Når centralbankerne via kvantitative lempelser – quantitative easening – i stor skala opkøber staters og private virksomheders gæld – og til stadighed garanterer, at de vil gøre ”whatever it takes” for at sikre kreditmarkedernes funktion – bør det ikke undre, at aktiekurserne, priserne på fast ejendom og på guld og sølv er høje og stigende. Hvor skulle pengene ellers placeres i en situation, hvor efterspørgslen i store dele af samfundet er presset som følge af Corona-krisen?

Hvis du vil have et billede af den sande økonomiske tilstand, skal du se bort fra aktiekurserne og koncentrere dig om udviklingen i beskæftigelsen, priserne på råvaremarkederne, udviklingen i verdenshandelen og tegn på flaskehalse og inflationære tendenser.

Coronakrisen rammer skævt

De mest sårbare er de beskæftigede i de dele af samfundet, der har måttet indskrænke som følge af Covid-19, mens formueejere og indehavere af værdipapirer m.v. ikke kun er skånet for det værste, men i mange tilfælde direkte har vundet på krisen.

Ifølge magasinet Forbes er de super rige blevet rigere i løbet af de sidste måneders Coronakrise. Tilsammen har verdens 25 rigeste forøget formuen med 255 milliarder dollars i perioden. Helt i top ligger Facebooks Mark Zuckerberg, som nu er 85,5 milliarder dollars værd.

Amazon-grundlægger Jeff Bezos har tjent på Coronakrisens nedlukning af fysiske butikker og har siden 23. marts 2020 forøget sin formue med ikke mindre end 30 milliarder dollars til 146 milliarder dollars.

Når den pengepolitiske og finanspolitiske indsats for at afhjælpe konsekvenserne af Corona-pandemien øger uligheden – hvorfor gør man det så?

Erfaringerne fra 2008-09

Det korte svar er, at der ikke er noget alternativ, og at man for alt i verden vil undgå den totale økonomiske nedsmeltning, der indtraf efter finanskrisen i 2008-09.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse forretnings- og indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor måtte offentlige myndigheder i USA, i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Krav til bankernes kernekapital

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i de fleste lande – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. Der gennemføres med jævne mellemrum såkaldte stresstests, der skal afprøve kreditsystemets modstandskraft. Senest har Den Europæiske Centralbank den 28. juli 2020 oplyst, at en sådan stresstest havde vist, “at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.

 

De globale aktiemarkeder har de sidste uger oplevet en positiv stemning næret af positive regnskabsresultater i tech-industrien og en stadig strøm af små, men gode nyheder fra vaccinefronten.

Opsvinget er desuden drevet af en kraftigt understøttende penge- og finanspolitik i USA og Europa.

Særligt pengepolitikken er på begge sider af Atlanten indstillet på ekstremt ekspansiv kurs, og centralbankerne har ikke travlt med at ændre den kurs lige foreløbigt. Tværtimod har både The Fed og ECB understreget, at de er indstillet på at fastholde de ekstremt lempelige forhold.

Den usikkerhed blandt investorerne, som opstod for nogle uger siden, da den tyske forfatningsdomstol betvivlede legitimiteten af ECB’s opkøbs program, er nu afløst af optimisme.

EU-landenes enighed om EU’s budget for de kommende 7 år, og en gigantisk corona-genopretningspakke, som bl.a. giver EU-Kommissionen mandat til på medlemslandenes vegne for første gang at optage gæld på 750 milliarder euro på de internationale lånemarkeder.

I en tid, hvor EU som institution ellers er under pres og truer med at kollapse, er sådanne signaler vigtige for investorer.

USA er afgørende for den globale udvikling. Præsidentvalget i november 2020 skaber usikkerhed om Republikanere og Demokrater kan nå til politisk enighed om de nødvendige foranstaltninger til at modvirke coronakrisen. På det seneste har oplysninger fra Kongressen ifølge om fremskridt i forhandlingerne om en ny økonomisk hjælpepakke Bloomberg dog afsat sig i fortsatte kursstigninger.

