Storbritanniens daværende premierminister, Theresa May, annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra den britiske klimakommission – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Klimakommissionen – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet. Ikke mindre end 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

A-kraft skal sikre forsyningssikkerheden

Inden 2035 skal al strøm i Storbritannien være genereret af vedvarende energikilder. I den britiske regerings plan om at opfylde denne målsætning indgår fuldstændig udfasning af gasfyrede kraftværker inden 2035 og nye atomkraftværker.

I 2020 kom 43 procent af elektricitetsforsyningen fra vedvarende energikilder, mens de britiske atomkraftværker bidrog med omkring 15 procent. Resten kom hovedsageligt fra kraftværker med naturgas.

Der er således udsigt til, at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud for og under det kommende klimatopmøde – FN’s klimakonference COP26 fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland.

Mette Boye, der er nået til skelsår og alder (47), melder glædestrålende, at hun har fået nyt job. Hun skal være sektionsleder hos WWF for arbejdet med det “fodaftryk” vores forbrug og produktion sætter i verden – for eksempel i form af afskovning.

Mette Boye har haft sit eget rådgivningsbureau – BOYE Rådgivning – der har bedrevet organisationspsykologisk ledelsesrådgivning. Samtidig har Mette Boye varetaget hvervene som næstformand for bestyrelsen for IMR, Institut for menneskerettigheder, og ekstern lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, Roskilde Universitets Center.

Karrieren

Under uddannelsen til scient.pol. læste Mette Boye miljøstudier i Canada.

Efter at have afsluttet studierne på Københavns Universitet i 2001 førte interessen i miljøpolitik hende til Det Økologiske Råd, hvor hun var med til at sætte diskussionen om en ny kemikaliepolitik i EU (senere REACH) på dagsordenen.

Fra 2002 arbejdede hun hos Forbrugerrådet Tænk med at forsvare og forbedre forbrugernes rettigheder og vilkår. De sidste otte år med titel af henholdsvis afdelings – og udviklingschef.

Fra den 1. december 2015 har Mette Boye i en periode været sekretariatsleder i Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) inden hun startede rådgivningsbureauet – BOYE Rådgivning.

Kom i Folketinget

Mette Boye har været i Folketinget for SF. Ved valget i 2011 opnåede hun stemmer nok til at blive valgt som suppleant, og det betød, at hun vikarierede i Folketinget for dav. SF-miljøminister Ida Auken, da denne var på barselsorlov i foråret 2013.

Storbritanniens daværende premierminister, Theresa May, annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra regeringens klimaudvalg – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Regeringens klimaudvalg – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet. Ikke mindre end 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

Der er således udsigt til, at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud og under det kommende klimatopmøde – FN’s klimakonference COP26 fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland.

Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov med juridisk bindende klimamål. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark – i lighed med den britiske målsætning – opnår at være et klimaneutralt samfund (0-udledning) senest i 2050. I modsætning til Storbritannien har den danske regering ikke ulejliget sig med at præsentere den samlede klimaregning for skatteborgerne, og i den seneste aftale om landbrugets klimatilpasning er alle kontroversielle spørgsmål udskudt til 2023/24 efter næste valg til Folketinget.

Spørgsmålet er, om de ambitiøse klimaindsatser vil gøre en forskel?

FN’s Klimapanel (IPCC) offentliggjorde den 9. august 2021 deres sjette hovedrapport, IPCC Sixth Assessment Report, som fortæller, hvordan vores klima allerede har forandret sig, og tegner et billede af vores fremtid på kloden.

IPCC blev oprettet for at give beslutningstagere regelmæssige videnskabelige vurderinger af klimaforandringer, dens implikationer og potentielle fremtidige risici. Som en del af denne indsats gennemgår IPCC-panelets eksperter de videnskabelige arbejder omkring klimaspørgsmål, vurderer forskellige scenarier og fremlægger på den baggrund de prognoser for fremtidige temperaturer, havniveauer m.v., de kan blive enige om.

Paris-aftalens mål

I den seneste rapport advarer panelet, der består af 234 klimaforskere, om, at uanset klimaaktivisternes gode intentioner, er verden allerede låst fast i vejrrelaterede katastrofer, højere vandstande og mere sure oceaner, og andre væsentlige ændringer i planetens forhold. Alt sammen tilstande som menneskeheden har bidraget til med udledning af drivhusgasser i atmosfæren siden 1850’erne.

Efterhånden er der bred konsensus om, at global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved. Der er derfor ingen fornuftige mennesker, der protesterer, når klimapanelet fastslår, at drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter er årsagen til omkring 1.1 grad af den temperaturstigning, der har fundet sted siden 1850-1900 (”the likely range of total human-caused global surface temperature increase from 1850–1900 to 2010–2019 is 0.8°C to 1.3°C, with a best estimate of 1.07°C”).

