Når regering og ledende embedsmænd gang på gang tilsidesætter hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet smitter det af på forvaltningskulturen overalt i samfundet.

Når det gælder terrorbekæmpelse, udlændinge og bandekriminalitet har den almindelige danskers opfattelse af, hvor stærk en beskyttelse demokratiet og retssamfundet bør yde organiserede kriminelle, fremmedkrigere og østeuropæiske tyveknægte, der udfordrer det danske samfunds sammenhængskraft og grundlæggende værdier, længe har været i skred.

Befolkningens ligegyldighed over for det mere generelle skred i grundlæggende principper er næret af en forvaltningskultur overalt i den offentlige forvaltning, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet er tilsidesat.

Derfor har minkskandalen kunnet glide igennem adskillige lag af topministre, departementschefer, Rigspolitiet, Forsvaret, veterinære myndigheder og landets dygtigste jurister, uden at der i rette tid blev slået alarm.

Afhøringerne i Mink-kommissionen af embedsmænd fra Fødevareministeriet demonstrerer den totale deroute i den danske centraladministration. Fødevarestyrelsen og departementet var fra top til bund helt klar over, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Alligevel sagde man ikke fra, da beslutningen blev taget i regeringens Koordinationsudvalg den 3. november 2020.

I de efterfølgende dage eksekverede man den ulovlige beslutning samtidig med, at man prøvede at unddrage sig ansvaret ved at henvise til ”regeringen”, til Sundhedsministeriet, til Justitsministeriet og til Statsministeriet.

Allerede i 2017 indledte EU en såkaldt paragraf syv-sag om traktatbrud mod Polen. Årsagen var polske retsreformer, som ifølge EU-Domstolen underminerer retsstaten og magtens tredeling ved at give regeringen politisk kontrol over domstolene.

Konkret drejer sagen sig især om en dom fra EU-domstolen fra den 2. marts 2021. Dommen fastslog, at europæisk ret kan tvinge medlemsstater til at ignorere enkelte forskrifter i national ret, hvis de er i strid med europæisk ret – det gælder også forfatningsretlige spørgsmål.

I Polens tilfælde medførte EU-dommen også, at den måde, den polske Forfatningsdomstol er blevet sammensat på – udpeget af PiS-regeringen – ikke er legitim. EU-domstolen ville dermed indirekte få mulighed for at tvinge den polske regering til at droppe sin yderst omstridte justitsreform, og herunder en ny disciplinærinstans, som ifølge EU-myndighederne kan lægge politisk pres på dommerne i landets retsinstanser.

Senest har Polen og EU været uenige om deres respektive syn på homoseksuelles rettigheder. I juli indledte EU’s advokater en sag mod Polen, efter at nogle af landets regioner og kommuner erklærede sig “LGBT-ideologifrie zoner”.‎

PiS-regeringen protesterede

PiS-premierminister Mateusz Morawiecki bad Forfatningsdomstolen i Polen om at vurdere EU-dommen.

Torsdag den 7. oktober 2021 blev Forfatningsdomstolens opfattelse offentliggjort. Med en 12-til-2 afstemning, vurderede den polske forfatningsdomstol at EU har overskredet sin kompetence og derfor ikke kunne tilsidesætte love i de enkelte medlemslande.

‎Præsidenten for Forfatningsdomstolen, Julia Przyłebska, sagde efter afgørelsen: ”EU-institutionerne handler uden for rammerne af de beføjelser, som Polen har tildelt dem ved tiltrædelsen af traktaten”.

Regeringschefen Jarosław Kaczyński, sagde umiddelbart efter afgørelsen: ”Den højeste lov i Polen er forfatningen, som EU’s retsakter naturligvis også er underlagt”.

Polen har dermed på bestemte områder afvist EU-traktatens forrang over for polsk grundlov og EU-rettens forrang overfor polske love.

De videregående konsekvenser kan være, at der er opstået tvivl om Polens opbakning til artikel 1 og artikel 19 i EU-traktaten. Artikel 1 drejer sig om, hvorvidt EU-landene altid skal gå efter at blive knyttet tættere i en proces “hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk”, og artikel 19, hvor det fastslås, at det er EU-Domstolen, der træffer afgørelse i henhold til traktaterne, fortolker EU-retten, afgør gyldigheden af retsakter vedtaget af EU-institutionerne og sikrer, at traktaten respekteres i hele EU.

Frankrigs opfattelse

Europa blev mildest talt lamslået over afgørelsen fra Polens højeste domstol om, at EU’s regler ikke kunne tilsidesætte polsk lovgivning, og at polsk medlemskab af EU ikke gav EU-domstolene suverænitet.‎

Reaktionen fra Paris fulgte fredag morgen samme spor. Der er ikke noget at rafle om. 

”Det er et angreb på Den Europæiske Union”, sagde den franske europaminister Clement Beaune til den franske tv-kanal BFMTV. 

Han pegede på, at Polen allerede ved sin indtræden i unionen har accepteret, at europæisk lov står over den nationale lovgivning. Dette var en grundregel for medlemskab i første omgang ifølge den franske europaminister. 

”Når man har underskrevet en aftale med nogle og så efterfølgende siger: ’Min egen regel, som jeg selv definerer, hvornår og hvordan jeg vil, er mere værd end det, jeg underskrev med dig,’ så er der ikke længere nogen aftale. Så det er meget alvorligt, det er risikoen for en de facto-exit”, lød det fra den franske minister. 

