Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.
I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Forhøjet støtte til Folketingets partier
Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.
Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.
Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier
Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Sammenhængen mellem dannelsen af VLAK-regeringen og den eksorbitante forhøjelse af partistøtten og orlovsordningen for små partier
Under forhandlingerne på Marienborg i november 2016 om eventuel udvidelse af Venstre-regeringen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, gjorde de konservative det til et ultimativt krav, at partiet skulle have mulighed for at indkalde stedfortrædere i Folketinget for partiets 3 medlemmer af regeringen. Motiveringen var, at alternativt ville partiet med kun 6 mandater blive bragt i en håbløs situation i Folketingsarbejdet.
Det bør i den forbindelse erindres, at de borgerlige partier med Det Konservative Folkeparti i spidsen og støttet af Dansk Folkeparti i slutningen af 90’erne havde udnyttet deres flertal i Folketinget til at afskaffe muligheden for at indkalde suppleanter for ministre i Folketinget.
Socialdemokratiet og SF øjnede mulighederne for en politisk studehandel. Partierne var villige til at genindføre orlovsmuligheden – men kun for en pris! Prisen var, at de borgerlige partier skulle gå med til at forhøje den offentlige partistøtte til partierne på Christiansborg med godt 52 mio. kr.
Alternativet havde ingen problemer med den studehandel, men Dansk Folkeparti og Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig. Dansk Folkeparti var påfaldende tavse i slutningen af november, men Pia Kjærsgaard tog siden bladet fra munden og kritiserede de høje skatteyderbetalte partitilskud.

Man kan derfor med en vis ret sige, at de årlige meromkostninger ved VLAK- eller Trekløverregeringen udover ministervederlag, pensioner m.v. var godt 52 mio. kr. + årlige merudgifter i Folketinget på omkring 4 mio. kr. til kontorer m.v. til nye rådgivere og ”spindoktorer” m.v.

Beslutningsforslag fra Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har fremsat et beslutningsforslag om justeringer i partistøtteaftalen fra november 2016, der medførte en stigning på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. der bragte den samlede støtte til partigrupperne i Folketinget op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bragte partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød at i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Forslaget fra Nye Borgerlige er at skære beskedne 2 pct. af støttemidlerne.

Privatøkonomiske interesser
Den samlede offentlige partistøtte på 341.434.113 kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.
Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.
Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Som vi netop har set i både Venstre og Liberal Alliance er kampen om formandskabet i de politiske partier også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.

Den 29. november 2019 modtog medlemmerne af Atlantsammenslutningen og de tilmeldte til NATO-konferencen den 10. december 2019 en opdatering om forberedelserne og den store interesse for at deltage i 70-års jubilæumskonferencen.

Atlantsammenslutningens generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, oplyste, at konferencen blev afholdt i samarbejde med den amerikanske ambassade og det i fællesskab var lykkedes ”at skabe rammer for en international konference, der har tiltrukket bl.a. amerikanske forskere til København. Det har givet genlyd – også uden for landets grænser – og det viser, at der er interesse for NATO og NATO’s arbejde samt for Atlantsammenslutningen. Derfor kan jeg kun opfordre til, at interesserede hurtigt tilmelder sig konferencen, hvis de vil opleve det unikke arrangement på Frederiksberg Slot.”

Det oplystes, at blandt de bekræftede oplægsholdere var Stephen G. Brooks, professor, ph.d. ved The John Sloan Dickey Centre for International Understanding, Dartmouth College; Peer Henrik Hansen, museumsdirektør, ph.d. for Langelandsfortet; admiral Tim Sloth Jørgensen, programchef, Industriens Fond; Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, ph.d., vicecenterchef for Center for militære Studier; kontreadmiral Torben Mikkelsen, chef for Søværnskommandoen; kontreadmiral Henrik Ryberg chef for Forsvarsakademiet; og Richard Weitz, Senior Fellow, ph.d., direktør for Political-Military Analysis, Hudson Institute.

Vært er generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, Atlantsammenslutningen; og ambassadør Carla Sands, den amerikanske ambassade i København.

