Det har hidtil været kutyme, at centrale embedsmænd afventede pensioneringen, før de delagtiggjorde en bredere offentlighed i deres betragtninger over det til tider bizarre liv i centraladministrationen. I den forbindelse kan Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben” anbefales.
Offentligheden har derfor begrænset kendskab til de ledende embedsmænds synspunkter. I enkelte tilfælde kommer der løsrevne oplysninger frem via typisk underordnedes ”whistlebloweri”.
I øjeblikket giver Granskningskommissionen (Minkkommissionen) dog offentligheden indblik i den kaotiske beslutningsproces omkring den ulovlige aflivning af minkerhvervet i Danmark.
Manglende lovhjemmel i minksagen
Selvom regeringen på baggrund af risikovurderingen fra Statens Serum Institut, SSI, frygtede farlige mutationer, der kunne føre til global spredning fra et ”nordjysk Wuhan”, er det ikke undskyldning for, at Fødevareministeriet ikke med støtte fra de øvrige ministerier, herunder Justitsministeriet, klart insisterede på nødvendigheden af, at der blev tilvejebragt lovhjemmel til et ekspropriativt indgreb.
Dårlig rådgivning
Det fremgår af redegørelsen at embedsmændene var indstillet på, at regeringen beslutter, at minkene skal aflives og at hjemmelsspørgsmålet kan afklares efterfølgende (om der er hjemmel til aflivning af mink “i § 30 i Lov om hold af dyr, men at Miljø- og Fødevareministeriet afklarer dette endeligt”).
Embedsmændene kritiseres voldsomt for ikke at have levet op til deres primære opgave at sikre lovlighed i forvaltningen og vogte mod ulovligheder og magtmisbrug.
Det fremgår af redegørelsen om mink-forløbet, som Fødevareministeriet fremlagde den 18. november 2020, at embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet med åbne øjne lod regeringen træffe en måske ulovlig beslutning.
I Minkkommissionen er det oplyst, at det af et notat fra et embedsmandsmøde den 3. november 2020 fremgår, at Mette Frederiksens højre hånd, statsråd Pelle Pape (ham med ”lukke lortet”-SMS) siger: “Behøver vi afklaring på behov for minkavl? Skal vi ikke bare slå det ned nu, og så tage stilling bagefter?”.
En sætning blev fjernet fra hovednotatet til det møde,i koordinationsudvalget den 3. november 2020, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev taget.
Sætningen lød: “En total nedslagtning inkl. af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen”. Den var skrevet af Miljø- og Fødevareministeriet, men statsministeriet besluttede, at Statsministeriet og Justitsministeriet skulle forestå forberedelsen af mødet i koordinationsudvalget. Advarslen blev efter dialog mellem departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth slettet af Justitsministeriet.
Det er kommet frem under afhøringen af Johan Kristian Legarth i Minkkommissionen.
Senere samme dag træffer regeringens koordinationsudvalg beslutning om at aflive alle mink.
Den 4. november om aftenen “tilkendegiver Miljø- og Fødevareministeriet over for Justitsministeriet, at det er Fødevarestyrelsens vurdering, at der ikke er hjemmel til aflivning af alle mink i § 30 i lov om hold af dyr, hvilket Miljø- og Fødevareministeriet kan tilslutte sig.”
Torsdag den 5. november tilslutter Justitsministeriet sig vurderingen fra Miljø- og Fødevareministeriet. Alligevel fortsætter den ulovlige aflivning af mink.
Hvordan et flertal i Folketinget ville have reageret, hvis regeringen i anledning af SSI’s risikovurdering, og foranlediget af den rådgivning embedsmændene burde have ydet, havde bedt om en hastebehandling, er svært at sige, men det blev ikke afprøvet.
I tilgift har kommissionen givet et sjældent indblik i kommunikationen på Slotsholmen og i spørgsmålet om regeringen vidste eller ikke vidste, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink.
