I en kortfattet pressemeddelelse mandag den 31. januar 2022, meddelte UNICEF Danmark at generalsekretær gennem de sidste tre år, Karen Hækkerup, stopper til sommer.

Hun udtaler i den forbindelse:

“Den professionalisering, jeg blev hentet til UNICEF for at stå i spidsen for, er nu efter knap tre år tilendebragt. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået; tredoblingen af vores økonomiske resultat til gavn for de mest udsatte børn i verden, men også af de mere interne strukturelle organisationsændringer jeg har været med til at gennemføre – både i UNICEF Danmark og internationalt. Tiden er nu kommet til, at jeg skal tage hul på et nyt kapitel. Jeg lukker døren bag mig med et smil på læben, for jeg ved, at UNICEF Danmark er i god form og har utroligt dygtige og dedikerede medarbejdere, der fortsat vil kæmpe for alle verdens børn. Jeg vil stå til rådighed indtil sommer, når en ny generalsekretær er fundet og på plads.”

“Vi er kede af at måtte tage afsked med Karen, der sammen med holdet i UNICEF Danmark har leveret fornemme resultater til gavn for verdens børn,” siger formand for UNICEF Danmarks bestyrelse, Jesper Lok, og tilføjer:

”Jeg ved, at jeg på vegne af alle i UNICEF kan sige, at vi kommer til at savne Karen og ikke mindst hendes store energi og entusiasme for den vigtige opgave, vi alle i UNICEF brænder for.”

UNICEF Danmark er gået i gang med at finde en ny generalsekretær.

Den 47-årige Karen Hækkerup var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 2005 til 2014.

Hun har både været social- og integrationsminister, fødevareminister og justitsminister – alle under Helle Thorning-Schmidts regeringer. Det bemærkes, at hun den 12. december 2013 overtog hvervet som justitsminister efter Morten Bødskov, der måtte gå af efter at have fyldt Folketinget med løgn i Christiania-sagen.

I 2014 forlod Karen Hækkerup posten som justitsminister for at blive direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer som afløser for Søren Gade. Her sad hun i direktørstolen frem til 2018.

Statsminister Mette Frederiksen overtog dengang posten som justitsminister fra Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup er gift med Ole Hækkerup, der tidligere har været medlem af Folketinget, men nu er direktør hos Dansk Ejendomsmæglerforening, og Karen Hækkerup er dermed svigerinde til den stærkt kritiserede justitsminister, Nick Hækkerup.

Karen Hækkerup sygemeldt

Den 19. november 2021 skrev Karen Hækkerup på hendes Facebook-profil: ”I en tid med coronavirus, hvor verdens børn har haft brug for mere hjælp end nogensinde før, har jeg arbejdet solen sort, og ikke fået passet nok på mig selv”.

Karen Hækkerup fortæller, at hun har kørt sin krop så træt, at hun er endt med at få stress, og derfor er hun nu sygemeldt på ubestemt tid.

Hvad nu?

Karen Hækkerup har ikke oplyst hvad det er for et ”nyt kapitel” hun nu skal tage hul på. På Christiansborg spekuleres der nu på, om Karen Hækkerup skulle være på vej tilbage i dansk politik, selvom Karen Hækkerup i et interview i Berlingske Tidende den 1. november 2014 var ganske kritisk:

”Meget af det politiske handler om, at man hele tiden skal dukke sig, fordi der kommer lussinger og knive og ting og sager alle mulige andre steder fra, som ikke kun handler om at skabe, men som også handler om, at der er nogen, der vil ødelægge. Det er et miljø, hvor man nogle gange tænker, hvorfor er folk egentlig i det? Er de der, fordi de vil noget godt eller … Man kan godt få følelsen af, at det for nogle bare handler om at ødelægge og være destruktive og ikke om at skabe noget. Og så spilder man lidt hinandens og sin egen tid”.

I et interview i ugebladet FEMINA i marts 2015 slog Karen Hækkerup fast, at døren til politik var helt lukket: ”Jeg vil ikke længere ses som politiker. Hvis jeg sagde: ”Nå, men nu får vi se, og det kan man aldrig vide”, så bliver jeg aldrig andet end politiker. Det andet hensyn er, at jeg tror på, at jeg er færdig med det. Jeg er MÆT. Og jeg er sikker på, der kan være noget godt i tilværelsen til mig et sted, hvor jeg kan skabe og stadig gøre en forskel og bruge de kompetencer, jeg har. Jeg ønsker ikke længere at være en del af det politiske miljø med det, der ligger i det på godt og ondt”.

