Valgkamp i Frankrig

Eric Zemmour

Det franske præsidentvalg afholdes i april 2022.

Ved præsidentvalget i 2017 fik Emmanuel Macron med sit parti La République en marche ! 24 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Marine Le Pen med partiet Rassemblement National fik 21 procent.

I anden valgrunde vandt Macron over Le Pen med to tredjedele af stemmerne.

I lang tid har franskmændene gruet for, at næste forårs præsidentvalg ville ende i en ikke videre ophidsende gentagelse af valget i 2017.

Den 27. september 2021 viste målinger fra netmediet Politico, at Macron stod til at få 24 procent af stemmerne, mens Le Pen stod til 19 procent i første runde.

I anden runde så det ud til, at Macron kunne få 56 procent af stemmerne, mens Le pen stod til 44 procent.

For bare en måned siden så det altså ud til, at valget ville falde ud på samme måde som i 2017 – dog med en mindre margen til Macron, hvis tilslutning er faldet fra 54 procent kort efter valget til 40 procent den 1. september i år.

Ingen venstrefløjskandidat kan nå anden runde af Frankrigs præsidentvalg i 2022, viser alle meningsmålinger. Et valgforbund mellem grønne og socialister kunne styrke chancerne, men det afviser socialisternes kandidat Anne Hidalgo. som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris.

Kandidatfeltet har i mellemtiden også åbnet sig for mere utraditionelle udfordrere, blandt disse Pierre Adonis, der stiller op for Libertiner-partiet, som vil arbejde for mere promiskuitet og løssluppent begær blandt franskmænd.

Hverken højrepopulisten Marine Le Pen, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, de borgerlige republikanere Xavier Bertrand, Michel Barnier og Valérie Pécresse, de grønnes Yannick Jadot eller socialisten Anne Hidalgo har originalt nyt at byde på.

Og selv hvis de havde, er et stort segment af frustrerede franskmænd holdt op med at høre efter.

Fænomenet Eric Zemmour

På det seneste har den højrenationale polemiker, Eric Zemmour, tiltrukket sig politisk opmærksomhed.

Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979 og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro. Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News. Forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige stærkt fordrejede – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper bestsellerlisterne.

Officielt er den 63-årige Eric Zemmour endnu ikke kandidat til det franske præsidentvalg. Han har end ikke et parti ryggen, og officielt er det ikke valgmøder, men foredrag og læsermøder, der tiltrækker tusindvis af ekstatiske deltagere, hver gang han præsenterer sin nye bog. Og han gør intet for at dementere, når for eksempel 3700 tilskuere i Kongreshallen i Paris taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Tværtimod.

Han indtager scenen med armene løftet til sejr, ledsaget af pompøs musik og med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

I de seneste uger har det givet udslag i meningsmålingerne. Han er således godt i gang med at overhale Le Pen højre om op til valget om et halvt år. I en helt frisk måling fra Harris Interactive viser, at hvis der var præsidentvalg i dag, ville den anden og afgørende valgrunde blive en duel mellem den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Eric Zemmour.

Hvad vil han?

Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”. Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af såkaldte kontrolmekanismer som pressen eller retsvæsenet.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nylig møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom for fire uger siden på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Zemmours budskaber går rent ind hos mange franske vælgere. Ifølge analyseinstituttet Ifop tiltrækker kandidaterne med et nationalistisk program, deriblandt Zemmour selv, i dag 35,5 procent af stemmerne mod 26 procent ved første runde af præsidentvalget i 2017.

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne.

Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Eric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale ved at han også forsøger at rehabilitere Vichy-regeringen under Philippe Pétain under Anden Verdenskrig. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Ved at rehabilitere Pétain fjerner han det dige, som ellers har været en uoverstigelig grænse mellem højreekstremister og konservative i Frankrig.

Afsmitning på den politiske debat

Det stærke fokus på indvandring, som Zemmour i høj grad har bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Jean-Marie Le Pen, Marines far og fransk højrefløjs gudfar, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra grundlæggeren af Front National, Jean-Marie Le Pen, der åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s