IPPC har tidligere anbefalet, at hvis temperaturstigningen skulle begrænses blev vi nødt til snarest at nærme os nulpunktet for netto-udledningen af drivhusgasser.

I dag ser det værre ud

I ingen af de fem scenarier, som de 234 klimaforskere har fremlagt, er det muligt at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen, der var det ideale klimamål i Paris-aftalen fra 2015.

I det laveste scenarie, der forudsætter, at det i 2050 lykkes at nedbringe den globale netto-udledning af drivhusgasser til 0, vurderes det med 90 pct. sandsynlighed, at temperaturen i 2081-2100 alligevel vil stige med 1 – 1.8 grad.

I et scenarie, hvor det forudsættes, at målsætningen om 0-emissioner først nås i anden halvdel af århundredet, vil temperaturen i 2081-2100 være steget med 1.3 – 2.4 grader.

I et scenarie, hvor klimapanelet forudsætter, at der ikke iværksættes yderligere klimatiltag overhovedet, ventes temperaturen at stige med 2.8 – 4.6 grader i 2081-2100.

Klimapanelet har vurderet endnu et scenarie, hvor temperaturen ventes at stige med 3.3 – 5.7 grader ved slutningen af århundredet.

Vandsstandsstigninger

Atmosfæren og havene kan kun absorbere en given mængde varme, før klimaændringerne kommer helt ud af kontrol. En række klimaforskere mener, at dette “point of no return” vil blive passeret, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med mere end 2 grader Celcius.

Det klimapanelet konkluderer er, at temperaturstigningen allerede i løbet af det næste årti vil overskride 1,5 grader, og ydermere: Hvis der ikke snarest iværksættes “rapid and large-scale reductions in greenhouse gas emissions”, kan menneskeheden godt opgive nogensinde at begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader.

COP26

Spørgsmålet er, om der er udsigt til at landene allerede i november 2021 i Glasgow kan blive enige om drakoniske reduktioner i udledningen af drivhusgasser?

Mens IPCC advarer om at måske allerede er for sent at begrænse klodens opvarmning, har kun lidt over halvdelen af verdens lande sendt en styrket klimaplan til FN inden fristens udløb.

“Ved fristens udløb fredag d. 30. juli har sekretariatet modtaget nye eller opdaterede klimaplaner fra 110 lande. Men det er stadig langt fra tilfredsstillende, da kun lidt over halvdelen (58 procent) har overholdt fristen. Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner må også øges,” siger Patricia Espinosa, generaldirektør for FN’s klimasekretariat. 

”Code red”

FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte rapportens resultater en alvorlig advarsel til menneskeheden og sagde, at vi skylder “hele den menneskelige familie” at hurtigt at reducere emissionerne af drivhusgasser for at undgå katastrofe.

Stigende vandstand i København

Villy Søvndal huskes endnu for at han i 2009 i forbindelse med COP15 på et møde arrangeret af Global Greens – på sit bedste skoleengelsk fik sagt:”The ice is melting at the poles”.

Villy havde faktisk ret – isen smelter, og verdenshavene stiger. Men klimaet er også ved at forandre sig på mange andre afgørende måder blandt andet på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren og de deraf følgende temperaturstigninger.

Hvad angår vandstandsstigninger vurderer IPCC, at på globalt plan er havniveauet i gennemsnit i perioden 1901 til 2018 steget med 0,15 til 0,25 meter. Panelet vurderer, at menneskelige aktiviteter i hvert fald siden 1971 har været den væsentligste drivkraft (”human influence was very likely the main driver of these increases since at least 1971”).

NASA

NASA har udviklet et værktøj – The NASA Sea Level Projection Tool – der med vandstandsdata fra Klimapanelet (IPCC 6th Assessment Report) gør det muligt at visualisere konsekvenserne overalt i verden.

I det scenarie, hvor IPPC forudsætter, at nettoudledningen af drivhusgasser fuldstændig stopper i 2050 og temperaturstigningen begrænses til 1 – 1.8 grader, vil vandstanden i København ved århundredets slutning om knap 80 år i gennemsnit være steget med 0.39 meter. I IPPC’s worst case-scenarie vil middelvandstanden i København stige med 0.81 meter.

Forsømmer vi tilpasningen?

Tilbage til spørgsmålet, om det nytter. Mange lande, der virkelig betyder noget i klimasammenhænge, er fodslæbende, og det, den enkelte borger kan gøre, har næppe den store effekt. Det vil dog ikke afholde mange fra at stemme på grønne partier, at tage cyklen på arbejde, begrænse flyvning og tage toget, blive veganer eller i hvert fald skære ned på kødforbruget, sortere affaldet og genbruge, sætte solceller på taget og købe aktier i ”grønne” virksomheder.

