Ministres pligt til at fortælle Folketinget sandheden, hele sandheden og kun sandheden!

Hækkerup

Når Nick Hækkerup og kronjuristerne i Justitsministeriet økonomiserer med sandheds- og oplysningspligten og ”tager den spidse pen frem”, har man troet, at man kunne ”skrive sig udenom” et prekært juridisk eller politisk problem. Den går bare ikke!

Det er for længe siden fastslået, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås, og en henvisning til at der ikke udtrykkeligt blev spurgt, gælder simpelthen ikke som undskyldning.

Den aktuelle Syrien-sag, hvor Folketinget er blevet holdt i uvidenhed om bl.a. Politiets Efterretningstjenestes vurdering af risikoen for radikalisering af de danske børn i fangelejrene, har igen sat fokus på ministres oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge Ekstra Bladet kendte justitsminister Nick Hækkerup i mindst et halvt år til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

Over for Ekstra Bladet erkender Nick Hækkerup nu, at han allerede inden et omdiskuteret samråd 6. september 2019 blev orienteret om PET’s vurdering af de danske børn i Syrien.

Vurderingen fra PET lyder, at børnene ikke udgør en terrortrussel, og ”risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”

Den vurdering fik offentligheden – og Folketinget – først kendskab til, da den blev lagt frem i marts 2020 i PET’s trusselsvurdering.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk justitsminister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejste spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen afviste at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet. Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s