På dansk TV har der netop været lejlighed til at se Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko i Oliver Stones ”Wall Street – Money Never Sleeps” fra 2010. Filmen foregår lige før, under og efter finanskrakket i 2008, og beskrivelserne ligger ganske tæt på de virkelige begivenheder.
Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.
I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.
Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.
To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.
I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.
I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart af de danske tilsynsmyndigheder opfattet som et signal om, at en generel og altomfattende finanskrise var nået til Danmark.
Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…
I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter – såkaldte derivater som ”Credit Default Swaps (CDS)” og ”Collateralized Debt Obligations (CDO)”.
Collateralized Debt Obligations (CDO), var baseret på realkreditobligationer. CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.
De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som f.eks. pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.
De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor f.eks. svingninger i boligpriser m.v.
Finanskrisen
Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.
De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse føderale garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.
Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være CDO og andet værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.
Den amerikanske centralbank begyndte tidligt (allerede under Ben Bernanke) at modvirke forretningsbankernes automatreaktion – at smække kassen i!
The Fed intervenerede i markedet og opkøbte store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen.
Finanstilsynets rolle i finanskrisen i 2008
Henrik Bjerre-Nielsen blev i 1980 cand.polit. Samme år blev han ansat på en midlertidig kontrakt som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor den senere finansminister Mogens Lykketoft var chef.
Herefter blev han i 1982 økonomisk konsulent i LO (i dag FH) – i perioden 1991 til 1994 med titel af afdelingsleder. Han blev i starten af sin karriere ligefrem kaldt “Nyrups sekundant”, fordi han i LO overtog en del af den daværende cheføkonom Poul Nyrup Rasmussens opgaver, da den senere statsminister blev direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
I 1994 skiftede Henrik Bjerre-Nielsen spor og blev vicedirektør i Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlandene (IØ) fra 1994 til 1996.
Fra 1996 var Henrik Bjerre-Nielsen direktør for Finanstilsynet og dermed sad han midt i orkanens øje frem til finanskrisens udbrud i 2008, og han havde i den periode ansvaret for tilsynet med den finansielle sektor i Danmark. Det var altså Henrik Bjerre-Nielsens overordnede ansvar at føre tilsyn med, at de danske banker og sparekasser blev drevet på forsvarlig vis.
Etableringen af Finansiel Stabilitet i Danmark
I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.
Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.
Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.
I forbindelse med bankpakkerne blev det mellem staten og pengeinstitutterne aftalt at etablere Finansiel Stabilitet som et offentligt selskab, der fik ansvaret for at rydde op efter de banker, som trods bankpakker m.v. knækkede nakken i kølvandet på den finansielle krise.
Finansiel Stabilitets formål ved etableringen, jf. lov om finansiel Stabilitet § 4, var at sikre, at simple kreditorer i de pengeinstitutter og filialer, der havde indgået aftale med Det Private Beredskab, fik dækket deres krav. Det vil sige, at Finansiel Stabilitets opgave var at afvikle de overtagne aktiviteter fra nødlidende pengeinstitutter under bankpakkerne, ligesom Finansiel Stabilitets formål også omfattede afviklingen af aktiviteterne efter Roskilde Bank.
Til overraskelse for mange blev Henrik Bjerre-Nielsen flyttet fra Finanstilsynet til posten som chef for Finansiel Stabilitet. Her fik han så samtidig ansvaret for at sikre, der blev placeret et ansvar for de historisk mange bankkrak.
I Finansiel Stabilitet blev han kendt i en større offentlighed for en noget upopulær rolle som bankoprydder og frontfigur i de efterfølgende retsopgør mod ledelserne i krakbanker som Amagerbanken, Roskilde Bank og Capinordic.
I sagen om Roskilde Bank led Finansiel Stabilitets nederlag i den såkaldte Roskilde Bank-sag, hvor samtlige sagsøgte den 7. november 2017 blev frikendt i Østre Landsret.
Finansiel Stabilitet havde krævet 1 milliard kroner af den kollapsede banks tidligere ledelse, bestyrelse og revisionsselskab. Men alle de sagsøgte i det største retsopgør efter finanskrisen blev frifundet.