For de fleste vil en fuldstændig kompromisløs kamp mod klimaændringer kun give mening, hvis der udsigt til at vinde kampen. Når IPPC faktisk siger, at vi allerede har tabt kampen, og det nu alene gælder om at begrænse de helt katastrofale temperaturstigninger, bør vi måske fokusere på andre ting. Vi bør måske opprioritere forberedelserne til det der kommer – forberede os på skovbrande, oversvømmelser og store mængder af klimaflygtninge.

Hvad er vigtigst – mitigation eller adaptation?

I FN’s klimapanel (IPCC) og i den internationale forskning vedrørende klimaforandringer skelner man mellem mitigation og adaptation, dvs. dels afværgelse eller reduktion af klimaforandringerne gennem begrænsninger i udledningen af drivhusgasser og dels klimatilpasning, altså tilpasning til effekterne af de klimaforandringer der under alle omstændigheder er undervejs.

I Danmark er der i forbindelse med den såkaldte grønne omstilling især fokus på mitigation – altså på begrænsningen af udledningen af drivhusgasser, hvor der politisk er aftalt ambitiøse mål for udfasningen af fossile brændsler, energiforsyning baseret på vedvarende energi som sol, vind og vand, og endnu ikke færdigudviklede teknologier for det der kaldes CCU – Carbon capture and utilisation, og CCS – Carbon capture and storage.

Forud for COP26 – FN’s klimakonference fra søndag den 31. oktober 2021 til fredag den 12. nov. 2021 i Glasgow i Skotland, UK – råber den britiske mIljøstyrelse – Environment Agency – vagt i gevær. Styrelsen har som det er forpligtet til i henhold til den britiske klimalovgivning netop afgivet en rapport til den britiske regering.

I rapporten ”Living better with a changing climate – Report to Ministers under the Climate Change Act October 2021” gør Miljøstyrelsen det helt klart, at det vi står overfor “ adapt or die”.

Så klart udtrykte chefen for Environment Agency, Emma Howard Boyd, sig i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, der advarede mod ødelæggende oversvømmelser, hvis der ikke i tide blev iværksat beskyttelsesforanstaltninger

Begrænsning af drivhusgasemissioner er ganske vist den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på, men den hidtidige indsats lader meget tilbage at ønske. Samtidig vil afbødende foranstaltninger kunne redde millioner af liv. At vælge det ene frem for det andet, er ifølge Environment Agency ikke en farbar vej.

Desværre er ”adaptation” underprioriteret ved COP26

Det britiske værtskab har ganske vist to mål for topmødet: at sikre at de globale emissioner af drivhusgasser går mod 0, og at tilpasse sig og beskytte sig mod klimaændringer.

I mange lande er klimatilpasning eller adaptation desværre ikke højt på den politiske dagsorden. Tilpasning bør være en hjørnesten i enhver klimastrategi – ikke som en konkurrerende prioritet, men fordi reduktion af emissioner drivhusgasser og forberedelser til klimapåvirkninger vil være til gensidig fordel.

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske er det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det er senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

Nu er den gal igen.

Folketingsmedlem Tanja Larsson trækker sig efter boligsag som boligordfører for Socialdemokratiet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden er lejlighedens værdi steget med mere end 150.000 kr.

Både Simon Kollerups og Tanja Larssons fiksfakserier er selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson har tidligere lovet at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyser hun til Ekstra Bladet.

Sagerne bekræfter for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for ordførerskaber eller en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Man må håbe, at vælgerne den 16. november 2021 husker Sophie Hæstorp Andersens svigt som regionsrådsformand, når der skal vælges ny overborgmester i København.

Vælgerne bør huske Hæstorp Andersens misregimente i Region Hovedstaden, herunder utallige mistede 112-opkald og de 144 ud af 600 medarbejdere, der det sidste år har opsagt deres stillinger i Hæstorps akutberedskab.

Hvis denne skandale – hvor ansvaret ender hos skatteborgerne og regionens forsømte patienter – ikke gør indtryk, bør vælgerne huske på Hæstorp Andersens perverse indstilling til legalisering af narkotika.

Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersen, er fortaler for en forsøgsordning med legalisering af hash.

Selvom Sophie Hæstorp Andersen er vokset op i et miljø præget af svampe og rekreativ hashrygning, burde hun tænke på hvordan det i sin tid gik Suzanne Bjerrehus.