Moderator er Clement Kjersgaard.

Stanley R. Sloan ikke på programmet

Analytikeren Stanley R. Sloan figurerede ikke på programmet, og det underbygger den amerikanske ambassades påstand om, at Sloans sene invitation ikke var sket i samråd med ambassaden.

Stanley R. Sloan er en velkendt kritiker af præsident Donald Trump, som tillægges instinkter ”instinkter affødt af en narcissistisk personlighed, hans behov for at blive elsket, hans personlige familie og finansielle bevæggrund samt hans beundring af ‘stærke ledere’.”

Stanley R. Sloan ytrer sig jævnligt i offentligheden i hårde vendinger om præsidenten. På Sloans Twitter-profil er der jævnlige kommentarer om Trump, herunder om præsidentens ”sygelige” adfærd.

Atlantsammenslutningen hævder, at Stanley R. Sloan havde lovet at levere et ”upolitisk og objektivt indlæg” på Frederiksberg Slot.

Sloan har søndag den 7. december – efter aflysningen – på Facebook offentliggjort, det han ville have sagt på konferencen.

Der er på ingen måde tale om en ”upolitisk og objektiv” tale, men et partisk indlæg, der tydeligvis har det sigte at at miskreditere præsident Trump.

Jeg er ikke vidende om, at præsident Trump skulle have udtalt en hensigt om at opgive NATO. Det er velkendt, at Trump ønsker, at Europa skal bidrage mere til alliancen, både økonomisk og militært. NATO-topmødet i London bekræfter, at det faktisk er ved at ske. Sloans ”scenarier” er helt ude i hampen. Hans forudsigelse af, at et genvalg af Trump i 2020 vil indebære NATO’s opløsning, kan kun karakteriseres som en del af Demokraternes valgpropaganda.

Hvorfor aflysningen af Stanley R. Sloan skulle føre til aflysningen af hele konferencen, er svært at forstå.

Det er paradoksalt, at netop Atlantsammenslutningen skulle være anledning til at skabe tvivl om styrken af det transatlantiske forsvarssamarbejde. Hvad vil Generalsekretæren gøre ved det?

I stedet for at bygge dæmninger, udbygge dræn- og kloaksystemer og forhindre bosættelser i lavbundsområder har venstrefløjen kastet sig over klimapolitikken som det nye våben i kampen for mere regulering af borgerne og flere af borgernes penge til staten at råde over.

På nationaløkonomisk plan er argumentationen, at siden finanskrisen i 2007-8 har den globale økonomiske vækst været lavere end den gennemsnitlige vækst efter 1945. Venstrefløjen argumenterer, at årsagen er, at i de fleste vestlige lande føres der en alt for passiv finanspolitik. I stedet for at stimulere økonomi og beskæftigelse har de fleste regeringer fra 2011 gjort det modsatte.

En mere aktivistisk klimapolitik vil indebære en kraftig stigning i de offentlige udgifter til forbrug og investeringer. Det er det, der skal til – en Green New Deal som foreslået af Demokraterne i USA og de grønne i Europa vil indebære massive offentlige investeringer i ren energi, offentlig transport, elbiler osv. Udgifterne ville dog – hedder det – betale sig selv ved at genoprette et bredere økonomisk grundlag, som med flere jobs og forbrugsmuligheder vil være en gevinst for alle.

Venstrefløjens pointe her er, at klimaskeptikere overdriver prisen på klimaforebyggelse, og glemmer at verdensøkonomien under alle omstændigheder har brug for regelmæssige doser af stimuli. Borgerlige partier og herunder formentlig mange klimaskeptikere opfatter klimainvesteringer, der sigter på at begrænse den globale opvarmning, som en økonomisk omkostning. VI kan godt øge de offentlige udgifter til vindmøller, solceller, elbiler etc. men det vil ske på bekostning af investeringer, der kunne have øget velfærd og økonomisk vækst. En for ambitiøs klimapolitik vil ifølge denne tankegang være værre end ikke at gøre noget.

