cold som frontfigur, men med sangen ”Elsk mig i nat” fik Rocazino et regulært gennembrud. Pladeselskabet Polygram udsendte singlen ”Elsk mig i nat” i 1982 og solgte 25.000 eksemplarer på et halvt år. Sangen har i øvrigt lagt navn til musicalen ”Elsk mig i nat”.

Orkesteret udgav i 1980’erne i alt 6 albums, der gjorde Rocazino til én af de mest sælgende popsucceser i 80’erne med mere end 1 million solgte albums. Hvem har ikke været til fest og sunget med på ”Ridder Lykke” og ”All My Love” eller heppet på landsholdet med ”Én For Alle”, som Ulla Cold sang sammen med Frank Arnesen og hele holdet ved EM i 1988.

Rocazino og Ulla Cold kan efter næsten 40 år den dag i dag fylde spillesteder og henrykke festivalpublikummer over hele landet.

Rocazino dropper koncerten i Gribskovhallen

Rocazinos megahit med ”Elsk mig i nat” betyder, at de dropper arrangementet i Gribskovhallen.

I stedet får Lars Løkke tilbudt soul-funk bigbandet ”Blast” kendt for funky musik med avancerede hornarrangementer, sangerinderne Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell i front, en swingende rytmegruppe og nogle af Danmarks dygtigste musikere.

Måske er soul-funk og avancerede hornarrangementer ikke rigtig noget for Græsted. Under alle omstændigheder køber under 100 mennesker billet til koncerten, og de manglende entréindtægter sammenholdt med arrangørernes udgifter, betyder, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke betale Blast

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

”Blast” overgiver sagen til en advokat, men Lars Løkke Rasmussen giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne raser, og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Lars Løkke Rasmussen rundt i Europa

Hvordan gik det så med Lars Løkke og ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”?

Året efter lykkes det faktisk Lars og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Fødselsdag

Rocazinos frontfigur, Ulla Cold, fylder i øvrigt 70 år torsdag den 5. september 2019.

I seriøse aviser, kan man læse, at kultiden er ved at være forbi i Europa. De europæiske landes kulforbrug styrtdykker, og flere lande vil helt lukke deres kulkraftværker. I EU er forbruget af kul siden 1990 faldet fra 497 millioner tons til 226 millioner tons i 2018. I samme periode er det samlede energiforbrug omtrent uændret – opgjort i olieækvivalenter på omkring 1,1 millioner ktoe.

Danmark

I Danmark har kulfyring stadig betydning. Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne havde spurgt en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der lavede de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret have været: Det gør vi!

Hvis man dengang havde spurgt i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4-500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.

Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også – alt andet lige – lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer. Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden – var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.

Væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen

I 2018 er de to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker stadig kul og naturgas.

I begyndelsen af 1990’erne var kul det helt dominerende brændsel ved produktion af el. I 1990 udgjorde andre brændsler end kul således kun 8,7 pct. af det samlede brændselsforbrug. I 2017 udgjorde kul stadig 26,7 pct. af brændselsforbruget i elproduktionen, mens olie, naturgas og vedvarende energi m.m. tilsammen udgjorde 73,2 pct. af brændselsforbruget.

36,3 pct. af den samlede danske elproduktion er stadig baseret på fossile brændsler, mens vedvarende energi nu tegner sig for 63,7 pct.

Det er også fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2018 på 778 Tj for 64,7 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 32,8 pct. af vedvarende energi. Omkring 12,3 pct. af det samlede danske energiforbrug dækkes stadig af kul og koks.

Mål om udfasning af fossile brændsler

Det samlede danske energiforbrug er igen stigende efter et fald på 5,7 pct. siden 1990. Danmark har også stadig en betydelig produktion af olie og naturgas, og sammen med produktionen af vedvarende energi betyder det, at landet er 76 pct. selvforsynende med energi. Naturgasproduktionen er fortsat stigende, men selvforsyningsgraden på olieforbruget i forhold til råolieproduktionen er faldet fra 106 pct. i 2016 til 84 pct. i 2018. Selvforsyningen med olie og naturgas er dog sammenlagt fortsat på 98 pct.

Ikke desto mindre er den politisk vedtagne målsætning, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050.

Opfyldelsen af målsætningen er forbundet med omkostninger for virksomheder og forbrugere.  Kul er et billigt brændsel, der findes i rigelige mængder. Et ton kul koster godt 55 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på knap 3 cent per kWh.

Andre brændsler herunder vedvarende energi som sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier.

Stigende kulforbrug i Sydøstasien

Kina, Indien og andre vækstøkonomier har derfor endnu langt fra opgivet kulkraftværker. I Sydøstasien og Indien ventes kulforbruget at stige. Kina bruger i dag over halvdelen af verdens kul, og Indien bruger mere kul end Europa og Rusland tilsammen.

Clean Coal

Der tales en del om Clean Coal teknologier, og CO2-lagring – eller Carbon Capture Storage – er blandt både videnskabsfolk og i FN-regi regnet som en vigtig teknologi, hvis vi skal begrænse vores CO2-udledning.