 Suzanne Bjerrehus fik af den konservative gruppeformand Knud Østergaard, da hun ved Folketingsvalget i 1990 var blevet opstillet for Amagerkredsen, et godt råd: ”Nu gælder det om at holde lav profil – du er stensikker på at blive valgt, men det klogeste ville være, hvis du tilbragte hele valgkampen på Gran Canaria”. På det tidspunkt var Bjerrehus landskendt som studievært i flere af Danmarks Radios populære lørdagsudsendelser.

Suzanne Bjerrehus, der som yngre blev kendt som fotomodel og deltager i ”voksenfilm”, havde på universitetet erhvervet sig en grad som cand.jur. Efter sin eksamen fik hun job i Industrifagene, OECD, Dansk Tandlægeforening og konsulentfirmaet Mercuri Urval og i 1986 blev hun ansat som chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling med 17 ansatte, herunder typer som Michael Ulveman, Erik Skov Pedersen og den navnkundige redaktør Ebbe Salomonsen – aldrig kaldet andet end Sam. Ansættelsen af Bjerrehus var kontroversiel, men gruppeformand Knud Østergaard, fastholdt, at hun var den bedst kvalificerede.

Susanne Bjerrehus fulgte desværre ikke Knud Østergaards råd. Efter opstillingen kastede hun sig ud i en valgkamp, der blev tæt dækket af alle medier. Hun holdt vælgermøde med arbejderne på B&W og udtalte, at hun var sikker på, at mange af dem forstod hende, når hun sagde, at det, der var godt for dansk erhvervsliv, også var godt for B&W og dermed dem. Midt i valgkampen vakte hun imidlertid opsigt ved under massiv mediedækning ikke kun at besøge Christiania, men hun forsvarede indtrængende fristaden som en vigtig kulturinstitution, som burde lovliggøres.

Her knækkede filmen – mange partifæller, der opfattede Christiania som noget der burde bulldozes – hellere i dag end i morgen! – tog afstand.

Resultatet var at hun ikke blev valgt.

https://www.berlingske.dk/samfund/sophie-haestorp-andersen-vil-legalisere-hash

Baggrunden for Schlüter-regeringens finanspolitiske indgreb – den såkaldte kartoffelkur – der med støtte fra Radikale Venstre blev vedtaget den 13. oktober 1986 – var den overophedning af dansk økonomi, der fandt sted i 1986, med store lønstigninger på arbejdsmarkedet, og med det største underskud på betalingsbalancen nogensinde.

Regeringen skiftede derfor kurs og slog bremserne i. Med kartoffelkuren blev det dyrere at låne til forbrug og boligbyggeri for den danske befolkning. Indgrebet blev døbt ”Kartoffelkuren”. Dels fordi det blev indført op til efterårsferien (kartoffelferien), og dels fordi det betød, at der skulle mindre kød og flere kartofler på tallerkenerne.

Kartoffelkuren bestod af en række tiltag, der skulle reducere privat forbrug og låntagning og dermed forøge samfundets netto-opsparing. To af de vigtigste elementer var en afgift på 20 pct. på renter af forbrugslån samt indførelsen af tvungne mixlån ved finansiering af boligkøb.

Baggrunden var, at Inflationen kørte af sted og sammen med rentefradrag på lån gjorde det til en god forretning at optage lån.

Resultatet blev, at ledigheden steg og at boligmarkedet gik i koma, mens tvangsauktioner bredte sig som en epidemi. Men danskerne skulle med vold og magt tvinges til at spare op i stedet for at låne til forbrugsfesten.

Kuren lykkedes og den politik holdt frem til 1993, hvor den første regering under Poul Nyrup Rasmussen igen kick-startede økonomien samtidig med, at et nyt internationalt opsving startede.

Lars Løkke Rasmussen har efterhånden fået samme status som svindleren fra Köpenick, der i 1906 lykkedes med at beslaglægge kommunekassen i den østpreussiske by, Köpenick.

I ”Den Danske Valgundersøgelse”, som er blevet offentliggjort i valgbogen ”Klimavalget”, mener professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Rune Stubager fra Aarhus Universitet, at Venstre og dets formand Lars Løkke Rasmussen, ved folketingsvalget i 2015 blev straffet af partiets tidligere vælgere.

“Grunden til, at de forlod Venstre i 2015, var for manges vedkommende på grund af Løkke. De opfattede ham som utroværdig efter de skandaler, der var med bilagsrod, flyrejser og underbukser,” siger Kasper Møller Hansen.

Lars Løkke Rasmussens hundekunster – eller når man ikke kan få en betroet post!