Støtte fra Ungarn

To dage senere, lørdag den 9. oktober 2021 i Budapest, underskrev premierminister Viktor Orban en regeringsresolution, der støtter beslutningen fra Polens forfatningsdomstol “om national rets forrang”.‎

At Ungarn støtter Polen er ikke overraskende. Allerede da EU i sidste måned ville pålægge Polen en bøde fordi det kontroversielle disciplinærnævn havde truffet disciplinære foranstaltninger over for flere polske dommere, reagerede Viktor Orban hårdt.‎ ‎Den ungarske leder stemplede EU’s beslutning som “skandaløs, fuldstændig uacceptabel og tjenlig til at splitte EU’s enhed fra hinanden”.

‎Den polske regering

Det polske regeringsparti PiS (Lov og Retfærdighed – Prawo i Sprawiedliwość) er et nationalkonservativt, kristendemokratisk og højrepopulistisk politisk parti. Partiet er med med 198 pladser i Sejmen og med 48 pladser i Senatet pr. oktober 2019 det største politiske parti in det polske parlament. Polens premierminister Mateusz Morawiecki har siden marts 2016 været medlem af partiet.

Partiet blev stiftet i 2001 af tvillingerne Lech og Jarosław Kaczyński og Jarosław Kaczyńskis er fortsat den suveræne leder af PiS.

PiS har gentagne gange henvist til konflikten mellem national og europæisk lovgivning ikke er enestående. Den tyske forfatningsdomstol har således kritiseret Den Europæiske Centralbank for at overskride sit mandat ved at optage lån til den genopretningsfond, som skal hjælpe medlemslandene med at komme på ret køl efter coronakrisen.

I Tyskland bemærkede den tidligere tyske justitsminister Katarina Barley, at: “You can’t compare it [the German case] to the Polish tribunal’s verdict. German judges in their ruling underlined the primacy of EU law over national law several times. Their verdict specifically concerned regulation of the European Central Bank”.

Den polske sag vedrører imidlertid mere end et konkret spørgsmål om EU’s kompetence, som selvklart kan diskuteres juridisk. Den polske Forfatningsdomstols afgørelse går videre, og afviser helt generelt EU-lovgivningens forrang. De polske forfatningsdommere har således anfægtet både EU-traktatens paragraf 1, som siger, at tiltrædelsen af traktaten indebærer, at visse kompetencer overdrages til EU, og paragraf 19, der præciserer EU-Domstolens beføjelser. Dermed er det hele EU’s overnationale karakter, der anfægtes.

Danmark har også udfordret EU-rettens forrang

PiS-premierminister Mateusz Morawiecki bad Forfatningsdomstolen i Polen om at vurdere EU-dommen fra den 2. marts 2021, som fastslog, at europæisk ret kan tvinge medlemsstater til at ignorere enkelte forskrifter i national ret, hvis de er i strid med europæisk ret – det gælder også forfatningsretlige spørgsmål.

Torsdag den 7. oktober 2021 blev Forfatningsdomstolens opfattelse offentliggjort. Med en 12-til-2 afstemning, vurderede den polske forfatningsdomstol at EU har overskredet sin kompetence og derfor ikke kunne tilsidesætte love i de enkelte medlemslande.

At en national domstol må kontrollere om EU-institutioner overskrider sine beføjelser burde ikke i Danmark komme som en overraskelse. Efter dansk forfatningsret ligger det ganske klart, at EU ikke med bindende virkning for danske myndigheder og institutioner kan lovgive på en måde, der ville være i strid med den danske grundlov.

EU kan heller ikke tiltage sig kompetence, der ikke er overladt til EU via tiltrædelsesloven af 1972 (som senere er ændret flere gange).

EU-rettens forrang for national lovgivning beror på mindst 2 forhold: 1) Har den pågældende EU-institution kompetence til at udstede retsakten, og 2) EU-retsakten bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger inden for det pågældende medlemslands suverænitetsafgivelse.

Maastricht-sagen

Højesteret i Danmark har således i forbindelse med den såkaldte grundlovssag eller Maastricht-sag fra 1990erne fastslået, at danske domstole ikke kan fratages retten til at prøve loves grundlovsmæssighed, og at domstolene dermed ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse:

”Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis.”

Spørgsmålet var om tiltrædelse af Maastricht-traktaten ville forudsætte en grundlovsændring. Dette blev afvist af regeringen, idet man fandt fornøden hjemmel i grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse i begrænset omfang. Dette tiltrådte Højesteret, men Højesteret gjorde det samtidig klart, at det hermed også – ud fra et juridisk set ganske logisk ræsonnement – er givet, at grundloven står over EU-lovgivning.

Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis.

Ajos-sagen

Højesterets holdning kom på bordet i en sag fra 2016, hvor en afgørelse fra EU-Domstolen blev underkendt.

Det skete i den såkaldte Ajos-sag, hvor Vejle-virksomheden Ajos fyrede en medarbejder. Eftersom han var 60 år, kunne han få sin arbejdsgiverpension. Og så, mente Ajos, kunne man slippe for at betale fratrædelsesgodtgørelsen på tre måneders løn.

Men eftersom medarbejderen fik job et andet sted og altså blev på arbejdsmarkedet, fik han ikke pensionen. Derfor krævede han i stedet godtgørelsen.

Set fra EU-Domstolen var der tale om aldersdiskrimination, og derfor sagde den, at Ajos skulle betale den ansatte. Men det blev underkendt af Højesteret.

Forholdet mellem EU-retten og dansk ret reguleres af tiltrædelsesloven af 1972 med senere ændringer og selvom der som udgangspunkt gælder et princip om EU-rettens forrang, er denne forrang statsretligt set en følger af tiltrædelsesloven og ikke af EU-retten.

Den danske forståelse er således, at EU-retten har forrang, hvis vi har afgivet suverænitet til EU efter Grundlovens paragraf 20. Hvis det ikke er tilfældet, har EU-retten ikke forrang.

