Er regeringen parat til at ofre sammenhængskraften i det danske samfund?

Martin Rossen
Regeringens ydelseskommissionen er en reaktion på den tidligere borgerlige regerings ydelsesjusteringer, der påstås at skabe fattigdom blandt fattige børnefamilier.
Socialdemokraterne tilkendegiver samtidig stålsat, at der ikke vil blive lempet på udlændingepolitikken.

Hvad man åbenbart ikke vil erkende er, at enhver justering af ydelsessystemet, vil have konsekvenser for indvandrere – ikke mindst for gruppen af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere.

Lempelser af udlændingepolitikken
Under regeringsforhandlingerne i sommer blev støttepartierne og Socialdemokratiet enige om at begynde at tage imod kvoteflygtninge igen i 2020, forudsat at antallet af asylsøgere holder sit nuværende, lave niveau. Fokus skal særligt være på kvinder og børn.
Allerede i 2019 tager Danmark dog imod en mindre gruppe særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge. Det gav udlændingeminister Mattias Tesfaye besked om til FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, kort efter sin tiltræden som minister.
Udover penge til 500 kvoteflygtninge omfatter finanslovsaftalen en række andre lempelser på udlændingeområdet: Danskundervisning bliver gratis, opholdskravet i forhold til dagpenge fjernes, flygtninge, som er i arbejde, får lov til at blive i Danmark, børnene kommer ud af Sjælsmark.

Ydelseskommissionen kan føre til yderligere lempelser.

Hvor mange indvandrere kan vi modtage i Danmark?
For at svare på det spørgsmål, tager mange udgangspunkt i den andel af befolkningen i Danmark, som allerede i dag udgøres af indvandrere og efterkommere.
Publikationen Indvandrere i Danmark 2019, som blev offentliggjort af Danmarks Statistik tirsdag den 26. november 2019, indeholder et righoldigt talmateriale om indvandrere i Danmark.

14 pct. af befolkningen er indvandrere og efterkommere af indvandrere – 9 pct. fra ikke-vestlige lande
Pr. 1. januar i år udgør indvandrere og efterkommere 14 procent af befolkningen. De seneste 30 år er antallet af ikke-vestlige indvandrere firedoblet og indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør i dag med 507.000 knap 9 pct. af befolkningen.

I Københavns Kommune udgør andelen af indvandrere og efterkommere i år 25 procent. I Ishøj Kommune er andelen helt oppe på 40 procent.

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør 25 pct. af befolkningen i Region Hovedstaden. I Ishøj er andelen 34 pct.

Er antallet af asylansøgere lavere end tidligere?
Undertiden hævdes det, at antallet af asylansøgere er det laveste i 10 år, men realiteten er, at 68.000 indvandrere og efterkommere i 2018 indvandrede til Danmark. 51.000 udvandrede og nettoindvandringen i 2018 var således på godt 17.500 personer.
Man bibringes undertiden også det indtryk, at antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere har toppet. Men det er ikke korrekt. Fra 2018 til 2019 steg antallet af ikke vestlige indvandrere med 7.619 mens antallet af efterkommere steg med 5.483.

Mens indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande stadig kun udgør 9 pct. af den samlede befolkning var denne gruppes andel af nyfødte i 2018 på knap 16 pct.

Udfordringer for ydelseskommissionen
En væsentlig del af problemerne med velfærdssamfundets offentlige ydelser skyldes tilstrømningen af ikke-vestlige indvandrere, der både kulturelt og fagligt har dårlige forudsætninger for at blive integreret i samfundet i almindelighed og på arbejdsmarkedet i særdeleshed. Det betyder, at der er en kraftig overvægt af indvandrere blandt fattige børnefamilier på sociale ydelser.

Når hensigten bag nedsættelsen af ydelseskommissionen i virkeligheden er ønsket om at forhøje ydelserne til den gruppe, vil det sende et signal om yderligere lempelser af udlændingepolitikken.

Udover komplikationen med udlændingepolitikken er problemerne med ydelsessystemet i et videre perspektiv, at skattesystemet i Danmark betyder, at selv meget beskedne arbejdsindkomster, som en børnefamilie knap kan leve af, bliver beskattet hårdt.

Fremfor at forhøje offentlige ydelser, burde regeringen koncentrere sig om at sænke skatten på lave arbejdsindkomster.

Hvorfor gør man så ikke det?
I modsætning til fjernelse af topskatten og lignende justeringer koster selv mindre sænkninger af bundskatten milliarder i tabt skatteprovenu.
En sænkning af skatten på lave arbejdsindkomster forudsætter derfor villighed til at reducere de offentlige udgifter, der stiger hvert eneste år og nu har nået den astronomiske højde på 1.220 milliarder kr. om året.

Det forudsætter politisk villighed og mod til sænke de offentlige udgifter – enten gennem besparelser på ydelser og institutioner – eller gennem en vækstfremmende politik, der sikrer en vækst i udbuddet af arbejdskraft som automatisk vil indebære besparelser på ydelsessystemet.

Vil Mette Frederiksen sikre sammenhængskraften?
Spørgsmålet er hvad Mette Frederiksen vil? Fortsat lempe udlændingepolitikken, forhøje kontanthjælpsloft og integrationsydelse og øge de offentlige udgifter? Eller føre en ansvarlig politik, der kan sikre sammenhængen i det danske samfund også for kommende generationer?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s