Lars Løkke Rasmussen har efter relegeringen fra Venstre etableret ”et mødested” – et nyt politisk parti, der har fået navnet ”De Moderate”.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler, der er alt andet end ”moderat”. Medierne har for længst afdækket Løkkes mangel på mådehold, hans notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Henrik Gade Jensen har i Weekendavisen om Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hans strukturreformer har ødelagt det borgerlige Danmark. Hvis han havde været kirkeminister, havde han nok jævnet alle landsbykirkerne med jorden, så vi kunne nøjes med domkirkerne”.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGO’er, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen? Ville Lars

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det ikke skortet på prominente medlemmer af Venstre, som lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Først mente tidligere justitsminister Søren Pind, at Lars Løkke Rasmussens plan om at starte et nyt parti kun handler om den tidligere partiformand og statsministers “forfængelighed” og vrede over at være blevet kasseret af Venstre.

Den seneste tid har det i øvrigt ikke skortet på at også andre prominente medlemmer af Venstre, lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Nederst på formularen

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Og senest beskylder Hernings borgmester, Lars Krarup (V), i en endnu ikke udkommet bog Lars Løkke Rasmussen for at være løbet fra et løfte om at gå af som formand efter folketingsvalget i 2019. Hvilket Lars Løkke Rasmussen som bekendt ikke gjorde. Eller i hvert fald ikke før han blev tvunget til det.

Ifølge Lars Krarup er Lars Løkke Rasmussen kun i politik, fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Mandag den 11. oktober 2020 blev det i Stockholm offentliggjort af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi, at Nobelprisen i økonomi for 2021 tildeles med halvdelen til DAVID CARD, University of California, Berkeley, USA, “for his empirical contributions to labour economics” og med halvdelen i fælleskab til JOSHUA D. ANGRIST, Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, USA, og GUIDO W. IMBENS, Stanford University, USA,  ”for their methodological contributions to the analysis of causal relationships”.

Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi motiverer i en pressemeddelelse valget således:

Årets prismodtagere – David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens – har givet os ny viden om arbejdsmarkedet og vist, hvilke konklusioner om årsag og virkning, der kan drages af naturlige forsøg. Deres tilgang har spredt sig til andre områder og revolutioneret empirisk forskning.

Mange af de store spørgsmål inden for samfundsvidenskab omhandler årsag og virkning. Hvordan påvirker immigration løn- og beskæftigelsesniveau? Hvordan påvirker en længere uddannelse nogens fremtidige indkomst? Disse spørgsmål er svære at besvare, fordi vi ikke har noget at bruge som sammenligning. Vi ved ikke, hvad der ville være sket, hvis der havde været mindre immigration, eller hvis vedkommende ikke havde fortsat med at studere.

Årets pristagere har imidlertid vist, at det er muligt at besvare disse og lignende spørgsmål ved hjælp af naturlige eksperimenter. Nøglen er at bruge situationer, hvor tilfældige begivenheder eller politiske ændringer påvirker grupper af mennesker forskelligt på en måde, der ligner kliniske forsøg inden for medicin.

Om prismodtagerne

David Card

Born 1956 in Guelph, Canada.

Ph.D. 1983 from Princeton University, USA. Class of 1950 Professor of

Economics, University of California,

Berkeley, USA.

Joshua D. Angrist

Born 1960 in Columbus, Ohio, USA.

Ph.D. 1989 from Princeton University,

USA. Ford Professor of Economics,

Massachusetts Institute of Technology,

Cambridge, USA.

Guido W. Imbens

Born 1963 in Eindhoven,

Netherlands, Ph.D. 1991 from Brown

University, Providence, USA. The

Applied Econometrics Professor and

Professor of Economics, Stanford

University, USA.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Prisen på 10 millioner svenske kroner deles med halvdelen til Davis Card og halvdelen i fællesskab til Joshua D. Angrist og Guido W. Imbens.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Allerede i 2017 indledte EU en såkaldt paragraf syv-sag om traktatbrud mod Polen. Årsagen var polske retsreformer, som ifølge EU-Domstolen underminerer retsstaten og magtens tredeling ved at give regeringen politisk kontrol over domstolene.

Konkret drejer sagen sig især om en dom fra EU-domstolen fra den 2. marts 2021. Dommen fastslog, at europæisk ret kan tvinge medlemsstater til at ignorere enkelte forskrifter i national ret, hvis de er i strid med europæisk ret – det gælder også forfatningsretlige spørgsmål.

I Polens tilfælde medførte EU-dommen også, at den måde, den polske Forfatningsdomstol er blevet sammensat på – udpeget af PiS-regeringen – ikke er legitim. EU-domstolen ville dermed indirekte få mulighed for at tvinge den polske regering til at droppe sin yderst omstridte justitsreform, og herunder en ny disciplinærinstans, som ifølge EU-myndighederne kan lægge politisk pres på dommerne i landets retsinstanser.