Venstrefløjen og klimaaktivisterne hævder, at vi ikke har noget valg, og de hilser det samtidig velkomment, at klimalovgivning legitimerer mere regulering af borgerne og at staten får mulighed for at råde over flere af borgernes penge.

Er det pludselig blevet borgerlig politik?

Er det nu Det Konservative Folkepartis program?

 

I Finanslovsaftalen har regeringen og dens støttepartier samt Alternativet afsat 40 mio. kr. i 2020, som kan dække udgifterne til ”op til 500 kvoteflygtninge”.

Regeringen vil først til sommer meddeler FN, ”hvordan og i hvilket omfang” Danmark deltager i kvoteflygtningeprogrammet.

Danmark har tidligere taget imod 500 kvoteflygtninge om året, men ordningen har været suspenderet siden 2016.

Under regeringsforhandlingerne i sommer blev støttepartierne og Socialdemokratiet enige om at begynde at tage imod kvoteflygtninge igen i 2020, forudsat at antallet af asylsøgere holder sit nuværende, lave niveau. Fokus skal særligt være på kvinder og børn.

Allerede i 2019 tager Danmark dog imod en mindre gruppe særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge. Det gav udlændingeminister Mattias Tesfaye besked om til FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, kort efter sin tiltræden som minister.

Lempelser af udlændingepolitikken

Udover penge til 500 kvoteflygtninge omfatter finanslovsaftalen en række andre lempelser på udlændingeområdet: Danskundervisning bliver gratis, opholdskravet i forhold til dagpenge fjernes, flygtninge, som er i arbejde, får lov til at blive i Danmark, børnene kommer ud af Sjælsmark.

Selvom Venstre under Lars Løkke Rasmussen under valgkampen åbnede en dør på klem for, at Danmark igen skulle tage imod kvoteflygtninge, er de borgerlige partier imod, at der igen åbnes op for kvoteflygtninge. Socialdemokratiet har tidligere ligeledes været mod at åbne for kvoteflygtninge før integreringen af de mange flygtninge, der er kommet til Danmark i de seneste år og som fortsat kommer til landet.

Folketinget har vedtaget stram kvoteordning, som blandt andet indebærer, at det er op til udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte antallet af flygtninge, der hvert år skal genbosættes i Danmark.

Hvor mange indvandrere kan vi modtage i Danmark?

For mange er udgangspunktet den andel af befolkningen i Danmark, som allerede i dag udgøres af indvandrere og efterkommere.

Publikationen Indvandrere i Danmark 2019, som blev offentliggjort af Danmarks Statistik tirsdag den 26. november 2019, indeholder et righoldigt talmateriale om indvandrere i Danmark.

14 pct. af befolkningen er indvandrere og efterkommere af indvandrere

Pr. 1. januar i år udgør indvandrere og efterkommere 14 procent af befolkningen. De seneste 30 år er antallet af ikke-vestlige indvandrere firedoblet og indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør i dag med 507.000 knap 9 pct. af befolkningen.

I Københavns Kommune udgør andelen af indvandrere og efterkommere i år 25 procent. I Ishøj Kommune er andelen helt oppe på 40 procent.

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør 25 pct. af befolkningen i Region Hovedstaden. I Ishøj er andelen 34 pct.

Er antallet af asylansøgere lavere end tidligere?

Undertiden hævdes det, at antallet af asylansøgere er det laveste i 10 år, men realiteten er, at 68.000 indvandrere og efterkommere i 2018 indvandrede til Danmark. 51.000 udvandrede og nettoindvandringen i 2018 var således på godt 17.500 personer.

Man bibringes undertiden også det indtryk, at antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere har toppet. Men det er ikke korrekt. Fra 2018 til 2019 steg antallet af ikke vestlige indvandrere med 7.619 mens antallet af efterkommere steg med 5.483.

