Danmark i åben konfrontation med USA inden NATO-topmøde

Statsminister Mette Frederiksen skal under NATO-topmødet i London 3. – 4. december 2019 holde møde med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Udover spørgsmålet om Grønland har debatten i EU om et intensiveret forsvarssamarbejde og den franske præsidents karakterisering af NATO-samarbejdet som ”hjernedødt” ikke undgået amerikanernes opmærksomhed.

Det har også vakt opmærksomhed, at selv borgerlige partier i Danmark overvejer at satse mere på EU-samarbejdet i forsvarspolitikken. Dermed skabes der tvivl om den danske holdning, der siden 1949 har været, at europæisk/dansk forsvar bedst blev sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

Byrdefordelingen

Danmark lever ikke op til løftet om at ville arbejde hen imod at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024. Det lovede NATO’s medlemslande ellers hinanden på topmøderne i 2014 i Wales og 2016 i Warszawa.

USA tolker dette som, at man skulle nå 2 procent, mens lande som Danmark og Tyskland holder fast i den oprindelige formulering og mener, at det er tilstrækkeligt at have stigende forsvarsudgifter.

I 2024 forventes det danske forsvarsbudget at udgøre 1,5 procent af BNP. Et løft på omkring 0,3 procentpoint i forhold til i dag, men langt fra tilfredsstillende set med amerikanske briller. USA forventer, at alle på topmødet i London i det mindste kommer med en plan for, hvordan målsætningen opfyldes.

Forsvarssamarbejdet i EU

USA er skeptisk overfor et øget forsvarssamarbejde i EU. Skal det måske ske på bekostning af NATO og er motiverne bag ønsket om et egentligt EU-forsvar i virkeligheden, at man vil gøre sig fri af USA i udenrigs- og sikkerhedspolitikken?

Problemet er, at USA har god grund til bekymring. Allerede under regeringssamarbejdet mellem V, K og LA bevægede vi os under en kryptoradikal udenrigsminister sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi i maj 2018 afviste at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.

Iran og atom-aftalen

En aftale, der siden 2015 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod meddeler nu, at regeringen har besluttet, at Danmark sammen med Belgien, Finland, Holland, Norge og Sverige bliver aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen.

Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Står Rusland bag forsøgene på at splitte NATO?

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentyder utvivlsomt til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande som UK, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident Trump med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.

Ruslands annektering af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, bidrager til en udvikling, hvor traditionelle værdier og pejlemærker som NATO-medlemskabet forkastes.