Regeringen har svært ved at levere på et af sine helt centrale naturløfter. Socialdemokratiet stillede før valget, at der skulle etableres naturnationalparker ”med et samlet areal, der svarer til hele Bornholm”, d.v.s. 60.000 hektar. Foreløbig har regeringen med støtte fra rød blok udpeget de første fem naturnationalparker, der har et samlet areal på knap 10.000 hektar.

Nu er man indstillet på i alt at etablere 15 parker, der kun vil bidrage med maksimalt 35.000 hektar beskyttet natur.

På regeringens bruttoliste er der forslag til 23 nye områder, som altså i sidste ende skal skæres ned til ti. De 23 forslag varierer i størrelse og har i gennemsnit et areal på omkring 1.400 hektar.

Et samlet areal på 35.000 hektar beskyttet natur etableret på statslige arealer er umiddelbart for lidt, men hvis man bestræber sig på at vælge områder, hvor der er mulighed for løbende udvidelse med enten kommunale eller private arealer, kan det på sigt blive til mere.

Lokalt er der flere steder modstand mod etablering af flere indhegnede naturnationalparker, men som middel til at vende naturens tilbagegang i Danmark er naturnationalparkerne faktisk et helt rigtigt værktøj.Uanset om man kan li’ det eller ej, forudsætter forbedret biodiversitet etablering af indhegnede nationalparker med græssende dyr

Behovet for naturnationalparker

I Den danske Rødliste 2019, der den 14. januar 2020 blev offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Vurderingen omfatter således en væsentlig del af Danmarks ca. 35.000 kendte arter og den rummer bl.a. information om hvor truede alle disse arter er. Resultatet af en rødlistevurdering er, at en art henføres til en rødlistekategori, som afspejler artens risiko for at uddø: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD), livskraftig (LC), eller ikke relevant (NA). Endelig henføres arter til kategorien ikke vurderet (NE) hvis de ikke vurderes.

Formålet med at udarbejde en dansk rødliste er at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til at vurdere den nuværende status og udvikling af mangfoldigheden af arter i Danmark. Rødlisten er således et nøgleværktøj for en nøgleindikator for hvordan det går med Danmarks biodiversitet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019.

En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Mangel på levesteder

Samtidig hævder eksperter i biodiversitet, at den mest effektive måde at gavne naturen og biodiversiteten i Danmark netop er øget naturbeskyttelsen gennem etablering af naturnationalparker på statslige arealer og i de statsejede skove.

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse såkaldte møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

I relation til produktionsdyrene er ormemidler og anden medicinering et særligt problem. Ormemidler reducerer kvaliteten af lort som levested, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Fordel med variation i levesteder

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet. 

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Uden naturnationalparker er levestederne truet

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Nødvendigt med dyr i nationalparkerne

Naturnationalparker kan yde et væsentligt bidrag, hvis danske naturarealer i langt højere grad blev afgræsset af hjorte, kronvildt, robuste kvægracer, vilde heste, får, bisonokser m.fl. Hvis det skal gennemføres, kræver det at naturnationalparkerne indhegnes. Der findes gode tekniske muligheder i form af færiste, selvlukkende led m.v. som betyder, at naturnationalparkerne fortsat kan udnyttes rekreativt.

https://www.berlingske.dk/samfund/haervaerk-sygemelding-og-danmarks-hitler-debatten-om-naturen-er-trumpisme

Problemer med de såkaldt mistede 112-opkald er fortsat, siden Berlingske 9. september første gang beskrev sagen.

Politikerne i Region Hovedstaden blev den 21. september 2021 enige om et kommissorium til undersøgelse af skandalen om forsinkede opkald til 112.

Formand for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt, der er konservativ spidskandidat til regionsrådet, ser frem til en grundig undersøgelse af sagen.

”Vi er mange, der har behov for en grundig beskrivelse af, hvad der helt konkret sker, når man som borger ringer 112 i en travl periode. Så det er vigtigt, at vi med undersøgelsen kan få slået fast, at der ikke er borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for. Vi skal også se på løsninger, hvis borgere venter unødvendigt længe i telefonen,” sagde Christoffer Buster Reinhardt.

Regionsrådet har nu modtaget en redegørelse for forholdene i Akutberedskabet, og Berlingske Tidende kan den 7. oktober 2021 oplyse, at en whistleblower allerede i 2019 advarede topledelsen om mistede opkald i 2019. En bekymret medarbejder fra vagtcentralen advarede i juledagene 2019 om, at vagtcentralen hver dag ”mistede” 15-50 akutte 112-opkald, og at det kunne komme til at koste menneskeliv.

