Fra ung-kommunist til samfundsstøtte

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse.

Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at den økonomiske og kulturelle elite dengang i 1970’erne og 1980’erne engagerede sig på den yderste venstrefløj. Det har ikke forhindret, at de pågældende senere har kunnet indtage nøglepositioner i det danske samfund.

Ekstra Bladet, der ofte fremstiller sig selv som borgernes vagthund overfor myndighederne, har en kommentator – Mads Kastrup, der ved flere lejligheder har været kritisk overfor Søren Brostrøm og myndighedernes håndtering af pandemien.

Mads Kastrup var i sin ungdom kommunist og slæbte stole til Land og Folk-festivalen i Fælledparken. Så blev han journalist og skiftede politisk ham til en slags venstresocialistisk revanchisme med hang til reaktionære holdninger

Allerede i marts 2020 skrev Kastrup i Ekstra Bladet, at ”Jeg venter på, at Trump får den. Ikke fordi jeg ønsker, at den amerikanske præsident dør af coronavirus. Men hvad ville være mere symbolsk for det gigantiske paradigmeskift, verden i øjeblikket gennemgår på grund af corona, end at Donald Trump får den”.

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning har ligesom Brostrøm tidligere været kommunister eller bevæget sig i andre dele af den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, var som ung økonom glødende kommunist.

Enhedslistens Pelle Dragsted, der har modtaget N.F.S. Grundtvigs Pris for sin bog Nordisk Socialisme, var før han blev chefideolog hos Enhedslisten tidligere kommunist og dømt hærværksmand.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Poul Villaume (født 16. januar 1950) er en dansk historiker og professor, dr.phil. i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet under Københavns Universitet. Villaume forsker bl.a. i den kolde krig.

Han studerede statskundskab ved Aarhus Universitet 1969-71, men i 1970’erne var Poul Villaume professionel stalinistisk aktivist og en centralt placeret figur i det maoistiske Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), hvis tidsskrift og pjeceserie han bl.a. redigerede.

KAm-l var et parti af rettroende stalinister, der mente, at den rene socialisme var opbygget i Stalins tid i Sovjetunionen. I 1976 hyldede Poul Villaume Stalins ”kulturrevolutions” kamp mod ”de borgerlige elementer”, hvor Krustjov og andre repræsentanter for de borgerlige kræfter havde gennemført et kontrarevolutionært kup i SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti).

Villaume forlod Kam-l i 1980 og studerede herefter historie ved Københavns Universitet 1980-86 og blev cand.phil. 1986. Villaume blev dr.phil. i 1995 på afhandlingen Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961.

Poul Villaume fik som så mange andre af de venstreorienterede unge danskere en flot karriere på universitet og er nu professor i samtidshistorie på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bind 5 af Dansk Udenrigspolitiks Historie, I blokopdelingens tegn (2005, sammen med Thorsten Borring Olesen. Desuden medredaktør (bl.a. sammen med Thorsten Borring Olesen) og medforfatter på Gads leksikon, Den Kolde Krig og Danmark, fra 2011.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer I 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.