Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for den såkaldte krigsfotograf Jan Grarup. Her bliver vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf, men alligevel udsættes vi hele tiden for hans ulidelige snak om hans egne følelser. Det fremgår, at Grarup i øjeblikket bruger meget tid på at overveje, om han selv har kommenteret eller været sexistisk. 

Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige – ligesom mange andre Radio4-programmer er.

Grarup truer med fortsat at lave radio, ”men på en anden platform”.

Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste og pralerier og havde et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de. Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør. Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag. Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard er i øvrigt tilbage på Information i en halvtidsstilling, hvor han senest har gjort sig bemærket med en grotesk leder omkring en tyrkisk rapport on danskernes syn på Tyrkiet.

Historien om dengang Gentoftes borgere mistede 1,5 mia. kr.

Forud for kommunalvalget i november 2021 forsikrer borgmester Michael Fenger i ”Gentofte – lige nu”, at kampen mod urimelig kommunal udligning fortsætter.

Ja. Naturligvis. Kommunalbestyrelsen i Gentofte prioriterer dog anderledes. For nylig har man igen gjort sig bemærket ved at vedtage detaljerede regler for hvordan kommunens grundejere må hegne deres grundstykke ud mod offentlig vej. Øjensynlig foretrækkes ligusterhække, mens plankeværk og mure frabedes – i hvert fald skal de i givet fald opføres langt inde på egen matrikel.

Kommunalbestyrelsen har endvidere vedtaget pejlemærker for hvordan Gentofte-borgerne skal bevæge dig mindst en time om dagen. Pejlemærkerne skal bruges til at prioritere kommunens indsatser fremover, hedder det.

Det kommunale selvstyre har til gengæld ikke kunnet forhindre den åbenbare urimelighed, der tvinger hver eneste af Gentoftes borgere over den kommunale udligning til hvert år at støtte det øvrige land med 21.147 kr.

Borgmester og kommunalbestyrelse har ej heller kunnet sikre, at kommunen modtog sin retmæssige andel på 1,5 mia. kr. af beskatningen af Gentofteborgeren Mærsk McKinney Møllers dødsbo.

Historien om dengang Gentofte Kommune som følge af manglende rettidig omhu mistede 1,5 mia. kr.

Gentofte Kommune forventede oprindelig at få andel i de skatter og afgifter, som blev betalt efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død i 2012. Samlet blev der betalt skatter og afgifter for op mod 4,5 mia. kroner, hvoraf Gentofte Kommune skulle have haft en tredjedel – 1,5 mia. kr.

Men en særlig paragraf, der blev indført i forbindelse med kommunalreformen, medfører, at hvis der går mere end to år med at afslutte boopgørelsen, tilfalder alle pengene staten.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, og boet skulle have været afsluttet inden 1. maj 2014. Men det skete ikke, og alle skatter og afgifter fra dødsboet tilfaldt derfor staten.

Selv for en relativt velhavende kommune er 1,5 mia. kr. en betydelig sum, og kommunens passivitet er helt uforståeligt.

Man kunne dog med rimelighed forvente, at daværende borgmester Hans Toft og den kommunale forvaltning ved udsigten til at skulle modtage en andel af beskatningen af det meget betydelige dødsbo efter Mærsk Mc-Kinney Møller, havde interesseret sig for boopgørelsen, og herunder hvornår pengene kunne forventes at tilgå kommunekassen. Hvorfor kommunen ikke forhørte sig i SKAT, og hvorfor man ikke satte himmel og jord i bevægelse for at få boopgørelsen afsluttet inden 1. maj 2014, er stadig en gåde for borgerne i Gentofte Kommune.

Ikke fri konkurrence i Gentofte

De 75.000 borgere i Gentofte har en gennemsnitsalder på 42,5 år og med en forventet middellevetid på 83,3 år, og hver eneste borger betaler hvert år 5.337 kr. for kommunens administration.

7.696 borgere var i 2019 fuldt ud på offentlig forsørgelse betalt ud af kommunens driftsbudget på 4,7 mia. kr. og anlægsbudget på 0,4 mia. kr. Kommunen kradser til gengæld i 2021 5,7 mia. kr. ind i kommunale indkomstskatter.

På landsplan indtager Gentofte Kommune en lidet prangende plads som nr. 31 på listen over hvor stor en andel af de kommunale opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Gentofte kommune byder samtidig på helt urimelige lange sagsbehandlingstider i selv banale byggesager og forvaltningen på socialområdet er så kritisabel, at man har bedt om assistance fra Socialstyrelsens rejsehold.

Når det kan ske i en angiveligt veldrevet og borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved kommunalvalget?

Burde kommunens ledelse ikke fokusere på borgerne i stedet for ligusterhække? Burde de valgte repræsentanter ikke koncentrere sig om at sikre en sømmelig forvaltning af borgernes enorme bidrag til fællesskabet?