Det kinesiske Nytår fejres af kinesiske samfund over hele verden. Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Det kinesiske nytår er højtid for 20 pct. af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina. Østasiatiske som Vietnam, Sydkorea, Nordkorea og Mongoliet lande fejrer også denne dag med pomp og iver. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.

Månekalender

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

Fejringen begynder med fremkomsten af den anden nymåne efter vintersolhverv og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne. De vigtigste dage vil i år være Nytårsaften den 31. januar og Nytår den 1. februar.

Når den kinesiske tidsregning afviger fra vores, er det fordi kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel. Selvom kineserne også lever i år 2022, ligesom vi gør, så lever de også i år 4720.

Altid mellem 21. januar og 20. februar

Månenytår falder ikke på samme dato hvert år, men følger Månekalenderen og nytåret falder normalt mellem den 21. januar og den 20. februar.

Hvert år er forbundet med et af de 12 dyre-stjernetegn: rotte, okse, tiger, kanin, drage, slange, hest, ged, abe, hane, hund og gris.

Tigerens år

2022 er tigerens år, mens 2021 var oksens år. I 2023 falder det kinesisk nytår den 22. januar (harens år). Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Når det er dragens år – næste gang i 2024 – ventes fødselsraten at stige med omkring 5 pct. i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.

Nytårsfestlighederne vil vare i to uger alt efter de lokale traditioner, der er lidt varierende. I år afsluttes festlighederne den 15. februar med lanternefestivalen, hvor kineserne hænger lanterner ud foran deres hjem.

Rødt overalt

Inden Nytåret har de fleste omhyggeligt gjort rent, og man håber at blive velsignet af held og velstand i det nye år, mens alle sorger og uheld fra det forløbne år forsvinder. Farven rød har stor betydning for kineserne, og på denne dag hænger der på alle huse dekorationer med det kinesiske tegn, der betyder lykke.

Folkevandring når familierne samles

Nytåret er familiens fest, og kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier. Antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet omkring Nytåret kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten der efter traditionen afholdes enten den 31. januar om aftenen eller den 1. februar samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Overalt er røde bannere, og børn får af deres forældre og bedsteforældre penge i røde kuverter. Ansatte får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Folk udveksler gaver, er vært for store fester og sammenkomster og markerer deres nytårsfester med fyrværkeri, dansende drager og løver.

Fyrværkeri

Det kinesiske nytår siges at kunne dateres helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. Legender siger, at der i oldtiden var et monster kaldet Nian, der angreb folk og spredte meget terror. Han var dog rædselsslagen for farven rød, lyden af fyrværkeri og synet af fyrværkeri. Folk brugte disse ting til at skræmme ham og jage ham væk.

Fyrværkeri er derfor en særdeles vigtig ingrediens til nytårsfejringerne. Efter spisegildet fyrer næsten alle kinesere krudt af nytårsaften. Omkring 90 pct. af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end på noget andet tidspunkt eller noget andet sted i verden.

Transportminister Benny Engelbrecht er over weekenden blevet kaldt i hastesamråd om tilbageholdte klimaberegninger under sidste års forhandlinger om en ny infrastrukturplan.

Både Ingeniøren og MobilityWatch har beskrevet, hvordan ministeren under forhandlingerne afviste at fremlægge beregninger af klimaeffekten af en række infrastrukturprojekter, selv om de rent faktisk eksisterede.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, siger ifølge dagbladet B.T. at, “Det er enormt alvorligt, det her. Det ligner, at transportministeren har holdt nogle klimatal tilbage, så deres egen vejaftale så grønnere ud, end den var. Det er jo greenwashing og hamrende alvorligt”.

Hvis transportministeren har troet, at man kunne ”skrive sig udenom” et prekært juridisk eller politisk problem, har han taget grueligt fejl.