Senest har Polen og EU været uenige om deres respektive syn på homoseksuelles rettigheder. I juli indledte EU’s advokater en sag mod Polen, efter at nogle af landets regioner og kommuner erklærede sig “LGBT-ideologifrie zoner”.‎

PiS-regeringen protesterede

PiS-premierminister Mateusz Morawiecki bad Forfatningsdomstolen i Polen om at vurdere EU-dommen.

Torsdag den 7. oktober 2021 blev Forfatningsdomstolens opfattelse offentliggjort. Med en 12-til-2 afstemning, vurderede den polske forfatningsdomstol at EU har overskredet sin kompetence og derfor ikke kunne tilsidesætte love i de enkelte medlemslande.

‎Præsidenten for Forfatningsdomstolen, Julia Przyłebska, sagde efter afgørelsen: ”EU-institutionerne handler uden for rammerne af de beføjelser, som Polen har tildelt dem.

Regeringschefen Jarosław Kaczyński, sagde umiddelbart efter afgørelsen: ”Den højeste lov i Polen er forfatningen, som EU’s retsakter naturligvis også er underlagt”.

Frankrigs opfattelse

Europa blev mildest talt lamslået over afgørelsen fra Polens højeste domstol om, at EU’s regler ikke kunne tilsidesætte polsk lovgivning, og at polsk medlemskab af EU ikke gav EU-domstolene suverænitet.‎

Reaktionen fra Paris fulgte fredag morgen samme spor. Der er ikke noget at rafle om. 

”Det er et angreb på Den Europæiske Union”, sagde den franske europaminister Clement Beaune til den franske tv-kanal BFMTV. 

Han pegede på, at Polen allerede ved sin indtræden i unionen har accepteret, at europæisk lov står over den nationale lovgivning. Dette var en grundregel for medlemskab i første omgang ifølge den franske europaminister. 

”Når man har underskrevet en aftale med nogle og så efterfølgende siger: ’Min egen regel, som jeg selv definerer, hvornår og hvordan jeg vil, er mere værd end det, jeg underskrev med dig,’ så er der ikke længere nogen aftale. Så det er meget alvorligt, det er risikoen for en de facto-exit”, lød det fra den franske minister. 

Støtte fra Ungarn

To dage senere, lørdag den 9. oktober 2021 i Budapest, underskrev premierminister Viktor Orban en regeringsresolution, der støtter beslutningen fra Polens forfatningsdomstol “om national rets forrang”.‎

At Ungarn støtter Polen er ikke overraskende. Allerede da EU i sidste måned ville pålægge Polen en bøde fordi det kontroversielle disciplinærnævn havde truffet disciplinære foranstaltninger over for flere polske dommere, reagerede Viktor Orban hårdt.‎ ‎Den ungarske leder stemplede EU’s beslutning som “skandaløs, fuldstændig uacceptabel og tjenlig til at splitte EU’s enhed fra hinanden”.

‎Den polske regering

Det polske regeringsparti PiS (Lov og Retfærdighed – Prawo i Sprawiedliwość) er et nationalkonservativt, kristendemokratisk og højrepopulistisk politisk parti. Partiet er med med 198 pladser i Sejmen og med 48 pladser i Senatet pr. oktober 2019 det største politiske parti in det polske parlament. Polens premierminister Mateusz Morawiecki har siden marts 2016 været medlem af partiet.

Partiet blev stiftet i 2001 af tvillingerne Lech og Jarosław Kaczyński og Jarosław Kaczyńskis er fortsat den suveræne leder af PiS.

PiS har gentagne gange henvist til konflikten mellem national og europæisk lovgivning ikke er enestående. Den tyske forfatningsdomstol har således kritiseret Den Europæiske Centralbank for at overskride sit mandat ved at optage lån til den genopretningsfond, som skal hjælpe medlemslandene med at komme på ret køl efter coronakrisen.

I Tyskland bemærkede den tidligere tyske justitsminister Katarina Barley, at: “You can’t compare it [the German case] to the Polish tribunal’s verdict. German judges in their ruling underlined the primacy of EU law over national law several times. Their verdict specifically concerned regulation of the European Central Bank”.

Den polske sag vedrører imidlertid mere end et konkret spørgsmål om EU’s kompetence, som selvklart kan diskuteres juridisk. Den polske Forfatningsdomstols afgørelse går videre, og afviser helt generelt EU-lovgivningens forrang. De polske forfatningsdommere har således anfægtet både EU-traktatens paragraf 1, som siger, at tiltrædelsen af traktaten indebærer, at visse kompetencer overdrages til EU, og paragraf 19, der præciserer EU-Domstolens beføjelser. Dermed er det hele EU’s overnationale karakter, der anfægtes.