Sagen blev fremlagt for Region Hovedstadens koncerndirektion, det vil sige den øverste og centrale ledelse i regionen. Men ifølge redegørelsen blev sagen siden henlagt, og det hævdes, at politikerne aldrig blev orienterede om indholdet.

Oplysningerne er bemærkelsesværdig, da det er dokumenteret, at allerede i februar 2020 orienterede en medarbejder den konservative formand for sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt, om de skandaløse forhold.

Med en åbenbar inadækvat ledelse fra den ansvarlige udvalgsformand, og en reaktionstid på mere end halvandet år er det ikke underligt, at meget sejler i Region Hovedstaden.

Siden skandalen kom frem i lyset, er det ikke lykkedes at stille 535 opkald igennem inden for 22 sekunder, og i alt mislykkedes 1.093 omstillinger til vagtcentralen i september, skriver Berlingske den 5. oktober 2021.

”Der er stadig mistede opkald, og det er der på hver eneste vagt. Det er faldet, efter der er kommet fokus på det, og efter at der er lavet nogle tiltag, men problemet er ikke løst,” siger en anonym medarbejder til Berlingske.

Regeringen præsenterede den 4. oktober 2021 aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

I aftalen fastlægges landbrugets bidrag til 70-procentsmålet for reduktion af CO2e i 2030.

Ifølge aftalen afsættes 575 mio. kr. til et såkaldt ”udviklingsspor”.

Realiteten er, at der i dag kun er et begrænset antal værktøjer til at reducere landbrugets klima- og miljøbe lastning, uden at det har betydelige konsekvenser for landbrugets produktion. Aftaleparterne er enige om, at yderligere reduktioner af landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer skal opnås ved udvikling og ikke afvikling af dansk landbrug ”med afsæt i en teknologi neutral tilgang”.

Til det er der behov for nye teknologier og løsninger til nedbringelse af landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer. Der skal derfor snarest muligt og senest inden for et år udarbejdes en strategi for indfrielsen af reduktionspotentialerne i udviklingssporet.

Der følges op på udviklingssporet igen senest i 2023, hvor reduktionerne i udviklingssporet konkretiseres og så vidt muligt flyttes over i implementeringssporet.

Udover de afsatte 575 mio. kr. til udviklingssporet kommer midler til grøn bioraffinering. Aftaleparterne er enige om at afsætte 196 mio. kr. til pyrolyse i 2023-2024 i tillæg til de 200 mio. kr. i 2021-2022, der blev afsat på finansloven for 2021.

Samlet afsættes 396 mio. kr. til udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse.

Utilstrækkelige midler til udvikling og forskning

Aftalen af 4. oktober 2021 sigter på at landbruget i 2030 i alt kan bidrage med 7,4 mio. tons CO2e, hvoraf 2,4 mio. tons skal komme fra allerede aftale tiltag som kvælstofindsats og udtagning af lavbundsjorde m.v.

De såkaldte udviklingstiltag i aftalen ventes at bidrage med en reduktion af CO2e med omkring 5 millioner tons i 2030, heraf skønnes ”brun bioraffinering” at kunne bidrage med 2,0 mio. tons CO2e i 2030.

Mens udviklingsindsatser vedrørende gyllehåndtering, fodertilsætning, økologi og udvidet lavbundspotentiale ventes at bidrage med 3 mio. tons.

Professor Jørgen E. Olesen, leder af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, har i Landbrugsavisen den 5. oktober 2021 vurderet, at de afsatte midler til ny teknologi er utilstrækkelige – der burde afsættes fem gange så meget, lyder vurderingen fra Jørgen E. Olesen.

EU-finansiering er fugle på taget

Finansieringen til udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse søges tilvejebragt via EU-Fonden for Retfærdig Omstilling. Den nyetablerede EU-fond, der skal bidrage til et klimaneutralt EU inden 2050, skal tackle de økonomiske og sociale konsekvenser som følge af den grønne omstilling ved at støtte de mest berørte områder og arbejdstagere. Fonden indeholder i alt 17,5 mia. euro, svarende til lidt over 131 mia. kr., der er til rådighed for projekter med fokus på blandt andet bæredygtighed, klimaneutralitet og cirkulær økonomi. Om danske pyrolyse-projekter kan komme i betragtning, vides dog ikke.