Det er for længe siden fastslået, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i – ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås, og en henvisning til at der ikke udtrykkeligt blev spurgt, gælder simpelthen ikke som undskyldning.

I den aktuelle sag med Engelbrecht blev der ovenikøbet meget direkte efterspurgt beregninger over klimaeffekten af konkrete projekter.

Kvinderne og børnene i Syrien

Det var med det yderste af neglene, at regeringen klarede frisag i sagen om kvinderne og børnene, der under kurdisk kontrol opholdt sig i lejrene al-Roj og al-Hol i det nordøstlige Syrien.

Regeringen afviste længe at hjemtage kvinder og børn, men samtidig holdt justitsministeren Folketinget i uvidenhed om bl.a. Politiets Efterretningstjenestes vurdering af risikoen for radikalisering af de danske børn i fangelejrene. Regeringen kendte i mindst et halvt år til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

PET vurderede, at børnene ikke ville udgøre en terrortrussel, og ”risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”

Da PET-vurderingen via anonyme kilder kom frem i offentligheden, truede støttepartierne med, at sagen kunne få konsekvenser for én eller flere ministre. Det førte til, at en særlig Task Force skulle vurdere situationen, og i maj 2021 meddelte regeringen, at tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn ville blive taget hjem.

Regeringen henviste til en ”ny” samlet risikovurdering fra PET. Ifølge efterretningstjenesten er sikkerhedssituationen forværret. Derudover er det ifølge PET usikkert, om lejrene vil bestå i fremtiden, ligesom det er usikkert, om kvinderne og børnene vil blive løsladt, hvorefter de kan vende ukontrolleret tilbage til Danmark.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk justitsminister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejste spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen afviste at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet.

Tendensen til at søge ansvaret flyttet fra ministre til embedsværket har været tydeligt i en række sager, herunder i Støjberg-sagen og mink-skandalen.

Ministres ansvar er ingenlunde ubeskrevet. Rigsretssagerne mod Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg har bidraget til at definere ansvaret, men Folketinget har også gjort sig overvejelser om ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at krænke dem med berøringer, spontane kys eller forsøgt at forføre dem (både kvinder, der søger sjælesorg, og ansatte) og indlede forhold, mens de havde søgt sjælesorg i Christians Kirke.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Regionsrådet i Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Kristelig Dagblad kan den 17. september 2021 oplyse, at en advokatundersøgelse af anklagerne mod Flemming Pless er i fuld gang, og Pless afleverer nu sammen med en advokat fra Præsteforeningen sit svar på klagerne.

Klagerne over Flemming Pless har ifølge Flemming Pless selv og Socialdemokratiet ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed. Han har siddet i Regionsrådet til udgangen af 2021, og han var opstillet som kandidat for Socialdemokratiet ved kommunal- og regionsrådsvalget i november, hvor han dog ikke blev valgt.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Hvad sker der?

Det er påfaldende, at Kirkeministeriet har været fuldstændig tavs i klagesagen mod Flemming Pless, der netop den 29. januar er fyldt 65.

En af Nick Hækkerups forgængere på justitsministerposten var fuld af løgn. At Morten Bødskov er en løgnhals, er naturligvis ikke mit eget påfund, men Folketingets. Historien er, at Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II fra 3.10. 2011 til 12.12 2013, pure afviste ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Tibetsagen i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013.

Selvom Bødskov allerede her var fuld af sorte streger i panden, var det en anden betændt sag, der den 12. december 2013 tvang Bødskov til at gå af i kølvandet på en sag, hvor han heller ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Det stod klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst.

Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov.

I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Er Hækkerup bedre end Bødskov?

Spørgsmålet er, om vi kan have mere tillid til den nuværende justitsminister Nick Hækkerup. En række sager har givet anledning til tvivl, og ikke mindst håndteringen af den såkaldte FE-skandale giver anledning til spørgsmål.

Straffeloven kapitel 12

I Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” fremgår det af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet efter § 109 i straffelovens kapitel 12, der lyder:

”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Nick Hækkerup har ikke blandet sig?

I et interview med DR Nyheder er Nick Hækkerup citeret for at udtale, at ”Jeg har ikke blandet mig”. Nick Hækkerup udtaler i interviewet, at han ikke har blandet sig i de rejste sigtelser mod både Claus Hjort Frederiksen og den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen, som siden december har siddet fængslet.