EU-Kommissionens reaktion

EU-Kommissionen kom med sin reaktion kort efter afgørelsen – og her slog man fast, at EU-lov står over polsk national lovgivning: ”Kommissionen vil ikke tøve med at gøre brug af sine beføjelser i henhold til traktaterne for at sikre en ensartet anvendelse og integritet af EU-retten. Den Europæiske Union er et værdifællesskab og et retsfællesskab, som skal opretholdes i alle medlemsstater. Europæernes rettigheder i henhold til traktaterne skal beskyttes, uanset hvor de bor i EU”.

EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, supplerede fredag ved at sige, at: ”Jeg er dybt bekymret over gårsdagens afgørelse fra den polske forfatningsdomstol. Jeg har pålagt kommissionens tjenester at analysere den grundigt og hurtigt. På dette grundlag vil vi træffe beslutning om de næste skridt”.

Kan koste Polen milliarder i EU-støtte

I første omgang er støtten fra EU’s corona-genopretningsfond i fare. De cirka 36 milliarder euro, som polakkerne efter planen står til at modtage i overførsler fra den europæiske genopretningsfond – havde regeringen i Warszawa ellers havde tænkt at dele ud til polakkerne over de kommende år frem mod valget i 2023 for at sikre en bedre platform at gå i valglokalerne med.

I EU-Kommissionens værktøjskasse er også de nye retsstatsprovisioner, som blev vedtaget som en del af aftalen om EU’s budget frem mod 2027, som kan benyttes til at gå i clinch med PiS. Hertil kan de enorme EU-midler, som Polen modtager gennem EU’s strukturfonde også komme i spil.

”Hvis der ikke er den grundlæggende respekt for de fælles regler om europæiske rettigheder og frihedsrettigheder, kan der ikke være nogen støtteplan for Polen, det er klart”. lød det truende fra den franske europaminister om genopretningsfonden. 

Hvad nu?

EU-Kommissionen vil formentlig i første omgang lade den polske domstolsafgørelse teste af EU-domstolen – i sig selv en interessant detalje, da den polske dom netop indebærer, at Polen ikke respekterer afgørelser fra EU’s øverste retsinstans. Samtidig skal EU-systemet og de andre EU-lande gøre en stor indsats for at sikre, at de polske borgere, som for over 80 procents tilfælde er proeuropæiske og ønsker fortsat EU-medlemskab, ikke bliver stødt bort af en europæisk tilgang, som rammer dem eller virker uretfærdig.

Alt i alt er der lagt op til yderligere konfrontation mellem Bruxelles og Polen støttet af den ungarske leder Orban og måske Tjekkiet.

Indien presser på for at få danskeren Niels Holck udleveret. Før mødet lørdag den 9. oktober 2021 mellem statsminister Mette Frederiksen og Indiens premierminister, Narendra Modi, har flere indiske medier skrevet, at sagen om danskeren, som i 1995 kastede godt fire tons våben ned over Purulia i det nordøstlige Indien, på ingen måde er glemt, og at Indien vedholdende vil bringe sagen op over for den danske regering.

Holck-sagen har i en årrække belastet relationerne mellem Indien og Danmark, men forholdet er begyndt at tø op. Den foreløbige kulmination indtraf for et år siden, da Mette Frederiksen og Narendra Modi indgik en aftale om et strategisk grønt partnerskab mellem Indien og Danmark. Det er den aftale, som Mette Frederiksen sammen med en erhvervsdelegation nu er i Indien for at udmønte.

Håbet er, at danske erhvervsvirksomheder kan bidrage til Indiens grønne omstilling. I dag er Indien præget af kulfyring, forurening, sundhedstruende smog, beskidte floder og vandløb og bjerge af plasticaffald overalt.

Raisina

Tirsdag den 13. april 2021 var statsminister Mette Frederiksen en af hovedtalerne ved den førende indiske virtuelle konference om geopolitik- og økonomi kaldet Raisina.

Statsministeren talte om den grønne omstilling, der fylder mere og mere i Indien, og de danske forhåbninger er, at det vil øge de danske muligheder for at levere de grønne løsninger for Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

Mette Frederiksen siger til Ritzau: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at perspektiverne i et grønt dansk-indisk samarbejde ligger mig meget på sinde. Det viser, at når selv et lille land som Danmark går forrest, så kan vi vise vejen for større lande i den grønne omstilling af vores samfund. Derfor var jeg også glad for at kunne tale på Raisina i dag, hvor blandt andre premierminister Modi deltog. At Danmark var inviteret som en af hovedtalerne ved konferencen, bekræfter det nære forhold mellem Danmark og Indien”

Den 28. september 2020 mødtes statsminister Mette Frederiksen virtuelt med den indiske premierminister Narendra Modi. De to regeringschefer besluttede at etablere et Grønt Strategisk Partnerskab, der skal udbygge og styrke det dansk-indiske samarbejde inden for fire sektorer, herunder energi, bæredygtig byudvikling, vand samt immaterielle rettigheder (Intellectual Property Rights, IPR).