Hvis vi gerne vil have den bedste velfærd for pengene, burde pengene så ikke følge borgeren? Det giver ikke mening, at blot fordi kommunen gerne vil sikre sine borgere velfærdsydelser, skal kommunen som hovedregel levere samtlige ydelser i et monopol? Desuden med ringe muligheder for at blive stillet til ansvar, da borgerne er afskåret fra at vælge en anden udbyder af velfærdsydelser.

Burde vi ikke som borgere og vælgere fokusere på, om vi også får den ønskede effekt ud af det, vi som samfund bruger vores fælles penge på?

I øjeblikket er elpriserne skyhøje. Vinden skuffer, vandkraften skuffer, antallet af solskinstimer kunne klart være højere og samtidig er der kommet godt gang i hjulene efter Coronapandemien.

Det er ikke kun efterspørgslen efter vedvarende energi, der overstiger udbuddet og dermed giver anledning til inflation. Efterspørgslen efter fossile brændsler er også stigende. Benzin- og gaspriserne er historisk høje og olieprisen er på vaj mod 100 dollar for en tønde.

Almindelige forbrugere vånder sig under presset fra energipriserne. I Frankrig har de besluttet at sende de hårdt ramte borgere en check på 100 euro og i andre lande er der stigende bekymring over de sociale konsekvenser af de stigende energiregninger, der rammer samtidig med andre inflationære tendenser.

På det globale plan vil energiforbruget fortsat stige, mens den fossile energiproduktion vil kulminere og toppe allerede om 10-15 år. Hvis produktionskapaciteten for VE energi ikke udbygges vil det betyde, at der også efter 2030 vil være en betydelig efterspørgsel efter olie, kul og gas og fortsat høje og måske stigende priser.

Klimarådet

Klimarådet har netop kommenteret på regeringens klimaprogram, og det er ikke opløftende læsning. Vi vil med stor sikkerhed omkring 2030 komme til at mangle strøm.

Den grønne omstilling afhænger i høj grad af elektrificering af slutforbrug, som eksempelvis elbiler, varmepumper og industrielle processer. Derudover ser regeringen store tekniske reduktionspotentialer i nye teknologier som PtX, CCS og DAC (direct air capture), der behøver store mængder elektricitet baseret på vedvarende energikilder for reelt at være klimavenlige løsninger.

Regeringen estimerer selv, at dens scenarier kan resultere i et elforbrug på op til 64 TWh i 2030.

Strømmangel i 2030

Det er 10 TWh mere end forventningen i Energistyrelsens Klimafremskrivning 2021. Dermed ligger det allerede nu klart, at grøn strøm fra vand, vind og sol ikke kan dække elbehovet i 2030.

Elforbruget (ekskl. nettab), der var godt 31,3 TWh i 2017, steg i 2019 til omkring 35 TWh og har af Energistyrelsen hidtil været skønnet til omkring 52 TWh i 2030.

Energistyrelsen har hidtil meget optimistisk forventet, at udbygningstakten med vedvarende energi i elforsyningen ville overstige stigningstakten i elforbruget. Danmarks produktion af elektricitet fra VE har derfor været forventet fra 2028 at overstige Danmarks elforbrug.

Energistyrelsen har forudsat, at havvindmølleparkerne indeholdt i Energiaftale 2018 idriftsættes inden 2030. Dertil kommer opdaterede forventninger til udbygning med kommercielle solcelleanlæg (markanlæg) samt forventninger til udskiftningen af ældre landvindmøller med færre, mere effektive møller.

Herover for står, at Klimarådet vurderer, at der på nuværende tidspunkt er risiko for, at der ikke er sikret tilstrækkelig udbygning af vedvarende energi frem mod 2030 til at dække det kommende merforbrug. Eksempelvis er havvindmølleparken Hesselø på 1 GW blevet forsinket. Den skulle ellers stå klar i 2027.

Fornyet el-produktion med konventionelle brændsler?

En mangelsituation på el fra VE betyder, at enten skal visse elkunder afkobles, eller også skal den manglende elkapacitet tilvejebringes ved hjælp af konventionelle brændsler, herunder atomkraft, og/eller elimport.

Regeringen har annonceret, at den vil offentliggøre et udspil om en Grøn energi- og forsyningssektor i 2022.

Stigende udledninger af drivhusgasser fra energisektoren

Under fravær af nye tiltag bevirker et stigende elforbrug og vigende VE-udbygning, at forbruget af fossile brændsler stiger efter 2021, hvorved de energirelaterede udledninger stiger. De samlede udledninger stiger fra 43 mio. ton i 2021 til 51-52 mio. ton i 2030.

Øget el-import

Et fortsat stigende elforbrug og vigende indenlandsk kapacitetsudbygning i øvrigt giver anledning til stigende netto-elimport fra 2025, hvilket der korrigeres for ved beregning af bruttoenergiforbruget. Det giver anledning til et korrigeret forbrug af fossile brændsler og fast biomasse. Den resulterende stigning i kulforbruget er på 12,5 pct. årligt fra 2021 til 2030 under fravær af nye tiltag.

