Den udskældte forsvarsminister, socialdemokraten Trine Bramsen, har meddelt den undrende offentlighed, at hun vil fremlægge en ny forsvarsindustriel strategi lige efter sommerferien.
”Siden årsskiftet har jeg haft en lang række møder med virksomheder og interessenter inden for forsvarsindustrien. Dette netop for at få deres indspark til den nye strategi, som jeg forventer at kunne præsentere lige på den anden side af sommerferien,” skriver Trine Bramsen i en mail til Kristeligt Dagblad.
I dag betyder forsvarsforbeholdet i EU, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.
Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i Det Europæiske Forsvarssamarbejde. Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i EU’s militære operationer. Danmark har aktiveret forbeholdet mere end 140 gange siden forbeholdet blev indført i 1993, og det aktiveres i stigende omfang.
Senest har Danmark dog besluttet at deltage i det nye europæiske og franskledede militære samarbejde, The European Intervention Initiative (E2I), der er et mellemstatsligt samarbejde udenfor EU-traktaten.
Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?
Især Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. Venstre vil – på det rigtige tidspunkt – gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, bedt om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet. Redegørelsen ventes at foreligge i februar 2020.
Hvad er årsagen til debatten?
Man kan undre sig over, at følsomme emner som forsvarsindustrien, våbenproduktion og forsvarsforbeholdet netop nu føres frem i den politiske debat.
Hidtil har det især været Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der har kastet sig ind i diskussionen om forsvaret.
Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.
I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.
Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.
På den anden side er det oplagt, at verden er under forandring, og det præger også opfattelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Ruslands annektering af Krim, krigen i Syrien, den forhøjede terrortrussel og Trumps præsidentperiode i USA har skabt tvivl om NATO-alliancens robusthed og ligefrem givet anledning til at den franske præsident Emmanuel Macron på et tidspunkt kaldte NATO for ”hjernedød”.
Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.
I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.
Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.
Hensynet til forsvarsindustrien
Det, der udover den globale sikkerhedssituation har udløst debatten, er i hvert fald i nogle kredse mulighederne for at tjene penge: Kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.
Den danske forsvarsindustri organiseret i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed omfatter 90 danske virksomheder, der blandt andet producerer komponenter og teknologier til våbensystemer, der kan bruges i konflikter og krig, og som ultimative kan koste menneskeliv.
Den årlige omsætning er på cirka fire milliarder, hvoraf eksporten til udlandet fylder cirka 80 procent.
Joachim Finkielman har været branchedirektør i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed siden april. Men området er ingenlunde fremmet for ham. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Beredskabsstyrelsen og har mange års erfaring fra Forsvarsministeriet. Han har også en fortid som forsvarsrådgiver ved de permanente danske repræsentationer i NATO og EU.
Finkileman blev ansat i Dansk Industri, fordi industrien ønsker en tættere relation til det politiske niveau. Der er et ønske om, at forsvarsindustrien i langt højere grad end tidligere skal være en naturlig sparringspartner for beslutningstagerne, når der skal udvikles nye idéer og muligheder i ministeriet og styrelser.
Terma
Virksomheden Terma, der har hovedsæde i Lystrup lidt udenfor Århus, er den største og mest kendte spiller i den danske forsvarsindustri.
Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949. Virksomheden startede egentlig med at fabrikere termometre. Men over årene har virksomheden udviklet sig til at være en verdensomspændende producent af højteknologisk udstyr til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder skibsradarer, og til rumfartsindustrien. Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1400 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på 1,9 milliarder kroner. Terma har en kontrakt til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16. Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre kugler tilbage, som forvirrer missilerne.
Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.
Konflikt med våbenembargo
Politiet har for nylig opgivet at sigte Terma for i strid med embargoreglerne at have bidraget med udstyr til De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen. Terma har øjensynlig ikke krænket en forpligtelse til at underrette Erhvervsministeriet.
Baggrunden for den oprindelige sigtelse var, at TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports havde undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.
Ifølge medierne havde Terma solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.
Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).
Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.
Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.
Andre virksomheder i forsvarsindustrien
En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.
Udover de helt store virksomheder er potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer, interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.
I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.
Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder for forsvarsindustrien.
EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde
Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er der afsat omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde.
Kampagnen
Forsvarsindustriens støtter og modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.
Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med at anbefale forsvarsindustrien i Danmark.
Forsvarssamarbejdet i EU
Det forsvarssamarbejde i EU – som Danmark altså ikke deltager i – er under udvikling. Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet.
PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.
Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.
Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.
23 EU-lande har deltaget i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi.
Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.
EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.
Den Europæiske Forsvarsfond, EDF
Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro. EU’s budget for 2021-2027 allokerer 13 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, ligesom budgettet indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.
EDF vil med 4,1 mia. eurofinansiere forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.
Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.
Hvor Danmark – trods forsvarsforbeholdet – alligevel deltager
Selvom Danmark ikke kan deltage i PESCO og være en del af et europæisk forsvarssamarbejde grundet forsvarsforbeholdet, har Danmark alligevel prøvet at øve indflydelse på internationale forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og få adgang til EU-finansiering. Danmark er for eksempel indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme. Danmark er desuden med i European Intervention Initiative, E2I.
E2I samarbejdet, som ud over Frankrig og Danmark samler otte andre europæiske lande, herunder UK, har for Danmark den fordel, at det ikke kolliderer med forsvarsforbeholdet. Det skyldes, at E2I hverken foregår i rammerne af NATO eller EU.
Danmark har ligeledes anmodet om observatørstatus i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA.
Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.
Danskernes holdning til EU’s forsvarssamarbejde
Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.
Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.
Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.
Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.
Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.
Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.
En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvarsforbeholdet.
Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.
Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 