Under sidste uges besøg i Kina, hvor den franske præsident Emmanuel Macron overfor præsident Xi Jinping ”kowtowed” og demonstrerede næsegrus ærbødighed, sagde Macron, at de europæiske lande ikke må lade sig reducere sig til ”amerikanske følgere” eller USA’s ”vasalstat”. Samtidig sagde han, at Europa ikke vil hjælpe Taiwan, hvis Kina skulle angribe den omstridte ø. Til gengæld skal Europa (under fransk ledelse) opbygge det, han kalder ”strategisk autonomi”, så man kan handle selvstændigt uden USA.

Macrons møde med Xi Jinping og hans udtalelser til verdenspressen har ikke kun givet anledning til kritik, men udstiller også uenigheden i EU om tilgangen til Kina.

Den såkaldte Kina-analytiker, Mads Vesterager Nielsen, giver i en artikel i Ræson den 15. april 2023 udtryk for, at det giver ”mening for EU at samarbejde med Kina på en lang række områder”.

Kinaanalytikeren mener dog, at samarbejdet skal begrænses på områder, der kan komme Rusland til gode. Det er områder som microchips og materialer, som Rusland ikke kan købe på grund af sanktioner, der er pålagt af både USA og EU, hvorfor de i stedet må handle gennem Kina.

Ifølge Mads Vesterager Nielsen er ”Det største incitament for fortsat samarbejde (er) på det grønne område og om bekæmpelsen af klimaforandringer. Her har Beijing fortsat ambitiøse mål, og der er også muligheder for samarbejde med europæiske virksomheder og offentlige institutioner.”

Mads Vesterager Nielsen kolporterer kritikløst den kinesiske påstand om, at Kina på det grønne område og om bekæmpelse af klimaforandringer er frontrunner med ”ambitiøse mål”.

Det er simpelthen ikke rigtigt.

I Kinas klimastrategi forud for COP26 har man kun forpligtet sig til CO2-neutralitet inden 2060 og at CO2-emissionerne ventes at nå sit maksimum i 2030.

Det uafhængige videnskabeligt organ, Climate Action Tracker, vurderer, at Kinas klimapolitik er “highly insufficient” og anbefaler at Kina reducerer emissionerne af drivhusgasser så hurtigt så muligt og inden 2030, reducerer forbruget af kul og andre fossile brændsler langt hurtigere end planlagt, og at Kina forpligter sig på bindende tidsplaner for udfasningen.

FN-kommissionen ”The World Commission on Environment and Development” med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand fremlagde i 1987 rapporten ”Vores fælles fremtid” som efterfølgende overalt kaldes ”Brundtlandrapporten”

Rapporten var en væsentlig del af grundlaget for Rio-konferencen i 1992, der i Rio-deklarationen, fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling.

Disse principper omhandler bl.a. bæredygtighed: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det er også fastslået, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om miljø, men om 3 aspekter: et miljømæssigt, et økonomisk og et socialt aspekt.

Regeringsledere fra FN’s 192 medlemslande blev i 2015 enige om 17 ambitiøse verdensmål – og 169 delmål – for en bæredygtig, global udvikling.

Verdensmålene eller SDG-målene sætter en ramme og en retning for løsningen af klodens største problemer inden 2030. Målene handler blandt andet om at udrydde fattigdom, sult og ulighed, sikre bæredygtige økosystemer, herunder biodiversiteten på land og i havene, samt begrænse de menneskeskabte klimaforandringer og forureningen af miljøet.

Fra bæredygtighed til ESG-processer

I Danmark har der siden 1987 været talt om bæredygtighed. Verdensmålene har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen nu tilsyneladende har fået konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet. I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, men i de fleste virksomheder bliver det foreløbig ved snakken – i kun omkring hver 10. virksomhed er der fastsat konkrete mål.

Det forhindrer ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv tobaksfabrikanter, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed vil derfor på papiret gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om at virksomheden har – og lever op til – sit ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling og vækst.

Rådgiverne

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR.

Sagesløse virksomheder overbevises om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi kan ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Konsulenters ansvar

I debatten bliver konsulentbranchen ofte udpeget som det onde dyr i åbenbaringen. ESG-strategier er reelt Greenwashing og i virkeligheden undergraver konsulentbranchen den grønne omstilling.

Baseret på min egen omgang med konsulenter er det ikke de store konsulenthuse – ”The big three” (McKinsey, Boston Consulting Group og Bain & Company) eller de største revisionsfirmaer – ”The big four” (PwC, Deloitte, KPMG og Ernst & Young) eller alle de andre rådgivere, der er de store skurke.