Christoffer Buster Reinhardt tilkendegiver, at han kan kontaktes, hvis der ønskes inspiration om nærhospitaler/sundhedshuse.

Det skal man dog ikke forvente sig for meget af.

Da Buster Reinhardt i februar 2020 blev kontaktet af en medarbejder, der orienterede den konservative formand for regionens sundhedsudvalg om de skandaløse forhold i akutberedskabet, skete der intet.

https://www.berlingske.dk/samfund/medarbejder-advarede-spidskandidat-om-mistede-opkald-responsen-fik

Woody Allen skal have sagt: Når jeg hører for meget Wagner, kan jeg til sidst ikke beherske mig, men får en ubetvingelig trang til at invadere Polen!

Michael Kuttner, der har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin, gør i Kristeligt Dagblad den 28. oktober 2021 opmærksom på, at Polen er et demokrati, der gerne selv vil bestemme, hvem der skal stå i spidsen for landet.

Historien

Den luksus havde man ikke i en stor del af det 20. århundrede. Fascister, nazister og kommunister afløste hinanden; mennesker blev myrdet, grænser flyttet. I mere end 100 år, frem til 1918, eksisterede Polen end ikke, fordi det var delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. Warszawa blev et storhertugdømme under Napoleon. Polakker har altså, også historisk betinget, ganske fintfølende sensorer, når andre vil blande sig i deres indre anliggender.

Den baggrund er vigtig, når den verserende kontrovers mellem Polen og EU skal vurderes.

Allerede i 2017 indledte EU en såkaldt paragraf syv-sag om traktatbrud mod Polen. Årsagen var polske retsreformer, som ifølge EU-Domstolen underminerer retsstaten og magtens tredeling ved at give regeringen politisk kontrol over domstolene.

Den aktuelle og konkrete kontrovers drejer sig især om en dom fra EU-domstolen fra den 2. marts 2021. Dommen fastslog, at europæisk ret kan tvinge medlemsstater til at ignorere enkelte forskrifter i national ret, hvis de er i strid med europæisk ret – det gælder også forfatningsretlige spørgsmål.

I Polens tilfælde medførte EU-dommen også, at den måde, den polske Forfatningsdomstol er blevet sammensat på – udpeget af PiS-regeringen – ikke er legitim. EU-domstolen ville dermed indirekte få mulighed for at tvinge den polske regering til at droppe sin yderst omstridte justitsreform, og herunder en ny disciplinærinstans, som ifølge EU-myndighederne kan lægge politisk pres på dommerne i landets retsinstanser.

Senest har Polen og EU været uenige om deres respektive syn på homoseksuelles rettigheder. I juli indledte EU’s advokater en sag mod Polen, efter at nogle af landets regioner og kommuner erklærede sig “LGBT-ideologifrie zoner”.‎

PiS-regeringen protesterede

PiS-premierminister Mateusz Morawiecki bad Forfatningsdomstolen i Polen om at vurdere EU-dommen.

Torsdag den 7. oktober 2021 blev Forfatningsdomstolens opfattelse offentliggjort. Med en 12-til-2 afstemning, vurderede den polske forfatningsdomstol at EU har overskredet sin kompetence og derfor ikke kunne tilsidesætte love i de enkelte medlemslande.

Præsidenten for Forfatningsdomstolen, Julia Przyłebska, sagde efter afgørelsen: ”EU-institutionerne handler uden for rammerne af de beføjelser, som Polen har tildelt dem ved tiltrædelsen af traktaten”.

Regeringschefen Jarosław Kaczyński, sagde umiddelbart efter afgørelsen: ”Den højeste lov i Polen er forfatningen, som EU’s retsakter naturligvis også er underlagt”.

Polen har dermed på bestemte områder afvist EU-traktatens forrang over for polsk grundlov og EU-rettens forrang overfor polske love.

De videregående konsekvenser kan være, at der er opstået tvivl om Polens opbakning til artikel 1 og artikel 19 i EU-traktaten. Artikel 1 drejer sig om, hvorvidt EU-landene altid skal gå efter at blive knyttet tættere i en proces “hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk”, og artikel 19, hvor det fastslås, at det er EU-Domstolen, der træffer afgørelse i henhold til traktaterne, fortolker EU-retten, afgør gyldigheden af retsakter vedtaget af EU-institutionerne og sikrer, at traktaten respekteres i hele EU.

Støtte fra Ungarn m.fl.