Men usikkerheden ligger stadig på lur. Vil en potentiel anden bølge af covid-19 kunne bremse genopretningen eller vil der være politisk mod til at møde en anden bølge med målrettede, lokale restriktioner snarere end en bred, konsekvent nedlukning, som vi så i marts 2020.

De forværrede diplomatiske og handelsmæssige forhold mellem USA og Kina er også et usikkerhedsmoment, selvom den aftale fase 1-handelsaftale må betragtes som en slags våbenhvile mellem landene, sandsynligvis forbliver uberørt.

Hvis handelsforhandlingerne bryder totalt sammen og den allerede indgåede handelsaftale annulleres vil det være enormt skadeligt for kapitalmarkederne og overskygge alle positive impulser.

Udsigterne for den globale handel lidt bedre end tidligere

Ifølge Reuters forventer Verdenshandelsorganisationen, WTO, at den globale handel vil at falde med 13 pct. i 2020 på grund af Corona virussen. Faldet er betydeligt mindre end tidligere mere pessimistiske scenarier med op til 32 pct. nedgang i verdenshandelen.

Den afgående generalsekretær for WTO, brasilianeren Roberto Azevedo, har samtidig udtalt, at der er stigende bekymring i WTO for at lande bevæger sig i retning af selvforsyning som en reaktion på pandemien. Hvis produktionen koncentreres i hjemlandet, udsætter det for risici, sagde Azevedo til et møde i det brasilianske industriforbund. ”Nationer bør diversificere forsyningskilder, og COVID-19 pandemien betyder, at vi vil se globale værdikæder omlagt i de kommende år”, tilføjede han.

Azevedo træder tilbage i med udgangen af august – ét år tidligere end planlagt blev det overraskende meddelt i maj. Brasilianeren har været generaldirektør siden 2013 og hans embedsperiode udløb ellers først i slutningen af august 2021.

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo.

Foreløbig har der meldt sig en række kandidater og fire er officielt nominerede fra Egypten, Mexico, Nigeria og Moldova.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutnings kompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen og Margrethe Vestager

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrence kommissær, Margrethe Vestager, til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Ifølge Reuters forventer Verdenshandelsorganisationen, WTO, at den globale handel vil at falde med 13 pct. i 2020 på grund af coronavirussen. Det er betydeligt mindre end tidligere mere pessimistiske scenarier med op til 32 pct. nedgang i verdenshandelen.

Det var den afgående generalsekretær for WTO, brasilianeren Roberto Azevedo, der har udtalt, at der er stigende bekymring i WTO for at lande bevæger sig i retning af selvforsyning som en reaktion på pandemien. Hvis produktionen koncentreres i hjemlandet, udsætter det for risici, sagde Azevedo til et møde i det brasilianske industriforbund. ”Nationer bør diversificere forsyningskilder, og COVID-19 pandemien betyder, at vi se globale værdikæder omlagt i de kommende år”, tilføjede han.

Azevedo træder tilbage i med udgangen af august – ét år tidligere end planlagt blev det overraskende meddelt i maj. Brasilianeren har været generaldirektør siden 2013 og hans embedsperiode udløb ellers først i slutningen af august 2021.

Meddelelsen om at Azevedo fratræder kom samtidig med, at WTO kæmpede for at begrænse de globale spændinger og koordinere reaktionerne på COVID-19-pandemien.

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo.

Foreløbig har der meldt sig en række kandidater og fire er officielt nominerede fra Egypten, Mexico, Nigeria og Moldova.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Hamid Mamdouh (Egypten), i øjeblikket advokat i Genève, men tidligere handelsforhandler for Egypten og tidligere WTO-embedsmand, som var med til at udarbejde en aftale om handel med tjenester under Uruguay-runden.

Mamdouh, 67, rådgiver i øjeblikket G20-formandskabet, Saudi-Arabien, om handels- og investeringsspørgsmål.

Amina Mohamed, (Kenya) sports- og kulturminister. Mohamed, 58, er en tidligere kenyansk ambassadør for WTO, der var den første kvinde, der formand for WTO’s General Council i 2005.

Hun forsøgte i 2013 forgæves at blive generaldirektør i WTO. Ifølge hendes CV taler hun fire sprog, har en juristgrad og er en “fremragende strateg og visionær”, der er fortaler for bred deltagelse i WTO-reformprocessen.