Hvad er pyrolyse?

Vedrørende den energikrævende pyrolyseteknologi er tankegangen, at CO2 bindes i landbrugsjorden frem for at lade det sive op i atmosfæren. Simpelt forklaret opvarmes planter eller organisk affald fra landbrug eller fødevareindustrien til 5-600 grader. De høje temperaturer får pyrolysegasser til at forlade materialet, og tilbage er rester af kulstof, som så bindes i såkaldt biokul, der minder lidt om en slags grillkul.

Biokullet kan herefter pløjes ud på markerne, hvor det nedbrydes langsomt – over hundredvis, måske tusindvis af år – og dermed er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Når plantemateriale i dag pløjes ned, optages der CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper klimaet. Men i løbet af få år vil langt det meste af plantematerialets kulstof igen blive frigjort igen på grund af mikroorganismers aktiviteter i jorden.

Med pyrolyse bindes CO2’en i biokul og i tilgift kan de pyrolysegasser, der dannes i processen, udnyttes til energiformål eller grønne brændstoffer.

Pyrolyse-teknikken

I dag kender de fleste kun til pyrolyse fra ovne, som fabrikanterne påstår er ”selvrensende”. I processen forbruges godt nok enorme mængder strøm, men rengøringen kan begrænses til at du efter pyrolysen kan tørre det forkullede skidt af med en fugtig klud.

Erfaringer med pyrolyse. Pyrolyseværket på Amager

Ældre københavnere husker udmærket Pyrolyseværket på Amager. Værket, som i virkeligheden var et raffinaderi, blev etableret i 1955 og nedlagt 1978. Hele anlægget, Mærsk Kemi, der tilhørte rederiet A.P. Møller, blev nedlagt i 1981.

Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS, udgav i 2015 bogen ”Haldor Topsøe. Virksomheden og Verden.”

Med reference til bogen kunne Berlingske Tidende den 7. december 2015 fortælle den interessante historie om Mærsk Raffinaderiet eller Pyrolyseværket på Amager, og om, hvordan Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller ragede uklar om projektet.

Baggrunden for projektet var en fælles opfattelse hos Haldor Topsøe og A.P. Møller af, at det kunne være lønsomt med et raffinaderi på dansk grund, der kunne spalte billig, tung fuelolie til lettere (og dermed mere værdifulde) kulbrinter vha. en termisk (højtemperatur) cracking-proces, som Haldor Topsøe havde udtænkt. Det var en ny, men uprøvet metode til at fremstille gas af olie ved såkaldt pyrolyse (kraftig opvarmning uden ilt). Topsøes metode var udviklet med inspiration fra ny avanceret teknologi udviklet af den amerikanske virksomhed Houdry.

Processen skulle efter den af Topsøe udviklede men uprøvede metode, foregå på overfladen af opvarmede, ærtestore keramiske kugler (“pebbles”), som skulle katalysere processen. Disse pebbles skulle så cirkuleres, således at de blev opvarmet på et sted, medens spaltningen af fuelolien skete et andet sted.

I oktober 1955 kunne man tænde spildgassen fra det 90 meter høje Pyrolysetårn, og flammen kunne ses vidt omkring. Men det var kun for et syns skyld, for anlægget virkede ikke. Der havde vist sig en række problemer. De meget dyre keramiske kakler, der skulle fore cirkulations-anlægget ville ikke sidde fast. Anlægget lavede en infernalsk larm i de få prøveperioder, hvor det kørte. Cirkulationen af pebbles standsede, fordi støv fra pebbles sammen med sod fra crackingen bagte pebbles sammen i kager.

Anlægget virkede simpelthen ikke.

Pyrolyseværket opgiver pyrolysen

Samtidig havde A.P. Møller indgået leveringsaftaler om ætylen (ethen) til fabrikation af polyetylen og syntese-sprit til De Danske Spritfabrikker. Desuden aftale om levering af gas til Københavns Belysningsvæsen.

I mellemtiden var økonomien i projektet løbet løbsk. Det oprindelige overslag på 30 mio. kr. endte på 56 mio. kr. og Mærsk McKinney Møller, der var tovholder for projektet hos A.P. Møller, der dengang lå på Kgs. Nytorv, var rasende.

Løsningen blev, at i slutningen af april 1957 afbrød A.P. Møller samarbejdet med både Haldor Topsøe og Houdry.