Lørdag den 9. oktober 2021 i Budapest underskrev premierminister Viktor Orban en regeringsresolution, der støtter beslutningen fra Polens forfatningsdomstol “om national rets forrang”.‎

At Ungarn støtter Polen er ikke overraskende. Allerede da EU i sidste måned ville pålægge Polen en bøde fordi det kontroversielle disciplinærnævn havde truffet disciplinære foranstaltninger over for flere polske dommere, reagerede Viktor Orban hårdt.‎ ‎Den ungarske leder stemplede EU’s beslutning som “skandaløs, fuldstændig uacceptabel og tjenlig til at splitte EU’s enhed fra hinanden”.

Det må forventes, at også Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien vil støtte Polen, hvis det kommer til et egentligt opgør.

‎Den polske regering

Det polske regeringsparti PiS (Lov og Retfærdighed – Prawo i Sprawiedliwość) er et nationalkonservativt, kristendemokratisk og højrepopulistisk politisk parti. Partiet blev ved valget i oktober 2019 med 198 pladser i Sejmen og 48 pladser i Senatet det største politiske parti i det polske parlament. Polens premierminister Mateusz Morawiecki har siden marts 2016 været medlem af partiet.

Partiet blev stiftet i 2001 af tvillingerne Lech og Jarosław Kaczyński, og Jarosław Kaczyńskis er fortsat den suveræne leder af PiS.

Ved præsidentvalget i juli 2020 blev den socialkonservative Andrzej Duda, der bakkes op af regeringspartiet PiS, genvalgt med 51,2 procent af stemmerne mod den liberale Warszawa-borgmester Rafal Trzaskowskis 48,8 procent.

Den tyske forfatningsdomstol og ECB

PiS har gentagne gange henvist til, at konflikten mellem national og europæisk lovgivning ikke er enestående. Den tyske forfatningsdomstol har således kritiseret Den Europæiske Centralbank, ECB, for at overskride sit mandat ved at optage lån til den genopretningsfond, som skal hjælpe medlemslandene med at komme på ret køl efter Coronapandemien.

Tysklands forfatningsdomstol afsagde sidste forår en dom, der ligesom den polske dom udfordrer EU-systemets selvbillede. Domstolen afgjorde, at Den Europæiske Centralbank med sine opkøb af medlemslandes obligationer efter finanskrisen uberettiget havde bevæget sig ind på finanspolitikkens område. Forfatningsdomstolen gav Centralbanken tre måneder til at retfærdiggøre beslutningen og foretage den proportionalitetsvurdering, den havde undladt i første omgang. Tysklands forfatningsdomstol underkendte dermed direkte EU-Domstolens kendelse, der havde godkendt opkøbet.

Polen har en pointe, når den hævder at den tyske forfatningsdomstol ligesom den polske forfatningsdomstol ikke accepterer EU-rettens absolutte og ubetingede forrang.

I Tyskland bemærkede den tidligere tyske justitsminister Katarina Barley, at: “You can’t compare it [the German case] to the Polish tribunal’s verdict. German judges in their ruling underlined the primacy of EU law over national law several times. Their verdict specifically concerned regulation of the European Central Bank”.

Den polske sag vedrører imidlertid mere end et konkret spørgsmål om EU’s kompetence, som selvklart kan diskuteres juridisk. Den polske Forfatningsdomstols afgørelse går videre, og afviser helt generelt EU-lovgivningens forrang. De polske forfatningsdommere har således anfægtet både EU-traktatens paragraf 1, som siger, at tiltrædelsen af traktaten indebærer, at visse kompetencer overdrages til EU, og paragraf 19, der præciserer EU-Domstolens beføjelser. Dermed er det hele EU’s overnationale karakter, der anfægtes.

Danmark har også udfordret EU-rettens forrang

At en national domstol må kontrollere om EU-institutioner overskrider sine beføjelser burde ikke i Danmark komme som en overraskelse. Efter dansk forfatningsret ligger det ganske klart, at EU ikke med bindende virkning for danske myndigheder og institutioner kan lovgive på en måde, der ville være i strid med den danske grundlov.

EU kan heller ikke tiltage sig kompetence, der ikke er overladt til EU via tiltrædelsesloven af 1972 (som senere er ændret flere gange).

EU-rettens forrang for national lovgivning beror på mindst 2 forhold: 1) Har den pågældende EU-institution kompetence til at udstede retsakten, og 2) EU-retsakten bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger inden for det pågældende medlemslands suverænitetsafgivelse.

Maastricht-sagen

Højesteret i Danmark har således i forbindelse med den såkaldte grundlovssag eller Maastricht-sag fra 1990erne fastslået, at danske domstole ikke kan fratages retten til at prøve loves grundlovsmæssighed, og at domstolene dermed ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse:

”Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis.”

Spørgsmålet var om tiltrædelse af Maastricht-traktaten ville forudsætte en grundlovsændring. Dette blev afvist af regeringen, idet man fandt fornøden hjemmel i grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse i begrænset omfang. Dette tiltrådte Højesteret, men Højesteret gjorde det samtidig klart, at det hermed også – ud fra et juridisk set ganske logisk ræsonnement – er givet, at grundloven står over EU-lovgivning.

Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis.

Ajos-sagen

Højesterets holdning kom også på bordet i en sag fra 2016, hvor en afgørelse fra EU-Domstolen blev underkendt.

Det skete i den såkaldte Ajos-sag, hvor Vejle-virksomheden Ajos fyrede en medarbejder. Eftersom han var 60 år, kunne han få sin arbejdsgiverpension. Og så, mente Ajos, kunne man slippe for at betale fratrædelsesgodtgørelsen på tre måneders løn.

Men eftersom medarbejderen fik job et andet sted og altså blev på arbejdsmarkedet, fik han ikke pensionen. Derfor krævede han i stedet godtgørelsen.

Set fra EU-Domstolen var der tale om aldersdiskrimination, og derfor sagde den, at Ajos skulle betale den ansatte. Men det blev underkendt af Højesteret.

En dansk særregel tillod virksomheden at undlade at betale godtgørelsen. Højesteret valgte at fastholde, at den manglende betaling var i orden, og gik dermed imod EU-Domstolens vurdering.

Højesteret sagde dermed meget klart, at på det her specifikke og arbejdsretlige område gjaldt EU’s grundlæggende princip om forrang ikke i Danmark mellem en arbejdstager og en arbejdsgiver.

EU-ret/dansk ret

Forholdet mellem EU-retten og dansk ret reguleres af tiltrædelsesloven af 1972 med senere ændringer og selvom der som udgangspunkt gælder et princip om EU-rettens forrang, er denne forrang statsretligt set en følge af tiltrædelsesloven og ikke af EU-retten.

Generelt formuleret er den danske forståelse således, at EU-retten har forrang, hvis vi har afgivet suverænitet til EU efter Grundlovens paragraf 20. Hvis det ikke er tilfældet, har EU-retten ikke forrang.

EU-Kommissionens reaktion overfor Polen

EU-Kommissionen kom med sin reaktion kort efter afgørelsen – og her slog man fast, at EU-lov står over polsk national lovgivning: ”Kommissionen vil ikke tøve med at gøre brug af sine beføjelser i henhold til traktaterne for at sikre en ensartet anvendelse og integritet af EU-retten. Den Europæiske Union er et værdifællesskab og et retsfællesskab, som skal opretholdes i alle medlemsstater. Europæernes rettigheder i henhold til traktaterne skal beskyttes, uanset hvor de bor i EU”.

EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, supplerede ved at sige, at: ”Jeg er dybt bekymret over gårsdagens afgørelse fra den polske forfatningsdomstol. Jeg har pålagt kommissionens tjenester at analysere den grundigt og hurtigt. På dette grundlag vil vi træffe beslutning om de næste skridt”.

Kan koste Polen milliarder i EU-støtte

Ministerrådet har foreløbig skudt sagen til hjørne i afventen af EU-Domstolens afgørelse af den tvivl, der er rejst om den såkaldte retsstatsmekanismes forenelighed med EU-retten.

I første omgang er det ellers støtten fra EU’s corona-genopretningsfond, der er i fare. De cirka 36 milliarder euro, som polakkerne efter planen står til at modtage i overførsler fra den europæiske genopretningsfond, havde regeringen i Warszawa ellers havde tænkt at dele ud til polakkerne over de kommende år frem mod det næste parlamentsvalg i 2023.

I EU-Kommissionens værktøjskasse er også de nye retsstatsprovisioner, som blev vedtaget som en del af aftalen om EU’s budget frem mod 2027, som kan benyttes til at gå i clinch med PiS. Hertil kan de enorme EU-midler, som Polen modtager gennem EU’s strukturfonde også komme i spil.

”Hvis der ikke er den grundlæggende respekt for de fælles regler om europæiske rettigheder og frihedsrettigheder, kan der ikke være nogen støtteplan for Polen, det er klart”. lød det truende fra den franske europaminister om genopretningsfonden.

Hvad nu?

EU-systemet og de andre EU-lande står o ver for en delikat balancegang. Der skal gøres en stor indsats for at sikre, at de polske borgere, som for over 80 procents tilfælde er proeuropæiske og ønsker fortsat EU-medlemskab, ikke bliver stødt bort af en europæisk tilgang, som rammer dem eller virker uretfærdig.

Det Konservative Folkepartis holdning

Partiet er med en EU-forbeholden formand og en gammel EU-modstander som generalsekretær normalt ganske ulden i udenrigspolitiske tilkendegivelser. Der findes dog undtagelser: EU-ordføreren Katarina Ammitzbøll er nu blandt de ihærdige agitatorer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, og medlem af Europaparlamentet, Pernille Weiss, er indstillet på at blande sig i national polsk politik og støtte den polske opposition, så den kan vinde næste valg.

Det var mildest talt forbløffende at se et konservativt, dansk medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, optræde i Deadline på DR 2 den 22. oktober 2021. Udsendelsens overskrift var ”Skal Polen smides ud af EU?”.