De fleste konsulentvirksomheder, der støtter internationale organisationer, virksomheder og NGO’er i deres ambition om at skabe bæredygtig effekt af deres virksomhed, vil gerne både tjene penge og gøre noget godt for verden/klimaet/bæredygtighed/biodiversitet/ligestilling/dyrevelfærd m.v. Det er bare en forudsætning, at det i virkeligheden er er det, kunden efterspørger.

De konsulenter jeg har mødt i den danske centraladministration, i Bruxelles eller i Rom har ikke haft nogen egeninteresse i at modarbejde klimaindsatser eller andre noble mål. De skal tjene penge og leverer det, kunden efterspørger. Problemet er kunder, som f.eks. vil green- eller pink washe eller skabe indtryk af sikkerhed trods kritisable forretningsgange, og derfor beder konsulenten om løsninger, der med den rigtige indpakning og markedsføring efterlader et positivt indtryk, men som i realiteten gør det muligt fortsætte uændret med den hidtidige praksis.

Konsulenter siger ikke nej til en opgave, der kan sikre arbejde for mange kollegaer i flere år, fordi integriteten eller moralen er udfordret integritetsudfordringer, hvis markedsføringslov m.v. ellers overholdes. Lige så lidt som embedsmændene i klimaministeriet siger op i protest mod regeringens manglende indsats eller ansatte ved domstolene siger op i protest mod manglende ressourcer: ”He who pays the piper calls the tune!”

Nye EU-regler for anprisning

En undersøgelse fra EU-Kommissionen fra 2020 viste, at 53,3 pct. af de undersøgte miljøanprisninger i EU blev anset for at være vage, vildledende eller ubegrundede, og at 40 pct. var udokumenterede. Manglen på fælles regler for virksomheder, der fremsætter frivillige grønne anprisninger fører til “greenwashing” og skaber ulige vilkår på EU’s marked til skade for reelt bæredygtige virksomheder.

Den 22. marts 2023 offentliggjorde EU-Kommissionen i Bruxelles forslag til fælles kriterier mod greenwashing og vildledende miljøanprisninger. Efter forslaget vil forbrugerne få større klarhed over og større sikkerhed for, at noget, der markedsføres som grønt, rent faktisk også er grønt.

Forslaget indeholder regler vedrørende produkters miljøaftryk (PEF) og kategoriregler (PEFCR). Virksomheder, der vælger at fremsætte en “grøn anprisning” om deres produkter eller tjenesteydelser, skal fremover overholde minimumsnormer for, hvordan de underbygger disse påstande, og hvordan de kommunikerer dem.

Forslaget er rettet mod eksplicitte anprisninger, som f.eks. “T-shirt fremstillet af genanvendte plastflasker”, “CO2-kompenseret levering”, “Emballage fremstillet af 30 pct. genanvendt plast” eller “Havvenlig solcreme”.

Forslaget angår altså ikke ”generelle” anprisninger, men “eksplicitte miljøanprisninger”, defineret som de anprisninger, der står på etiketter eller i tekstform. Det betyder, at de implicitte anprisninger, der kan ligge i produkters emballage, der er grøn eller viser frodige skove, ikke reguleres af forslaget fra Kommissionen.

Forslaget, som det foreligger i dag, kræver ikke at produktanprisninger skal baseres på detaljerede livscyklusanalyser af virkninger langs hele et produkts forsyningskæde.

Et af de kontroversielle emner i de sidste års mærkningsdebat har været virksomhedernes påstande om CO2- eller kulstofneutralitet. Påstande, der ofte fremsættes uden at det nødvendigvis specificeres, at kulstofneutraliteten kun har kunnet opnås ved at købe kompensationer – certifikater, der dokumenterer, at der er plantet træer et eller andet sted.

Påstande om, at klimapåvirkningen fra et produkt er “netto nul”, mens det ikke er foretaget forbedringer af processen – og kulstofneutraliteten kun er resultatet gennem indkøbte CO2-certifikater, bliver nu forbudt.

Retspraksis i mange lande har allerede skabt præcedens, og nu kan EU med de nye regler kræve, at kulstofanprisninger tydeligvis skal være inden for samme produkts livscyklus, eller i det mindste ærligt deklarere, at klimaeffekten kun er opnået ved indkøbte kompensationer.