Arancha Gonzalez Laya (Spanien), spansk udenrigsminister

Som advokat fungerede hun som stabschef for den daværende WTO-chef Pascal Lamy mellem 2005 og 2013. Måske er hun uacceptabel for den amerikanske administration på grund af anstrengte forbindelser med Washington under Lamys ledelse.

Phil Hogan (Irland), europæisk handelskommissær

Han er på sin anden embedsperiode som europæisk kommissær – tidligere dækkede han landbruget. Han er også politiker fra centrum-højrepartiet Fine Gael. Han har også fungeret som minister i to irske regeringer.

Hogan går ind for reformer i WTO og er enige med De Forenede Stater og Japan om behovet for at opdatere globale regler for industrielle subsidier.

Tudor Ulianovschi, (Moldova) tidligere udenrigsminister.

Ulianovschi, flydende i fire sprog, var udenrigsminister mellem 2018-2019 og var tidligere diplomat og har en vis erfaring i den private sektor.

Jesus Seade (Mexico), 73 år, seniorhandelsmedarbejder i den mexicanske regering.

Mexico nominerede Seade, der hjalp med at omarbejde den nordamerikanske frihandelsaftale, til WTO den 8. juni. Han har tidligere undervist på universiteter i Hong Kong.

 

 

 

Siden januar har den internationale nyhedsdækning omkring Folkerepublikken Kina været domineret af Wuhan Coronavirus-pandemien og om COVID-19-sygdomsudbruddet. Det hidtil ukendte Coronavirus, manifesterede sig først i den centrale kinesiske by Wuhan i november-december 2019, og siden er den hurtigt spredt over hele Kina og mange andre lande over hele verden.

COVID-19-pandemien har betydet, at der har været meget begrænset international opmærksomhed omkring et andet virus-udbrud i Kina: Afrikansk Svinepest – African Swine Fever, ASF, som kinesiske myndigheder og kinesiske landmænd har forsøgt at bekæmpe siden midten af 2018.

AFS har decimeret svinepopulationen i Kina og i de omkringliggende lande og forårsaget store forstyrrelser i forsyningen med svinekød og prisforhøjelser på et vigtigt næringsmiddel i Kina.

Svinepesten har haft betydelig indflydelse på den kinesiske økonomi og har også givet højtstående embedsmænd i det regerende kinesiske kommunistparti grund til at frygte de potentielle virkninger på den “social stabilitet”.

Kinas fremfærd i Hong Kong har ligeledes givet anledning til løftede øjenbryn, og endelig har det kinesiske selskab Huawei og opbygningen af 5G internet påkaldt sig international opmærksomhed.

Huawei

I Danmark har den aktuelle sag om Huawei og opbygningen af 5G internet på Færøerne betydet, at den traditionelle underdanighed overfor Kina er aflyst af kritik. Nu lyder det fra toneangivende aviser, at vi skal stå fast mod Kinas ”mafiametoder”.

5G er den næste generation af globalt internet. Her spiller Huawei, der er verdens største producent af telekommunikationsudstyr, en afgørende rolle. Huawei og Ericsson anses for førende indenfor 5G, mens Nokia, ZTE, Qualcomm og Cisco halter efter. Andre 5G-selskaber er AT& T, China Mobile, Samsung og Verizon Communications.

Når 5G er så interessant et vækstmarked er det fordi, teknologien understøtter fremtidige styrkeområder som kunstig intelligens (Artificial Intelligence, AI), robotteknologi og Internet of Things (IoT) udover ekstreme høje hastigheder på internettet.‎

Frygt for, at kinesiske myndigheder vil bruge Huawei til spionage, har medført, at virksomheden er blevet udelukket fra flere markeder i Vesten. På Færøerne står Huawei allerede for det eksisterende 4G-net, og har formentlig også på 5G det bedste udstyr til den bedste pris. Kineserne er simpelthen længst fremme, samtidig med at de bruger store summer på forskning.

