I anledning af et socialdemokratisk koryfæs 100-års dag

Der er meget pænt at sige om Anker Jørgensen, der ville være fyldt 100 år den 13. juli. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed. “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,” sagde Mette Frederiksen ved hans bisættelse på Bispebjerg i april 2016.

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, går i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit kan jeg ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Hvor slemt det stod til, og er dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Med de stadig mere skingre opfordringer fra Nationalbank og regeringens egen sagkundskab i de økonomiske ministerier om handling i det ene øre, og truslerne fra fagbevægelsen og typer som Thomas Nielsen om ikke at pille ved kernevælgernes realløn i det andet øre, valgte Anker Jørgensen at smide håndklædet i ringen og gå af.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter sammen med venstremanden Henning Christophersen, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Firkløverregeringen tog over.