Forslaget vil også regulere miljømærker. Der findes i øjeblikket i EU mindst 230 forskellige mærker, og noget tyder på, at dette fører til forvirring og mistillid blandt forbrugerne. For at kontrollere udbredelsen af sådanne mærker vil nye offentlige mærkningsordninger ikke være tilladt, medmindre de udvikles på EU-plan, og eventuelle nye private ordninger vil skulle udvise højere miljøambitioner end eksisterende ordninger og være omfattet af en forhåndsgodkendelse. Der er detaljerede regler om miljømærker generelt: De skal også være pålidelige, gennemsigtige og uafhængigt verificerede, ligesom de skal gennemgås regelmæssigt.

Europa-Parlament og Ministerråd

De nye anprisningsregler skal nu gennem den sædvanlige procedure i Europa-Parlamentet inden den endelige vedtagelse i Ministerrådet. Der kan således meget vel aftales ændringer i forslaget ligesom det kan tage tid, før de nye regler får retskraft i EU.

Under sidste uges besøg i Kina, hvor den franske præsident Emmanuel Macron overfor præsident Xi Jinping ”kowtowed” og demonstrerede næsegrus ærbødighed, sagde Macron, at de europæiske lande ikke må lade sig reducere sig til ”amerikanske følgere” eller USA’s ”vasalstat”. Samtidig sagde han, at Europa ikke vil hjælpe Taiwan, hvis Kina skulle angribe den omstridte ø. Til gengæld skal Europa (under fransk ledelse) opbygge det, han kalder ”strategisk autonomi”, så man kan handle selvstændigt uden USA.

Men hvad skal Frankrig og Europa bruge ”strategisk autonomi” til? Til at hjælpe Ukraine? Sikre NATOs østlige grænse? Det er umuligt at forestille sig uden et stærkt partnerskab med USA, ja, uden amerikansk ledelse.

Macron fik med sine ukloge udtalelser skabt tvivl om NATO-samarbejdet, der har vist sig stærkere end nogensinde siden Ruslands angreb på Ukraine. Det eneste, der kan forhindre russisk og kinesisk aggression i nærområderne, er en ubrydelig og usvækket alliance mellem USA og Europa. Og med sine udmeldinger har Macron markant øget risikoen for et kinesisk angreb på Taiwan.

Emmanuel Macron er ikke alene om at gå Kinas ærinde.

I Berlingske Tidende den 10. april 2023 rejser den konservative og kinesisk gifte Per Stig Møller igen i indlægget ”Uden langfredag ingen påskemorgen” tvivl om holdningen til Kina.

Per Stig Møller skriver, at USA i en ”højspændt konfrontation med Kina” utvivlsomt forventer opbakning fra Europa. Helt uhørt skaber Per Stig Møller tvivl om NATO-sammenholdet ved at stille spørgsmålet: ”er vi klar til det?”

Socialdemokraten Mogens Lykketoft er også altid parat til at underminere forholdet til USA. I visse kredse lyttes der til Lykketofts meninger, men Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er ikke glemt.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer i 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Nu gælder det Kina. I Berlingske Tidende den 21. marts 2023 beskriver Mogens Lykketoft i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne har iagttaget.

USA er den store satan, og Lykketoft kritiserer USA for at føre an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina med handelskrig og ”covid-bashingen”.

Ifølge Lykketoft må USA forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vores store økonomiske samkvem. Ikke et ord om Kinas manglende efterlevelse af internationale spilleregler, intet om menneskerettigheder i Kina, intet om undertrykkelsen af uighurer og tibetanere og slet intet om Kinas overgreb på Hong Kong.

Med Lykketofts påståede store kendskab til Kina, taler meget for, at han i sit positive syn på Kina, skriver mod bedre vidende.

Mogens Lykketofts forsikringer om, at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt, er intet værd. Tværtimod prisgiver Lykketoft Taiwan.

Den 11. april 2023 meddelte Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at de havde modtaget en ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af gas og olie i Nordsøen. Ansøgningen kommer fra virksomheden Noreco/BlueNord og er i tråd med Nordsøaftalen, der holder en dør åben for at udstede nye licenser for at sikre langsigtede vilkår for branchen frem mod slutdatoen.

I første omgang betyder det, at der sættes gang i en konkurrence – en miniudbudsrunde – om efterforskning af området. Klima-, Energi- og Forsyningsministeren har hæftet sig ved, at det vil styrke Europas forsyningssikkerhed i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

Frem til d. 15. oktober kan der søges om tilladelse til ny olie- og gaskoncession i Nordsøen, og herefter vil tilladelsen til Noreco eventuelt blive givet.

