Storbritanniens daværende premierminister, Theresa May, annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.
Beslutningen var baseret på indstillingen fra regeringens klimaudvalg – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.
Storbritannien
Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.
Regeringens klimaudvalg – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet. Ikke mindre end 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).
Der er således udsigt til, at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud og under det kommende klimatopmøde – FN’s klimakonference COP26 fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland.
Danmark
Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov med juridisk bindende klimamål. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark – i lighed med den britiske målsætning – opnår at være et klimaneutralt samfund (0-udledning) senest i 2050. I modsætning til Storbritannien har den danske regering ikke ulejliget sig med at præsentere den samlede klimaregning for skatteborgerne, og i den seneste aftale om landbrugets klimatilpasning er alle kontroversielle spørgsmål udskudt til 2023/24 efter næste valg til Folketinget.
Spørgsmålet er, om de ambitiøse klimaindsatser vil gøre en forskel?
FN’s Klimapanel (IPCC) offentliggjorde den 9. august 2021 deres sjette hovedrapport, IPCC Sixth Assessment Report, som fortæller, hvordan vores klima allerede har forandret sig, og tegner et billede af vores fremtid på kloden.
IPCC blev oprettet for at give beslutningstagere regelmæssige videnskabelige vurderinger af klimaforandringer, dens implikationer og potentielle fremtidige risici. Som en del af denne indsats gennemgår IPCC-panelets eksperter de videnskabelige arbejder omkring klimaspørgsmål, vurderer forskellige scenarier og fremlægger på den baggrund de prognoser for fremtidige temperaturer, havniveauer m.v., de kan blive enige om.
Paris-aftalens mål
I den seneste rapport advarer panelet, der består af 234 klimaforskere, om, at uanset klimaaktivisternes gode intentioner, er verden allerede låst fast i vejrrelaterede katastrofer, højere vandstande og mere sure oceaner, og andre væsentlige ændringer i planetens forhold. Alt sammen tilstande som menneskeheden har bidraget til med udledning af drivhusgasser i atmosfæren siden 1850’erne.
Efterhånden er der bred konsensus om, at global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved. Der er derfor ingen fornuftige mennesker, der protesterer, når klimapanelet fastslår, at drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter er årsagen til omkring 1.1 grad af den temperaturstigning, der har fundet sted siden 1850-1900 (”the likely range of total human-caused global surface temperature increase from 1850–1900 to 2010–2019 is 0.8°C to 1.3°C, with a best estimate of 1.07°C”).
IPPC har tidligere anbefalet, at hvis temperaturstigningen skulle begrænses blev vi nødt til snarest at nærme os nulpunktet for netto-udledningen af drivhusgasser.
I dag ser det værre ud
I ingen af de fem scenarier, som de 234 klimaforskere har fremlagt, er det muligt at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen, der var det ideale klimamål i Paris-aftalen fra 2015.
I det laveste scenarie, der forudsætter, at det i 2050 lykkes at nedbringe den globale netto-udledning af drivhusgasser til 0, vurderes det med 90 pct. sandsynlighed, at temperaturen i 2081-2100 alligevel vil stige med 1 – 1.8 grad.
I et scenarie, hvor det forudsættes, at målsætningen om 0-emissioner først nås i anden halvdel af århundredet, vil temperaturen i 2081-2100 være steget med 1.3 – 2.4 grader.
I et scenarie, hvor klimapanelet forudsætter, at der ikke iværksættes yderligere klimatiltag overhovedet, ventes temperaturen at stige med 2.8 – 4.6 grader i 2081-2100.
Klimapanelet har vurderet endnu et scenarie, hvor temperaturen ventes at stige med 3.3 – 5.7 grader ved slutningen af århundredet.
Vandsstandsstigninger
Atmosfæren og havene kan kun absorbere en given mængde varme, før klimaændringerne kommer helt ud af kontrol. En række klimaforskere mener, at dette “point of no return” vil blive passeret, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med mere end 2 grader Celcius.
Det klimapanelet konkluderer er, at temperaturstigningen allerede i løbet af det næste årti vil overskride 1,5 grader, og ydermere: Hvis der ikke snarest iværksættes “rapid and large-scale reductions in greenhouse gas emissions”, kan menneskeheden godt opgive nogensinde at begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader.
COP26
Spørgsmålet er, om der er udsigt til at landene allerede i november 2021 i Glasgow kan blive enige om drakoniske reduktioner i udledningen af drivhusgasser?
Mens IPCC advarer om at måske allerede er for sent at begrænse klodens opvarmning, har kun lidt over halvdelen af verdens lande sendt en styrket klimaplan til FN inden fristens udløb.
“Ved fristens udløb fredag d. 30. juli har sekretariatet modtaget nye eller opdaterede klimaplaner fra 110 lande. Men det er stadig langt fra tilfredsstillende, da kun lidt over halvdelen (58 procent) har overholdt fristen. Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner må også øges,” siger Patricia Espinosa, generaldirektør for FN’s klimasekretariat.