EU-Kommissionens reaktion overfor Polen

EU-Kommissionen kom med sin reaktion kort efter afgørelsen – og her slog man fast, at EU-lov står over polsk national lovgivning: ”Kommissionen vil ikke tøve med at gøre brug af sine beføjelser i henhold til traktaterne for at sikre en ensartet anvendelse og integritet af EU-retten. Den Europæiske Union er et værdifællesskab og et retsfællesskab, som skal opretholdes i alle medlemsstater. Europæernes rettigheder i henhold til traktaterne skal beskyttes, uanset hvor de bor i EU”.

EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, supplerede fredag ved at sige, at: ”Jeg er dybt bekymret over gårsdagens afgørelse fra den polske forfatningsdomstol. Jeg har pålagt kommissionens tjenester at analysere den grundigt og hurtigt. På dette grundlag vil vi træffe beslutning om de næste skridt”.

Kan koste Polen milliarder i EU-støtte

I første omgang er støtten fra EU’s corona-genopretningsfond i fare. De cirka 36 milliarder euro, som polakkerne efter planen står til at modtage i overførsler fra den europæiske genopretningsfond – havde regeringen i Warszawa ellers havde tænkt at dele ud til polakkerne over de kommende år frem mod valget i 2023 for at sikre en bedre platform at gå i valglokalerne med.

I EU-Kommissionens værktøjskasse er også de nye retsstatsprovisioner, som blev vedtaget som en del af aftalen om EU’s budget frem mod 2027, som kan benyttes til at gå i clinch med PiS. Hertil kan de enorme EU-midler, som Polen modtager gennem EU’s strukturfonde også komme i spil.

”Hvis der ikke er den grundlæggende respekt for de fælles regler om europæiske rettigheder og frihedsrettigheder, kan der ikke være nogen støtteplan for Polen, det er klart”. lød det truende fra den franske europaminister om genopretningsfonden. 

Hvad nu?

EU-Kommissionen vil formentlig i første omgang lade den polske domstolsafgørelse teste af EU-domstolen – i sig selv en interessant detalje, da den polske dom netop indebærer, at Polen ikke respekterer afgørelser fra EU’s øverste retsinstans. Samtidig skal EU-systemet og de andre EU-lande gøre en stor indsats for at sikre, at de polske borgere, som for over 80 procents tilfælde er proeuropæiske og ønsker fortsat EU-medlemskab, ikke bliver stødt bort af en europæisk tilgang, som rammer dem eller virker uretfærdig.

Alt i alt er der lagt op til yderligere konfrontation mellem Bruxelles og Polen støttet af den ungarske leder Orban og måske Tjekkiet og Slovenien.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen foretog i juni 2021 en rejse rundt i Danmark i en luksuriøs autocamper, som Politikens Forlag havde lejet formedelst 15.000 kr. hos det østjyske firma Autocamp A/ S.

På YouTube og Facebook toner den velnærede partileder frem på videoer, hvor han lovpriser campinglivet og især den autocamper, som firmaet ekstraordinært udlejede til levebrødspolitikeren.

Roadtrippet og Lars Løkkes møder med folk og fæ undervejs givet anledning til diverse strøtanker, som en skriverkarl på Politikens Forlag i al hast har skrevet sammen til en 256-sider lang bog, der har fået titlen ”Ud af det blå – en danmarksrejse”, der kan købes for 300 kroner.

Medierne har været flittige til at omtale projektet, som betød at Lars Løkke Rasmussen, der hæver vederlag som medlem af Folketinget, udeblev fra flere møder i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Camperturen går angiveligt fra Nordsjælland og sydover til Lolland-Falster, hen over Fyn og op gennem Jylland for så at ende i Skagen. På rejsen møder Lars Løkke blandt andre såvel den bosniske flygtning i Askerød og krofatteren i Låsby som afghaneren i Aalborg og hoteldirektøren i Kolding.

Bogen er skrevet i en ligefrem og letlæselig stil og forfatteren er ofte god til at trække nuancer, modsatrettede hensyn og reelle dilemmaer frem på baggrund af Lars Løkkes optegnelser fra de samtaler, han fører.

Det gælder lige fra den grønne omstilling på et gods i Sydsjælland, over snakke om Rigsfællesskabet i en præstegårdshave i Sydjylland, frustrationer over vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft på et hotel i Østjylland og til samtaler om vigtigheden af, at langt flere unge tager en erhvervsuddannelse på et slagteri i Nordjylland.

John Steinbeck

I den amerikanske forfatter John Steinbecks bog “På rejse med Charley”, der i den amerikanske originaludgave har undertitlen ”In Search of America”, skildres en spartansk og folkelig bilrejse tværs over Amerika i efteråret 1960 sammen med den brune puddelhund Charley. Bogen, der blev en ”bestseller” hyldes som en klassiker inden for amerikansk rejsereportagekunst.

Imidlertid har det vist sig, at store dele af Steinbecks beretninger om sin jagt på den amerikanske sjæl var det pure opspind.

Den nu afdøde forfatters lemfældige omgang med sandheden blev afsløret af journalisten Bill Steigerwald, der i 2010 kontrollerede Steinbecks færden og i bogen ”Dogging Steinbeck: Discovering America and Exposing The Truth About Travels with Charley” og i sin blog for avisen The Pittsburgh Post-Gazette.

Steigerwald brugte gamle avisartikler, breve og biografier til at fastlægge Steinbecks rute og opdagede hurtigt store uoverensstemmelser med oplysningerne i bogen. Adskillige af de “jævne amerikanere”, som John Steinbeck angiveligt mødte og talte med, var rent fiktive figurer, og den berømte forfatter boede ofte på luksushoteller, når han foregav at have sovet i sin camper på parkeringspladser og simple bondegårde.