Weiss blev spurgt, hvordan man i parlamentet bør agere over for Polen.

”Det, vi skal have fokus på lige nu,” svarede hun, ”er, at vi skal støtte den polske opposition, sådan så at den kommer til at vinde valget.”

Hun blev mere direkte endnu:

”Vi skal have en ny regering i Polen, fordi 85 procent af polakkerne vil jo gerne være i EU, så det er regeringen, vi skal have væltet.”

Var man endnu i tvivl, hvordan hun åbenbart ser sin og andre ikke-polske politikeres opgave, kom hun med yderligere stramninger. Der skal, sagde hun, ”fokus på at presse Polens regering i defensiven, sådan så vi kan få oppositionen frem – så har vi gjort det godt”.

Det gælder om, erklærede hun, at få ”skubbet den regering væk fra magten, så det er de rigtige, der kan komme til magten i Polen”.

Michael Kuttner bemærker, at Pernille Weiss, hendes Konservative Folkeparti og vel alle andre partier nok ville have sig frabedt, at udlændinge fortæller danskere, hvem de skal stemme eller ikke stemme på.

Premierminister Mateusz Morawiecki har netop i et interview med Financial Times beskyldt andre EU-lande for at ville ”indlede Tredje Verdenskrig” ved at kræve, at Polen efterlever almindelige retsprincipper. Nu kan han pege på folk som Weiss, hvis han vil vise, at udlandet vil bestemme over nationen.

Pernille Weiss optrådte i øvrigt sammen med en kollega fra SF, der ikke protesterede. Tværtimod erklærede hun sig enig i ”Pernilles analyse”, som hun sagde.

Baggrunden for Støjberg-sagen var en omtale i Berlingske Tidende den 25. januar 2016, at der på danske asylcentre boede par, hvor pigen er under 18 år, og manden i nogle tilfælde væsentligt ældre.

Socialdemokraternes ordfører, Dan Jørgensen, kaldte Støjberg i samråd, fordi det var ”dybt utilfredsstillende”, at sagen skulle graves frem af medierne, før ministeren reagerede. Et stort set enigt folketing krævede omgående handling, og selv den radikale gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, glædede sig over, at ministeren nu ville tage affære.

Støjberg udsendte den 10. februar 2016 en pressemeddelelse om at adskille barnebrudene fra deres partnere, men et par klagede over adskillelsen. Ombudsmanden konstaterede, at sagsbehandlingen var ulovlig, fordi der skulle træffes individuelle afgørelser i de konkrete sager og gennemføres partshøringer.

Når klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen afhøres i Rigsretten den 28. september 2021 er det på Inger Støjbergs foranledning. Støjberg mener, at det er vigtigt at få frem, hvad det var for en virkelighed, vi stod med i 2016.

Dengang var Dan Jørgensen udlændingeordfører for Socialdemokratiet. Han var også meget bestyrtet over, at der var barnebrude i Danmark. Derfor indkaldte han blandt andet til samråd for at spørge om, hvordan det kunne gå til, at det ikke var blevet opdaget tidligere.

Der var i 2016 stor politisk vilje for, at parrene skulle adskilles i videst muligt omfang, men siden er sagens kerne – beskyttelsen af mindreårige og danske normer, hvor barnebrude ikke accepteres – gledet i baggrunden, og et flertal i Folketinget iværksatte først en kommissionsundersøgelse og herefter den igangværende Rigsretssagn om omstændighederne i forbindelse med adskillelsen af asylpar.

Ansvaret for forvaltningen

Kommissionsundersøgelsen gik særdeles hårdt til værks over for Inger Støjberg. Den tilsidesatte hendes forklaring og vurderede, at hun af sine embedsmænd var blevet gjort opmærksom på, at en undtagelsesfri adskillelse af asylpar ville være ulovlig. At hun ikke desto mindre udtrykte ønske om en sådan adskillelse, og at det førte til en klart ulovlig praksis.

Det er imidlertid en fejltolkning af kommissionsberetningen at tillægge Inger Støjberg hele ansvaret.

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016 blev udsendt med departementschef Uffe Toudal Pedersens udtrykkelige godkendelse.

Ministeriet har overfor Justits- og Statsministeriet forsikret, at der ville blive administreret lovligt, og departementschefen har i både kommissionen og i Rigsretten direkte henvist til det den 9. februar 2016 godkendte notat.

Det er fortsat en gåde, hvorfor Ombudsmanden i den efterfølgende undersøgelse slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat, som instrukskommissionen har fastslået blev oversendt til Ombudsmanden?

Det grusomme mord på en jødisk kvinde har chokeret Frankrig og kastet benzin på den hede debat om sikkerhed, som de antisemitiske strømninger, der findes i den islamistiske terror, har givet anledning til i store dele af den franske befolkning.

