Med Det Radikale Venstres ultimatum til den socialdemokratiske regering, må vi imødese et folketingsvalg i dette efterår.

Valgkampe er normalt ensbetydende med overbudspolitik og ekspansiv finanspolitik, hvor partierne kappes om at tilgodese så mange vælgergrupper som muligt.

Den nuværende økonomiske situation med galopperende inflation stiller imidlertid ekstraordinære krav, og alle partier bør notere sig, at vejen til regeringskontorerne er brolagt med økonomisk ansvarlighed.

Politikerne i Folketinget bør hurtigst muligt lægge en dæmper på samfundsøkonomien, siger direktør for Nationalbanken Lars Rohde.

Hvis efterspørgslen ikke bliver begrænset, er der en overhængende fare for, at vi får det, som vi frygter mest: en løn- og prisspiral, siger Lars Rohde.

Med det mener han, at stigende priser fører til højere løn, der fører til endnu højere priser og dermed mere inflation.

”Netop fordi vi ser ind i muligheden for en løn- og prisspiral, er det vigtigt, at den samlede finanspolitik bliver strammet. Herunder at vi får en markant opstramning af finanspolitikken for 2023 for ikke at presse arbejdsmarkedet yderligere”.

Behov for finanspolitiske stramninger

Nationalbankdirektøren mener, at der er brug for en stramning, som reducerer den samlede efterspørgsel med i størrelsesordenen én procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Hvis den høje inflation og de stigende lønninger bider sig fast, kan den danske samfundsøkonomi ifølge Lars Rohde stå over for en alvorlig økonomisk nedtur: ”Det vil have en meget negativ effekt, hvis inflationen og lønstigningstakterne vedblivende bliver høje”.

Strammere pengepolitik

Den Europæiske Centralbank (ECB) og den danske Nationalbank hævede den 21. juli 2022 renten med 0,5 procentpoint.

Alle finansanalytikere forventer, at ECB og Nationalbanken hæver renten igen efter det rentemøde, ECB’s bestyrelse skal holde den 8. september.

Efter 8. september vil alle kommercielle banker følge efter. På den positive side vil det betyde, at de negative renter forsvinder. På den negative side må låntagerne indstille sig på forhøjede renteudgifter.

Hvor store stigninger vi kan forvente er usikkert. I de finansielle markeder er det en udbredt forventning, at den pengepolitiske rente til næste år vil være steget med 1,5 – 2,0 pct. i forhold til situationen før Nationalbankens seneste renteforhøjelse.

Det er ikke kun de ”hysteriske kællinger” på finansmarkederne, der forudser stigende renter. Den Internationale Valutafond, IMF, har den 26. juli 2022 opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen.

Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.

IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.

IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil desværre være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne.

Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet, lyder opfordringen fra IMF.

Hvad kan danske låntagere forvente?

Har man et andelsboliglån på 1.000.000 kr. med variabel rente, vil en rentestigning i størrelsesorden 1,5 – 2,0 pct. koste 850 kr. mere om måneden i rente efter skat (skatteprocent på 33). Hvis der afdrages på lånet, vil ydelsen stige lidt mindre end renten, fordi noget af afdraget bliver skubbet længere ud i tid.

Har man lånt 2 mio. kr. og renten stiger 2 procentpoint, f.eks. fra 2,75 pct. til 4,75 pct., som bestemt ikke er utænkeligt, vil den månedlige renteudgift på lånet stige med 3.333 kr., og ydelsen vil stige med 2.275 kr. pr. md. før skat.

Den Internationale Valutafond, IMF, har den 26. juli 2022 opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen.

Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.

IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.

IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne. Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet.

IMF anerkender, at målrettede finanspolitiske og sociale støtteforanstaltninger kan bidrage til at afbøde de hårde virkninger for de mest sårbare samfundsgrupper.

Med offentlige budgetter, der i forvejen er belastet af COVID-pandemien, og med det samtidige uomgængelige behov for en overordnet dis-inflationær makroøkonomisk politik, vil udligning af sådanne målrettede hjælpeforanstaltninger med højere skatter eller lavere offentlige udgifter sikre, at finanspolitikken ikke kommer til at stå i vejen for pengepolitikken.

På dansk TV har der netop været lejlighed til at se Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko i Oliver Stones ”Wall Street – Money Never Sleeps” fra 2010. Filmen foregår lige før, under og efter finanskrakket i 2008, og beskrivelserne ligger ganske tæt på de virkelige begivenheder.

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart af de danske tilsynsmyndigheder opfattet som et signal om, at en generel og altomfattende finanskrise var nået til Danmark.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter – såkaldte derivater som ”Credit Default Swaps (CDS)” og ”Collateralized Debt Obligations (CDO)”.

Collateralized Debt Obligations (CDO), var baseret på realkreditobligationer. CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som f.eks. pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.

De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor f.eks. svingninger i boligpriser m.v.

Finanskrisen

Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse føderale garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være CDO og andet værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt (allerede under Ben Bernanke) at modvirke forretningsbankernes automatreaktion – at smække kassen i!

The Fed intervenerede i markedet og opkøbte store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen.