Projektet benyttede i stedet konventionel såkaldt steamcracking. Råmaterialet blev ændret fra overskudsproduktet billig, tung fuelolie til et andet billigt overskudsprodukt, letbenzin, der kunne give omtrent de samme slutprodukter.

Herved måtte det dyre pyrolysetårn – og dermed symbolet på hele projektets grundidé – opgives, men det meste af raffinaderi-afdelingen kunne genbruges, og alle de indgåede kontrakter og aftaler kunne opfyldes (omend med forsinkelse).

De nuværende energipriser er historisk høje. Elpriserne er to en halv gange højere, og gaspriserne er seks gange højere end det tilsvarende niveau for et år siden, og der er ikke udsigt til at priserne vil falde i den kommende fyringssæson. Vi må derfor alle vente markant højere el-, gas- og varmeregninger.

Socialt problem

Problemet er, at de økonomisk svageste vil blive særligt hårdt ramt. Alle mennesker har et basis-energiforbrug. Vi har alle sammen wifi, køleskab, lys og så videre. Men en større del af din indkomst går til dækning af energiregningen, hvis du er på overførselsindkomst. Økonomisk udsatte ser ind i en vinter, hvor der i de enkelte familier skal prioriteres hårdere for at kunne betale regningen.

Hvad kan gøres?

På kort sigt ikke meget. Hvis udbygningen af den vedvarende energi fortsætter i det nuværende tempo, vil det tage tid at opbygge de nødvendige vindmølle- og solcelleparker.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har erkendt, at Danmark står med et problem.

”Vi er ikke sikre på, at vi med de nuværende beslutninger har tilstrækkelig med grøn strøm”, lød det fra Dan Jørgensen da han onsdag den 29. september 2021 fremlagde regeringens Klimaprogram 2021.

Energimyndighederne bør dog igen vende opmærksomheden mod det der tidligere var hele formålet med energipolitik – at sikre forsyningssikkerheden!

Nedsæt energiafgifterne

En væsentlig del af energiregningen til danske forbrugere udgøres af energiafgifter. Hvis regeringen vil afbøde de sociale konsekvenser og undgå gule veste i gaderne, bør den derfor overveje at modvirke de høje energipriser med en nedsættelse af disse afgifter.

Flere sydeuropæiske lande har allerede handlet hurtigt for at stoppe energiprisernes himmelflugt. Spanien har sænket elafgifterne og momsen på strøm, mens Italien har besluttet at kompensere fattige familier og mindre virksomheder for de stigende energipriser. I Frankrig har Macrons regering ligeledes annonceret en hjælpepakke med et prisloft på gas og el.

Hvad er årsagen til de høje energipriser?

Den igangværende udbygning af grøn energi med vindmøller og solceller kan slet ikke følge med den stigende efterspørgsel på strøm. Så længe det er tilfældet, vil de vilde prisstigninger og udsving i energipriserne kun være en forsmag på, hvad danskerne kan forvente i en længere periode frem mod 2030. EU’s Green Deal og den danske 2030-plan vil ende som politiske hensigtserklæringer uden reelt indhold.

De ambitiøse klimamålsætninger har ført til, at forbrugere og virksomheder har fået tudet ørerne fulde af nødvendigheden af elektrificering. Der investeres massivt i varmepumper, ladestandere til el-biler og generelt er efterspørgslen efter strøm stigende og snart skal vi bruge massive mængder elektricitet til elektrolyse og fremstilling af ”grønne” PtX-brændstoffer.

Samtidig betyder de samme klimahensyn, at brunkul og stenkul er under udfasning fra energiproduktionen. I flere lande er det besluttet at afvikle a-kraft.

Vestasdirektør Henrik Andersen har til Berlingske Tidende peget på Tyskland som et lysende eksempel på, at tingene ikke hænger sammen i omstillingen af energiforsyningen.

”Det hjælper ikke noget, at man i Tyskland begynder en tilbagetrækning af kul og atomkraft uden samtidig at foretage tilsvarende investeringer i ny grøn energi parallelt. Så trækker man energiproduktion ud, inden man har styr på det, der skal erstatte det”, siger Henrik Andersen.

Indtil der er en tilstrækkelig kapacitet af grøn strøm, vil situationen gøre elforsyningen mere ustabil med stærkt svingende priser til følge.