Daglige trusler om vold

Terror og voldskriminalitet er et ægte problem i Frankrig. Landet har den næsthøjeste kriminalitetsrate (49 point) ifølge den store database Numbeo. Kun Belarus er værre med 60 point – Sverige ligger med 47 point lavere.

Til sammenligning er tallet for Danmark lige under 27 point. Med andre ord er den reelle vold og kriminalitet i Frankrig næsten dobbelt så alvorlig, som det vi oplever.

Sikkerhed eller mangel på samme er da også det altoverskyggende tema i fransk politik – langt vigtigere end stigende udgifter, sociale forskelle eller klimakrise – og afgørende for mange vælgere ved det kommende præsidentvalg.

Målinger viser, at for 96 procent af de franske vælgere, der vil stemme på indvandringskritiske partier som Marine Le Pens Rassemblement National, er sikkerhed det vigtigste spørgsmål.

På tværs af partierne nævner 82 procent af franskmændene, at de er så bekymrede for sikkerheden i deres land, at det vil være den helt afgørende faktor for hvem der skal have deres stemme ved næste års præsidentvalg

Tallene stammer fra en meningsmåling, som instituttet Fiducial-Odoxa har udført for avisen Figaro. Blandt de enkelte temaer, som vælgerne går op, er de stigende priser og sundhed naturligt nok vigtige. Men det er vold, terror og kriminalitet, der samlet er det mest vigtige tema i det kommende politiske opgør

De bekymrede franskmænd findes i alle politiske partier, men det er højrefløjen, der er mest optaget af terror og vold. Men selv hos socialisterne og de grønne tæller sikkerhed for henholdsvis 67 og 64 pct. mere end sociale forskelle eller klima.

Drabet på Mireille Knoll

Mireille Knoll, der i en ganske ung alder måtte flygte fra Paris til Portugal for at undslippe nazisternes jødejagt, insisterede på livet og på det gode i andre.

Den tro bevarede hun indtil en eftermiddag i marts 2018. Her åbnede den gamle dame for sidste gang sin dør for andre. Ind kom først en ung fyr, hun havde kendt, siden han var lille. Siden ringede han efter en ven.

Det næste, verden så til Mireille Knoll, var et umenneskeligt og grufuldt syn. Brandmændene kom til, fordi det brændte i hendes lejlighed. Her fandt de den gamle dame delvist forbrændt. Men det stod hurtigt klart, at hun ikke var død på grund af branden. Hun var blevet stukket 11 gange med en kniv. I halsen, brystet, maven og ryggen.

Tirsdag den 26. oktober 2021 begyndte retssagen imod hendes bødler, der stak hende ihjel mens de på arabisk råbte ”Gud er stor”.

Der er ingen tvivl om at sagen vil blive fulgt tæt af franske medier, ligesom kriminalitet, islamisering, antisemitisme og indvandring vil indgå i valgkampen frem mod det franske præsidentvalg i april 2022.

https://www.berlingske.dk/europa/mordet-paa-en-joedisk-kvinde-var-grusomt-og-har-chokeret-en-nation-det-er

Det franske præsidentvalg afholdes i april 2022.

Ved præsidentvalget i 2017 fik Emmanuel Macron med sit parti La République en marche ! 24 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Marine Le Pen med partiet Rassemblement National fik 21 procent.

I anden valgrunde vandt Macron over Le Pen med to tredjedele af stemmerne.

I lang tid har franskmændene gruet for, at næste forårs præsidentvalg ville ende i en ikke videre ophidsende gentagelse af valget i 2017.

Den 27. september 2021 viste målinger fra netmediet Politico, at Macron stod til at få 24 procent af stemmerne, mens Le Pen stod til 19 procent i første runde.

I anden runde så det ud til, at Macron kunne få 56 procent af stemmerne, mens Le pen stod til 44 procent.

For bare en måned siden så det altså ud til, at valget ville falde ud på samme måde som i 2017 – dog med en mindre margen til Macron, hvis tilslutning er faldet fra 54 procent kort efter valget til 40 procent den 1. september i år.

Ingen venstrefløjskandidat kan nå anden runde af Frankrigs præsidentvalg i 2022, viser alle meningsmålinger. Et valgforbund mellem grønne og socialister kunne styrke chancerne, men det afviser socialisternes kandidat Anne Hidalgo. som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris.

Kandidatfeltet har i mellemtiden også åbnet sig for mere utraditionelle udfordrere, blandt disse Pierre Adonis, der stiller op for Libertiner-partiet, som vil arbejde for mere promiskuitet og løssluppent begær blandt franskmænd.

Hverken højrepopulisten Marine Le Pen, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, de borgerlige republikanere Xavier Bertrand, Michel Barnier og Valérie Pécresse, de grønnes Yannick Jadot eller socialisten Anne Hidalgo har originalt nyt at byde på.

Og selv hvis de havde, er et stort segment af frustrerede franskmænd holdt op med at høre efter.