Finanstilsynets rolle i finanskrisen i 2008

Henrik Bjerre-Nielsen blev i 1980 cand.polit. Samme år blev han ansat på en midlertidig kontrakt som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor den senere finansminister Mogens Lykketoft var chef.

Herefter blev han i 1982 økonomisk konsulent i LO (i dag FH) – i perioden 1991 til 1994 med titel af afdelingsleder. Han blev i starten af sin karriere ligefrem kaldt “Nyrups sekundant”, fordi han i LO overtog en del af den daværende cheføkonom Poul Nyrup Rasmussens opgaver, da den senere statsminister blev direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

I 1994 skiftede Henrik Bjerre-Nielsen spor og blev vicedirektør i Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlandene (IØ) fra 1994 til 1996.

Fra 1996 var Henrik Bjerre-Nielsen direktør for Finanstilsynet og dermed sad han midt i orkanens øje frem til finanskrisens udbrud i 2008, og han havde i den periode ansvaret for tilsynet med den finansielle sektor i Danmark. Det var altså Henrik Bjerre-Nielsens overordnede ansvar at føre tilsyn med, at de danske banker og sparekasser blev drevet på forsvarlig vis.

Etableringen af Finansiel Stabilitet i Danmark

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

I forbindelse med bankpakkerne blev det mellem staten og pengeinstitutterne aftalt at etablere Finansiel Stabilitet som et offentligt selskab, der fik ansvaret for at rydde op efter de banker, som trods bankpakker m.v. knækkede nakken i kølvandet på den finansielle krise.

Finansiel Stabilitets formål ved etableringen, jf. lov om finansiel Stabilitet § 4, var at sikre, at simple kreditorer i de pengeinstitutter og filialer, der havde indgået aftale med Det Private Beredskab, fik dækket deres krav. Det vil sige, at Finansiel Stabilitets opgave var at afvikle de overtagne aktiviteter fra nødlidende pengeinstitutter under bankpakkerne, ligesom Finansiel Stabilitets formål også omfattede afviklingen af aktiviteterne efter Roskilde Bank.

Til overraskelse for mange blev Henrik Bjerre-Nielsen flyttet fra Finanstilsynet til posten som chef for Finansiel Stabilitet. Her fik han så samtidig ansvaret for at sikre, der blev placeret et ansvar for de historisk mange bankkrak.

I Finansiel Stabilitet blev han kendt i en større offentlighed for en noget upopulær rolle som bankoprydder og frontfigur i de efterfølgende retsopgør mod ledelserne i krakbanker som Amagerbanken, Roskilde Bank og Capinordic.

I sagen om Roskilde Bank led Finansiel Stabilitets nederlag i den såkaldte Roskilde Bank-sag, hvor samtlige sagsøgte den 7. november 2017 blev frikendt i Østre Landsret.

Finansiel Stabilitet havde krævet 1 milliard kroner af den kollapsede banks tidligere ledelse, bestyrelse og revisionsselskab. Men alle de sagsøgte i det største retsopgør efter finanskrisen blev frifundet.

I dommen fra Østre Landsret står der blandt andet:

”Landsretten finder … ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig opgørelse (af tabet, red.) navnlig i en situation, hvor det havde været muligt for Finansiel Stabilitet at foretage en egentlig opgørelse af tabet eller i øvrigt fremkomme med oplysninger, der ville gøre det muligt for landsretten at udøve et skøn.”

Det forekommer ganske overraskende, at Finansiel Stabilitet i samarbejde med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel ikke har løftet præcis den opgave. Blandt jurister regnes det for noget af det mest elementære, at der skal kunne dokumenteres et tab, når man anlægger en erstatningssag. Derfor fremstår det nærmest mystisk, at dette tilsyneladende ikke er sket på en måde, som dommerne i Østre Landsret har fundet tilfredsstillende.

I sidste ende var det naturligvis Henrik Bjerre-Nielsen, der havde det overordnede ansvar for, at Finansiel Stabilitets søgsmål blev håndteret korrekt og professionelt.

Konsekvensen af, at alle de sagsøgte i Roskilde Bank-sagen blev frikendt, er da også til at tage og føle på. Frifindelsen betød blandt andet, at de danske skatteydere fik en regning på 72.869.794 kroner for udgifterne til retssagen, inklusive advokatsalærer.

Det er ikke den eneste store advokatregning, der havnede på skatteydernes bord i forbindelse med Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsens opgør med bankerne oven på finanskrisen. Finansiel Stabilitet har oplyst, at der er brugt mange hundrede millioner kroner på advokatudgifter i forbindelse med erstatningssagerne efter finanskrisen.

Hvorfor har Finansiel Stabilitet klaret oprydningen efter finanskrisen så exceptionelt dårligt?

Kritikere har hævdet, at Henrik Bjerre-Nielsens fokus i for høj grad har været at sikre, at ansvaret for bankernes kollaps ikke måtte ende hos Finanstilsynet. Altså at tilsynet havde svigtet sit ansvar i de år op til finanskrisen, hvor Henrik Bjerre-Nielsen var øverste chef for Finanstilsynet.

Summa summarum er, at Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsen led det ene nederlag efter det andet i forsøget på at drage diverse bankledelser til ansvar for de mange bankkrak.