Det blev norske Noreco, der som det første selskab har bedt Danmark om lov til at søge efter og udvinde gas i Nordsøen, efter at Folketinget i 2020 indgik en aftale om at stoppe udvindingen.

Det er krisen i den globale energiforsyning, der får Noreco til at se det danske felt som en potentielt god forretning.

Produktionen kan starte inden for fire til seks år og strække sig 15 år frem og dermed ophøre inden Nordsøaftalens slutdato for udvinding af olie og gas i 2050.

Potentialet i det pågældende felt er fem milliarder kubikmeter gas. Det svarer til cirka 2,5 gange det årlige gasforbrug i Danmark.

Enhedslisten og Alternativet mener regeringen bør sige nej til norske Noreco, og partierne er skuffet over regeringen, som på den ene side vil fremme den grønne omstilling, men samtidig argumenterer for, at et nyt gasfelt vil styrke forsyningssikkerheden.

”Det er dybt deprimerende, at regeringen har tænkt sig at tillade, at der skal bores efter mere gas. Vi ved, at hvis vi skal nå verdens klimamål, skal der ikke hives mere op og slet ikke i flere boringer,” siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

Alternativet mener, at det er i strid med intentionen i Nordsøaftalen og kalder derfor ministeren i samråd.

”Det er stærkt bekymrende, at ministeren åbner en kattelem for igen at tillade indvinding af gas i Nordsøen.”

”Et af de vigtigste greb i hele den bæredygtige omstilling af vores samfund er, at vi gør os uafhængige af fossile brændsler. Nu tager regeringen et skridt i den modsatte retning,” siger politisk leder Franciska Rosenkilde (AL) i en skriftlig kommentar.

Mens Dan Jørgensen var ministrer var Danmark sammen med Costa Rica initiativtager til Beyond Oil and Gas Alliance, der har til formål at sætte en slutdato for medlemslandenes olie- og gasproduktion.

Naturgasimporten til Europa fra Rusland blev mere end halveret fra 2021 til 2022. Det medførte en stor stigning i flydende gas, hvoraf noget kommer fra USA og en mindre del kommer fra Qatar.

Noreco

Energistyrelsen godkendte i 2019, at Shell Olie- og Gasudvinding Danmark B.V.s andele af aktiverne i den danske del af Nordsøen kunne overdrages til Altinex AS, som er ejet af det børsnoterede olie- og gasselskab Norwegian Energy Company ASA, som er det øverste moderselskab i Noreco-koncernen. Selskabet blev etableret i 2005 i Norge, og blev i 2007 børsnoteret på børsen i Oslo (Oslo Stock Exchange). Selskabet ejes af en lang række (over 5.000) aktionærer, som primært er hjemmehørende i Europa og USA.

De overdragede aktiver omfatter Shells andele af Eneretsbevillingen, tilladelse 8/06 område B og Tyra gasrørledningen.

Efter overdragelsen vil ejerskabet af DUC se således ud: Nordsøfonden (20 pct.), Total (43,2 pct.) og Noreco (36,8 pct.).

BlueNord

På Norecos generalforsamling den 25. april 2023 vil selskabets navn blive ændret fra Norwegian Energy Company ASA (Noreco) til BlueNord ASA.

Forud for generalforsamlingen har BlueNord den 28. marts 2023 udarbejdet en opgørelse over selskabets reserver: BlueNord ASA Annual Statement of Reserves and Resources Year End 2022.

I 2019 blev Island ramt af en skandale med den magtfulde fiskeindustri i centrum. I de såkaldte Fishrot Files-dokumenter – der var tilvejebragt af en islandsk whistleblower via WikiLeaks – blev fiskerigiganten Samherji afsløret i at have bestukket politikere i Namibia for at sikre en stor andel af det afrikanske lands fiskekvoter.

WikiLeaks delte i november 2019 over 30.000 dokumenter – inklusive firma-e-mails, kontrakter, præsentationer og billeder – lækket af en tidligere Samherji-manager i Namibia, Johannes Stefansson. Han hævdede, at selskabet havde samarbejdet med en gruppe af indflydelsesrige personer for at få adgang til fiskekvoter til under markedsprisen.

I Fishrot-skandalen er en række fremtrædende politikere og forretningsmænd under anklage for mod returkommission at omdirigere det statslige namibiske fiskeriselskab Fishcors værdifulde fiskekvoter til det islandske fiskeriselskab Samherji.