– Alle væsentlige sager, som involverer Politiets Efterretningstjeneste, skal jeg også orienteres om. Derfor er jeg undervejs i forløbet blevet orienteret om, at der er blevet rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen og mod Lars Findsen.

– Jeg er slet ikke med til at træffe beslutningen. Det er vigtigt at sige, at det er PET, som er i gang med en efterforskning af nogle forhold, og det blander jeg mig ikke i.

Nick Hækkerups hykleri

Nick Hækkerups hykleri når et højdepunkt, da han siger:

– Vi ville nødigt bo i et land, hvor det var os politikere, der besluttede, hvilke sager der skulle efterforskes, og hvilke der ikke skulle efterforskes.

Når Nick Hækkerup hævder, at han som justitsminister blev ”orienteret” om de alvorlige sigtelser mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, er det simpelthen ikke rigtigt.

Justitsministeren er den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og med formuleringen i § 110 f om at påtale sker efter justitsministerens ”påbud” er det helt åbenlyst, at ministeren ikke blot indblandes eller orienteres i straffesager, men faktisk er den der, påbyder påtale. Det betyder, at justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Ifølge et senere interview med dagbladet Politiken afviser Nick Hækkerup da heller ikke, at det er sådan det er, men at han ”ikke har fundet anledning til at afvige fra de indstillinger, jeg har modtaget fra anklagemyndigheden i sådanne sager”.

Er Danmark en retsstat?

I et videre perspektiv betyder det forhold, at det af den danske straffelovs kapitel 12 fremgår, at der ikke i Danmark er en klar adskillelse mellem det retlige og det politiske niveau eller mellem den udøvende og den dømmende magt, at der kan stilles spørgsmål til om Danmark helt og fuldt lever op til kravene til en retsstat.

Den uklare adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i det danske system, betyder samtidig, at det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.

Uanset bestemmelserne i straffeloven har skiftende danske Justitsministre desuden gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Når den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, i det ene øjeblik befinder sig blandt regeringens røde støttepartier og i det næste øjeblik optræder som en del af Blå Blok, er det svært at placere hende. Sådan har det altid været med De Radikale ledere, og heri minder Sofie Carsten Nielsen og hendes forgængere om Loke – en af de interessante figurer i den nordiske mytologi.

Loke

Loke var oprindelig jætte, men opholdt sig en del i Asgård, hvor han foregav at være ven og gøre fælles sag med Odin og de andre guder, mens han samtidig på det groveste bagtalte og bedrog dem. Udover evnen til at forvandle sig ejer Loke også et par ”syvmilestøvler”, hvormed han kan bringe sig i sikkerhed, når det brænder på.

Jætterne

I dansk politik ser vi tydelige modstykker til kendte jætter. Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Nick Hækkerup illuderer udmærket som ildjætten Surt, Fenrisulven og Midgårdsormen. I det historiske perspektiv med Stauning som urjætten Ymer og med traditionel støtte fra fagbevægelsen i skikkelse af lindormen Nidhug.

Aserne

I Blå Blok må vi i øjeblikket kigge langt efter modstykket til asernes ubestridte leder, Odin. Jakob Ellemann-Jensen kan med lidt god vilje genkendes i den rigidt liberale Thor med hammeren Mjølner (hvis ens virkemiddel er en hammer, ligner alle problemer et søm!).

Søren Pape Poulsen er den undertippede Vidar. I den nordiske mytologi holder Vidar sig lidt for sig selv, siger så lidt som muligt og træner til Ragnarok, dvs. næste Folketingsvalg. Han er næsten lige så stærk som sin bror, Thor, men det er også nødvendigt, for det er spået, at Vidar ved Ragnarok skal sætte sin fod i gabet på Fenrisulven, brække dens kæbe og derefter stikke et sværd i ulven.

Det er dog tvivlsomt om Pape Poulsen har alle de nødvendige remedier. Vidar har som bekendt en kæmpe skindstøvle, der nok giver ham en haltende gang, men med støvlen på kan Fenrisulven ikke bide foden af ham. Vidar overlever kampen med uhyret og bliver en af de overlevende aser fra Ragnarok, der opbygger den nye verden.