Samtidig har Henrik Bjerre-Nielsen også fået sine skrammer for årene op til finanskrisen. Det var på hans vagt, at en række banker tog meget store risici og bukkede under, da Finanskrisen skyllede ind over Danmark.

Kan vi risikere en ny finanskrise?

Det pres, der har været på boligmarkedet især i København og Århus, har givet anledning til sved på panden i Finanstilsynet og i Nationalbanken. Covid, situationen i Ukraine og udsigten til renteforhøjelser har betydet, at presset er lettet.

Samtidig er der i forhold til situationen før finanskrisen indført ganske skrappe reguleringer af den finansielle sektor. Lånefinansieret salg af egne bankaktier blev forbudt, gyldne aktieoptionsordninger blev no go og kritiske besøgsrapporter fra Finanstilsynet blev åbnet for offentligheden.

I Danmark har budgetloven, der sikrer balance på de offentlige finanser, hidtil begrænset mulighederne for at udnytte et påstået ”økonomisk råderum” til at slå gækken løs med uholdbare finanspolitiske lempelser. Den politiske enighed om at suspendere budgetlovens regler for en tid er dog dybt bekymrende.

Det skal også tages i betragtning, at den økonomiske ulighed er steget, den globale gæld er markant højere end i 2008, og opsvinget har sammen med andre forhold resulteret i en inflation, vi skal tilbage til 70’erne for at finde magen til.

Spørgsmålet er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger, virksomheder og stater, når renterne stiger igen? Står vi så over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i lande, hvor den sociale sammenhængskraft i forvejen er udfordret? Og på længere sigt – hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Kan renterne så igen sættes ned, kan der opkøbes flere statsgældsbeviser eller trækkes nye kaniner op af hatten?

——

Det oplyses den 25. juli 2022, at den 67-årige Henrik Bjerre-Nielsen, tidligere administrerende direktør for Finansiel Stabilitet fra 2008 til 2021, er afgået ved døden.

Den 23. april 2021 nedsatte Folketinget i medfør af § 1 a i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner en granskningskommission til undersøgelse af sagen om aflivning af alle mink i Danmark i november 2020.

Granskningskommissionen fik til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives.

Den 19. november 2021 vedtog Folketinget et tillægskommissorium, hvor Minkommissionen bl.a. blev bedt om at undersøge på hvilket grundlag, af hvem og hvorfor det blev besluttet, at politiet skulle kontakte minkavlerne uden for smittezonerne, og redegøre for, hvem der traf beslutningen om at udarbejde det såkaldte action card.

Vi er nu gået ind i den fjerde uge, siden Minkkommissionen den 30. juni 2022 udkom med sin beretning, der indeholdt en sønderlemmende kritik af 10 topembedsmænd. Ingen af de 10 – herunder departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet – Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Henrik Studsgaard samt rigspolitichef Thorkild Fogde – er blevet hjemsendt til trods for, at kommissionen konkluderede om dem alle, at de har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar.

Kommissionens ord er ikke til at tage fejl af, og alle andre end regeringstoppen undrer sig over hvordan de 10 embedsmænd bare kan fortsætter i deres magtfulde stillinger uden at blive hjemsendt, indtil der er blevet taget stilling til, hvad konsekvensen skal være for de grove tjenesteforseelser.

Man får efterhånden et klart indtryk af, at statsminister Mette Frederiksen holder hånden over dem, for når man tænker på, hvordan chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen eksempelvis var hjemsendt i mere end et år på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower – en mistanke, som Findsen senere blev pure renset for – så er det totalt uforståeligt, at folk, der beviseligt har fejlet så eklatant, i princippet kan få lov til at gøre det igen, mens vi afventer Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering.

Meget er skrevet og sagt om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der tydeligvis helt havde overtaget sagsbehandlingen fra ressortministeriet – Miljø- og Fødevareministeriet. Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan centrale embedsmænd kunne prioritere politisk lydhørhed over kravene om lovlighed og sandhedspligt. Hvordan kunne ledende embedsmænd i en blanding af frygt og tjenstvillighed glemme deres forpligtelse til som partineutrale embedsmænd, at sikre politiske beslutningers lovmedholdelighed?

Én af de centrale aktører i ressortministeriet var Tejs Binderup, afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, og han kan måske bidrage til forståelsen.

Binderup kritiseres i Minkkommissionens beretningfor ikke at have delt sit ministeriums vurdering af, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.  

Kommissionen finder det kritisabelt, at Tejs Binderup ikke delte sit ministeriums vurdering af spørgsmålet af hjemmel, herunder hjemmel til tempobonussen, eller forsøgte at sikre, at der ikke på pressemødet skete vildledning eller ulovlig instruktion, selvom han var bevidst om den manglende hjemmel allerede dagen inden.  

”Tejs Binderup har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at det offentlige søger ham draget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse, Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020 til minkavlerne og miljø- og fødevareministerens presseudtalelse den 8. november 2020.” 

Binderups træning i politisk lydhørhed

I 2014 blev det oplyst, at Fødevareministeriet fra den 1. september fik et nyt strategisk sekretariat, der skulle styrke politikudviklingen på området.