Med udsigt til at blive udelukket fra Kongeriget Danmark har den kinesiske teknologigigant Huawei lagt et hidtil ukendt pres på danske diplomater og forsøgt at påvirke regeringens beslutning om, hvem der skal blive leverandør til det kommende 5G-net.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller involveret

Huawei har hvirvlet tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ind i lobbykampagnen. Huaweis vicedirektør i Danmark, Xukun Ji, er gift med Per Stig Møller, og hun bragte ham på banen i april i et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Lose, som tidligere har været ministersekretær for Per Stig Møller.

Xukun Ji skrev et brev til Lars Lose i maj, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at det kommende 5G-net var så samfundskritisk, at det skulle værnes mod påvirkning fra fremmede magter.

“Jeg har svært ved at forstå, at Danmark vælger denne ekstreme tilgang,” skrev Xukun Ji på engelsk i brevet til departementschefen.

Huawei har også rettet øjnene mod andre topdiplomater i udenrigstjenesten. Ni breve og e-mails viser, at virksomheden har presset på for at få en skriftlig garanti fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om, at Huawei er sikret adgang til det danske marked.

Hvad med Tibet-sagen?

Interessen for disse sager bør ikke aflede opmærksomheden fra spørgsmålet om, hvornår der bliver placeret et ansvar i Tibet-sagen.

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre nåede Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé, der var de skyldige og egenhændigt gav ordre om, at en gruppe Tibet-demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne under det kinesiske statsbesøg.

I retten havde de ellers tidligere – den 13. august 2013 – i retten bedyret, at folk skam gerne måtte have tibetanske flag med for politiet. Der var ikke instrukser om, at personer skulle fratages flag, sagde de.

Dommeren blev derved bevidst ført bag lyset, og to ledere afgav falsk forklaring, hævdes det i et anklageskrift, som Statsadvokaten i København udfærdigede i maj 2018, og som vakte en del opsigt.

Kommissionen mente til gengæld ikke i december 2017, at det kunne dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

De 2 politifolks falske forklaring samt det forhold at Tibet-Kommissionen ikke havde fået adgang til e-mails og andet materiale betød, at var gode grunde til at Tibet-Kommissionen blev bedt om at arbejde videre. Spørgsmålet er dog stadig – hvor længe skal vi vente?

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring de kinesiske besøg er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københans Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

I takt med at forsøgene på at obstruere opklaringen af hvad der skete i forbindelse med de kinesiske statsbesøg i 2012, 2013 og senere gradvist afdækkes, bliver Rigspolitiets centrale rolle mere og mere tydelig.

Udenrigsministeriet har ligeledes en central rolle

Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen på foranledning af den danske ambassadør i Peking, Friis Arne Petersen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen var dog ikke i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/krimi/sag-mod-politifolk-om-l%C3%B8gn-i-retten-forsinkes-i-flere-%C3%A5r/ar-BB17t8Mi?ocid=msedgdhp

 

I USA har præsident Donald Trumps tanke om at udskyde præsidentvalget i november 2020 som følge af Coronakrisen givet anledning til en ophedet diskussion.

Frankrig

Det skal stilfærdigt mindes om, at i Frankrig blev præsident Emmanuel Macron voldsomt kritiseret for at gennemtvinge første runde af kommunalvalget den 15. marts, selv om Frankrig stod midt i Coronakrisen, som førte til en massiv lockdown 36 timer efter, at valgstederne lukkede.

Mange vælgere blev hjemme på valgdagen på grund af faren for at blive smittet med Covid-19, og valgdeltagelsen blev historisk lav: 38,8 pct. – den laveste valgdeltagelse ved kommunale valg siden grundlæggelsen af Frankrigs femte republik i 1958.

Anden runde af valget blev udskudt til søndag den 28. juni 2020, og afviklet i 4.827 byer rundt omkring i Frankrig, hvor den første stemmerunde ikke kunne afgøre valget.

Der var strenge sanitetstiltag ved afstemningsstederne, hvor masker var obligatoriske for alle vælgere.

Med en valgkampagne uden valgmøder og gadeagitation, der især har været ført over TV og de sociale medier, er det ikke overraskende, at valgdeltagelsen i 2. runde var helt nede på 34,7 pct.