Mens indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande stadig kun udgør 9 pct. af den samlede befolkning var denne gruppes andel af nyfødte i 2018 på knap 16 pct.

https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=29446&sid=indv2019

 

Hvis der ikke skal opstå mistillid til den offentlige forvaltning, er det afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i det offentlige bliver truffet ud fra saglige hensyn. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.
Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt
Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.
Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder – som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen – oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.
En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.
På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

Kontrol med offentlige midler
Kalamiteterne i Skat, svindelen med udbytteskat og Britta-sagen i Socialstyrelsen truer med at undergrave tilliden til den offentlige forvaltning af skatteborgernes penge. Rigsrevisionen fremdrager jævnligt sager, hvor ministerier og styrelser kritiseres for lemfældig økonomiforvaltning. Senest har Rigsrevisionen afdækket kritisabel forvaltning i Forsvaret.

Svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet omdrejningspunkt i en alvorlig sag om manglende kontrol og om mulig svindel med styrelsens indkøb. Rigsrevisionen har netop offentliggjort en rapport, der afdækker alvorlige fejl og manglende kontrol med indkøbene hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Forsvarsminister Trine Bramsen fortæller, at sagen kan vise sig at kræve en ekstern undersøgelse. Den beslutning afhænger af, hvad en igangværende undersøgelse afdækker.

Forsvarsministeriet har sendt et rejsehold til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring for at komme til bunds i sagen om manglende kontrol og mulig svindel. Herefter kan der blive tale om en ekstern undersøgelse, ligesom sagen kan få personalemæssige konsekvenser både i Ejendomsstyrelsen og i departementet.

Rigsrevisionen påtaler blandt andet, at de samme personer i styrelsen på egen hånd kan foretage en bestilling, godkende den og efterfølgende udbetale pengene. Det medfører ifølge Rigsrevisionen en høj risiko for fejl eller svindel.
Fem personer er i øjeblikket tiltalt af politiet for bestikkelse og svindel i sagen.

Andre sager i Forsvaret
I Forsvaret og Forsvarsministeriet verserer der en række habilitetssager. Omfanget og sagernes grovhed giver mistanke om, at der også indenfor andre dele af den offentlige forvaltning sker overtrædelser af Forvaltningslovgivningen, herunder reglerne om habilitet.

Politiet har rejst sigtelse mod Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør Anja Erichsen
Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør er blevet afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi, som også har rejst sigtelse mod hende. Hun er mistænkt for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste tillæg og vederlag på 60.000 kr. uden at oplyse sine foresatte om sin egen inhabilitet.
Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under Anja Erichsen blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for Anja Erichsen, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren.
Politiets efterforskning kredser om, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.
Efter otte måneders efterforskning rejste Midt- og Vestjyllands Politi i sommeren 2019 sigtelse mod Anja Erichsen, der på det tidspunkt havde barselsorlov med det barn, som hun fik med sin kæreste og nu tidligere vicechef i økonomidivisionen i Karup.
Ganske pludseligt sagde hun i sommer sin stilling som finansdirektør op midt i sin barsel og forlod Forsvarskommandoen med udgangen af juli. Opsigelsen har imidlertid ikke forhindret, den sigtelse, der nu er rejst mod hende.
Anja Erichsen var ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Fra juni 2014 var hun den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i øjeblikket er fritaget for tjeneste og sigtet for magtmisbrug. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejdede Anja Erichsen i Karup og refererede direkte til Forsvarsministeriets departement.
Da finansdirektøren i foråret 2018 blev gravid med parrets fælles barn, søgte finansdirektørens kæreste -oberstløjtnanten – væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som i december 2018 kulminerede med en stilling som bataljonschef ved Jydske Dragonregiment.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general
Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.
Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor
Hærchefen har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Officerskæresten blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.
Hærchefen er hjemsendt, og Auditørkorpset undersøgelser har ført til en sigtelse for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Reenberg har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af.
Kammeradvokaten har tidligere set på sagen, og frifundet Laila Reenberg for nepotisme, da hun erklærede sig som inhabil og oplyste om sit forhold til Anders Friis.

Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpset
Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, gav kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Det er kommet frem, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har offentliggjort et interview med Jens Birkebæk Bach.
Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen siger til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor har man valgt at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps:
”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, siger Peter Harling Boysen.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet
Alle sagerne og senest uregelmæssighederne i Ejendomsstyrelsen i Hjørring, falder i sidste ende tilbage på ledelsen i Forsvarsministeriet. Forsvars ministeren har allerede offentligt givet udtryk med utilfredshed med at hun ikke er blevet informeret i tilstrækkeligt omfang.

Spørgsmålet er om Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, kan overleve de mange eksempler på inadækvat ledelse af ministeriet?

Thomas Ahrenkiel har også sin helt egen sag om inhabilitet. Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.
Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Statsminister Mette Frederiksen skal under NATO-topmødet i London 3. – 4. december 2019 holde møde med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Udover spørgsmålet om Grønland har debatten i EU om et intensiveret forsvarssamarbejde og den franske præsidents karakterisering af NATO-samarbejdet som ”hjernedødt” ikke undgået amerikanernes opmærksomhed.

Det har også vakt opmærksomhed, at selv borgerlige partier i Danmark overvejer at satse mere på EU-samarbejdet i forsvarspolitikken. Dermed skabes der tvivl om den danske holdning, der siden 1949 har været, at europæisk/dansk forsvar bedst blev sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

Byrdefordelingen

Danmark lever ikke op til løftet om at ville arbejde hen imod at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024. Det lovede NATO’s medlemslande ellers hinanden på topmøderne i 2014 i Wales og 2016 i Warszawa.

USA tolker dette som, at man skulle nå 2 procent, mens lande som Danmark og Tyskland holder fast i den oprindelige formulering og mener, at det er tilstrækkeligt at have stigende forsvarsudgifter.

I 2024 forventes det danske forsvarsbudget at udgøre 1,5 procent af BNP. Et løft på omkring 0,3 procentpoint i forhold til i dag, men langt fra tilfredsstillende set med amerikanske briller. USA forventer, at alle på topmødet i London i det mindste kommer med en plan for, hvordan målsætningen opfyldes.

Forsvarssamarbejdet i EU

USA er skeptisk overfor et øget forsvarssamarbejde i EU. Skal det måske ske på bekostning af NATO og er motiverne bag ønsket om et egentligt EU-forsvar i virkeligheden, at man vil gøre sig fri af USA i udenrigs- og sikkerhedspolitikken?

Problemet er, at USA har god grund til bekymring. Allerede under regeringssamarbejdet mellem V, K og LA bevægede vi os under en kryptoradikal udenrigsminister sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi i maj 2018 afviste at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.

Iran og atom-aftalen

En aftale, der siden 2015 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod meddeler nu, at regeringen har besluttet, at Danmark sammen med Belgien, Finland, Holland, Norge og Sverige bliver aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen.

Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Står Rusland bag forsøgene på at splitte NATO?

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentyder utvivlsomt til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande som UK, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident Trump med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.

Ruslands annektering af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, bidrager til en udvikling, hvor traditionelle værdier og pejlemærker som NATO-medlemskabet forkastes.

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i Det Europæiske Forsvarsamarbejde. Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i EU’s militære operationer. Danmark har aktiveret forbeholdet mere end 140 gange siden forbeholdet blev indført i 1993, og det aktiveres i stigende omfang. Senest har Danmark besluttet at deltage i det nye europæiske og franskledede militære samarbejde, The European Intervention Initiative (E2I), der er et mellemstatsligt samarbejde.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Især Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. Venstre vil – på det rigtige tidspunkt – gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, bedt om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet. Redegørelsen ventes at foreligge i februar 2020.

Hvad er årsagen til debatten?

Man kan undre sig over, at forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvars-forbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvars-forbeholdet i 1993.

På den anden side er det oplagt, at verden er under forandring, og det præger også opfattelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation.  Ruslands annektering af Krim, krigen i Syrien, den forhøjede terrortrussel og ikke mindst et præsidentvalg i USA har skabt tvivl om NATO-alliancens robusthed og ligefrem givet anledning til at den franske præsident Emmanuel Macron har kaldt NATO for ”hjernedød”.

