Præsidentvalget i USA og forholdet til Kina

Trump Xi Jinping

 

Under den FN’s Generalforsamling den 22. september 2020, der markerede organisationens 75-års jubilæum, rettede præsident Donald Trump et uhørt skarpt angreb på Kina.

I det på forhånd indspillede videobudskab opfordrede præsidenten FN til at “hold China accountable for their actions”.

Trump beskyldte den kinesiske regering for den globale spredning af COVID-19, sygdommen der forårsaget af coronavirus indtil nu har inficeret 31 millioner mennesker verden over og dræbt mere end 965.000.

“I de tidlige dage af virussen lukkede Kina ned for rejser inden for landet, mens de samtidig tillod flyvninger ud af Kina og spredningen af smitte over hele verden”, sagde den amerikanske præsident i sin tale. ”Den kinesiske regering og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som stort set kontrolleres af Kina, erklærede fejlagtigt, at der ikke var noget bevis for at mennesker uden symptomer ville sprede sygdommen”, sagde Trump.

Den hårde amerikanske kritik vækker genklang i mange lejre. Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i corinakrisen, har fejlet i langt de fleste lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske overfor Kina under krisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina.

Hertil kommer undertrykkelsen af basale menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen og anbringelsen af Østturkestans uyghurer i interneringslejre i landets vestlige Xinjiang-region, ligesom den seneste udvikling i Hong Kong har øget kritikken.

Donald Trumps bitterhed

Der er ingen tvivl om at Donald Trump er bitter på Kina. Forsøg på at opbygge venskabelige forbindelser med generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti, Xi Jinping, så en tid ud til at lykkes. Selvom der stadig var slagudvekslinger med gensidige tarifforhøjelser m.v., blev der også gjort fremskridt.

Handelsaftale med Kina

Præsident Donald Trump skrev den 12. december 2019 under på en midlertidig handelsaftale med Kina. Aftalen betød, at de forhøjede toldsatser, som USA havde bebudet til ikrafttrædelse den 15. december 2019, blev suspenderet. Toldsatser på 15 pct. ville ellers have omfattet kinesiske varer – forbrugerelektronik og legetøj m.v. – for 160 milliarder dollars. Samtidig blev en række eksisterende toldsatser halveret.

Til gengæld lovede Kina blandt andet at købe amerikanske landbrugsprodukter – en indrømmelse der havde stor betydning i det amerikanske Midtvesten.

Den midlertidige fase 1-aftale forholdt sig ikke til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den indeholder heller ikke noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Med aftalen ved indgangen til valgåret 2020 var der i december 2019 gode udsigter til, at handelskrigen mellem USA og Kina kunne bilægges.

Handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA) blev ved slutningen af 2019 efter godkendelsen i den amerikanske kongres underskrevet i Mexico. Forhandlingerne blev faktisk afsluttet allerede sidste år, men aftalen har skullet godkendes i de 3 landes parlamenter.

Præsident Donald Trump erklærede på Twitter: ”The US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) will be the best and most important trade deal ever made by the USA. Good for everybody – Farmers, Manufacturers, Energy, Unions – tremendous support”.

USMCA-aftalen erstatter den 25 år gamle North American Free Trade Agreement (Nafta), som Trump umiddelbart efter sin indsættelse som præsident, erklærede var unfair for USA og derfor opsagde.

Økonomien

I december 2019 bekræftede den amerikanske centralbank, at den amerikanske økonomi var i forrygende god form. I november 2019 blev der skabt 266.000 jobs. Ifølge Reuters blev der i den amerikanske økonomi skabt over 20 millioner nye jobs siden landet kom ud af den økonomiske krise i 2009, og ledigheden i december 2019 på 3,5 pct. er den laveste i de sidste 50 år.

Den lave ledighed og positive lønudvikling for store grupper på arbejdsmarkedet, herunder afro-amerikanere og latino-amerikanere, førte tilsyneladende ikke til et øget løn- og prispres.

Ved årsskiftet så centralbanken ingen grund til at ændre pengepolitikken for at støtte den fortsatte økonomiske vækst og jobskabelsen. Centralbankens eneste bekymring dengang var, at USA stadig med en inflation på 1,6 pct. var under målet på 2 pct.

Centralbankdirektør Jerome vurderede efter årets sidste møde i The Fed, at USMCA-aftalen og aftalen med Kina “ville fjerne usikkerhed og være et positivt bidrag” til den amerikanske økonomi.

Frem til det tidlige forår 2020 var der al grund til at formode, at Trump ubesværet ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus.

Trump havde leveret på mange af sine tunge valgløfter, havde med nye handelsaftaler sikret amerikanske virksomheder ”a level playing field” i forhold til udenlandske konkurrenter, havde på godt og ondt markeret USA i forhold til NATO, FN, WTO, Iran atom-aftalen, Paris-aftalen m.v., havde udnævnt konservative dommere til Højesteret. Den økonomiske politik havde været yderst vellykket: en skattereform var gennemført, arbejdsløsheden var lav, der var skabt millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme og et sundt boligmarked, aktiemarkedet i nye højder m.v.

Mueller-undersøgelse og Demokraternes forsøg på at vælte Trump ved en rigsretssag prellede fuldstændig af på præsidenten, og betød samtidig at samarbejdet i den amerikanske kongres var meget begrænset.

Covid-19 har ændret alt

I februar 2020 blev alt ændret. COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA.

I øjeblikket er det derfor usikkert, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Vi må vente på valget den 3. november 2020.

Kinas Xi Jinping satser åbenlyst på, at Joe Biden vinder valget, og at Kina får frit spil til at gennemføre sit forehavende.

Hvad vil Kina?

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Kinas Kommunistiske Parti arbejder målbevidst på, at det kinesiske totalitære styre i 100-året – i 2049 – skal være den ledende magt i verden.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Militær opbygning

På det militære område, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. USA er opmærksom, men mærkeligt nok gør det ikke større indtryk på Vestens regeringer.

Merkantile metoder

Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktørhvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s