Når politisk lydhørhed prioriteres over lovlighed og sandhedspligt

Den 23. april 2021 nedsatte Folketinget i medfør af § 1 a i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner en granskningskommission til undersøgelse af sagen om aflivning af alle mink i Danmark i november 2020.

Granskningskommissionen fik til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives.

Den 19. november 2021 vedtog Folketinget et tillægskommissorium, hvor Minkommissionen bl.a. blev bedt om at undersøge på hvilket grundlag, af hvem og hvorfor det blev besluttet, at politiet skulle kontakte minkavlerne uden for smittezonerne, og redegøre for, hvem der traf beslutningen om at udarbejde det såkaldte action card.

Vi er nu gået ind i den fjerde uge, siden Minkkommissionen den 30. juni 2022 udkom med sin beretning, der indeholdt en sønderlemmende kritik af 10 topembedsmænd. Ingen af de 10 – herunder departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet – Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Henrik Studsgaard samt rigspolitichef Thorkild Fogde – er blevet hjemsendt til trods for, at kommissionen konkluderede om dem alle, at de har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar.

Kommissionens ord er ikke til at tage fejl af, og alle andre end regeringstoppen undrer sig over hvordan de 10 embedsmænd bare kan fortsætter i deres magtfulde stillinger uden at blive hjemsendt, indtil der er blevet taget stilling til, hvad konsekvensen skal være for de grove tjenesteforseelser.

Man får efterhånden et klart indtryk af, at statsminister Mette Frederiksen holder hånden over dem, for når man tænker på, hvordan chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen eksempelvis var hjemsendt i mere end et år på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower – en mistanke, som Findsen senere blev pure renset for – så er det totalt uforståeligt, at folk, der beviseligt har fejlet så eklatant, i princippet kan få lov til at gøre det igen, mens vi afventer Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering.

Meget er skrevet og sagt om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der tydeligvis helt havde overtaget sagsbehandlingen fra ressortministeriet – Miljø- og Fødevareministeriet. Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan centrale embedsmænd kunne prioritere politisk lydhørhed over kravene om lovlighed og sandhedspligt. Hvordan kunne ledende embedsmænd i en blanding af frygt og tjenstvillighed glemme deres forpligtelse til som partineutrale embedsmænd, at sikre politiske beslutningers lovmedholdelighed?

Én af de centrale aktører i ressortministeriet var Tejs Binderup, afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, og han kan måske bidrage til forståelsen.

Binderup kritiseres i Minkkommissionens beretningfor ikke at have delt sit ministeriums vurdering af, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.  

Kommissionen finder det kritisabelt, at Tejs Binderup ikke delte sit ministeriums vurdering af spørgsmålet af hjemmel, herunder hjemmel til tempobonussen, eller forsøgte at sikre, at der ikke på pressemødet skete vildledning eller ulovlig instruktion, selvom han var bevidst om den manglende hjemmel allerede dagen inden.  

”Tejs Binderup har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at det offentlige søger ham draget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse, Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020 til minkavlerne og miljø- og fødevareministerens presseudtalelse den 8. november 2020.” 

Binderups træning i politisk lydhørhed

I 2014 blev det oplyst, at Fødevareministeriet fra den 1. september fik et nyt strategisk sekretariat, der skulle styrke politikudviklingen på området.

Dyrevelfærd og et opgør med danskernes madvaner var et par af de temaer, der blev rullet ud på tv-skærmene, efter Dan Jørgensen indtog Fødevareministeriet. Og fra september 2014 fik ministeren og departementet et nyt strategisk sekretariat, der skulle hjælpe med at identificere, udvikle og forfølge politiske fokusområder.

“Ministeren arbejder meget bevidst med temaer, og vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi kan arbejde med det for at sikre den tilstrækkelige opfølgning. Det er ikke sådan, at vi flytter sagerne væk fra kontorerne, men vi sikrer, at der er ressourcer til at forfølge de her temaer og initiativer,” sagde den daværende departementschef Ib Byrge Sørensen.

Foruden konkret opfølgning på politiske ideer, der gerne skal udmønte sig i lovgivning og bekendtgørelser, pegede den aldrende Ib Byrge Sørensen også på to andre årsager til fødslen af det nye sekretariat.

“Jeg har ikke haft nogen akademisk sekretær, og det har jeg følt et vist behov for. Desuden synes jeg ikke, vi er helt dygtige nok til politisk udvikling. Men jeg indrømmer gerne, at det er lidt en prøve det her,” sagde han.

Sekretariatet ledes af en kontorchef og fire fuldmægtige. Ny kontorchef blev den 31-årige Tejs Binderup, der kom fra en stilling som ministersekretær i departementet, hvor han havde været ansat som ministersekretær siden februar 2012, og før det var han ansat i departementet som fuldmægtig i det erhvervs- og landbrugspolitiske kontor i cirka to år efter han blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009.

Før oprettelsen af det fødevarepolitiske sekretariat var det EU-afdelingen, der angav retningen i Fødevareministeriet. Der kan ikke pløjes mange furer på danske marker, uden at EU er inde over. Ikke desto mindre blev de centrale internationale medarbejdere i 2014 reduceret til en sekundær rolle for ministeren.

Øvelsen har ikke været let i et ministerium, der ikke bare er vokset tæt sammen med sit erhverv, men også rummer indgroede rutiner, der måske trænger til et serviceeftersyn.

Departementschef Ib Byrge Sørensen har, siden han for 42 år siden opnåede sin juridiske embedseksamen, arbejdet sig op i ministeriet.
Holdningspolitikere som Dan Jørgensen havde imidlertid ikke brug for kustoder for den traditionelle landbrugspolitik, men for folk med fokus på lige præcis ministerens ideer.

Sekretariatet skulle ”sikre fremdrift og koordinering af større sager, som har strategisk betydning for ministerens politiske arbejde,” hed det i 2014. Derudover skulle sekretariatet ”være idéskabende og proaktivt bidrage til at identificere nye politiske fokusområder”. Endelig skulle sekretariatet ”i fornødent omfang understøtte, at ministerens holdninger er tydeligt gengivet i sager, som har særlig betydning for ministeren i dennes daglige arbejde, således at der er en tydelig rød tråd gennem ministerens politik på hele ressortområdet.”