Skandalen strækker sig således fra Namibia, der med næsten 1.600 km sydatlantisk kystlinje har fiskeri som et hovederhverv, der tegner sig for omkring 20 pct. af eksportindtægterne, til Island og drejer sig om mindst 20 millioner dollars.

Når Fishrot-sagen endelig kommer for retten senere i 2023, bliver det den største retssag i Namibias historie.

Anklagerne mod de mistænkte er opstillet i et 144 sider langt anklageskrift og omfatter bestikkelse, hvidvask af penge og skatteunddragelse.

De tiltalte er yderligere anklaget for at manipulere en bilateral samarbejdsaftale med Angola for at omdirigere flere fiskekvoter til Samherji til meget lave priser.

Det islandske selskab, Samherji, har konsekvent afvist anklager om bestikkelse. Da skandalen brød ud, bestilte den et norsk advokatfirma til at foretage en undersøgelse. Efter sin rapport udsendte virksomheden en erklæring, som nok anerkendte, at der var problemer, men fastholdt, at Samherij ikke havde været involveret i bestikkelse. Selskabet skyder skylden for enhver kriminel aktivitet, der måtte være sket, på whistlebloweren, Johannes Stefansson.

Efterfølgende forsøgte Samherjis direktører at nedtone skandalen, blandt andet ved på Island at lancere en mediekampagne med det formål at miskreditere navngivne journalister, der dækkede historien.

Norge erklærede torsdag 15 ansatte ved Ruslands ambassade i Oslo for uønsket, fordi de ifølge de norske myndigheders vurdering har drevet efterretningsvirksomhed.

De 15 efterretningsofficerer erklæres uønsket, fordi de har “bedrevet virksomhed, som er uforenlig med deres diplomatiske status”, udtaler den norske udenrigsminister Anniken Huitfeldt.

Diplomaterne skal derfor forlade Norge inden for kort tid.

Udvisningerne var dårligt meldt ud, før det russiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass gjorde det klart, at Rusland vil svare igen. Den form for diplomatsprog plejer at betyde, at Rusland formentlig inden for få dage vil udvise et lignende antal norske diplomater fra Rusland.

Danmark yder tilskud til Rusland

Danmark er mere langmodige overfor de russiske krigsforbrydere. Det fremgår af forslaget til finanslov (34 § 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene. I 2022 har tilskuddet udgjort 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

I tilfælde af ændrede ejendomsskatter er den danske regering ovenikøbet parat til at ændre tilskuddet til Den Russiske Ambassade.

Ligesom i 1940 er det påfaldende, at Norge vælger at indtage en klar opposition til udenlandske aggressorer, mens danske skatteborgere fortsat skal understøtte Ruslands repræsentation i Danmark.

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Nu viser det sig, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse.

Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at den økonomiske og kulturelle elite dengang i 1970’erne og 1980’erne engagerede sig på den yderste venstrefløj. Det har ikke forhindret, at de pågældende senere har kunnet indtage nøglepositioner i det danske samfund.

Ekstra Bladet, der ofte fremstiller sig selv som borgernes vagthund overfor myndighederne, har en kommentator – Mads Kastrup, der ved flere lejligheder har været kritisk overfor Søren Brostrøm og myndighedernes håndtering af pandemien.

Mads Kastrup var i sin ungdom kommunist og slæbte stole til Land og Folk-festivalen i Fælledparken. Så blev han journalist og skiftede politisk ham til en slags venstresocialistisk revanchisme med hang til reaktionære holdninger

Allerede i marts 2020 skrev Kastrup i Ekstra Bladet, at ”Jeg venter på, at Trump får den. Ikke fordi jeg ønsker, at den amerikanske præsident dør af coronavirus. Men hvad ville være mere symbolsk for det gigantiske paradigmeskift, verden i øjeblikket gennemgår på grund af corona, end at Donald Trump får den”.

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning har ligesom Brostrøm tidligere været kommunister eller bevæget sig i andre dele af den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, var som ung økonom glødende kommunist.

Enhedslistens Pelle Dragsted, der har modtaget N.F.S. Grundtvigs Pris for sin bog Nordisk Socialisme, var før han blev chefideolog hos Enhedslisten tidligere kommunist og dømt hærværksmand.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Poul Villaume (født 16. januar 1950) er en dansk historiker og professor, dr.phil. i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet under Københavns Universitet. Villaume forsker bl.a. i den kolde krig.

Han studerede statskundskab ved Aarhus Universitet 1969-71, men i 1970’erne var Poul Villaume professionel stalinistisk aktivist og en centralt placeret figur i det maoistiske Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), hvis tidsskrift og pjeceserie han bl.a. redigerede.