Lars Løkke Rasmussens karakterbrist og manglende selverkendelse

Hvis Lars Løkkes roadtrip blev gennemgået med tilsvarende omhu som Steinbecks, vil det formentlig afdække tilsvarende uoverensstemmelser.

Lars Løkke Rasmussen er ifølge erindringsbogen ”Om de fleste og det meste” misforstået, uretfærdigt behandlet og forrådt af sine egne.

Det kan meget vel være tilfældet, men Lars Løkkes katastrofale mangel på selverkendelse og andre fatale karakterbrist er veldokumenterede. Lars Løkke synes at glemme, at de fleste af hans gerninger er foregået i fuld offentlighed eller dokumenteret af troværdige øjenvidner. Hans flossede moral og pamperagtige håndtering af offentlige hverv burde have forhindret en plads i bestyrelsen i selv den mindste 4H-ungdomsorganisation, hvis han ikke havde haft en velfungerende partiorganisation i ryggen. Hans relativt lange politiske liv på topniveau vidner samtidig om skiftende partisekretærers manglende moral, hovedbestyrelsens kynisme, og om uhørt tolerance og overbærenhed hos Venstres vælgere.

Det er således veldokumenteret, at Lars Løkke Rasmussen har haft mange ”sager”, der viser at han ikke er driftssikker i omgangen med andre folks penge, og når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden, at den forhenværende statsminister har haft rod i privatøkonomien, men også i sit efterhånden lange politiske liv er spadseret fra underskud til underskud.

Lars Løkke begyndte tidligt. Ved Løkke Fondens otteårs fødselsdag på Hotel Marriott i København tirsdag den 25. februar 2020 fortalte den tidligere statsminister, at han i 1978 ikke holdt sig tilbage fra rapserier af flaskepant og cigaretter. Hvor mange cigaretter Lars Løkke siden har købt på skatteborgernes regning, foreligger ikke oplyst.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Partifællen Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagnebudget overskrides

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods store armbevægelser en af 1989-valgets store tabere

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen, der næppe i egen kapacitet kunne være valgt til noget offentligt embede.

Forsøgte forgæves at blive valgt til Folketinget

Ved folketingsvalget i 1987 opstillede Løkke for første gang, og Løkke fik faktisk 1.667 personlige stemmer, men han blev ikke valgt.

Han stillede som nævnt også op ved Europa-Parlamentsvalget i 1989 uden at blive valgt ind. Da han ej heller formåede at opnå valg ved folketingsvalget i 1990, meddelte han formanden for Frederiksværk-kredsen, at han ikke længere ønskede at stille op som folketingskandidat. Få måneder senere vendte han tilbage og ønskede alligevel at stille op. Lars Løkke Rasmussen blev endelig i 4. forsøg valgt til Folketinget den 21. september 1994.

Løsgænger

1. januar 2021 meldte Lars Løkke Rasmussen sig ud af Venstre. I et Facebook-opslag om udmeldelsen lægger Lars Løkke Rasmussen bl.a. vægt på, at det ikke er lykkes at samarbejde hen over midten i dansk politik, og Lars Løkke Rasmussen beklager også, at Venstres forretningsudvalg har “kortsluttet” medlemsdemokratiet.

Lars Løkke valgte dog at beholde sit mandat “i kraft af mit personlige stemmetal”, og han blev dermed løsgænger udenfor partierne og berettiget til Folketingsvederlag m.v. og økonomisk støtte til sekretærbistand etc.

På hjemmesiden larsloekke.dk oplyste Lars Løkke Rasmussen: ”Den 1. januar 2021 blev jeg løsgænger. Efter 40 år som medlem af Venstre står jeg nu igen på egne ben – som da jeg var helt ung. Jeg er den, jeg er. I dag rigere på erfaringer, både lyse og mørke – og heldigvis fortsat med lysten intakt til at gøre en forskel og møde en ny virkelighed”.

Trods coronarestriktioner og 40 graders varme gik folk i weekenden 24. – 25. juli 2021 på gaden i hovedstaden Tunis og en række andre tunesiske byer. Endnu en gang udtrykte de utilfredshed med regeringens håndtering af coronapandemien og manglende evne til at få landet ud af de store økonomiske problemer.

De folkelige protester har været rettet mod Tunesiens styre og til dels mod det største politiske parti, det relativt moderate islamiske parti Ennahda.

Sent søndag aften tonede landets præsident, Kais Saied, frem på nationalt tv og annoncerede, at han havde afsat premierminister Hichem Mechichi og suspenderet parlamentet og medlemmernes beføjelser de næste 30 dage.

Ennahda-partiet, har kaldt præsidentens handling for et “kup”.

Mandag eftermiddag blev Tunesiens forsvarsminister afsat og tunesisk politi stormede det arabiske medie Al Jazeeras kontor i landets hovedstad, Tunis, og smed journalisterne på porten.

Senere på dagen indførte Kais Saied delvist forsamlings- og bevægelsesforbud. Man må ikke længere samle sig flere end tre mennesker, og udgang mellem klokken 19.00 og 06.00 er forbudt.

Danmark og Tunesien

I perioden 2017-27 formøbler det danske udenrigsministerium 2 milliarder kroner af skatteborgernes penge på udviklingsbistand i Nordafrika. Indsatsen er uden effekt i lande som Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten, der som Libyen og Syrien er veritable krudttønder.

I betragtning af Danmarks stærke engagement i Tunesien og udenrigsminister Jeppe Kofods relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på såkaldte socialdemokratiske værdier, herunder menneskerettighederne, er det påfaldende så lidt vi har hørt fra den danske regering om udviklingen i Tunesien.