Nedbøren i Norge og Sverige har været mindre end den plejer. Det betyder, at man ikke producerer den samme mængde vandenergi. Samtidig har det ikke blæst særligt meget, hvilket betyder, at man ikke har produceret lige så meget vindenergi. Sommeren har tilmed været meget varm, og derfor har man brugt el til køling.

Hvad gør vi, når solen ikke skinner, og det ikke regner eller blæser?

Når strømforbrug ikke kan dækkes af hydro og vedvarende energi, er kraftvarmeværkerne nødsaget til at bruge større mængder af naturgas og kul. Den stigende efterspørgsel betyder at gaspriserne stiger.

Udbuddet af gas kan ikke øges på kort sigt. EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland og Danmark ventes at falde, vil importbehovet stige. Norge har besluttet at udbygge gasproduktionen, men det vil tage tid.

Rusland har nøglerolle

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger – samlet i Transgas – gennem Ukraine (120 mia.).

Der er ikke tale om, at Rusland har skåret ned på gasleverancerne, men det har længe været klart, at det europæiske behov for importeret naturgas ville stige.

Det er baggrunden for konstruktionen af den 1230 km lange pipeline – Nord Stream 2 – der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året.

Arbejdet med gasledningen blev påbegyndt i 2018, men som bekendt gav rørledningen anledning til ballade med modstandere som USA, Ukraine, Polen og andre. Det forlyder, at rørledningen, der løber fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald i Tyskland, faktisk er færdig, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i slutningen af dette år.

De fleste bankkunder har en oplevelse af stadigt stigende gebyrer og krav om betaling af negativ rente på indeståender. Samtidig er bankernes indtjening presset. Finanstilsynets gennemgang af markedsudviklingen i 2020 for danske pengeinstitutter viser, at 2020 var præget af COVID-19-krisen.

De danske pengeinstitutter kom ganske vist ud af året med et overskud på 15 mia. kr., men det svarede til et fald var på 40 pct. i forhold til 2019.

Faldet var først og fremmest drevet af en stor stigning i nedskrivninger. Der blev i alt nedskrevet for 9,5 mia. kr. i 2020, mens nedskrivningerne før COVID-19-krisen var historisk lave. Selvom pengeinstitutterne har taget store nedskrivninger, er de dog stadig langt fra niveauet under finanskrisen.

Lavrentemiljøet

Lavrentemiljøet har i mange år presset indtjeningen i pengeinstitutterne, men nettorenteindtægterne steg i 2020 med 4 pct. til 32 mia. kr.

Selvom renteindtægterne tog et markant fald på 4,5 mia. kr., svarende til 9,2 pct. sammenlignet med 2019, blev renteudgifterne reduceret endnu mere med 5,8 mia. kr., svarende til 31,5 pct.

Det skyldtes primært, at renteudgifter til indlån og anden gæld faldt med 3,9 mia. kr. og dermed blev mere end halveret.

Negative renter på indlån

Reduktionen i renteudgifterne skyldes delvist effekten af udbredelsen af negative renter på indlån for privatkunder.

Pengeinstitutternes samlede udlån faldt med 30 mia. kr. svarende til 2,5 pct., og faldet skal ses i relation til COVID-19-krisen. De statslige hjælpepakker i forbindelse med krisen mindskede virksomhedernes lånebehov, og den økonomiske usikkerhed reducerede virksomhedernes lyst til at investere for lånte penge. 

Lavrentemiljøet og de negative renters effekt på bankernes indtjening giver anledning til bekymring i Finanstilsynet.

Sidste år tjente bankerne 26,6 milliarder kroner mindre i renteindtægter end for ti år siden, og negative renter og højere gebyrer til kunderne har kun givet 5,6 milliarder kroner i ny årlig indtjening.

Bankerne har reduceret effekten af de negative renter ved selv at opkræve negative renter og højere gebyrer af kunderne, men alligevel er bankernes basisindtjening faldet med 20 milliarder kroner.

Krav om polstring

Uanset den vigende indtjening bør bankerne igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede og kræver bedre polstring af den finansielle sektor

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Til gengæld var det ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Kapitalkravene til banker og investeringsselskaber

Kapitalkravene er en del af bankunionens fælles regelsæt og gennemfører de internationalt vedtagne standarder for bankernes kapitalgrundlag – de såkaldte Basel III-regler – i EU-lovgivningen.

EU-reglerne består af en kapitalkravsforordning og et kapitalkravsdirektiv.