Dyrevelfærd og et opgør med danskernes madvaner var et par af de temaer, der blev rullet ud på tv-skærmene, efter Dan Jørgensen indtog Fødevareministeriet. Og fra september 2014 fik ministeren og departementet et nyt strategisk sekretariat, der skulle hjælpe med at identificere, udvikle og forfølge politiske fokusområder.

“Ministeren arbejder meget bevidst med temaer, og vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi kan arbejde med det for at sikre den tilstrækkelige opfølgning. Det er ikke sådan, at vi flytter sagerne væk fra kontorerne, men vi sikrer, at der er ressourcer til at forfølge de her temaer og initiativer,” sagde den daværende departementschef Ib Byrge Sørensen.

Foruden konkret opfølgning på politiske ideer, der gerne skal udmønte sig i lovgivning og bekendtgørelser, pegede den aldrende Ib Byrge Sørensen også på to andre årsager til fødslen af det nye sekretariat.

“Jeg har ikke haft nogen akademisk sekretær, og det har jeg følt et vist behov for. Desuden synes jeg ikke, vi er helt dygtige nok til politisk udvikling. Men jeg indrømmer gerne, at det er lidt en prøve det her,” sagde han.

Sekretariatet ledes af en kontorchef og fire fuldmægtige. Ny kontorchef blev den 31-årige Tejs Binderup, der kom fra en stilling som ministersekretær i departementet, hvor han havde været ansat som ministersekretær siden februar 2012, og før det var han ansat i departementet som fuldmægtig i det erhvervs- og landbrugspolitiske kontor i cirka to år efter han blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009.

Før oprettelsen af det fødevarepolitiske sekretariat var det EU-afdelingen, der angav retningen i Fødevareministeriet. Der kan ikke pløjes mange furer på danske marker, uden at EU er inde over. Ikke desto mindre blev de centrale internationale medarbejdere i 2014 reduceret til en sekundær rolle for ministeren.

Øvelsen har ikke været let i et ministerium, der ikke bare er vokset tæt sammen med sit erhverv, men også rummer indgroede rutiner, der måske trænger til et serviceeftersyn.

Departementschef Ib Byrge Sørensen har, siden han for 42 år siden opnåede sin juridiske embedseksamen, arbejdet sig op i ministeriet.
Holdningspolitikere som Dan Jørgensen havde imidlertid ikke brug for kustoder for den traditionelle landbrugspolitik, men for folk med fokus på lige præcis ministerens ideer.

Sekretariatet skulle ”sikre fremdrift og koordinering af større sager, som har strategisk betydning for ministerens politiske arbejde,” hed det i 2014. Derudover skulle sekretariatet ”være idéskabende og proaktivt bidrage til at identificere nye politiske fokusområder”. Endelig skulle sekretariatet ”i fornødent omfang understøtte, at ministerens holdninger er tydeligt gengivet i sager, som har særlig betydning for ministeren i dennes daglige arbejde, således at der er en tydelig rød tråd gennem ministerens politik på hele ressortområdet.”

Italien har været kastet ud i uro, siden Mario Draghi trak sig som premierminister den 21. juli. Konsekvensen er nyvalg til parlamentet til afholdelse den 25. september.

Italiensk gældskrise

Den italienske regeringskrise indtræder mens Italien befinder sig i en regulær gældskrise. Investorer sætter med rette spørgsmålstegn ved om Italien (og andre stærkt forgældede lande i eurozonen), kan fortsætte med at refinansiere deres gæld, som er vokset under COVID-krisen og som bliver betragtelig dyrere at finansiere I takt med at ECB efter den seneste rentehævning på 0,5 pct. som forventet vil hæve renten yderligere.

Den direkte anledning til krisen for Mario Draghis 17-måneder gamle koalitionsregering i Italien var at koalitionspartneren, 5Stjernebevægelsen, trak støtten til regeringens 26 milliarder euro-plan for håndteringen af inflation og stigende energiomkostninger.

5Stjernebevægelsen

Tidligere premierminister Giuseppe Conte, 5Stjernebevægelsens nuværende leder, har den 6. juli 2022 i et brev til Draghi tilkendegivet, at bevægelsen lider under regeringssamarbejdet (”il profondo disagio politico” – suffer deep political discomfort). Bevægelsen stillede en række krav til Draghi som betingelse for fortsat opbakning til regeringen. Herunder krav om en garanteret minimumsløn, en væsentlig forhøjelse af udgiftsbudgettet og garantier for, at bevægelsens mærkesager vedrørende især velfærd og miljø i højere grad vil blive tilgodeset.

Mario Draghi havde faktisk tilkendegivet at han var parat til visse indrømmelser – herunder at regeringen var parat til at overveje en minimumsløn. Draghi har dog lodret afvist kravet om øgede offentlige udgifter.

Højreorienteret regeringskoalition?

Efter valget den 25. september 2022, er der udsigt til fremgang til højre og til en regering bestående af Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, Berlusconis parti, Forza Italia, og Fratelli d’Italia.

Fratelli d’Italia, der ledes af den 45-årige Giorgia Meloni, er det eneste parti, der har stået uden for samlingsregeringen, og partiets kritiske linje har fået betydelig opbakning i meningsmålingerne. Partiet ligger nu forrest med opbakning fra 23 pct. af vælgerne. (Lega og Forza Italia har henholdsvis 15 og 8 pct.). På venstrefløjen har Partito Democratico under ledelse af Enrico Letta, 22 pct. mens 5Stjernebevægelsen -Movimento 5 Stelle – under ledelse af Giuseppe Conte – har oplevet vigende tilslutning og nu er nede på 12 pct.