Erfaringerne fra primærvalgene i USA

I USA er det Kongressen, der bestemmer tidspunktet for Præsidentvalget, men der er kun begrænset føderal lovgivning vedrørende valg. Det er derfor den enkelte delstat, som vedtager regler herom og gennemfører valghandlingerne.

Coronapandemien har medført diskussioner om, hvorvidt det vil være sikkert for vælgerne at begive sig til stemmeurnerne. I en lang række delstater blev primærvalget tidligere på året udskudt eller som i f.eks. New York helt aflyst.

I andre delstater som Wyoming og Ohio blev primærvalget afholdt valg uden fysisk fremmøde og alene med brevstemmer. Vælgerne skal selv ansøge om at få en stemmeseddel tilsendt og i Ohio var valgdeltagelsen i forvejen begrænset ved at handicappede og folk uden adresse ikke modtog stemmesedler.

Selvom erfaringerne fra primærvalgene har vakt bekymring for at afholde valg udelukkende med brevstemmer, drøfter mange stater muligheden for i højere grad at brevstemme. I løbet af denne måned har seks stater meddelt, at de planlægger at lade vælgerne stemme primært via brev. Det drejer sig om Californien, Utah, Hawaii, Colorado, Oregon og Washington.

Disse stater vil sende stemmesedler til alle registrerede vælgere, som så kan vælge, om de vil sende dem retur med posten eller aflevere dem personligt.

Der vil også være åbne valglokaler på selve valgdagen, men i begrænset omfang, lyder planerne.

 

https://www.berlingske.dk/usa/analyse-trump-synes-klar-til-at-saette-ild-til-hele-butikken-nu-frygter-alle

 

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, skriver beroligende i et indlæg i Berlingske Tidende den 31. juli 2020, at ”den danske Dommerforening har et tæt samarbejde med vores polske pendant, Justitia, og jeg kan forsikre om, at mine polske kolleger er gode demokrater”. Sjöberg fortsætter herefter sin velkendte dæmonisering af den polske regering. I sin iver får den gode landsdommer karakteriseret det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen hvor regeringen ideligt anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade polen høre omkring demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993, da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at blive konstitueret som statsminister uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at gøre Uffe Ellemann-Jensen til konstitueret statsminister. En plan, der ifølge sekretæren ville have været grundlovsstridig.

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Efyerfølgende har en ekspertgruppe nedsat af DJØF i et såkaldt brief – ”Da krisepolitik såede tvivl om magtens tredeling” – fastslået, at Grundloven blev kompromitteret.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Ulrik Bie og Morten Laugesen, der udgør Berlingske Tidendes økonomiske sagkundskab, hævder den 31. juli 2020, at ”EU-midler i de kommende år kan blive en ganske betydelig vækstmotor i europæisk økonomi. Italien står til at modtage, hvad der svarer til 11 pct. af BNP i 2019. Den græske centralbankchef, Yannis Stournaras, har i et interview med Bloomberg vurderet, at græsk økonomi kan vokse to procent ekstra om året i seks år som følge af de nye EU-midler, såfremt man kan finde ud af at absorbere projektpengene”

Hvis fordelingen af EU’s Corona-Genopretningsfond på 750 milliarder euro skal ske på basis af privat- eller samfundsøkonomiske lønsomme projekter, kan det allerede nu fastslås, at de ønskede positive effekter aldrig vil materialisere sig.

Efter en årrække med QE og lempelig finans- og pengepolitik i USA, EU og det meste af den øvrige verden står det lysende klart, at det ikke er finansiering vi mangler, men derimod lønsomme projekter.

Hvis ikke pengene distribueres fra lavtflyvende helikoptere, ved massive skattelettelser, borgerløn, gennem offentlige arbejder som i 30´ernes Tyskland eller omkostningerne ved grøn omstilling, kan det allerede nu fastslås, at det bliver svært at komme af med pengene. I det omfang det måtte ske, vil midlerne ikke bidrage til økonomisk vækst og øget beskæftigelse, men blot øge den private opsparing og omsætte sig i stigende priser på fast ejendom, værdipapirer, ædle metaller og andre aktiver, der findes attraktive i tider med økonomisk usikkerhed og pengerigelighed.