Udenrigsministeriet har siden Carsten Niebuhr og Den store arabiske Ekspedition 1761-67 – forstærket af romantiske stumfilm med Rudolph Valentino, T.E. Lawrence og ”Lawrence of Arabia” – haft en svaghed for Mellemøsten. For ”blåfrakkerne og lakskoene” på Asiatisk Plads var der her udfordringer som kedsommelige møder i EU’s landbrugskomiteer ikke kunne hamle op med. I hvert fald har Danmark siden 2003 styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik.

”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som efter læsning af hovedværket i den arabiske folkelige fortællekunst, Tusind og én nat, og Niebuhrs rejsebeskrivelse mente, at Danmark havde særlige forudsætninger for en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Muhammed-krisen

Det helt urealistisk ambitiøse initiativ kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår startede i Tunesien

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 i en lille by i det centrale Tunesien satte ild til sig selv i afmagt over politiets konfiskering af hans bod.

Dagen efter begyndte en række demonstrationer på tværs af landet, som krævede Tunesiens præsident, Zine El Abidine Ben Alis afgang.

Den 14. januar 2011 trådte præsidenten af efter 23 år ved magten. Ti dage forinden var Bouazizi afgået ved døden grundet sine kvæstelser, men hans handling antændte en bølge af demonstrationer på tværs af de arabiske lande. Oprøret kom vi til at kende som Det Arabiske Forår.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Selvom ”Det Arabiske Initiativ” var kuldsejlet, var det danske udenrigsministerium imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Visionen med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram er fortsat at lægge grundstenene til demokratisering, stabilitet og velstand i Mellemøsten og Nordafrika. Værdier som menneskerettigheder, kvinders ligestilling og værdighed er gennemgående i programmet de kommende fem år.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien.

Demokratiseringen af Afghanistan fulgte sit eget spor og indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten hvert 5. år

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Om Tunesien fremgår det af hjemmesiden for partnerskabsprogrammet, at Danmark støtter en lang række tunesiske organisationer og projekter, der arbejder for at skabe udvikling og fremgang.

Det fremgår, at Tunesien er et af de lande i verden, hvor Danmark er allermest udviklingspolitisk aktiv, og hvor man kan finde mange interessante eksempler på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte vanskelige demokratiseringsprocesser gennem blandt andet spejdere, startup-miljøer og feministiske bevægelser.

Det fremhæves, at det netop var i Tunesien, at det arabiske forår blev indledt ved udgangen af 2010, og det skulle vise sig, at den lille nation med dens 11 millioner indbyggere blev den eneste, hvor kravet om demokrati blev indfriet. Det autoritære regime blev ikke bare væltet, det lykkedes også at indføre frie og fair valg, at garantere basale civile rettigheder og at bevare dette system gennem to valgperioder med fredelig magtoverdragelse.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og et forslag til programmets videreførelse blev forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) den 30. juni 2021.

Igen 1 milliard til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten i de kommende 5 år

Det fremgår af udkastet til Strategic Framework Document for Danish Arab Partnership Programme 2022-27, at “In Tunisia, the noteworthy democratic transformation in the decade after the revolution of 2011 has been negatively impacted by recent stalemates and conflicts among key political actors and institutions, effectively impeding possibilities for much needed political and economic reforms”.

Alligevel afsættes til den nye fase af DAPP 2022-27 igen 1 milliard kroner til aktiviteter i Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten.

Virker det?

I mødet den 30. juni 2021 i Udviklingspolitisk Råd blev der blandt andet udtrykt berettiget skepsis overfor om finansieringen af i øvrigt uspecificerede ”grønne jobs” effektivt ville modvirke migrationsbølgen fra Nordafrika over Middelhavet til Europa. Alligevel godkendte Rådet uden at blinke formøblingen af 1 milliard kroner af skatteborgernes penge i lande, hvor udsigterne for demokratisering, stabilitet og velstand er håbløse.

Af referatet for mødet i Udviklingspolitisk Råd fremgår, at ”The Council for Development Policy recommended the proposed new phase of the DanishArab Partnership Programme to the Minister for Foreign Affairs for approval following adjustments to the programme document that accommodate the concerns raised by the Council in regard to intercultural exchange and cooperation, the drivers of migration, the dialogue between rights holders and duty bearers, “green jobs”, an apparent reduction of funds for gender equality and distinguishing between different forms of violence”.

Yderligere oplysninger og arrangement den 27. oktober 2021

Interesserede kan løbende følge DAPPs arbejde og resultater ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

Med finansiering fra Dansk Arabisk Partnerskabs Program (DAPP), afholder Oxfam-IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke, Kvinderådet og DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) sammen med NASIM (Netværk for Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten) onsdag den 27. oktober et arrangement, hvor unge eksperter direkte fra Tunesien sammen med et ekspertpanel i København vil diskutere situationen i Tunesien i dag.

Program:

17.00 – 18.15: Ekspertpanel fra København

18.15 – 18.45: Pause (tunesisk mad & drikke)

18.45 – 20.00: Ungepanel fra Tunesien

20:00 – 21.00: DJ-set med Nuri

Arrangementet er gratis og afholdes hos Mellemfolkelig Samvirke, Fælledvej 12 i København.

Fra Dizzy Gillespies “A Night In Tunisia”:

Each wonderful night in Tunisia

Where the nights are filled with peace.

Storbritanniens daværende premierminister, Theresa May, annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra den britiske klimakommission – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Klimakommissionen – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet. Ikke mindre end 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

A-kraft skal sikre forsyningssikkerheden

Inden 2035 skal al strøm i Storbritannien være genereret af vedvarende energikilder. I den britiske regerings plan om at opfylde denne målsætning indgår fuldstændig udfasning af gasfyrede kraftværker inden 2035 og nye atomkraftværker.