Forordningen kræver, at bankerne har lagt tilstrækkelig kapital til side til at dække uventede tab og forblive solvente i en krise. Som hovedprincip afhænger størrelsen af den krævede kapital af den risiko, der er knyttet til en given banks aktiver (udlån).

I kapitalkravsforordningen henvises der hertil som “kapitalgrundlagskravet” udtrykt som en procentdel af risikovægtede aktiver. Begrebet risikovægtede aktiver betyder groft sagt, at sikrere aktiver tildeles en lavere kapitalallokering, mens mere risikobetonede aktiver får en højere risikovægtning. Jo mere risikobetonede aktiverne er, desto mere kapital skal banken altså hensætte.

Bankernes kapitalgrund opdeles i klasser efter kvalitet og risiko.

Tier 1-kapital anses for at være kernekapital. Kernekapitalen gør det muligt for en bank at fortsætte sine aktiviteter og forblive solvent. Den højeste kvalitet af tier-1-kapital er bankens ”egentlige kernekapital”.

Tier 2-kapital anses for at være supplerende kapital. Med den supplerende kapital kan et institut sikre tilbagebetaling til indskyderne og foranstillede kreditorer, hvis en bank bliver insolvent. Indehavere af Tier 2 kapital eller NEP-kapital har ikke sikkerhed for deres penge i en situation hvor banken bliver insolvent.

Minimumskapitalkravet

Det samlede kapitalbeløb, som banker og investeringsselskaber skal have, skal svare til mindst 8 pct. af de risikovægtede aktiver. Den del, der skal være kapital af højeste kvalitet – den ”egentlige kernekapital” – skal udgøre mindst 4,5 pct. af de risikovægtede aktiver.

Likviditetskrav

Kreditinstitutter skal have tilstrækkelige likvide aktiver til at dække udgående nettopengestrømme i en periode på 30 dage under alvorlige stressvilkår.

Den minimumsmængde likvide aktiver, en bank skal have, bør svare til 25 pct. af de udgående strømme.

Gearing

Gearing er forholdet mellem en banks kapitalgrundlag og dens samlede aktiver. En banks aktiver er “gearet”, når de overstiger kapitalgrundlaget.

Det gældende gearingskrav betyder, at bankernes egentlige kernekapital – Tier 1 kapital – som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Forordningen har til formål at reducere overdreven gearing, fordi det kan have en negativ indvirkning på bankernes solvens. Bankerne skal offentliggøre deres gearingsgrad, der er en indikation af, hvor godt banken er forberedt på at overholde sine langsigtede finansielle forpligtelser.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Hvordan opgøres de risikovægtede aktiver – Outputgulv

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv efter planen implementeres gradvist i EU fra 2023 til 2028. Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at leve op til NEP-kravet ved at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Alm. Brand undersøger mulighederne for udstedelse af tier-2 kapital

Alm. Brand A/S har den 4. oktober 2021 meddelt, at man har besluttet at undersøge muligheden for at udstede Tier 2-kapital i danske kroner. I forbindelse hermed har Alm. Brand A/S givet Nordea mandat til at arrangere investormøder, og efterfølgende forestå udbudsprocessen, såfremt der opnås tilfredsstillende interesse i markedet. Lånet vil have en 10-årig løbetid med mulighed for førtidig indfrielse 5 år efter udstedelsen.  Lånet forventes noteret efter udstedelse.

FinansDanmark modstander af genopbygning af den kontracykliske buffer

Pengeinstitutternes interesseorganisation, FinansDanmark, er inderligt imod forslaget om at genopbygge den kontracykliske buffer og andre forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Hvis Risikorådets anbefaling følges, vil Danmark gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling. En forceret opbygning af bufferen vil alt andet lige hæmme bankernes mulighed for at hjælpe virksomheder, der skal på ret køl igen efter coronakrisen, udtaler direktøren for FinansDanmark, Ulrik Nødgaard.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

For en gangs skyld er det ikke den skandaleramte udenrigsminister, Jeppe Kofod, der er årsagen. Denne gang er det igen Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, der har bragt udenrigstjenesten i et ubehageligt søgelys.

Kritikken af Lose vedrører hans tid som ambassadør i Washington, mens varetagelse af embedet som departementschef i København endnu ikke har givet anledning til offentlig kritik.