I december 2017 annoncerede præsident Donald Trump at den amerikanske ambassade ville blive flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Flytningen blev faktisk gennemført den 14. maj 2018.

Den nyvalgte præsident i Brasilien, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at han vil flytte sit lands ambassade i Israel til Jerusalem.

Dermed står Brasilien til at blive det første store land efter USA, som flytter sin ambassade til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har tidligere meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret i Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel I Jerusalem, ligesom lande som Australien og Ungarn allerede har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Danmark har hidtil fulgt EU-linjen

Danmark følger den linje EU har anlagt, hvor man undgår at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad ved at placere ambassaderne i Tel Aviv. Jerusalem er et kontroversielt emne, da både israelere og palæstinensere gør krav på byen.

Færøerne åbner repræsentation i Tel Aviv

Tilbage i 2018 var Færøerne parat til at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden arbejdede Færøerne på at få åbnet en ambassadelignende repræsentation i landet. Det fortalte den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana, til dagbladet Politiken.

Baggrunden var at den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der er færøsk gift, havde talt for at give både Færøerne og Grønland mere albuerum på det udenrigspolitiske område, så de i højere grad kan udstikke deres egen linje, som Færøerne valgte at gøre her i forbindelse med Jerusalem og Israel.

Imidlertid viste der sig både på Færøerne og i Danmark politisk modstand mod at lægge repræsentationen i Jerusalem. Den socialdemokratiske regering, der efterfulgte Lars Løkke Rasmussens regering i 2019 afviste imidlertid Færøernes planer. Statsminister Mette Fredriksen meddelte at hun giver Grønland og Færøerne “større albuerum” omkring udenrigspolitiske spørgsmål, men at hun sætter foden ned, når det kommer til Jerusalem.

Færøerne har derfor ifølge Berlingske Tidende besluttet ikke at gå videre med planen om at åbne en repræsentation i Jerusalem.

Den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana, siger til nyhedsportalen INFO, at ”jeg vil ikke miste muligheden for at oprette en repræsentation med at fastholde ønsket om Jerusalem. Derfor bliver det i Tel Aviv. Så kan det være, at vi senere kan flytte den til Jerusalem”.

Beslutningen blev meddelt efter møde med Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan, og USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo i København den 23. juli 2020.

 

 

 

I et indlæg i Berlingske Tidende den 28. juli 2020 er den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen optaget af principperne for en retsstat. Ellemann-Jensen er tilfreds med, at EU-kommissionen nu får til opgave at foreslå regler, som skal sikre, at der ikke udbetales penge fra coronafonden eller det årlige budget til lande som Ungarn, der ifølge Ellemann-Jensen bryder retsstatsprincipperne.

Ungarns ministerpræsident Viktor Orban

Senest har Ungarns håndtering af Corona-krisen påkaldt sig kritik i en række europæiske medier. I Danmark udtaler direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, om Orbans coronalovforslag: ”Det er de facto en afvikling af demokratiet”. Når Ungarns leder, Viktor Orban, vil forlænge landets nødretstilstand på ubestemt tid for at bekæmpe coronavirus, er det et forsøg på at snige diktaturet ind ad bagvejen, lyder det fra Europa-kenderen Lykke Friis.

Dommerforeningen og formanden, Mikael Sjöberg, har heller ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen og Ungarn, hvis regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Forsøg på statskup

Uffe Ellemann-Jensens forsvar for retsstaten er overraskende. Som udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra parlamentariske flertal.

Uffe Ellemann-Jensen angreb på Viktor Orban sættes også i relief af hans eget forsøg på statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at blive konstitueret som statsminister uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at gøre Uffe Ellemann-Jensen til konstitueret statsminister. En plan, der ifølge sekretæren ville have været grundlovsstridig.

Skiftende Justitsministre, herunder venstremanden Søren Pind, har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Uffe Ellemann-Jensen, Lykke Friis og Dommerforeningen synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan fremover:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Tænketanken Europa, Dommerforeningen, Danmarks Radio og de landsdækkende medier har været særdeles aktive i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har de været påfaldende afdæmpede i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er om et flertal i Folketinget finder at Corona-krisen har berettiger at Grundloven brydes?