I Granskningskommissionen er der fremlagt en sms-korrespondance mellem en embedsmand i Justitsministeriet og Pelle Pape, der er departementsråd i Statsministeriet, dvs. lige under departementschef Barbara Bertelsen om forberedelsen af regeringsmødet den 3. november 2021: “Der skal være en sag med klar fælles indstilling fra myndighederne (SSI; fødevare, politi og evt øvrige,” skrev Pape – og fortsatte: “Tiltag ift til at aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet)”.
Statsministeriet var tydeligvis ikke optaget af spørgsmålet om hjemmel.
Mogens Jensen første offer
Fødevareminister Mogens Jensen sagde i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet allerede 8. november 2020 om regeringens beslutning om at aflive alle mink: ”Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.
Blev statsminister Mette Frederiksen og regeringen vildledt af Fødevareministeriet til at træffe en ulovlig beslutning om aflivning af alle mink eller er embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet lige gode om ansvaret?
SMS’er til departementschef Henrik Studsgaard i Miljø- og Fødevareministeriet fra statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, dokumenterer, at statsministeriets departementschef insisterede på at den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen skulle lægge sig og rulle sig, han skulle trække plastret af og tage ansvar i minksagen.
Den 18. november 2020 trak Mogens Jensen sig som fødevareminister.
Generel kritik af embedsmænd
Den kritik, embedsmændene i centraladministrationen udsættes i øjeblikket, har tydeligvis en klangbund i den bredere befolkning. Undersøgelser viser at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.
I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.
Det er desværre ikke så overraskende, at embedsmændene står svagt. Når centrale embedsmænd hårdt presset af regeringens krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.
Sager
Inden minksagen har en række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, været rullet op i pressen. Alle topembedsmænd står lige nu i en sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden har tydeligvis fået nok.
Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden, Kommissionsdomstole og offentligheden med løgn og latin.
Pia Gjellerup
Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup har været sendt i byen for at ”strø sand” på kritikken. Socialdemokraten Gjellerup, der er leder for noget så eksotisk som det statsfinansierede Center for Offentlig Innovation, belærte på et tidspunkt de valgte politikere om, at de nu må samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.
Hendes andet innovative forslag var, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”. Der skulle med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.
Syv centrale pligter
Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.
At det er gået helt galt, har en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De har erkendt, at der er brug for en opstramning, og de har ønsket at vise omverdenen, at de tager de senere års pinagtige sager alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.
Resultatet af deres overvejelser er blevet det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter” fra 2015, som er publiceret af Finansministeriet, distribueres til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.
Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.
Sandhedspligten fik ny aktualitet efter den famøse sag om den daværende justitsminister – den nuværende skatteminister, Morten Bødskov, der blev taget i en ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.
Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.
Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl – måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.
Kunsten at rette bager for smed
Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.
Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.
Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager.
Spørgsmålet er, om Statsministeriets nuværende departementschef og andre ledende departementschefer overhovedet har læst ”Kodex VII – Syv centrale pligter”?
Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”
Embedsmændenes fagforening, DJØF, nedsatte for nogle år siden selv et udvalg. Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.
Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøvede udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det blev gjort så elegant og besnærende, at det næsten lykkedes.
”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, sagde Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.
Realiteten er, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande.
Gode anbefalinger, der ikke er nye
Ligesom i departementschefernes analyse nåede Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.
Udvalgets foreslår konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.
Disse anbefalinger tilførte intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.
Nye anbefalinger, der ikke er gode
Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skal etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, Djøf, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser som politiske ”rådgivere” til håbefulde politiserende scient.pol’er. Men ville det ikke have været mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?
Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf blev det foreslået at oprette stillinger som retschefer (velsagtens i lr. 39), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.
Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslog også, at et udvalg skal se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?
Ministerierne skulle pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalte offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skulle også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering, ligesom pressehåndtering skulle indgå i oplæringen af embedsmænd.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 