Når der brændes for naturen i Danmarks Naturfredningsforening

Det viser sig, at offentlig afbrænding af dukker af politiske modstandere i visse venstreorienterede kredse er en acceptabel demonstrationsform.

Danmarks Naturfredningsforening brænder ikke dukker af statsminister Mette Frederiksen, men arbejder

”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos boligministerens spindoktor, Jens Christiansen og Peter Goll – de ukårede mestre i astroturfing. Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Fundamentalistisk naturparti

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Danmarks Naturfredningsforening bliver af borgerlige politikere og stemmer beskyldt for efterhånden at opføre sig mere som et parti end en organisation. Naturfredningsforeningen er ligefrem blevet et ”fundamentalistisk naturparti”, der udøver ”biologisk racisme”.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.