I 2020 kom 43 procent af elektricitetsforsyningen fra vedvarende energikilder, mens de britiske atomkraftværker bidrog med omkring 15 procent. Resten kom hovedsageligt fra kraftværker med naturgas.

Der er således udsigt til, at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud for og under det kommende klimatopmøde – FN’s klimakonference COP26 fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland.

Mette Boye, der er nået til skelsår og alder (47), melder glædestrålende, at hun har fået nyt job. Hun skal være sektionsleder hos WWF for arbejdet med det “fodaftryk” vores forbrug og produktion sætter i verden – for eksempel i form af afskovning.

Mette Boye har haft sit eget rådgivningsbureau – BOYE Rådgivning – der har bedrevet organisationspsykologisk ledelsesrådgivning. Samtidig har Mette Boye varetaget hvervene som næstformand for bestyrelsen for IMR, Institut for menneskerettigheder, og ekstern lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, Roskilde Universitets Center.

Karrieren

Under uddannelsen til scient.pol. læste Mette Boye miljøstudier i Canada.

Efter at have afsluttet studierne på Københavns Universitet i 2001 førte interessen i miljøpolitik hende til Det Økologiske Råd, hvor hun var med til at sætte diskussionen om en ny kemikaliepolitik i EU (senere REACH) på dagsordenen.

Fra 2002 arbejdede hun hos Forbrugerrådet Tænk med at forsvare og forbedre forbrugernes rettigheder og vilkår. De sidste otte år med titel af henholdsvis afdelings – og udviklingschef.

Fra den 1. december 2015 har Mette Boye i en periode været sekretariatsleder i Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) inden hun startede rådgivningsbureauet – BOYE Rådgivning.

Kom i Folketinget

Mette Boye har været i Folketinget for SF. Ved valget i 2011 opnåede hun stemmer nok til at blive valgt som suppleant, og det betød, at hun vikarierede i Folketinget for dav. SF-miljøminister Ida Auken, da denne var på barselsorlov i foråret 2013.

Storbritanniens daværende premierminister, Theresa May, annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra regeringens klimaudvalg – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Regeringens klimaudvalg – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet. Ikke mindre end 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

Der er således udsigt til, at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud og under det kommende klimatopmøde – FN’s klimakonference COP26 fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland.

Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov med juridisk bindende klimamål. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark – i lighed med den britiske målsætning – opnår at være et klimaneutralt samfund (0-udledning) senest i 2050. I modsætning til Storbritannien har den danske regering ikke ulejliget sig med at præsentere den samlede klimaregning for skatteborgerne, og i den seneste aftale om landbrugets klimatilpasning er alle kontroversielle spørgsmål udskudt til 2023/24 efter næste valg til Folketinget.

Spørgsmålet er, om de ambitiøse klimaindsatser vil gøre en forskel?

FN’s Klimapanel (IPCC) offentliggjorde den 9. august 2021 deres sjette hovedrapport, IPCC Sixth Assessment Report, som fortæller, hvordan vores klima allerede har forandret sig, og tegner et billede af vores fremtid på kloden.

IPCC blev oprettet for at give beslutningstagere regelmæssige videnskabelige vurderinger af klimaforandringer, dens implikationer og potentielle fremtidige risici. Som en del af denne indsats gennemgår IPCC-panelets eksperter de videnskabelige arbejder omkring klimaspørgsmål, vurderer forskellige scenarier og fremlægger på den baggrund de prognoser for fremtidige temperaturer, havniveauer m.v., de kan blive enige om.

Paris-aftalens mål

I den seneste rapport advarer panelet, der består af 234 klimaforskere, om, at uanset klimaaktivisternes gode intentioner, er verden allerede låst fast i vejrrelaterede katastrofer, højere vandstande og mere sure oceaner, og andre væsentlige ændringer i planetens forhold. Alt sammen tilstande som menneskeheden har bidraget til med udledning af drivhusgasser i atmosfæren siden 1850’erne.

Efterhånden er der bred konsensus om, at global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved. Der er derfor ingen fornuftige mennesker, der protesterer, når klimapanelet fastslår, at drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter er årsagen til omkring 1.1 grad af den temperaturstigning, der har fundet sted siden 1850-1900 (”the likely range of total human-caused global surface temperature increase from 1850–1900 to 2010–2019 is 0.8°C to 1.3°C, with a best estimate of 1.07°C”).

IPPC har tidligere anbefalet, at hvis temperaturstigningen skulle begrænses blev vi nødt til snarest at nærme os nulpunktet for netto-udledningen af drivhusgasser.

I dag ser det værre ud

I ingen af de fem scenarier, som de 234 klimaforskere har fremlagt, er det muligt at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen, der var det ideale klimamål i Paris-aftalen fra 2015.

I det laveste scenarie, der forudsætter, at det i 2050 lykkes at nedbringe den globale netto-udledning af drivhusgasser til 0, vurderes det med 90 pct. sandsynlighed, at temperaturen i 2081-2100 alligevel vil stige med 1 – 1.8 grad.

I et scenarie, hvor det forudsættes, at målsætningen om 0-emissioner først nås i anden halvdel af århundredet, vil temperaturen i 2081-2100 være steget med 1.3 – 2.4 grader.

I et scenarie, hvor klimapanelet forudsætter, at der ikke iværksættes yderligere klimatiltag overhovedet, ventes temperaturen at stige med 2.8 – 4.6 grader i 2081-2100.

Klimapanelet har vurderet endnu et scenarie, hvor temperaturen ventes at stige med 3.3 – 5.7 grader ved slutningen af århundredet.