Pernille Vermund er selvfølgelig Heimdal, der konstant og skingert vogter på, om jætterne skulle krænke asernes mærkesager. Store, stærke Lars Boje Mathiesen er krigsguden, Tyr, og efter sigende den eneste, der tør nærme sig Fenrisulven.

Kristendemokraternes leder, Isabella Arendt, er frugtbarhedsgudinden Freja, og Alex Dominique Kristensen Vanopslagh er den norrøne gud for skjaldekunsten, Brage. Mangler vælgermæssig opbakning, men er i øjeblikket Blå Bloks bedste historiefortæller.

De ledende folk i Dansk Folkeparti genfindes i Tjalfe (Messerschmidt), Røskva (Pia Kærsgaard) og med Martin Henriksen som galten Særimner, der i den nordiske mytologi bor i Valhal, hvor den benyttes i køkkenet som kilde til rigeligt frisk flæsk.

Konflikterne med Loke

Ligesom De Radikale ofte får skabt problemer i Blå Blok (som den konservative Barfoed kan berette mere om) er Loke også anledning til ærgrelser blandt aserne. F.eks. dengang Loke lokkede Tjalfe til at flække en lårknogle så den ene af Thors gedebukke blev halt, eller da Loke lokkede den blinde Høder til at skyde den elskelige Balder med en mistelten.

Udåden vakte vrede blandt guderne i Valhal og tragedien førte faktisk til ragnarok.

Om Sofie Carsten Nielsen og De Radikales seneste svigt i forbindelse med de afgørende forhandlinger om dansk økonomi vil føre til Folketingsvalg er tvivlsomt, men det er også klart, at deres flirten med at pege på en blå statsminister ikke er troværdig.

Tiden, der fulgte…

Der skal mindes om, at det gik Loke ilde i den nordiske mytologi. Guderne lænker ham i en hule i et bjerg i Jotunheim. Over Lokes hoved placeres en kæmpe slange, som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er så pinefuldt, at Loke ryster og skælver; når det sker, ryster bjerget med. Det er i mytologien herfra at jordskælv stammer. Lokes kone, Sigyn, holder et kar, der opsamler giften, før den når Lokes hoved. Men af og til må hun tømme karret, og så skælver Loke og hele bjerget med ham.

I øjeblikket verserer en principiel retssag i Østre Landsret om forfatteren Arne Herløv Petersens dagbøger. Forfatteren har anlagt sag mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigsarkivet. Han vil have myndighederne til at destruere kopier af de dagbøger, som PET’s betjente for mere end 40 år siden beslaglagde.

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

Manden de kaldte Ervin

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang med både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater, herunder kvinder, og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale.

Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea.

PET, som mente at Herløv Petersen havde bidraget til, at fremmede efterretningsvæsener kunne virke inden for den danske stats område, ønskede Arne Herløv Petersen dømt for ulovlig agentvirksomhed. PET havde uden justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Sagen mod Herløv Petersen blev bremset af justitsminister Ole Espersen, der bestemte, at sigtelsen efter straffelovens § 108 (med en straframme på 6 år) skulle frafaldes. Der har været spekulationer om, at justitsminister Espersen måske ville undgå en sådan retssag, fordi den kunne have skabt uheldig opmærksomhed på venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Ifølge PET-Kommissionen endte Herløv Petersen-sagen med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Var Mogens Lykketoft også agent?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.

Hvis du har boet i Italien eller bare besøgt landet som turist vil du vide, at espresso ikke bare er kaffe, men et nationalt symbol og en del af den italienske identitet.

Det forekommer derfor såre naturligt, at espresso nu indstilles til optagelse på UNESCO’s liste over immateriel verdensarv. På FN-listen finder man allerede den særlige måde at lave napolitansk pizza på, og nu er tiden kommet til espressoen – en populær variant af kaffe, som omkring 90 procent af italienerne dagligt nyder.

”Espresso er et autentisk ritual og en integreret del af vores nationale identitet og sociale liv, som definerer italienere i forhold til verden,” siger Gian Marco Centinaio, der er statssekretær eller viceminister i det italienske landbrug- og fødevareministerium, Ministero delle politiche agricole alimentari e forestali – MIPAAF, til pressebureauet ANSA.