Udsigten til en højreorienteret regering i Italien under ledelse af Fratelli d’Italia har især i venstreorienterede kredse ført til advarsler om at det kan betyde en uansvarlig økonomisk politik, der kan true euro-samarbejdet, og en mere kritisk NATO-politik, der kan påvirke bistanden til Ukraine.

Giorgia Meloni

Giorgia Meloni fra Fratelli d’Italia udtalte lørdag til den italienske avis La Stampa, at italienske venstreorienterede tænketanke forsøgte at skræmme markederne for at sikre en sejr til venstrefløjen. Der var imidlertid ”intet at frygte”. Italiens brødre ville blive ved med at sende våben til Ukraine.

Bekymringen er dog ikke helt grundløs. Melonis sandsynlige regeringspartnere, Silvio Berlusconis Forza Italia og Matteo Salvinis Lega, har begge på et tidspunkt sat spørgsmålstegn ved at sende våben til Ukraine.

Den italienske premierminister, Mario Draghi, vil træde tilbage, blev det torsdag aften den 14. juli 2022 meddelt i Rom.

Den brede italienske koalitionsregering med Mario Draghi i spidsen blev i realiteten sprængt, da tidligere premierminister Giuseppe Conte meddelte, at Femstjernebevægelsen ikke ville deltage i en tillidsafstemning torsdag i Senatet, som gjaldt regeringens støttepakke til befolkningen på grund af stadigt stigende priser. Femstjernebevægelsen mente, at støttepakken til stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser skulle være større.

Selvom regeringen vandt tillidsafstemningen torsdag i Senatet, erklærede Mario Draghi efterfølgende, at han anså samlingsregering med i alt syv partier, der blev dannet for godt halvandet år siden, for opløst.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, har foreløbig afvist at acceptere en afskedsbegæring fra premierminister Mario Draghi. Præsidenten har bedt Draghi om i den kommende uge at tale til parlamentet om den nuværende krise og få klarhed over den politiske situation.

Den politiske krise i Italien udspiller sig på et tidspunkt, hvor Italien og andre forgældede EU-lande kæmper med konsekvenserne af krigen i Ukraine, COVID, stigende renter og inflation og de mest ømtålelige politiske spørgsmål drejer sig om mulighederne for at skærme befolkningerne mod stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser.

Mario Draghi er Italiens sjette premierminister på et årti, og han er blevet opfattet som en garant for, at italienerne ville respektere de gældende betingelser for lån og afdragsaftaler.

Hvis han forsvinder fra de italienske regeringskontorer, vil det være ensbetydende med krise i EU: Hvis Italien som er den tredjestørste økonomi i eurozonen efter Tyskland og Frankrig ikke kan overvinde udfordringerne, vil det uundgåeligt også få konsekvenser for andre euro-lande!

Spørgsmålet er, om stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser overhovedet kan afbødes?

Inflationen brager derudad, og danskerne kunne i juni opleve den største årsstigning i forbrugspriser i næsten 40 år. Det presser økonomien hos mange, og flere bankøkonomer anslår, at den almindelige familie kommer til at stå med en årlig ekstraregning på omkring 35.000 kr.

I Danmark presses regeringen af støttepartierne SF og Alternativet til at gøre mere end den såkaldte varmecheck, som Folketinget i april 2022 vedtog. På et tidspunkt i august 2022 vil der blive udbetalt en varmecheck på 6.000 kroner til de cirka 419.000 husstande, der har en samlet indtægt under 650.000 kroner, og som opvarmer boligen med en af de opvarmningsformer, der har oplevet de største prisstigninger.

Et af argumenterne er, at inflationen i forbrugerpriserne betyder, at provenuet fra energiafgifter og moms m.v. vælter ind i statskassen.

Frankrig

I Frankrig går man anderledes håndfast til værks. En ny runde af franske tiltag, der har til formål at afbøde virkningerne af rekordinflation, vil koste omkring 20 milliarder euro, ifølge finansminister Bruno Le Maire.

Tiltagene vil være mere målrettet mod arbejdere, efter at staten allerede har brugt omkring 26 milliarder euro i år til energiprislofter og brændstofrabatter til franske husholdninger. og omfatter lønstigninger i den offentlige sektor og målrettede brændstofrabatter.

Le Maire har allerede advaret om, at de offentlige finanser er på et “beredskabsniveau”, efter at gældsniveauet voksede under pandemien og efterhånden som renten stiger.

Regeringen kan ikke alene gennemføre foranstaltningerne. Regeringen bliver nødt til at søge alliancer i en meget sammensat nationalforsamling, hvor Macron mistede sit absolutte flertal efter valget i sidste måned.

Finansminister Le Maire sagde, at han ville søge kompromiser, men der er “røde linjer” – herunder at regeringen ikke vil hæve skatterne og at regeringen er indstillet på at opfylde præsident Emmanuel Macrons løfte fra præsidentvalget om at efterleve kravene i EU’s stabilitets- og vækstpagt og bringe budgetunderskuddet tilbage til 3 pct. af BNP inden 2027.

