Knald på valgkampen i Frankrig

Eric Zemmour

Det franske præsidentvalg afholdes den 10. april 2022.

Ved præsidentvalget i 2017 fik Emmanuel Macron med sit parti La République En Marche! 24 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Marine Le Pen med partiet Rassemblement National fik 21 procent.

I anden valgrunde vandt Macron over Le Pen med to tredjedele af stemmerne.

Den 27. september 2021 viste målinger fra netmediet Politico, at Macron stod til at få 24 procent af stemmerne, mens Le Pen stod til 19 procent i første runde.

I anden runde så det ud til, at Macron kunne få 56 procent af stemmerne, mens Le pen stod til 44 procent.

For bare en måned siden så det altså ud til, at valget ville falde ud på samme måde som i 2017 – dog med en mindre margen til Macron, hvis tilslutning er faldet fra 54 procent kort efter valget til 40 procent den 1. september i år.

Alle meningsmålinger viser, at ingen venstrefløjskandidat kan nå anden runde af Frankrigs præsidentvalg i 2022. Et valgforbund mellem grønne og socialister kunne styrke chancerne, men det afviser socialisternes kandidat, Anne Hidalgo, som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris.

Kandidatfeltet har i mellemtiden også åbnet sig for mere utraditionelle udfordrere, blandt disse Pierre Adonis, der stiller op for Libertiner-partiet, som vil arbejde for mere promiskuitet og løssluppent begær blandt franskmænd.

Det er generelt opfattelsen, at højrepopulisten Marine Le Pen, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, de borgerlige republikanere Xavier Bertrand, Michel Barnier og Valérie Pécresse, de grønnes Yannick Jadot eller socialisten Anne Hidalgo ikke rigtig har originalt nyt at byde på.

Fænomenet Eric Zemmour nu præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour har den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal meddelt sit kandidatur til præsidentvalget.

I videoen kan man se Éric Zemmour sidde foran en kæmpe retromikrofon i en opstilling, som franskmændene kender fra historiebøgerne: Sådan sad general de Gaulle også, da han 19. juni 1940 – lige efter det franske nederlag til Nazityskland – opfordrede til modstandskamp.

Klip til dystopiske billeder af optøjer, overfald og illegale lejre midt i franske byer, og Zemmour læste op af sin tale om, at han stiller op til det franske præsidentvalg i et sidste forsøg på at redde Frankrig fra den undergang, som en ukontrolleret indvandring ellers vil føre til. Den sidste kandidat før apokalypsen.

Underlægningsmusikken var allegrettoen fra Beethovens 7. symfoni, som også blev brugt i nøglescenen i “Kongens store tale”, hvor en stammende Georg den 5. forbereder briterne på de “mørke dage” foran dem i Anden Verdenskrig.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kommer ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Den højrenationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, og indtil nu, har det ikke været valgmøder, men foredrag og læsermøder, der har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der – længe før han havde annonceret sit kandidatur – taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable bradtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

I visse meningsmålinger har han ligget foran Le Pen, og hvis disse målinger holder frem til valget, er der udsigt til et opgør mellem den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Eric Zemmour i anden valgrunde.

I den seneste offentliggjorte meningsmåling i Frankrig står Éric Zemmour til at få 14-15 pct. af stemmerne i den første valgrunde den 10. april 2022. Le Pen står til 19 pct. og Emmanuel Macron til 25 pct.

2. valgrunde mellem de 2 bedst placerede kandidater ventes afholdt den 24. april 2022.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nylig møde i sydfranske Béziers i et frontalangreb på ”systemet med dets logrende dommere og aktivistiske journalister, der vil stjæle demokratiet fra jer”.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Kandidaterne i landets traditionelle borgerlige parti, Republikanerne, har været tvunget til at forholde sig til hans undergangsfortælling.

Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring. Hun har også foreslået fem års optjening til sociale ydelser for udlændinge og en hovedregel om, at man kun kan søge om asyl i Frankrig fra udlandet for lettere at kunne afvise folk.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Under alle omstændigheder kan Frankrig ikke længere løbe fra, at der er brug for en meget ærlig debat om, hvor meget mere indvandring landet kan holde til, og mange franskmænd lytter med, når Éric Zemmour udfolder sine visioner for et anderledes Frankrig.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser I lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.

One thought on “Knald på valgkampen i Frankrig

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s