Hensynet til forsvarsindustrien

Det, der udover den globale sikkerhedssituation har udløst debatten, er i hvert fald i nogle kredse mulighederne for at tjene penge: Kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Vi taler om store virksomheder som Terma, der bl.a. bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som den tidligere EU-Kommission præsenterede onsdag den 2. maj 2018 afsættes omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den gældende ramme for 2014-2020 fylder forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgør kun beskedne 1,5 mia. kroner om året i de sidste tre år af perioden.

1 pct. eller 1,1 pct. af BNI i EU-bidrag

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, og den tidligere EU-Kommissions budgetforslag for perioden 2021-2027 løber op i 1.279 mia. euro. Bortset fra uenigheden om udgifterne til det kontroversielle forsvarssamarbejde, er der grundlæggende strid om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på omkring 20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger alligevel på omkring 10 mia. kroner. Hvis forslaget om et budget på 1,1 pct. af BNI vedtages, vil det betyde at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med adskillige mia. kroner netto.

Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

Kampagnen

Modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med, at bane vejen for en ophævelse af forsvars-forbeholdet – hellere i dag end i morgen!

Forsvars-samarbejdet i EU

Forsvarssamarbejdet i EU – som Danmark altså ikke deltager i – er under udvikling. Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet.

PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

23 EU-lande har deltaget i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi.

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag for 2021-2027 indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Hvor Danmark – trods forsvars-forbeholdet – alligevel deltager

Selvom Danmark ikke kan deltage i PESCO og være en del af et europæisk forsvarssamarbejde grundet forsvarsforbeholdet, har Danmark alligevel prøvet at øve indflydelse på internationale forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og få adgang til EU-finansiering. Danmark er for eksempel indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme. Danmark er desuden med i European Intervention Initiative, E2I.

E2I samarbejdet, som ud over Frankrig og Danmark samler otte andre europæiske lande, herunder UK, har for Danmark den fordel, at det ikke kolliderer med forsvarsforbeholdet. Det skyldes, at E2I  hverken foregår i rammerne af NATO eller EU.

Danmark har ligeledes anmodet om observatørstatus i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA.

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danskernes holdning til EU’s forsvarsamarbejde

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

Det vil nok være klogt at udskyde alle overvejelser om at pille ved EU-forbeholdene til vi har set udfaldet af EU-slagsmålet om den Flerårige Finansielle Ramme for 2021-2027.

Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvars-forbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvars-forbeholdet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Den borgerlige regering måtte inden valget opgive at øge arbejdsudbuddet i Danmark udover de bidrag, der vil komme fra den gradvise gennemførelse af tilbagetrækningsreformen.

Efter langvarige forhandlinger med Dansk folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten om at gøre det ”lettere og mindre bureaukratisk” for danske virksomheder at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft, måtte man til sidst give op.

Det regeringen måtte opgive, var at sænke det minimumsbeløb, som en borger fra et ikke-EU-land skal have i løn under den såkaldte beløbsordning, for at få lov at komme til Danmark.

Konkret ville regeringen sænke niveauet fra det nuværende beløb på 418.000 kroner om året til 330.000 kroner for statsborgere i 12 lande:
USA, Singapore, Kina (inklusive Hong Kong), Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Indien, Thailand, Mexico og Rusland.

Finanslovsforhandlingerne
I forståelsespapiret fra juni 2019 mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten står der, at regeringen vil ”sikre, at virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau, hurtigt og u-bureaukratisk kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft”.

Det forlyder, at netop spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft er en af de udestående ”knaster” i forhandlingerne om finansloven. Det er især De Radikale, der presser på i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, som kædes sammen med integrations- og udlændingepolitikken. Flygtninge, der arbejder, skal således have mulighed for at blive i Danmark, ligesom partiet mener, at høje gebyrer på blandt andet danskuddannelse modvirker integrationen.

Brug for alle hænder
Heldigvis går det godt i Danmark. Antallet af personer rekrutteret via beløbsordningen er i perioden 2010-2018 steget fra knap 1.000 til knap 6.000 personer. Samtidig er vi i Danmark stærkt på vej mod 3 millioner i beskæftigelse.