”Code red”
FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte rapportens resultater en alvorlig advarsel til menneskeheden og sagde, at vi skylder “hele den menneskelige familie” at hurtigt at reducere emissionerne af drivhusgasser for at undgå katastrofe.
Stigende vandstand i København
Villy Søvndal huskes endnu for at han i 2009 i forbindelse med COP15 på et møde arrangeret af Global Greens – på sit bedste skoleengelsk fik sagt:”The ice is melting at the poles”.
Villy havde faktisk ret – isen smelter, og verdenshavene stiger. Men klimaet er også ved at forandre sig på mange andre afgørende måder blandt andet på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren og de deraf følgende temperaturstigninger.
Hvad angår vandstandsstigninger vurderer IPCC, at på globalt plan er havniveauet i gennemsnit i perioden 1901 til 2018 steget med 0,15 til 0,25 meter. Panelet vurderer, at menneskelige aktiviteter i hvert fald siden 1971 har været den væsentligste drivkraft (”human influence was very likely the main driver of these increases since at least 1971”).
NASA
NASA har udviklet et værktøj – The NASA Sea Level Projection Tool – der med vandstandsdata fra Klimapanelet (IPCC 6th Assessment Report) gør det muligt at visualisere konsekvenserne overalt i verden.
I det scenarie, hvor IPPC forudsætter, at nettoudledningen af drivhusgasser fuldstændig stopper i 2050 og temperaturstigningen begrænses til 1 – 1.8 grader, vil vandstanden i København ved århundredets slutning om knap 80 år i gennemsnit være steget med 0.39 meter. I IPPC’s worst case-scenarie vil middelvandstanden i København stige med 0.81 meter.
Forsømmer vi tilpasningen?
Tilbage til spørgsmålet, om det nytter. Mange lande, der virkelig betyder noget i klimasammenhænge, er fodslæbende, og det, den enkelte borger kan gøre, har næppe den store effekt. Det vil dog ikke afholde mange fra at stemme på grønne partier, at tage cyklen på arbejde, begrænse flyvning og tage toget, blive veganer eller i hvert fald skære ned på kødforbruget, sortere affaldet og genbruge, sætte solceller på taget og købe aktier i ”grønne” virksomheder.
For de fleste vil en fuldstændig kompromisløs kamp mod klimaændringer kun give mening, hvis der udsigt til at vinde kampen. Når IPPC faktisk siger, at vi allerede har tabt kampen, og det nu alene gælder om at begrænse de helt katastrofale temperaturstigninger, bør vi måske fokusere på andre ting. Vi bør måske opprioritere forberedelserne til det der kommer – forberede os på skovbrande, oversvømmelser og store mængder af klimaflygtninge.
Hvad er vigtigst – mitigation eller adaptation?
I FN’s klimapanel (IPCC) og i den internationale forskning vedrørende klimaforandringer skelner man mellem mitigation og adaptation, dvs. dels afværgelse eller reduktion af klimaforandringerne gennem begrænsninger i udledningen af drivhusgasser og dels klimatilpasning, altså tilpasning til effekterne af de klimaforandringer der under alle omstændigheder er undervejs.
I Danmark er der i forbindelse med den såkaldte grønne omstilling især fokus på mitigation – altså på begrænsningen af udledningen af drivhusgasser, hvor der politisk er aftalt ambitiøse mål for udfasningen af fossile brændsler, energiforsyning baseret på vedvarende energi som sol, vind og vand, og endnu ikke færdigudviklede teknologier for det der kaldes CCU – Carbon capture and utilisation, og CCS – Carbon capture and storage.
Forud for COP26 – FN’s klimakonference fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland, UK – råber den britiske mIljøstyrelse – Environment Agency – vagt i gevær. Styrelsen har som det er forpligtet til i henhold til den britiske klimalovgivning netop afgivet en rapport til den britiske regering.
I rapporten ”Living better with a changing climate – Report to Ministers under the Climate Change Act October 2021” gør Miljøstyrelsen det helt klart, at det vi står overfor “ adapt or die”.
Så klart udtrykte chefen for Environment Agency, Emma Howard Boyd, sig i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, der advarede mod ødelæggende oversvømmelser, hvis der ikke i tide blev iværksat beskyttelsesforanstaltninger
Begrænsning af drivhusgasemissioner er ganske vist den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på, men den hidtidige indsats lader meget tilbage at ønske. Samtidig vil afbødende foranstaltninger kunne redde millioner af liv. At vælge det ene frem for det andet, er ifølge Environment Agency ikke en farbar vej.
Desværre er ”adaptation” underprioriteret ved COP26
Det britiske værtskab har ganske vist to mål for topmødet: at sikre at de globale emissioner af drivhusgasser går mod 0, og at tilpasse sig og beskytte sig mod klimaændringer.
I mange lande er klimatilpasning eller adaptation desværre ikke højt på den politiske dagsorden. Tilpasning bør være en hjørnesten i enhver klimastrategi – ikke som en konkurrerende prioritet, men fordi reduktion af emissioner drivhusgasser og forberedelser til klimapåvirkninger vil være til gensidig fordel.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 