Opfundet i 1884

Espresso blev opfundet i Torino den 16. maj 1884. Det skete i Torino, hvor Angelo Moriondo tog patent nummer n. 33/256 på espressomaskinen.

Espressoen bredte sig hurtigt til resten af landet i løbet af det 19. århundrede, og siden har den været en central del af livet på italienske caféer, mens der diskuteres fodbold og politik med store armbevægelser.

Ifølge det italienske espressoinstitut, L’Istituto Espresso Italiano (IEI), der arbejder for at bevare og promovere den originale espresso, har det italienske espressomarked en værdi på over 4 milliarder euro om året.

Instituttet har også opskriften på den helt rigtig espresso, som skal indeholde certificerede kaffebønner, og den skal laves på en certificeret kaffemaskine af en professionel barista.

Espresso’en kræver 6 til 7 gram kaffe per kop på 25-30 ml og vandet presses med en temperatur omkring 90 grader ud under 9 atmosfæres tryk, og en god maskine bruger mellem 25-30 sekunder til at “presse”.

Den crema, der flyder oven på den sorte kaffe, skal kunne fastholde sin struktur i mindst 120 sekunder.

Du er selvfølgelig opmærksom på, at prisen afhænger af om du nyder din espresso ”al banco” eller får den serveret ved et bord. Og husk, at i Venedig og andre steder får priserne endnu et hak op, når musikken spiller!

Det bør også bemærkes, at meget få italienerne drikker espresso uden sukker eller sødemiddel, og på ordentlige barer serveres espressoen altid med et glas vand.

National opbakning til indstillingen

“Vi er meget glade for at være nået frem til enighed bag kandidaturet” sagde statssekretær Centinaio, da det blev annonceret at italiensk espressokaffes kandidatur nu ville blive sendt til det italienske nationale UNESCO-udvalg med henblik på godkendelse og fremsendelse til UNESCO i Paris inden den 31. marts.

I indstillingen fremgår, at espressoen for alle italienere repræsenterer et socialt og kulturelt ritual, der også afspejles i litteraturen, og som fascinerer hele landet, fra Napoli til Venedig og Trieste. Ritualet er så meget vigtigere i en tid hvor COVID-restriktioner har begrænset sociale relationer, hvoraf mange normalt foregår ved disken på en bar foran en kop god italiensk kaffe.

Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at kaffepausen om formiddagen og om eftermiddagen er et break, som mange italienerne ikke vil undvære for nogen pris.

Landbrugsorganisationen COLDIRETTI støtter indstillingen, ”der vedrører og beskytter et dagligt ritual for italienere, der har et forbrug på 30 millioner kopper om dagen i barer, restauranter og offentlige steder”.

GAMBRINUS i Napoli

Indstillingen blev ifølge ANSA også hilst velkommen på et af de ikoniske kaffesteder i Napoli.  

På Gambrinus i Napoli skålede ejere, tjenere og kunder i kaffe i restaurantens historiske lokaler, der har udsigt over Piazza del Plebiscito.

“Ritualet med espressokaffe har altid været et gode for alle – sagde Massimiliano Rosati, en af ​​ejerne af Gambrinus – et øjeblik med varme og kultur, der rækker langt ud over en simpel drink. Kaffe har her i Napoli altid været en grund til sammenhold, kultur og selskabelighed, og vi håber nu, at UNESCO officielt vil anerkende det”.

Bar Due Pini i Rom

Det er min personlige erfaring, at på ”Bar Due Pini” på Via degli Orti della Farnesina i det romerske kvarter nord for Tibern, Vigna Clara, får man i en jovial, men professionel stemning, til en rimelig pris serveret Roms bedste espresso – undertiden macchiato – ofte ledsaget af et glas Fernet Branca.

Regeringen og et bredt politisk flertal indgik den 14. december 2021 en aftale om fangst, transport, lagring og anvendelse af CO₂ i Danmark. Samtidig er der afsat i alt 16 mia. kr. til at udvikle markedet, og forhåbningen er, at de første anlæg til at fange og lagre drivhusgasser kan være klar i 2025.