Der er ligeledes store forventninger til CO2-neutrale biobrændstoffer og der investeres massivt i BECCS-teknologier (Bio-energy with carbon capture and storage – BECCS).

Anti-kulalliance

På klimakonferencen COP23 i Tyskland, tog Storbritannien og Canada initiativ til en aftale om udfasning af traditionel kulkraft inden 2030. Den daværende danske klimaminister underskrev også aftalen, som ikke er juridisk bindende, men alligevel forpligter Danmark til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden 2030.

De øvrige 14 lande i anti-kulalliancen lande er: Storbritannien, Canada, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico og Marshall Øerne.

Energistyrelsens foreløbige energistatistik 2018: https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/preliminary_energy_statistics_2018.xlsx

Sprængning af Enstedværkets 85 meter høje kulfyrede kedelbygning:

https://youtu.be/sIIz5wuTX58

Skal vi nu også i Berlingske tvinges til at læse om OPP – kapitalfondenes våde drøm?

Berlingske har ansat Thomas Bernt Henriksen som ny erhvervspolitisk kommentator og lederskribent fra 1. september.

Godsejer, cand.polit. Bernt Henriksen, født 5. april 1966 i Aarhus, har tidligere været lederskribent og debatredaktør på Børsen, men fratrådte i april 2018. Fra september 2018 har Thomas Bernt Henriksen været vicedirektør og cheføkonom i den erhvervspolitiske tænketank Axcelfuture.

Axelfutures har aktivt agiteret for offentlige-private partnerskaber, OPP, og afholdt i den forbindelse den 21. februar 2019 er OPP-konference.

På konferencen var socialdemokraten Morten Bødskov, daværende finansminister Kristian Jensen og tidligere departementschef Anders Eldrup indbudt til at tale varmt om offentligt-privat partnerskab.

I nedenstående link kan man se optagelser fra konferencen hvor der argumenteres for, hvorfor vi skal have mere OPP.

Anders Eldrups positive indstilling er forståelig – han har trods fået betaling af Torben Möger Pedersen og PensionDanmark for at udarbejde en rapport, der agiterer for OPP.

Socialdemokraten Morten Bødskov, der tidligere forventede at blive erhvervsminister i en kommende S-regering, anede formentlig ikke helt hvad han talte om på konferencen. Selvom Bødskov nu ”kun” er skatteminister, er det stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet var parat til at give sig i kast med at bedrage skatteborgerne.

Det er også bekymrende, at den tidligere finansminister tilsyneladende har en positiv indstilling til OPP. Har Kristian Jensen da fuldstændig glemt Peter Brixtofte? Leverer han her beviset på, at han er totalt – ligesom i fuldstændig – uegnet til at lede partiet Venstre?

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

Mantraet fra Axelfutures og Kristian Jensen er, at OPP – offentligt-private partnerskaber – kan sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg og grønne investeringer.

Det lyder jo forjættende – det eneste det åbenbart kræver er, at danske pensionsselskaber og andre institutionelle investorer garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge, at investorernes risiko afgrænses til en håndterbar størrelse og at et komplekst ”kludetæppe” af kommunale barrierer ryddes af vejen.

Direktør for Axcelfutures, Joachim Sperling, deltager dermed ligesom vicedirektør og cheføkonom Thomas Bernt Henriksen i den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere som en overlegen udbudsform og attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

At Bødskov og Kristian Jensen også er med på den galej, er stærkt bekymrende!

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling, og det, der kaldes et kludetæppe af barrierer i forhold til kommunerne, heldigvis sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Hvis disse regler ikke fandtes, kunne OPP-modellen være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Erfaringer fra KV-regeringen i 00-erne

Det skulle nødig igen gå, som under KV-regeringen i 00’erne, hvor selv Anders Fogh Rasmussen nu erkender, at det var en fejl at kommunernes overforbrug ikke blev stoppet.

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. OPP er helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at halvdelen af alle europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer infrastruktur, hospitaler m.v.

Selvom visse liberale Venstre-folk er fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6508276595080466432/

Konkurrencerådet har uddelt en lammende kritik af, at Falck – efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgår af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer er involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Berlingske Tidende har i en række artikler beskrevet, at uanset andres involvering var det Peter Goll, der fra sit direktørsæde i Falck orkestrerede hele den masterplan, som Konkurrencerådet altså vurderer til at være lovstridig, og som nu er meldt til bagmandspolitiet.

Hvem er Peter Goll?

Peter Goll, der siden 1. november 2018 har været vice president og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, har tidligere været politisk rådgiver, kommentator og 2014-2017 direktør i Falck.

Peter Goll er gift med kommunikationsdirektør Stine Luise Goll i lobbyorganisationen Finansrådet, og han har efter sigende et nært forhold til Martin Rossen, stabschef for statsminister Mette Frederiksen.

Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck, og Peter Goll måtte kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck forlade sin direktørstilling, hvor han var en del af koncernledelsen med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager.

Efter Falck startede den 43-årige Peter Goll sin egen rådgivningsvirksomhed, Goll Impact, som han drev frem til ansættelsen i Københavns Lufthavne 1. november 2018.

Københavns Lufthavne skrev i en pressemeddelelse, at med ansættelsen af Goll ønsker Københavns Lufthavne at “styrke indsatsen for at varetage den særlige samfundsmæssige rolle, som lufthavnen har.”

Peter Goll har tidligere været særlig rådgiver for daværende justitsminister Morten Bødskov (S) og rådgiver for daværende partiformand i SF, Holger K. Nielsen,

Peter Golls arbejdsmetoder

Fra tiden som nordisk partner og administrerende direktør i kommunikationsselskabet Geelmuyden Kiese, har BT oplyst, at magasinet Computerworld beskrev, hvordan Peter Goll i 2009 forsøgte at fremme TDC ved at skabe et negativt omdømme om den lille konkurrent, MidtVest Bredbånd.

Netop at skabe negative omdømme om en konkurrent var også en del af strategien, da Falck med Peter Goll blandt de ledende figurer indledte en smædekampagne mod Bios, som efterfølgende måtte opgive deres ambulancekørsel i Region Syddanmark.

Peter Goll har desuden frem til 1. november 2018 fungeret som politisk kommentator i Danmarks Radio – blandt andet i tv-programmet Jersild minus spin.

“For mig er det her en enestående chance for at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker og nogle meget ansvarlige ejere om at gøre en velfungerende virksomhed endnu bedre til at varetage og kommunikere om sin samfundsmæssige rolle. Og det giver samtidig mulighed for at styrke arbejdet med det særlige ansvar som Københavns Lufthavn har for at inddrage sine interessenter i en tæt dialog om udviklingen af lufthavnen. Det er så spændende og vigtig en opgave, at jeg kun kunne sig ja tak, da jeg fik den tilbudt”, sagde Peter Goll ved ansættelsen i Københavns Lufthavne.

Vi venter endnu på de chokerede reaktioner, når CPH bringer Peter Golls særlige talenter i anvendelse.

Peter Goll må anerkendes som en sand mester i løgnagtig kommunikation. Inden hans centrale rolle i Falck/Bios-sagen blev kendt i offentligheden, nåede han et højdepunkt med hans rådgivning af Morten Bødskov, og ærgerligt må det have været, at løgnen om Christiania blev afsløret.

Mindre kendt er det, at Dansk Boldspil-Union, DBU, havde hyret Peter Goll til at hjælpe i striden om aflønning. Det forklarer hvordan DBU kunne nedværdige sig selv til at involvere sig i så uskønne slagsmål, der tydeligt gik ud på at få både det kvindelige og det mandlige fodboldlandshold ned med nakken.

DBU har siden fyret direktør Claus Bretton-Meyer.

Snyd med CV

Spindoktoren blev selv taget med bukserne nede, da BT kunne afsløre, at Peter Goll havde snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Venstre er hård og uforsonlig i kritikken af regeringens lempelser i udlændingepolitikken. Venstre har udarbejdet en liste over en række af regeringens udlændingepolitiske initiativer, og de når frem til 31 lempelser. Partiet gør, hvad de kan, for at det tal skal fylde mest muligt i debatten.

Men kan vi nu regne med Venstre?

Marrakesh-migrationspagten, som Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen, kan få afgørende betydning for tilliden til Venstre. Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

https://www.berlingske.dk/politik/laekket-eu-notat-aabner-ny-debat-om-omstridt-fn-migrantpagt

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Statsminister Mette Frederiksen har til Berlingske Tidende den 11. august 2019 oplyst, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren, og flere kan ifølge statsministeren være på vej.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre osv.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.

Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har også givet udtryk for, at politiske sekretariater vil give kæmpeproblemer.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat

De brave Venstre-folk glemmer, at Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, faktisk gjorde noget lignende.

For at undgå Anders Foghs idelige liberale eksterne kritik, blev Fogh optaget i regeringen som skatteminister, hvor han med Poul Schlüters indforståelse oprettede et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.

Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede viceministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.

Dan Jørgensen

Dan Jørgensen, der i den Socialdemokratiske regering har fået en central rolle som Klima-, energi- og forsyningsminister, har også erfaringer med etablering af politiske sekretariater.

Som fødevareminister etableret Dan Jørgensen et strategisk sekretariat i det tidligere selvstændige fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Mens vi endnu har til gode at høre Statsministeriets departementschefs opfattelse af Rossen-sekretariatet, forklarede daværende departementschef i landbrugs-/fødevareministeriet, Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som administrator med styr på budgetterne, ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af den virksomme fødevareminister. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

I forbindelse med regeringsskiftet i 2015 blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Udvisket forhold mellem politikere og embedsmænd

Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.

Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, lede så mange sekretariater de ville og kunne uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.