Bag elimineringen af Generalmajor Qassem Suleimanni

Hassan_Rouhani
Den 8. maj 2018 trak USA’s præsident, Donald Trump, USA ud af atomaftalen med Iran (Joint Comprehensive Plan of Action) og genindførte – og optrappede – de økonomiske sanktioner mod Iran.

For USA var det ikke kun Irans atomprogram, der var et problem. USA og Donald Trump har ikke ønsket at være passive tilskuere til, at det iranske præstestyre ustraffet kunne true Israel med udslettelse, sprede uro og terror i hele Mellemøsten og brutalt undertrykke sin egen befolkning.

Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark.

For USA og naboerne i Mellemøsten har Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, der giver anledning til frygt. Iran står angiveligt bag cyper-angreb mod USA, Israel, Saudi-Arabien og andre arabiske Gulf-lande.

Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthi-bevægelsen i Yemen og en række militser i Irak og Syrien, er simpelthen uacceptable for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimanni og Iran slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimanni gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimanni og Teheran opererer ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudi-arabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien. Missilerne er egnede til at skyde fjendens missiler ned, inden de når deres mål. Men i forhold til andre kriser mente New York Times at vide, at saudiaraberne ikke var imponerede over amerikanernes indsats.

Iran og såkaldte ”analytikere” læser USA forkert

Den fejlagtige analyse, om at Trump af hensyn til 2020-valget for enhver pris ville undgå krigshandlinger, blev omtalt i New York Times og i Danmark villigt kolporteret af Berlingske Tidende i slutningen af december 2019. Grebet ud af luften hævdede Berlingske Tidende at Saudi-Arabien havde opgivet tanken om at få hjælp fra USA, hvis Iran angriber, og at hele magtbalancen i Mellemøsten var ændret.

Generalmajor Qassem Suleimanni og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

I sidste uge blev en amerikaner den 27. december 2019 dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften lod Suleimanni irakiske shiakrigere storme USA’s største og mest befæstede ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

Den 3. januar 2020 sætter USA et droneangreb ind i nærheden af Baghad lufthavn og dræber generalmajor Qassem Suleimanni, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

Amerikanernes ”red line”

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har gentagen gange advaret iranerne mod at angribe amerikanske mål. Men Iran anså tydeligvis ikke truslen som troværdig, og det gjorde New York Times og Berlingske Tidende åbenbart heller ikke.

Den amerikanske regerings røde linje er tydeligvis amerikanske liv og ejendom, og Suleimanni og de kloge iagttagere på New York Times kunne med fordel have læst op på historien om Benghazi.

Benghazi

På årsdagen for angrebet på World Trade Center – den 11. september 2012 – blev det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen angrebet af en militant islamisk gruppe ved navn Ubaydah bin Jarrah. Angrebet kostede fire amerikanske diplomater livet, herunder ambassadøren Christopher Stevens.

Udenrigsminister Hillary Clinton og State Department omtalte i de følgende 14 dage angrebet som ”spontant”, udløst af en anti-muslimsk videofilm med Profeten Muhammed i en lidet flatterende hovedrolle.

Senere kom det frem, at det amerikanske udenrigsministerium, State Department, under Clintons ledelse inden angrebet havde overhørt 200 anmodninger om øget sikkerhed for konsulatet.

Som bekendt betjente Hillary Clinton sig i udstrakt grad af en privat mail i sit virke som udenrigsminister. Clintons officielle arbejdsmail i State Department – samt anmodningerne om øget sikkerhed til konsulatet i Benghazi – blev håndteret af embedsmænd – sagde man – og nåede angiveligt aldrig udenrigsministerens skrivebord eller Obama i Det Hvide Hus.

I USA har Republikanerne og Donald Trump ikke glemt Obamas og Clintons rolle i Libyen. Det må derfor antages, at da efterretningskilder indikerede, at Suleimanni og iransk-støttede militser i Irak ville fortsætte angrebene på amerikanske mål, har man sagt: ”Aldrig mere en Benghazi” og givet ordre til at eliminere Generalmajor Qassem Suleimanni.

Risikoen for gengældelser har næppe været en afgørende faktor. USA har allerede inden drabet på Suleimanni i nogen tid været i alarm-tilstand, hvor Iran overalt er en trussel mod amerikanske liv og ejendom.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s