Stigende priser udstiller handlingslammelse i EU

Det er ikke kun Danmark og Frankrig, der kæmper med stigende forbrugerpriser.

Inflationen steg i Euroområdet med 8,6 procent i juni, og Europa-Parlamentet diskuterede tirsdag den 5. juli 2022 hvad der kunne gøres.

Under den stadig skarpere debat om de stigende leveomkostninger opfordrede parlamentsmedlemmer fra alle lejre til at EU gjorde noget, og flere krævede umiddelbar handling fra såvel EU-Kommissionen som Ministerrådet.

Forslagene til at tackle inflationen spændte fra at indføre en mindsteløn, indføre loft over energipriser, sætte fart i isolering og energiforbedringer til beskatning af de overnormale profitter, som nogle energiselskaber har kunnet høste under krisen.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen nævnte, at de resterende pandemifonde – omkring 200 milliarder euro i ubrugte lån – kunne bruges til at fremskynde investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Dette kan bidrage til at sænke husholdningernes el- og gasregninger på sigt, men vil ikke hjælpe de fattigste med at håndtere de akutte økonomiske problemer.

Den Europæiske Centralbank

Under normale omstændigheder er den institution i Europa, der har til opgave at opretholde stabile priser, Den Europæiske Centralbank, ECB.

Men ECB har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Dets vigtigste redskab til at bekæmpe inflationen er højere renter. Forøgelse af låneomkostningerne vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet og sænke efterspørgslen og i sidste ende presse inflationen ned.

Problemet er, at det vil ske på bekostning af lavere lønninger og arbejdsløshed, hvilket vil forværre den økonomiske situation for husholdningerne og virksomhederne, som lovgiverne ønsker, at EU skal beskytte.

Samtidig vil et forhøjet renteniveau ramme Italien og andre gældsplagede sydeuropæiske lande, der må imødese væsentlige stigninger udgifterne til at servicere gælden.

Kollektiv lånoptagelse?

Under debatten i Europa-Parlamentet blev det da også foreslået i stedet at stifte ny fælles EU-gæld og stille midlerne til rådighed i form af tilskud eller lån til medlemslandenes indsatser på at modvirke faldet i købekraft som følge af den høje inflation.

‎Hvad med budgetdisciplinen?

Stabilitets- og vækstpagten, der fastsætter lofterne for statsgæld og budgetunderskud i Eurozonen, bør ifølge Frankrig snarest ændres.

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, så stabilitet og vækst kan styrkes. Medlemsstaterne er ifølge stabilitets- og vækstpagten forpligtede til at overholde budgetdisciplin i forhold til de offentlige finanser, hvilket betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på balance. Underskuddet må ikke overstige tre pct. af BNP.

Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af bruttonationalproduktet, og endelig må inflationen i de enkelte lande ikke overstige den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne i de tre EU-lande med den laveste inflation med mere end 1,5 procentpoint.

Grænserne i stabilitets- og vækstpagten har under COVID-pandemien midlertidigt været suspenderet, men EU-Kommissionen og en række medlemslande har ønsket at genindføre regler, der kunne sikre en vis budgetdisciplin.

Frankrig er parat til at skrotte stabilitets- og vækstpagten

Begrænsningerne er ifølge den franske finansminister, Bruno Le Maire, ikke længere relevante i en tid med pandemi, krig og hyperinflation. I et interview med Financial Times sagde Bruno Le Maire, at gældsreglerne var ”obsolete” – forældede, ubrugelige og utidssvarende.

Der er meget pænt at sige om Anker Jørgensen, der ville være fyldt 100 år den 13. juli. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed. “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,” sagde Mette Frederiksen ved hans bisættelse på Bispebjerg i april 2016.

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, går i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit kan jeg ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Hvor slemt det stod til, og er dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Med de stadig mere skingre opfordringer fra Nationalbank og regeringens egen sagkundskab i de økonomiske ministerier om handling i det ene øre, og truslerne fra fagbevægelsen og typer som Thomas Nielsen om ikke at pille ved kernevælgernes realløn i det andet øre, valgte Anker Jørgensen at smide håndklædet i ringen og gå af.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter sammen med venstremanden Henning Christophersen, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Firkløverregeringen tog over.

Inflationen brager derudad, og danskerne kunne i juni opleve den største årsstigning i forbrugspriser i næsten 40 år. Det presser økonomien hos mange, og flere bankøkonomer anslår, at den almindelige familie kommer til at stå med en årlig ekstraregning på omkring 35.000 kr.

Danmark

I Danmark presses regeringen af støttepartierne SF og Alternativet til at gøre mere end den såkaldte varmecheck, som Folketinget i april 2022 vedtog. På et tidspunkt i august 2022 vil der blive udbetalt en varmecheck på 6.000 kroner til de cirka 419.000 husstande, der har en samlet indtægt under 650.000 kroner, og som opvarmer boligen med en af de opvarmningsformer, der har oplevet de største prisstigninger.

Et af argumenterne er, at inflationen i forbrugerpriserne betyder, at provenuet fra energiafgifter og moms m.v. vælter ind i statskassen.