Vandsstandsstigninger

Atmosfæren og havene kan kun absorbere en given mængde varme, før klimaændringerne kommer helt ud af kontrol. En række klimaforskere mener, at dette “point of no return” vil blive passeret, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med mere end 2 grader Celcius.

Det klimapanelet konkluderer er, at temperaturstigningen allerede i løbet af det næste årti vil overskride 1,5 grader, og ydermere: Hvis der ikke snarest iværksættes “rapid and large-scale reductions in greenhouse gas emissions”, kan menneskeheden godt opgive nogensinde at begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader.

COP26

Spørgsmålet er, om der er udsigt til at landene allerede i november 2021 i Glasgow kan blive enige om drakoniske reduktioner i udledningen af drivhusgasser?

Mens IPCC advarer om at måske allerede er for sent at begrænse klodens opvarmning, har kun lidt over halvdelen af verdens lande sendt en styrket klimaplan til FN inden fristens udløb.

“Ved fristens udløb fredag d. 30. juli har sekretariatet modtaget nye eller opdaterede klimaplaner fra 110 lande. Men det er stadig langt fra tilfredsstillende, da kun lidt over halvdelen (58 procent) har overholdt fristen. Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner må også øges,” siger Patricia Espinosa, generaldirektør for FN’s klimasekretariat. 

”Code red”

FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte rapportens resultater en alvorlig advarsel til menneskeheden og sagde, at vi skylder “hele den menneskelige familie” at hurtigt at reducere emissionerne af drivhusgasser for at undgå katastrofe.

Stigende vandstand i København

Villy Søvndal huskes endnu for at han i 2009 i forbindelse med COP15 på et møde arrangeret af Global Greens – på sit bedste skoleengelsk fik sagt:”The ice is melting at the poles”.

Villy havde faktisk ret – isen smelter, og verdenshavene stiger. Men klimaet er også ved at forandre sig på mange andre afgørende måder blandt andet på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren og de deraf følgende temperaturstigninger.

Hvad angår vandstandsstigninger vurderer IPCC, at på globalt plan er havniveauet i gennemsnit i perioden 1901 til 2018 steget med 0,15 til 0,25 meter. Panelet vurderer, at menneskelige aktiviteter i hvert fald siden 1971 har været den væsentligste drivkraft (”human influence was very likely the main driver of these increases since at least 1971”).

NASA

NASA har udviklet et værktøj – The NASA Sea Level Projection Tool – der med vandstandsdata fra Klimapanelet (IPCC 6th Assessment Report) gør det muligt at visualisere konsekvenserne overalt i verden.

I det scenarie, hvor IPPC forudsætter, at nettoudledningen af drivhusgasser fuldstændig stopper i 2050 og temperaturstigningen begrænses til 1 – 1.8 grader, vil vandstanden i København ved århundredets slutning om knap 80 år i gennemsnit være steget med 0.39 meter. I IPPC’s worst case-scenarie vil middelvandstanden i København stige med 0.81 meter.

Forsømmer vi tilpasningen?

Tilbage til spørgsmålet, om det nytter. Mange lande, der virkelig betyder noget i klimasammenhænge, er fodslæbende, og det, den enkelte borger kan gøre, har næppe den store effekt. Det vil dog ikke afholde mange fra at stemme på grønne partier, at tage cyklen på arbejde, begrænse flyvning og tage toget, blive veganer eller i hvert fald skære ned på kødforbruget, sortere affaldet og genbruge, sætte solceller på taget og købe aktier i ”grønne” virksomheder.

For de fleste vil en fuldstændig kompromisløs kamp mod klimaændringer kun give mening, hvis der udsigt til at vinde kampen. Når IPPC faktisk siger, at vi allerede har tabt kampen, og det nu alene gælder om at begrænse de helt katastrofale temperaturstigninger, bør vi måske fokusere på andre ting. Vi bør måske opprioritere forberedelserne til det der kommer – forberede os på skovbrande, oversvømmelser og store mængder af klimaflygtninge.

Hvad er vigtigst – mitigation eller adaptation?

I FN’s klimapanel (IPCC) og i den internationale forskning vedrørende klimaforandringer skelner man mellem mitigation og adaptation, dvs. dels afværgelse eller reduktion af klimaforandringerne gennem begrænsninger i udledningen af drivhusgasser og dels klimatilpasning, altså tilpasning til effekterne af de klimaforandringer der under alle omstændigheder er undervejs.

I Danmark er der i forbindelse med den såkaldte grønne omstilling især fokus på mitigation – altså på begrænsningen af udledningen af drivhusgasser, hvor der politisk er aftalt ambitiøse mål for udfasningen af fossile brændsler, energiforsyning baseret på vedvarende energi som sol, vind og vand, og endnu ikke færdigudviklede teknologier for det der kaldes CCU – Carbon capture and utilisation, og CCS – Carbon capture and storage.

Forud for COP26 – FN’s klimakonference fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland, UK – råber den britiske mIljøstyrelse – Environment Agency – vagt i gevær. Styrelsen har som det er forpligtet til i henhold til den britiske klimalovgivning netop afgivet en rapport til den britiske regering.

I rapporten ”Living better with a changing climate – Report to Ministers under the Climate Change Act October 2021” gør Miljøstyrelsen det helt klart, at det vi står overfor “ adapt or die”.

Så klart udtrykte chefen for Environment Agency, Emma Howard Boyd, sig i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, der advarede mod ødelæggende oversvømmelser, hvis der ikke i tide blev iværksat beskyttelsesforanstaltninger

Begrænsning af drivhusgasemissioner er ganske vist den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på, men den hidtidige indsats lader meget tilbage at ønske. Samtidig vil afbødende foranstaltninger kunne redde millioner af liv. At vælge det ene frem for det andet, er ifølge Environment Agency ikke en farbar vej.

