Udenrigsministeriet lokkede i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, men Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.
Argentina var faktisk tidligere et land, der i starten af 1900-tallet var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men siden 1930’ernes depression har Argentina i de seneste knap 100 år – et kæmpeland på 2.780.400 km2 og en befolkning på 45 mio. hvoraf 62.5 pct. har italienske rødder – haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring. Landet, der er medlem af G-20, har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at få øje på danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.
Den danske delegation blev pænt modtaget af Argentinas daværende præsident, Mauricio Macri, og forhåbningerne har været, at besøget kunne styrke de direkte kontakter imellem danske og argentinske virksomheder, men også føre til konkrete aftaler om, at Danmark og Argentina skal samarbejde om energieffektivitet, forvaltning af vandressourcer, vedvarende energi og patentrettigheder.
Den danske ambassade i Buenos Aires fremturede i sin ønsketænkning, og man afholdt således i Buenos Aires oktober sammen med danske virksomheder og de øvrige nordiske lande planlagt et ”event” om FN’s Verdensmål – de såkaldte SDG’er.
Det dansk-argentinske forhold styrkes også ved, at der nu er placeret en dansk vækstrådgiver på ambassaden i Buenos Aires.
Alle aktiviteterne er tydeligvis sat i søen uden tanke på, hvor finansieringen skal komme fra. Heri adskiller folkene på ambassaden i Buenos Aires sig desværre ikke fra andre dele af Udenrigsministeriets overoptimistiske eksportfremmesystem.
Problemet er kun, at tilliden til Argentinas økonomi er i frit fald!
Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere Latin Amerikas 3. største økonomi – en føderal stat med 23 autonome provinser. Han var dog slet ikke i stand til at indfri løfterne og Argentina befinder sig reelt i en recession med en stigende inflation på over 50 pct.
Tvivl om Argentinas evne til at servicere den store udlandsgæld svækkede den argentinske peso i forhold til dollaren og tvang præsident Macri til at gå den tunge gang til Den Internationale Valutafond, IMF.
Han fik lån, men betingelsen var at Macri skulle fastholde markedsliberaliseringen og sikre balance på de offentlige budgetter.
Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.
Præsidentvalget
Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019. Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.
Med Alberto Fernandez er der udsigt til at Argentina vender tilbage til velkendte politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol som under det tidligere Kirchner-regime.
Tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober posten som Vicepræsident. Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).
Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!
Økonomisk morads
Med venstrefløjen ved magten i Argentina er markederne begyndt at indregne muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning.
Den økonomiske situation må betegnes som kritisk om ikke håbløs, og mere end 40 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Fernández har stillet en højere levestandard i udsigt, ligesom han har lovet at genoprette det kuldsejlede sundhedsvæsen. Spørgsmålet er om han kan levere.
Inflationen i Argentina er på mere end 50 pct. Og økonomien er på 3. år i recession.
Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld og Argentina er ikke i stand til at honorere servicering og tilbagebetalingskrav på 100 mia. dollars fra IMF, obligationsejere og andre kreditorer.
Spørgsmålet er om Argentina kan opnå den nødvendige henstand og omstrukturering af gælden?
Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk, og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den internationale omsætning af pesoen er begrænset.
Forholdet til USA
På den udenrigspolitiske front følger USA opmærksomt hvordan Argentina agerer i forhold til Syd- og Mellemamerikas tiloversblevne diktaturer – foruden Venezuela også Nicaragua og Cuba. I forhold til Bolivias styrtede diktator og kokainhandler Evo Morales, vil man i Washington ikke se med milde øjne på at Argentina giver Morales politisk asyl i Argentina. Det må i den forbindelse ikke glemmes, at USA har betydelig indflydelse på IMF!
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 