Det aktuelle problem hænger sammen med, at mens han var departementschef med tjenestested i København, har han i en periode stadig været registreret som ambassadør i USA. Det betød, at hans tre børn og kone kunne blive siddende kvit og frit i ambassadeboligen, nyde diplomattilværelsen og samtidig fået dækket udgifter til privatskoler på 450.000 kroner. Det skriver Ekstra Bladet den 3. oktober 2021.

Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, bruger ordet fifleri om sagen. Han er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og har diplomati som et af sine forskningsområder.

Lars Gert Lose blev i 2015 valgt til at være den danske ambassadør i Washington. Men i oktober 2018 blev han forfremmet til stillingen som departementschef i ministeriet efter Ulrik Vestergaard Knudsen, der fik gaflet sig en stilling som vicegeneralsekretær i OECD i Paris.

Chefskiftet foregik velovervejet og uden hast, og i starten af 2019 fløj Lars Gert Lose hjem til København for at passe det nye job. Men han beholdt også titlen som ambassadør.

Grunden til, at hans familie kunne forlænge opholdet i boligen frem til juni, var, at Udenrigsministeriet registrerede Lars Gert Lose som udsendt seniordiplomat på ambassaden i Washington. Og det er på trods af, at han arbejdede i København.

Udenrigsministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at grunden til at Lars Gert Loses kone, Ulla Rønberg, kunne beholde ambassadeboligen, var at så kunne hans børn færdiggøre skoleåret 2018/2019.

Udenrigsministeriets direktør for organisation, Erik Brøgger Rasmussen, afviser at der er tale om fifleri. I stedet påstår han, at det er det inden for det tilladte, når det handler om at sikre Lars Gert Loses børns skolegang, og aftalt med amerikanske myndigheder.

Den danske ambassade i USA

På et tidspunkt var der udbrudt splid på den danske ambassade i USA, hvor en anonym medarbejdergruppe på ambassaden sendte et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, hvori man ganske uhørt krævede, at hans efterfølger som ambassadør, Lone Dencker Wisborg, blev fjernet som ambassadør.

Ambassadøren hyrede i foråret 2020 Lone Dencker Wisborgs tidligere spanske au pair som chauffør, selv om kvinden ikke har de påkrævede kvalifikationer. Hele forløbet er påfaldende, mener en lektor i arbejdsret ifølge Ekstrabladet.

Departementschefen i Udenrigsministeriet og habilitet

Udenrigsministeriets departementschef, er ikke ubekendt med de problemer, som en ambassadør kan rende ind, når ønsker fra hans hustru, Ulla Rønberg, skulle imødekommes.

I slutningen af 2018 blev Udenrigsministeriet opmærksom på, at ministeriets tiltrædende departementschef Lars Gert Lose muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten afsluttede den 24. januar 2019 sin gennemgang af Ulla Rønbergs ansættelse som konsulent ved generalkonsulatet i New York, og hans konklusion var, at Lars Gert Lose ikke havde overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kunne bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone, Ulla Rønberg, var ved at blive ansat som konsulent hos generalkonsulatet i New York, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det dengang foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Washington ambassaden

Ekstrabladets beskrivelse af de bizarre forhold på ambassaden i Washington er bemærkelsesværdig. Det hører absolut til sjældenhederne, at det når til offentlighedens kendskab, når de tungeste af udenrigstjenestens chefer bliver udsat for kritik.

Som oftest klares konflikterne diskret ved at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt møder op på ambassaden og gennemfører samtaler med samtlige ansatte. Skriver en rapport, der peger på at situationen allerede er ændret til det bedre, og roen sænker sig igen – for en tid.

Offentligheden har dog tidligere via Berlingske Tidende fået indblik i, at der også tidligere er foregået bizarre ting på ambassaden i Washington.

Friis Arne Petersen

Da Friis Arne Pedersen var ambassadør i Washington, blev der også skudt med skarpt. Friis Arne Pedersen, der trods en sag om spritkørsel i USA senere fik poster i Kina og Tyskland, fik skudt i skoene, at han havde en meget autoritær og negativ ledelsesstil.

”Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det”, siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington ifølge Berlingske Tidende.

Friis Arne Petersen afviste harmdirrende kritikken og slog uden blusel på sin baggrund som fattig fiskerdreng fra Skagen som argument for, at han ikke kunne drømme om at skabe frygt omkring sig. Det virker ikke rigtig overbevisende, når vi ved at en ”fiskerlussing” i Skagen er den eufemistiske betegnelse for et hovedtraume-fremkaldende knytnæveslag.

