Man må håbe, at vælgerne den 16. november 2021 husker Sophie Hæstorp Andersens svigt som regionsrådsformand, når der skal vælges ny overborgmester i København.
Vælgerne bør huske Hæstorp Andersens misregimente i Region Hovedstaden, herunder utallige mistede 112-opkald og de 144 ud af 600 medarbejdere, der det sidste år har opsagt deres stillinger i Hæstorps akutberedskab.
Hvis denne skandale – hvor ansvaret ender hos skatteborgerne og regionens forsømte patienter – ikke gør indtryk, bør vælgerne huske på Hæstorp Andersens perverse indstilling til legalisering af narkotika.
Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersen, er fortaler for en forsøgsordning med legalisering af hash.
Selvom Sophie Hæstorp Andersen er vokset op i et miljø præget af svampe og rekreativ hashrygning, burde hun tænke på hvordan det i sin tid gik Suzanne Bjerrehus.
Suzanne Bjerrehus fik af den konservative gruppeformand Knud Østergaard, da hun ved Folketingsvalget i 1990 var blevet opstillet for Amagerkredsen, et godt råd: ”Nu gælder det om at holde lav profil – du er stensikker på at blive valgt, men det klogeste ville være, hvis du tilbragte hele valgkampen på Gran Canaria”. På det tidspunkt var Bjerrehus landskendt som studievært i flere af Danmarks Radios populære lørdagsudsendelser.
Suzanne Bjerrehus, der som yngre blev kendt som fotomodel og deltager i ”voksenfilm”, havde på universitetet erhvervet sig en grad som cand.jur. Efter sin eksamen fik hun job i Industrifagene, OECD, Dansk Tandlægeforening og konsulentfirmaet Mercuri Urval og i 1986 blev hun ansat som chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling med 17 ansatte, herunder typer som Michael Ulveman, Erik Skov Pedersen og den navnkundige redaktør Ebbe Salomonsen – aldrig kaldet andet end Sam. Ansættelsen af Bjerrehus var kontroversiel, men gruppeformand Knud Østergaard, fastholdt, at hun var den bedst kvalificerede.
Susanne Bjerrehus fulgte desværre ikke Knud Østergaards råd. Efter opstillingen kastede hun sig ud i en valgkamp, der blev tæt dækket af alle medier. Hun holdt vælgermøde med arbejderne på B&W og udtalte, at hun var sikker på, at mange af dem forstod hende, når hun sagde, at det, der var godt for dansk erhvervsliv, også var godt for B&W og dermed dem. Midt i valgkampen vakte hun imidlertid opsigt ved under massiv mediedækning ikke kun at besøge Christiania, men hun forsvarede indtrængende fristaden som en vigtig kulturinstitution, som burde lovliggøres.
Her knækkede filmen – mange partifæller, der opfattede Christiania som noget der burde bulldozes – hellere i dag end i morgen! – tog afstand.
Resultatet var at hun ikke blev valgt.
https://www.berlingske.dk/samfund/sophie-haestorp-andersen-vil-legalisere-hash