Kampen om borgernes gunst

Historien om dengang Gentoftes borgere mistede 1,5 mia. kr.

Forud for kommunalvalget i november 2021 forsikrer borgmester Michael Fenger i ”Gentofte – lige nu”, at kampen mod urimelig kommunal udligning fortsætter.

Ja. Naturligvis. Kommunalbestyrelsen i Gentofte prioriterer dog anderledes. For nylig har man igen gjort sig bemærket ved at vedtage detaljerede regler for hvordan kommunens grundejere må hegne deres grundstykke ud mod offentlig vej. Øjensynlig foretrækkes ligusterhække, mens plankeværk og mure frabedes – i hvert fald skal de i givet fald opføres langt inde på egen matrikel.

Kommunalbestyrelsen har endvidere vedtaget pejlemærker for hvordan Gentofte-borgerne skal bevæge dig mindst en time om dagen. Pejlemærkerne skal bruges til at prioritere kommunens indsatser fremover, hedder det.

Det kommunale selvstyre har til gengæld ikke kunnet forhindre den åbenbare urimelighed, der tvinger hver eneste af Gentoftes borgere over den kommunale udligning til hvert år at støtte det øvrige land med 21.147 kr.

Borgmester og kommunalbestyrelse har ej heller kunnet sikre, at kommunen modtog sin retmæssige andel på 1,5 mia. kr. af beskatningen af Gentofteborgeren Mærsk McKinney Møllers dødsbo.

Historien om dengang Gentofte Kommune som følge af manglende rettidig omhu mistede 1,5 mia. kr.

Gentofte Kommune forventede oprindelig at få andel i de skatter og afgifter, som blev betalt efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død i 2012. Samlet blev der betalt skatter og afgifter for op mod 4,5 mia. kroner, hvoraf Gentofte Kommune skulle have haft en tredjedel – 1,5 mia. kr.

Men en særlig paragraf, der blev indført i forbindelse med kommunalreformen, medfører, at hvis der går mere end to år med at afslutte boopgørelsen, tilfalder alle pengene staten.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, og boet skulle have været afsluttet inden 1. maj 2014. Men det skete ikke, og alle skatter og afgifter fra dødsboet tilfaldt derfor staten.

Selv for en relativt velhavende kommune er 1,5 mia. kr. en betydelig sum, og kommunens passivitet er helt uforståeligt.

Man kunne dog med rimelighed forvente, at daværende borgmester Hans Toft og den kommunale forvaltning ved udsigten til at skulle modtage en andel af beskatningen af det meget betydelige dødsbo efter Mærsk Mc-Kinney Møller, havde interesseret sig for boopgørelsen, og herunder hvornår pengene kunne forventes at tilgå kommunekassen. Hvorfor kommunen ikke forhørte sig i SKAT, og hvorfor man ikke satte himmel og jord i bevægelse for at få boopgørelsen afsluttet inden 1. maj 2014, er stadig en gåde for borgerne i Gentofte Kommune.

Ikke fri konkurrence i Gentofte

De 75.000 borgere i Gentofte har en gennemsnitsalder på 42,5 år og med en forventet middellevetid på 83,3 år, og hver eneste borger betaler hvert år 5.337 kr. for kommunens administration.

7.696 borgere var i 2019 fuldt ud på offentlig forsørgelse betalt ud af kommunens driftsbudget på 4,7 mia. kr. og anlægsbudget på 0,4 mia. kr. Kommunen kradser til gengæld i 2021 5,7 mia. kr. ind i kommunale indkomstskatter.

På landsplan indtager Gentofte Kommune en lidet prangende plads som nr. 31 på listen over hvor stor en andel af de kommunale opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Gentofte kommune byder samtidig på helt urimelige lange sagsbehandlingstider i selv banale byggesager og forvaltningen på socialområdet er så kritisabel, at man har bedt om assistance fra Socialstyrelsens rejsehold.

Når det kan ske i en angiveligt veldrevet og borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved kommunalvalget?

Burde kommunens ledelse ikke fokusere på borgerne i stedet for ligusterhække? Burde de valgte repræsentanter ikke koncentrere sig om at sikre en sømmelig forvaltning af borgernes enorme bidrag til fællesskabet?

Hvis vi gerne vil have den bedste velfærd for pengene, burde pengene så ikke følge borgeren? Det giver ikke mening, at blot fordi kommunen gerne vil sikre sine borgere velfærdsydelser, skal kommunen som hovedregel levere samtlige ydelser i et monopol? Desuden med ringe muligheder for at blive stillet til ansvar, da borgerne er afskåret fra at vælge en anden udbyder af velfærdsydelser.

Burde vi ikke som borgere og vælgere fokusere på, om vi også får den ønskede effekt ud af det, vi som samfund bruger vores fælles penge på?