Desværre er ”adaptation” underprioriteret ved COP26

Det britiske værtskab har ganske vist to mål for topmødet: at sikre at de globale emissioner af drivhusgasser går mod 0, og at tilpasse sig og beskytte sig mod klimaændringer.

I mange lande er klimatilpasning eller adaptation desværre ikke højt på den politiske dagsorden. Tilpasning bør være en hjørnesten i enhver klimastrategi – ikke som en konkurrerende prioritet, men fordi reduktion af emissioner drivhusgasser og forberedelser til klimapåvirkninger vil være til gensidig fordel.

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske er det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det er senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

Nu er den gal igen.

Folketingsmedlem Tanja Larsson trækker sig efter boligsag som boligordfører for Socialdemokratiet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden er lejlighedens værdi steget med mere end 150.000 kr.

Både Simon Kollerups og Tanja Larssons fiksfakserier er selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson har tidligere lovet at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyser hun til Ekstra Bladet.

Sagerne bekræfter for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for ordførerskaber eller en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Man må håbe, at vælgerne den 16. november 2021 husker Sophie Hæstorp Andersens svigt som regionsrådsformand, når der skal vælges ny overborgmester i København.

Vælgerne bør huske Hæstorp Andersens misregimente i Region Hovedstaden, herunder utallige mistede 112-opkald og de 144 ud af 600 medarbejdere, der det sidste år har opsagt deres stillinger i Hæstorps akutberedskab.

Hvis denne skandale – hvor ansvaret ender hos skatteborgerne og regionens forsømte patienter – ikke gør indtryk, bør vælgerne huske på Hæstorp Andersens perverse indstilling til legalisering af narkotika.

Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersen, er fortaler for en forsøgsordning med legalisering af hash.

Selvom Sophie Hæstorp Andersen er vokset op i et miljø præget af svampe og rekreativ hashrygning, burde hun tænke på hvordan det i sin tid gik Suzanne Bjerrehus.

 Suzanne Bjerrehus fik af den konservative gruppeformand Knud Østergaard, da hun ved Folketingsvalget i 1990 var blevet opstillet for Amagerkredsen, et godt råd: ”Nu gælder det om at holde lav profil – du er stensikker på at blive valgt, men det klogeste ville være, hvis du tilbragte hele valgkampen på Gran Canaria”. På det tidspunkt var Bjerrehus landskendt som studievært i flere af Danmarks Radios populære lørdagsudsendelser.

Suzanne Bjerrehus, der som yngre blev kendt som fotomodel og deltager i ”voksenfilm”, havde på universitetet erhvervet sig en grad som cand.jur. Efter sin eksamen fik hun job i Industrifagene, OECD, Dansk Tandlægeforening og konsulentfirmaet Mercuri Urval og i 1986 blev hun ansat som chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling med 17 ansatte, herunder typer som Michael Ulveman, Erik Skov Pedersen og den navnkundige redaktør Ebbe Salomonsen – aldrig kaldet andet end Sam. Ansættelsen af Bjerrehus var kontroversiel, men gruppeformand Knud Østergaard, fastholdt, at hun var den bedst kvalificerede.

Susanne Bjerrehus fulgte desværre ikke Knud Østergaards råd. Efter opstillingen kastede hun sig ud i en valgkamp, der blev tæt dækket af alle medier. Hun holdt vælgermøde med arbejderne på B&W og udtalte, at hun var sikker på, at mange af dem forstod hende, når hun sagde, at det, der var godt for dansk erhvervsliv, også var godt for B&W og dermed dem. Midt i valgkampen vakte hun imidlertid opsigt ved under massiv mediedækning ikke kun at besøge Christiania, men hun forsvarede indtrængende fristaden som en vigtig kulturinstitution, som burde lovliggøres.

Her knækkede filmen – mange partifæller, der opfattede Christiania som noget der burde bulldozes – hellere i dag end i morgen! – tog afstand.

Resultatet var at hun ikke blev valgt.

https://www.berlingske.dk/samfund/sophie-haestorp-andersen-vil-legalisere-hash

Baggrunden for Schlüter-regeringens finanspolitiske indgreb – den såkaldte kartoffelkur – der med støtte fra Radikale Venstre blev vedtaget den 13. oktober 1986 – var den overophedning af dansk økonomi, der fandt sted i 1986, med store lønstigninger på arbejdsmarkedet, og med det største underskud på betalingsbalancen nogensinde.

Regeringen skiftede derfor kurs og slog bremserne i. Med kartoffelkuren blev det dyrere at låne til forbrug og boligbyggeri for den danske befolkning. Indgrebet blev døbt ”Kartoffelkuren”. Dels fordi det blev indført op til efterårsferien (kartoffelferien), og dels fordi det betød, at der skulle mindre kød og flere kartofler på tallerkenerne.

Kartoffelkuren bestod af en række tiltag, der skulle reducere privat forbrug og låntagning og dermed forøge samfundets netto-opsparing. To af de vigtigste elementer var en afgift på 20 pct. på renter af forbrugslån samt indførelsen af tvungne mixlån ved finansiering af boligkøb.

Baggrunden var, at Inflationen kørte af sted og sammen med rentefradrag på lån gjorde det til en god forretning at optage lån.

Resultatet blev, at ledigheden steg og at boligmarkedet gik i koma, mens tvangsauktioner bredte sig som en epidemi. Men danskerne skulle med vold og magt tvinges til at spare op i stedet for at låne til forbrugsfesten.

Kuren lykkedes og den politik holdt frem til 1993, hvor den første regering under Poul Nyrup Rasmussen igen kick-startede økonomien samtidig med, at et nyt internationalt opsving startede.