KAm-l var et parti af rettroende stalinister, der mente, at den rene socialisme var opbygget i Stalins tid i Sovjetunionen. I 1976 hyldede Poul Villaume Stalins ”kulturrevolutions” kamp mod ”de borgerlige elementer”, hvor Krustjov og andre repræsentanter for de borgerlige kræfter havde gennemført et kontrarevolutionært kup i SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti).

Villaume forlod Kam-l i 1980 og studerede herefter historie ved Københavns Universitet 1980-86 og blev cand.phil. 1986. Villaume blev dr.phil. i 1995 på afhandlingen Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961.

Poul Villaume fik som så mange andre af de venstreorienterede unge danskere en flot karriere på universitet og er nu professor i samtidshistorie på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bind 5 af Dansk Udenrigspolitiks Historie, I blokopdelingens tegn (2005, sammen med Thorsten Borring Olesen. Desuden medredaktør (bl.a. sammen med Thorsten Borring Olesen) og medforfatter på Gads leksikon, Den Kolde Krig og Danmark, fra 2011.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer I 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.

Oplysningsforbundet DEO har udgivet en lille bog forfattet af Mickey Gjerris: ”Det er også dit ansvar – når EU ikke redder planeten”. Bogen lanceres ved en række debatmøder rundt om i landet i foråret 2023. I København afholder DEO et arrangement om bogen torsdag den 27. april 2023, kl. 16:00 – 17:30 i Huset-KBH (Salon K), Rådhusstræde 13, 2. sal, 1466 København.

Gjerris beskriver i bogen, at der siden 1972 er blevet afholdt en lang række møder og indgået en lang række aftaler om natur og miljø i FN-regi. Målsætningen har været at skabe en bæredygtig udvikling, hvor miljø- og naturbeskyttelse gik hånd i hånd med bekæmpelse af fattigdom og med fortsat økonomiske vækst. Gjerris konstaterer, at man ikke har nået de mål, som man satte sig på klimaområdet og på biodiversitetsområdet.

Gjerris refererer, at flere har foreslået, at roden til klima- og biodiversitetsproblemerne skal findes i en kapitalistisk, mandsdomineret, hvid verdensorden, og Gjerris finder det oplagt at se på hvem, der har fået mest ud af, at mennesket er havnet i den nuværende situation. For Gjerris er der ingen tvivl om, at den nuværende verdensorden har placeret den hvide, veluddannede, velstående, midaldrende mand på toppen af bjerget, og ansvarets pil peger entydigt på ham.

Det, der ifølge Gjerris er brug for, er en økocentrisk eller økologisk tilgang, hvor verden ses som et fællesskab af organismer og økosystemer, hvor alle dele påvirker hinanden. Den enkelte skal have mulighed for at indgå i et fællesskab, hvor varetagelsen af egen interesse samtidig er en del af den samlede indsats.

Ifølge Mickey Gjerris er der ikke brug for lappeløsninger, men politisk handling og fundamentale ændringer i den samfundsopbygning, som har ført os ud i den nuværende situation.

Ifølge flere medier i Norge og Sverige – herunder Expressen – raser svenske politikere mod producenten af Absolut vodka, som genoptager eksporten til Rusland. Politikerne reagerer kraftigt på, at den svenske vodkaproducent Absolut og deres franske ejere, Pernod Ricard, nu igen åbner op for eksporten til Rusland.

Vodkaeksporten til Rusland var ellers stoppet efter krigsudbruddet sidste år, men nu siger Absolut Company, at de vil “beskytte lokale medarbejdere og sikre den lokale organisations økonomiske bæredygtighed”. En næsten tilsvarende begrundelse er danske Rockwools undskyldning for deres fortsatte tilstedeværelse i Rusland.

Den forklaring giver de svenske politikere ikke meget for, og de står nærmest står i kø for at fordømme beslutningen: “Der er intet holdbart i at gøre forretninger med krigsforbryderne i Rusland,” siger flere.

Absolut vodka produceres i Åhus i Sydsverige. Absolut har været en del af den franske koncern Pernod Ricard siden 2008, hvor de købte virksomheden af den svenske stat for 5,63 milliarder euro.

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, har en lang række vestlige virksomheder trukket sig helt ud af landet. Ifølge en opdateret oversigt fra Yale University har over 1000 virksomheder meddelt, at de frivilligt begrænser deres aktiviteter i Rusland ud over, hvad de er forpligtet til af af internationale sanktioner.