I dommen fra Østre Landsret står der blandt andet:
”Landsretten finder … ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig opgørelse (af tabet, red.) navnlig i en situation, hvor det havde været muligt for Finansiel Stabilitet at foretage en egentlig opgørelse af tabet eller i øvrigt fremkomme med oplysninger, der ville gøre det muligt for landsretten at udøve et skøn.”
Det forekommer ganske overraskende, at Finansiel Stabilitet i samarbejde med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel ikke har løftet præcis den opgave. Blandt jurister regnes det for noget af det mest elementære, at der skal kunne dokumenteres et tab, når man anlægger en erstatningssag. Derfor fremstår det nærmest mystisk, at dette tilsyneladende ikke er sket på en måde, som dommerne i Østre Landsret har fundet tilfredsstillende.
I sidste ende var det naturligvis Henrik Bjerre-Nielsen, der havde det overordnede ansvar for, at Finansiel Stabilitets søgsmål blev håndteret korrekt og professionelt.
Konsekvensen af, at alle de sagsøgte i Roskilde Bank-sagen blev frikendt, er da også til at tage og føle på. Frifindelsen betød blandt andet, at de danske skatteydere fik en regning på 72.869.794 kroner for udgifterne til retssagen, inklusive advokatsalærer.
Det er ikke den eneste store advokatregning, der havnede på skatteydernes bord i forbindelse med Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsens opgør med bankerne oven på finanskrisen. Finansiel Stabilitet har oplyst, at der er brugt mange hundrede millioner kroner på advokatudgifter i forbindelse med erstatningssagerne efter finanskrisen.
Hvorfor har Finansiel Stabilitet klaret oprydningen efter finanskrisen så exceptionelt dårligt?
Kritikere har hævdet, at Henrik Bjerre-Nielsens fokus i for høj grad har været at sikre, at ansvaret for bankernes kollaps ikke måtte ende hos Finanstilsynet. Altså at tilsynet havde svigtet sit ansvar i de år op til finanskrisen, hvor Henrik Bjerre-Nielsen var øverste chef for Finanstilsynet.
Summa summarum er, at Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsen led det ene nederlag efter det andet i forsøget på at drage diverse bankledelser til ansvar for de mange bankkrak.
Samtidig har Henrik Bjerre-Nielsen også fået sine skrammer for årene op til finanskrisen. Det var på hans vagt, at en række banker tog meget store risici og bukkede under, da Finanskrisen skyllede ind over Danmark.
Kan vi risikere en ny finanskrise?
Det pres, der har været på boligmarkedet især i København og Århus, har givet anledning til sved på panden i Finanstilsynet og i Nationalbanken. Covid, situationen i Ukraine og udsigten til renteforhøjelser har betydet, at presset er lettet.
Samtidig er der i forhold til situationen før finanskrisen indført ganske skrappe reguleringer af den finansielle sektor. Lånefinansieret salg af egne bankaktier blev forbudt, gyldne aktieoptionsordninger blev no go og kritiske besøgsrapporter fra Finanstilsynet blev åbnet for offentligheden.
I Danmark har budgetloven, der sikrer balance på de offentlige finanser, hidtil begrænset mulighederne for at udnytte et påstået ”økonomisk råderum” til at slå gækken løs med uholdbare finanspolitiske lempelser. Den politiske enighed om at suspendere budgetlovens regler for en tid er dog dybt bekymrende.
Det skal også tages i betragtning, at den økonomiske ulighed er steget, den globale gæld er markant højere end i 2008, og opsvinget har sammen med andre forhold resulteret i en inflation, vi skal tilbage til 70’erne for at finde magen til.
Spørgsmålet er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger, virksomheder og stater, når renterne stiger igen? Står vi så over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i lande, hvor den sociale sammenhængskraft i forvejen er udfordret? Og på længere sigt – hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Kan renterne så igen sættes ned, kan der opkøbes flere statsgældsbeviser eller trækkes nye kaniner op af hatten?
——
Det oplyses den 25. juli 2022, at den 67-årige Henrik Bjerre-Nielsen, tidligere administrerende direktør for Finansiel Stabilitet fra 2008 til 2021, er afgået ved døden.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 