Alt tyder på, at der i de kommende år vil være brug for mere arbejdskraft, og derfor er det naturligt, at emnet er centralt i de igangværende finanslovsforhandlinger.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til en afgørende indsats for at frigøre de skjulte reserver af arbejdskraft i det danske samfund?

Arbejdskraftreserven
Der er omkring 100.000 registrerede arbejdsløse, og samtidig er omkring 800.000 parkeret på passiv overførselsindkomst. Desuden er der er over 1 million pensionister, hvoraf mange langt fra er nedslidte. Mon der ikke i disse grupper findes folk, som er parate til en ekstra indsats, hvis det kunne betale sig? Det gælder formentlig også for en del, der allerede er i beskæftigelse, herunder de omkring 200.000, der er beskæftiget på deltid.
Ikke mindst i den offentlige sektor er deltidsbeskæftigelse udbredt. 46 procent af alle kommunalt ansatte er på deltid. Blandt SOSU-hjælperne er 81 procent på deltid, mens det gælder 75 procent af SOSU-assistenterne.
I Regionerne, hvor manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er udtalt, er kun 61 pct. af sygeplejerskerne på fuld tid.

Tiden er derfor inde til at stat, regioner og kommuner gør en indsats for at øge andelen af fuldtidsansatte. Tiden er også inde til at stille krav til Jobcentrene, og at kigge nærmere på efteruddannelsesmuligheder, marginalskatter og samspilsproblemer.

Arbejdskraft fra udlandet
Allerede nu arbejder der hvert år mellem 300.000 og 400.000 udlændinge i kortere eller længere tid i Danmark.

Hvis der er brug for mere arbejdskraft, minder jeg om, at vi er medlem af et indre marked med over 500 millioner mennesker, og alene i Sydeuropa er der mere end 7,5 millioner arbejdsløse

I virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig allerede i dag meget langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen om at kunne rekruttere nøglemedarbejdere fra lande udenfor EU.

Skatterabat til udlændinge
Med den såkaldte forskerordning er der etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution.

Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat, at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen en succes.

Mens danske skatteborgere lider under et urimeligt skattetryk, har udenlandske medarbejdere i danske selskaber mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat: Udenlandske medarbejdere, der opfyldte et minimumslønkrav på 65.100 kr. i 2018 pr. måned efter fradrag af ATP kunne i op til 7 år vælge at betale en bruttoskat på 27 pct. + am-bidrag, i alt 32,84 pct. af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Man kan spørge hvorfor højtlønnede nøglemedarbejdere skal slippe billigere i skat bare fordi, de tidligere har været skattepligtige i udlandet?

Er vi ikke alle sammen nøglemedarbejdere, der har krav på skattemæssig ligebehandling?

Javel, men samtidig er Danmark på godt og ondt er helt afhængig af udenlandsk ekspertise, der næppe vil finde sig i den skattemæssige behandling, som almindelige danske lønmodtagere udsættes for.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”
De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen vider en voldsom udbredelse – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 65.100 kr.

Forskerordningen omfatter forskere og nøglemedarbejdere, som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller ved en forskningsinstitution.

De seneste tal fra 2018 viser, at der sidste år var 7153 personer tilknyttet ordningen. I 2008 var tallet 3735, hvilket svarer til en stigning på 92 procent.

Ekstra Bladet har foretaget en rundspørge blandt de 100 største danske virksomheder. Mens 69 af virksomhederne – blandt andet Danske Bank og Nordea – har oplyst, hvor mange ansatte de har på ordningen, har de resterende 31 meldt hus forbi. 23 af virksomhederne har således afvist at kommentere deres brug af forskerordningen, mens otte ikke har svaret på Ekstra Bladets henvendelser.

I 2018 havde branchen ”pengeinstitut- og finansvirksomhed, forsikring” 815 ansatte på forskerordningen. Nordea er det selskab, der med 255 har flest – Danske Bank har 200 og til sammenligning har Novo Nordisk 224 ansatte på forskerordningen.

Virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Arla Foods, Vestas Wind Systems, United Shipping & Trading Company (Bunker Holding), Danske Commodities, Carlsberg, Danfoss, Lego, Danish Agro, Equinor Refining Denmark, Pandora, Rockwool m.fl. ønsker ikke at oplyse om deres brug af ”forskerfinten”, men disse selskaber fylder utvivlsomt i statistikkerne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kunne tirsdag den 27. november 2019 højest overraskende oplyse, at Danmark i slutningen af 2020 og halvandet år frem overtager ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak, som Canada hidtil har ledet. Hovedkvarteret for den danske styrke på 200 soldater bliver i Iraks hovedstad, Bagdad, og skal udgøre ledelsen af NATO’s strategiske mission i Irak, der rådgiver irakiske officerer på strategisk niveau. Kofod understreger, at det er Danmarks eget initiativ, der har dannet baggrund for missionen.

Der er altså tale om direkte dansk bistand til Iraks forsvarsminister, Najah al-Shammari, der i flere år angiveligt har hævet sociale ydelser i Sverige, hvor han også blev tiltalt for vold.

I Irak er Islamisk Stat i dag ikke den største trussel. Truslen kommer i højere grad fra forskellige væbnede grupperinger, der indbyrdes uenige alle er utilfredse med regeringen i Bagdad. Det er i dag især shiamuslimske militser, som er helt eller delvist kontrolleret af Iran, der udgør den største trussel.

Siden begyndelsen af oktober har mindst 330 mennesker mistet livet under folkeopstanden i Bagdad og det sydlige Irak, hvor sikkerhedsstyrker i weekenden affyrede skarp ammunition og tåregasgranater ind i den demonstrerende folkemængde.

Iraks præsident lover ny valglov og fremrykket valg som svar på folkeopstand

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Abdul-Mahdi som premierminister.

Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Iraks nuværende premierminister, den shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi, skulle ifølge præsidenten i princippet være klar til at trække sig fra sin post efter flere uger med voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Adil Abdul-Mahdi har imidlertid selv gjort det klart, at “The Iraqi government will not respond to protestors’ demands of resigning without a “smooth and quick” alternative”. Premierministeren har udtalt, at hvis regeringen bare gik af, ville det efterlade “a gap in the country that will deepen the national problems.”

Iraks præsident, Barham Salih har desuden tilkendegivet, at der ”snart” vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder

I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 330 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.

Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.

Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer

EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.

Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser, hvor især de iransk-støttede er en magtfaktor, bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.

Manglende tillid til det politiske system

Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.

I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring

Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.

Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse

Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran

Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktionerne

Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter siden begyndelsen af oktober. Flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper er efter brandattentater nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen i Irak.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon).

Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

Finans Danmarks Hvidvask Task Force er den 26. november 2019 kommet med 25 anbefalinger, der ikke kun er møntet på den finansielle sektor, men sætter ”turbo på en fælles indsats” i forhold til bekæmpelse af finansiel kriminalitet.

Man må forstå, at nok har pengeinstitutterne forsøgt at tage opgaven med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering på sig, men samfundet har svigtet ved ikke at stille de værktøjer til rådighed, som pengeinstitutterne har behov for, for at løse opgaven.

Man må forstå, at når hvidvasklovgivningen bliver overtrådt, er det fordi lovgivningen er kompliceret og pengeinstitutterne ikke har vidst bedre. Finans Danmarks Task Force anbefaler derfor bl.a., at der til hvidvasklovgivningen følger vejledning, der er aktuel, og som særligt underbygger de regelområder, hvor anden lovgivning krydser med hvidvasklovgivningen samt yderligere vejledning om konkrete situationer, hvor der er sparsom vejledning af finde i reglernes forarbejder.

Finans Danmarks Hvidvask Task Force dokumenterer behovet for uafhængig kontrol og tilsyn med den danske finanssektor, og det kan kun gå for langsomt med at Danmark tilslutter sig EU’s Bankunion.

http://finansdanmark.dk/40201.aspx