Bæredygtige fødevareinvesteringer i udviklingslande

Fredag den 8. januar 2016 blev etableringen af Danish Agribusiness Fund præsenteret ved et pressemøde i København. Fonden er resultatet af en aftale mellem pensionskasser og staten om fødevareinvesteringer i udviklingslande, der skal fremme den danske landbrugs- og fødevaresektor. Danish Agribusiness Fund skal således bidrage til at øge produktionen af fødevarer i udviklingslande og fremme salget af dansk teknologi og know-how inden for landbrugs- og fødevaresektoren. Danish Agribusiness Fund etableres i et samarbejde mellem Danida, statens investeringsfond for udviklingslande (IFU) og pensionskasserne PKA og PensionDanmark. Staten bidrager med 89 millioner fra bistandsrammen, mens IFU skyder 212 millioner kr. i fonden.Pensionskasserne PKA og PernsionDanmark skyder hver 200 millioner kr. i fonden.

Fonden ventes at rejse yderligere kapital på 100 mio. kr. i en second closing.

Fonden forventes at medvirke til investeringer for omkring seks milliarder kr. i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa.

Partnerskaber

Fonden kan opfattes som et nyt innovativt partnerskab, der vil sikre en mere effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde og dermed tilføre udviklingspolitikken et nyt instrument. Udenrigsminister Kristian Jensen har ved mange lejligheder understreget hensynene til vækst og beskæftigelse i det udenrigs- og udviklingspolitikken. Det må da også hilses velkommen, hvis dansk udenrigspolitik, udviklingspolitik og udenrigstjenesten fremover kan levere væsentlige bidrag til vækst og beskæftigelse i både Danmark og i udviklingslandene. Den stærke understregning af de danske interesser er på ingen måde i konflikt med udviklingslandenes egne interesser. Der er ubetinget behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Målet for de investeringer, der skal finansieres af Danish Agribusiness Fund, bør derfor understøtte udviklingen af bæredygtige og effektive produktionsmetoder, infrastruktur og forsyningssikkerhed i udviklingslandene. Det siger sig selv, at hvis fonden skal virke efter hensigten, skal investeringerne skrues sammen på en måde, der på én og samme tid giver danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening og samtidig bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene.

Retningslinjer for investeringerne

Hvis vi skal sikre en mere varig og effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde, er det vigtigt, at hensynene til virksomhedernes kommercielle interesser og de finansielle investorers interesse i afkast ikke tilgodeses på bekostning af projekternes sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed. Danish Agribusiness Fund bør selvklart leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility) og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for beskyttelse af basale rettigheder. I den oprindelige koncept-note var der henvisninger til Verdensbanken og IFC, men fonden bør også være opmærksomme på de retningslinjer, der er enighed om i ”Right to Food”-sammenhæng. Disse rettigheder er nærmere operationaliseret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004, og i “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security – VGGT” fra 2012. Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske investeringsprogrammer også kunne gøre det.