Det er samtidig åbenbart, at de danske aktiviteter på olie- og gasområdet vil blive udfaset over en årrække. Kampen for at nulstille udledningen af drivhusgasser vil derfor efter alt at dømme fjerne eller forandre de 14.000 danske arbejdspladser, der i dag er inden for olie- og gasområdet. Det er job, der inden 2050 vil forsvinde eller skifte karakter.

CO2-fangst og lagring, der i fagsprog kaldes CCS, giver mulighed for at bevare tusindvis af arbejdspladser på Nordsøen, fordi det stort set er de samme kompetencer, som olie- og gasudvinding kræver.

Vurderingen lyder, at der med CCS vil blive skabt omkring 3.000 nye job.

Spydspids for CCS

Det er baggrunden for, at en række danske erhvervsorganisationer og fagforeninger med DI i spidsen er gået sammen for at udnytte undergrunden til at oplagre enorme mængder CO2, og derved gøre Danmark til en international spydspids inden for CO2-fangst og -lagring, og ses som en af de helt centrale klimaløsninger.

Det nye partnerskab mellem erhvervsorganisationerne DI Energi, Dansk Fjernvarme, Dansk Offshore, Danske Rederier, fagforeningen Dansk Metal og tænketanken Axcelfuture vil byde ind med erfaring og viden, så der kan udvikles en helt ny industri i Danmark – både når det gælder fangst, transport og lagring af CO2.

Det skønnes, at hvis vi skal opfylde Paris-aftalen og opnå CO2-neutralitet i 2050, vil der være behov for at lagre store mængder CO2 i undergrunden. Danmark kan fange 4,5-9 millioner ton årligt fra punktkilder og over tid lagre mellem 12 og 22 milliarder ton CO2 i undergrunden.

Det giver en enestående mulighed for at blive et europæisk center for lagring af CO2, der kan blive en dansk erhvervs- og eksportsucces på linje med for eksempel havvind.

Offentlig støtte på 16 mia. kr.

Støttepuljen på 16 mia. kr. har været en væsentlig motivation for dannelsen af partnerskabet. Som branchedirektør for DI Energi, Troels Ranis, siger: ”Partnerskabet skal blandt andet være med til at sikre, at samfundet får mest muligt for støttekronerne”.

Forsvarsudvalget besøger fredag den 28. januar 2022 danske forsvarsvirksomheder i Nordjylland.

Baggrunden for besøget er, at våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel er særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser.

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner.

Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Hydrema har koncernhovedkvarter i Støvring. Produktsortimentet omfatter læssere, grave-læssemaskiner, dumpere, gravemaskiner og mineryddere m.v.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

DC-Supply A/S Nørresundby har siden 1981 produceret og leveret containerløsninger – standard såvel som specialløsninger til både civile og militære formål over hele verden.

Scanfiber Composites A/S i Sindal er en virksomhed med mange års erfaring i ballistisk beskyttelse. Scanfiber udvikler og producerer letvægts pansring baseret på sofistikeret fiberkompositter.

idoc A/S blev grundlagt i 2010 for at assistere det Danske Forsvar og virksomheden er nu en multinational virksomhed bestående af 60+ medarbejdere med kontorer i Aalborg, Ballerup, Vejle og i Poznan, Polen, der stræber efter at være forsvarsindustriens og produktionsvirksomhedernes foretrukne samarbejdspartner til konsulentydelser og outsourcing.

Sky-Watch A/S er et dansk firma som udvikler og producerer taktiske mini UAV’er (unmanned aerial vehicle) også kaldet droner til militært brug indenfor radio relay, mapping, image intelligence, reconnaissance, perimeter security og surveillance. Virksomheden blev grundlagt i 2009 og har hovedsæde i Støvring.

Precision Technic Defence Emerging, der er beliggende i Svenstrup i Nordjylland, tilbyder på basis af EO/IR (Electro-Optical/Infra-Red) en bred vifte af taktiske overvågningssystemer og produkter til militært og politimæssigt brug, herunder mellem- og langtrækkende sensorsystemer, der kan observere, lokalisere og udpege fjendtlige enheder.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

En række af virksomhederne i forsvarsindustrien er organiseret i DI Forsvar og sikkerhed (tidligere FAD – Danish Defence And Security Industries Association), der er en del af Dansk Industri, DI.