I Frankrig går man anderledes håndfast til værks. En ny runde af franske tiltag, der har til formål at afbøde virkningerne af rekordinflation, vil koste omkring 20 milliarder euro, ifølge finansminister Bruno Le Maire.

Tiltagene vil være mere målrettet mod arbejdere, efter at staten allerede har brugt omkring 26 milliarder euro i år til energiprislofter og brændstofrabatter til franske husholdninger. og omfatter lønstigninger i den offentlige sektor og målrettede brændstofrabatter.

Le Maire har allerede advaret om, at de offentlige finanser er på et “beredskabsniveau”, efter at gældsniveauet voksede under pandemien og efterhånden som renten stiger.

Regeringen kan ikke alene gennemføre foranstaltningerne. Regeringen bliver nødt til at søge alliancer i en meget sammensat nationalforsamling, hvor Macron mistede sit absolutte flertal efter valget i sidste måned.

Finansminister Le Maire sagde, at han ville søge kompromiser, men der er “røde linjer” – herunder at regeringen ikke vil hæve skatterne og at regeringen er indstillet på at opfylde præsident Emmanuel Macrons løfte fra præsidentvalget om at efterleve kravene i EU’s stabilitets- og vækstpagt og bringe budgetunderskuddet tilbage til 3 pct. af BNP inden 2027.

Stigende priser udstiller handlingslammelse i EU

Det er ikke kun Danmark og Frankrig, der kæmper med stigende forbrugerpriser.

Inflationen steg i Euroområdet med 8,6 procent i juni, og Europa-Parlamentet diskuterede tirsdag den 5. juli 2022 hvad der kunne gøres.

Under den stadig skarpere debat om de stigende leveomkostninger opfordrede parlamentsmedlemmer fra alle lejre til at EU gjorde noget, og flere krævede umiddelbar handling fra såvel EU-Kommissionen som Ministerrådet.

Forslagene til at tackle inflationen spændte fra at indføre en mindsteløn, indføre loft over energipriser, sætte fart i isolering og energiforbedringer til beskatning af de overnormale profitter, som nogle energiselskaber har kunnet høste under krisen.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen nævnte, at de resterende pandemifonde – omkring 200 milliarder euro i ubrugte lån – kunne bruges til at fremskynde investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Dette kan bidrage til at sænke husholdningernes el- og gasregninger på sigt, men vil ikke hjælpe de fattigste med at håndtere de akutte økonomiske problemer.

Den Europæiske Centralbank

Under normale omstændigheder er den institution i Europa, der har til opgave at opretholde stabile priser, Den Europæiske Centralbank, ECB.

Men ECB har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Dets vigtigste redskab til at bekæmpe inflationen er højere renter. Forøgelse af låneomkostningerne vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet og sænke efterspørgslen og i sidste ende presse inflationen ned.

Problemet er, at det vil ske på bekostning af lavere lønninger og arbejdsløshed, hvilket vil forværre den økonomiske situation for husholdningerne og virksomhederne, som lovgiverne ønsker, at EU skal beskytte.

Samtidig vil et forhøjet renteniveau ramme Italien og andre gældsplagede sydeuropæiske lande, der må imødese væsentlige stigninger udgifterne til at servicere gælden.

Kollektiv lånoptagelse?

Under debatten i Europa-Parlamentet blev det da også foreslået i stedet at stifte ny fælles EU-gæld og stille midlerne til rådighed i form af tilskud eller lån til medlemslandenes indsatser på at modvirke faldet i købekraft som følge af den høje inflation.

‎Hvad med budgetdisciplinen?

Stabilitets- og vækstpagten, der fastsætter lofterne for statsgæld og budgetunderskud i Eurozonen, bør ifølge Frankrig snarest ændres.

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, så stabilitet og vækst kan styrkes. Medlemsstaterne er ifølge stabilitets- og vækstpagten forpligtede til at overholde budgetdisciplin i forhold til de offentlige finanser, hvilket betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på balance. Underskuddet må ikke overstige tre pct. af BNP.

Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af bruttonationalproduktet, og endelig må inflationen i de enkelte lande ikke overstige den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne i de tre EU-lande med den laveste inflation med mere end 1,5 procentpoint.

Grænserne i stabilitets- og vækstpagten har under COVID-pandemien midlertidigt været suspenderet, men EU-Kommissionen og en række medlemslande har ønsket at genindføre regler, der kunne sikre en vis budgetdisciplin.

Frankrig er parat til at skrotte stabilitets- og vækstpagten

Begrænsningerne er ifølge den franske finansminister, Bruno Le Maire, ikke længere relevante i en tid med pandemi, krig og hyperinflation. I et interview med Financial Times sagde Bruno Le Maire, at gældsreglerne var ”obsolete” – forældede, ubrugelige og utidssvarende.

Mogens Lykketoft kommenterer den 12. juli 2022 i Berlingske Tidende kritikken af statsminister Mette Frederiksen. Her mener han, at de borgerlige begår karaktermord mod statsministeren i deres kritik af hendes håndtering af minkskandalen.