Danmark var angiveligt det første land, der indgik et strategisk grønt partnerskab med Indien.

Statsministerens sande interesser

Statsministerens interesse for Indien er interessant. Hun er ellers mest kendt for sin langvarige interesse i og engagement for det afrikanske kontinent, og især for den (helt overvejende) del af det, der ligger syd for Sahara.

I bestræbelserne på at støtte de sortes kamp mod det hvide herredømme i Sydafrika meldte hun sig allerede i 1990 ind i ungdomsafdelingen af Nelson Mandelas parti, ANC – ANC Youth, ligesom hun har rejst rundt med sin keynesianske kæreste og på egen krop mærket afrikanernes livsvilkår.

Efter en Bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007 (sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister) opnåede hun en Master i afrikastudier ved Københavns Universitet i 2009. Den store interesse for Afrika gav hende undervejs i DSU (bl.a. af Martin Rossen) tilnavnet, ”Afrikas Dronning”.

Politisk rejselyst inden Coronaen

Tidligere var der ikke en Corona-epidemi til at tøjle danske ministres uhæmmede rejselyst på skatteborgernes regning. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte således Indien fra 18.-20. januar 2019 i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Lars Løkke fortsatte dermed den strøm af danske ministre, der prøvede at tilfredsstille en længsel efter Østens mystik, der er næret af Kipling og en række romantiske Tv-produktioner om en svunden tid, hvor Indien var juvelen i det britiske imperium. I pauser i sightseeingen nåede Lars Løkke dog både at indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi, og åbne et nyt Danske Kulturinstitut.

Daværende energi- og industriminister, Anne Birgitte Lundholt, var på officielt besøg i Indien 1. – 8. marts 1992. På foranledning af DONG Energy indgik Energiministeren en samarbejdsaftale med den indiske minister for elektricitet og ikke konventionelle energikilder, Kalp Nath Rai.

Aftalen gav ikke anledning til stigende eksport af dansk energiteknologi, men blev fulgt af flere ministerbesøg. Senere besøgte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen Indien i 2018, og før det var den eventyrlystne klimaminister Lars Christian Lilleholt i Indien i 2017.

Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. maj 2020 mødtes med sin indiske kollega, Dr. S. Jaishankar, skete det virtuelt. Alligevel lykkedes det at aftale nærmere om det grønne strategiske partnerskab, som Mette Frederiksen senere etablerede med premierminister Narendra Modi.

Problemet er, at Indien og Danmark ikke har fælles værdier eller fælles interesser – ikke engang økonomiske!

Eksportfremme

Det skal dog ikke glemmes, at de egentlige formål med Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens eksotiske rejser er at fremme eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

På trods af indsatsen af talrige danske ministre, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. i en periode med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er stadig tjenesteeksporten i form af Mærsks søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent. Den indiske erhvervspolitik, der fokuserer på at understøtte de nationale produktionssektorer, herunder ikke mindst landbruget, skal dog også tages i betragtning.

Under alle omstændigheder er realiteten, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi.

Indien står midt i en energikrise

Indiens elsektor er den største kulforbruger i landet, og kulfyrede kraftværker står for produktionen af 70 pct. af Indiens elektricitet. Ud af 108 anlæg har 16 kraftværker rapporteret mangel på kul, og 45 værker har kun kul til få dages forbrug.

Indiens spirende strømkrise deler ligheder med manglen på elektricitet i Kina. Efterspørgslen efter elektricitet voksede i takt med den økonomiske genopretning efter Covid-19, og ingen havde forventet, at økonomien ville tage så hurtig en vending.

Højere globale priser på kul og indenlandske fragtrater lagde en dæmper på kulkøb fra udlandet. Dette resulterede i at de indenlandske lagre af kul blev kørt helt i bund.

Indien har importeret betydelige mængder kul fra Indonesien og Australien, men de asiatiske kulpriser forventes at fortsætte med at stige.

Der har ikke været landsdækkende strømafbrydelser i Indien endnu. Mangel har hidtil hovedsageligt været begrænset til nordlige stater, hvor der lejlighedsvis kan forekomme strømafbrydelser.

Indiens problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Mens det internationale samfund har været optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban i Afghanistan og Pakistan, prøver al-Qaeda at få fodfæste i Indien. Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP). Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommision for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at krænkelserne af tros- og religionsfriheden i Indien er på et ”ganske højt niveau,” forklarer Marie Juul Petersen, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, i Kristeligt Dagblad.

”Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad,” lyder det fra Marie Juul Petersen.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.