Fænomenet Eric Zemmour

På det seneste har den højrenationale polemiker, Eric Zemmour, tiltrukket sig politisk opmærksomhed.

Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979 og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro. Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News. Forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige stærkt fordrejede – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper bestsellerlisterne.

Officielt er den 63-årige Eric Zemmour endnu ikke kandidat til det franske præsidentvalg. Han har end ikke et parti ryggen, og officielt er det ikke valgmøder, men foredrag og læsermøder, der tiltrækker tusindvis af ekstatiske deltagere, hver gang han præsenterer sin nye bog. Og han gør intet for at dementere, når for eksempel 3700 tilskuere i Kongreshallen i Paris taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Tværtimod.

Han indtager scenen med armene løftet til sejr, ledsaget af pompøs musik og med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

I de seneste uger har det givet udslag i meningsmålingerne. Han er således godt i gang med at overhale Le Pen højre om op til valget om et halvt år. I en helt frisk måling fra Harris Interactive viser, at hvis der var præsidentvalg i dag, ville den anden og afgørende valgrunde blive en duel mellem den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Eric Zemmour.

Hvad vil han?

Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”. Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af såkaldte kontrolmekanismer som pressen eller retsvæsenet.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nylig møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom for fire uger siden på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Zemmours budskaber går rent ind hos mange franske vælgere. Ifølge analyseinstituttet Ifop tiltrækker kandidaterne med et nationalistisk program, deriblandt Zemmour selv, i dag 35,5 procent af stemmerne mod 26 procent ved første runde af præsidentvalget i 2017.

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne.

Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Eric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale ved at han også forsøger at rehabilitere Vichy-regeringen under Philippe Pétain under Anden Verdenskrig. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Ved at rehabilitere Pétain fjerner han det dige, som ellers har været en uoverstigelig grænse mellem højreekstremister og konservative i Frankrig.

Afsmitning på den politiske debat

Det stærke fokus på indvandring, som Zemmour i høj grad har bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Jean-Marie Le Pen, Marines far og fransk højrefløjs gudfar, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra grundlæggeren af Front National, Jean-Marie Le Pen, der åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Den 25. oktober er siden 1995 blevet markeret som World Pasta Day.

Mens mærkedagen, der blev startet af 40 pastaproducenter, der besluttede at danne en World Pasta Congress, er veldokumenteret, er der ikke enighed om selve pastaens oprindelse.

Nogle hævder, at pasta først blev fremstillet i Kina i 1200 -tallet, mens andre insisterer på at romere fremstillede pasta på basis af en simpel mel- og vanddej.

Nogle henfører oprindelsen tilbage til det 4. århundrede f.Kr., hvor en etruskisk grav skildrede billeder af indfødte, der lavede en ret, der lignede pasta.

I USA er pasta især udbredt i form af makaroni og ost – Mac and Cheese. Den amerikanske præsident Thomas Jefferson krediteres for at have bragt makaronimaskiner til Amerika allerede i 1789 sammen med ideen om at tilberede makaroni i flødesauce og ost.

Den første industrielle produktion af pasta foregik i Brooklyn i USA i 1848.

Der findes omkring 33 typer pasta, grupperet som enten ”dry” eller ”fresh”. I 1980’erne blev makaroni i modsætning til spaghetti nedladende betragtet som en vulgær og folkelig pastavariant.

Italien er verdens største pastaproducent med 3,9 mio. tons om året og 62 pct. af produktionen – cirka 2,4 millioner tons – eksporteres til udlandet. Pastasektoren i Italien omfatter omkring 120 virksomheder med mere end 10.200 beskæftigede og en årlig produktionsværdi å¨5,5 mia. euro.

Hver italiener konsumerer 23 kg pasta om året, og overgår dermed Tunesien (17 kg), Venezuela (15 kg) og Grækenland (12,2 kg).

Domstolsstyrelsen / Danmarks Domstole lancerer på Europarådets årlige dag for ret og retfærdighed den 25. oktober en digital quiz. Formålet er angiveligt, at ”holde retsstaten på tæerne”.

Formålet med Europarådets ”The European Day of Justice”, der hvert år afholdes i den sidste uge af oktober, er at skabe en dag, hvor der er fokus på at informere borgere om deres rettigheder og bringe retfærdighed tættere på borgerne. Dagen har til formål at ”øge bevidstheden om og kendskab til aspekter, som handler om retsstaten”.

Domstolsstyrelsen har selv bidraget til at så tvivl om retsstaten

Et fundamentalt træk ved en retsstat er dommernes fuldstændige uafhængighed. En række sager har imidlertid givet anledning til berettiget tvivl om danske dommeres uafhængighed.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da regeringen i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerede

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Den daværende vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck (nu direktør), udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!

Fortsat tvivl om domstolenes uafhængighed

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som blev fundet skyldig i svig med EU-midler, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.