Mens Lykketoft er ekspert i karaktermord, fortaber det sig, hvorfor Lykketoft ikke mener kritikken af Mette Frederiksen er berettiget. Det eneste reelle argument syntes at være, at ministre har meget travlt. Når Lykketoft behændigt glemmer at travlhed ikke er en gyldig undskyldning for at bryde loven, understøtter han i virkeligheden kritikken af Mette Frederiksen.

Lykketoft om Lykketoft

Morgens Lykketoft er udpræget bedst, når han kan fremhæve sig selv. I bogen ”Erindringer”, udgivet på forlaget Rosinante i oktober 2019, fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse

Bogen har fået en blandet modtagelse. Den daværende socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.

Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.

 Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.

I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.

”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN

For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.

Men hvorfor gjorde han det?

Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego

Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN

Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi villeikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det eneste der manglede, var at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!
Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Mogens Lykketoft inde i varmen

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er siden Mette Frederiksen i juni 2015 overtog formandsposten i Socialdemokratiet efter Helle Thorning-Schmidt igen kommet ind i varmen.

Under Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon havde Mogens Lykketoft ikke noget at skulle have sagt og Lykketoft holdt sig ikke tilbage med kritik af SR-regeringen.

Selvom Mogens Lykketoft havde brændt alle broer til den tidligere ledelse i Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsens exit fra dansk politik betydet at Mogens Lykketoft blevet taget til nåde. Til gengæld for ubetinget og loyal opbakning til Mette Frederiksens traditionelle socialdemokratiske linje har Lykketoft igen fået lov til upåtalt at ytre sig om alt og alle.

Mogens Lykketoft får gnaveben til 400.000 kroner

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, måtte den 1. september 2020 forlade pladsen som formand for bestyrelsen i statens energiforsynings-selskab, Energinet, for at skaffe plads til den tidligere partiformand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft.

Det oplyste Dan Jørgensen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat. Energinet.dk blev dannet i 2005 og ejer og driver det overordnede net på el- og gasområdet og har samtidig ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Ligesom Lars Barfoed er Mogens Lykketoft uden åbenbare kvalifikationer, der kan honorere kravene til at have ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Energinet har bebudet en kraftig stigning i prisen for transmission af gas, og det er et oplagt spørgsmål, om Lykketoft er medansvarlig for de nuværende kraftigt stigende priser på el og gas?

I denne uge har den amerikanske præsident Joe Biden indledt en fire dages rundtur gennem Israel, det palæstinensiske selvstyreområde og Saudi-Arabien.

Embedsmænd i Det Hvide Hus siger ifølge Washington Post, at formålet med turen er klar: at hjælpe med at integrere Israel yderligere i regionen; at styrke den skrøbelige våbenhvile mellem Saudi-Arabien og Yemen; at bringe Saudi-Arabien, Israel og andre arabiske partnere på linje i forhold til den afbrudte atomaftale med Iran, og at imødegå Kinas og Ruslands indflydelse i Mellemøsten.

Den amerikanske præsident, der har været en mangeårig støtte af staten Israel, vil under mødet med den israelske premierminister Yair Lapid, understøtte og fremme Israels nye engagement med en gruppe arabiske monarkier som faktisk blev faciliteret af tidligere præsident Donald Trump. Da bestræbelserne på at genoplive Irans atomaftale mislykkedes, er Biden-administrationen ivrig efter at bidrage til organiseringen og samarbejdet mellem regionens anti-iranske interesser.

Der tales faktisk nu om et “arabisk NATO” med Israel som en nøglepartner sammen med Golfstater som De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Den formelle ramme for drøftelserne vil være Saudi-Arabiens værtskab for og Bidens deltagelse i et bredere regionalt topmøde i Golfens Samarbejdsråd – den vigtigste blok af stater på den arabiske halvø.

Mens Biden er i Saudi-Arabien, vil Biden udover møder med Saudi-Arabiens konge og kronprins Mohammed bin Salman også holde bilaterale møder med ledere af Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Irak.

På fredag ​​skal Biden mødes med Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, hvis kampagne for en to-statsløsning ser mere nødlidende ud end nogensinde.

I de amerikanske medier vil Bidens håndtering af de svære spørgsmål i Mellemøsten blive fulgt intenst på et tidspunkt, hvor præsidentens ratings er historisk lave og demokraterne står overfor en truende valgkatastrofe ved efterårets midtvejsvalg.

Forholdet til den saudiske kronprins Mohammed bin Salman vil blive fulgt med særlig interesse. Det er selvfølgelig Jamal Khashoggi-sagen, der stadig lever. Den grufulde bortførelse og mordet på den saudiske dissident og Washington Post-skribent blev i sin tid af de amerikanske efterretningsvæsener vurderet til at være godkendt af den saudiske kronprins Mohammed bin Salman.

Under præsidentvalgkampen var Joe Biden tæt på at love at gøre Saudi-Arabien til en “paria” og at forholdet mellem Washington og Riyadh skulle revurderes.

Det bemærkes, at det er lykkedes kronprins Salman at formilde Tyrkiet, hvor mordet på Khashoggi fandt sted, og for ganske nylig har besøgt Recep Tayyip Erdoğan i Ankara.

Vladimir Putin, den russiske præsident, mødes i næste uge med lederne af Iran – Ayatollah Sayyid Ali Khamenei og præsident Ebrahim Raisi – og Tyrkiets leder Recep Tayyip Erdoğan.