Utilfredsheden i Washington gav ikke desto mindre anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Problemerne blev dog løst, da Friis Arne Petersen blev forsat til ambassadørposten i Kina.

Efteråret store klimabegivenhed bliver FN’s klimakonference – COP26, der afholdes i Glasgow, Skotland fra den 31. oktober til den 12. november 2021, under United Kingdoms formandskab.

En måned før konferencen kan det konstateres at de globale energipriser er rekordhøje. El-priserne og priserne på fossile brændsler er skyhøje. Kulpriserne er steget til det højeste nogensinde. Spørgsmålet er om forsyningssikkerhed vil blive et dominerende emne på konferencen?

Har man i iveren efter at fremme den grønne omstilling udfaset fossile brændsler hurtigere end udbygningen af vedvarende energi kunne følge med – samtidig med at den økonomiske vækst er tilbage efter pandemien?

Kina prøver at fylde kullagrene op, og prisen på kul af høj kvalitet lastet på skibe i Newcastle i Australien er steget til $ 222 pr. ton – den hidtil højeste pris på kul.

Energipriserne stiger under en global energikrise, der især rammer Kina, verdens største kulproducent og forbruger. Udbuddet af vedvarende energi kan slet ikke følge med, og gaspriserne er nærmest eksploderet i Europa, men resultatet er også en stigning i efterspørgslen efter kul, som de politiske beslutningstagere ellers har prøvet at udfase.

Alligevel er der ikke kul nok, og en tysk el-producent måtte for nylig lukke et kraftværk, der løb tør for brændsel.

Kina forbruger og udvinder halvdelen af ​​verdens kul, og det er også den største importør. Kina har øget importen af kul, da det står over for en udbredt mangel på elektricitet, der har tvunget mange industrier til at indstille produktionen.

Kina sigter ganske vist officielt mod at begynde at reducere det indenlandske forbrug inden 2026, og præsident Xi Jinping har lovet at stoppe med at bygge nye kulkraftværker i udlandet.

Priserne på termisk kul er steget siden slutningen af ​​2020, da efterspørgslen steg efter pandemien, og samtidig er brændstoffer som naturgas også blevet blev dyrere.

Forsyningsproblemer har bidraget til at øge priserne. Kina har kæmpet for at øge produktionen under strammere sikkerhedskontroller efter dødsulykker, mens voldsomme regnskyl, arbejdsproblemer og transportflaskehalse har forsinket eksport fra blandt andet Indonesien, Australien, Colombia og Sydafrika.

Prins Felix stopper på løjtnant uddannelsen under Hærens Officersskole i Slagelse.

Også hans storebror, Prins Nikolai, droppede efter blot to måneder ud af sin uddannelse i forsvaret.

Deres far, Prins Joachim, var som oberst af reserven i Hæren særlig sagkyndig i Forsvaret med henblik på at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven, da han – nu pludselig med rang af brigadegeneral – pr. 1. september 2020 – under komfortable økonomiske vilkår – blev sendt til Paris som forsvarsattache. Stillingen besættes for 3 år med mulighed for forlængelse.

Kongefamiliens medlemmer var tidligere gjort af en ganske anderledes støbning. Prins Aage (født Prins til Danmark 10. juni 1887 i København, død 29. februar 1940 i Taza, Marokko) var søn af Prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9., var officer og gjorde karriere i den franske Fremmedlegion.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Fra Malis hovedstad, Bamako, blev det oplyst, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane.

Militærkuppet var det andet kup på 9 måneder, og kuppet skete kort tid efter, at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som præsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Wagner Group

Det har givet anledning til international bekymring, at der er foregået konsultationer og måske endda indgået aftaler mellem Malis regering og den russiske militærorganisation Wagner Group. Styrker fra Wagner Group har været involveret i militære aktiviteter i Libyen og i Den Centralafrikanske Republik, og i disse forbindelser have overtrådt FN’s våbenembargo og krænket basale menneskerettigheder.

Det forekommer bizart, at tropper fra Danmark og andre europæiske lande, skal operere side om side med russiske lejesoldater, og det må nødvendigvis give anledning til endnu mere tvivl om det betimelige i dansk militær tilstedeværelse i Mali.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Det er helt uforståeligt, at forsvarsminister Bramsen er lykkedes med at overtale et flertal i Folketinget til Maliengagementet. Hvad tænker Konservative og Venstre på?